Post by moonpaxie on May 19, 2009 10:37:34 GMT -5
Ting man bør være opmærksome på;
Lidt svært at skrive hendes fortid sådan som hun blev
Navnene er nok lidt anderledes, fordi de er elvere ^^ Syntes bare det passede bedre
Antal bruger-profiler:
Det her er min første, og måske kommer der en mere!
Karakternavn:
Tanari Eskeløv Syntetris Delana.
Køn:
Pige/Dame/Hunkøn
Alder:
Hun er ung, når man kigger på hendes Race, altså elver, men hun er stadig 244 år gammel, men hun ligner en på 17-18 (I menneske år).
Race:
Elver
Job/Status:
Intet job, men hun skriver digte. Hun lever af sine forældres penge, så hun har aldrig haft brug for et job.
Baggrundshistorie:
”Hun er et monster” eller ”Hold dig væk fra hende”. Sådan lød det altid når forældrene så Tanari sammen med deres børn. Man sagde at hun var blevet født af en satan. Dette var naturligvis løgn, der var intet galt med hende, ikke indtil hun blev tohundrede år.
Før i tiden var Tanari i en lille uskyldig pige, med sort hår. Hun var født elver, havde et godt liv. Folk kunne lide hende, og hun kunne lide folk. Hendes liv var jo næsten perfekt. Hun var en lille prinsesse med massere af venner, på sin helt egen hjemegn. Hun havde virkelig hvad hun kunne ønske sig. Hendes moder var tidligere orakel, en person som alle havde respekt for, men hun mente nu ikke hun var værdig til at være orakel mere. Hendes far derimod, han var en kraftfuld magiker. Han snakkede aldrig med sin datter Tanari. Han blev altid meget sur når han blev forstyrret, og han snakkede aldrig med sin familie, venner, eller nogen andre. Han havde altid gang i et eller andet, men det faldt aldrig i Tanari’s interesse. Moren hed Daniss Delana og faderen hed Isuldar Eskeløv Syntetris. Tanari lærte at læse og skrive i en tidlig alder. Hun holdte meget af at skrive digte, og brugte meget af sin tid på det. Da hun kom lidt op i sin alder faldt hende venner fra hende. Hun var begyndte og danse, og brugte alt sin tid på at skrive digte. Hun blev en outsider, men hun var ligeglad, da hun var i sin helt egen verden. Alle de ældre syntes godt om hende, fordi hun opførte sig mere som sin race end så mange andre. Da hun blev præcis de tohundrede år og sov, bar hendes far hende ned i deres store kælder, som mere var hans arbejdes klasse. Han begyndte at kaste besværgelser ved hende, hun kunne intet se, høre eller føle når hun sov. Pludselig begyndte at hun drømme maridt. Det blev være og være i takt med at hendes far kastede magi på hende. Hun kunne ikke vågne fra dette maridt, og det var også meningen fra hendes fars side. Det var klart mørk magi han kastede på hende. Hendes moder vidste intet om det her, og hun sov trykt alene i hende, og hendes mands seng lige nu. Ved en fejl i faderns rite vågnede hun straks. Dette ritual han havde prøvede at lave var nu mislykkedes. Hun vågnede og kiggede ud i luften, eller hun prøvede. Hun kunne intet se, alt var bare sort. Så satte hun hænderne for ørene, hun syntes pludselig at alle lyde var høje. Hun begyndte at skrige, og hun fik tåre i øjnene. Af dette blev hendes moder, Daniss vækkede. I mens alt dette skete, havde hendes fader grebet en lysestage, og slog ud mod hende. Uden hun selv vidste det, bevægede hun sit hoved, som om hun vidste at den ville komme der, selvom hun ikke kunne se den. Hendes moder kom ned i kælderen i sin natkjole, og kiggede på faderen. Han forsvandt straks i den blå luft. Tanari lå på gulvet og skreg og græd. Hendes mor fik hende op i sengen, og prøvede at få hende til at sove, men hver gang hun faldt i søvn begyndte der et nyt maridt, hver gang et nyt maridt. Hun kunne slet ikke sove med disse onde drømme. Hun var hjemme den næste måned, og vendte sig til næsten ikke at sove. Hun havde aldrig lyst til at spise heller. Hun blev meget tynd, og tabte sig utroligt i vægt.
I løvet af denne måned fandt hun ud af sammen med sin mor, at hun havde mistede sin syn sans, men alle hendes andre sanser var blevet mere end ti gange så stærke. Hun kunne mærke folks bevægelser. Sidste dag i måneden, og så en måned efter at hun var blevet tohundrede år, fik hun et lille udslet i panden henover sit venstre øje, men det var ikke et normalt udslet. Det var rødt og blåt, og så meget unaturligt ud.
Over de næste to år hvor Tanari igen var begyndt at bevæge sig rundt i byen, var udslettet vokset lidt. Samtidig i de år, var hendes omdømme fuldstændig ændret. Det var af to grunde. Den første var at hendes fader havde lagt deres familie i skam, og den anden var at hun var et monster, mente folk. Hendes mor var et rigtigt snakkeværk, så hun havde selvfølelig snakket med alle om alle om hvad der var sket. Folk havde uheldigvis opfattede det på en anden måde. Sammen med hendes udslet kom nu noget andet. Hendes hår begyndte at blive rødt, og også helt lyst nogen steder. Da hendes hår tidligere havde været kul sort var dette meget mærkeligt. Det var også meget tydeligt at se hun var syg, hun blev sort om øjnene, og dette var også fordi hun ikke sov så meget. På trods af alt dette negative var hun stadig frisk, selvom hun ikke sov så meget. Hun dansede stadig da det ikke var svært for hende, med sine sanser. Hun kunne stadig skrive digte, da hun jo havde brugt så meget tid på det, kunne hun stadig skrive pænt.
Med tiden blev hendes omdømme være og være. Folk begyndte at hade hende, faktisk var de mere bange for hende, og dette gik desværre i arv til deres børn. Det endte med at hun blev nødt til efter sin egen mening, at få sin arv nu, så hun kunne rejse væk fra hendes hjemegn. Hendes mor Daviss forstod hende fuldt ud. Hun fik så mange penge, at hun aldrig troet hun skulle havde set så mange penge på et sted i sit liv før.
Nu gik rejsen langt væk. Til sidst kom hun til Lyrana, hvor der var mange andre mennesker. Hun følte sig tilfreds her, og følte sig ikke så anderledes.
Desværre var der også en flok andre elvere, som ikke brød sig om hende. Det var af den grund, at hun ikke rigtig så ud som en regulær elver. Det endte faktisk med at de jagede hende ud fra byen. Hun begyndte at leve ude fra byen, i en lille dal. Hun gik tit tur i den sorte skov, hun var der aldrig om natten, men hun følte sig fri. Men hun manglede noget, eller nogen. Nogen at snakke med, hun følte sig hele tiden tiltrukket af byen, men turde ikke komme der. En dag, et halvt års tid efter, havde hun vågede sig ind i byen igen. Hun kom forbi henrettelsespladsen, på den rute hun kom ind i byen. Der var tydeligvis en henrettelse i gang. Hun kunne føle at det var en person hun havde mødt før, der var deroppe, men det var ikke en hun kendte godt. Hun kunne føle at det var en af de elvere som havde været grum mod hende. Han sad på knæ og kiggede ned. Han havde det ikke så godt. Hun kom hurtigt op at stå foran, han kiggede på hende, men hun kunne ikke selv se det, men hun kunne mærke blikket på sig. Hun kunne føle at han blev lagt ned på, og kunne bare mærke noget der faldt igennem luften. Der var to ting der faldt. En lille genstand som der faldt foran hende. Hun greb det uden besvær, selvom hun ikke kunne se genstanden. Hun fandt straks ud af at det var nøgler. Den anden genstand var bødlens økse. Hun mærkede som om der var noget der blev taget fra hende inde fra, hun begyndte at løbe væk fra stedet, længere væk fra byen, væk fra den sorte skov, væk fra alt. Hun endte mosen, hvor hun stod ud mod vandet, sumpen var usikker under hendes føder. Hun holdte nøglen i sin venstre hånd. Hendes hænder undersøgte den nøje, og kunne mærke nummeret ”7”, som var blevet hakkede ind i en lille metal plade der sad på nøglerne. Hun vidste straks at det var et værelses nøgle fra ”Den Lystige Engel”. Hun stak nøglerne i sin lomme og tog et skridt frem. Hun havde helt glemt hvor hun var. Hun faldt i søen, og blev helt forvirret, fordi hun intet kunne se. Hun kom hurtigt op til overfladen, men kunne ikke finde bredden af søen, men hun var heldig og fandt den hurtig. Hun kom op af søen, og skulle til at gå tilbage til sin lund, da hun huskede at hun havde nøglen i lommen. Hun satte kursen mod byen for anden gang den dag. Det var blevet mørkt da hun kom frem til kroen. Derinde var der god stemning, folk hyggede sig, og det var som det havde været for et halvt år siden. Hun kunne føle at der var en masse andre mennesker rundt om hende som hun kendte. Men hun tog ikke højde for det. Hun kom op på værelset. Der var meget støvede, som om der ikke var blevet gjort rent i lang tid. Hun begyndte at græde, hun vidste ikke hvorfor, men dette var åbenbart meget sørgeligt for hende. Imens hun græd, begyndte hendes ar der var over hendes øje at vokse, hele vejen ned af hendes kind. Og pludselig gik hun ud som et lys. Næste morgen vågnede hun på gulvet, hun blinkede med øjnene, og efter lidt tid gik det op for hende, at hun kunne se. Det gjorde hende virkelig forvirret. Hun satte sig op, og så sig omkring. Hun havde glemt alt om hvad er var sket dagen før, men så lidt efter lidt begyndte hun at huske hvad der var sket, det begyndte igen at sortne for hendes blik, og hun var blind igen. Hun begyndte at tænke om det bare havde været en drøm, men hun besluttede sig for at det ingen drøm havde været. Hun kunne føle rundt omkring sig, at alt var som det havde været i drømmen, og der fra kom hendes beslutning. Hun prøvede at huske hvad hun havde set. Der var vist en masse bøger omkring hende, også havde hun set et sværd ligge på sengen. Hun rejste sig op, og følte sig over mod sengen. Hun rakte sin hånd frem, og rørte ved sværdet. Hun kunne mærke der var noget særligt over der. Det var helt uskyldigt. Det lugtede ikke af blod, eller andet, men alligevel så kunne hun mærke at sværdet havde forvoldt meget skade. Sværdet lå i en blå skede, som var lavede af en slags læder. Sværdets model var en katana, et blad, og en flad side. Det var et meget flot sværd, og vejede ingenting. Tanari tog det, og vejede på det. Det vejede ingenting. Hun satte det fast til sit bælte, og gik ud af rummet. Hun havde ikke lyst til at vende tilbage dertil. Hun gik ned til krofatter og afleverede nøglen til værelset, og gik ud fra kroen. Hun sukkede og kiggede op mod himmelen. Hun sukkede dybt og tænkte ’Så er jeg så her, er det mon her mit liv starter?’
Personlighed:
- Glad
- Venlig
- Kærlig
- Intelligent
- Bange
- Hjælpsom
Tanari er en meget stille, og indelukkede person. Hun viser sig selv som hun er over for personer som hun kender.
Hun bruger det meste af sin tid på at skrive digte, selvom hun er blind. Hun skriver rigtig meget, så hun ikke glemmer hvordan man gør, og det er nok noget af det hun er mest bange for. Der er kun tre ting hun er bange for. At glemme hvordan man skriver, at møde sin far og at blive udstødt mere end hun er.
Hun har der utrolig svært fordi hun er blind, men med hendes føle sans sørger for at hun ikke falder, og kan vide hvor andre personer er.
Hun har altid åbne øjne, selvom hun er blind og hendes højre øje er altid i skyggen af hendes pande hår.
Hun passer tit på andre, og har ikke lært at hade nogen endnu. Hun elsker at hjælpe andre, ven eller fjende.
Hun holder utrolig meget af dem hun kender, og er altid bange for at miste dem, eller at de skal komme til skade ligesom hun er.
Det første indtryk folk plejer at få om hende er at hun er en meget stille person, og det er hun sådan set også. Hun bryder sig faktisk slet ikke om at snakke. Hun kan bedre lide at skrive ned hvad hun vil sige, også vise det til den hun ønsker at snakke til.
Hun er stort set altid i godt humør, og hendes øjne smiler til folk. Hun hader sin latter, og syntes hun lyder virkelig dum når hun griner, så hun prøver at lade vær med det.
Der er ikke noget hun elsker mere end at danse og at skrive digte.
Hun har en meget smuk stemme, og når hun endelig taler, så lytter folk.
Hun hader skældsord, og kan slet ikke havde når nogen driller hende, så går hun helt kold og bliver sur.
Hun har aldrig været forelskede, og virker altid helt uskyldig. Hun er blevet overfaldet et par gange, men folk der gjorde det havde ikke lyst til at skade hende.
Hun elsker at møde nye mennesker, men hader bedragere. Hun elsker at høre på hvad folk har at sige.
Hun hader at snakke om sig selv som person, det får hende også til at føle sig meget selvglad, og det er ikke noget hun har lyst til at ses som.
Hun er meget bange for højder, og hun bryder sig slet ikke om vold!
Tanari tror på at alt natur er guder, træer, blomster, alt!
Hun er meget rebelsk mod Lord Lanzeiox, og tror ikke på noget han siger. Hun opfatter ham som en usympatisk person, selvom hun ikke har mødt ham.
Det der skete ved hendes forbandelse;
Hun blev blind, men resten af hendes sanser blev styrket. Hendes føle sans er over hundrede gange så god som den var normalt, og hun kan mærke bevægelser og vibrationer i luften. Hendes høresans er også blevet bedre. Cirka to gange så god som en normal elvers er.
Hendes lugte sans blev også meget stærk
Hver gang hun bliver ked af det, vokser hendes udslet, og hendes hår bliver mere rødt.
Hun drømmer altid maridt.
Udseende:
Tanari’s hår er sort, kul sort, men forbandelsen over hende gjorde at hendes hår begyndte at blive rødt, og lyst nogen steder.
Hendes hud er meget hvid, og den er silkeblød. Hendes læber er blege med et rødt skær, og hendes næse er lille.
Hun er sort rundt om øjnene, mest fordi hun ikke sover så meget, men også fordi hun er forbandet.
Hendes fine elver øre er mørke, meget mørkere end resten af hendes hud.
Hun er ikke nogen høj person, og er kun omkring de 167. Hendes højde og vægt passer nu godt sammen da hun ikke vejer særlig meget.
Hun har et blåt og rødt udslet ned over sin venstre kind, som går hele vejen op over hendes øje, rundt om udslettet ligner det mest af alt, at hendes hud er begyndt at krakke lidt af. Hendes øjne er hundrede procent blå, men hendes øjne er små. Man kan ikke se kun på hendes øjne at hun har sovet lidt. Hun får total gåsehud når det bliver kold, faktisk kan hun ikke tåle kulde, så man kan klart se på hende når hun fryser.
Hun har altid en trefods katana i sit bælte, i en blå læder skede, og hun behandler den med stor respekt som om den var levende.. (Den fra hendes fortid)
Lidt svært at skrive hendes fortid sådan som hun blev
Navnene er nok lidt anderledes, fordi de er elvere ^^ Syntes bare det passede bedre
Antal bruger-profiler:
Det her er min første, og måske kommer der en mere!
Karakternavn:
Tanari Eskeløv Syntetris Delana.
Køn:
Pige/Dame/Hunkøn
Alder:
Hun er ung, når man kigger på hendes Race, altså elver, men hun er stadig 244 år gammel, men hun ligner en på 17-18 (I menneske år).
Race:
Elver
Job/Status:
Intet job, men hun skriver digte. Hun lever af sine forældres penge, så hun har aldrig haft brug for et job.
Baggrundshistorie:
”Hun er et monster” eller ”Hold dig væk fra hende”. Sådan lød det altid når forældrene så Tanari sammen med deres børn. Man sagde at hun var blevet født af en satan. Dette var naturligvis løgn, der var intet galt med hende, ikke indtil hun blev tohundrede år.
Før i tiden var Tanari i en lille uskyldig pige, med sort hår. Hun var født elver, havde et godt liv. Folk kunne lide hende, og hun kunne lide folk. Hendes liv var jo næsten perfekt. Hun var en lille prinsesse med massere af venner, på sin helt egen hjemegn. Hun havde virkelig hvad hun kunne ønske sig. Hendes moder var tidligere orakel, en person som alle havde respekt for, men hun mente nu ikke hun var værdig til at være orakel mere. Hendes far derimod, han var en kraftfuld magiker. Han snakkede aldrig med sin datter Tanari. Han blev altid meget sur når han blev forstyrret, og han snakkede aldrig med sin familie, venner, eller nogen andre. Han havde altid gang i et eller andet, men det faldt aldrig i Tanari’s interesse. Moren hed Daniss Delana og faderen hed Isuldar Eskeløv Syntetris. Tanari lærte at læse og skrive i en tidlig alder. Hun holdte meget af at skrive digte, og brugte meget af sin tid på det. Da hun kom lidt op i sin alder faldt hende venner fra hende. Hun var begyndte og danse, og brugte alt sin tid på at skrive digte. Hun blev en outsider, men hun var ligeglad, da hun var i sin helt egen verden. Alle de ældre syntes godt om hende, fordi hun opførte sig mere som sin race end så mange andre. Da hun blev præcis de tohundrede år og sov, bar hendes far hende ned i deres store kælder, som mere var hans arbejdes klasse. Han begyndte at kaste besværgelser ved hende, hun kunne intet se, høre eller føle når hun sov. Pludselig begyndte at hun drømme maridt. Det blev være og være i takt med at hendes far kastede magi på hende. Hun kunne ikke vågne fra dette maridt, og det var også meningen fra hendes fars side. Det var klart mørk magi han kastede på hende. Hendes moder vidste intet om det her, og hun sov trykt alene i hende, og hendes mands seng lige nu. Ved en fejl i faderns rite vågnede hun straks. Dette ritual han havde prøvede at lave var nu mislykkedes. Hun vågnede og kiggede ud i luften, eller hun prøvede. Hun kunne intet se, alt var bare sort. Så satte hun hænderne for ørene, hun syntes pludselig at alle lyde var høje. Hun begyndte at skrige, og hun fik tåre i øjnene. Af dette blev hendes moder, Daniss vækkede. I mens alt dette skete, havde hendes fader grebet en lysestage, og slog ud mod hende. Uden hun selv vidste det, bevægede hun sit hoved, som om hun vidste at den ville komme der, selvom hun ikke kunne se den. Hendes moder kom ned i kælderen i sin natkjole, og kiggede på faderen. Han forsvandt straks i den blå luft. Tanari lå på gulvet og skreg og græd. Hendes mor fik hende op i sengen, og prøvede at få hende til at sove, men hver gang hun faldt i søvn begyndte der et nyt maridt, hver gang et nyt maridt. Hun kunne slet ikke sove med disse onde drømme. Hun var hjemme den næste måned, og vendte sig til næsten ikke at sove. Hun havde aldrig lyst til at spise heller. Hun blev meget tynd, og tabte sig utroligt i vægt.
I løvet af denne måned fandt hun ud af sammen med sin mor, at hun havde mistede sin syn sans, men alle hendes andre sanser var blevet mere end ti gange så stærke. Hun kunne mærke folks bevægelser. Sidste dag i måneden, og så en måned efter at hun var blevet tohundrede år, fik hun et lille udslet i panden henover sit venstre øje, men det var ikke et normalt udslet. Det var rødt og blåt, og så meget unaturligt ud.
Over de næste to år hvor Tanari igen var begyndt at bevæge sig rundt i byen, var udslettet vokset lidt. Samtidig i de år, var hendes omdømme fuldstændig ændret. Det var af to grunde. Den første var at hendes fader havde lagt deres familie i skam, og den anden var at hun var et monster, mente folk. Hendes mor var et rigtigt snakkeværk, så hun havde selvfølelig snakket med alle om alle om hvad der var sket. Folk havde uheldigvis opfattede det på en anden måde. Sammen med hendes udslet kom nu noget andet. Hendes hår begyndte at blive rødt, og også helt lyst nogen steder. Da hendes hår tidligere havde været kul sort var dette meget mærkeligt. Det var også meget tydeligt at se hun var syg, hun blev sort om øjnene, og dette var også fordi hun ikke sov så meget. På trods af alt dette negative var hun stadig frisk, selvom hun ikke sov så meget. Hun dansede stadig da det ikke var svært for hende, med sine sanser. Hun kunne stadig skrive digte, da hun jo havde brugt så meget tid på det, kunne hun stadig skrive pænt.
Med tiden blev hendes omdømme være og være. Folk begyndte at hade hende, faktisk var de mere bange for hende, og dette gik desværre i arv til deres børn. Det endte med at hun blev nødt til efter sin egen mening, at få sin arv nu, så hun kunne rejse væk fra hendes hjemegn. Hendes mor Daviss forstod hende fuldt ud. Hun fik så mange penge, at hun aldrig troet hun skulle havde set så mange penge på et sted i sit liv før.
Nu gik rejsen langt væk. Til sidst kom hun til Lyrana, hvor der var mange andre mennesker. Hun følte sig tilfreds her, og følte sig ikke så anderledes.
Desværre var der også en flok andre elvere, som ikke brød sig om hende. Det var af den grund, at hun ikke rigtig så ud som en regulær elver. Det endte faktisk med at de jagede hende ud fra byen. Hun begyndte at leve ude fra byen, i en lille dal. Hun gik tit tur i den sorte skov, hun var der aldrig om natten, men hun følte sig fri. Men hun manglede noget, eller nogen. Nogen at snakke med, hun følte sig hele tiden tiltrukket af byen, men turde ikke komme der. En dag, et halvt års tid efter, havde hun vågede sig ind i byen igen. Hun kom forbi henrettelsespladsen, på den rute hun kom ind i byen. Der var tydeligvis en henrettelse i gang. Hun kunne føle at det var en person hun havde mødt før, der var deroppe, men det var ikke en hun kendte godt. Hun kunne føle at det var en af de elvere som havde været grum mod hende. Han sad på knæ og kiggede ned. Han havde det ikke så godt. Hun kom hurtigt op at stå foran, han kiggede på hende, men hun kunne ikke selv se det, men hun kunne mærke blikket på sig. Hun kunne føle at han blev lagt ned på, og kunne bare mærke noget der faldt igennem luften. Der var to ting der faldt. En lille genstand som der faldt foran hende. Hun greb det uden besvær, selvom hun ikke kunne se genstanden. Hun fandt straks ud af at det var nøgler. Den anden genstand var bødlens økse. Hun mærkede som om der var noget der blev taget fra hende inde fra, hun begyndte at løbe væk fra stedet, længere væk fra byen, væk fra den sorte skov, væk fra alt. Hun endte mosen, hvor hun stod ud mod vandet, sumpen var usikker under hendes føder. Hun holdte nøglen i sin venstre hånd. Hendes hænder undersøgte den nøje, og kunne mærke nummeret ”7”, som var blevet hakkede ind i en lille metal plade der sad på nøglerne. Hun vidste straks at det var et værelses nøgle fra ”Den Lystige Engel”. Hun stak nøglerne i sin lomme og tog et skridt frem. Hun havde helt glemt hvor hun var. Hun faldt i søen, og blev helt forvirret, fordi hun intet kunne se. Hun kom hurtigt op til overfladen, men kunne ikke finde bredden af søen, men hun var heldig og fandt den hurtig. Hun kom op af søen, og skulle til at gå tilbage til sin lund, da hun huskede at hun havde nøglen i lommen. Hun satte kursen mod byen for anden gang den dag. Det var blevet mørkt da hun kom frem til kroen. Derinde var der god stemning, folk hyggede sig, og det var som det havde været for et halvt år siden. Hun kunne føle at der var en masse andre mennesker rundt om hende som hun kendte. Men hun tog ikke højde for det. Hun kom op på værelset. Der var meget støvede, som om der ikke var blevet gjort rent i lang tid. Hun begyndte at græde, hun vidste ikke hvorfor, men dette var åbenbart meget sørgeligt for hende. Imens hun græd, begyndte hendes ar der var over hendes øje at vokse, hele vejen ned af hendes kind. Og pludselig gik hun ud som et lys. Næste morgen vågnede hun på gulvet, hun blinkede med øjnene, og efter lidt tid gik det op for hende, at hun kunne se. Det gjorde hende virkelig forvirret. Hun satte sig op, og så sig omkring. Hun havde glemt alt om hvad er var sket dagen før, men så lidt efter lidt begyndte hun at huske hvad der var sket, det begyndte igen at sortne for hendes blik, og hun var blind igen. Hun begyndte at tænke om det bare havde været en drøm, men hun besluttede sig for at det ingen drøm havde været. Hun kunne føle rundt omkring sig, at alt var som det havde været i drømmen, og der fra kom hendes beslutning. Hun prøvede at huske hvad hun havde set. Der var vist en masse bøger omkring hende, også havde hun set et sværd ligge på sengen. Hun rejste sig op, og følte sig over mod sengen. Hun rakte sin hånd frem, og rørte ved sværdet. Hun kunne mærke der var noget særligt over der. Det var helt uskyldigt. Det lugtede ikke af blod, eller andet, men alligevel så kunne hun mærke at sværdet havde forvoldt meget skade. Sværdet lå i en blå skede, som var lavede af en slags læder. Sværdets model var en katana, et blad, og en flad side. Det var et meget flot sværd, og vejede ingenting. Tanari tog det, og vejede på det. Det vejede ingenting. Hun satte det fast til sit bælte, og gik ud af rummet. Hun havde ikke lyst til at vende tilbage dertil. Hun gik ned til krofatter og afleverede nøglen til værelset, og gik ud fra kroen. Hun sukkede og kiggede op mod himmelen. Hun sukkede dybt og tænkte ’Så er jeg så her, er det mon her mit liv starter?’
Personlighed:
- Glad
- Venlig
- Kærlig
- Intelligent
- Bange
- Hjælpsom
Tanari er en meget stille, og indelukkede person. Hun viser sig selv som hun er over for personer som hun kender.
Hun bruger det meste af sin tid på at skrive digte, selvom hun er blind. Hun skriver rigtig meget, så hun ikke glemmer hvordan man gør, og det er nok noget af det hun er mest bange for. Der er kun tre ting hun er bange for. At glemme hvordan man skriver, at møde sin far og at blive udstødt mere end hun er.
Hun har der utrolig svært fordi hun er blind, men med hendes føle sans sørger for at hun ikke falder, og kan vide hvor andre personer er.
Hun har altid åbne øjne, selvom hun er blind og hendes højre øje er altid i skyggen af hendes pande hår.
Hun passer tit på andre, og har ikke lært at hade nogen endnu. Hun elsker at hjælpe andre, ven eller fjende.
Hun holder utrolig meget af dem hun kender, og er altid bange for at miste dem, eller at de skal komme til skade ligesom hun er.
Det første indtryk folk plejer at få om hende er at hun er en meget stille person, og det er hun sådan set også. Hun bryder sig faktisk slet ikke om at snakke. Hun kan bedre lide at skrive ned hvad hun vil sige, også vise det til den hun ønsker at snakke til.
Hun er stort set altid i godt humør, og hendes øjne smiler til folk. Hun hader sin latter, og syntes hun lyder virkelig dum når hun griner, så hun prøver at lade vær med det.
Der er ikke noget hun elsker mere end at danse og at skrive digte.
Hun har en meget smuk stemme, og når hun endelig taler, så lytter folk.
Hun hader skældsord, og kan slet ikke havde når nogen driller hende, så går hun helt kold og bliver sur.
Hun har aldrig været forelskede, og virker altid helt uskyldig. Hun er blevet overfaldet et par gange, men folk der gjorde det havde ikke lyst til at skade hende.
Hun elsker at møde nye mennesker, men hader bedragere. Hun elsker at høre på hvad folk har at sige.
Hun hader at snakke om sig selv som person, det får hende også til at føle sig meget selvglad, og det er ikke noget hun har lyst til at ses som.
Hun er meget bange for højder, og hun bryder sig slet ikke om vold!
Tanari tror på at alt natur er guder, træer, blomster, alt!
Hun er meget rebelsk mod Lord Lanzeiox, og tror ikke på noget han siger. Hun opfatter ham som en usympatisk person, selvom hun ikke har mødt ham.
Det der skete ved hendes forbandelse;
Hun blev blind, men resten af hendes sanser blev styrket. Hendes føle sans er over hundrede gange så god som den var normalt, og hun kan mærke bevægelser og vibrationer i luften. Hendes høresans er også blevet bedre. Cirka to gange så god som en normal elvers er.
Hendes lugte sans blev også meget stærk
Hver gang hun bliver ked af det, vokser hendes udslet, og hendes hår bliver mere rødt.
Hun drømmer altid maridt.
Udseende:
Tanari’s hår er sort, kul sort, men forbandelsen over hende gjorde at hendes hår begyndte at blive rødt, og lyst nogen steder.
Hendes hud er meget hvid, og den er silkeblød. Hendes læber er blege med et rødt skær, og hendes næse er lille.
Hun er sort rundt om øjnene, mest fordi hun ikke sover så meget, men også fordi hun er forbandet.
Hendes fine elver øre er mørke, meget mørkere end resten af hendes hud.
Hun er ikke nogen høj person, og er kun omkring de 167. Hendes højde og vægt passer nu godt sammen da hun ikke vejer særlig meget.
Hun har et blåt og rødt udslet ned over sin venstre kind, som går hele vejen op over hendes øje, rundt om udslettet ligner det mest af alt, at hendes hud er begyndt at krakke lidt af. Hendes øjne er hundrede procent blå, men hendes øjne er små. Man kan ikke se kun på hendes øjne at hun har sovet lidt. Hun får total gåsehud når det bliver kold, faktisk kan hun ikke tåle kulde, så man kan klart se på hende når hun fryser.
Hun har altid en trefods katana i sit bælte, i en blå læder skede, og hun behandler den med stor respekt som om den var levende.. (Den fra hendes fortid)
