I bunden af slotsparken

[purple]

I slotsparken lå en tynd tåge over de mørkegrønne buske og de nøgne træer, der stadig ventede på at vejret ville blive bedre, så de igen kunne få deres lysegrønne pragt tilbage. På trods af at solen skinnede et eller andet sted over de grå skyer, var lyset i haven sparsomt, og man kunne kun lige fornemme at det faktisk var middag. I den del af parken der var tættest på slottet gik tjeneste folk og gartnere rundt og gjorde klart til foråret, beskar buske og omplantede nogle af planterne, der ikke så alt for kønne ud. I den anden del af haven, den del der næsten kun bestod af en stor græsplane og nogle få store træer, var der næsten ødet. Men også kun næsten. I et af de store træet, på en tyk gren omkring halvanden meter over jorden, sad en skikkelse og betragtede slottet med ryggen mod træets stamme. Det ene ben hang ned fra grenen og vippede ganske svagt frem og tilbage i takt med at en svag vind puffede til det. Personen i træet, var Nazil. Hendes matte, blå øjne hvilede roligt på tjenestefolkene ved slottet, så dem bevæge sig frem og tilbage med hastige skridt for ikke at stå i vejen og for ikke at være for langsomme. Gartnerne stod bukket forover i akavede stillinger og hun kunne ikke lade hver med at frydes over at det ikke var hende der var gik rundt der nede og arbejde.

[rastzar]

Vejret huede absolut ikke Shayn. Fugten i luften fik hans silkeklæder til at klæbe til hans krop og det samme gjorde hans lange Sølvblå hår.
I starten havde han forsøgt sig med en lillesmule magi for at holde fugten væk, men det var blevet trættende i det lange løb, og han følte ikke for at bruge flere kræfter på at trodse naturen.
I det mindste behøvede han ikke få beskidte sko i den fugtige, og mange steder, nyopgravede jord der lå rundt omkring i slotshaven.
Shayn brød sig ikke om jord, det var ubehageligt at røre ved og det svinede hans tøj til, men han var nødt til at smutte ned i haven præcis idag da det var den bedste dag til at plante de frø han havde i en lille pose i hånden.

På trods af sin generelle misfornøjethed kunne shayn ikke lade være med at glædes over sin geniallitet. Når først frøene var plantede ville de hurtigt gro op og blive en ganske køn busk. Det var dog ikke med det formål Shayn havde tænkt sig at plante dem. Blomsterne havde yderligere den effekt at de absorberede en lille smule magisk kraft fra hvem end der smuttede forbi dem. Ikke nok til at det ville være skadeligt for personen, de ville knapt mærke det, men mange dråber blev jo også til et hav på et tidspunkt.
Gartnerne og tjenestesfolkne havde travlt i den ene ende af haven, så Shayn svævede ned mod den anden side, holdt pænt ca 5 cm over jorden af sin magi.

[purple]

I sin stirren på de mange arbejde folk i havens 'pæne' del, var det umuligt at bemærke, at én skilte sig ud. Ikke fordi personens tøj var finere og heller ikke fordi personen ikke arbejde, men fordi det lignede at denne svævede. Der var ikke ryk i kroppen som når folk går, og desuden lignede det ikke at personen tog nogle skridt overhoved. I starten var skikkelsen spøgelsesagtig på grund af det tynde tæppe af tåge, der hang i luften, men jo tættere på personen kom, jo tydeligere blev det at se, at personen var den kongelige rådgiver. Håret og tøjet.. Der var ingen tvivl. Et skævt, temmelig neutralt smil, voksede på Nazils læber. At nogen kunne være så sippet med deres eget udseende var utroligt, men det så ud til at vejret havde gjort hans perfekte udseende umuligt at holde for ham, både håret og tøjet sad i hvert fald ikke som det plejede.
Hun trak lidt på sit ene ben, det der oppe på grenen sammen med hende, så det var bukket ved knæet. Hendes øjne fulgte ham forventningsfulgt, ventende på hvorfor mon han havde bevæget sig ud i et sådan vejr. Stadig med god afstand til Shayn, og et lille skævt smil, betragtede hun den sippede rådgiver, som hun nærede stor respekt til. At han var noget så langt som han var, var alene grund til at nære ham respekt, men det var nu ikke det der gjorde at hun havde respekt for ham.

[rastzar]

Shayn var opslugt i sine egne tanker. Han tænkte på hvordan det ville blive at tappe energien i busken en gang om måneden, det ville udvide hans magiske arsenal betydeligt og han gædede sig som et lille barn til sin fødselsdag.
På trods af at han var opslugt af sine tanker havde han stadigvæk overskud til at lede efter et perfekt sted, det skulle være et sted hvor busken både kunne få næring, men også et sted hvor den kunne ses og passeres af en masse mennesker.
Shayn roste sin egen snilde da han fik øje på træet, træet hvorunder tjenestesfolk dagligt lavede upassende ting, tog på hinanden og bare brugte flere timer i hinandens selvskab, det var genialt!
Uden uderligere forsinkelse satte Shayn farten op.
Henne ved træet stoppede han op med en selvtilfreds mine før han holdt hånden der ikke holdt posen ud frem mod jorden.
Der gik en underlig sitren gennem luften og området føltes en smule mere dystert end det ellers havde gjort.
Så holdt det op, i stedet begyndte jorden under træet at dirre og bevæge sig mens Shayn bandt sjælen til det.
Først dukkede en lille hånd op, så et hovede og til slut stod der en lille bitte kopi af shayn, om end mindre detaljeret og trampede utålmodigt i jorden.

[purple]

Nazils interesse for Shayn var begyndt at ebbe ud og hun kiggede ganske kort op på slottet, inden hun ud af øjenkrogen kunne se at Shayn var begyndt at være mere beslutsom i sin færden. Han havde vist fundet det han ledte efter, og hendes blik fløj straks fra slottet til ham. Nysgerrig fulgte hun ham som han stoppede ved et af største træer i haven, og nok også det mest besøgte træ i slottets store parkanlæg. Med nysgerrige øjne så hun til hvordan det blev mere dunkelt omkring træet, og det virkede som om jorden gav efter på en eller anden måde, men hun kunne ikke helt se hvad der skete, da han dækkede halvt for det. Et øjeblik overvejede hun at spørge ham, men hun ville ikke forstyrrer ham. Hun så sig hurtigt omkring, inden hun lænede sig forover for at prøve at se hvad der skete. Hun lænede sig til siden, og syntes at kunne se en mini udgave af et menneske. For et øjeblik fik hun overbalance og var ved at falde ned af grenen, men lige inden dette skete, genvandt hun sin balance og kom igen til at side sikkert på grenen. Hun gav ham 3 sekunder til at vise hende hvad der skete, men selvfølgelig gjorde han ikke det, han vidste jo højst sandsynligt ikke at hun var der, så efter disse få sekunder, besluttede sig for at forstyrre. Med en elegant bevægelse lod hun sig selv falde ned fra grenen og ned på græsset. Men en tøven overvældede hende, og hun blev stående med god afstand til ham, uden at sige noget og uden at bevæge sig tættere på.

[rastzar]

Shayn smilte lidt af den lille kopi af ham selv der var dukket op. De fleste magigere spildte ikke koncentration på at give deres ånder et specifikt look, hvis de overhovedet havde evnerne til at lave en ånd.
Shayn derimod gav dem stort set altid et eller andet udseende, ikke altid ham selv, men i hvert fald et udseende, det fik ham til at føle sig så dejligt overlegen og det var en af hans favorit følelser, den hjalp sågar på det våde vejr.
Shayn holdt posen frem og åbnede fatningen. Ned faldt nogle krystalliske frø der egentligt mere lignede smykkesten end frø. Endnu et fikst udfald af Shayns forfængelighed, hvorfor skabe grimme frø når man havde kraften og evnerne til at lave skønne?
Det var muligt at Shayn var en smule sippet og forfængelig, men han havde også noget at have det i.
Idet frøene ramte jorden og han skulle til at beordre sin lille golem til at bregrave dem og plante dem dybt i jorden hørte han et lille dump og drejede hovedet per reflex.
En af prinsernes danserinder? Med et lille vink med hånden begyndte golemmen at udføøre sit arbejde mens Shayn drejede sig helt om mod kvinden og krydsede armene.
"Har de en specifik grund til at udspionere mig, lille trænymphe?" spurgte han letter muggen.

[purple]

Da Shayn vente sig om med krydsede arme, rettede hun sig per automatik ryggen så hun stod mere ret. Han skulle i hvert fald ikke få hende til at føle sig mindre, selv om hun var lidt mindre end ham sådan ret hierarkisk. Ved hans fornærmelse, krydsede hun armene som han. Det var både for at drille ham lidt, men også fordi hun ikke syntes der var grund til at fornærme hinanden. Hun havde jo ikke udspioneret ham som sådan, hun var der faktisk først.
”Hvilken grund har De til at fornærme mig i en sådan grad?”
Hendes stemme viste tydeligt at hun ikke følte sig mindre end ham, hun holdt sin tale høflig og med respekt for at han var mere end hende, men hun følte sig ikke så langt nede at hun syntes hun skulle svare på hans spørgsmål, i hvert fald ikke før han havde svaret hende på sit. Måske en smugle dumt, men hun havde ikke noget at svare til hans spørgsmål og syntes det var på sin plads at fortælle ham at der ingen grund var, til at fornærme hinanden. Hun startede jo heller ikke ud med at fornærme ham. I hvert fald ikke hvad hun kunne komme i tanke om.

[rastzar]

Ved kvindens reaktion kom et lille smil til syne på Shayns læber, men det var ikke nødvendigvis et rart smil, faktisk var det lige så tvetydigt som Shayns udseende.
"Jamen dog, furien bider fra sig, der er da interessant..." Tænkte han, i en blanding af munterhed og smålig fornærmethed, han var vandt til at de eneste fornærmelser mod hans person kom fra kongehuset. Ikke at hun direkte havde fornærmet ham, men hun havde antydet at han angreb hende.
"Blot et ordspil min kære. . . De må undskylde men jeg regnede nu virkeligt ikke med deres tilstedeværelse. . ." trods de undskyldende ord var der intet spor af beklagelse i hans stemme, snarere overlegenhed på grænsen til hån, han havde virkeligt ikke noget til overs for danserinder. De var blot et enkelt trin over prostituerede.
"Og vil de nu være så venlig at uddybe hvad de foretager dem her blandt havens blomster frem for i prinsernes gemakker?" Spurgte han endnu en gang da han mente at han havde svaret hende tilstrækkeligt.

[purple]

Man kunne ikke sige at hun var tilfreds med hans svar, hun hadede når andre følte sig bedre end hende, og at Shayn følte sig bedre, var der vist ingen tvivl om, men at få ham til andet ville da være umuligt. I stedet lod hun sig se til takke med hans svar, og valgte at svare på hans og ignorer hans hån mod hendes person.
”Jeg mindes ikke at skulle befinde mig i prinsernes gemakker på andre tidspunkter end når prinserne har ønsket det. Og det er ikke tilfældet lige nu.”
Måden hun sagde dette på var med en undertone af at hun bar over med ham. Som om hun havde forbarmet sig over ham og derfor havde valgt at svare. Mens hun talte gik hun tættere på så hun ikke var så langt væk. Da hun havde talt færdigt kunne hun øjne en miniudgave af Shayn, der vist var i gang med at grave eller fylde jord på, hun kunne ikke lige finde ud af hvad det lignede. Dette skyldes at hun ikke så direkte på den, men kun så den ud af øjenkrogen.
”Men hvad foretager De Dem væk fra kongen?”
Det lå i hendes sætning at hun ikke mente at Shayn havde andre interesser end kongen, og derfor heller ikke nogen fritid, men hun lod det være som en tvetydighed i hendes sætning, da hun ikke ville fornærme ham så direkte, så dum var hun heller ikke.

[rastzar]

Normalt elskede Shayn når folk kunne finde ud af at tale deres sag, men lige nu havde han hverken tid eller lyst. Tid fordi han havde travlt med andre ting, så som at plante magiske frø der stjal magisk kraft fra de imbecile folk rundt omkring i haven, lyst fordi vejret allerede havde ødelagt hans humør og han havde ikke lyst til at spilde tid på noget så lavt som en danserinde.
Desværre havde han øjnet en åbning og hans Ego bød ham at udnytte den.
"Ah ja.. det er trist når danserinderne er uønskede, men på den anden side, de kan udskiftes...." HAn havde drejet sig så han nu stod og så på sin golem, men idet han snakkede drejede han halvt hovedet mod hende og tilføjede: "Ikke også?" DEr var ingen grund til at besvare hendes andet spørgsmål når nu han havde stilt hende et nyt, det var endnu en taktik, at ignorere hendes spørgsmål burde da få hende endnu en grad hen mod tomatrød.

[purple]

Nazil var stadig afslappet, og et lille svagt, måske en smugle selvsikkert smil, hvilede i mundvigen.
"Ja på den måde minder vi meget om rådgiverne. De kan også undværes."
Hun gik lidt til siden så hun bedre kunne se den lille model af Shayn.
"Nææ.. Der kan bare se, dit sande jeg.."
Hun kiggede ned mod den lille golem. Det morede hende at Shayn havde valgt at danne den i sit eget billede, så havde han en mere passende størrelse i hendes øjne. Ganske kort så hun afslappet på Shayn, indne hun igen betragtede hans mini-jeg, der var i gang med at blive beskidt i jord. Endnu en ting der morede hende. En måde at lade hver med at blive alt for irreteret på ham på. Han var så dum at høre på til tider, og lige i dag, var sådan en tid. Normalt kunne hun more sig med ham, bare en lille smugle, men i dag var ans humør da helt ødelagt. Hans små fornærmelser var dog ikke sjældne at få, hun vidste ude mærket godt at han fandt sig selv for højthævet til at snakke med danserinderne, men det skulle da ikke stoppe hende i at snakke med ham.

[rastzar]

Shayn klukkede en smule ad hendes kommentar, på bunden havde hun ret, en rådgiver kunne udskiftes, men der var så sandelig større udskiftning mellem underholdningen end mellem rådgiverne.
Vejret havde gjort sit til at ødelægge hans humør, og forstyrrelserne ligeså, men hans lille golem var færdig med sit arbejde og siden danserinden allerede havde fået øje på den kunne han lige så godt udnytte den.
"En ånd kan være så meget.... Måske en Danserinde?" Sagde Shayn spydigt og hviftede med hånden. Mudderet faldt sammen og området føltes igen koldt og klamt, som om en kæmpe stod og åndede direkte ned på dem.
Shayn Klappede hænderne sammen og følelsen forsvandt. HAn havde endnu en gang bundet sjælen, men denne gang i et andet medie.
Foran de to personer begyndte tågen at fortættes, den snurrede om sig selv indtil den til sidst formede en vagt kvindelig figur.
Langsomt fik figuren træk, spinkle, og dog smukke ansitstræk, en passende barm, talje og hofter, slanke lememr og til sidst en form for kjole af tåge.
"Se dét er skønhed min kære" Sagde Shayn og vendte sin opmærksomhed mod danserinden.

[purple]

Da det begydte at blive koldere omkring dem, kunne Nazil ikke lad ehver med at skutte sig kort, og kigge sig selv over skulderen, for at sikre sig at det bare var Shayn der havde forårsaget det. det var det, og hun kiggede igen interesseret på ham. En ånd? Tja, den kunne vil sagtens være en danserne, det kunne Shayn også havde været, hvis altså han havde været en kvinde. Et hurtigt billed af Shayn der stod og dansede for prinserne dukkede op for hendes indre blik, og hendes smil voksede en smugle og blev muntert, lige indtil hun fik billedet til at forsvinde igen. Hun kiggede dog ikke tilbage på Shayn, da hun vidste at hun så bare ville det dette billede en gang til og for alvor komme til at grine. I stedte betragted ehun den tåge der samlede sig foran dem, og så småt begyndte at tage form af en kvinde. Da der til sidst stod en tåge kvinde foran hende, med skørte og et kønt ansigt, nikked ehun anerkendene. Hun havde gjort ret i at respektere ham, han kunne virkelig noget.
"Ja det må jeg sige, i sandhed en skønhed. Og alligevel foretrækker prinserne mig. Det må være hårdt for dig.."
Hun så med en tydelig falsk medlidenhed på Shayn, inden hun så tilbage på den kønne kvinde. Det var ikke udseendet, der dannede en danserne, et var det man kunne. Man kunne bare ikke få lov til at vise at man kunen danse, hvis man ikke også havde udseendet med sig. Men indtil videre havde hun endnu ikke set denne kvinde danse, så at kalde hende en danserinde, ville være forkert.

[rastzar]

Shayn var et øjeblik facineret af sin tågeånd. Tåge var absolut et flygtigt medie og han havde haft risiko for at sjælen ikke ville binde sig til den, det kunne have været kønt, en stor magiger der ikke engang kunne skabe en tågeånd, hvad havde danserinden dog ikke tænkt hvis det havde mislykkedes?
Men han havde gjort det, Ånden stod der og svejede blidt frem og tilbage.
Da danserinden kom med sin lille kommetar om hvad prinserne foretræk kunne shayn ike lade være med at tænke: "Og hvorfor mon?" Han tvivlede stærkt på at alt danserinderne lavede var at danse, men det holdt han for sig selv, i hvert fald lidt endnu.
"Åhh mon dog... HVis vi holder os til tilfredstillelse via dans kunne min tågeånd sagtens konkurrere med dem... De er måske interesseret i at prøve?" Det sidste kom i et meget udfordrende tonefald.
Shayn havde ikke voervejet det før, men nu ville han faktisk gerne afprøve præcis hvor meget kontrol han havde over tågeånden, og hvilken bedre metode end ved en lille opvisning af hendes evner.
Han havde næsten ondt af danserinden, det var da udelukket at hun ville kunne vinde over noget så overnaturligt som en ånd, var det ikke? Havde Shayn ikke haft et sådan kæmpe Ego havde han måske overvejet sine egne evner som dukkefører som en faktor der spillede ind, men det gjorde han ikke.

[purple]

Shayns komenter med at han sagtens ville kunne konkurre med hende, med sin tågeånd, hvis det kun handelede om at blive tlfredstillet via dans, gik hende over hovedet ikke på. Hun vidste at nogen af de andre danserinder kunne blive brugt til mere end blot dans, men hvis hun blev brugt til det, ville prinserne dø, og hun havde derfor ikke haft noget med det at gøre indtil videre, og regnede bestemt heller ikke med at komme til det senere hen. Men det hørtes Shayn ikek at vide, han kunne få lov til at gå rundt i sin egen tro så længe han havde lyst, hun skulle i hvert fald ikke vær den der fjernede den morsomhed der var ved at Shayn troede den slags ting. Men en konkurrense med en tågeånd? Det var jo ikke ånden der gjorde dte, det ville være Shayn, og kunne virkelig godt tænke sig at trække ham lidt ved fra den pilistal han havde plaseret sig selv på.
"Ja hvor for ikke? Dig mod mig i en konkurrense om at danse. Det kan da godt blive underholende."
Hun smilte drillende til ham. Det var jo det det var, ham der styrrede ånden, og hende der styrrede sig selv, i hvert fald så vidt hun vidste om, og selv om hun ikke selv var magiker, havde hun været på slottet i en rum tid, og lidt fik man da af vide i gangene.