Slotshaven.

[Fuglen]

Slotshaven. Et kæmpe areal med buske træer og plæner. Meget sirligt klippede planter. Sirligt og kronologisk opstillet i et mønstret virvar.
Fugl sad på en bænk med ryggen til en rosenbusk. I hænderne sad hun og stirrede på et lille rosenskud, som hun havde plukket. Ned over hendes håndflade, håndledet og kort ned over underarmen havde en lille strøm af blod sat sine spor. Hun havde stukket sig på en torn da hun plukkede skudet, og blot forsøgt ikke at få blod på tøjet. Hun havde ikke noget at tørre det af med. Det ville være for synligt hvis hun tørrede det af i græsset, for så ville jorden sætte sine spor på hendes hvide arme.
Nej, hun måtte vente til hun gik indenfor igen.
Det var aften, og selvom det havde været en lang og varm dag, var det nu køligt, og vinden kold, mod de bare arme og ben. Hun risikerede at blive syg.
Fugl fnøs let af sig selv. Kun iført sit marineblå let provokerende dansertøj, sad hun på bænken.
I virkeligheden burde hun gå indendøre inden nogen blev vrede over at hun ikke var tilstede. Men hun kunne ikke finde kræfter til at rejse sig lige nu.

[ghoul]

Det var aften, og det var en smule overskyet på himlen, dog med huller hvorfra månen ville kunne skinne en smule på de store plæner og træerne. En stor skygge bevægede sig hurtigt over plænen, med retning imod søen. Det var Khaine. Han landede med et brad ved søens bred og var i hug. knap så elegant som han plejede. han sed noget af sine skuldre. En Elver, eller rettere sagt en frihedskæmper. Khaine rømmede sig og stønnede roligt. han var beskidt, og såret. på trods af dette så han dog stadig lige så overlegen og skræmmende ud som han plejede. hans isblå øjne spejdede hurtigt rundt i haven. han var ude af stand til at fokusere skarpt på noget, så han så ingen andre skikkelser. Han var blevet beskudt af pile fra en flok frihedskæmper. Elveren som han havde slæbt med, var flænset op ved maven, og med et dybt snit i halsen. han lagde dog på maven, så dette kunne ikke ses... der var dog ingen tvivl om han var død. Khaine fik rejst sig op, på trods af at der sad en pil i hans lår, og at der var tegn efter at pile var blevet skudt igennem hans vinger. han spændte i sine muskler af smerten. han tog langsomt sit klæde af, og stod nu nøgen med facaden imod søen. Han tog fat i pilen som sad i hans lår, og efter en del stønnen og skærren med tænder, hev han den ud. han smed pilen på den døde elvers lig. Han begyndte langsomt at gå ud i den rimelig store sø for at vaske sig.

[Fuglen]

Fugl havde endelig fået taget sig sammen til at rejse sig, og var begyndt at bevæge sig op mod slottet, da en stønnen nåede hendes skarpe øre. Hun vippede det højre øre bagud og lyttede intenst. I et ryk drejede hun hovedet og med sammenknebne øjne ned mod slotssøen.
Fugls kattegener gjorde det let for hende at se i det svage lys og en tydelig skikkelse aftegnede sig dernede.
Hurtigt besluttede hun at hun godt kunne være ude lidt endnu, hvorpå hun drejede om og bevægede sig lydløst som en kat, ned mod søen.
Da hun nåede derned måtte hun tvinge sig selv til ikke at gispe. En høj mand, hvis muskulatur og store vinger var placeret i søens vand. Hvem var han?
Påpasseligt holdt hun sig endnu på afstand og holdt blot øje med ham. Det sugede let i hendes mave da han fjernede sit klæde og pludselig stod nøgen, ved bredden. Kvalmen vældede op i hende ved de lyde han udstødte, da en pil skulle trækkes ud af hans lår. Han kastede den, og først nu så hun at en død elver lå på jorden. Dette rørte hende egentlig ikke; andres forehavende var ikke hendes opgave at holde styr på.
Endelig besluttede hun sig for at give sig til kende, og kvalte et smil, hvorefter hun med vilje trådte på en kvist, som med et lavmælt smæld knækkede under hendes lette sko.
Hun anede svagt en risiko for at manden kunne finde på at slå hende ihjel, men den var værd at løbe, i værste tilfælde kunne hun vel skrige på hjælp.

[ghoul]

Da Khaine var nede i vandet dykkede han under, og trak sig frem i vandet ved hjælp af sine vinger. han var midt ude i søen, og han stønnede stadig da vandet trængte ind i hans dybe står og rifter. han svømmede tilbage og var i vandet hvor vandet gik ham til navlen. Han lod en hånd gnide sit lår for at få det renset helt, og han betragtede sine lidt hullede vinger for vedvarende skader. Han begyndte at tage vand på sin krop, siden den var blevet beskidt efter at have væltet imellem en masse træer i mørkeskoven. han havde styrtet en del gange, hvilket var tydeligt ved slidsår på hans arme, og hans ene bryst. hans hår klistrede sig til ansigtet, og hans isblå øjne havde et mindre opmærksomt blik som han så til sig selv.
pludselig kunne han høre lyden af en knækkende gren, og rettede hurtigt sit blik imod lyden som en form for paranoid reaktion efter et angreb som dette. hans blik var koldt og truende indtil han så hvem det var. blot en af prinsernes nysgerrige danserinder. Gad vide hvor lang tid hu havde holdt øje med ham. Han kiggede stadig på hende, og begyndte ufrivilligt at slappe en smule af i kroppen... hvilket gjorde at han placerede hele hans kropsvægt på det ben som var skadet. I én hurtig bevægelse kom han ned i knæ i vandet, og gispede af smerte. Tænk at nogen skulle se ham i denne situation, pinligt. han var dog glad for at han havde nået at slå én af frihedskæmperne ihjel, så han kunne fremføre det for Lord Lanzeiox.

[Fuglen]

Fugl bed sig i læben da han opdagede hende, og hendes holdning blev anspændt og afventende. Hendes blik for over de mange sår og skader, som hans krop var påført og overvejede om hun burde have medlidenhed med ham.
Et forskrækket gisp rykkede hende ud i vandet for at hjælp ham, det så slemt ud. Hurtigt havde hun larmende pløjet sig gennem vandet og var ude ved ham. Forbløffende nok gik vandet hende til lige under brystet, men hun tog ikke så stor notits af det. ”Hvor slemt er det?” spurte hun pustende med sin melodiøse stemme mens hun forsøgte at få fat under armhulen på hans svækkede side. Hun så ned i vandet, og selvom det var mørkt kunne hun tydeligt se hvordan blodet farvede vandet rødt omkring hans lår. Umiddelbart var der ikke så meget andet at gøre for at hjælpe, end at støtte den side hvor det gennemborede lår i virkeligheden skulle havde støttet vægten af hans krop. Fugl var som danser, spændstigt bygget, og musklerne i hendes krop kunne holde til pres i længere tid, men alligevel var det ikke en letvægter hun havde valgt at hjælpe, og hun måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke selv at knække sammen.

[ghoul]

Han sputtede hurtigt i vandet, og mærkede hvordan smerten bevægede sig som bølger igennem hans krop. han skulle til at rejse sig op igen da han pludselig mærkede pigens greb om hans armhule. Han sagde intet men kiggede blot kort på hende. han rejste sig op, dog uden at ligge for meget vægt på den lille pige. han fik kæmpet sig vej til kanten, og kaltede op på breden. han var ligeglad med at han var nøgen, det var det mindste af hans bekymringer. Han stod på breden og prøvede at stå helt oprejst. han vidste ikke hvad han skulle sige til pigen, men gispede i stedet når han kom til at lægge for meget vægt på sit ben. han bukkede sig ned efter sit klæde, og bandt det om hans liv, inden han satte sig ned. han var udkørt, og havde ikke flere kræfter. han betragtede pigen. han var faktisk taknemmelig over hendes instinktive handling. men det var lidt svært for ham at sige noget når han hele tiden gispede og skar tænder.

[Fuglen]

Fugl vippede let med ørene da de endelig var inde på bredden, og overvejede hvad hun kunne gøre derfra. Alle tanker om at gå tilbage var fejet af vejen.
Hun satte sig på hug ved hans lår og så nøje på såret. Splinter og skidt sad stadig begravet i kødet efter pilen, og hun overvejede om hun skulle pille det ud. Det ville uden tvivl koste ham en del smerter, men det ville måske også hindre så meget andet.
”Du må ikke være rigtig klog.. jeg piller splinterne ud.” det første var blot en mumlen, men til hendes konklussion havde hun blot set fast op på ham og hendes stemme havde ej tålt modsvar. Med sin venstre hånd fjernede hun hans klæde som faktisk var mere tørt end nogen af dem, og lagde derpå sin hånd på låret for at stramme huden ud så kunne kunne mindske smerten. Med sine nette fingre havde hun hurtigt pillet den første splint ud og fjernede derfor begge hænder for at være sikker på at hun holdt sig på den rigtige side af grænsen, og ikke gjorde noget forkert. Hendes blå øjne så vurderende på hans ansigt. Han måtte arbejde for lorden, så de kunne vel ikke blive helt vrede på hende ved at hun ikke var til stede.

[ghoul]

Han kiggede blot på hende imens hun begyndte at pille splintrene ud. han holdte igen med smerten, og bed tænderne sammen. han vendte sit blik imod Elveren der lagde på jorden, med et blik af had og hævngerrighed. Han vendte blikket imod pilen der lagde på eleveren, og så at den manglede en masse små stykker, derfor det gjorde så ondt. han lagde sin hånd oven på hendes og holdte smerten tilbage. han havde tænkt sig at gøre det som han altid gjorde. han fjernede hendes hænder fra hans lår, dog uden at ændre ansigtsudtryk. "hvis jeg var Dem ville jeg gå lidt væk" sagde han og ventede til at hun havde taget nogle skridt tilbage, og påbegyndte det. Han satte sig i skrædderstilling og foldede sine vinger bag hans ryg. han lukkede sine øjne, og lagde en hånd på hvert lår, med den ene som dækkede såret. Pludselig kunne man se et blåt lys sprede sig fra hans krop. og med en stor gnist blev dette blå lys til en form for elektrisitet som kørte igennem hans krop. Det var mørkt magi, som hans slægt havde arvet, og nu var han den sidste tilbage. Han skar tænder, for smerten var så utålelig, at den næsten lammede for hans nerver. Pludselig stoppede det, og han sad og kiggede tomt ud i luften i et par sekunder inden han lagde sig ned. det havde tæret på hans kræfter. men nu var såret healet, og helt væk. og splinterne brændt og forkullet. hans blik blev en smule sløret og han vendte sit blik imod pigen. "Hvem skylder jeg den ære?" spurgte han roligt, og med dybe åndedræt. han måtte vide hendes navn, enhver som var villig til at hjælpe ham fortjente lidt høflighed fra hans side.

[Fuglen]

Fugl fnøs. Ære. Der var ingen ære i hende... eller hvad. ”Fugl.” svarede hun bare, og vidste godt hvor dårligt hendes navn passede til hende i forhold til hendes udseende.
”Og De?” hun forsøgte at afspore den monotone ligegyldighed der havde sneget sig ind i hendes stemme. Hendes øjne havde antaget et hårdt udtryk og det spændte i brystet da hun rankede sig. Hun var pladder våd. De tynde klæder og det lange gyldne hår klistrede til hendes hud. Som normale katte var Fugl ikke den store vandhund, selv i den ironiske forstand, men hun var dog heller ikke afskræmt fra det. Alligevel irriterede det hende at hun frøs, men ignorerede det og spændte i sine ben og arme for ikke at skælve. Et svagt smil antydede i hendes mundvig ved hans udmattelse. Ikke vidste hun hvorfor, men hun følte sig alligevel sikker ved tanken om at han ikke magtede det store lige nu.
Med ubehag opdagede hun at hun var begyndt at slappe af i hans selskab og forsøgte at stamme sig lidt an igen, men det fik hende bare til at smile mere. Et lidt sarkastisk smil, ved situationens helhed.

[ghoul]

Khanie slappede af i kroppen, og ville helt klart være et nemt bytte nu. hans blik blev vendt imod himlen og den stjerneklare himmel. han hostede og lagde en arm på hans mave. "Khaine" sagde han blot rimelig koldt, intet mere fik folk at vide om ham eller hans navn. han slappede fuldstændig af, og syntes det var pinligt, men mere kunne han ikke gøre. Han sagde intet, men var dog bare ved at lægge en plan for hvordan han skulle underette kongen om dette, og hvordan han skulle få nedlagt disse frihedskæmpere.

((undskyld det korte svar))

[Fuglen]

Fugl sukkede og lod sig dumpe ned på jorden ved ud for Khaines hofte. hun så lidt på hans arme og vinger, maven og hænderne. "Arbejder du for Lord Lanzeiox?" spurgte hun nysgerrigt med et blik over på elveren der lå lidt væk. Langsomt fjernede hun blikket igen og så vurderende på Khaines lår, med en let rynken på næsen. Hvorfor havde han ikke bare gjort det fra starten af?
Men nej, det kunne hun vel ikke forvente. Egentlig burde hun ikke sidde der og føle sig så overlegen. Hvis han arbejde for Lord Lanzeiox, var hun blot en genstand. Noget der bare var der og som så blev brugt som opmuntring og underholdning. Men hun skulle ikke klage, hun nød faktisk sit liv i fulde drag.
Men alligevel, burde hun egentlig ikke bare holde mund og lege en ting igen?
Lidt fraværende begyndte hun at flette sit honninggyldne hår over den ene skulder, selvom det var pladdervådt, men fingrene snoede sig alligevel nette og lette og gjorde det enkelt for hende.

[ghoul]

Khaine betragtede hende lidt, og satte sig derefter op. han satte sig til rette i en skrædderstilling, og nød at sidde og slappe af en gang imellem. Først svarede han ikke på hendes spørgsmål, og var i grunden ikke rigtig i humør til at hyggesnakke med en af fyrsternes danserinder. Men han respekterede modet som måtte være et sted indeni hende. Han rømmede sig og hostede kort inden han kiggede ud imod søen. Smerten var stadig i benet, og hans evner gjorde blot at såret var skjult og at splinterne brændte... og der skulle stadig en del helen til. "Ja" svarede han bare rimelig koldt, og kiggede på hende med sit uændrede, kolde ansigt. han var ikke den snakkesalige type, men fandt altid sin plads i en forsamling og blandt andre. og han så absolut ikke sig selv som værende højere stillet end andre, uanset hvem de var... dog bedømte han forskellige individer efter ting som egenskab, erfaring, og intellekt. Han havde set ting igennem hele sit liv som næsten ingen ville tro på, og vidste derfor også hvad han skulle kigge efter og bide mærke i ved personer omkring ham.

[Fuglen]

Fugl rettede ryggen og så væk fra ham, hvis han havde tænk sig at være ligegyldig ville hun bestemt ikke dele sin ynk. Hun sagde ikke mere og stilheden bredte sig imellem dem, som en dulmende dunken nat som sneg sig ind på dem. Fugl øjne fulgte skyernes langsomme drift over himlen og håbede at tøjet snart ville tøre.
Uden selv at ligge mærke til det, begyndt en stille nynnen at tone over hendes læber og klang kælent og spindelvævs fint ud i natteluften.
Med et sæt gik det up for hende at hun nynnede og Fugl slog forskrækket en hånd for munden hvorpå hun skævede til Khaine for at finde ud af om han havde hørt hende.

[ghoul]

Khaine havde selvfølgelig hørt dette, men ignorerede det. Der var selv en tid hvor han havde nynnet på sin rejse, og hvor han havde nydt de små goder i livet. Man langsomt begyndte han at tage alt for givet, og kun se alt det onde i livet. Han rejste sig langsomt op, stadig med lidt vaklen. han vendte sig om imod hende og kiggede hende ind i øjnene. "håber De får en behagelig aften Frøken" sagde han roligt med sin dybe stemme, og bukkede kort for hende. en høflig handling, men han måtte jo indrømmer at hun rent faktisk havde hjulpet ham. han gik hen til elveren og smed ham op på sine brede skuldre. han tog pilen som havde været i hans lår, og tog den i munden. hans vinger blev bredt ud, og med et par slag var han oppe i luften, og på vej imod slottet... han måtte jo indberette dette.

//Out