Et rigtigt møgvejr under optræk

[Lola]

Himlens hvide vatskyer var drevet væk, og nu dækkede grå regnskyer den ellers blå himmel. Markedspladsen var travl. For folk og fæ, mand og kvinde, som skulle købe ind, og nå hjem inden regnvejret. Men ikke mindst for de sælgere, der hastigt måtte dække alle deres sager til med skind, for at holde dem i læ for regnen. Et rigtigt møgvejr var under optræk. Det påvirkede alle de stressede hoveder, da et par beskedne dråber gjorde brostenene våde. Og folk stømmede snart derfra, så kun få mennesker stod tilbage på pladsen. Én af dem var Lola. Hendes røde hår fik alting til at se mere gråt ud, end dey egentlig var, da hun lod fødderne føre hende hen over pladsen. Hun havde sin sædvanelige sommerkjole på, for det triste vejr var kommet så pludseligt, at hun ikke havde kunne forudse det, og tage noget mere praktisk på. Ved hendes side gik, med sløve vagtsomme skridt og en opmærksom mine, hendes smukke hund. En grå, irsk ulvehund, var han. Næsten en meter over skuldrene, og med lang, ru pels. Han så nu ikke ud til at blive generet af regnens pludselige frembrud, tværtimod.

Da tunge dråber for alvor begyndte at falde, søgte det velkendte par ly under en af markedspladsens boder. Lola var velkendt på markedspladsen. Hun var her ofte, for at gøre småærner for kroen, indkøb af foskellige ting og sager. Men det var ikke grunden til hendes tilstedeværelse, lige i dag. Hun havde lokket med ekstra løn til kropigerne, og de var blevet enige om at Lola kunne holde fri i dag.
Tybalt sprang ind på et frit stykke, imellem boderne, hvor han straks begyndte at danse og springe, og snappe efter vandråberne. Et smil sneg sig op på Lolas bløde mund, og hun lo hjerteligt.

[Enki]

"Stå nu stille, Taur!"

Regnen havde overrasket Enki. Den dybblå kulør, der havde præget himmelvælvet for få øjeblikke siden, var som gået op i røg, og hun krummede sig beklemt under de grå farver. Det kunne ikke skade at pakke sammen nu, havde hun afgjort, salget var gået over al forventning. Desuden var de sidste, sparsomme kunder flygtet ved synet af vejret pludselige omskiftning.
Med en hurtig bevægelse slog hun hætten på den dybblå kappe om hornene, lige i tide til at kunne lytte til regnkuglernes dans på stoffet. Den store yakokse trippede utålmodigt, så den mangfoldige bagage på den klirrede som vindharper. Den ville løbe, benene sitrede af leg og glæde, ved regnvandets duft. Forårskådheden var væltet op i dyret, men Enki fortsatte med at hvæse irriteret af den. Stå nu stille. Varerne væltede jo af, hver gang den gjorde et barnagtigt hop.
Endelig. Forpustet fik den unge dæmon strammet den sidste læderstrop og så sig rundt med en udmattet mine. Ikke mange handlende var tilbage på pladsen, til trods for at myldretiden langt fra var ovre. Den var dårligt nok begyndt. Mundvigene hev op i hendes kinder og blottede hjørnetænderne i et grin. Utroligt, hvad en smule vand kunne gøre ved folk. Havde hun ikke haft så meget tøj og metalvarer til salg den dag, ville hun være blevet siddende. Hvem var bange for lidt regnvejr? Næh, at vandre igennem en haglstorm, det var en anden sag. Eller svømme over en flod i snevejr. Igennem en ørken i tørketiden. Menneskerne var så skrøbelige.

Med tavse, blødte skridt begyndte Enki sin gang over pladsen, tællende de små metalmønter i sin hånd. Ti.. tyve.. tredve... Taur dansede lystigt igennem de velsignede vanddråber ved hendes side, med øjnene lykkeligt lukket og tankerne tilbage på sin barndom som kalv. Enki smilte i takt med sit pakdyr. Mere end hundrede sølvstykker. Det var nok til at holde sig godt mæt i ugevis. Med kroens fineste beværtning hver aften. Med et glædestrålende udtryk i ansigtet satte hun farten op, men blikket blev hurtigt fanget af en opsigtsvækkende rød farve. Hun havde set den kønne kvinde før, kunne hun huske. Hun kom dagligt på pladsen, selvom hun ikke lignede én, der behøvede at klare sine indkøb selv. Den slags, der havde tjenestefolk til at klare det svære arbejde. Nysgerrigt lod hun blikket køre over kvinden. Hun lignede en af fin stand, måtte man sige. Måske en forretningskvinde.

[Lola]

En brise af hvåd pels på en våd hund, listede omkring det dansende dyr. Små vandpytter blev dannet, grundet gadens og stenenes ujævnhed. Tybalt stoppede pludseligt op, ved synet af et pakdyr, af en kalibre han ikke før havde set. Hans tunge hang ud af den splitåbne mund, og han gav en kort og varsomt vuf fra sig, før han forskræmt listede om bag ved Lola. Og her rystede han hoved og pels og lemmer, så Lolas hvide kjole skiftede farve fra hvid til mudder-grå. Udtrykket i Lolas ansigt sagde det hele.

"Tybalt! Slatne kræ!"
Hendes milde stemme brød regndråbernes rytmiske, uidentificerlige melodi, kun for at at tage op hvor de slap. En kærligt klap tvang sig nu alligevel ud gennem hendes håndled, og hunden logrede atter, med den våde hale. Først nu fik Lola øje på dæmonen og hendes læsdyr. Yakoksens kådhed mindede på visse måder om hendes egen Tybalts, men hun var klar over, at en regndans, magen til hendes hunds, og udført af denne okse, ville være langt mere voldsomt, og ikke passende på en markedsplads. Hun kunne alligevel ikke lade være med at smile, af dens glædesspjæt. Lola lod blikket nærstudere den unge dame. For ung, det var hun da ihvertfald.
"Sæt dig ned. Ja, sæt dig så"
Endnu en gang åbnede Lola munden, da hun opdagede hvordan tybalts logrende hale gjorde bodens stofvarer godt våde. Det så heldigvis ud til, at fyren der ejede den var gået til frokostpause.

[Enki]

Et lille grin undslap Enkis læber, da den forbavsede hund brat stoppede sin dans ved synet af Taur. Ja, oksen var noget for sig selv, men det var netop det, der gjorde ham så velegnet som husdyr. Smilende kastede hun et flygtigt blik mod ham. Det kære kræ. Han var efterhånden ved at være gammel. Gad vide hvor længe endnu, han ville holde.

"Goddag," hilste dæmonen venligt på den rødhårede kvinde, da hunden alligevel havde skabt en form for kontakt. Det ophøjede var gået lidt af hende, kunne Enki ikke lade være med at tænke, da den hellige, snehvide farve falmede og blev gråt sjap. Man kunne altså også få pletter, selvom man var en fin dame.
"Ude at handle?" fortsatte hun sin hilsen, og begyndte langsomt at traske over mod den fremmede kvinde. Hun virkede mere og mere genkendelig, syntes hun. Dén røde manke var ikke ligefrem noget man med lethed overså, håret stod forunderligt i kontrast mod hendes beklædning, hendes hun, ja selv resten af byen. Enki kunne ikke lade være med at føle sig underligt forlegen og grundlæggende med sit jordfarvede udseende. Nå. Hvis hun blottede hornene og halen, skulle hun nok alligevel vende et par hoveder. For selvom at den fremmede så umenneskelig ud - næsten for køn, til at være af den race - var Enki alligevel mere eksotisk.
Hun skottede henkastet mod kjolens grå plet, der med støvtænder og beskidte øjne åd sig op af kvindens fornemme beklædning, og gjorde hende mere grå end før, hvor hun ellers havde stået så vidunderligt frem fra virkeligheden. Ulækkert, gik det kort igennem dæmonens tanker, men rystede det hurtigt af sig.

[Lola]

Lolas hænder børstede hastigt, og lettere desperat den før så hvide kjole af, men til Lolas skuffelse, havde intet ændret sig da hun igen lod hænderne falde ned langs siden. Lyden af regnvand der løb i rendestenene, for at falde ned gennem kloakrillernes dybe huller, var næsten ligesom ved kroen, når det regnene. Der var det dog i tagrenderne vandet løb, men faldet gav samme lyd som her på gaden. Nåja, kroen. Måske skulle hun snart vende tibage dertil. Men hun ville vente, til regnvejret var ophørt, eller tog en kort pause.

"Godformmidag" Lød det halvhøjt fra den rødhårede lady, i håb om at overdøve regnens trommen. Hun nikkede venligt af dæmonbarnet, før hun igen førte sit kønne blik ud over pladsen. Selvom det uden tvivl var et møgvejr, var regnen både smuk og stemningsfuld. Den lugtede vidunderligt og mindede hende om hendes hjemland, landsbyen i bjergene, hvor der faldt regn mere ofte, end i lavlandet. Hendes melankolske øjne førte hende væk for et øjeblik, men hun indså hurtigt, at det ikke var nu hun skulle drømme sig væk. Det ville være noget så uhøfligt, midt i en samtale.
"Kun af lyst" Forsatte hun afslappet. Hvert ord Lola sagde havde en smuk klang, og lød usandsynligt velovervejet. Lidt ligesom i et teaterstykke, hvor de spillende ved hvad den næste handling bliver. Sådan var det at høre hende tale.
Tybalt havde travlt med at nappe og bide sig selv på inderlåret, for at gøre en ende på skidt og små skavanker, da han genså den store okse. Hurtigt var han oppe på alle fire, og udsendte tre faretruende bjæf.