Post by Cita on May 2, 2009 8:16:06 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Dette er min første bruger/profil herinde
Karakternavn:
Nirai, men hun lader kun folk, hun virkeligt stoler på, få sit rigtige navn at vide. Alle andre kender hende som Cita. Hun har også fået nogle få tilnavne som for eksempel –den Vilde, -den Nygerrige, -den Optimistiske og lignende; hun kender ikke alle sine tilnavne, men hun er smigret over, at hun er så ’kendt’, at hun har fået sådanne tilnavne.
Køn:
Hun
Alder:
17
Race:
Furry
Job/Status:
Tyv/Sigøjner – hun er mest den, der underholder, mens andre stjæler fra hendes tilskuer.
Baggrundshistorie:
”Hvad har vi her?” lød en kølig stemme, der fik den lille kattepige til at se op, ”en lille, forvildet killing?” en hånlig latter fulgte den bemærkning, idet mandens kompagnoner fangede vittigheden. Den unge pige havde faktisk ikke lyst til at snakke med dem, for slet ikke at tale om at komme op og slås med dem. Hun kunne ikke klare mere lige nu. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være? Det var ikke første gang, de provokerede hende. Hun valgte at ignorere dem i håbet om, at de bare ville forsvinde.
”Hvorfor så stille, lille killing?” spurgte manden, der nu var kommet over til hende. Han løftede hendes hoved op med en hånd under hende hage, så han kunne se ind i hendes fortryllende øjne. Hun stirrede koldt tilbage, men hverken sagde eller gjorde noget. Hun ville ikke toppes med dem, med mindre der var nødvendigt, og indtil nu havde han kun haft det hele i munden. Hun brød sig ikke om ham. Han lugtede af bræk og alkohol, og hans hår var fedtet og uvasket. Han var noget af det mest ulækre, hun nogensinde havde mødt.
”Giver du ikke et lille kys, killing?” spurgte han og smilede skummelt, så hun kunne se de gule tænder – og manglen på samme. Mandens venner begyndte at grine. Der var fire af dem alt i alt, og hun var bare en lille pige på omkring 7 år. Hvorfor skulle de absolut provokere én, der var så meget mindre og yngre end dem selv? Hun forstod dem ikke. Hvad fik de ud af det?
Idet manden lænede sig ind for at kysse hende, kom hun tilbage til virkeligheden. Med et skrig sprang hun op. I samme sekund svingede hun sin arm, så de spidse klør borede sig ned i mandens hud på kinden for at flænse den op. Manden gav et smerteudbrud fra sig og faldt tilbage på røven, hvilket kun fik hans venner til at le endnu højere. Da han så tilbage på pigen, der nu stod klar til at slå fra sig, strålede hadet ud fra hans øjne. Pigen sank en klump, for hun vidste godt, hvordan dette ville ende.
Manden sprang på hende, så hun væltede tilbage mod muren. Hun slog fra sig i vildelse, kredsede og ridsede alle de steder, hun ramte. Hun anede ikke, hvad hun gjorde, hun gjorde det bare. Det var den eneste måde, hun ville overleve på, og hun havde planer om at overleve. Slag regnede ned over hende, og hun kunne til sidst slet ikke se for bar smerte.
Pludseligt faldt manden sammen ovenpå hende og blev liggende. Hun fik kæmpet sig fri og forsøgte at fokusere, selvom hele verden var tåget og gyngede fra side til side. Hendes øjne ville ikke lade hende se ordentligt, så hun lukkede dem og lænede hovedet tilbage mod muren. Det gjorde ondt i hele hendes krop, og hun havde svært ved at trække vejret. Var det sådan, det var at være døden nær? Hvis det var, ville hun næsten bare gerne have det overstået.
Der var stadig tumult omkring hende, men hun havde for ondt til at tage sig af det. Derfor lagde hun ikke mærke til, at der blev stille, inden en eller anden kom hen til hende og rørte hende forsigtigt på skulderen. Hun stivnede, for hun vidste, at hun nok skulle dø nu. Det var sikkert en af mandens venner, der var henne ved hende for at gøre en ende på hende, så hun åbnede ikke øjnene. Hun havde ikke lyst til, at han skulle være det sidste, hun skulle se, inden hun gik bort.
”Er du okay?” stemmen var hverken kold eller ond, men faktisk en smule bekymret. Det fik hende til at åbne øjnene langsomt, så hun kunne se, hvem der talte. Det var en dreng, der var omkring tre år ældre, end hun selv var. Hans ansigt var snavset, og det brune hår strittede ud til alle sider. Det smil, han sendte hende, var dog skinnende hvidt, og de venlige øjne havde en meget klar, krystalblå farve. Næsen var en smule skæv, men på en eller anden måde klædte det ham.
”Det…” begyndte pigen, men blev så overfaldet af et hoste anfald, der gennemrystede hele hendes krop. Hun kunne mærke noget trykke mod ribbenene, hver gang hun hostede, talte eller trak vejret. Drengen ventede ikke på yderligere svar.
”Dvani!” kaldte han hen over skulderen, ”Dvani, hun skal se Alchemisten, og det i en fart! Det ser ud til, at hun har taget rigeligt med skade!” en pige med spidse ører og sølvhvidt hår, der indkredsede et lille, smukt ansigt, kom hen til dem og satte sig på hug ved siden af drengen. Hun så indgående på pigen med store, smaragdgrønne øjne, der var fulde af bekymring, hvorefter hun nikkede langsomt.
”Jeg tror, du har ret,” sagde hun endeligt. Kattepigen forstod ikke, hvad der skete. Det eneste, hun registrerede, var, at den smukke pige piftede, hvorefter stærke arme løftede hende op. Hun var for træt til at kæmpe imod.
Stemmer fyldte hendes hoved, men hun kunne ikke helt forstå, hvad det var, de sagde, selvom de ligefrem råbte. Hendes hoved dunkede, og de hjalp slet ikke på det. Først kunne hun slet ikke huske, hvad der var sket, men så kom hun i tanke om det og åbnede langsomt øjnene.
Hun befandt sig i et underjordisk rum med vægge af jord. Der hang mange forskellige planter rundt omkring, og der lugtede virkeligt meget af urtete eller noget, der lignede. Meget langsomt satte hun sig op og så sig om. I den anden ende af rummet sad der nogle folk. Hun kunne genkende den strithårede dreng og den smukke pige, han havde kaldt Dvani, men der sad også tre andre, som hun ikke kendte.
”Åh, du er vågen!” udbrød pigen, da hun fik øje på den sårede, ”hvordan har du det?” hun kom hen til den seng, kattepigen lå på og satte sig på en stol, der stod ved siden af den. Tre af de andre kom også hen til sengen og så ned på pigen, mens den sidste blev siddende henne ved ildstedet, bøjet over noget, pigen ikke kunne se.
”Fint, tror jeg,” svarede den sengeliggende hæst og ærligt. Hun havde haft det bedre, men hun havde det ikke ligeså slemt, som hun havde haft det, inden hun var faldet i søvn. Hvis ikke det havde været for den dundrende hovedpine, ville hun faktisk have det godt nok til at kunne klare sig alene. De andre smilede til hinanden.
Ud over Dvani og den strithårede dreng var der to andre drenge. Den ene var en stor dreng, der måtte være den ældste. Han var høj og meget blid ved øjet med blonde, halvlange krøller og venlige, brune øjne. Den ting, der fik ham til at stå mest ud fra alle de andre, var, at han havde et sæt flotte, gråhvide vinger. Han introducerede sig selv som Costodis med en syngende stemme, man bare gerne ville høre længe på.
Den anden dreng så ud til at være på alder med hende selv, hvis ikke lidt yngre. Han havde rødt, pjusket hår, fregner og et meget drillende glimt i de grågrønne øjne. Han var ikke særlig høj, men han virkede til at være den mest livlige af flokken. Da han introducerede sig selv som Demny, var det med en hurtigt og ivrig stemme – det virkede meget som om, han var glad for at møde nye mennesker.
”Cita,” svarede pigen uden at tænke, da Reen, den strithårede dreng, spurgte om hendes navn. Hun havde givet dem det navn, hun altid havde brugt i stedet for sit rigtige. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun brugte et dæknavn, men hun følte sig bare mest tryg sådan – faktisk kunne hun godt finde på at bruge andre navne også, men det var Cita, hun som regel brugte.
”Lad hende så være,” det var en ru, mandestemme, der sagde det, ”trænger til hvile,” han kom over og fik de andre til at gå væk fra sengen, inden han rakte hende et krus med noget mørkt væske i og bad hende om at drikke det. Det smagte ikke specielt godt, men det gjorde hende døsig. Da hun lagde hovedet på puden, faldt hun med ét i søvn.
Da hun igen vågnede, havde hun det faktisk meget godt. Hun rettede sig op i sengen og så sig omkring. Der var ikke nogen i nærheden. Hvor var de andre blevet af? Hun blev pludseligt nervøs for, at de havde snøret hende, og at de nu havde et eller andet forfærdeligt planlagt. Måske havde de været i ledtog med de mænd, der havde provokeret hende i gyden. Hvad nu hvis…
”Hvordan har du det så nu?” sagde en blid stemme, der viste sig at komme fra den smukke pige. Hun kom hen mod Cita med elegante bevægelser. Hun havde været så stile, mens hun sad og halvsov over i et hjørne, at Cita ikke engang havde lagt mærke til hende. Nu følte hun sig pludseligt lidt dum over at have tænkt sådan nogle tanker om dem – de havde været så søde mod hende alle sammen.
”Fint nok,” mumlede hun og smilede lidt genert til pigen, der var kommet helt over til hende nu. Hun smilede igen og forklarede, at de andre lige var ude og få noget frisk luft, fordi hun skulle have fred til at sove. Dvani var dog blevet tilbage for at sørge for, at hun ikke var helt alene, når hun vågnede.
Da de andre kom tilbage, begyndte de at overøse Cita med spørgsmål, som hun forsøgte at besvare som bedst hun nu kunne. De virkede så glade og søde, at hun ikke kunne lade være med at grine flere gange – især den unge Demny kildede hendes lattermuskel. Han var livlig og rap i replikken, hvilket gjorde hende utroligt glad. Efter de havde spurgt hende om alt muligt, begyndte de at fortælle om sig selv.
”Kunne du ikke tænke dig at være med?” spurgte Demny ivrigt, ”jeg tror, du vil være virkeligt god til det, vi lavet!” han brugte store armbevægelser, mens han talte, så hun kunne ikke lade være med at grine endnu mere. De havde fortalt hende, at de var med i den her undergrundsaktion ting, der kæmpede mod mørket. Indtil nu havde hun egentligt ikke ville blande sig ind i det, men hun havde aldrig hørt til noget sted, så hun kunne ikke lade være med at takke ja.
Deres ’dække’ – og det, de levede af – var dog den af en tyvebande kendt som Nattens Ravne. Selv var de alle fire medlem af en specialgruppe, der blev kaldt Ravnens Næb. Man skulle sådan set bare være god til at tale, så kunne man være med i den; og tale var noget, hun nemt kunne. Hun glædede sig nærmest ligefrem til at skulle starte med at skabe kontakter for ham, de kaldte ’Ravnekongen’.
”Du har ikke noget mod tatoveringer, håber jeg?” spurgte Reen, og de andre så lidt nervøse ud. Da hun rystede på hovedet, åndede de alle lettet op. Den brunhårede dreng vendte sig om og løftede op i det hår, der var i hans nakke, da han så hendes spørgende blik. Hun kunne lige skimte en tatovering af det, hun mente var en ravn. De forklarede hende, at det var et tegn på, at de alle var loyale overfor Ravnekongen og ville gøre, som han sagde. Cita nikkede forstående.
Som årerne gik, blev den unge kattepige bedre og bedre til alt det, hun skulle kunne som tyv og medlem af Nattens Ravne. Hun brillerede dog indenfor de kunstneriske ting som dans, sang, musik og teater, hvilket gjorde, at hun blev den af dem, der holdt folks opmærksomhed, mens de andre gik i et med folkemængden og stjal værdigenstanden fra de velhavende blandt dem.
Hun og de fire, der havde fundet hende for så længe siden og reddet hende, blev uadskillelige. De lærte hende alt, de kunne, og hun lærte dem de få ting, hun havde lært, som de ikke havde. De smittede af på hinanden, så de begyndte at ligne hinanden på visse punkter. Hun havde fået så meget mere selvtillid, siden hun havde mødt dem, og det var en fantastisk følelse at være ligeglad med, om hun var klodset og fald over sine egne fødder. De andre grinede med hende ikke ad hende, og det var hun fuldstændig klar over.
Tre nye medlemmer kom på med årerne. En lille, venlig hundedreng med en stor, sort, pjusket hale og sorte, ligeså pjuskede hængeører, der var omkring et år ældre end Cita. Hans hår var også kulsort, ligesom hans øjne, og han var glad og livlig. Han kaldte sig selv Evin, for han havde aldrig kendt sit rigtige navn – som mange af de andre gadebørn – og han blev hurtigt meget glad for Cita og Demny, da de var de to mest livlige af flokken.
Den anden var en menneskepige med langt, brunt, krøllet hår, og mørkegrønne øjne, der var omkring to år yngre en Cita. Hun var lille og en smule buttet. Hun var meget genert og stille i det, men hun havde en forfærdelig stærk retfærdighedssans. Selvom hun ikke sagde så meget, fik de andre hurtigt hendes tunge på geled, og hun begyndte at slappe mere og mere af. Hun introducerede sig selv som Vinna, og hun blev hurtigt Dvinas lille skygge.
Det tredje og sidste medlem af Ravnens Næb var en stor, muskuløs dreng. Umiddelbart lignede han bare et normalt menneskedreng med sort hår, klare, blå øjne og et skævt smil, der var på alder med Cita. Det navn, han brugte, var Miléns, men det var, som alle andres, et dæknavn. Det var vigtigt ikke at bruge sit rigtige navn, når man var medlem af en bande, og det var han udmærket klar over. Han var snaksaglig, men han ville ikke snakke om noget personligt, hvilket Cita kendte alt til.
Det var først senere, en nat, hvor månen var fuld, at Miléns venner fik svar på, hvorfor der var noget underligt over ham. Han begyndte at forvandle sig i skrig af smerte, der vækkede dem, der havde sovet på værelse med ham – de sov på forskellige kroer eller i folks huse, hvis de havde smigret sig ind på nogen i løbet af natten. Denne nat var det heldigvis en kro, de sov på.
Det havde taget alle deres kræfter og en bevidstløs Demny, samt krofatteren at få bundet bæstet, men til sidst havde det lykkedes dem. Demny havde fået et hårdt slag til hovedet, og nogle af de andre havde fået et par sår, men der var ikke ske større skade, end at det kunne heales.
Morgenen efter var Costodis ude af sig selv. Han havde ikke lukket et øjet resten af natten, for han havde været så oprevet. Idet Miléns var kommet til sig selv, var englen faret op og havde nærmest ligefrem råbt:
”Hvad bilder du dig ind, ikke at fortælle os det?!” ingen af de andre havde nogensinde hørt den smukke Costos – det var blevet hans kælenavn – råbe på den måde, og det var nok noget af det mest skræmmende nogen af dem nogensinde havde oplevet. Hvordan kunne den smukke, syngende stemme pludseligt blive så hård og kold? Derfor sad alle de andre i tavshed med store øjne og så på.
Demny var lænet ind mod Cita, for hun havde siddet og holdt om ham, mens han sov hovedpinen af. Han var vågnet med et sæt, idet den ældste dreng havde råbt op. Han var fuldstændig omtumlet og trykkede sig ind mod kattepigen, der strammede sit greb om ham lidt. Dvina og Vinna sad på sengen og holdt om hinanden med store, skræmte øjne. Evin og Reen, der havde siddet og talt om et eller andet sjovt, var stoppet brat og sad nu som forstenede og så på det nærmest utænkelige scenarium, der udspillede sig for øjnene af dem.
”Jeg tænkte ikke, det var nødvendigt,” svarede Miléns med et ligegyldigt skuldertræk, ”og jeg troede faktisk også, i havde regnet den ud,” han så op på den ældre dreng med rolige øjne. Det var tydeligt, at han mente, hvad han sagde, og at Costos slet ikke skræmte ham, som han skræmte de andre – men han havde så heller så heller ikke kendt englen ligeså længe som nogle af de andre, så han vidste ikke, at der virkeligt skulle meget til for at få ham til at springe i luften på den her måde.
”Ikke nødvendigt?!” udbrød Costos i sådan et højt toneleje, at hans stemme rent faktisk knækkede, ”du slog Demny bevidstløs, er du klar over det?! Du kunne have slået ham ihjel! Se på dem,” han slog ud med den ene hånd mod de folk, der sad rundt omkring i rummet, ”de er alle sammen kommet til skade på grund af dig! Hvis vi havde vidst det, ville det her være undgået!” det var tydeligt, at han var så ophidset, fordi han følte, det var hans ansvar at beskytte de andre, siden han var den ældste – sådan havde han altid haft det.
”Hør, Engledreng,” knurrede Miléns, ”jeg er ked af, at jeg forvoldte dig og dine kære små skade, men jeg kunne ikke have fortalt jer det. Jeg vidste ikke, om jeg kunne stole på jer,” en længere stilhed fulgte det udsagn. Costos rystede over hele kroppen af vrede, og hans hænder var knyttede så hårdt, at knoerne var blevet helt hvide. Det så næsten ud som om, han ville springe i hovedet på den store dreng, hvis ikke der snart blev gjort noget.
Ingen af de andre havde bemærket den lille skikkelse, der var sprunget op. Hun stod med ét mellem de to drenge, de grønne øjne bestemte. Det sølvhvide hår lagde sig som i slowmotion omkring hendes ansigt, da hun stoppede op. Hun trak vejret i dybe hiv, som om hun var en smule bange, men ellers kunne man slet ikke mærke det på hende.
”Cos, Mils, hold så op!” beordrede hun – hun var altid den første, der kom med korte navne til alle folk. Det fik hende til at lyde meget mere bestemt nu, hvilket nok var en meget god ting. Hun mødte Costos’ lynende brune øjne med sine rolige, kølige grønne. Man kunne ligefrem fornemme, hvordan englen begyndte at slappe mere af; hun havde en meget beroligende effekt på folk.
”Vi er alle venner her,” en kort pause, ”eller det burde vi være! Costos, du har ret i, at Miléns skulle have fortalt os det, men det er der intet at gøre ved nu. Du har ret, vi er kommet til skade, men vi klarer os,” hun vendte sig om mod Miléns og så på ham med de samme øjne, ”Miléns, du forstår godt, hvorfor Costos opfører sig sådan, ikke?” han nikkede, ”godt. Fra nu af fortæller du os alt, der har bare den mindste betydning, ikke?” igen nikkede han, ”godt.”
Stemningen i rummet var meget trykket, for det var ikke just en rar scene, der lige havde udspillet sig. Alle sad stadig og kiggede på de to drenge og pigen. Efter lidt tid slappede Costos af i kroppen og tog en dyb indånding. Alle andre åndede lettede op, for det så ud som om, stormen var faldet lidt til ro nu.
Pludseligt nøs Cita og brød dermed tavsheden. Udtrykket på hendes ansigt kunne ikke lade være med at få de andre til at grine. Hun nyste flere gange og lavede underlige ansigter uden at tænke over det efter hver gang. Stemningen var med ét blevet mere behagelig, og folk glemte hurtigt den trykkede følelse.
Siden den dag har de alle sammen holdt sammen i tyk og tynd og altid fortalt hinanden, hvis der var noget vigtigt at fortælle – selv hvis det ikke var det helt store.
Personlighed:
Cita er, som alle Furrys, som regel meget livsglad. Hvis noget går hende imod, kan hun sagtens finde på at forsøge at stikke af til at starte med, men efter lidt tid accepterer hun som regel tingen og tager den som en del af livet og en god erfaring. ’Livet skal leves til det fuldeste’ og ’tag tingene som de kommer’ er for det meste de mottoer, hun lever efter (hun har dog mange andre, som ’lev og lad leve’, ’tueor lucis’ og ’carpe diam’, som hun sagtens kan finde på at slynge ud i luften, hvis det passer til situationen).
Hun er generelt glad og livlig, og man kan altid regne med, at hun kan lette stemningen lidt, hvis den bliver for trygget – på den ene eller den anden måde. Hun er rap i replikken, hvilket gør, at hun ofte får folk til at grine ved at komme med små, sjove kommentarere. Derudover har hun en meget bred humoristisk sans, der fører til, at hun griner af næsten alt, der burde være sjovt. Hun er også meget klodset, når det kommer til alt andet end at optræde. Hun kan finde på at falde over sine egne ben, men hun bliver næsten aldrig pinlig berørt, når sådan nogle ting sker, for hun kan sagtens se det komiske i det.
Hvis man er interesseret i en god samtale, kan man altid komme til hende. Hun er åben og meget, meget snaksaglig. Hun elsker at møde nye og snakke om alt mellem himmel og jord – så længe det ikke bliver for personligt og følelsesmæssigt, for det bryder hun sig ikke om. Når en person forsøger at spørge ind til hendes følelser eller andet personligt, begynder hun at pjatte om det ved at komme med en sjov kommentar eller fuldstændig skifte emne.
Selvfølgelig har hun alle de følelser, en normal person har, men hun bryder sig bare slet ikke om at tale om dem, for så føler hun sig sårbar; en ting hun virkeligt hader. Hun vil være glad, imødekommende og livlig, så længe man holder sig fra følsomme emner. Hvis man så meget som hentyder til sådanne emner, kan hun finde på at lukke helt af.
Som sagt, er det eneste tidspunkt, hvor hun ikke er klodset, når hun optræder. Hun er som en kamæleon og kan optræde med næsten alt. Gadeteater, sang, musik og dans er dog hendes favoritter. Når hun optræder for folk på gaden, er hun virkeligt i sit es, og man skulle tro, at hun var født til lige netop dét formål. Hun føler sig fejlfri, let og elegant, og det giver hende selvtillid til at fortsætte, uanset hvor mange, der ser på. Derfor er det meget ofte hende, der bliver sat til at holde folks opmærksomhed, mens hendes venner/medtyve stjæler fra tilskuerne.
Selvom hun sommetider kan finde på at tale, som om hun ved meget om det andet køn og det at være sammen med dem på en seksuel måde, har hun faktisk aldrig prøvet det. Hun kan godt lide at flirte med mænd, kysse med dem og så videre, men så ikke mere end det. Tanken om det er en smule skræmmende for hende, for så ville hun jo blive nødt til at vise sig på sit mest sårbare tidspunkt, og det vil hun ikke. Derfor holder hun sig til flirten – hun har faktisk aldrig prøvet at være forelsket, for hun lukker af for sine følelser, så snart hun mærker det mindste stik af længsel eller andet, der kunne minde om kærlighed.
Hvis man skulle bestemme, om hun var realist eller romantiker, så er hun helt klart romantiker. Hun elsker at drømme sig væk og er faktisk noget af en idealist, der godt kan lide at se verden i lidt lysere farve, end den egentligt er. Hun sætter altid andre før sig selv, hvis det er nogen, hun holder af, for hun kan jo altid finde tid til sig selv senere. Hvis man bliver en af hendes nære venner, kan man godt regne med en trofast ven for livet, for hun kunne ikke finde på at stikke nogen, hun holder af, i ryggen, selvom man måske skulle tro det, siden hun jo er en tyv.
Hun ’tilhøre’ banden Nattens Ravne, specialstyrken Ravnens Næb. Der er kun 7 andre i den gruppe – 2 piger og 5 drenge. De er det tætteste på en familie, hun nogensinde har haft, og de er de eneste, der rent faktisk kender hende som Nirai og ikke Cita, men de holder det for sig selv, for det ved, at hun ikke vil have, at andre skal kende hendes rigtige navn.
En ting, hun altid har været god til, er at lyve. Siden hun blev medlem af Nattens Ravne, er hun dog kun blevet bedre. Hun kan opdigte de mest fantastiske historier på ingen tid og få folk til at tro på dem, hvilket hun bruger meget til sin fordel. Det er jo altid meget godt at kunne komme med en god bortforklaring, hvis man skulle blive fanget i at lave noget, man ikke må.
Hvad angår kampen for frihed, som mange kæmper, vil hun helst holde sig ude af konflikten. Hun vil bare gerne leve sit liv uden at skulle bekymre sig om sådanne ting. Siden hun dog er medlem af Nattens Ravne, der ikke kun er en tyvebande, men også noget af en oprørsbevægelse, har hun vel valgt side; det er hun nu også glad nok for, for hun vil jo gerne have, at alle er glade, og det kan de vel ikke rigtigt være, når det ikke er lyset, der hersker. Derudover bryder hun sig heller ikke rigtigt om mørkets væsner, for hendes erfaringer med dem er slet ikke gode.
Udseende:
(Billedet er kun vejledende, sætter måske et andet, der ligner lidt bedre, ind senere)
Cita er 179 cm høj med slanke, elegante lemmer. Hun er meget tynd, faktisk er hun undervægtigt, men det er ikke noget, man kan se – i hvert fald ikke sådan, at man tænker: ”hold da op, hun må have anoreksi,” eller noget i den stil. Hun vejer kun 57 kg. Hendes undervægtighed skyldes nok mest, at hun ikke altid er i stand til at få nok mad hver eneste dag, men ud over det har hun bare generelt svært ved at tage på.
Hendes øjne er en smule smalle i det og lidt skæve i den ende, der vender over mod ørerne. Selve øjeæblerne er dog store og meget betagende at se ind i, mens pupillerne er en smule smalle og aflange i det, selvom man ikke lægger mærke til det lige med det samme. Hun har en meget mørkeblå ring omkring iris, og en lys blå omkring pupillerne. Resten af iris har en smuk ametystblå farve. Alt i alt kan man meget nemt drukne i dem. Man kan også se, hvad hun føler, når man ser ind i dem længe nok, for de er meget udtryksfulde. Oftest er der et lille, drillende glimt i dem, selvom de ellers ser ret ’voksne’ ud.
Hele hendes krop er dækket af et meget fint lag brun pels, så det på længere afstand ligner, at hun altid er solbrun, selvom hun i virkeligheden ikke er det hele tiden. Hendes ører er helt glatte og har den samme brune farve, som pelsen på hendes krop, mens halen er en smule pjusket. Det hår, hun har på hovedet, er en mere kastaniebrun farve. Det er glat, glansfuldt og går hende til cirka midt på ryggen. Hun har det som regel løst, men hun kan også godt lide at sætte det op i forskellige sjove frisurer.
Som regel holder hun sine spidse negle filet ned, men stadig spidse nok til at kunne bruges som forsvar, for de er nogle af de nemmeste våben for hende at bruge. Ud over det, har du nogle små knive og daggerter gemt forskellige steder på sin krop, og hun bærer altid rundt på en halskæde, hvori der er et lille pusterør. I den lille pose, hun har siddende i sit tynde bælte, har hun nogle små pile, hun kan bruge til at puste af sted; hun har forskellige former for gifte i pilene, så hun kan bruge dem til forskellige formål.
Hun holder virkeligt meget af smykker, hvilket man tydeligt kan se. Ringe, klokker, halskæder, halsbånd, armbånd og andet tingeltangel er næsten altid at se på hende. Hun holder meget af at have en lille klokke på halen, når hun optræder, samt nogle andre små klokker, for når hun bevæger sig på den rigtige måde, kan hun få dem til at spille smuk, men ellers har hun ikke så ofte klokker på, da hun som regel ellers skal gå lidt stille med dørene for at kunne overleve.
Hendes tøj er næsten altid let og behageligt at have på – og også ofte bestående af et lidt lille sæt tøj indenunder nogle gennemsigtigt stof (meget som det på billedet). Hun kan godt lide blå, lillae, vinrøde og andre af sådan lidt mørke farver, selvom hun med glæde vil tage noget mere farvestrålende på, når hun kan; det nytter jo ikke noget at rende rundt i pinke klæder, når man er en tyv. Når hun optræder, kan hun godt finde på have klare, lyse farver på, men ellers holder hun sig til de mørke.
Hun har diverse tatoveringer rundt omkring på kroppen. Hun har for eksempel et på venstre balle, der er formet som et hjerte:
. Hun har også et på højre ankel, der ser sådan her ud: 
. Hun har også en tatovering, som alle fra Nattens Paven får: 
. Den bæres under ens nakkehår, så det ikke er hvem som helst, der kan se den.
-----------------------------------------------------------------------------------
OBS: Hvis man ønsker at være medlem af Nattens Ravne, er man meget velkommen, men man skal lige skrive til mig først – især, hvis man vil være med i en af specialstyrkerne
Historie
Nattens Ravne startede ud med at være en lille gruppe sigøjner tyve, der bare gjorde, som det passede dem. Lederen var en Dødsengel, der kun tænkte på sig selv. Hun ville have hævn over alt og alle, og hun var ligeglad med, hvordan hun fik det, så hun havde samlet en lille gruppe væsner, der ikke lige havde noget bedre at give sig til. De dræbte, plyndrede og voldtog, og mange frygtede dem en overgang.
Gwara, lederen, forblev dog kun leder i få år, for der var én blandt hendes folk, der gjorde oprør. En nat sneg den smukke, letbenede mand sig ind på det værelse, hans leder sov på, og stak en kniv i ryggen på hende – ikke bare en gang, men mange, for han ville være sikker på, at hun ikke rejste sig morgenen efter. Ingen turde sige ham imod, da de hørte, hvad han havde gjort, så han blev den nye leder af Nattens Ravne.
Ardus, der nu var blevet lederen af Nattens Ravne, var dog ikke som sin forgænger. Han havde drømme om at fordrive mørket, selvom han vidste, at ikke alle hans medlemmer følte det samme, som ham. Frem for at udvise dem, der ikke tænkte som han, sagde han, at alle kunne gøre som de ville, med nogle få undtagelser (se kodekset for yderligere informationer om reglerne for Nattens Ravne). Samtidig fandt han med tiden ud af, hvem der havde samme drømme, som han selv, og inddelte dem i grupper, der hver havde en forskellig funktion. Alle andre regel gjaldt stadig for dem, men de var nu hans ’specialstyrke’.
Han fik også alle medlemmer til at fa en tatovering; en lidt abstrakt ravn, der sad skjult under håret i nakken. Dem, der ikke brød sig om at blive tatoveret, forlod som regel banden. Der var ingen nag mellem dem, og mange af de tidligere medlemmer kan stadig finde på at hjælpe de andre medlemmer, selvom de ikke er fuldtidsmedlemmer. Dem, der bærer ravnetatoveringen, gør det for at vise, at de er fuldstændig loyale overfor deres leder, for de ved, hvad der sker, hvis de ikke er det.
Sådan gik det til, at Nattens Ravne ikke kun er en bande, der gør, som det passer den, men også en organisation, der forsøger at fordrive mørket i det skjulte lidt efter lidt. I dag er der flere lyse væsner i banden, end der er mørke, men der er stadig nogle mørke, der er med af forskellige grunde.
Nuværende stand
Ardus er stadig Ravnekongen, men han har en lille gruppe, der fungerer som hans ’stand-ins’. Ingen kan huske længere, hvordan Ravnekongen egentligt ser ud, og mange tror faktisk, at der ikke er en Ravnekonge, men at det bare er den lille gruppe af folk, der styrer det hele; hvilket det på sin vis også er. Gruppen består af mindst ét medlem fra hver af specialstyrkerne, og det er en af dem, man kommer til at snakke med, hvis man vil snakke med Ravnekongen. Han viser sig nemlig kun i egen høje person, hvis det er yderst nødvendigt. Ingen ved, hvor han befinder sig, eller hvad han laver, for det bliver holdt godt skjult.
Specialstyrkerne
- Ravnens Øje: Dette er den gruppe, der fungerer som Ravnekongens øjne. De ser alt, der foregår i landet, hvilket vil sige, at de ofte er spredt ud gennem landet. De rapporterer tilbage til Ravnekongen, hver gang de finder ud af noget interessant. Ud over det, gør de sådan set, hvad der passer dem. Hvis man har et godt øje og har lyst til at rejse rundt og se spændende ting, er det nok denne specialstyrke, man skal være medlem af.
- Ravnens Øre: Denne styrkes primære funktion er, at høre rygter og sladder på gaden, så Ravnekongen altid ved, hvad folk siger om alt muligt. Medlemmerne skal være lydløse og gode til at skjule sig, for de må ikke blive opdaget, og de skal kunne komme ind diverse steder, hvor de ikke burde være. Hvis man har et godt øre og går på kattepoter, skal man nok være medlem af denne specialstyrke.
- Ravnens Næb: Ravnens Næbs primære funktion er, at løbe med sladder og sprede rygter, som Ravnekongen vil have spredt – af forskellige grunde. Det er også deres opgave at oprette forbindelser med forskellige folk ved hjælp af deres talegaver. Hvis man holder af at tale, har et talent for det og er charmerende, er dette nok gruppen for en.
(Denne styrke styrer jeg hovedsageligt – altså jeg trækker sommetider personerne ind i mine tråde, uden at skulle have lov af folk, der eventuelt kommer til at styre dem. Navnene er fastlagte, og hovedtrækkene af deres personlighed også. Hvis man vil være en del af Ravnens Næb, skal man lige snakke med mig om det, så man kan få tingene om de forskellige personer at vide)
- Ravnens Klo: Medlemmer af denne styrke fungerer som assassiner, også kendt som snigmordere, og vagter, hvis Ravnekongen ønsker det. Hvis Ravnekongen har fået kendskab til en eller flere, der vil forsøge et angreb på hans liv, sender han disse folk ud efter dem, inden de kan nå at komme til ham. Man skal virkeligt have is i maven og en smule ondt i sig, hvis man ønsker at være med i denne specialstyrke.
- Ravnens Vinge: Hvis man er medlem af Ravnens Vinge, skal man være klar når som helst. Ravnens Vinges opgave er nemlig at hjælpe folk, der er forfulgt, med et forsvinde. De skal være klar til at føre dem sikkert til et hvilket som helst sted på et hvilket som helst tidspunkt. Man skal være hurtigt og udholdende, hvis man skal være med i Ravnens Vinge.
Kodeks
1. Alle i Nattens Ravne må gøre, hvad de vil – med få undtagelser
2. Alle i Nattens Ravne skal bære Ravnens Mærke
OBS: Jeg kan ændre i disse regler, hvis jeg føler for det
Dette er min første bruger/profil herinde
Karakternavn:
Nirai, men hun lader kun folk, hun virkeligt stoler på, få sit rigtige navn at vide. Alle andre kender hende som Cita. Hun har også fået nogle få tilnavne som for eksempel –den Vilde, -den Nygerrige, -den Optimistiske og lignende; hun kender ikke alle sine tilnavne, men hun er smigret over, at hun er så ’kendt’, at hun har fået sådanne tilnavne.
Køn:
Hun
Alder:
17
Race:
Furry
Job/Status:
Tyv/Sigøjner – hun er mest den, der underholder, mens andre stjæler fra hendes tilskuer.
Baggrundshistorie:
”Hvad har vi her?” lød en kølig stemme, der fik den lille kattepige til at se op, ”en lille, forvildet killing?” en hånlig latter fulgte den bemærkning, idet mandens kompagnoner fangede vittigheden. Den unge pige havde faktisk ikke lyst til at snakke med dem, for slet ikke at tale om at komme op og slås med dem. Hun kunne ikke klare mere lige nu. Hvorfor kunne de ikke bare lade hende være? Det var ikke første gang, de provokerede hende. Hun valgte at ignorere dem i håbet om, at de bare ville forsvinde.
”Hvorfor så stille, lille killing?” spurgte manden, der nu var kommet over til hende. Han løftede hendes hoved op med en hånd under hende hage, så han kunne se ind i hendes fortryllende øjne. Hun stirrede koldt tilbage, men hverken sagde eller gjorde noget. Hun ville ikke toppes med dem, med mindre der var nødvendigt, og indtil nu havde han kun haft det hele i munden. Hun brød sig ikke om ham. Han lugtede af bræk og alkohol, og hans hår var fedtet og uvasket. Han var noget af det mest ulækre, hun nogensinde havde mødt.
”Giver du ikke et lille kys, killing?” spurgte han og smilede skummelt, så hun kunne se de gule tænder – og manglen på samme. Mandens venner begyndte at grine. Der var fire af dem alt i alt, og hun var bare en lille pige på omkring 7 år. Hvorfor skulle de absolut provokere én, der var så meget mindre og yngre end dem selv? Hun forstod dem ikke. Hvad fik de ud af det?
Idet manden lænede sig ind for at kysse hende, kom hun tilbage til virkeligheden. Med et skrig sprang hun op. I samme sekund svingede hun sin arm, så de spidse klør borede sig ned i mandens hud på kinden for at flænse den op. Manden gav et smerteudbrud fra sig og faldt tilbage på røven, hvilket kun fik hans venner til at le endnu højere. Da han så tilbage på pigen, der nu stod klar til at slå fra sig, strålede hadet ud fra hans øjne. Pigen sank en klump, for hun vidste godt, hvordan dette ville ende.
Manden sprang på hende, så hun væltede tilbage mod muren. Hun slog fra sig i vildelse, kredsede og ridsede alle de steder, hun ramte. Hun anede ikke, hvad hun gjorde, hun gjorde det bare. Det var den eneste måde, hun ville overleve på, og hun havde planer om at overleve. Slag regnede ned over hende, og hun kunne til sidst slet ikke se for bar smerte.
Pludseligt faldt manden sammen ovenpå hende og blev liggende. Hun fik kæmpet sig fri og forsøgte at fokusere, selvom hele verden var tåget og gyngede fra side til side. Hendes øjne ville ikke lade hende se ordentligt, så hun lukkede dem og lænede hovedet tilbage mod muren. Det gjorde ondt i hele hendes krop, og hun havde svært ved at trække vejret. Var det sådan, det var at være døden nær? Hvis det var, ville hun næsten bare gerne have det overstået.
Der var stadig tumult omkring hende, men hun havde for ondt til at tage sig af det. Derfor lagde hun ikke mærke til, at der blev stille, inden en eller anden kom hen til hende og rørte hende forsigtigt på skulderen. Hun stivnede, for hun vidste, at hun nok skulle dø nu. Det var sikkert en af mandens venner, der var henne ved hende for at gøre en ende på hende, så hun åbnede ikke øjnene. Hun havde ikke lyst til, at han skulle være det sidste, hun skulle se, inden hun gik bort.
”Er du okay?” stemmen var hverken kold eller ond, men faktisk en smule bekymret. Det fik hende til at åbne øjnene langsomt, så hun kunne se, hvem der talte. Det var en dreng, der var omkring tre år ældre, end hun selv var. Hans ansigt var snavset, og det brune hår strittede ud til alle sider. Det smil, han sendte hende, var dog skinnende hvidt, og de venlige øjne havde en meget klar, krystalblå farve. Næsen var en smule skæv, men på en eller anden måde klædte det ham.
”Det…” begyndte pigen, men blev så overfaldet af et hoste anfald, der gennemrystede hele hendes krop. Hun kunne mærke noget trykke mod ribbenene, hver gang hun hostede, talte eller trak vejret. Drengen ventede ikke på yderligere svar.
”Dvani!” kaldte han hen over skulderen, ”Dvani, hun skal se Alchemisten, og det i en fart! Det ser ud til, at hun har taget rigeligt med skade!” en pige med spidse ører og sølvhvidt hår, der indkredsede et lille, smukt ansigt, kom hen til dem og satte sig på hug ved siden af drengen. Hun så indgående på pigen med store, smaragdgrønne øjne, der var fulde af bekymring, hvorefter hun nikkede langsomt.
”Jeg tror, du har ret,” sagde hun endeligt. Kattepigen forstod ikke, hvad der skete. Det eneste, hun registrerede, var, at den smukke pige piftede, hvorefter stærke arme løftede hende op. Hun var for træt til at kæmpe imod.
***
Stemmer fyldte hendes hoved, men hun kunne ikke helt forstå, hvad det var, de sagde, selvom de ligefrem råbte. Hendes hoved dunkede, og de hjalp slet ikke på det. Først kunne hun slet ikke huske, hvad der var sket, men så kom hun i tanke om det og åbnede langsomt øjnene.
Hun befandt sig i et underjordisk rum med vægge af jord. Der hang mange forskellige planter rundt omkring, og der lugtede virkeligt meget af urtete eller noget, der lignede. Meget langsomt satte hun sig op og så sig om. I den anden ende af rummet sad der nogle folk. Hun kunne genkende den strithårede dreng og den smukke pige, han havde kaldt Dvani, men der sad også tre andre, som hun ikke kendte.
”Åh, du er vågen!” udbrød pigen, da hun fik øje på den sårede, ”hvordan har du det?” hun kom hen til den seng, kattepigen lå på og satte sig på en stol, der stod ved siden af den. Tre af de andre kom også hen til sengen og så ned på pigen, mens den sidste blev siddende henne ved ildstedet, bøjet over noget, pigen ikke kunne se.
”Fint, tror jeg,” svarede den sengeliggende hæst og ærligt. Hun havde haft det bedre, men hun havde det ikke ligeså slemt, som hun havde haft det, inden hun var faldet i søvn. Hvis ikke det havde været for den dundrende hovedpine, ville hun faktisk have det godt nok til at kunne klare sig alene. De andre smilede til hinanden.
Ud over Dvani og den strithårede dreng var der to andre drenge. Den ene var en stor dreng, der måtte være den ældste. Han var høj og meget blid ved øjet med blonde, halvlange krøller og venlige, brune øjne. Den ting, der fik ham til at stå mest ud fra alle de andre, var, at han havde et sæt flotte, gråhvide vinger. Han introducerede sig selv som Costodis med en syngende stemme, man bare gerne ville høre længe på.
Den anden dreng så ud til at være på alder med hende selv, hvis ikke lidt yngre. Han havde rødt, pjusket hår, fregner og et meget drillende glimt i de grågrønne øjne. Han var ikke særlig høj, men han virkede til at være den mest livlige af flokken. Da han introducerede sig selv som Demny, var det med en hurtigt og ivrig stemme – det virkede meget som om, han var glad for at møde nye mennesker.
”Cita,” svarede pigen uden at tænke, da Reen, den strithårede dreng, spurgte om hendes navn. Hun havde givet dem det navn, hun altid havde brugt i stedet for sit rigtige. Hun kunne ikke forklare, hvorfor hun brugte et dæknavn, men hun følte sig bare mest tryg sådan – faktisk kunne hun godt finde på at bruge andre navne også, men det var Cita, hun som regel brugte.
”Lad hende så være,” det var en ru, mandestemme, der sagde det, ”trænger til hvile,” han kom over og fik de andre til at gå væk fra sengen, inden han rakte hende et krus med noget mørkt væske i og bad hende om at drikke det. Det smagte ikke specielt godt, men det gjorde hende døsig. Da hun lagde hovedet på puden, faldt hun med ét i søvn.
***
Da hun igen vågnede, havde hun det faktisk meget godt. Hun rettede sig op i sengen og så sig omkring. Der var ikke nogen i nærheden. Hvor var de andre blevet af? Hun blev pludseligt nervøs for, at de havde snøret hende, og at de nu havde et eller andet forfærdeligt planlagt. Måske havde de været i ledtog med de mænd, der havde provokeret hende i gyden. Hvad nu hvis…
”Hvordan har du det så nu?” sagde en blid stemme, der viste sig at komme fra den smukke pige. Hun kom hen mod Cita med elegante bevægelser. Hun havde været så stile, mens hun sad og halvsov over i et hjørne, at Cita ikke engang havde lagt mærke til hende. Nu følte hun sig pludseligt lidt dum over at have tænkt sådan nogle tanker om dem – de havde været så søde mod hende alle sammen.
”Fint nok,” mumlede hun og smilede lidt genert til pigen, der var kommet helt over til hende nu. Hun smilede igen og forklarede, at de andre lige var ude og få noget frisk luft, fordi hun skulle have fred til at sove. Dvani var dog blevet tilbage for at sørge for, at hun ikke var helt alene, når hun vågnede.
Da de andre kom tilbage, begyndte de at overøse Cita med spørgsmål, som hun forsøgte at besvare som bedst hun nu kunne. De virkede så glade og søde, at hun ikke kunne lade være med at grine flere gange – især den unge Demny kildede hendes lattermuskel. Han var livlig og rap i replikken, hvilket gjorde hende utroligt glad. Efter de havde spurgt hende om alt muligt, begyndte de at fortælle om sig selv.
”Kunne du ikke tænke dig at være med?” spurgte Demny ivrigt, ”jeg tror, du vil være virkeligt god til det, vi lavet!” han brugte store armbevægelser, mens han talte, så hun kunne ikke lade være med at grine endnu mere. De havde fortalt hende, at de var med i den her undergrundsaktion ting, der kæmpede mod mørket. Indtil nu havde hun egentligt ikke ville blande sig ind i det, men hun havde aldrig hørt til noget sted, så hun kunne ikke lade være med at takke ja.
Deres ’dække’ – og det, de levede af – var dog den af en tyvebande kendt som Nattens Ravne. Selv var de alle fire medlem af en specialgruppe, der blev kaldt Ravnens Næb. Man skulle sådan set bare være god til at tale, så kunne man være med i den; og tale var noget, hun nemt kunne. Hun glædede sig nærmest ligefrem til at skulle starte med at skabe kontakter for ham, de kaldte ’Ravnekongen’.
”Du har ikke noget mod tatoveringer, håber jeg?” spurgte Reen, og de andre så lidt nervøse ud. Da hun rystede på hovedet, åndede de alle lettet op. Den brunhårede dreng vendte sig om og løftede op i det hår, der var i hans nakke, da han så hendes spørgende blik. Hun kunne lige skimte en tatovering af det, hun mente var en ravn. De forklarede hende, at det var et tegn på, at de alle var loyale overfor Ravnekongen og ville gøre, som han sagde. Cita nikkede forstående.
***
Som årerne gik, blev den unge kattepige bedre og bedre til alt det, hun skulle kunne som tyv og medlem af Nattens Ravne. Hun brillerede dog indenfor de kunstneriske ting som dans, sang, musik og teater, hvilket gjorde, at hun blev den af dem, der holdt folks opmærksomhed, mens de andre gik i et med folkemængden og stjal værdigenstanden fra de velhavende blandt dem.
Hun og de fire, der havde fundet hende for så længe siden og reddet hende, blev uadskillelige. De lærte hende alt, de kunne, og hun lærte dem de få ting, hun havde lært, som de ikke havde. De smittede af på hinanden, så de begyndte at ligne hinanden på visse punkter. Hun havde fået så meget mere selvtillid, siden hun havde mødt dem, og det var en fantastisk følelse at være ligeglad med, om hun var klodset og fald over sine egne fødder. De andre grinede med hende ikke ad hende, og det var hun fuldstændig klar over.
Tre nye medlemmer kom på med årerne. En lille, venlig hundedreng med en stor, sort, pjusket hale og sorte, ligeså pjuskede hængeører, der var omkring et år ældre end Cita. Hans hår var også kulsort, ligesom hans øjne, og han var glad og livlig. Han kaldte sig selv Evin, for han havde aldrig kendt sit rigtige navn – som mange af de andre gadebørn – og han blev hurtigt meget glad for Cita og Demny, da de var de to mest livlige af flokken.
Den anden var en menneskepige med langt, brunt, krøllet hår, og mørkegrønne øjne, der var omkring to år yngre en Cita. Hun var lille og en smule buttet. Hun var meget genert og stille i det, men hun havde en forfærdelig stærk retfærdighedssans. Selvom hun ikke sagde så meget, fik de andre hurtigt hendes tunge på geled, og hun begyndte at slappe mere og mere af. Hun introducerede sig selv som Vinna, og hun blev hurtigt Dvinas lille skygge.
Det tredje og sidste medlem af Ravnens Næb var en stor, muskuløs dreng. Umiddelbart lignede han bare et normalt menneskedreng med sort hår, klare, blå øjne og et skævt smil, der var på alder med Cita. Det navn, han brugte, var Miléns, men det var, som alle andres, et dæknavn. Det var vigtigt ikke at bruge sit rigtige navn, når man var medlem af en bande, og det var han udmærket klar over. Han var snaksaglig, men han ville ikke snakke om noget personligt, hvilket Cita kendte alt til.
Det var først senere, en nat, hvor månen var fuld, at Miléns venner fik svar på, hvorfor der var noget underligt over ham. Han begyndte at forvandle sig i skrig af smerte, der vækkede dem, der havde sovet på værelse med ham – de sov på forskellige kroer eller i folks huse, hvis de havde smigret sig ind på nogen i løbet af natten. Denne nat var det heldigvis en kro, de sov på.
Det havde taget alle deres kræfter og en bevidstløs Demny, samt krofatteren at få bundet bæstet, men til sidst havde det lykkedes dem. Demny havde fået et hårdt slag til hovedet, og nogle af de andre havde fået et par sår, men der var ikke ske større skade, end at det kunne heales.
Morgenen efter var Costodis ude af sig selv. Han havde ikke lukket et øjet resten af natten, for han havde været så oprevet. Idet Miléns var kommet til sig selv, var englen faret op og havde nærmest ligefrem råbt:
”Hvad bilder du dig ind, ikke at fortælle os det?!” ingen af de andre havde nogensinde hørt den smukke Costos – det var blevet hans kælenavn – råbe på den måde, og det var nok noget af det mest skræmmende nogen af dem nogensinde havde oplevet. Hvordan kunne den smukke, syngende stemme pludseligt blive så hård og kold? Derfor sad alle de andre i tavshed med store øjne og så på.
Demny var lænet ind mod Cita, for hun havde siddet og holdt om ham, mens han sov hovedpinen af. Han var vågnet med et sæt, idet den ældste dreng havde råbt op. Han var fuldstændig omtumlet og trykkede sig ind mod kattepigen, der strammede sit greb om ham lidt. Dvina og Vinna sad på sengen og holdt om hinanden med store, skræmte øjne. Evin og Reen, der havde siddet og talt om et eller andet sjovt, var stoppet brat og sad nu som forstenede og så på det nærmest utænkelige scenarium, der udspillede sig for øjnene af dem.
”Jeg tænkte ikke, det var nødvendigt,” svarede Miléns med et ligegyldigt skuldertræk, ”og jeg troede faktisk også, i havde regnet den ud,” han så op på den ældre dreng med rolige øjne. Det var tydeligt, at han mente, hvad han sagde, og at Costos slet ikke skræmte ham, som han skræmte de andre – men han havde så heller så heller ikke kendt englen ligeså længe som nogle af de andre, så han vidste ikke, at der virkeligt skulle meget til for at få ham til at springe i luften på den her måde.
”Ikke nødvendigt?!” udbrød Costos i sådan et højt toneleje, at hans stemme rent faktisk knækkede, ”du slog Demny bevidstløs, er du klar over det?! Du kunne have slået ham ihjel! Se på dem,” han slog ud med den ene hånd mod de folk, der sad rundt omkring i rummet, ”de er alle sammen kommet til skade på grund af dig! Hvis vi havde vidst det, ville det her være undgået!” det var tydeligt, at han var så ophidset, fordi han følte, det var hans ansvar at beskytte de andre, siden han var den ældste – sådan havde han altid haft det.
”Hør, Engledreng,” knurrede Miléns, ”jeg er ked af, at jeg forvoldte dig og dine kære små skade, men jeg kunne ikke have fortalt jer det. Jeg vidste ikke, om jeg kunne stole på jer,” en længere stilhed fulgte det udsagn. Costos rystede over hele kroppen af vrede, og hans hænder var knyttede så hårdt, at knoerne var blevet helt hvide. Det så næsten ud som om, han ville springe i hovedet på den store dreng, hvis ikke der snart blev gjort noget.
Ingen af de andre havde bemærket den lille skikkelse, der var sprunget op. Hun stod med ét mellem de to drenge, de grønne øjne bestemte. Det sølvhvide hår lagde sig som i slowmotion omkring hendes ansigt, da hun stoppede op. Hun trak vejret i dybe hiv, som om hun var en smule bange, men ellers kunne man slet ikke mærke det på hende.
”Cos, Mils, hold så op!” beordrede hun – hun var altid den første, der kom med korte navne til alle folk. Det fik hende til at lyde meget mere bestemt nu, hvilket nok var en meget god ting. Hun mødte Costos’ lynende brune øjne med sine rolige, kølige grønne. Man kunne ligefrem fornemme, hvordan englen begyndte at slappe mere af; hun havde en meget beroligende effekt på folk.
”Vi er alle venner her,” en kort pause, ”eller det burde vi være! Costos, du har ret i, at Miléns skulle have fortalt os det, men det er der intet at gøre ved nu. Du har ret, vi er kommet til skade, men vi klarer os,” hun vendte sig om mod Miléns og så på ham med de samme øjne, ”Miléns, du forstår godt, hvorfor Costos opfører sig sådan, ikke?” han nikkede, ”godt. Fra nu af fortæller du os alt, der har bare den mindste betydning, ikke?” igen nikkede han, ”godt.”
Stemningen i rummet var meget trykket, for det var ikke just en rar scene, der lige havde udspillet sig. Alle sad stadig og kiggede på de to drenge og pigen. Efter lidt tid slappede Costos af i kroppen og tog en dyb indånding. Alle andre åndede lettede op, for det så ud som om, stormen var faldet lidt til ro nu.
Pludseligt nøs Cita og brød dermed tavsheden. Udtrykket på hendes ansigt kunne ikke lade være med at få de andre til at grine. Hun nyste flere gange og lavede underlige ansigter uden at tænke over det efter hver gang. Stemningen var med ét blevet mere behagelig, og folk glemte hurtigt den trykkede følelse.
Siden den dag har de alle sammen holdt sammen i tyk og tynd og altid fortalt hinanden, hvis der var noget vigtigt at fortælle – selv hvis det ikke var det helt store.
Personlighed:
Cita er, som alle Furrys, som regel meget livsglad. Hvis noget går hende imod, kan hun sagtens finde på at forsøge at stikke af til at starte med, men efter lidt tid accepterer hun som regel tingen og tager den som en del af livet og en god erfaring. ’Livet skal leves til det fuldeste’ og ’tag tingene som de kommer’ er for det meste de mottoer, hun lever efter (hun har dog mange andre, som ’lev og lad leve’, ’tueor lucis’ og ’carpe diam’, som hun sagtens kan finde på at slynge ud i luften, hvis det passer til situationen).
Hun er generelt glad og livlig, og man kan altid regne med, at hun kan lette stemningen lidt, hvis den bliver for trygget – på den ene eller den anden måde. Hun er rap i replikken, hvilket gør, at hun ofte får folk til at grine ved at komme med små, sjove kommentarere. Derudover har hun en meget bred humoristisk sans, der fører til, at hun griner af næsten alt, der burde være sjovt. Hun er også meget klodset, når det kommer til alt andet end at optræde. Hun kan finde på at falde over sine egne ben, men hun bliver næsten aldrig pinlig berørt, når sådan nogle ting sker, for hun kan sagtens se det komiske i det.
Hvis man er interesseret i en god samtale, kan man altid komme til hende. Hun er åben og meget, meget snaksaglig. Hun elsker at møde nye og snakke om alt mellem himmel og jord – så længe det ikke bliver for personligt og følelsesmæssigt, for det bryder hun sig ikke om. Når en person forsøger at spørge ind til hendes følelser eller andet personligt, begynder hun at pjatte om det ved at komme med en sjov kommentar eller fuldstændig skifte emne.
Selvfølgelig har hun alle de følelser, en normal person har, men hun bryder sig bare slet ikke om at tale om dem, for så føler hun sig sårbar; en ting hun virkeligt hader. Hun vil være glad, imødekommende og livlig, så længe man holder sig fra følsomme emner. Hvis man så meget som hentyder til sådanne emner, kan hun finde på at lukke helt af.
Som sagt, er det eneste tidspunkt, hvor hun ikke er klodset, når hun optræder. Hun er som en kamæleon og kan optræde med næsten alt. Gadeteater, sang, musik og dans er dog hendes favoritter. Når hun optræder for folk på gaden, er hun virkeligt i sit es, og man skulle tro, at hun var født til lige netop dét formål. Hun føler sig fejlfri, let og elegant, og det giver hende selvtillid til at fortsætte, uanset hvor mange, der ser på. Derfor er det meget ofte hende, der bliver sat til at holde folks opmærksomhed, mens hendes venner/medtyve stjæler fra tilskuerne.
Selvom hun sommetider kan finde på at tale, som om hun ved meget om det andet køn og det at være sammen med dem på en seksuel måde, har hun faktisk aldrig prøvet det. Hun kan godt lide at flirte med mænd, kysse med dem og så videre, men så ikke mere end det. Tanken om det er en smule skræmmende for hende, for så ville hun jo blive nødt til at vise sig på sit mest sårbare tidspunkt, og det vil hun ikke. Derfor holder hun sig til flirten – hun har faktisk aldrig prøvet at være forelsket, for hun lukker af for sine følelser, så snart hun mærker det mindste stik af længsel eller andet, der kunne minde om kærlighed.
Hvis man skulle bestemme, om hun var realist eller romantiker, så er hun helt klart romantiker. Hun elsker at drømme sig væk og er faktisk noget af en idealist, der godt kan lide at se verden i lidt lysere farve, end den egentligt er. Hun sætter altid andre før sig selv, hvis det er nogen, hun holder af, for hun kan jo altid finde tid til sig selv senere. Hvis man bliver en af hendes nære venner, kan man godt regne med en trofast ven for livet, for hun kunne ikke finde på at stikke nogen, hun holder af, i ryggen, selvom man måske skulle tro det, siden hun jo er en tyv.
Hun ’tilhøre’ banden Nattens Ravne, specialstyrken Ravnens Næb. Der er kun 7 andre i den gruppe – 2 piger og 5 drenge. De er det tætteste på en familie, hun nogensinde har haft, og de er de eneste, der rent faktisk kender hende som Nirai og ikke Cita, men de holder det for sig selv, for det ved, at hun ikke vil have, at andre skal kende hendes rigtige navn.
En ting, hun altid har været god til, er at lyve. Siden hun blev medlem af Nattens Ravne, er hun dog kun blevet bedre. Hun kan opdigte de mest fantastiske historier på ingen tid og få folk til at tro på dem, hvilket hun bruger meget til sin fordel. Det er jo altid meget godt at kunne komme med en god bortforklaring, hvis man skulle blive fanget i at lave noget, man ikke må.
Hvad angår kampen for frihed, som mange kæmper, vil hun helst holde sig ude af konflikten. Hun vil bare gerne leve sit liv uden at skulle bekymre sig om sådanne ting. Siden hun dog er medlem af Nattens Ravne, der ikke kun er en tyvebande, men også noget af en oprørsbevægelse, har hun vel valgt side; det er hun nu også glad nok for, for hun vil jo gerne have, at alle er glade, og det kan de vel ikke rigtigt være, når det ikke er lyset, der hersker. Derudover bryder hun sig heller ikke rigtigt om mørkets væsner, for hendes erfaringer med dem er slet ikke gode.
Udseende:
(Billedet er kun vejledende, sætter måske et andet, der ligner lidt bedre, ind senere)Cita er 179 cm høj med slanke, elegante lemmer. Hun er meget tynd, faktisk er hun undervægtigt, men det er ikke noget, man kan se – i hvert fald ikke sådan, at man tænker: ”hold da op, hun må have anoreksi,” eller noget i den stil. Hun vejer kun 57 kg. Hendes undervægtighed skyldes nok mest, at hun ikke altid er i stand til at få nok mad hver eneste dag, men ud over det har hun bare generelt svært ved at tage på.
Hendes øjne er en smule smalle i det og lidt skæve i den ende, der vender over mod ørerne. Selve øjeæblerne er dog store og meget betagende at se ind i, mens pupillerne er en smule smalle og aflange i det, selvom man ikke lægger mærke til det lige med det samme. Hun har en meget mørkeblå ring omkring iris, og en lys blå omkring pupillerne. Resten af iris har en smuk ametystblå farve. Alt i alt kan man meget nemt drukne i dem. Man kan også se, hvad hun føler, når man ser ind i dem længe nok, for de er meget udtryksfulde. Oftest er der et lille, drillende glimt i dem, selvom de ellers ser ret ’voksne’ ud.
Hele hendes krop er dækket af et meget fint lag brun pels, så det på længere afstand ligner, at hun altid er solbrun, selvom hun i virkeligheden ikke er det hele tiden. Hendes ører er helt glatte og har den samme brune farve, som pelsen på hendes krop, mens halen er en smule pjusket. Det hår, hun har på hovedet, er en mere kastaniebrun farve. Det er glat, glansfuldt og går hende til cirka midt på ryggen. Hun har det som regel løst, men hun kan også godt lide at sætte det op i forskellige sjove frisurer.
Som regel holder hun sine spidse negle filet ned, men stadig spidse nok til at kunne bruges som forsvar, for de er nogle af de nemmeste våben for hende at bruge. Ud over det, har du nogle små knive og daggerter gemt forskellige steder på sin krop, og hun bærer altid rundt på en halskæde, hvori der er et lille pusterør. I den lille pose, hun har siddende i sit tynde bælte, har hun nogle små pile, hun kan bruge til at puste af sted; hun har forskellige former for gifte i pilene, så hun kan bruge dem til forskellige formål.
Hun holder virkeligt meget af smykker, hvilket man tydeligt kan se. Ringe, klokker, halskæder, halsbånd, armbånd og andet tingeltangel er næsten altid at se på hende. Hun holder meget af at have en lille klokke på halen, når hun optræder, samt nogle andre små klokker, for når hun bevæger sig på den rigtige måde, kan hun få dem til at spille smuk, men ellers har hun ikke så ofte klokker på, da hun som regel ellers skal gå lidt stille med dørene for at kunne overleve.
Hendes tøj er næsten altid let og behageligt at have på – og også ofte bestående af et lidt lille sæt tøj indenunder nogle gennemsigtigt stof (meget som det på billedet). Hun kan godt lide blå, lillae, vinrøde og andre af sådan lidt mørke farver, selvom hun med glæde vil tage noget mere farvestrålende på, når hun kan; det nytter jo ikke noget at rende rundt i pinke klæder, når man er en tyv. Når hun optræder, kan hun godt finde på have klare, lyse farver på, men ellers holder hun sig til de mørke.
Hun har diverse tatoveringer rundt omkring på kroppen. Hun har for eksempel et på venstre balle, der er formet som et hjerte:
. Hun har også et på højre ankel, der ser sådan her ud: . Hun har også en tatovering, som alle fra Nattens Paven får: . Den bæres under ens nakkehår, så det ikke er hvem som helst, der kan se den.-----------------------------------------------------------------------------------
OBS: Hvis man ønsker at være medlem af Nattens Ravne, er man meget velkommen, men man skal lige skrive til mig først – især, hvis man vil være med i en af specialstyrkerne
Historie
Nattens Ravne startede ud med at være en lille gruppe sigøjner tyve, der bare gjorde, som det passede dem. Lederen var en Dødsengel, der kun tænkte på sig selv. Hun ville have hævn over alt og alle, og hun var ligeglad med, hvordan hun fik det, så hun havde samlet en lille gruppe væsner, der ikke lige havde noget bedre at give sig til. De dræbte, plyndrede og voldtog, og mange frygtede dem en overgang.
Gwara, lederen, forblev dog kun leder i få år, for der var én blandt hendes folk, der gjorde oprør. En nat sneg den smukke, letbenede mand sig ind på det værelse, hans leder sov på, og stak en kniv i ryggen på hende – ikke bare en gang, men mange, for han ville være sikker på, at hun ikke rejste sig morgenen efter. Ingen turde sige ham imod, da de hørte, hvad han havde gjort, så han blev den nye leder af Nattens Ravne.
Ardus, der nu var blevet lederen af Nattens Ravne, var dog ikke som sin forgænger. Han havde drømme om at fordrive mørket, selvom han vidste, at ikke alle hans medlemmer følte det samme, som ham. Frem for at udvise dem, der ikke tænkte som han, sagde han, at alle kunne gøre som de ville, med nogle få undtagelser (se kodekset for yderligere informationer om reglerne for Nattens Ravne). Samtidig fandt han med tiden ud af, hvem der havde samme drømme, som han selv, og inddelte dem i grupper, der hver havde en forskellig funktion. Alle andre regel gjaldt stadig for dem, men de var nu hans ’specialstyrke’.
Han fik også alle medlemmer til at fa en tatovering; en lidt abstrakt ravn, der sad skjult under håret i nakken. Dem, der ikke brød sig om at blive tatoveret, forlod som regel banden. Der var ingen nag mellem dem, og mange af de tidligere medlemmer kan stadig finde på at hjælpe de andre medlemmer, selvom de ikke er fuldtidsmedlemmer. Dem, der bærer ravnetatoveringen, gør det for at vise, at de er fuldstændig loyale overfor deres leder, for de ved, hvad der sker, hvis de ikke er det.
Sådan gik det til, at Nattens Ravne ikke kun er en bande, der gør, som det passer den, men også en organisation, der forsøger at fordrive mørket i det skjulte lidt efter lidt. I dag er der flere lyse væsner i banden, end der er mørke, men der er stadig nogle mørke, der er med af forskellige grunde.
Nuværende stand
Ardus er stadig Ravnekongen, men han har en lille gruppe, der fungerer som hans ’stand-ins’. Ingen kan huske længere, hvordan Ravnekongen egentligt ser ud, og mange tror faktisk, at der ikke er en Ravnekonge, men at det bare er den lille gruppe af folk, der styrer det hele; hvilket det på sin vis også er. Gruppen består af mindst ét medlem fra hver af specialstyrkerne, og det er en af dem, man kommer til at snakke med, hvis man vil snakke med Ravnekongen. Han viser sig nemlig kun i egen høje person, hvis det er yderst nødvendigt. Ingen ved, hvor han befinder sig, eller hvad han laver, for det bliver holdt godt skjult.
Kontakter
Nattens Ravne har mange kontakter, der kan hjælpe dem med alle mulige ting, hvis det skulle blive nødvendigt. Enten er det betalte kontakter, eller også er det nogle kontakter, der står i gæld til gruppen eller har en aftale med dem.
Kontaktliste:
- ”Alchemisten”: de kommer til ham, hvis nogle af dem er hårdt sårede. Han har aldrig fortalt nogen af de, hvad han egentligt hedder, så han bliver altid bare kaldt ’Alchemisten’.
Medlemmer
Piger:
Drenge:
Specialstyrkerne
- Ravnens Øje: Dette er den gruppe, der fungerer som Ravnekongens øjne. De ser alt, der foregår i landet, hvilket vil sige, at de ofte er spredt ud gennem landet. De rapporterer tilbage til Ravnekongen, hver gang de finder ud af noget interessant. Ud over det, gør de sådan set, hvad der passer dem. Hvis man har et godt øje og har lyst til at rejse rundt og se spændende ting, er det nok denne specialstyrke, man skal være medlem af.
Medlemmer
Piger(4):
-
-
-
-
Drenge(7):
-
-
-
-
-
-
-
- Ravnens Øre: Denne styrkes primære funktion er, at høre rygter og sladder på gaden, så Ravnekongen altid ved, hvad folk siger om alt muligt. Medlemmerne skal være lydløse og gode til at skjule sig, for de må ikke blive opdaget, og de skal kunne komme ind diverse steder, hvor de ikke burde være. Hvis man har et godt øre og går på kattepoter, skal man nok være medlem af denne specialstyrke.
Medlemmer
Piger(6):
-
-
-
-
-
-
Drenge(3):
-
-
-
- Ravnens Næb: Ravnens Næbs primære funktion er, at løbe med sladder og sprede rygter, som Ravnekongen vil have spredt – af forskellige grunde. Det er også deres opgave at oprette forbindelser med forskellige folk ved hjælp af deres talegaver. Hvis man holder af at tale, har et talent for det og er charmerende, er dette nok gruppen for en.
(Denne styrke styrer jeg hovedsageligt – altså jeg trækker sommetider personerne ind i mine tråde, uden at skulle have lov af folk, der eventuelt kommer til at styre dem. Navnene er fastlagte, og hovedtrækkene af deres personlighed også. Hvis man vil være en del af Ravnens Næb, skal man lige snakke med mig om det, så man kan få tingene om de forskellige personer at vide
)Medlemmer
Piger(3):
- Cita, Furry(kat), 17 år (optaget)
- Dvani, Elver, 21 år (ledig)
- Vinna, Menneske, 15 år (ledig)
Drenge(5):
- Costodis, Engel/fjerdedel dødsengel (udelukkende fordi, han er tyv), 23 år (ledig)
- Demny, Mennske, 16 år (ledig)
- Reen, Mennekse, 19 år (ledig)
- Evin, Furry(hund), 18 år (ledig)
- Miléns, Varulv, 17 år (ledig)
- Ravnens Klo: Medlemmer af denne styrke fungerer som assassiner, også kendt som snigmordere, og vagter, hvis Ravnekongen ønsker det. Hvis Ravnekongen har fået kendskab til en eller flere, der vil forsøge et angreb på hans liv, sender han disse folk ud efter dem, inden de kan nå at komme til ham. Man skal virkeligt have is i maven og en smule ondt i sig, hvis man ønsker at være med i denne specialstyrke.
Medlemmer
Piger(2):
-
-
Drenge(4):
- Artemis, Dødsengel, 17 år (optaget)
-
-
-
- Ravnens Vinge: Hvis man er medlem af Ravnens Vinge, skal man være klar når som helst. Ravnens Vinges opgave er nemlig at hjælpe folk, der er forfulgt, med et forsvinde. De skal være klar til at føre dem sikkert til et hvilket som helst sted på et hvilket som helst tidspunkt. Man skal være hurtigt og udholdende, hvis man skal være med i Ravnens Vinge.
Medlemmer
Piger(5):
-
-
-
-
-
Drenge(5):
-
-
-
-
-
Kodeks
1. Alle i Nattens Ravne må gøre, hvad de vil – med få undtagelser
I. Man må ikke slå nogen ihjel uden grund
II. Stjæl kun, når det er nødvendigt(hvilket det ofte er), og da kun fra folk, der ser ud til at kunne undvære lidt
2. Alle i Nattens Ravne skal bære Ravnens Mærke
I. Hvis man bærer mærket, betyder det, at man skal være loyal overfor Ravnenkongen
II. Hvis ikke, man vil bære mærket, kan man ikke være fuldbyrdes medlem af Nattens Ravne, selvom man stadig kan støtte dem
OBS: Jeg kan ændre i disse regler, hvis jeg føler for det