|
|
Post by ghoul on Apr 27, 2009 13:46:51 GMT -5
Det var tideligt om morgenen, og duggen lagde stadig på grenen og på græsset såvel som skovens bund. Mosens bund var dog som den altid havde været, mudderet og blød, og med en konstant tåge der svævede omkring. Khaine sov af og til her i Mosen eller i den sorte skov, og han nød blot at være her. her, hvor næsten ingen andre kom. Khaine kiggede på et større "vandhul", og gik ned på hug. Khaine forstod ikke hvorfor folk var bange for mosen. det var blot helt almindeligt vand, bare med en blød bund. Han så sig omkring og lyttede isne ører, men hørte intet. Han førte sine hænder ned til vanet og dannede en skål, og skyllede vandet ud i hovedet, og ud i håret på sig selv. Dette gjorde han et par gange inden han tog en lille slurk af det. han sad stadig på hug og betragtede blot mosen i morgentågen, og de skæve træer som knejsede over mosens vandhuller og dyb. Khaine havde ingen planer den dag, og vidste ikke engang om han gad ind til byen til en henrettelse hvor hans tilstedeværelse var påkrævet. han ville hellere ud og jage og have en fair kamp, i stedet for at slå en forssvarsløs person ihjel.
|
|
|
|
Post by Reh on Apr 27, 2009 13:56:40 GMT -5
Reh sad stille på en tyk træstamme, som efter mange års liv med roden i jorden, endeligt havde gevet slip og var faldet langs vandet og over det. Som en bro. Og her kunne Reh's fødder frit nå ned til vandet, hvis hun følte for at gøre det. Men vandet skræmte hende, fordi det var så dybt, så mørkt. Hun havde en bog i hånden - sin fars. En mærkelig poesibog, hvor han tit omtalte en "He" og en "her" eller "that". Reh havde ingen idé om, at "He" var hendes egen far, og "Her" eller nogen anden person i bogen var et offer - en døende. Hun begyndte saligt at læse op med sin bløde, let hæse stemme. "And so, he said, shall the woman bleed and the love be pure. And so, she did, her blood from her veins, and she was empty now, empty for sure."
Hun sukkede. Digtene var ufattelig uhyggelige, men hun synes dog også at de var smukke, på deres egen måde. Hun smilede afslappet, nærmest kønt, mens hun betragtede bogen og dernæst sit spejlbillede. Hun var ikke vild med mosen, men hun elskede dens stilhed. Her kunne hun være uden at tænke på at skade andre, hvis hun skulle blive den 'onde'. her var hun sådan set fri..
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 27, 2009 14:12:27 GMT -5
Khaine sad blot og nød stilheden da han pludselig hørte en blød og rolig stemme lidt derfra. Han rejste sg hurtigt op og kiggede opmærksomt i den retning lyden kom fra. Han var som altid kun iklædt sit sorte klæde omkring livet, og med det lidt våde hår hængende ned langs hans hoved og over hans brystkasse. Han folede roligt sine vinger på ryggen og begyndte roligt at gå i den retnig lyden kom fra. Efter lidt tid kunne han ane en skikkelse sidde på en stamme. "hvem der?" spurgte han med sin dybe, rungende og næsten majestætiske stemme. en stemme der har påråbt mange ofre igennem hans lange liv. En stemme som havde manipuleret mange og frosset hans ofre i øjeblikket inden dødens indtreffen. Han blev stående i tågen og kiggede på hende. Han kunne se at det enten var en engel eller dødengel, da han ikke kunne se vingernes farve. Men personens bløde stemme gjorde det indtryk at vedkomne nok var engel, i hvert fald af hvad han havde troet indtil videre. Khaine så dette område som værende hans hjem, siden han havde boet der længere end nogen anden.
|
|
|
|
Post by Reh on Apr 27, 2009 14:18:22 GMT -5
Reh var nær ved at falde ned i vandet, da hun hørte en rungende klar voksen stemme. Hun nåede netop at gribe sin bog lige inden den ramte vandets overflade, og pustede lettet ud. Så rettede hun opmærksomheden, lettere skræmt mod det sted, hvor stemmen var kommet fra. Hvad skulle hun dog svare? Hun kunne nærmest ikke se vedkommende, men der var nogen.. noget. En skikkelse i tågen. Hun rettede sit syn indtil hun kunne skimte en indhyldet, høj person med langt, efter hvad hun kunne se, sort hår. Så han havde set hende. Det betød at hun ikke kunne flygte nu...
Hun spændte kroppen og prøvede at få sin panik til at gå væk. "Reh...? Reh Rosalin Chore..?.." Hun bed sig i læben. Der var noget domminerende over modpersonens stemme, som fik hende til at sige lige præcist det han bad om - præsentation. Hun skammede sig over sin uforsigtighed, og så ned i sin fars poesibog.
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 27, 2009 14:29:14 GMT -5
Khaine fæstnede sit blik imod skikkelsen, som nu tydeligvis var en kvinde. han trådte ud af tågen så han blev mere tydelig. han stod på den anden side af det vand hvorpå stammen var på. han så sig omkring, og tog sig nogle sekunder til at orientere sig om der nu ellers var flere i området. Han lyttede da hun sagde hendes navn, og kiggede derefter på hende med et hævet øjenbryn. navnet "Chore" sagde ham noget. Umiddelbart kunne han ikke huske det, men det skulle nok komme. Han blev stående og betragtede hende. pludselig kom navnet op i hans hukommelse, Chore, som var hans gamle ven. faktisk hans livs eneste ven. "De er datter af "Chore"?" spurgte han og betragtede hende i sin søgen efter svar. for ham virkede det underligt at en dødengel som hende selv kunne virke så usikker, ja, nærmest svagelig. Og hvis hans teori var sand, så mindede hun slet ikke om hendes far. En mand som var den eneste som kom ind på livet af Khaine, selvom deres forhold var mest professionelt, siden de allerede dengang tjente "de ukendtes magt".
|
|
|
|
Post by Reh on Apr 27, 2009 14:37:49 GMT -5
Hun nikkede pagt, lidt forundret over at han lød til at kende hendes far..."William Chore...?" Sagde hun forsigtigt og lagde forsigtigt en lok hår om bag hendes øre. Hun betragtede den høje skikkelse som nu kunne ses. Han var uhyggelig - hvilket kun kunne faccinere hende. Hun havde aldrig hørt om noget fra hendes far omkring hans venner, hans job eller hans familie. Hvis hun nogensinde spurgte ville han bare smile til hende - som en mand smiler til sin hund, der netop har lært et nyt trick - Og sagde, at hun ikke behøvede at vide det. Men eftersom Reh var en god gætter, vidste hun, at hendes far havde dræbt nogen. I hvert fald den kvinde i kælderen...
Hun gøs let. Hvis manden foran hende kendte noget til hendes far, kendte han muligvis en del af hemmelighederne. Og kunne måske svare på, hvorfor hun bar sit handikap af 'det onde'. Hendes frygt forvandledes snart til håb - et meget forsigtigt håb,- For manden virkede både domminerende og truende.
Men han var nøglen til den fortid hun ikke kendte sandheden på...
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 27, 2009 14:59:45 GMT -5
Khaine smilte skummelt, og begyndte roligt og nærmest elegant at bevæge rundt omkring vandet. Han kom selv fra en slægt som nedstammede fra Nathaniel, Ildens Ærkeengel. hans mor dødede under hans fødsel, og hans far blev slået ihjel da han var ung. Resten af slægten er død, og Nathaniel er forsvundet for mange tusind år siden. Selv tror Khaine han stadig lever. "jeg kendte ham ikke ved fornavn, men det er længe siden" sagde han roligt og fæstnede stadig sit isblå blik på hende. han stoppede op ved enden af stammen hvorpå hun sad og betragtede hende. "jeg vidste ikke han havde fået sig en datter inden han forsvandt" sagde han igen og smilte stadig med sit skumle smil. han lagde sine arme om bag ryggen. og tænkte at han nok skulle lade være med at være uhøflig og fortælle hvorfra han kendte hendes far, hun måtte være ivrig. "Din far var min ven, og jeg elskede ham på min egen facon" sagde han først og så sig omkring.
|
|
|
|
Post by Reh on Apr 27, 2009 15:11:10 GMT -5
Hun var ved at måbe, men tog sig i det, og slog rødmene blikket ned på sine hænder, der vred sig oppe på bogen. "Jeg vidste ikke at der var nogen der kendte min far... " Hun slog blikket op og så direkte ind i de isblå øjne. De foruroligede hende meget, og hun kunne mærke noget i sin mave krympe sammen. Frygt? hun vidste det ikke.
"Og jeg ved heller ikke hvordan jeg er blevet til..." Hun kiggede lidt ned på træstammen. Han var lidt tæt på. Det gjorde hende urolig. "Men han kaldte mig tit et resultat... " Hun lagde hovedet let på skrå og prøvede at smile "Men jeg ved bare ikke hvordan jeg er et resultat. Men det finder jeg nok aldrig ud af" Hun grinede nervøst, men det døde dog meget hurtigt. Hun vidste ikke hvem denne mand var. Han havde end ikke nævnt sit navn, og han havde nok ikke tænkt sig at gøre det. Alt i alt virkede denne snak rettere usikker. Han var dødsengel ligesom hende. Hun var tryg blandt sin race, selvom noget helt inde i hende skreg efter at komme væk. Hun strakte lige så stille de små, fine sorte vinger. De var alt for fine til at være en dødsengels, men dog var de sorte som hans.
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 27, 2009 15:34:41 GMT -5
Khaine kunne nærmest fornemme hendes usikkerhed og utryghed. Han gik lidt bagud og lænede sig op af et abstrakt træ, men betragtede hende stadig. Rent udseendes-messigt var Khaine anderledes end de fleste andre. hans vinger var mere "drage-agtige" med læderhud, og horn. de var også store, med et vingefang på omkring 3 meter. "Deres far var unik, og hvis du mindsanten skulle være et resultat, vil du vide det inden for de næste par år" sagde han roligt og lagde sit hoved lidt på skrå. Det han huskede om Chore var at han var en kynisk person som elskede andres lidelser, og som elskede at eksperimentere med især mennesker. Khaine så sig omkring. "Deres far var en forfærdelig person, men De virke ikke sådan" sagde han blot, næsten konstaterende. For Khaine var det blot et spørgsmål om sekunder inden han næsten havde regnet en person ud. Hans dybe stemme rungede næsten igennem Mosen, og selv nogle fugle i det træ han stod lænet op af fløj væk.
|
|
|
|
Post by Reh on Apr 28, 2009 0:15:49 GMT -5
'resultatet' viste sig allerede. Og hun hadede 'det onde' som hun muligvis havde arvet fra sin far. Hvad der var om hendes mor, havde hun ingen idé om. Hun ville gerne havde noget at vide om kvinden der gav hedne liv, men denne mand lød som om.. tjae... Som om at hendes far og han havde et mere eller mindre tavst forhold. Men Mr. Chore havde altid behandlet hende som et dygtigt og lydigt dyr. Han var simpelthen ikke god med kærlighedens føleser - De føleser, Reh i den grad havde tilegnet sig.
Hun hørte på mandens rungende stemme og smilede let for sig selv. Det var en stemme, der sikkert havde gennemgået en hel del år.
Reh var kun de 17 og havde ingen ideer om de forhænværende årtier... århundreder.. Tusinde. Det forekom hende uklart, og hun prøvede så vidt som muligt at leve i nuet.
Hun kiggede direkte på manden, da han beskrev hendes far som en kyniker. Det kunne meget vel være. Ja, det gav utrolig god mening, faktisk. Men at hun aldeles ikke var ond ...?
"Der tager de fejl.." prøvede hun at smile - noget, der så ret nedtrykt ud. "Nogle gange, er jeg vel 3 gange så kynisk som min far.."
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 28, 2009 8:35:22 GMT -5
Khaine begyndte roligt at bevæge sig rundt om vandet igen, imens han lyttede til hvad hun sagde. Et skummelt smil bredte sig på hans læber da hun kom med hendes sidste kommentar. Khaine var ikke typen der nedgjorde andre folk. Han var selvfølgelig ikke klar over hendes psykiske tilstand... men dog vidste han en del om galskab og havde selv erfaret det på sin lange rejse igennem hans liv. Han brød sig ikke om når folk gjorde sig kloge på noget de i bund og grund ikke vidste noget om. Han stoppede op og betragtede hende med sit kolde blik. "så er det tvivlsomt om De overhoved kendte deres egen far? De vidste vel overhoved ikke hvad hans erinder var?" spurgte han bare stadig med det skumle smil på læben. Khaine var ikke kynisk, men prøvede så vidt som muligt at være høflig. men han elskede døden mere end noget andet, og elskede følelsen af at tage en andens liv eller bestemme en andens skæbne.
|
|
|
|
Post by Reh on Apr 28, 2009 9:45:43 GMT -5
Det var først nu hun uden frygt, uden andet en en klar stemme, som fjernede al hendes hæse undertone i stemmen, som fik hendes stemme til at lyde melodisk - nærmest forførende. Dog var det alvorens ord hun talte med, ikke en indsmigring eller flirtende. Hun talte, mens hun så direkte på manden foran hende. "Jeg ved intet om min far. Udover at han behandlede mig som et lydigt kæledyr, og at han dræbte folk.. Englekvinden nede i kælderen, eksempelvis..." Hun sukkede og så ned i sin bog igen. Det havde taget hende et helt år, med flere og flere sindsskift at komme sig over at se et lig,- et maltrakteret et endda. Men hun havde på fornemmelsen at hendes 'onde' elskede at genkalde det forfærdelige minde. Måske var det derfor hun endnu ikke kunne give slip på denne gamle erindring..
Hun prøvede at smile, men hendes triste mine ødelagde det lidt. "Men jeg vil ikke konkurerre med min far.. Du ved mere om han end jeg, men jeg vidste at han gjorde onde ting. Det gør jeg nogle gange... Tror jeg.." Den sidste bemærkning fik hende til, endnu en gang, at se ned på bogen. Hun vidste jo intet om hvad hun gjorde når 'det onde' tog over.
|
|
|
|
Post by ghoul on May 3, 2009 13:39:28 GMT -5
Khaine betragtede hende blot og kiggede imod jorden da han syntes at have fået øje på noget i øjenkrogen. han satte sig på hug og undersøgte det nærmere. Han lyttede intenst til hendes stemme imens han kiggede på det underlige fodspor der var i det ret så våde og bløde jord under hans fødder. han rettede sit lik imod hende og hans skumle smil forsvandt. "du tror du gør onde ting?" spurgte han en smule undrende og hævede sit ene øjenbryn. Det var et fodspor fra en hov eller et form for større væsen. Han mistænkte det for at være en Dæmon der åbenbart også holdte til i disse egne. han betragtede blot fodsporet. "Det undrer mig hvorfor De åbenbart ikke er i stand til at erindre Deres onde gerninger" sagde han blot uden at kigge på hende. han rejste sig op og rettede sine isblå øjne i hendes retning og fangede hendes blik. For Khaine var det netop omvendt. hvis han nogensinde skulle have gjort en god gerning, så kunne han i hvert fald ikke huske det. Men alle hans onde gerninger og utallige drab kom frem når han drømte, og havde plaget ham i hundredevis af år. en forbandelse han havde lært at leve med.
|
|
|
|
Post by Reh on May 3, 2009 15:33:16 GMT -5
Hun kiggede lidt ned på ham, mens han satte sig på hug. Hun ville ikke rigtig berøre emnet om hendes svaghed i front af en hun ikke kendte. Hun havde ikke set fodsporende og kunne derfor ikke afgøre hvad det var Khaine gjorde nede på jorden. Han studerede et eller andet. Det var blot lige hvad?...
"Undskyld sir- Men må jeg ikke spørge om hvad du hedder...?"
Hun bed sig lidt i læben. Muligvis ville han ikke svare hende. Men hun følte sig mest tryg ved at se og kende personen hun snakkede med, i hvert fald som Reh. Ikke den anden personlighed - 'det onde' var ærlig talt ligeglad med alt og alle når blot hendes syge smag for sjov kunne blive spillet ud.
Hun kiggede ned på ham, og rejste sig forsigtigt fra træstammen, tog ordentlig fat i sin fars poesibog, og hoppede ned på vandet - eller rettere, svævede således over vandet med sine halvsmå sorte vinger, at hendes tåspider knap og nap rørte vandoverfladen. Hun svævede over til hvor han nogenlunde stod, indtil hun kunne få øje på, hvad det var han studerede.
Et fodspor.
Så stoppede hun lige ved breden, og rørte sig ikke længere. Hun gik i hvert fald ikke tættere på ham - I frygt for at overskride den grænse, alle skabninger for det meste havde. I stedet kiggede hun lige så stille ned på fodsporet "Dæmons?" Spurgte hun ikke særlig interesseret - blot konstanterende.
|
|
|
|
Post by ghoul on May 9, 2009 2:38:17 GMT -5
Khaine kiggede hverken på hende eller vendte sig imod hende som hun talte. han fik bare øje på nogle andre fodspor og rejste sig derefter op. Den demon skulle nok få sin lærestreg. "Khaine" sagde han blot, ikke særlig motiveret til at svare på hendes spørgsmål. han vendte sig så imod hende og betragtede hende som hun svævede hen imod breden. han så sig omkring, og var ved at væmmes over alle de yndefulde ting hun nu ellers havde gang i. han var født med en elegant kropsbyning og lette og elegante bevægelser. men han hadede når ens evner blev brugt til sådanne ting.
|
|
