Søvnløshed...

[Pen]

Pen havde gået ind til byen endnu en gang, han havde lige været ude ved kirkegården som han plejede og var nu smuttet ind til markedet for at se om der var noget han kunne stjæle. Normalt så stjal han ikke for skoven plejede at give ham hvad han behøvede, men for tiden havde han haft svært ved at fange noget, om det var fordi at han var uheldig eller selve det at han havde haft problemer med at sove, var ikke til at sige. Der var ikke nogen at se i miles omkreds, hele byen sov, og den eneste som så ham gå rundt ved markedet var månen og stjernerne. Natten var det eneste tidspunkt i døgnet at han følte sig bare nogenlunde sikker, om natten fandtes der ikke nogen skygger, for de var alle gemt under et tæppe af mørke, og sammen med dem lå hans dæmoner, spøgelserne fra hans drømme og sov. De samme spøgelser som ville forfølge ham og jage ham om dagen hvor han sov, de samme spøgelser som mindede ham om hans ugerninger og de døde han havde været skyld i. Men nu var der ingen spøgelser, ikke nu, for om natten var han sikker, om natten kunne han være fri. Og da der ikke var nogen i nærheden havde han heller ikke taget form af skyggerne som han plejede at gøre. Nej natten var hans domæne, natten var hans dag og dagen var hans nat, det var her han følte sig hjemme, det var her han var fri...

[Reh]

... Hvilket Reh også var. Natten slørede hendes sindsyge handlinger, hendes onde. Den del hun ikke ville være. Måske var hun gået ud af frygt for at hendes anfald ville begynde. De kom altid uden forberelse, og så skulle hun leve i konstant frygt for sig selv. Hun bed sig i læben og så ned, mens hun prøvede at nynne den sang hendes far havde lært hende. Den ville få hendes tanker væk fra hendes irritable mangel på selbeherskelse, mangel på ensidig personlighed. Men hun kunne ikke huske sangen, og lidt efter lidt opgav hun, sukkende. Som dødsengel havde hun et udemærket syn i natten, og derfor prøvede hun at se sig godt omkring for at tænke på noget andet. Hun så det straks. En bevægelse. Vagtsomt så hun op, allerede glemt alt om sit 'onde', nu frygtende for det eller den der bevægede sig.
Hun hoppede ned fra den forhøjning hun sad på - En slags manege for optrædende sigøjnere. Da hun landede på jorden, gav det en mindre krusende lyd fra jordens sten. Hun skar tænder. Hun havde netop givet sig til kende, på en måde. Hun kiggede stift over mod det sted hvor der var noget der havde bevæget sig. Nu var der ikke noget. Hun kunne ikke se nogen eller noget mere. Hun kunne mærke frygten langsomt glide ud fra hendes mave, og spænde hver enkel del af kroppen, mærke hvordan hun begyndte at ryste. Hun hadede frygt. Hun havde levet med den hele livet, og var tydeligvis ikke sluppet af med den endnu...

[Pen]

Lyden af en stemme gled langsomt over mod ham, og fik straks hans hjerte til at pumpe hurtigere. Frygten blev pumpet rundt sammen med hans blod og som den nåede rundt i hans krop gik det op for ham at han ikke var alene. Den krusende lyd af sten et godt stykke fra ham fik ham til at fare sammen og næsten to sekunder efter var hans væk. Som en forsinket refleks havde han ladet sig blende ind med skyggerne og var nu ikke til at se, hverken for månen stjernerne eller for vedkommende som havde plantet frygten i ham. Han kunne godt mærke at manglen på søvn gjorde ham langsommere og han følte en smule besvær ved ikke at lukke øjnene i og glemme sit dække, men det lykkedes ham dog alligevel. Han betragtede skikkelsen et godt stykke fra ham, hans øjne så utroligt godt i mørket eftersom han var et nattens væsen, dog alligevel var det som om at hans frygt slørrede hans syn og skikkelsen i mørket var intet andet end en skikkelse... Han mærkede sin nysgerrighed begynde at blande sig med sin frygt, og den underlige blanding som han gang på gang havde følt var på samme tid ved at drive ham hend mod skikkelsen men også væk fra den. Hans ben begyndte at gå over mod hende, men hans hjerne sagde nej, dog var der ikke noget at gøre han måtte finde ud af hvad skikkelsen lavede her, også selvom det betød at han måske ville komme i fare. Han holdte en hvis afstand fra hende velvidende om at hun ikke ville kunne se ham alligevel, men dog alligevel holdt væk med sin frygt.

[Reh]

Hun rystede stadigt. Men nu var alt stille. Hun havde tit hørt om tilfælde, hvor en stille skikkelse dræbte den uforsigtige. Hun følte sig som den uforsigtige. Hun følte sig som lammet, der skulle blive slagtet. Fandens frygt. Hvis nogle var der, måtte hun bevise at hun var der. Hvis nogle var der, ville de uden tvivl blive skræmt hvis hun snakkede med dem. Ville tro at hun vidste hvor de var.
Hun så sig omkring. Op i luften, hen mod skyggerne og langs de nu lukkede boder. Hun bed sig igen i læben, indtil den var på bristepunktet til at bløde. Hun samlede mod til sig, samlede indtil hun fandt sin stemme, fandt den i et tonefald der ikke lød usikkert. "..Hvem er du?" Spurgte hun - men frygten knækkede det sidste ord over, så det lød som om hun frøs. Hun så sig omkring. Hvis der ikke var nogle der svarede, følte hun sig dum. At snakke med nattens klare måneskin. Smukt... Paranoid og skitzofreni. Hun var da ved at blive godt sindsyg...
Hun knyttede hænderne. Der var en hvislen for hendes ører. Så sød og blid. Den søde sang af ondskaben. Hun begyndte at snakke igen, hurtigt og utrolig skræmt, blot for at holde de onde væk. For at tænke på noget helt andet. "Jeg vil godt finde ud af hvem du er, her i natten.. Giv dig til kende. Jeg er Reh. Hvis du kan se mig, så svar..." Hendes stemme rystede nærmest. Ondskabens sang blev mere tåget, og hun åndede lettet op - faren var drevet over. Hun blev igen bevidst om, at der var nogen eller noget nær hende, og spændte igen alle musklerne. Hun havde lige i sin desperation røbet noget om sig. Hun følte sig dum, ydmyget og manipuleret. Af sig selv..

[Pen]

Det var som om at han frøs fast på stedet da hun snakkede til ham... Kunne hun have set ham? Nej, det var ikke muligt, var det? Det var ikke til at sige, men da han kom til bevidsthed igen var det som om at der var noget der gik op for ham. Han var ikke den eneste her som følte frygt, nej, han kendte frygtens ord, han kendte nervøsiteten, han kendte den kun alt for godt. Han overvejede kort hvad han skulle gøre, tydeligvis kunne han ikke bare lade sig træde frem fra skyggerne. Nej, det ville ikke være klogt, for ligemeget hvor meget hun frygtede ham, så frygtede han også hende, og det var mere end nok til at få ham til at holde sig skjult. Så i stedet stod han der bare, og så på hende, som var han frosset til stedet, det var først et par minutter efter at han samlede mod til at sige noget, men på det tidspunkt havde det følt som helt døgn. "Hvorfor?" Spurgte han blankt, næsten forbavset over at ordene kunne komme ud af munden på sig selv. Det var tydeligt i hans stemme at han også frygtede hende. "Hvorfor skulle jeg give mig til kende? Hvorfor skulle jeg sige hvem jeg er? Hvad grund skulle jeg have for at gøre det?" Fortsatte han med samme stemme, "hvad forskel gør det? Om du kender mit navn eller ej? Hvad forskel gør det om du ved hvordan jeg ser ud eller ej? Du er alligevel sikkert blot som de andre, hvorfor skulle du være anderledes?" Hans stemme havde groet i styrke som han snakkede og indeholdte en hvis kulde som var svær at begrunde, dog ligemeget hvor meget den steg i styrke og ligemeget hvor kold den blev, så skjulte den ikke den frygt som stadig sad i den.

[Reh]

Hun hørte et svar og frøs helt ind til knoglerne, og rykkede uendelig langsomt hovedet mod det sted stemmen kom fra. Hvis han.. hun.. den.. kunne se hende, ville vedkommende sagtens kunne se den rædsel som der spillede over hendes øjne. Stemmen talte mere. Lød kold, hård og .. bange?
Det var ikke til at sige. Reh havde dårligt ved at se andres frygt frem for sin egen. Og lige nu, så var hendes frygt på bristepunktet. Hun ville skrige, men turde alligevel ikke- Så hun bed sig i tungen indtil hun mærkede den behagelige smag af tung, varm metal, som kun kunne stamme fra blod. Hun hev vejret ind, bed tænderne sammen, og kiggede hårdt og direkte på det punkt stemmen var kommet fra. Ind i nogle skygger hvor hun ikke kunne fokusere sit mål længere.
"F-fordi jeg har det bedre med at vide hvem der er her i mørket..." Sagde hun hæst og forbandede sin stemme for sin afslørende bivirkning. "Og jeg kan roligt sige at jeg ikke er som... normale.. levende skabninger..." Der lød hun ikke blot hæs og bange, men nærmere trist. Hun ønskede jo at være normal, men hun var et helt år blevet stemplet som psykopat, og hendes 'onde' gjorde det ikke ligefrem lettere for hende.

[Pen]

"Og jeg har bedre med at du ikke ved det..." Sagde han kort... Nu var han sikker, det var frygt, klar frygt, som sad i hendes stemme... "Desuden, at du ved hvem jeg er, gør det ikke på nogen måde mere trygt for mig..." Han begyndte stille at gå rundt om hende, som en haj om sit bytte, hans nysgerrighed var ved at tage over for hans frygt, om det var fordi han vidste at hun også frygtede ham eller om det bare var fordi at han var falden til ro, var ikke til at sige... Han stoppede op inde foran hende igen, dog med den samme afstand som før... "Nej... Jeg er ret sikker på at du er ligesom de andre, det er i allesammen..." Han trådte lidt væk fra hende... Hvad var det for en ynkelig skabning han havde stødt ind i? Han rystede stille på hovedet, blind for hvor ironisk hans tankegang var, selvom han nok inderst inde godt kunne indse at han var den ynkelige her... "Mit navn er Pen..." Sagde han stille og pludseligt "Hvis det da gør dig trykkere, så har jeg ingen planer om at gøre dig noget, hvis du da ikke har planer om at gøre mig noget?" Det havde næsten været en test, mere for at gøre sig selv sikker end at gøre hende sikker... Han havde dog stadigvæk ingen planer om at give sig til kende...

[Reh]

Hun så i starten ked ud af det, da han blot affejede hendes anmodning om hans navn. Og da han benægtede hendes.. unormalitet, blev hun næsten vred. Han anede intet om hende, så han kunne da ikke bare dømme hende...! Dog sagde hun intet, men trykkede sine lidt for små sorte vinger tæt omkring sig, så de var synlige for hans vedkommende. Nærmest som et slags skjold.
Pludselig var hans stemme et helt andet sted, og det gjorde hende skræmt. 'Var du ikke derovre før...' tænkte hun for sig selv, inden hun hørte hvad han sagde.
Pen. En skikkelse, der lød som et hankøn - Der ikke ville gøre hende noget, medmindre det var i selvforsvar.
Hun rystede på hovedet og bed sig i læben. At han ikke viste sig endnu gjorde hende stadig urolig. Men hun havde netop benægtet at gøre ham noget - hun kunne kun håbe på at hun ikke ville gøre det. Men hvis hun ikke gjorde ham noget, gjorde han ikke hende noget. Og Reh, hun troede altid på folk med frygt. Hun kendte den følese langt bedre end nogen anden. Og hun mente at forstå folk med den selv samme frygt. "Pen..." Samtykkede hun "Jeg vil ikke gøre dig noget.. Det er mit jeg ikke i stand til, og har heller ikke lyst til." Hun prøvede at smile, dog blev det nærmere en grimasse da hun stadigt var utrolig bange. Hun havde nøje formuleret sig. For hendes andet jeg... Det ville sikkert gøre ham noget.

[Pen]

Han gennemtænkede let sin situation, hun sagde at hun ikke ville gøre ham noget, at hendes jeg ikke ville, og hvad betød det egentligt? Det var ikke til at sige... Han trådte lidt væk fra hende og besluttede sig for at der måske ikke var noget at frygte... Han trådte lidt længere væk, holdte en afstand som han vidste at han kunne flygte fra, at han kunne nå at blende ind med skyggerne igen før hun kunne gøre ham noget... Langsomt formede en krop sig ud af skyggerne i starten virkede det blot som en tæt sort sky, men snart begyndte skyen at få farve, og blegnede hen, tilbage stod han. Han var en høj mand, mindst de 1,80 meter, og med kulsort hår som var næsten lige så mørkt som natten selv. Han var selv bleg som havde hans hud ikke set dagens lys i længere tid, og hans øjne var mørke grå, det var tydeligt at se i dem at han bar den samme frygt som hende... Han trådte et ekstra skridt tilbage, som en ekstra sikkerhed, "Tilfreds? Nu kan du se mig, og fortæl mig så, hvad forskel gør det for dig?" Han fumlede lidt med en sølvfarvet genstand i hans hånd, mest af alt lignede det en halskæde men det var ikke til at sige. Det eneste som dog var klart var at det var et tydeligt tegn på nervøsitet, et tydeligt tegn på frygt...

[Reh]

Hun havde egentlig ikke regnet med at han ville vise sig. Så hun gøs - ikke af væmmelse, af at fryse eller noget andet - kun et gys af opnået nysgerrighed. Han var langt højere end hendes 1,60cm. Og hans hår var lige så sorte som hendes vinger og hår. Det gjorde hende på sin vis familiær med ham. Hvordan kunne hun dog ikke beskrive.
Han bad hende om et svar, og hun måtte lede efter et. Imens hun prøvede at binde knuden på tungen op, så hun på hans hånd. - En halskæde? - Smuk var den i hvert fald. Hun elskede sølv. Det var en ren, enkelt farve, eller et metal, rettere. Den var enkel, ligetil og skar skarpt igennem. Måske sagde det noget om ham.
Hun så på ham og ind i hans øjne, og prøvede lige så forsigtigt at smile. varsomt var det dog, for stadigt var hun bange. Bange for det ukendte.
"Jeg er meget tilfreds.. Jeg kan se dig, som du kunne se mig. Det gør mig på sin vis tryg..." Sagde hun stille med sin bløde, let hæse stemme, og trak vingerne lidt væk fra kroppen igen.

[Pen]

Han fulgte kort hendes blik ned mod sin halskæde... Han havde ikke engang lagt mærke til at han havde holdt den i hånden... Han hev den straks væk og smed den ned i sin lomme, for så at vende sit blik mod hende igen... "Måske gør det dig tryg, men det gør mig utryg. Og det gør mig ikke mindre tryg at se at du er et mørkets væsen..." Sagde han og undersøgte hende lidt *... ligesom mig...* afsluttede en stemme for ham langt inde i hans baghoved, han ignorerede den... Ja han var selv et mørkets væsen, men han var anderledes fra de andre, var han ikke? Han rystede tanken ud af sit hoved, nej, han kunne ikke være ligesom de andre, han måtte ikke være ligesom dem... Han så kort op mod himlen, den var kulsort, små hvide prikker var strøgen over den som sandkorn på et stykke silke... Han begyndte langsomt at træde væk fra hende... En stemme langt inde bag i hans hoved, hans nysgerrigheds stemme, tiggede ham om at blive, tiggede ham om at finde ud af mere. Men en anden stemme, en stærkere stemme tiggede ham om at gå, om at løbe mens han kunne, for man kunne ikke stole på folk som hende her, man kunne ikke stole på nogen andre end en selv... "Hmmm... Jeg skal nok videre..." mumlede han kort og bevægede sig langsomt videre, det var som om at hvert skridt krævede kræfter han ikke havde, eller besad, for, for hvert skridt kæmpede han mod sig selv, og sin nysgerrighed, som stadigt tiggede mere og mere som han bevægede sig...

[Reh]

Hun kiggede let såret på ham. Fandt han virkelig hende så ubehagelig på grund af hendes vinger? Hvis vingernes forsvinden fjernede 'det onde' rev hun dem gerne af med sine bare hænder.
"Du.. tager fejl. noget i mig er muligvis mørkevæsen. men det er jeg aldeles ikke stolt af.." Hendes hæse, bløde stemme knækkede over, og hun så lidt ned på sine fødder. "Hvorfor går du.." Hviskede hun stille, mens hun stadigt kiggede på sine fødder - og havde slet ikke set på ham mens han var begyndt at bevæge sig.
Hun var jo ikke et monster - Vel? Muligvis noget af hende. Men det var noget hun hadede, den eneste tin Reh's sande personlighed hadede, og hvis det 'onde' ikke eksisterede burde hun da slet ikke ha disse sorte vinger. Hun måtte være en blandingsrace af en slags. Det var jo umuligt at et så ondt en skabning som en dødsengel var bange og frygtede døden og lidelse.

[Pen]

Han stoppede op, som var han blevet fanget i noget han ikke burde have gjort. "Øhm... Jae... øhh..." Sagde han forvirret og ledte desperrat efter en grund til at gå, men fandt ingen, eller i hvert fald ikke nogen grund han kunne fortælle hende... "Du ligner et mørkevæsen, du opfører dig som et mørkevæsen, hvad skulle få mig til at tro at du ikke var et?" Spurgte han i stedet, og rettede sit blik mod hende. Han kunne ikke lade være med at tænke at hun virkede trist... Men det kunne han ikke tænke på, mørkevæsener var forræderiske man kunne ikke stole på dem... Man kunne ikke stole på nogen, kun sig selv... "Hvorfor... Hvorfor bekymrer du dig om at jeg går eller ej? Du kender mig ikke, du ved ikke hvem jeg er, hvordan jeg er. Hvorfor vil du ikke have mig til at gå?" Spørgsmålet havde næsten skudt ud af ham uden egen fri vilje... Han så spørgende på hende, det virkede underligt at nogen skulle have lyst til at være i nærheden af ham, det virkede næsten unaturligt, uvirkeligt... Han gik et kort skridt over mod hende, og stoppede sig selv i det, var det nu også klogt? Han betragtede lidt hendes vinger, nej, intet godt kunne komme ud af væsener med den slags vinger, det var han mere end overbevist om. Hans hjerte begyndte at banke hurtigere som frygten blussede op igen. Men nu havde hans nysgerrighed taget fat og han var fanget, han kunne ikke gå, og han kunne ikke blive.

[Reh]

"Fordi," Sagde hun stille og kiggede Pen direkte i øjnene. Hendes øjne blinkede selvfølgelig af usikkerhed og trist - Men også beslutsomhed. "- at jeg bliver ked af det når folk går fra mig. Og fordi du måske ikke har det godt... Jeg plejer altid at flygte når jeg har det elendigt, i hvert fald.." Hun rødmede let fordi hun havde sagt lidt for meget og kiggede på sin fod igen. Hendes fødder var egentlig meget små, bemærkede hun. Hun kiggede til den ene, og derefter den anden siden. "Når folk går fra mig er det fordi de ikke kan lide mig. Nogle gange forstår jeg dem. Men du har igen grund til det endnu" Hun bed sig i læben. Sagde hun nu for meget? gjorde ham vred, måske...? Det håbede hun virkeligt ikke. Hun hadede gøre folk utilpas når hun var sig selv. Når hun var Reh... Den rigtige personlighed.
Den, hun ville være.

[Pen]

*"fordi du måske har det elendigt"* Hendes ord gav genlyd i hans hoved, som et ekko som ikke ville stoppe men som blot blev ved... "Jeg har haft det elendigt i langt tid nu..." Sagde han blot, og så tomt ud i luften. Han ville nødigt indrømme det, men det var sandheden, han havde ikke haft det godt i snart langt tid, han havde haft det bedre, men han havde ikke haft det godt... Det var som om at hans frygt havde holdt ham fra alt godt, og efterlod ham alene, med spøgelserne fra fortiden, dem som aldrig ville lade ham være alene... I et kort øjeblik følte han sig iagtaget, men rystede hurtigt fornemmelsen af sig, de kom ikke nu, de kom sjældent om natten, nej det var om dagen, hvor han sov at de jagede ham, for om dagen var der skygger, skygger de kunne gemme sig i, men om natten var der ingen, kun et uendeligt tæppe af mørke... Han lod sig kort dumpe ned på jorden, og lukkede øjnene, bag hans øjenlåg så han ansigterne fra de døde, blodet... Åh, blodet på hans egne hænder, og den forbandede stank af død sværmede op igennem hans næse, som de dødes øjne fortvivlet så på ham, deres øjne fyldte med frygt, med had... Han åbnede øjnene igen og de var væk... Han var så småt begyndt at få dybe render under øjnene... Han stirrede blot tomt på hende, som så han direkte igennem hende, "jeg har flere grunde til at forlade dig end du tror..." mumlede han kort og rettede sit blik mod sine hænder som han havde foldet ud foran sig...