Hævet over jorden, er der sikkert

[purple]

I udkanten af mosen, der hvor den sumpede jord mødte skovens træer, hvor sikkert blev til forsigtighed og hvor det var farligt ikke at tage sin skridt med dyb ro, der sad Nazil. Hun havde klatret op i et træ, der stod omringet af sumpet jord, og som fang faretruende ud over den. Hun næsten lå ned på en af de tykke grene, med det ene ben hængene ud over, så den næsten rørte græsset der voksede i totter i den sumpede jord, og med det andet ben sikkert placeret oppe på grenen, hvor den lå og flugtede med grenen. Hun havde fået sat sig godt til rette, havde i længere tid bare siddet og set ud på sumpen med hænderne foldet på sin mave, men havde nu lukket øjnene og sad derfor bare og nød duftene og lydende der befriede hende fra hendes hverdag, der i øjeblikket var en smugle forvirrende at leve i. Foden der hang ned fra grenen vippede roligt frem og tilbage og fik de mørkerøde skørter til at live op på ny. Ud over sit ikke helt så varme tøj, havde hun en grå uld kappe, der var gledet lidt ned så den kun skjulte hendes overkrop. Og den eneste grund til at den også dækkede hendes mave, var fordi hendes folede hænder holdt den plads.

[David]

David gik i udkanten af mosen i den sumpede jord. Han havde intet imod at få mosevandet på sig. Han ledte efter insipiration, han ledte efter et sted at tænke. Han ledte stadig til trods for hans lange liv. Han ledte vel altid. Ligeså alle væsner. Livet var en jagt efter lykke. Han elskede at være her, i sit retfulde element i blandt mudderet, hvor han kunne føle det, som var han Jesu selv. Det var dog intet at spøge med, om Jesus havde levet eller ej, så respekterede han historien, i en sådan grad at den udgjorde en stor del af hans tanker, og havde inspireret ham, og haft indflydelse på ham i en sådan grad, at det havde været livsdefinerende. Han satte sig plask, ned i mudderet, for at tage hele det smukke sceneri ind, dette kunne blive til noget smukt, på lærredet dehjemme.
Han ensede på ingen måde væsnet i træet over ham. Dette var ikke om andre folk, så han lukkede alt ude, alle de ting han ikke ville se, så han heller ikke.

[purple]

Lyden at fødder der for en kort stund sad fast i jorden, for der efter at løfte sig over den og sætte sig ned i det igen, fandt frem til Nazils øre. Lidt ligegyldigt åbnede hun det ene øje og skævede til en skikkelse der gik lidt fra hende. Hun lukkede øjet igen og rykkede lidt på sig for at komme til at ligge godt igen, indtil hun hørte at lyden forandrede sig. Den stoppede. Men ikke bare som i at personen stoppede op, der lød et større svup som var der noget større der landede i den fugtige jord. Hun lyttede intenst efter, men lyden fortsatte ikke, og langsomt begyndte hendes nysgerrighed at vokse inde i hende. Hun åbnede begge øjne, kiggede ud i luften, lyttede stadig efter, men fandt intet andet end en svag vejrtrækning. Hun kiggede der hvor hun før havde set en person, men personen var væk. Forvirret så hun i den anden retning, heller ingen. Mistænksomt satte hun sig op og så sig omkring, men der var ingen. Stadig kunne hun mærke at der var nogen. Til sidst så hun ned ad, hvor hun endelig fandt hvad hun havde ledt efter. En fyr sad i den fugtige jord under træet, han virkede langt væk og hun forstyrrede ham ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Hun betragtede ham nysgerrigt, ventende på at se hvad han lavede der henne.

[David]

David lukkede øjnene, og trak benene op under ham. Han fornemmede noget over ham, men regnede med, at det bare var vinden i trætoppene. Han trak vejret dybt og nød at være helt fuldstændig fri. Han var ligeglad med mudderet på ham selv, og hans tøj, det kunne vel komme af med vand, og han gik ikke op i småting som disse. For gud var alle mennesker lige, ligeså brude de være for hinanden, ligeså var de for ham. Han regnede derfor med at han også var det for andre. Mennesker som dæmoner, engle som varulve.

[purple]

Nysgerrigt så Nazil på fyren, der trak benene ind under sig selv og bare sad stille i den fugtige jord. Hun så sig lidt omkring, inden hun svingede det andet ben ud over grenen og så ned på fyren. Forsigtigt trak hun benene til sig, og rejste sig op på grenen, gik hen til træets stamme og videre over på en lidt højere gren, hvor hun satte sig og så ned på ham, nu fra en anden vinkel der gav hende et meget bedre udsyn af ham. I en tid forholdt hun sig tavst, så lod hun sog falde baglæns ud over grenen, og lod isne ben gribe hende igen, så hun hang med hovedet ned af. Spidserne af hendes lange hår ramte jorden, men hendes hoved var i sikker afstand til det høje græs. Det passede meget godt med at hendes hoved var i samme højde som hans, i hvert fald som han sad lige nu. Endnu sagde hun intet, men da hun gled rundt om grenen gav det en lidt sjov lyd fra sig, grundet stoffets gnidning mod træets bark.