Post by Reh on Apr 26, 2009 13:30:51 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Kun denne (:
Karakternavn:
Reh Rosalin Chore.
Køn:
Hunkøn
Alder:
17
Race:
Dødsengel (: Dog er hendes personlighed mere som hendes mor.
Job/Status:
Hun har evne for at skabe smykker og derefter sælge dem. Dog kan det kun lade sig gøre i den ene af hendes personligheder.
Baggrundshistorie:
Der var ikke mange, der ikke vidste at noget var, som det ikke skulle være i det gamle villahus for enden af byen. Der var altid tyst, beboerne kom aldrig ud, og naboerne menes, påstod at de hørte skrig. Pludselige skrig, hvorefter alt var tavst.
Det kunne muligvis være, fordi huset havde en blind vinkel ud til byporten, som folk ikke havde set. Dén vinkel, hvor der var et vindue så stort som en port. Et vindue som førte ud til en stor altagen. Det vindue, som både var ind - og udgang for Mr. Chore, en dødsengel hvis job gik ud på at snigmyrde diverse personer, som han fik besked på. Og når han kom ind ad dette gigantiske vindue, ind til sit såkaldte hus - sin rede - Gik han altid direkte ned i kælderen, der hvor hans elskede Darebell Rosalin var lænket af kærlighedens lænker. Hans lænker. Han nød at se på hende hver enkel dag, mærke hvordan begæret i ham fyldtes, når hun så på ham med sit hadefulde blik, indtil det blev for meget, og han fandt kødets lyster hos hende. Det var muligvis her hun skreg - Men det opfattede han ikke. For hun var hans elskede Darebell, hans elskede stykke legetøj og eksperiment.
Måske blev det for meget for Mr. Chore's elskede eksperiment. Måske skreg hun for meget netop dén nat. Måske var der for meget blod dén nat. Måske hadede hun ham især meget netop denne nat. Darebell hadede hendes nye afkom. Hans afkom. Eksperimentet var fuldført, og derfor havde hun skreget. Dét havde naboerne hørt, ja. Det var hun sikker på. Men ingen turde nærme sig spøgelseshuset, hvor den uhyggelige Mr. Chore skulle bo, selvom man aldrig så ham. Men selve Mr. Chore var lykkelig nu, denne nat. Hans eksperiment var lykkedes. Han holdte resultatet i sine blodige hænder - de hænder, der havde hjulpet Darebell af med sin byrde. Et blodigt lille barn med udfoldede, små - alt for små sorte vinger. Så var det altså muligt at blande racerne, tænkte han, og kiggede over på Darebell med en elskelig, eller noget lignende, mine. "Inden jeg lader dig dø, min elskede, hvad skal barnet så hedde? Som en sidste beskæftigelse. Dit ønske er min lov, min kære Darebell." Sagde han blødt, med sin ru og kolde stemme. Dog mente han det varmt - det gjorde han virkelig.
Den nøgne lænkede kvinde ved væggen fnysede, spyttede i jorden og væsede: "REH! Reh er navnet på den! Et misfoster er hun! R som rædselsfuld, E, som ene og H som hadet - Hadet af mig!"
Mr. Chore nikkede sagte og smilede saligt - hans hugtænder ødelagde alt ved smilet. "Dit ønske er min lov, min kære. Reh Rosalin - efter dig min Darebell." Han omsvøbte Reh i fint sort silke, lagde hende i en lille vugge nær sig, hvorefter han roligt gik over til Darebell, for at give sig selv en sidste og den mest intense nydelse af alle. Nydelsen at ende et liv.
Reh var elsket af sin far. Han var bekymret for hende, og nogle gange ikke af den grund, som en far skulle være for sin datter. Han var bekymret fordi hun teede sig som en ægte engel. Hun var uskyldigheden selv, og det brød han sig ikke om - Dog gjorde han intet for at gøre hende ond, da han selv villese med sine egen øjne hvordan hun karakteristisk skulle udvikle sin personlighed. Stadigt var alt tyst ved huset, men naboerne klagede ikke mere i stilhed. Nu lød ingen skrig, så alt var godt.
Det forblev dog ikke sådan. Jo ældre Reh bliv, fik hun flere anfald hvor hun smed med ting, skreg, ødelagde og prøvede på alle måder at skade sin far. Dette brød hendes far sig om. Når anfaldene skred til, gjorde han intet for at stoppe dem. Reh, 11 år, som intet anede endnu om sine delpersoner, da Mr. Chore altid benægtede at hun gjorde noget dårligt, fik derfor ofte disse anfald som kunne vare op til flere dage. Når disse var overstået, var hun ked af det og græd tit. Dette kunne Mr. Chore ikke lide. Han skældte hende ud for at græde, og det gjorde hende svag.
Som 15 årig fandt Reh for første gang ud af sit onde jeg, og det skræmte livet af hende. Hun var bange for sin far, for hans ondskab hun vidste han rummede, og den såkaldte kærlighed - rettere beundring, han viste for hendes udvikling. Hun fandt blot ud af sin ondskab da hun havde et kort andfald mens Mr. Chore var på arbejde. Hun blev skræmt af hvad hun havde gjort, og var løbet ned i kælderen. Men her var hun kun ramt af en rædsel, hun endnu ikke hidtil havde kendt til. Der stank af råddenskab, og i et fint glasbur lå en kvinde sagligt - med adskildelige dræbende snitsår udover hele kroppen. Dog var kroppen snart rådnet væk, og huden lå mat og groteskt udover brækkede knogler. Reh skreg så højt, at naboerne kunne høre det. Hun skreg i lang tid, så naboerne blev bange. Hun skreg, indtil en eller anden rev hende væk, og skreg stadig, da hun landede i et enerum i en lukket celle. Hun så aldrig sin far, sin mor, sit hus eller sin fortid igen.
Som 16 årig havde hun haft et så katastrofalt andfald af 'det onde' at hun var brudt ud af sygehuset for de svage. En lukket afdeling for mildt sagt sindsyge. Da hun var sig selv igen, var hun først ked af det. Derefter lykkelig. Hun var væk, takket være sit 'onde'. Dette var første gang hun takkede sin anden personlighed. Herefter forsvandt hun, rejste omkring til forskellige byer. Og endeligt nu har hun fastsat sig, i håb om at tilpasse sig og få et normalt liv.
Personlighed:
Reh har en meget svækket og umoralsk personlighed i forhold til så mange andre. Hun har, bogstavelig talt, to sider af sig selv. En ond og en god. Dette er kommet, da Reh's far var dødsengel mens hendes mor var en ægte engel. Og da disse to personligheder ville have så utrolig svært ved at sammesmelte, valgte de at dele sig i én krop. Derfor kan man sagtens kalde Reh skitzofren uden at man kunne benægte det. Hendes to personligheder skiftes som sådan, selvom den gode for det meste har "styringen" - Dog hænder det at den onde tager over. Den onde personlighed er fuldstændig ligeglad med andre, Reh's krop, krigen.. Alt. Det eneste dén vil forsage er smerte på andre såvel som Rehs egen krop. Når den gode personlighed, som er en usikker teenage-pige som frygter det onde, kommer tilbage, ved den ikke hvad den onde personlighed har gjort - dog ved den gode, at den onde har været der.
Reh's gode personlighed, som nok er "hende selv" frygter den onde personlighed. Dette gør Reh meget skrøbelig i visse omfang da hun altid vil frygte sig selv og sine onde gerninger.
Udseende:
Reh har et eksotisk 'japansk' udseende med let skæve øjne, sort langt hår og meget lav højde. Hun har derimod en hud så hvid som sne, og er temmelig skrøbelig - i hvert fald i udseendet. For hun er stærkere end man umiddelbart tror - En del af den dødsengel hun har arvet fra sin far. Derudover har hun sorte vinger - dog for små til at være dødsenglens ekstreme vingefang. Hun bærer en simpel kjole, der er hvid for oven med udsnoring, hvorefter der forneden vil komme et sort skørt. Derudover har hun også et sort broderet sjal med ærmer omkring sig, samt et sort smykke, som hun har arvet fra sin far.
Kun denne (:
Karakternavn:
Reh Rosalin Chore.
Køn:
Hunkøn
Alder:
17
Race:
Dødsengel (: Dog er hendes personlighed mere som hendes mor.
Job/Status:
Hun har evne for at skabe smykker og derefter sælge dem. Dog kan det kun lade sig gøre i den ene af hendes personligheder.
Baggrundshistorie:
Der var ikke mange, der ikke vidste at noget var, som det ikke skulle være i det gamle villahus for enden af byen. Der var altid tyst, beboerne kom aldrig ud, og naboerne menes, påstod at de hørte skrig. Pludselige skrig, hvorefter alt var tavst.
Det kunne muligvis være, fordi huset havde en blind vinkel ud til byporten, som folk ikke havde set. Dén vinkel, hvor der var et vindue så stort som en port. Et vindue som førte ud til en stor altagen. Det vindue, som både var ind - og udgang for Mr. Chore, en dødsengel hvis job gik ud på at snigmyrde diverse personer, som han fik besked på. Og når han kom ind ad dette gigantiske vindue, ind til sit såkaldte hus - sin rede - Gik han altid direkte ned i kælderen, der hvor hans elskede Darebell Rosalin var lænket af kærlighedens lænker. Hans lænker. Han nød at se på hende hver enkel dag, mærke hvordan begæret i ham fyldtes, når hun så på ham med sit hadefulde blik, indtil det blev for meget, og han fandt kødets lyster hos hende. Det var muligvis her hun skreg - Men det opfattede han ikke. For hun var hans elskede Darebell, hans elskede stykke legetøj og eksperiment.
Måske blev det for meget for Mr. Chore's elskede eksperiment. Måske skreg hun for meget netop dén nat. Måske var der for meget blod dén nat. Måske hadede hun ham især meget netop denne nat. Darebell hadede hendes nye afkom. Hans afkom. Eksperimentet var fuldført, og derfor havde hun skreget. Dét havde naboerne hørt, ja. Det var hun sikker på. Men ingen turde nærme sig spøgelseshuset, hvor den uhyggelige Mr. Chore skulle bo, selvom man aldrig så ham. Men selve Mr. Chore var lykkelig nu, denne nat. Hans eksperiment var lykkedes. Han holdte resultatet i sine blodige hænder - de hænder, der havde hjulpet Darebell af med sin byrde. Et blodigt lille barn med udfoldede, små - alt for små sorte vinger. Så var det altså muligt at blande racerne, tænkte han, og kiggede over på Darebell med en elskelig, eller noget lignende, mine. "Inden jeg lader dig dø, min elskede, hvad skal barnet så hedde? Som en sidste beskæftigelse. Dit ønske er min lov, min kære Darebell." Sagde han blødt, med sin ru og kolde stemme. Dog mente han det varmt - det gjorde han virkelig.
Den nøgne lænkede kvinde ved væggen fnysede, spyttede i jorden og væsede: "REH! Reh er navnet på den! Et misfoster er hun! R som rædselsfuld, E, som ene og H som hadet - Hadet af mig!"
Mr. Chore nikkede sagte og smilede saligt - hans hugtænder ødelagde alt ved smilet. "Dit ønske er min lov, min kære. Reh Rosalin - efter dig min Darebell." Han omsvøbte Reh i fint sort silke, lagde hende i en lille vugge nær sig, hvorefter han roligt gik over til Darebell, for at give sig selv en sidste og den mest intense nydelse af alle. Nydelsen at ende et liv.
Reh var elsket af sin far. Han var bekymret for hende, og nogle gange ikke af den grund, som en far skulle være for sin datter. Han var bekymret fordi hun teede sig som en ægte engel. Hun var uskyldigheden selv, og det brød han sig ikke om - Dog gjorde han intet for at gøre hende ond, da han selv villese med sine egen øjne hvordan hun karakteristisk skulle udvikle sin personlighed. Stadigt var alt tyst ved huset, men naboerne klagede ikke mere i stilhed. Nu lød ingen skrig, så alt var godt.
Det forblev dog ikke sådan. Jo ældre Reh bliv, fik hun flere anfald hvor hun smed med ting, skreg, ødelagde og prøvede på alle måder at skade sin far. Dette brød hendes far sig om. Når anfaldene skred til, gjorde han intet for at stoppe dem. Reh, 11 år, som intet anede endnu om sine delpersoner, da Mr. Chore altid benægtede at hun gjorde noget dårligt, fik derfor ofte disse anfald som kunne vare op til flere dage. Når disse var overstået, var hun ked af det og græd tit. Dette kunne Mr. Chore ikke lide. Han skældte hende ud for at græde, og det gjorde hende svag.
Som 15 årig fandt Reh for første gang ud af sit onde jeg, og det skræmte livet af hende. Hun var bange for sin far, for hans ondskab hun vidste han rummede, og den såkaldte kærlighed - rettere beundring, han viste for hendes udvikling. Hun fandt blot ud af sin ondskab da hun havde et kort andfald mens Mr. Chore var på arbejde. Hun blev skræmt af hvad hun havde gjort, og var løbet ned i kælderen. Men her var hun kun ramt af en rædsel, hun endnu ikke hidtil havde kendt til. Der stank af råddenskab, og i et fint glasbur lå en kvinde sagligt - med adskildelige dræbende snitsår udover hele kroppen. Dog var kroppen snart rådnet væk, og huden lå mat og groteskt udover brækkede knogler. Reh skreg så højt, at naboerne kunne høre det. Hun skreg i lang tid, så naboerne blev bange. Hun skreg, indtil en eller anden rev hende væk, og skreg stadig, da hun landede i et enerum i en lukket celle. Hun så aldrig sin far, sin mor, sit hus eller sin fortid igen.
Som 16 årig havde hun haft et så katastrofalt andfald af 'det onde' at hun var brudt ud af sygehuset for de svage. En lukket afdeling for mildt sagt sindsyge. Da hun var sig selv igen, var hun først ked af det. Derefter lykkelig. Hun var væk, takket være sit 'onde'. Dette var første gang hun takkede sin anden personlighed. Herefter forsvandt hun, rejste omkring til forskellige byer. Og endeligt nu har hun fastsat sig, i håb om at tilpasse sig og få et normalt liv.
Personlighed:
Reh har en meget svækket og umoralsk personlighed i forhold til så mange andre. Hun har, bogstavelig talt, to sider af sig selv. En ond og en god. Dette er kommet, da Reh's far var dødsengel mens hendes mor var en ægte engel. Og da disse to personligheder ville have så utrolig svært ved at sammesmelte, valgte de at dele sig i én krop. Derfor kan man sagtens kalde Reh skitzofren uden at man kunne benægte det. Hendes to personligheder skiftes som sådan, selvom den gode for det meste har "styringen" - Dog hænder det at den onde tager over. Den onde personlighed er fuldstændig ligeglad med andre, Reh's krop, krigen.. Alt. Det eneste dén vil forsage er smerte på andre såvel som Rehs egen krop. Når den gode personlighed, som er en usikker teenage-pige som frygter det onde, kommer tilbage, ved den ikke hvad den onde personlighed har gjort - dog ved den gode, at den onde har været der.
Reh's gode personlighed, som nok er "hende selv" frygter den onde personlighed. Dette gør Reh meget skrøbelig i visse omfang da hun altid vil frygte sig selv og sine onde gerninger.
Udseende:
Reh har et eksotisk 'japansk' udseende med let skæve øjne, sort langt hår og meget lav højde. Hun har derimod en hud så hvid som sne, og er temmelig skrøbelig - i hvert fald i udseendet. For hun er stærkere end man umiddelbart tror - En del af den dødsengel hun har arvet fra sin far. Derudover har hun sorte vinger - dog for små til at være dødsenglens ekstreme vingefang. Hun bærer en simpel kjole, der er hvid for oven med udsnoring, hvorefter der forneden vil komme et sort skørt. Derudover har hun også et sort broderet sjal med ærmer omkring sig, samt et sort smykke, som hun har arvet fra sin far.
Godkendt med 11 point. 