Post by purple2 on Apr 24, 2009 11:46:08 GMT -5
Antal bruger-profiler: [/u]
2 bruger-profiler:
1. Nazil Redl-Shaak
2. denne
Karakternavn: [/u]
Kich Cornwallis
Køn: [/u]
Hunkøn
Alder: [/u]
38 år
Race: [/u]
Menneske
Job/Status: [/u]
Gift med Rowan Cornwallis og medejer af hans forretninger. Han gør ikke noget før han har spurgt hende, selv om det dog er ham der har det sidste ord. Men hendes status på være fru nomade.
Baggrundshistorie: [/u]
Sommeren var varm det år, og foråret havde vel nok også været varmere end normalt. Solen skinnede ind af de høje vinduer, der beskyttede herregårdens mange rum mod naturens utæmmelige vejr. Denne dag var vinduerne dog åbne, og tillod den varme sommerbrise at komme ind i huset og skabe en sommerlig stemning i rummene. I ét bestemt rum nåede denne sommerbrise ikke frem. Det var soveværelset, hvor herremandens unge kone lå i sengen og skulle til at føde. Hun havde været i smerter længe, og lægerne var begyndt at blive bekymrede for at noget ville gå galt. At barnet ville komme til at side i klemme, så de ville miste både kvinde og barn. Ude på gangen ventede herremanden utålmodigt og lyttende. Det havde han efter hånden gjort længe, og han havde hele tiden skiftet mellem at gå rundt og side ned. Han kunne bare ikke falde til ro, så længe hans elskede kone lå i smerter inde i deres seng. Om ham stod en rådgiver, der i starten havde prøvet at overtale ham til at vende tilbage til arbejdet, men nu havde opgivet og bare stod ventende, og håbede på at intet ville gå galt. På gangen stod der også tjeneste folk, alle nervøs for at fruen ikke ville overleve. Det var ikke normalt, syntes de, at der gik så lang tid. Inde i soveværelset var der flere tjenestekvinder og to læger. De to læger så på hinanden, begge klar over at nu var alt håb ude. Fødslen var gået i gang, det viste de, men barnet kom ikke ud. Den ene gik mod døren for at fortælle at de ikke regnede med at fruen ville over leve, og da tjeneste folkene på gangen så ham, og stadig kunne høre skrig fra værelset, vidste de alle at det nu var forbi. Nu ville der ikke længere være en frue i huset. Herren rejste sig op, først fuld af håb, men ved syntes af lægen forsvandt alt og han så mod døren, der var blevet lukket bag lægen. ”Det er ikke sandt.” Hans stemme fortalte om den sorg der gik igennem ham som han opgivende og ude af sig selv lod sig falde ned på stolen. Pludselig kom en tjenestekvinde ud af døren, så indgående på lægen uden at sige nået, hvor efter lægen undskyldte og skyndte sig ind i værelset. Herren sad stadig, uforstående for det tab han lige havde fået, til trods for at hans kone stadig var i live. Det var først da han hørte barnegråd at hans øjne blev åbne, og han så skræmt mod døre. *Havde hun overlevet? Havde lægerne taget fejl?* Håbet blomstrede op og lige glad med hvad lægerne havde sagt om at han skulel holde sig til gangen, gik han ind i værelset, hvor hans kone lå stille i sengen, badet i sved og med et lille smil på sine læber. Hendes øjne var fulde af tåre som hun så sin mand komme ind i rummet, og glædestårerne forsvandt ikke da hun fik lagt sin lille datter i sine arme, svøbt ind i et lille tæppe. Hendes mand satte sig på knæ ved siden af sengen, så på sin datter og sin kone, som han for en tid havde troet aldrig at skulle se igen, og da han hørte hendes stemme, kunne han ikke holde en tåre væk. ”Hun skal hedde Kich.”
Kich voksede nu op i trygge omgivelser hos sin mor og far, der på trods af deres kærlighed til hinanden ikke havde lykken med sig, til at få flere børn. Og selv om Kich ikke var en dreng, og hendes far derfor ikke havde en arving til sit sted, elskede han hende stadig og var lige glad med at hun ikke havde været en dreng. At hun var blevet født og at hans elskede kone havde overlevet var nok til at han ville elske hende resten af sit liv. Kich lærte at ride, at læse og skrive, at holde et stort sted som herregården hun boede på og i det hele taget at leve i den verden som hun var født ind i. hun blev allerede i 9 års alderen præsenteret for en dreng, som hendes forældre havde tænkt sig at hun skulle giftes med, og selv om Kich godt kunne lide ham, vidste de begge at hun aldrig ville gifte sig med ham, med mindre hun var nød til det. Derfor aftalte de med drengens forældre at de skulle giftes når Kich nåede 17 års alderen. Dette blev aftalt fordi drengen selv var noget yngre end Kich, og hans alder var den afgørende for hvornår det var passende for dem at blive gift. I mellem tiden mødte Kich dog en anden.
Det var en vinter dag som så mange andre. Kich var fyldt 16, og vidste godt at hun snart skulle giftes med den dreng, som hun i sin tidligere barndom havde leget med, ikke noget der gjorde hendes humør særlig godt. Hendes forældre var på familie besøg hos hendes kommende svigerfamilie, kun forældrene var blevet inviteret, så det gik højst sandsynligt ud på at planlægge brylluppet, og nu hvor hendes forældre var ude skulle hun jo passes af tjenestefolkene, hvilket var derfor en tjenestekvinde havde taget hende med til byen. Efter at have tilbragt omkring en halv time på markedpladsen med at se på madvare, begyndte hun at kede sig lidt for meget til at blive sammen med sin passer, og hun lod sig derfor forsvinde i mængden af mennesker, for at se på resten af markedet hvor der var mere spændende ting at se på. Ved en af boderne fik hun øje på et sølvbærer til at drikke af, de smukke indridsninger i det rene sølv drog hende, og hun var nød til at eje det. Lige glad med prisen købte hun bærret og gik smilende med det i sine hænder. En ung pige stødte ind i hende så Kich næsten mistede balancen og da hun havde genvundet den igen havde den unge pige taget hendes bærer, og jagten gik nu ind og ud mellem boderne, gennem byens gader og til sidst ind i en gyde, hvor hun brat stoppede op. Den unge pige afleverede bærret til en fyr lidt ældre end hende. Andre folk i gyden så stift på hende, nogen rettede sig op og så så afventende på fyren, der så ud til at være deres leder. Inden i var hun bange, og havde allerede bakket to skridt tilbage, men ude på stod hun fattet, som naglet til jorden. ”Det bærer er mit.” Hendes stemme var neutral, men bestemt, og som hun gjorde klar på sit bærer gik den ældre fyr hen mod hende. Hans blik fangede hende, der var noget i det der gjorde at hun blev mindre bange. Da han kom tæt på undskyldte han og gav hende hendes bærer tilbage. Hun takkede undrende og gik så tilbage til kvinden der skulle passe hende. Kvinden blev sur og turen til byen stoppede derfor brat.
Men Kick kunne ikke lade hver med at tænke på de øjne hun havde set i gyden, ansigtet der havde givet hende en undskyldning og hånden der havde givet hende hendes bærer tilbage. Hver gang hun så på sølv bærret kom hun til at tænke på ham, og nogle dage efter, da hun gik rundt ude i skoven og fordrev tiden, dukkede han op. Han havde fundet frem til hvem hun var og hvor hun boede, og nu dukkede han op. De faldt i snak, grinte og forelskelsen blussede op som den aldrig havde gjort det før. Efter noget tid fortalte hun om hendes forældre og deres planer og Rowan næsten opgav hende. Hun kunne mærke hvordan han var bedrøvet når de var sammen, og efter at have ligget nat efter nat uden at kunne sove, blot fordi hun forestillede sig et liv uden ham, kom hun på en mulighed. Hun ville hellere have ham end sine forældre. Det var jo trods alt ham der skulle gøre hende lykkelig, resten af hendes liv, ikke hendes forældre. Den dag foreslog hun det til Rowan og den samme nat stak de sammen, hun sagde farvel til alt det hun kendte for aldrig at se det igen.
Kich fik indblik i hvordan Rowan tjente sine penge, noget hun i starten fandt nødvendigt men skummelt, men som hun hurtigt fandt passende og som en god forretning. Der gik ikke lang tid før hun blev gravid og hendes lykke var stor. Med Rowan ved sin side, en velkørende forretning i gang var ideen om et barn kun perfekt. Men da barnet blev født og opdragelsen begyndte, var det umuligt ikke at overføre måden, hvorpå hende og Rowan opdragede på slaverne. Til deres førstefødte, og de hurtigt efterfølgende børn. Det var først efter tredje fødsel at det gik galt. Ved fødsel opstod der problemer og da barnet om sider blev født, var det blevet kvalt i naglestrengen. Hun græd. Sorgen var ødelæggende med Rowan trøstede hende, over bevidste hende om at de havde hinanden og deres tre børn, og sorgen forsvandt langsomt. Da dette skete anden gang var hun endnu mere ødelagt end første gang, det var hendes andet døde barn og hendes ældre børn og hendes mand forsøgte at trøste hende så godt de kunne. Dog tog det kortere tid denne gang end ved det første og hun kom hurtigt over hendes andet dødfødte barn. Men da hun blev gravid endnu engang var hun bange. Bange for at dette også ville dø. De to forrige var døde, og hun ville ikke føde endnu et. Hun holdt denne følelse skjult for sig selv og andre så længe hun kunne, men Rowan anede uråd og en aften, kort tid før fødslen, var hun nød til at fortælle ham det. Han trøstede hende, forsikrede hende om at det ikke ville ske en gang til, og ganske rigtigt. Da barnet kom ud skreg det som de andre børn der havde overlevet, og lykken vendte tilbage til familien, der fortsat udvidede sig. Deres husvogn blev til tre, og de fik både heste og høns. Der skulle jo være både mad og plads til familien, der efter tre dødfødte endte ud på syv børn, hende og Rowan og hvad de ellers ikke ejede af forskellige ting, der blev opbevaret i vognene. Forretningen går strygende og familien kan ikke klage over deres økonomiske situation. Alle børn arbejder og hjælper til med det de kan, det har både Kich og Rowan sørget for.
Personlighed: [/u]
Kich er en meget bestemt kvinde, der ikke finder sig i hvad som helst. Hun er hverken bange for at råbe af folk eller at slå fra sig, men gør det kun når hun finder det nødvendigt. Hun er meget bestemt og diktatorisk, især når det gælder hendes børn og dem som arbejder under hende og hendes mand. Hun er egentlig en meget elskende person, men kun overfor sin mand, selv hendes børn må nøjes med hendes meget bestemmende side. Hun pylre aldrig om sine børn, da hun mener at disse skal lære at klare sig selv og den verden som de lever i, og verden hverken tager hensyn eller pylre om folk. Hun er yderst mistroisk overfor nye folk hun møder, og respektere ingen bare fordi de selv mener at de bør få hendes respekt, hos hende er det en svært tilgængelig præmie, som kun få kan vinde hos hende, og man kan meget nemt tabe den igen. Men selv om hun er på denne måde, og hverken er blødsøden eller elskelig overfor sine børn, så har hun stadig en moders beskyttende gen, og ingen skal gøre hendes børn fortræd. At slå, udmærket, det må hendes børn selv tage sig af, at blive svindet til, fint, det må de selv lære at håndtere, men hvis nogen gør yderligere ved dem, så bliver hun beskyttende overfor sit eget kød og blod, men så også kun der.
Det er umuligt at få hende til at føle medlidenhed overfor en, hun har ikke medlidenhed overfor nogen, og mener at dem der føler at de har brug for den, mere har brug for at lære at klare sig selv.
Udseende: [/u]
Det første der møder en når man ser på Kich, er hendes milde udseende. Hendes ansigtstræk er fine og bløde i det og hendes øjne har en venlig udstråling ved første syn. Men ser man bedre efter vil man se at de fine træk i hendes ansigt er blevet ældet og mere skarpe og at hendes øjne har et bestemt, men også dominerende glimt i sig. Dette ses dog kun hvis man ønsker at se det, og det er ikke altid at folk ønsker det. Hendes hår er brunt, på kanten til det sorte, og strukturen er fin og glat, men ikke holdt og derfor lidt vildt at se på. Det er næsten altid sat i en eller anden form for frisure, der kun får hendes hår til at se mindre holdt ud. I hendes hår sider der næsten altid et spænde eller to, der prøver at holde det på plads, men det fine hår er svært at få til at side, specielt når hun ikke går op i det. Hendes tøj er typisk i mange lag hvor det yderste er lidt beskidt fordi hun skal holde hjemmet med børn og samtidigt til dels også hendes mands forretning. Det er ikke særlig farverigt, men det antyder heller ikke at hun er fattig og mange ville nok bare kalde det neutralt, til trods for at det er tydeligt at hun arbejder for føden. Hun bærer altid nogle skinstøvler på sine fødder, med undtagelse af de varme dage om sommeren, hvor det bliver for varmt.
2 bruger-profiler:
1. Nazil Redl-Shaak
2. denne
Karakternavn: [/u]
Kich Cornwallis
Køn: [/u]
Hunkøn
Alder: [/u]
38 år
Race: [/u]
Menneske
Job/Status: [/u]
Gift med Rowan Cornwallis og medejer af hans forretninger. Han gør ikke noget før han har spurgt hende, selv om det dog er ham der har det sidste ord. Men hendes status på være fru nomade.
Baggrundshistorie: [/u]
Sommeren var varm det år, og foråret havde vel nok også været varmere end normalt. Solen skinnede ind af de høje vinduer, der beskyttede herregårdens mange rum mod naturens utæmmelige vejr. Denne dag var vinduerne dog åbne, og tillod den varme sommerbrise at komme ind i huset og skabe en sommerlig stemning i rummene. I ét bestemt rum nåede denne sommerbrise ikke frem. Det var soveværelset, hvor herremandens unge kone lå i sengen og skulle til at føde. Hun havde været i smerter længe, og lægerne var begyndt at blive bekymrede for at noget ville gå galt. At barnet ville komme til at side i klemme, så de ville miste både kvinde og barn. Ude på gangen ventede herremanden utålmodigt og lyttende. Det havde han efter hånden gjort længe, og han havde hele tiden skiftet mellem at gå rundt og side ned. Han kunne bare ikke falde til ro, så længe hans elskede kone lå i smerter inde i deres seng. Om ham stod en rådgiver, der i starten havde prøvet at overtale ham til at vende tilbage til arbejdet, men nu havde opgivet og bare stod ventende, og håbede på at intet ville gå galt. På gangen stod der også tjeneste folk, alle nervøs for at fruen ikke ville overleve. Det var ikke normalt, syntes de, at der gik så lang tid. Inde i soveværelset var der flere tjenestekvinder og to læger. De to læger så på hinanden, begge klar over at nu var alt håb ude. Fødslen var gået i gang, det viste de, men barnet kom ikke ud. Den ene gik mod døren for at fortælle at de ikke regnede med at fruen ville over leve, og da tjeneste folkene på gangen så ham, og stadig kunne høre skrig fra værelset, vidste de alle at det nu var forbi. Nu ville der ikke længere være en frue i huset. Herren rejste sig op, først fuld af håb, men ved syntes af lægen forsvandt alt og han så mod døren, der var blevet lukket bag lægen. ”Det er ikke sandt.” Hans stemme fortalte om den sorg der gik igennem ham som han opgivende og ude af sig selv lod sig falde ned på stolen. Pludselig kom en tjenestekvinde ud af døren, så indgående på lægen uden at sige nået, hvor efter lægen undskyldte og skyndte sig ind i værelset. Herren sad stadig, uforstående for det tab han lige havde fået, til trods for at hans kone stadig var i live. Det var først da han hørte barnegråd at hans øjne blev åbne, og han så skræmt mod døre. *Havde hun overlevet? Havde lægerne taget fejl?* Håbet blomstrede op og lige glad med hvad lægerne havde sagt om at han skulel holde sig til gangen, gik han ind i værelset, hvor hans kone lå stille i sengen, badet i sved og med et lille smil på sine læber. Hendes øjne var fulde af tåre som hun så sin mand komme ind i rummet, og glædestårerne forsvandt ikke da hun fik lagt sin lille datter i sine arme, svøbt ind i et lille tæppe. Hendes mand satte sig på knæ ved siden af sengen, så på sin datter og sin kone, som han for en tid havde troet aldrig at skulle se igen, og da han hørte hendes stemme, kunne han ikke holde en tåre væk. ”Hun skal hedde Kich.”
Kich voksede nu op i trygge omgivelser hos sin mor og far, der på trods af deres kærlighed til hinanden ikke havde lykken med sig, til at få flere børn. Og selv om Kich ikke var en dreng, og hendes far derfor ikke havde en arving til sit sted, elskede han hende stadig og var lige glad med at hun ikke havde været en dreng. At hun var blevet født og at hans elskede kone havde overlevet var nok til at han ville elske hende resten af sit liv. Kich lærte at ride, at læse og skrive, at holde et stort sted som herregården hun boede på og i det hele taget at leve i den verden som hun var født ind i. hun blev allerede i 9 års alderen præsenteret for en dreng, som hendes forældre havde tænkt sig at hun skulle giftes med, og selv om Kich godt kunne lide ham, vidste de begge at hun aldrig ville gifte sig med ham, med mindre hun var nød til det. Derfor aftalte de med drengens forældre at de skulle giftes når Kich nåede 17 års alderen. Dette blev aftalt fordi drengen selv var noget yngre end Kich, og hans alder var den afgørende for hvornår det var passende for dem at blive gift. I mellem tiden mødte Kich dog en anden.
Det var en vinter dag som så mange andre. Kich var fyldt 16, og vidste godt at hun snart skulle giftes med den dreng, som hun i sin tidligere barndom havde leget med, ikke noget der gjorde hendes humør særlig godt. Hendes forældre var på familie besøg hos hendes kommende svigerfamilie, kun forældrene var blevet inviteret, så det gik højst sandsynligt ud på at planlægge brylluppet, og nu hvor hendes forældre var ude skulle hun jo passes af tjenestefolkene, hvilket var derfor en tjenestekvinde havde taget hende med til byen. Efter at have tilbragt omkring en halv time på markedpladsen med at se på madvare, begyndte hun at kede sig lidt for meget til at blive sammen med sin passer, og hun lod sig derfor forsvinde i mængden af mennesker, for at se på resten af markedet hvor der var mere spændende ting at se på. Ved en af boderne fik hun øje på et sølvbærer til at drikke af, de smukke indridsninger i det rene sølv drog hende, og hun var nød til at eje det. Lige glad med prisen købte hun bærret og gik smilende med det i sine hænder. En ung pige stødte ind i hende så Kich næsten mistede balancen og da hun havde genvundet den igen havde den unge pige taget hendes bærer, og jagten gik nu ind og ud mellem boderne, gennem byens gader og til sidst ind i en gyde, hvor hun brat stoppede op. Den unge pige afleverede bærret til en fyr lidt ældre end hende. Andre folk i gyden så stift på hende, nogen rettede sig op og så så afventende på fyren, der så ud til at være deres leder. Inden i var hun bange, og havde allerede bakket to skridt tilbage, men ude på stod hun fattet, som naglet til jorden. ”Det bærer er mit.” Hendes stemme var neutral, men bestemt, og som hun gjorde klar på sit bærer gik den ældre fyr hen mod hende. Hans blik fangede hende, der var noget i det der gjorde at hun blev mindre bange. Da han kom tæt på undskyldte han og gav hende hendes bærer tilbage. Hun takkede undrende og gik så tilbage til kvinden der skulle passe hende. Kvinden blev sur og turen til byen stoppede derfor brat.
Men Kick kunne ikke lade hver med at tænke på de øjne hun havde set i gyden, ansigtet der havde givet hende en undskyldning og hånden der havde givet hende hendes bærer tilbage. Hver gang hun så på sølv bærret kom hun til at tænke på ham, og nogle dage efter, da hun gik rundt ude i skoven og fordrev tiden, dukkede han op. Han havde fundet frem til hvem hun var og hvor hun boede, og nu dukkede han op. De faldt i snak, grinte og forelskelsen blussede op som den aldrig havde gjort det før. Efter noget tid fortalte hun om hendes forældre og deres planer og Rowan næsten opgav hende. Hun kunne mærke hvordan han var bedrøvet når de var sammen, og efter at have ligget nat efter nat uden at kunne sove, blot fordi hun forestillede sig et liv uden ham, kom hun på en mulighed. Hun ville hellere have ham end sine forældre. Det var jo trods alt ham der skulle gøre hende lykkelig, resten af hendes liv, ikke hendes forældre. Den dag foreslog hun det til Rowan og den samme nat stak de sammen, hun sagde farvel til alt det hun kendte for aldrig at se det igen.
Kich fik indblik i hvordan Rowan tjente sine penge, noget hun i starten fandt nødvendigt men skummelt, men som hun hurtigt fandt passende og som en god forretning. Der gik ikke lang tid før hun blev gravid og hendes lykke var stor. Med Rowan ved sin side, en velkørende forretning i gang var ideen om et barn kun perfekt. Men da barnet blev født og opdragelsen begyndte, var det umuligt ikke at overføre måden, hvorpå hende og Rowan opdragede på slaverne. Til deres førstefødte, og de hurtigt efterfølgende børn. Det var først efter tredje fødsel at det gik galt. Ved fødsel opstod der problemer og da barnet om sider blev født, var det blevet kvalt i naglestrengen. Hun græd. Sorgen var ødelæggende med Rowan trøstede hende, over bevidste hende om at de havde hinanden og deres tre børn, og sorgen forsvandt langsomt. Da dette skete anden gang var hun endnu mere ødelagt end første gang, det var hendes andet døde barn og hendes ældre børn og hendes mand forsøgte at trøste hende så godt de kunne. Dog tog det kortere tid denne gang end ved det første og hun kom hurtigt over hendes andet dødfødte barn. Men da hun blev gravid endnu engang var hun bange. Bange for at dette også ville dø. De to forrige var døde, og hun ville ikke føde endnu et. Hun holdt denne følelse skjult for sig selv og andre så længe hun kunne, men Rowan anede uråd og en aften, kort tid før fødslen, var hun nød til at fortælle ham det. Han trøstede hende, forsikrede hende om at det ikke ville ske en gang til, og ganske rigtigt. Da barnet kom ud skreg det som de andre børn der havde overlevet, og lykken vendte tilbage til familien, der fortsat udvidede sig. Deres husvogn blev til tre, og de fik både heste og høns. Der skulle jo være både mad og plads til familien, der efter tre dødfødte endte ud på syv børn, hende og Rowan og hvad de ellers ikke ejede af forskellige ting, der blev opbevaret i vognene. Forretningen går strygende og familien kan ikke klage over deres økonomiske situation. Alle børn arbejder og hjælper til med det de kan, det har både Kich og Rowan sørget for.
Personlighed: [/u]
Kich er en meget bestemt kvinde, der ikke finder sig i hvad som helst. Hun er hverken bange for at råbe af folk eller at slå fra sig, men gør det kun når hun finder det nødvendigt. Hun er meget bestemt og diktatorisk, især når det gælder hendes børn og dem som arbejder under hende og hendes mand. Hun er egentlig en meget elskende person, men kun overfor sin mand, selv hendes børn må nøjes med hendes meget bestemmende side. Hun pylre aldrig om sine børn, da hun mener at disse skal lære at klare sig selv og den verden som de lever i, og verden hverken tager hensyn eller pylre om folk. Hun er yderst mistroisk overfor nye folk hun møder, og respektere ingen bare fordi de selv mener at de bør få hendes respekt, hos hende er det en svært tilgængelig præmie, som kun få kan vinde hos hende, og man kan meget nemt tabe den igen. Men selv om hun er på denne måde, og hverken er blødsøden eller elskelig overfor sine børn, så har hun stadig en moders beskyttende gen, og ingen skal gøre hendes børn fortræd. At slå, udmærket, det må hendes børn selv tage sig af, at blive svindet til, fint, det må de selv lære at håndtere, men hvis nogen gør yderligere ved dem, så bliver hun beskyttende overfor sit eget kød og blod, men så også kun der.
Det er umuligt at få hende til at føle medlidenhed overfor en, hun har ikke medlidenhed overfor nogen, og mener at dem der føler at de har brug for den, mere har brug for at lære at klare sig selv.
Udseende: [/u]
Det første der møder en når man ser på Kich, er hendes milde udseende. Hendes ansigtstræk er fine og bløde i det og hendes øjne har en venlig udstråling ved første syn. Men ser man bedre efter vil man se at de fine træk i hendes ansigt er blevet ældet og mere skarpe og at hendes øjne har et bestemt, men også dominerende glimt i sig. Dette ses dog kun hvis man ønsker at se det, og det er ikke altid at folk ønsker det. Hendes hår er brunt, på kanten til det sorte, og strukturen er fin og glat, men ikke holdt og derfor lidt vildt at se på. Det er næsten altid sat i en eller anden form for frisure, der kun får hendes hår til at se mindre holdt ud. I hendes hår sider der næsten altid et spænde eller to, der prøver at holde det på plads, men det fine hår er svært at få til at side, specielt når hun ikke går op i det. Hendes tøj er typisk i mange lag hvor det yderste er lidt beskidt fordi hun skal holde hjemmet med børn og samtidigt til dels også hendes mands forretning. Det er ikke særlig farverigt, men det antyder heller ikke at hun er fattig og mange ville nok bare kalde det neutralt, til trods for at det er tydeligt at hun arbejder for føden. Hun bærer altid nogle skinstøvler på sine fødder, med undtagelse af de varme dage om sommeren, hvor det bliver for varmt.
!