Post by David on Apr 22, 2009 15:38:50 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Denne og Carebear
Karakternavn:
David Erupides Diodorys
Køn:
Han
Alder:
Ligner en på 25-30 år, men er i virkeligheden 538
Race:
Jord dæmon.
Job/Status:
Er kunstner. Lever af hvad han får på gaden
Baggrundshistorie:
David blev født en kold december morgen, under vanskelige forudsætninger. Hans far var draget i krig og havde efterladt hans menneske mor alene, i en kold hytte, velvidende at hun ventede sig. Men Davids far brød sig ikke om at hans søn kunne blive et menneske, og brød sig ikke om at han havde gjort et pigebarn gravid. Moderen var dybt og ulykkeligt forelsket, i denne mystiske mand, som havde opsøgt deres by, 3 måneder før han tog af sted og kurtiseret hende og lovet hende bryllup og kærlighed til evig tid. Dette var blot en illusion, hvilket snart gik op for moren som hun lå der, i de tidlige morgentimer, i ubærlig fysisk og emotionel smerte, over at skulle føde denne søn alene og i ubeskrivelig skam, over bare at være en ung elsker og føde et barn uden en far. Men ikke desto mindre, overlevede de begge. Lidet kunne hun vide at hun bar på en dæmon, af samme slags som sin elsker, men lidet havde hun vidst, hvad hendes elsker i virkeligheden var. Så da hun fødte en smuk søn, var ingen overraskede, da han slægtede sin far af, hvad udseendet angik. Dette gjorde at moren, i sin ensomhed og fortrøstningsløse tilstand, kunne side i timer og stirre på sin søn, mens tåre efter tåre trillede ned af hendes blege kinder. Intet kunne hjælpe denne kvinde, som til sidst døde, tre år efter Davids fødsel. Byens læge dokumenterede sagen til at hun var død af hjertesorg.
David blev derfor opfostret hos sin bedstemor, som hurtigt opdagede at han ikke var som alle andre. Hun tog ham med til byens seerske, da han blot var fire år, og hun sagde med det samme, at han var som sin far. Han var en jord dæmon. Dette faktum gjorde det svært for ham, at vokse op som normal dreng, han måtte ikke tilbringe tid med de andre børn, men tilbragte til gengæld meget tid med sin bedstemor, som var den eneste kvinde i byen der kunne læse og skrive. Det lærte han og hun lærte ham om Jesus og hans budskaber. Dette interesserede David meget. Han voksede ikke op som en lydig kristen, rent faktisk drog han tvivl om hvor vidt bibelen var sand. Da han var tolv døde hans bedstemor, og som tolvårige kunne man klare sig selv, den gang. Hans bedstemoders arv, var huset han stod i, og alle de guldmønter hun havde tjent, da hun solgte sin datters hus, dengang hun døde. Dette var imidlertid mere end nok til David at klare sig på, eftersom han ikke kunne få et job her i byen alligevel. Ingen turde tage dæmonen ind. Så derfor brugte han tid på at læse de meget få bøger bedstemoderen havde. Bibelen blandt andet. Han tog mange af principperne ind til sig. De ting Jesus sagde og hvad han gjorde for folket inspirerede ham. Langsomt som han blev ældre blev han også inspireret til at skrive, digte, historier etc. og male. Hans bedstefar havde været maler, og al hans grej lå stadig hos hans bedstemor. Han udforskede også sig selv, og sine kræfter og fandt hurtigt ud af hvad han kunne. De fleste så dæmoner som ondskabsfulde væsner, men der var ingen bagtanker bag ved Davids handlinger, i sådan en ung alder. Han så det gode i alle, uanset om de afviste ham.
Han var kun ude af huset for at købe ind, og besøge markedet, dog alligevel ude nok til at forelske sig ubehjælpeligt i naboens smukke datter. Han var 24 på det tidspunkt og datteren 16 og giftemoden, så David gik til hendes far, for i første omgang at anmode om alene tid med hans datter. Hun hed Isolde og med det samme forelskede de sig. David gik atter til hendes far, denne gang for at anmode om ægteskab, og hvor han før havde været eneste bejler, og næsten sikkert skulle giftes med hende, var der nu kommet endnu en til. Isoldes far var en klog mand, men også fornuftig. Manden som dog var ældre end David, havde et fast arbejde, og ingen så skævt til ham. Både Isolde og David gik til ham, for at overbevise ham om hvad det rette valg ville være. Faderen var skeptisk, han vidste skam at David var dæmon og mon ikke han kunne skade hans datter, uanset hvor højt han elskede hende. David som ikke engang kendte sine egne kræfter, brugte timer på at bevise, hvor højt han elskede Isolde, og at han ikke kunne skade hende på nogen måde. Faderen som elskede hans datter højere end noget andet, opfyldte til sidst hendes ønske og lod hende blive gift og flytte ind hos David.
Det var en smuk dag, i maj, da de blev gift. Der var ikke mange til ceremonien, heller ej til festen, men da først deres hænder var bundet, og de var gift, gjorde det ikke David spor. Han ville bare begynde livet med sin nye kone. Isolde og ham levede i harmoni. De var lykkelige og forelskede og præcis som de skulle være. David lærte også Isolde at læse som han havde lært det af sin bedstemor, men hun lærte aldrig at skrive. Ikke før hun forsvandt.
David og Isolde lå stadig i sengen, da det var tidligt morgen. Det bankede på døren, og David gik ud for at åbne. Det var blot Isoldes mor, der havde købt æbler på markedet, og ville dele dem med Isolde og David. David ville ikke vække Isolde, og troede mens han snakkede med hendes mor at hun sov. Hun var imidlertid stået op, og var gået ud i haven, hvor hun elskede at sidde om morgenen. Det var efterår og hun elskede at se bladene falde af træerne. Mens David stod og snakkede med Isoldes mor forsvandt Isolde. Ingen så hende siden. David sad i haven hver dag de næste uger, men hun kom ikke tilbage. Han var sønderknust. Til sidst besluttede han sig at rejse væk. Han pakkede alle de ting han dagligt benyttede sig af, og solgte huset. Det gav endnu en gang, penge at leve for.
Han rejste væk i nattens mulm og mørke, uden at sige farvel til Isoldes forældre, som ellers holdt meget af ham. Han skulle bare væk. Han søgte andre dæmoner, og hvor end hans fødder bar ham, spurgte han efter dem. Overalt hvor han kunne, prædikede han sine budskaber, om kærlighed og om at hjælpe hinanden, uanset hvordan man selv var blevet behandlet. I guds rige er alle lige. Overalt har gud placeret glæder, man skal bare kigge sig omkring og finde dem! Dette var også sådan han skrev. Omsider, efter en måneds vandring, fandt han en lille koloni af jord dæmoner.
Da de hørte hans historie tog de ham straks til sig, som var han en af deres egne. Mange aftner i træk sad David og lyttede på deres historier, og deres fortællinger og forklaringer om hvad en jord dæmon var og kunne. Det var også kort tid herefter David besluttede sig at forblive sin daværende alder. Mange af tingene vidste han i forvejen, og havde fundet ud af på egen hånd, men det gjorde alligevel noget ved ham at være sammen med andre, at vide der var andre. Han lærte at forbinde sig selv hundrede procent med sit element. Han faldt hurtigt til og blev en del af stammens hverdag. Han kunne stadig skrive og male og læse alt det han havde lyst til, men samtidig var det rart for ham at han havde socialt samvær. Han havde aldrig rigtig haft folk der så ham som en ligevægtig da han boede i byen. Her lyttede folk til hvad han havde at sige, hans fortællinger og filosofier. Her fangede han mange kvinders opmærksomhed. De så på ham som var han en gud. Han kunne ikke stå for det. Han havde mange elskerinder, men det sagde ham ikke meget, ingen elskede han som han havde elsket Isolde. Mændene fandt ham også spændene. Han var den eneste der havde boet udenfor stammen, udenfor deres by. Hverdagen gik efterhånden og den gik hurtigt.
David havde boet med stammen i tres år. Deres ’leder’ havde forladt dem, og de manglede en ny. Det var noget symbolsk at være leder, der var ikke den store bestemmelses ret, og dog betød det meget for alle sammen. David var efterhånden blevet mere og mere populær, og folk kunne lide ham, hans værdier og hans anderledes væsen. Han blev nomineret og valgt, til stor glæde for alle. Hverdagen fortsatte lige indtil der indgik nyheder fra byen han havde boet før. Det var ikke selve beboerne der havde givet ham dem, men han havde sendt en ud, for at tjekke hvordan det gik. Det løb igennem hele byen, den største sladder. ISOLDE VAR TILBAGE! Straks pakkede David sine ting og drog af sted. Det blev lovet ham at han kunne komme tilbage hvilket som helst tidspunkt han lystede.
David nåede frem til byen, han havde redet det meste af vejen på en stjålen hest, som han nu frit lod løbe igen. Han brast ind i det nærmeste hus, og forlangte at få og vide hvor Isolde var. Hun sad i deres gamle hus, som hun havde købt tilbage af dem der var flyttet ind efter ham. Det var først da han så hende, det slog ham, at Isolde nu var gammel. MEGET gammel. Dengang blev man ikke ældre end 40-50 år og så havde man levet længe. Nu var Isolde over 70 år, og selvom han ikke havde ændret alder eller udseende, var hun en meget gammel kvinde nu. Men hun var stadig Isolde. Det kunne der ikke ændres på, og bare at se lykken i hendes øjne da hun så ham igen, var alt værd. David blev ved Isolde, selvom intet var som før. Deres kærlighed var ikke forsvunden, men til gengæld svunden ind. Men ingen af dem havde kunnet give slip. Han hørte aldrig Isoldes historie om hvad der var sket, da hun var blevet døv af alderdom. Men han blev. Han blev i de to år Isolde levede videre og først da hun døde, sagde han atter farvel til landsbyen og vendte tilbage til jord dæmonerne.
De modtog ham som var han en konge, og der blev grædt mangen tårer over hans historie og over den nykomne slutning endnu engang. Men der var kommet en ny leder.
Det gjorde ikke David spor, da han ikke søgte lederskabet, han søgte blot at holde sig i baggrunden og blive hørt når han havde noget at sige. Den nye leder på den anden side, kunne ikke lide David, og søgte at blive den mest populære. Dette lod han dog ligge i mange år, da David ikke selv gjorde noget. Så David levede bare sin egen hverdag i tohundrede år, mens alt omkring dem ændredes. Han besøgte stadig byen hvor han blev født, som langsomt voksede sig større. Hans mønstre blev først brudt da det blev opdaget at han havde en affære med lederens foretrukne elskerinde. Så blev han smidt ud. Endnu engang måtte han pakke sine ting.
Han stjal en hest og red til den nærmeste havneby han kunne komme til. Her fik han et job på et af skibene i havnen og arbejdede der til næste havn, hvor han arbejdede på et nyt skib. Dette gjorde dog kun længsel og savn, at være så langt væk fra land som han ny engang var, når han krydsede Atlanten. Men det var rensende. Når smerten ikke var der savnede han også den, da den rensede han sjæl til at begynde forfra på et nyt liv. I mange år, levede han af skibsrejser. Dog begyndte der langsomt at blive længere og længere mellem dem, og han søgte ind i landene hvor han var. Han havde elskere de fleste steder, men ingen udmærkede sig. Han elskede dem ikke, som de elskede ham. Dette fortsatte indtil han en dag vågnede med et smuk pige i sin favn og indså at han var præcis som hans far, og at han kunne have ubegribeligt mange sønner i hele verden, ligesom ham selv. Så tog han på endnu en båd rejse, den sidste, og han besluttede sig at hvor end den første hen, bosatte han sig der.
David endte her, og har nu boet her i omkring 125 år.
Han lever som hovedfag stadig af kunst og digte, men i strenge tider, tager han bare hvilke som helst småjobs han kan få. Det kan være alt, fra at hjælpe med at bygge nye huse til at plukke æbler udenfor byen.
Personlighed:
David er en mand af simple midler. Han bruger ikke meget og behøver ikke meget. Han har hovedet skruet godt fast på sine skuldre, og har efterhånden lært mange sprog af sine utallige rejser. Han har efterhånden også læst en hel del videnskabelige og filosofiske bøger, og ved derfor en masse om den menneskelige karakter. Han er måske en dæmon, men har intet ondt hjerte, ligeså sin tidligere stamme og sin bedstemor.
Kærlighed er stadig et ømtåleligt område for ham. Han tror på, principielt, at vi skal elske hinanden, men stadig kan han ikke elske nogen, på samme måde som han elskede Isolde. Kun for en enkelt nat. Det er hans last – hans synd, men den er smerte nok i sig selv. Han vil kun det gode, men det er hans synd, og synd er det der skaber ondt. Og siden alle kan tilgives deres synder, genere ondskaben ham ikke. Han kan godt bo i en by hvor ondskaben hersker, da de onde skal indse, og de onde skal tilgives. De onde skal elskes.
Hans filosofier kommer grundlæggende fra Bibelen især det nye testamente og Jesus’ liv og – især – hans død. Han mener at ligesom Jesus, der bar alverdens synder på sine skuldre, led og smertede for menneske heden, både blev tortureret og hængt op på et kors, på samme måde får kun mennesker bod for deres synder, ved at lide, ikke nødvendigvis udvendigt, men også smerte indvendig. Det er, ligesom Jesus i sin sidste time skreg ”min gud! Min gud! Hvorfor har du forladt mig?!”, i de stunder man føler sig mest gudsforladt, at gud netop er der, til at løfte vægten og bære vore synder for os. Ligeså skal vi elske hinanden, og hjælpe hinanden og bære hinandens synder. Det er i virkeligheden det han prædiker, som Jesus gjorde det da han levede. At hvis vi vil nærme os gud skal vi ikke kun elske ham, men også hinanden. Vi skal tilgive og vi skal finde glæden i alle ting, som gud har placeret som forhindringer på vor vej.
Udseende:
David har kort mørke brunt hår. Han har en lille næse og stærke kindben. Hans kæbe er meget firkantet, men virker meget rundt, da han som regel har skæg. Han har mandelformede brune øjne, med store pupiller. Hans hud er mørk, som var han far syden. Han er relativt tynd, men han er heller ikke så høj, så derfor virker han ikke lille og skrøbelig. Han har for det meste lærreds tøj på, holdt i lyse farver og sandaler eller lædersko. Han tror på at han er smuk, ikke udefra, men indefra, og når man er smuk indeni skinner det igennem til uden på. Når han tager sin form som dæmon, bliver hans hus mørkere, og næsten ligesom sand, og det samme med hans hår. Han ligner lidt en sand skulptur, som ville falde fra hinanden rørte man ved den, dog er han mørkere end sand, og ville på ingen måder falde sammen, da han bliver nærmest så hård som sten. Når han er i denne form, er han næsten et med naturen, med moder jord, og så nærmest lykkelig som man kan blive. Det er han dog ikke tit, da det ikke betaler sig i byen, og det desuden kræver ufattelig mange kræfter.
Denne og Carebear
Karakternavn:
David Erupides Diodorys
Køn:
Han
Alder:
Ligner en på 25-30 år, men er i virkeligheden 538
Race:
Jord dæmon.
Job/Status:
Er kunstner. Lever af hvad han får på gaden
Baggrundshistorie:
David blev født en kold december morgen, under vanskelige forudsætninger. Hans far var draget i krig og havde efterladt hans menneske mor alene, i en kold hytte, velvidende at hun ventede sig. Men Davids far brød sig ikke om at hans søn kunne blive et menneske, og brød sig ikke om at han havde gjort et pigebarn gravid. Moderen var dybt og ulykkeligt forelsket, i denne mystiske mand, som havde opsøgt deres by, 3 måneder før han tog af sted og kurtiseret hende og lovet hende bryllup og kærlighed til evig tid. Dette var blot en illusion, hvilket snart gik op for moren som hun lå der, i de tidlige morgentimer, i ubærlig fysisk og emotionel smerte, over at skulle føde denne søn alene og i ubeskrivelig skam, over bare at være en ung elsker og føde et barn uden en far. Men ikke desto mindre, overlevede de begge. Lidet kunne hun vide at hun bar på en dæmon, af samme slags som sin elsker, men lidet havde hun vidst, hvad hendes elsker i virkeligheden var. Så da hun fødte en smuk søn, var ingen overraskede, da han slægtede sin far af, hvad udseendet angik. Dette gjorde at moren, i sin ensomhed og fortrøstningsløse tilstand, kunne side i timer og stirre på sin søn, mens tåre efter tåre trillede ned af hendes blege kinder. Intet kunne hjælpe denne kvinde, som til sidst døde, tre år efter Davids fødsel. Byens læge dokumenterede sagen til at hun var død af hjertesorg.
David blev derfor opfostret hos sin bedstemor, som hurtigt opdagede at han ikke var som alle andre. Hun tog ham med til byens seerske, da han blot var fire år, og hun sagde med det samme, at han var som sin far. Han var en jord dæmon. Dette faktum gjorde det svært for ham, at vokse op som normal dreng, han måtte ikke tilbringe tid med de andre børn, men tilbragte til gengæld meget tid med sin bedstemor, som var den eneste kvinde i byen der kunne læse og skrive. Det lærte han og hun lærte ham om Jesus og hans budskaber. Dette interesserede David meget. Han voksede ikke op som en lydig kristen, rent faktisk drog han tvivl om hvor vidt bibelen var sand. Da han var tolv døde hans bedstemor, og som tolvårige kunne man klare sig selv, den gang. Hans bedstemoders arv, var huset han stod i, og alle de guldmønter hun havde tjent, da hun solgte sin datters hus, dengang hun døde. Dette var imidlertid mere end nok til David at klare sig på, eftersom han ikke kunne få et job her i byen alligevel. Ingen turde tage dæmonen ind. Så derfor brugte han tid på at læse de meget få bøger bedstemoderen havde. Bibelen blandt andet. Han tog mange af principperne ind til sig. De ting Jesus sagde og hvad han gjorde for folket inspirerede ham. Langsomt som han blev ældre blev han også inspireret til at skrive, digte, historier etc. og male. Hans bedstefar havde været maler, og al hans grej lå stadig hos hans bedstemor. Han udforskede også sig selv, og sine kræfter og fandt hurtigt ud af hvad han kunne. De fleste så dæmoner som ondskabsfulde væsner, men der var ingen bagtanker bag ved Davids handlinger, i sådan en ung alder. Han så det gode i alle, uanset om de afviste ham.
Han var kun ude af huset for at købe ind, og besøge markedet, dog alligevel ude nok til at forelske sig ubehjælpeligt i naboens smukke datter. Han var 24 på det tidspunkt og datteren 16 og giftemoden, så David gik til hendes far, for i første omgang at anmode om alene tid med hans datter. Hun hed Isolde og med det samme forelskede de sig. David gik atter til hendes far, denne gang for at anmode om ægteskab, og hvor han før havde været eneste bejler, og næsten sikkert skulle giftes med hende, var der nu kommet endnu en til. Isoldes far var en klog mand, men også fornuftig. Manden som dog var ældre end David, havde et fast arbejde, og ingen så skævt til ham. Både Isolde og David gik til ham, for at overbevise ham om hvad det rette valg ville være. Faderen var skeptisk, han vidste skam at David var dæmon og mon ikke han kunne skade hans datter, uanset hvor højt han elskede hende. David som ikke engang kendte sine egne kræfter, brugte timer på at bevise, hvor højt han elskede Isolde, og at han ikke kunne skade hende på nogen måde. Faderen som elskede hans datter højere end noget andet, opfyldte til sidst hendes ønske og lod hende blive gift og flytte ind hos David.
Det var en smuk dag, i maj, da de blev gift. Der var ikke mange til ceremonien, heller ej til festen, men da først deres hænder var bundet, og de var gift, gjorde det ikke David spor. Han ville bare begynde livet med sin nye kone. Isolde og ham levede i harmoni. De var lykkelige og forelskede og præcis som de skulle være. David lærte også Isolde at læse som han havde lært det af sin bedstemor, men hun lærte aldrig at skrive. Ikke før hun forsvandt.
David og Isolde lå stadig i sengen, da det var tidligt morgen. Det bankede på døren, og David gik ud for at åbne. Det var blot Isoldes mor, der havde købt æbler på markedet, og ville dele dem med Isolde og David. David ville ikke vække Isolde, og troede mens han snakkede med hendes mor at hun sov. Hun var imidlertid stået op, og var gået ud i haven, hvor hun elskede at sidde om morgenen. Det var efterår og hun elskede at se bladene falde af træerne. Mens David stod og snakkede med Isoldes mor forsvandt Isolde. Ingen så hende siden. David sad i haven hver dag de næste uger, men hun kom ikke tilbage. Han var sønderknust. Til sidst besluttede han sig at rejse væk. Han pakkede alle de ting han dagligt benyttede sig af, og solgte huset. Det gav endnu en gang, penge at leve for.
Han rejste væk i nattens mulm og mørke, uden at sige farvel til Isoldes forældre, som ellers holdt meget af ham. Han skulle bare væk. Han søgte andre dæmoner, og hvor end hans fødder bar ham, spurgte han efter dem. Overalt hvor han kunne, prædikede han sine budskaber, om kærlighed og om at hjælpe hinanden, uanset hvordan man selv var blevet behandlet. I guds rige er alle lige. Overalt har gud placeret glæder, man skal bare kigge sig omkring og finde dem! Dette var også sådan han skrev. Omsider, efter en måneds vandring, fandt han en lille koloni af jord dæmoner.
Da de hørte hans historie tog de ham straks til sig, som var han en af deres egne. Mange aftner i træk sad David og lyttede på deres historier, og deres fortællinger og forklaringer om hvad en jord dæmon var og kunne. Det var også kort tid herefter David besluttede sig at forblive sin daværende alder. Mange af tingene vidste han i forvejen, og havde fundet ud af på egen hånd, men det gjorde alligevel noget ved ham at være sammen med andre, at vide der var andre. Han lærte at forbinde sig selv hundrede procent med sit element. Han faldt hurtigt til og blev en del af stammens hverdag. Han kunne stadig skrive og male og læse alt det han havde lyst til, men samtidig var det rart for ham at han havde socialt samvær. Han havde aldrig rigtig haft folk der så ham som en ligevægtig da han boede i byen. Her lyttede folk til hvad han havde at sige, hans fortællinger og filosofier. Her fangede han mange kvinders opmærksomhed. De så på ham som var han en gud. Han kunne ikke stå for det. Han havde mange elskerinder, men det sagde ham ikke meget, ingen elskede han som han havde elsket Isolde. Mændene fandt ham også spændene. Han var den eneste der havde boet udenfor stammen, udenfor deres by. Hverdagen gik efterhånden og den gik hurtigt.
David havde boet med stammen i tres år. Deres ’leder’ havde forladt dem, og de manglede en ny. Det var noget symbolsk at være leder, der var ikke den store bestemmelses ret, og dog betød det meget for alle sammen. David var efterhånden blevet mere og mere populær, og folk kunne lide ham, hans værdier og hans anderledes væsen. Han blev nomineret og valgt, til stor glæde for alle. Hverdagen fortsatte lige indtil der indgik nyheder fra byen han havde boet før. Det var ikke selve beboerne der havde givet ham dem, men han havde sendt en ud, for at tjekke hvordan det gik. Det løb igennem hele byen, den største sladder. ISOLDE VAR TILBAGE! Straks pakkede David sine ting og drog af sted. Det blev lovet ham at han kunne komme tilbage hvilket som helst tidspunkt han lystede.
David nåede frem til byen, han havde redet det meste af vejen på en stjålen hest, som han nu frit lod løbe igen. Han brast ind i det nærmeste hus, og forlangte at få og vide hvor Isolde var. Hun sad i deres gamle hus, som hun havde købt tilbage af dem der var flyttet ind efter ham. Det var først da han så hende, det slog ham, at Isolde nu var gammel. MEGET gammel. Dengang blev man ikke ældre end 40-50 år og så havde man levet længe. Nu var Isolde over 70 år, og selvom han ikke havde ændret alder eller udseende, var hun en meget gammel kvinde nu. Men hun var stadig Isolde. Det kunne der ikke ændres på, og bare at se lykken i hendes øjne da hun så ham igen, var alt værd. David blev ved Isolde, selvom intet var som før. Deres kærlighed var ikke forsvunden, men til gengæld svunden ind. Men ingen af dem havde kunnet give slip. Han hørte aldrig Isoldes historie om hvad der var sket, da hun var blevet døv af alderdom. Men han blev. Han blev i de to år Isolde levede videre og først da hun døde, sagde han atter farvel til landsbyen og vendte tilbage til jord dæmonerne.
De modtog ham som var han en konge, og der blev grædt mangen tårer over hans historie og over den nykomne slutning endnu engang. Men der var kommet en ny leder.
Det gjorde ikke David spor, da han ikke søgte lederskabet, han søgte blot at holde sig i baggrunden og blive hørt når han havde noget at sige. Den nye leder på den anden side, kunne ikke lide David, og søgte at blive den mest populære. Dette lod han dog ligge i mange år, da David ikke selv gjorde noget. Så David levede bare sin egen hverdag i tohundrede år, mens alt omkring dem ændredes. Han besøgte stadig byen hvor han blev født, som langsomt voksede sig større. Hans mønstre blev først brudt da det blev opdaget at han havde en affære med lederens foretrukne elskerinde. Så blev han smidt ud. Endnu engang måtte han pakke sine ting.
Han stjal en hest og red til den nærmeste havneby han kunne komme til. Her fik han et job på et af skibene i havnen og arbejdede der til næste havn, hvor han arbejdede på et nyt skib. Dette gjorde dog kun længsel og savn, at være så langt væk fra land som han ny engang var, når han krydsede Atlanten. Men det var rensende. Når smerten ikke var der savnede han også den, da den rensede han sjæl til at begynde forfra på et nyt liv. I mange år, levede han af skibsrejser. Dog begyndte der langsomt at blive længere og længere mellem dem, og han søgte ind i landene hvor han var. Han havde elskere de fleste steder, men ingen udmærkede sig. Han elskede dem ikke, som de elskede ham. Dette fortsatte indtil han en dag vågnede med et smuk pige i sin favn og indså at han var præcis som hans far, og at han kunne have ubegribeligt mange sønner i hele verden, ligesom ham selv. Så tog han på endnu en båd rejse, den sidste, og han besluttede sig at hvor end den første hen, bosatte han sig der.
David endte her, og har nu boet her i omkring 125 år.
Han lever som hovedfag stadig af kunst og digte, men i strenge tider, tager han bare hvilke som helst småjobs han kan få. Det kan være alt, fra at hjælpe med at bygge nye huse til at plukke æbler udenfor byen.
Personlighed:
David er en mand af simple midler. Han bruger ikke meget og behøver ikke meget. Han har hovedet skruet godt fast på sine skuldre, og har efterhånden lært mange sprog af sine utallige rejser. Han har efterhånden også læst en hel del videnskabelige og filosofiske bøger, og ved derfor en masse om den menneskelige karakter. Han er måske en dæmon, men har intet ondt hjerte, ligeså sin tidligere stamme og sin bedstemor.
Kærlighed er stadig et ømtåleligt område for ham. Han tror på, principielt, at vi skal elske hinanden, men stadig kan han ikke elske nogen, på samme måde som han elskede Isolde. Kun for en enkelt nat. Det er hans last – hans synd, men den er smerte nok i sig selv. Han vil kun det gode, men det er hans synd, og synd er det der skaber ondt. Og siden alle kan tilgives deres synder, genere ondskaben ham ikke. Han kan godt bo i en by hvor ondskaben hersker, da de onde skal indse, og de onde skal tilgives. De onde skal elskes.
Hans filosofier kommer grundlæggende fra Bibelen især det nye testamente og Jesus’ liv og – især – hans død. Han mener at ligesom Jesus, der bar alverdens synder på sine skuldre, led og smertede for menneske heden, både blev tortureret og hængt op på et kors, på samme måde får kun mennesker bod for deres synder, ved at lide, ikke nødvendigvis udvendigt, men også smerte indvendig. Det er, ligesom Jesus i sin sidste time skreg ”min gud! Min gud! Hvorfor har du forladt mig?!”, i de stunder man føler sig mest gudsforladt, at gud netop er der, til at løfte vægten og bære vore synder for os. Ligeså skal vi elske hinanden, og hjælpe hinanden og bære hinandens synder. Det er i virkeligheden det han prædiker, som Jesus gjorde det da han levede. At hvis vi vil nærme os gud skal vi ikke kun elske ham, men også hinanden. Vi skal tilgive og vi skal finde glæden i alle ting, som gud har placeret som forhindringer på vor vej.
Udseende:
David har kort mørke brunt hår. Han har en lille næse og stærke kindben. Hans kæbe er meget firkantet, men virker meget rundt, da han som regel har skæg. Han har mandelformede brune øjne, med store pupiller. Hans hud er mørk, som var han far syden. Han er relativt tynd, men han er heller ikke så høj, så derfor virker han ikke lille og skrøbelig. Han har for det meste lærreds tøj på, holdt i lyse farver og sandaler eller lædersko. Han tror på at han er smuk, ikke udefra, men indefra, og når man er smuk indeni skinner det igennem til uden på. Når han tager sin form som dæmon, bliver hans hus mørkere, og næsten ligesom sand, og det samme med hans hår. Han ligner lidt en sand skulptur, som ville falde fra hinanden rørte man ved den, dog er han mørkere end sand, og ville på ingen måder falde sammen, da han bliver nærmest så hård som sten. Når han er i denne form, er han næsten et med naturen, med moder jord, og så nærmest lykkelig som man kan blive. Det er han dog ikke tit, da det ikke betaler sig i byen, og det desuden kræver ufattelig mange kræfter.
