|
|
Post by Mirza on Apr 22, 2009 15:51:49 GMT -5
Vinden blæste, den kraftige lyd af vinden som fløj igennem bjergpasset. Sneen lå i et tygt lag hen af bjergetskråningen, Mirza stod ganske roligt og så ud over bjerget, det eneste som var synligt var en sky han så i. Han have en mørk sort kappe omkring sig, som dækkede hele hans krop. Mirza vendte sig ganske roligt rundt og så med sine gulige øjne rundt omkring sig, for at se om han var alene? Var han det? eller var han ikke? Mirza lukkede øjne og nød duften af frisk luft.
|
|
|
|
Post by vaimus on Apr 22, 2009 16:01:01 GMT -5
Vaimus havde forladt lejeren i skoven for at finde sig et offer. Han forventede ikke at finde et egnet et i byen. Derfor var han taget herop i bjergpasset. Han jagtede alene, uden sine sædvanlige vagter, han regnede ikke med at skulle i rigtig kamp. ”Heroppe i bjergpasset kunne der umuligt leve ret mange” tænkte han, mens han håbede at rande ind i en halvblods vampyr eller varulv. Hvis han var rigtigt heldig, så mødte han en downos, de indeholdt ofte en stor mængde magi og var sjældent trænet i kamp, formåede man at holde dem ude af sindet var de en ringe modstand for en kriger som ham. Han gik stille på stien, iført en almindelig kutte, han lignede en almindelig mand og det var der en grund til. Han ville gerne lokke de væsner der boede her frem så han kunne overraske dem, når de angreb ham med udsigten til et nemt måltid. Derfor gik han også forholdsvis langsomt gennem landskabet, men det ville være hurtigt for et menneske.
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 22, 2009 16:17:41 GMT -5
ayla gik roligt på ad bjerget, hun slappet af og nød vinde i hende hår og fik det til at lufte rundt, luften var meget frisk, hun var på vej op for at se ud over landet hun elsket udsigten.
hun satte tempoet op for at komme hurtiger op af det stejle bjerg.
vinde var meget kaftig med det rørte hende ikke hun kunne godt stå fast selv om hende hår piske hurtig i luften.
|
|
|
|
Post by Mirza on Apr 22, 2009 16:23:27 GMT -5
Blikket fejlede som sådan intet.. To skikkelser nærmede sig fra hver sin side.. En pige og en mand, en med en rolig aura og en med en arrogant aura. Mirza var en af de få Dowvos som faktisk besad et gennemsnitlig magi færdigheder, men derimod var hans nærkamp legendariske, og mange omtalte om som den stærkeste Dowvos, men var jo op til folk. Mirza vidste at folk misundede hans talent med klingen. Hans smilte roligt, hvorefter hans krop langsomt blev til en skygge som blot gik i et med noget skygge i klipperne. Ingen problemer der, så kunne han nemlig se hvad der foregik, før han lavede sin entré. Vinden var kold, men langt fra kold nok til at knække ham.
Hvad fik disse to personer til at kravle så højt op i bjergene, af hvilket grundlag gjorde de det? Det var ikke normalt at se andre mennesker i den her højde.
|
|
|
|
Post by vaimus on Apr 22, 2009 16:39:03 GMT -5
Vaimus mærkede de to væsner allerede før han kunne se dem, den ene var nem nok at bedømme, en halvblodsvampyr, et passende måltid, og ingen udfordring. Men den anden bekymrede ham mere. Det var umuligt at sige hvor personen kom fra eller hvad det var, det var som om den nærmest gik i et med omgivelserne. Så kom den første person han havde mærket til syne foran ham. Han standsede op ”ha.. hallo hv.. hvem der?” sagde han nervøst og bukkede sig endnu mere sammen for at se endnu svagere ud. Han var for det meste en god skuespiller og dette her var bestemt et af hans gode øjeblikke. Han ventede nu på den anden skikkelse skulle komme nærmere og forsøge at springe på ham. For når den gjorde det ville han blot gribe fat om halsen på den og blive ved med at klemme til den blev bevidstløs og han kunne overtage kraften, hvis ikke den anden person kom i vejen altså.
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 22, 2009 16:45:05 GMT -5
ayla sænket tempoet igen, hun lugtet to fremmede blod lugte nogen hun ikke havde mødt endnu, hun kigget sig omkring men sys ikke rigtig at kunne se nogen endnu, hun forsatte op ad men ikke meget længer da hun snart ville komme op med sin plads hvor hun nød nartur og det smukke udsigt, ayla hørt en svag råben men hun ville ikke svare personen, hun kunne lugte der var to mørke væsner, hun var nu kommet op til sin yngligs plads hun stod stille og kigge ud over det hele.
|
|
|
|
Post by Mirza on Apr 23, 2009 8:45:58 GMT -5
Mirza rørte ikke på sig, men gled blot rundt i skyggerne omkring dem. Hvorfor afslører sig selv, når man istedet kunne se hvad der skete. Langsomt forsvandt han dybere ind i skyggerne som lå mellem de klipper som blev kastet ud af bjerget. Hvem var disse to? Den havde en stærk aura, men hans person virkede ikke som en stærk person, derimod som en nervøs person. Den kvindelig skillese, virkede derimod helt nede på jorden.
*Det her skal nok blive interessant* tænkte han og blinkede en ganske roligt gang, dette må være forvirende for dem at kunne mærke en aura uden at kunne se personen.
|
|
|
|
Post by vaimus on Apr 23, 2009 9:14:27 GMT -5
Vaimus blev skuffet da vampyren ignorerede ham og i stedet satte sig på toppen af en bakke og bare så ud over landet ”en romantiker” tænkte han og blev enig med sig selv om at han blev nødt til at skifte strategi for at fange vampyren, den var vist ikke sulten nu. Han fjernede hætten fra hovedet, så hans kønne ansigt kom til sygne, han var smukkere end noget menneske, nok lidt som en pæn vampyr, bortset fra det lignede han helt et menneske uden nogen specielle træk, han lignede præcist et menneske, intet andet kunne afsløre noget andet, ikke ud over de to små stumper der var tilbage af hans vinger, men de var begge kun omkring 5 centimeter så de var ret svære at få øje på, især langt væk fra. Da han havde trukket hætten til side satte han kursen op imod pigen og smilede til hende. ”hi” råbte han og vinkede til hende. Han vidste godt han nu havde afsløret sig, men hvis hans plan fungerede og han kunne flirte sig ind hos pigen, så ville hendes energi snart tilføre ham. Når han havde overvundet pigen, som umuligt kunne være svært, så ville han få jaget det andet væsen frem og sørge for at slå det bevidstløst også så dens energi også kunne blive hans. Han skulle ikke bruge mere end et kort glimt af en stærk følelse til at finde ud af hvor det andet væsen var, og vidste han først det ville det ikke være et problem at finde ud af hvad det var og derefter besejre og udsuge det.
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 23, 2009 10:55:06 GMT -5
ayla høret en råbe og kigget over skulderne, hun så en mand, han var ret køn hun smilet tilbage hej råbte hun tilbage til ham,
ayla kunne lugte en anden væsen, hun kunne næsten gætte hvad race han var, men hun var ikke sikker på det, ayla kigget igen på manden som kom tæt på ham, hun kunne lugte hans blod, hun sys han linget et menneske, men hende næsen sagde noget andet, hun viste han var et mørk væsen, hun kigget væk fra ham igen og så tilbage ude over landskabet.
|
|
