Post by Estar Faelon on Apr 20, 2009 17:50:09 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Dette er den første.
Karakternavn:
Estar Faelon.
Køn:
Mand.
Alder:
31 år.
Race:
Menneske.
Job/Status:
Nomade.
Baggrundshistorie:
Estar blev født langt oppe mod nord i tundraen, og han tilhører således nordboerne. Begge forældre var normader, der rejste omkring i tundraen sammen med omkring tolv andre af deres folk.
"Bare pres én sidste gang, kære. Bare én gang til - jeg ved, du kan klare det." Jordemoderens hæse stemme forsøgte at overdøve den brølende vind, der rev og sled i den stramt udspændte teltdug, truende med at rive den itu hvert øjeblik. Inde i teltet var ilden tændt, men på den anden side af dugen, var temperaturerne faldet det til laveste i mange år. Den generelle mening var, at barnet ingen overlevelseschancer ville have, men denne tanke var endnu ikke blevet udtrykt gennem ord. Earhirils hænder var hvide efter at have klemt fast om sin husbonds. Det blege ansigt var grumt og fortrukket grundet de smerter, hun gennemgik, og Aerolfin kunne ikke gøre andet end at håbe, at det snart ville være ovre - ligegyldigt hvordan resultatet ville være. "Åh, her kommer den, her kommer den .. Så, dér var han." Og jordemoderens ansigt var ét stort smil.
Da solen brød frem over horisonten, var banet stadig i live, og det blev derfor sagt om ham, at han var stærk i ånden. Det samme kunne dog ikke siges om hans moder. Fødslen havde været hård ved Earhiril, og i en uge var hun ikke i stand til at bevæge sig fra sit leje. Det første skridt, hun tog, efter den uge var det, der dræbte hende, og Estar skulle således aldrig komme til at kende sin moder.
De tidligste minder, Estar har, omhandler alle bidende kulde. Han havde aldrig en moder til at tage sig af ham, og han blev således opdraget af sin fader og normadekoloniens andre kvinder. Dette lod dog ikke til at påvirke hans udvikling i nogen negativ retning. Den viste sig nærmere at være unaturligt hurtig: I en alder af fem måneder, kunne han gå lige så vel som enhver femårig, og da han rundede sit første år, havde han fået fuld kontrol over sin tunges bevægelser, så han således var i stand til at tale relativt forståeligt. I sit femte år lærte han at ride de små heste, og to år senere tog hans fader ham med ud på sin første jagt væk fra lejren, dels for at skaffe føde, dels for at lære sønnen at overleve i vildmarkens barske landskab.
"Lilla .. " Han så ned på sine bare fingre igne. Bare fordi hans fader var i færd med at reparere de store skindhandsker, der ellers skulle beskytte ekstremiteterne mod vindens kolde tænder. Drengen havde ødelagt dem under jagten, og han havde set skamfuldt ned i jorden lige siden. Forfrysninger var ved at æde de tynde hænder op, begyndende med de små fingre, der allerede var violette og følelsesløse. De skamfulde øjne skævede over til den store faderskikkelse, der sad nogle meter væk trækkende en tyk nål gennem det seje materiale. Han var en mand af enorm statur med sine over to meter, og Estar tænkte ved sig selv, at han aldrig selv ville blive så stor og prægtig.
Da Estar så ham fire år senere bøjet fremover i voldsom smerte i færd med at hoste en ildevarslende mængde blod op på den hvide sne, lod han pludselig slet ikke til at være så stor længere. De havde slået lejr tæt på bjergene. For tæt på dem måske. I hvert fald havde de fanget den uønskede opmærksomhed fra en af de mange kolonier af røvere, der befandt sig oppe i højderne. Normadernes lejr blev angrebet midt om natten, og de var blevet taget med paraderne nede. Estar var en af de første til at blive slået bevidstløs af en af de mange angribere. Bevidstheden vendte tilbage til ham efter nogen tid - tids nok til at se faderen knæle ned i den blodplettede sne. Drengens krop var fuldstændig følelsesløs, dels et resultat af at have liggende stille i den isnende sne, dels af angriberens velrettede slag mod hans baghoved. Han kunne således ikke gøre andet end at ligge og se til, mens røverne gjorde en ende på den store nordboer uden at tage yderligere notits af den lille dreng, der lå i sneen i en dødlignende tilstand.
Estar lå i sådan i lang tid - han er ikke sikker på hvor længe - men på et tidspunkt besluttede han sig for, at det ikke skulle være enden for Estar Faelon, så med den sidste styrke, der var tilbage i hans krop, fik han sig hevet op på ryggen af en af de heste, der før var stukket af under angrebet, men nu vendt tilbage til lejren af vane, og han lod sig bære hvorend dyret besluttede sig for at bevæge sig hen. Den fulgte bjergkæden tilsyneladende sigtende efter en af landet større byer længere mod syd. Inden drengen og hesten nåede den endelige destination, blev deres vej dog krydset af et ældre ægtepar, der naturligvis blev ganske chokerede over at finde en dreng halvt i live og halvt død på en hest i nogenlunde samme tilstand. Efter at have indset, at barnet var forældreløst, tog de ham under deres vinger. Lige siden deres ægteskabs begyndelse, havde de ønsket sig et barn, men aldrig havde de været i stand til selv at få et. Endelig lod det til, at de høje magter dog tilsmilede dem med en smule lykke. Drengen sagde ikke meget i løbet af det første år, han var i deres pleje. Det meste af hans dag blev brugt på blot at stirre fraværende ud gennem husets nordvendte vindue, med et blik der blev mere og mere fjernt for hver dag, der gik, og parret vidste aldrig, hvor hans tanker vandrede hen på disse tidspunkter. Langsomt begyndte Estar dog at vænne sig til tilværelsen med de to ældre mennesker, og han begyndte da også at holde af dem på samme måde, som et barn holder af dets forældre. Qua sin nomadebaggrund følte han dog stadig en voldsom lyst til at rejse og vandre, og det hændte derfor, at han nu og da kunne forsvinde fra hjemmet i flere dage ad gangen - somme tider hele uger, når han gik på opdagelse i de mere sydliggende områder, der var eksotiske og nye for ham på alle måder. Stødt og roligt vænnede han sig dog også til den fremmede natur og de fremmede omgivelser, byen udgjorde.
Da Estar var atten år gammel, mødte han sit livs kærlighed på en af sine sædvanlige ture gennem byens tætbefolkede gader - en eksotisk skønhed med mørkt hår og mørk hud med en moder, der stammede fra ørkenlandene. Hendes navn var Yasmin, og hun var en kvinde med stærke hænder og et endnu stærkere hjerte. Trivielt som det måske kan lyde, var det som kærlighed ved første blik, og indenfor to år nåede de to unge at blive forenet i ægteskab. De besluttede at blive i den lille by, for på daværende tidspunkt, tjente Yasmin i et af de mange templer. Et år efter at løfterne om troskab var blevet udtalt nedkom den mørke kvinde med et barn - en lille datter med tynde krøller. Alt virkede på daværende tidspunkt perfekt for den lille familie, og i den tid følte Estar ikke den samme restløshed, der havde revet ham rundt siden barnsben - han havde fundet, hvad han havde brug for. Men alt, der er så idyllisk, er dømt til at få en ende, og Estars historie er da heller ingen undtagelse. Denne slutning kom pludseligt uden forvarsel, og den ramte med større kraft end det slag i hovedet, der tidligere havde slået den unge nordboer bevidstløs. Både moder og barn nedkom med en mærkværdig sygdom, og ingen af dem kom nogensinde til at gå igen, og i en alder af treogtyve mistede Estar således både kone og barn med kun en dags mellemrum. Dette var det største tab, han endnu havde oplevet, og det indhyllede hans sind i en altoverskyggende sorg, der fulgte i hans store fodspor hvorend han gik.
Restløsheden vendte tilbage fra hvor den end havde befundet sig i de fem år, han havde været sammen med Yasmin, og den unge mand begyndte at genoptage vandringen - længere og længere væk fra byen for hver dag, der gik, indtil han til sidst forlod den helt uden at se sig tilbage. At være bag dens trænge mure i mellem hvilke fordums minder rungede var ikke længere til at bære. Tabet af de to kvinder i sit liv, fik nordboeren til at svælge i en tilstand af selvmedlidenhed, og den opmærksomhed, han gav kampen mellem mørkets og lysets væsner var derfor begrænset - han var mere optaget af sin egen sorg. Som årene er gået, er fortidens hændelser dog kommet mere på afstand, og hans interesse for omverdenens tilstand er således begyndt at vokse. Urimeligheden i den mørke fyrstes måde at regere på er tydelig for den nu midaldrende mand, og han har således fundet et nogenlunde fast holdepunkt i sin tilværelse i form af kampen for folkets frigørelse.
Personlighed:
Han er en besværet sjæl og foretrækker som et resultat heraf at bruge det meste af sin tid alene med egne tanker frem for at udveksle dem med andres. Han er blevet hærdet af tidligere hændelser i sit liv, og dette indre skjold har efterhånden haft adskillige år til at vokse sig hårdt og tykt. Det et således ganske svært virkelig at komme til at kende manden bag et let ulæselige ydre. Det hænder ofte, at folk har den opfattelse, at de kender enspænderen utroligt godt, men dette viser sig gang på gang at være en fejlagtig antagelse, der ikke bygger på andet end manglende indsigt og selvoptagethed.
Men på trods af sit noget reserverede og somme tider ganske strenge væsen, er han samtidig stærk i både vilje og mod, og har han sat sig noget for, vil han ikke lade noget mindre en døden sætte en stopper for denne søgen efter fuldførelse. Han har dog for vane først at overveje situationer grundigt, inden han kaster sig ud i åbne skænderier og kampe. Skulle det dog hænde, at han føler sig fornærmet eller på nogen anden måde uretfærdigt behandlet, vil, hvis det ikke kommer til en direkte konfrontation, hvor han kan få afløb for sit raseri, vil han sandsynligvis bære nag over dette i en - for et menneske - lettere uoverskuelig fremtid, og det vil som regel være meget svært at få ham til at droppe dette igen.
Nordboen betragter sig selv som en realist til benet frem for en decideret pessimist, og det er derfor de færreste ting, der kan få hans humør til at stige til enorme højder. Han foretrækker at se tingene fra et sandsynligt perspektiv, og han har derfor i sin tid prikket hul i adskillige mere eller mindre flyvske planer udtænkt af deres lidt for flyvske ejermænds hjerner, hvad da også har givet næring til den generelle opfattelse, at han er lidt af en stivstikker. Dette er dog langt fra tilfældet, og det er bestemt ikke ensbetydende med, at Estar er kedelig af natur - langt fra. Befinder han sig i et selskab, han finder fornøjeligt, kan han være en af de muntrestte til stede. Dybest inde er han en omsorgsfuld og venlig person, men det er en af de sider af sin personlighed, han beskytter bedst og med størst kraft og kun viser til folk, han føler, han for alvor kan stole på. Og så børn hvis muntre og lyse sind han holder ganske meget af. Selvom han sjældent tager del i nogen af aktiviteterne, holder han desuden meget af sang og dans. Sker det, at han alligevel kaster sig ud i en af disse ting, vil man opdage, at han egentlig er ganske let på sine fødder.
Det meste af tiden lider han dog af en konstant følelse af restløshed - en altid nærværende trang til at være på farten og til at komme videre, som om noget var lige i hælene på ham hele tiden. Han ønsker at se verden til fulde - formentlig et resultat af forældrenes normadebaggrund, men med de mørke kræfters magtovertagelse, er dette liv blevet en del vanskeligtgjort til vandrerens store ærgelse. Stod det til ham, blev den mørke fyrste væltet med det samme, så folket igen kunne ånde frit. I årenes løb er det nemlig blevet klart for ham, at kamp og vold intet løser - det skaber nærmere bare endnu større problemer. Derfor tror han ikke på, at vold er den bedste vej frem, men han indrømmer dog, at den til tider kan være nødvendig i en verden, der tilsyneladende ikke sværger til andet. Derfor er han da heller ikke modstander af en voldelig kamp mod den mørke overmagt, men han ville til hver en tid foretrække fredelig forhandling, hvis det skulle være muligt. Et tidspunkt hvor han dog kan sætte al tanke om pasificme og passivitet til side uden tøven er, hvis en af dem tæt på ham bringes i fare. I et sådant tilfælde vil han ikke tøve med at beskytte denne ven - selv ikke hvis dette indbefatter at dræbe truslen. Han er trods alt en øvet kriger.
Slutteligt nærer han en dyb respekt for det modsatte køn, men han foretrækker dog stadig kvinder, der har en smule rygrad og er i stand til at kæmpe deres egne kampe. I hans øjne - og måske imod samfundets generelle opfattelse - er mænd og kvinder skabt lige, og de burde således have lige rettigheder. Alt i alt er Estar altså en sympatisk mand gemt bag et ydre af strenghed og ligegyldighed, samt en trofast ven, skulle det nogensinde lykkes at vinde hans venskab.
Udseende:
PB: Hugh Jackman.
Med sine lidt over to meter, brede skuldre og stærke lemmer står Estar et hoved højere end de fleste, og dog kan han til tider virke som en mest forkrøblede, gamle mand i sin fremtræden, tynget ned mod jorden af ikke så meget tyngdekraften, men nærmere af tunge minder lagt på hans skuldre og i hans hjerne i løbet af det enogtredive år lange liv. Disse tyngende bekymringer kan også ses i de to grønne øjne placeret på hver sin side af den kantede næseryg. Disse to synsorganer kunne snildt tilhøre en mand på tre gange Estars alder, eftersom de afspejler ikke blot, hvad han ser, men også alt han har set og lært om verden og dens natur. Udtrykket i disse øjne kan skifte fra at være dødalvorligt til at være så mildt som noget, fuldstændigt afhængigt af deres ejermands sindsstemning. Øjenbrynene over dem er uplukkede og mørke, og de er placeret under en åben pande samt over et let firkantet kæbeparti med en fast hage, der er dækket af mørkt skæg i samme farve som den halvlange manke af hår, der indrammer ansigtet som helhed. Smilet på de ofte let sprukne læber er, når det nu og da ses, varmt og imødekommende, og det kan forsikre selv de mere mistroiske om nordboens pålidelighed og velvilje, når det opbløder ansigtets ellers noget kantede træk. Enkelte fine linjer kan ses hist og her - især i panden og omkring øjnene - men disse kan endnu ikke betegnes som egentlige rynker.
Hvad angår tøj klæder Estar sig, dels som et resultat af sit erhverv som vandrer, dels grundet en generel mangel på interesse for mode, hovedsagligt i praktiske og resjevenlige klæder. Af denne grund er han ikke en tilhænger af at bære klædningsstykker af metal så som ringbrynjer og de endnu større pladerustninger, siden vægten af disse ville være alt for stor, og siden hans bevægelighed og mobilitet iført en af disse anordninger ville være voldsomt begrænset - det ville altså være mere end byrde end en egentlig hjælp. Skal han dog deltage i en i forvejen planlagt kamp med håndvåben, vil han blive set i en let ríngbrynje. I stedet består beklædningen af lag på lag i farver, der gør sig relativt godt i vildmarken. Tættest på kroppen bærer han en kofte i let groft, rødligt stof, der dog har et fornemt broderi rundt i kanterne. Uden over denne er der en ærmeløs kofte lavet af mørkebrunt, blødgjort læder med holdbare spænder og lædersnore foran. Benklæderne er mørke og stærke af uld, og de går ned i et par høje støvler, der ligesom koften, er gjort i læder gjort blødt gennem mange timers brug. En kåbe af endnu stærkere læder trækkes somme tider uden over både skjorte og kofte for at give kroppen endnu større beskyttelse. Han bærer desuden en kappe gjort i grønligt uld med sig. Når denne ikke er i brug, er den foldet som en lille rulle, så den kan bæres i en strop over ryggen. Denne sidste kappe vil hovedsagligt blive taget i skjul, hvis det er bydende nødvendigt for vandreren at holde sig godt skjult, eller hvis han befinder sig på særligt kolde steder.
Dette er den første.
Karakternavn:
Estar Faelon.
Køn:
Mand.
Alder:
31 år.
Race:
Menneske.
Job/Status:
Nomade.
Baggrundshistorie:
Estar blev født langt oppe mod nord i tundraen, og han tilhører således nordboerne. Begge forældre var normader, der rejste omkring i tundraen sammen med omkring tolv andre af deres folk.
"Bare pres én sidste gang, kære. Bare én gang til - jeg ved, du kan klare det." Jordemoderens hæse stemme forsøgte at overdøve den brølende vind, der rev og sled i den stramt udspændte teltdug, truende med at rive den itu hvert øjeblik. Inde i teltet var ilden tændt, men på den anden side af dugen, var temperaturerne faldet det til laveste i mange år. Den generelle mening var, at barnet ingen overlevelseschancer ville have, men denne tanke var endnu ikke blevet udtrykt gennem ord. Earhirils hænder var hvide efter at have klemt fast om sin husbonds. Det blege ansigt var grumt og fortrukket grundet de smerter, hun gennemgik, og Aerolfin kunne ikke gøre andet end at håbe, at det snart ville være ovre - ligegyldigt hvordan resultatet ville være. "Åh, her kommer den, her kommer den .. Så, dér var han." Og jordemoderens ansigt var ét stort smil.
Da solen brød frem over horisonten, var banet stadig i live, og det blev derfor sagt om ham, at han var stærk i ånden. Det samme kunne dog ikke siges om hans moder. Fødslen havde været hård ved Earhiril, og i en uge var hun ikke i stand til at bevæge sig fra sit leje. Det første skridt, hun tog, efter den uge var det, der dræbte hende, og Estar skulle således aldrig komme til at kende sin moder.
De tidligste minder, Estar har, omhandler alle bidende kulde. Han havde aldrig en moder til at tage sig af ham, og han blev således opdraget af sin fader og normadekoloniens andre kvinder. Dette lod dog ikke til at påvirke hans udvikling i nogen negativ retning. Den viste sig nærmere at være unaturligt hurtig: I en alder af fem måneder, kunne han gå lige så vel som enhver femårig, og da han rundede sit første år, havde han fået fuld kontrol over sin tunges bevægelser, så han således var i stand til at tale relativt forståeligt. I sit femte år lærte han at ride de små heste, og to år senere tog hans fader ham med ud på sin første jagt væk fra lejren, dels for at skaffe føde, dels for at lære sønnen at overleve i vildmarkens barske landskab.
"Lilla .. " Han så ned på sine bare fingre igne. Bare fordi hans fader var i færd med at reparere de store skindhandsker, der ellers skulle beskytte ekstremiteterne mod vindens kolde tænder. Drengen havde ødelagt dem under jagten, og han havde set skamfuldt ned i jorden lige siden. Forfrysninger var ved at æde de tynde hænder op, begyndende med de små fingre, der allerede var violette og følelsesløse. De skamfulde øjne skævede over til den store faderskikkelse, der sad nogle meter væk trækkende en tyk nål gennem det seje materiale. Han var en mand af enorm statur med sine over to meter, og Estar tænkte ved sig selv, at han aldrig selv ville blive så stor og prægtig.
Da Estar så ham fire år senere bøjet fremover i voldsom smerte i færd med at hoste en ildevarslende mængde blod op på den hvide sne, lod han pludselig slet ikke til at være så stor længere. De havde slået lejr tæt på bjergene. For tæt på dem måske. I hvert fald havde de fanget den uønskede opmærksomhed fra en af de mange kolonier af røvere, der befandt sig oppe i højderne. Normadernes lejr blev angrebet midt om natten, og de var blevet taget med paraderne nede. Estar var en af de første til at blive slået bevidstløs af en af de mange angribere. Bevidstheden vendte tilbage til ham efter nogen tid - tids nok til at se faderen knæle ned i den blodplettede sne. Drengens krop var fuldstændig følelsesløs, dels et resultat af at have liggende stille i den isnende sne, dels af angriberens velrettede slag mod hans baghoved. Han kunne således ikke gøre andet end at ligge og se til, mens røverne gjorde en ende på den store nordboer uden at tage yderligere notits af den lille dreng, der lå i sneen i en dødlignende tilstand.
Estar lå i sådan i lang tid - han er ikke sikker på hvor længe - men på et tidspunkt besluttede han sig for, at det ikke skulle være enden for Estar Faelon, så med den sidste styrke, der var tilbage i hans krop, fik han sig hevet op på ryggen af en af de heste, der før var stukket af under angrebet, men nu vendt tilbage til lejren af vane, og han lod sig bære hvorend dyret besluttede sig for at bevæge sig hen. Den fulgte bjergkæden tilsyneladende sigtende efter en af landet større byer længere mod syd. Inden drengen og hesten nåede den endelige destination, blev deres vej dog krydset af et ældre ægtepar, der naturligvis blev ganske chokerede over at finde en dreng halvt i live og halvt død på en hest i nogenlunde samme tilstand. Efter at have indset, at barnet var forældreløst, tog de ham under deres vinger. Lige siden deres ægteskabs begyndelse, havde de ønsket sig et barn, men aldrig havde de været i stand til selv at få et. Endelig lod det til, at de høje magter dog tilsmilede dem med en smule lykke. Drengen sagde ikke meget i løbet af det første år, han var i deres pleje. Det meste af hans dag blev brugt på blot at stirre fraværende ud gennem husets nordvendte vindue, med et blik der blev mere og mere fjernt for hver dag, der gik, og parret vidste aldrig, hvor hans tanker vandrede hen på disse tidspunkter. Langsomt begyndte Estar dog at vænne sig til tilværelsen med de to ældre mennesker, og han begyndte da også at holde af dem på samme måde, som et barn holder af dets forældre. Qua sin nomadebaggrund følte han dog stadig en voldsom lyst til at rejse og vandre, og det hændte derfor, at han nu og da kunne forsvinde fra hjemmet i flere dage ad gangen - somme tider hele uger, når han gik på opdagelse i de mere sydliggende områder, der var eksotiske og nye for ham på alle måder. Stødt og roligt vænnede han sig dog også til den fremmede natur og de fremmede omgivelser, byen udgjorde.
Da Estar var atten år gammel, mødte han sit livs kærlighed på en af sine sædvanlige ture gennem byens tætbefolkede gader - en eksotisk skønhed med mørkt hår og mørk hud med en moder, der stammede fra ørkenlandene. Hendes navn var Yasmin, og hun var en kvinde med stærke hænder og et endnu stærkere hjerte. Trivielt som det måske kan lyde, var det som kærlighed ved første blik, og indenfor to år nåede de to unge at blive forenet i ægteskab. De besluttede at blive i den lille by, for på daværende tidspunkt, tjente Yasmin i et af de mange templer. Et år efter at løfterne om troskab var blevet udtalt nedkom den mørke kvinde med et barn - en lille datter med tynde krøller. Alt virkede på daværende tidspunkt perfekt for den lille familie, og i den tid følte Estar ikke den samme restløshed, der havde revet ham rundt siden barnsben - han havde fundet, hvad han havde brug for. Men alt, der er så idyllisk, er dømt til at få en ende, og Estars historie er da heller ingen undtagelse. Denne slutning kom pludseligt uden forvarsel, og den ramte med større kraft end det slag i hovedet, der tidligere havde slået den unge nordboer bevidstløs. Både moder og barn nedkom med en mærkværdig sygdom, og ingen af dem kom nogensinde til at gå igen, og i en alder af treogtyve mistede Estar således både kone og barn med kun en dags mellemrum. Dette var det største tab, han endnu havde oplevet, og det indhyllede hans sind i en altoverskyggende sorg, der fulgte i hans store fodspor hvorend han gik.
Restløsheden vendte tilbage fra hvor den end havde befundet sig i de fem år, han havde været sammen med Yasmin, og den unge mand begyndte at genoptage vandringen - længere og længere væk fra byen for hver dag, der gik, indtil han til sidst forlod den helt uden at se sig tilbage. At være bag dens trænge mure i mellem hvilke fordums minder rungede var ikke længere til at bære. Tabet af de to kvinder i sit liv, fik nordboeren til at svælge i en tilstand af selvmedlidenhed, og den opmærksomhed, han gav kampen mellem mørkets og lysets væsner var derfor begrænset - han var mere optaget af sin egen sorg. Som årene er gået, er fortidens hændelser dog kommet mere på afstand, og hans interesse for omverdenens tilstand er således begyndt at vokse. Urimeligheden i den mørke fyrstes måde at regere på er tydelig for den nu midaldrende mand, og han har således fundet et nogenlunde fast holdepunkt i sin tilværelse i form af kampen for folkets frigørelse.
Personlighed:
- Troskab: De frie folk.
- Seksualitet: Heteroseksuel.
- Vaner: Estar har for vane at holde sig for sig selv - mest af alt for at være alene med sine tanker. Dette betyder dog også, at han som regel vil være hundrede procent tilstedeværende, når han så er i selskab med andre.
Han er en besværet sjæl og foretrækker som et resultat heraf at bruge det meste af sin tid alene med egne tanker frem for at udveksle dem med andres. Han er blevet hærdet af tidligere hændelser i sit liv, og dette indre skjold har efterhånden haft adskillige år til at vokse sig hårdt og tykt. Det et således ganske svært virkelig at komme til at kende manden bag et let ulæselige ydre. Det hænder ofte, at folk har den opfattelse, at de kender enspænderen utroligt godt, men dette viser sig gang på gang at være en fejlagtig antagelse, der ikke bygger på andet end manglende indsigt og selvoptagethed.
Men på trods af sit noget reserverede og somme tider ganske strenge væsen, er han samtidig stærk i både vilje og mod, og har han sat sig noget for, vil han ikke lade noget mindre en døden sætte en stopper for denne søgen efter fuldførelse. Han har dog for vane først at overveje situationer grundigt, inden han kaster sig ud i åbne skænderier og kampe. Skulle det dog hænde, at han føler sig fornærmet eller på nogen anden måde uretfærdigt behandlet, vil, hvis det ikke kommer til en direkte konfrontation, hvor han kan få afløb for sit raseri, vil han sandsynligvis bære nag over dette i en - for et menneske - lettere uoverskuelig fremtid, og det vil som regel være meget svært at få ham til at droppe dette igen.
Nordboen betragter sig selv som en realist til benet frem for en decideret pessimist, og det er derfor de færreste ting, der kan få hans humør til at stige til enorme højder. Han foretrækker at se tingene fra et sandsynligt perspektiv, og han har derfor i sin tid prikket hul i adskillige mere eller mindre flyvske planer udtænkt af deres lidt for flyvske ejermænds hjerner, hvad da også har givet næring til den generelle opfattelse, at han er lidt af en stivstikker. Dette er dog langt fra tilfældet, og det er bestemt ikke ensbetydende med, at Estar er kedelig af natur - langt fra. Befinder han sig i et selskab, han finder fornøjeligt, kan han være en af de muntrestte til stede. Dybest inde er han en omsorgsfuld og venlig person, men det er en af de sider af sin personlighed, han beskytter bedst og med størst kraft og kun viser til folk, han føler, han for alvor kan stole på. Og så børn hvis muntre og lyse sind han holder ganske meget af. Selvom han sjældent tager del i nogen af aktiviteterne, holder han desuden meget af sang og dans. Sker det, at han alligevel kaster sig ud i en af disse ting, vil man opdage, at han egentlig er ganske let på sine fødder.
Det meste af tiden lider han dog af en konstant følelse af restløshed - en altid nærværende trang til at være på farten og til at komme videre, som om noget var lige i hælene på ham hele tiden. Han ønsker at se verden til fulde - formentlig et resultat af forældrenes normadebaggrund, men med de mørke kræfters magtovertagelse, er dette liv blevet en del vanskeligtgjort til vandrerens store ærgelse. Stod det til ham, blev den mørke fyrste væltet med det samme, så folket igen kunne ånde frit. I årenes løb er det nemlig blevet klart for ham, at kamp og vold intet løser - det skaber nærmere bare endnu større problemer. Derfor tror han ikke på, at vold er den bedste vej frem, men han indrømmer dog, at den til tider kan være nødvendig i en verden, der tilsyneladende ikke sværger til andet. Derfor er han da heller ikke modstander af en voldelig kamp mod den mørke overmagt, men han ville til hver en tid foretrække fredelig forhandling, hvis det skulle være muligt. Et tidspunkt hvor han dog kan sætte al tanke om pasificme og passivitet til side uden tøven er, hvis en af dem tæt på ham bringes i fare. I et sådant tilfælde vil han ikke tøve med at beskytte denne ven - selv ikke hvis dette indbefatter at dræbe truslen. Han er trods alt en øvet kriger.
Slutteligt nærer han en dyb respekt for det modsatte køn, men han foretrækker dog stadig kvinder, der har en smule rygrad og er i stand til at kæmpe deres egne kampe. I hans øjne - og måske imod samfundets generelle opfattelse - er mænd og kvinder skabt lige, og de burde således have lige rettigheder. Alt i alt er Estar altså en sympatisk mand gemt bag et ydre af strenghed og ligegyldighed, samt en trofast ven, skulle det nogensinde lykkes at vinde hans venskab.
Udseende:
PB: Hugh Jackman.
- Udrustning: Estar ses sjældent i nogen form for rustning. Skulle det nu en gang hænde, at han skruede sig ned i en af disse anordninger, er det ikke mere end en simpel ringbrynje samt et par arm- og benskinner.
- Våben: Et sværd på ca. 140 centimeter med et skaft der er stort nok til at kunne bruges med en hånd, men med plads til to, hvis der skal lægges mere kraft bag slaget. Skæftet er fremstillet af hårdt træ skjult af læder. Enden minder om en stjerne med kun fire arme. Længden af klingen gør, at Estar kan udnytte sin kampstrategi til fulde. Han bruger kraften fra sin modstanders udfald og vender det mod dem selv ved at parere deres slag i højt i deres sving og derved føre det tilbage til dem, hvilket udnytter den fulde længde af sværdets klinge. Dette vil ofte slå modstanderen ud af balance, hvilket giver Aerendil muligheden for et åbent stød igen. Dette andet angreb er normalt tohåndet. Klingens længde giver ham også større rækkevidde. Ved brug af denne fordel er angrebet ethåndet. Desuden har han et par knive gemt rundt omkring: Én i bæltet og én mindre en i støvlen. Den i bæltet er en fornemt udseende jagtkniv med et krumt blad og en ædelsten i enden af skæftet, mens den i støvlen har blot et lige blad. Med sig på sin hest har han normalt også en kort bue på cirka 95 cm lavet af takstræ samt et pilekogger. Disse remider er hovedsagligt til jagtbrug.
Med sine lidt over to meter, brede skuldre og stærke lemmer står Estar et hoved højere end de fleste, og dog kan han til tider virke som en mest forkrøblede, gamle mand i sin fremtræden, tynget ned mod jorden af ikke så meget tyngdekraften, men nærmere af tunge minder lagt på hans skuldre og i hans hjerne i løbet af det enogtredive år lange liv. Disse tyngende bekymringer kan også ses i de to grønne øjne placeret på hver sin side af den kantede næseryg. Disse to synsorganer kunne snildt tilhøre en mand på tre gange Estars alder, eftersom de afspejler ikke blot, hvad han ser, men også alt han har set og lært om verden og dens natur. Udtrykket i disse øjne kan skifte fra at være dødalvorligt til at være så mildt som noget, fuldstændigt afhængigt af deres ejermands sindsstemning. Øjenbrynene over dem er uplukkede og mørke, og de er placeret under en åben pande samt over et let firkantet kæbeparti med en fast hage, der er dækket af mørkt skæg i samme farve som den halvlange manke af hår, der indrammer ansigtet som helhed. Smilet på de ofte let sprukne læber er, når det nu og da ses, varmt og imødekommende, og det kan forsikre selv de mere mistroiske om nordboens pålidelighed og velvilje, når det opbløder ansigtets ellers noget kantede træk. Enkelte fine linjer kan ses hist og her - især i panden og omkring øjnene - men disse kan endnu ikke betegnes som egentlige rynker.
Hvad angår tøj klæder Estar sig, dels som et resultat af sit erhverv som vandrer, dels grundet en generel mangel på interesse for mode, hovedsagligt i praktiske og resjevenlige klæder. Af denne grund er han ikke en tilhænger af at bære klædningsstykker af metal så som ringbrynjer og de endnu større pladerustninger, siden vægten af disse ville være alt for stor, og siden hans bevægelighed og mobilitet iført en af disse anordninger ville være voldsomt begrænset - det ville altså være mere end byrde end en egentlig hjælp. Skal han dog deltage i en i forvejen planlagt kamp med håndvåben, vil han blive set i en let ríngbrynje. I stedet består beklædningen af lag på lag i farver, der gør sig relativt godt i vildmarken. Tættest på kroppen bærer han en kofte i let groft, rødligt stof, der dog har et fornemt broderi rundt i kanterne. Uden over denne er der en ærmeløs kofte lavet af mørkebrunt, blødgjort læder med holdbare spænder og lædersnore foran. Benklæderne er mørke og stærke af uld, og de går ned i et par høje støvler, der ligesom koften, er gjort i læder gjort blødt gennem mange timers brug. En kåbe af endnu stærkere læder trækkes somme tider uden over både skjorte og kofte for at give kroppen endnu større beskyttelse. Han bærer desuden en kappe gjort i grønligt uld med sig. Når denne ikke er i brug, er den foldet som en lille rulle, så den kan bæres i en strop over ryggen. Denne sidste kappe vil hovedsagligt blive taget i skjul, hvis det er bydende nødvendigt for vandreren at holde sig godt skjult, eller hvis han befinder sig på særligt kolde steder.
