den gamle mands hytte [I]

[Adduco Creperum]

det var en dunkel aften, og regnen øssede ned, så da Adduco lanede i en lysning, og begyndte at gå imod en lille hytte, der lå i udkandten af lysningen, var han allerade gennemblødt.
da han kom hen til hytten, flåede han døren op og så sig omkring, mens vandet løb ned af ham, og dryppede fra hans kåbe og ned på gulvet.
han tog sin ene handske af og, så på den lysende amulet der sad i hans hånd, han vidste at han måtte være tæt på sit mål, som ikke var aura denne gang

[Fuglen]

Fugl som selv havde søgt ly i hytten så forskrækket op fra kaminen. Hytten havde været forladt, fornylig, så her var både mad og brænde. De cremefarvede øre stod stift fremadrettede og hun så på manden i døren med let sammenknebne øjne og et lille fnys. Det kunne godt være at det ikke var hendes hus, men hun havde da tråds alt ikke forsøgt at rive døren af hængslerne. "Godaften?" formålsløst forsøgte hun ikke at smile, men alligevel trak det lidt i hendes mundvig over situationen.
I henderne havde hun en lille humpel brød, hvor resten lå på spisebordet, som vist ikke vat blevet gjort særlig meget rent mens der egentlig havde boet nogen her.
Hun burde være løbet tilbage til slottet, men regnen havde på så kort tid gennemblødt hendes tøj at hun havde opgivet.

[Adduco Creperum]

Adduco nikkede kort, og sagde sammenbidt "godaften" han tog sin handske på igen og mumlede noget utydeligt om at der måtte være noget i vejen med den.
han blev ved med at se sig lidt om i hytten, for han havde forventet, at der var andre i hytten, end denne furry, men han fandt ikke andre, og da han ikke ville ud i regnen igen, slog han et par gange med sine store sorte vinger, for at få det værste af vandet af dem, inden han satte sig ned i en lænestol over for Fugl, og så på hende med et halvfjernt blik

[Fuglen]

Fugl så skråt op på ham efter at havde dukket sig for den sky af vandråber han havde sendt ud i hele stuen. "Undskyld... er det dig der bor her?" spurgte hun så, men var ret sikker på at svaret var nej, da han ikke havde sagt noget til at hun befandt sig herinde.
Hun lignede næppe en af prinsernes danserinder, viklet ind i et ækelt brunt tæppe og det lange lyse har sjasket ned over ryggen. Alligevel rankede hun sig lidt og forsøgte ikke at se så ynkelig ud. Det var lige før hun kunne samligne sig selv med en halvdruknet mus jo.
"Hvis det er tilfældet må De undskylde...." Fugl tvang sig selv til ikke at bide i sin underlæbe, men holdt hovedet højt, med hagen skudt let frem og de dybblå øjne vagtsomme.
Dødsengle var ikke til at spøge med, så meget vidste hun da.

[Adduco Creperum]

hans blik blev tilstedeværrende da fugl snakkede til ham
"nej det er ikke mig der bor her" sagde Adduco og et svagt men koldt smil, spedte sig over hans læber.
"og jeg går ud fra at det heller ikke er dig der ejer dette skur"
han undrede sig lidt over hvor hans mål var henne, og om han kunne have fået et tip om at Adduco var på vej. men han slog det hen, for han kunne altid finde ham senere.
han begyndte ubevidst at række en hånd ud efter noget af det mad der lå på bordet mellem ham og fugl

[Fuglen]

Fugl fulgte med blikket hans hånd, og lod det derefter glide op af underarmens muskel. Hendes øjne var undersøgende, vagtsome og med en antydning af nysgerrighed, men en kølighed lå alligvel dybt begravet i det blå blik. "Nej det er ikke mig, jeg tror ikke jeg ville kunne finde ud af at indfinde mig så ulækkert et sted som dette.... men hvem er du?" spurgte hun påpasseligt med en monoton tone og et høfligt smil som dog virkede lidt pålagt.
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til ham; om hun burde være bange eller afslappet. Et eller andet sted slappede hun faktisk af i hans nærvær hvilket irriterede hende lidt.
Hun vippede kort med ørene, og vendte blikket ud mod vinduet. Det var blot en hjort der var sprunget forbi hytten og regnen styrtede endnu ned, midst lige så kraftigt som før.

[Adduco Creperum]

Adduco tog et brød og fra bordet og vendte det mellem sine hænder, i nogen tid inden han lagde det fra sig og så på fugl, han sad stille i lidt tid, mens han lod sit blik glide op og ned af hende et par gange, mens han overvejede hvad han skulle gøre.

Adduc krængede sin hætte tilbage, sådan hans sorte hår og øjne kom til syne.
"mit navn er Adduco" sagde han roligt, mens han tog hendes hånd og kyssede den blindt, inden han så op på hende igen "men må jeg have lov at spørge, dem om hvem de er?
han så afventende på hende, mens han stadig holdte hendes hånd

[Fuglen]

Fugl så åbenlyst nysgerrigt til da han strøg hætten tilbage og et lille smil antydede i hendes mundvig da hans ansigt kom til syne. Alligevel spærrede hun øjnene lidt lidt forbløffet op ved hans høflige gestus. Hun kunne mærke hans varme ånde på sin håndryg lige inden læberne blidt berørte hende. En ufrivillig rødmen steg op i hendes kinder, "Jeg er Fugl..." Hun smilede endelig helt og blottede sine perfekte tænder.
Forsigtig uden at opføre sig ubehøvlet trak hun blidt sin hånd til sig.
I sit stille sind afgjorde hun at hun hellere måtte undlade at fortælle at hun arbejde på slottet.... det kunne skabe hende ret mange problemer på halsen.

[Adduco Creperum]

"det glæder mig at møde Dem fugl" sagde adduco venligt mens han så på hende, med et kort smil, inden han tog brødet igen, og tog en bid af det. egentlig var han ligeglad med fugl, for hun var ikke et mål, og han så hende ikke som en trussel, så om hun var der eller ej, var ham ligegyldigt. han så på hende, mens et koldt smil kort kom frem på hans læber, da han begyndte at overveje, om han skulle lege lidt med hende, bare for underholdningens skyld

[Fuglen]

Fugl tørrede smilet af og fulgte hans munds bevægelse mens han snakkede, og da han spiste, af det egentlig ikke særlig appetitvækkende brød. Hun kneb igen øjnene lidt sammen, og forsøgte nyttesløst at gennemskue ham.
Regnen trommede mod ruderne, og hendes øre vippede irriteret i små sæt.
Igen drejede hun hovedet og så ud af vinduet selvom der intet var at se, mens hun trak tæppet, tættere om sine skuldre.
Hendes kjole var gennemblødt, og hun burde egentlig tage den af og hænge den til tørre foran kaminen, for ikke at blive syg, men hun havde ikke den største lyst til at smide tøjet lige nu. Faktisk havde hun ikke noget imod nøgenhed, da hun var vant til så let beklædning i prinsernes nærver, men med fremmede? Det kunne hun ikke lige sætte finger på.
Fugl besluttede sig for at tie stille og puttede istedet endnu et stykke brød i munden.

[Adduco Creperum]

Adduco, kunne mærke at vandet langsomt var begyndt at trænge igennem hans kåbe, så han rejste sig, og tog den af, samt sine handsker, sådan hans muskuløse overkrop og hans tatoveringer, samt de amuletter der sad i hans hænder, kom til syne. han gik hen til kaminen og hængte sin kåbe og sine handsker op over en stol, og gik hen og satte sig igen, da han satte sig smilte han kort til Fugl, inden han lænede sig tilbage i stolen og lukkede sine øjne og begyndte at slappe af, mens han begyndte at lytte til regnen som slog ned mod hyttens ruder

[Fuglen]

I høflighed så Fugl væk da han, med ryggen til tog sin kåbe af. Alligevel kunne hun ikke dy sig og lagde hovedet en anelse på sned for at se ham an. Noget faretruende nysgerrigt spillede i hendes øjne, som de gled over hans bare ryg og tatoveringerne.
Da han vendte sig, så hun væk igen, dog med et lille smil om læberne. Hun fik lyst til at... lege... med ham. Igen så hun på ham, denne gang direkte, og nåede lige at se smilet, inden han havde sat sig og lukket øjnene.
Fugl rejste sig og lod tæppet glide af sig, hvorpå hun selv gik over til ilden.
Ikke at hun tog tøjet af, men det klæbede nu alligevel til hendes krop, så det havde vel ikke gjort den store forskæl.
Kjolen, som kun gik hende til lige over knæene og halvvejs ned på armene, var mørk lilla, og stoffet fint og tyndt.
De bare ben og arme var mælkehvide og fletningen lå tyk som et reb over den ene skulder.
Flammerne i kaminen var efterhånden også døende, så hun satte sig langsomt på hug for at samle et stykke brænde op og derefter smide det ind i flammerne.
Hendes bevægelser var langsomme og elegante, men det var vel egentlig mest fordi hun samtidig sad og tænkte.
Gad vide om der var nogen der ledte efter hende... der stod en skideballe parat der hjemme, så meget var hun da klar over.

[Adduco Creperum]

adduco slog øjne op, og så på fugl som stod henne ved ilden, han kunne tydeligt se hendes flotte former gennem hendes tynder og klæbende kjole.
han rejste sig og gik hen til hende og satte sig på hug ved siden af hende, og begyndte at samle brænde sammen. "vil De have lidt hjælp" spurgte han venligt, inden han bevidste rakte ud efter et stykke træ, som hun også rækte ud efter, så han kort kom til at holde om hendes hånd, han smilte kort til hende, inden han igen slap hendes hånd.
Adduco, smed noget af brænden ind i ilden, inden han igen rejste sig og satte sig over i stolen igen. han lukkede stille sine øjne og tænkte *så, nu må hun tage det som hun vil, og gøre ved det hvad hun vil han smilte kort, inden han slog øjne op, og lod sit blik glide imod fugl

[Fuglen]

Fugl nåede ikke at svare før han allerede sad på hug ved siden af hende, og hans fingre lå over hendes. Hun smilede og lod ham hjælp hvorefter hun blot med blikket fulgte ham da han satte sig igen.
Med et legende glimt i øjnene, rejste hun sig langsomt og gik hen bag Adduco.
"Er her ikke stadig koldt?" spurgte hun med så skrøbelig en stemme hun kunne fremmane, selvom hun dårligt kunne tøre det udspekulerede smil af sine læber.
Med en legende bevægelse, strøg hun hans kæbelinje med en enkelt fingerspids, mens smilet på hendes læber belv bredere. Det kunne se ud til at det ville blive en... hyggelig, aften alligevel.

[Adduco Creperum]

Adduco nød hendes berøring og smilte kort til hende og lukkede så sine øjne
"argh det er da ikke så koldt, men det ville ikke gøre noget hvis det var lidt varmere" sagde han venligt inden han igen åbnede sin øjne "du fryser måske?" spurgte han en smule drillende, inden han lod sit blik glide op og ned af hende, inden han lukkede øjne.
Adduco, var ved at blive lidt mistænkelig ved hende, på grund af alt hendes flirten, men han viste det ikke, for han ville lade hende gøre hvad hun ville, indtil videre, for at blive sikker på om hun var ude på andet end det hun lagde op til, og hvad det eventuelt kunne være hun var ude på