|
|
Post by Morrigan on Mar 30, 2009 12:26:28 GMT -5
Det var hen af mod aftentid. Morrigan havde atter igen brudt sin faders regl om at forlade slottet. Hun var iført sin kappe med hætte over, så hun ikke så let ville blive genkendt. Hun var nået et godt stykke væk fra slottets område og vagterne. Langsomt pustede Morrigan lettet ud og stoppede op. Hun smilte og så sig lidt omkring. Det stille men enorme bjergpas. Her kom hun oftes, ihvertfald om aften. Her kunne hun være heldig at finde et dyr eller måske endda et menenske som vandrede igennem - og så var der dømt spisetid! Morrigan gik lydløst videre og kravlede op af nogle høje sten der førte videre op mod bjerghulerne. Deroppe fra kunne hun fint holde udkig efter om der kom nogle gående forbi, uden de ville opdage hende.
|
|
|
|
Post by Dwight on Mar 30, 2009 12:35:35 GMT -5
Dwight kom stille gående hen af en lille sti der kom nede fra den anden side af bjerget. Han havde en vandrepind i den ene hånd og en pose i den anden. Han havde sin sorte kappe på og sit sorte tøj. Han tog hætten af hvorefter han satte sig på en sten. Han lagde posen og pinden på den samme sten. Han kørte en hånd gennem håret mens han smilede selvtilfreds
|
|
|
|
Post by Morrigan on Mar 30, 2009 13:02:12 GMT -5
Oppe fra sit skjulested havde Morrigan trukket sig helt ned mod jorden. Hun spottede ud mellem to stenvrag og så den fremmede mand nede på stien. Da han tog sin hætte af missede Morrigan med øjnene - hun smilte så svagt derefter. "Mmmh, The Dinner is ready" tænkte hun og lod tungen glide hen over de tynde læbe. Hun listede sig afsted fra sin skjuleplads, ned langs bjergsiden og kom langsomt tættere og tættere på. Da hun var kommet tæt nok på til egentlig at kunne overfalde ham stoppede hun. Hun bed sig af spænding i underlæben og kunne knap nok vente med at springe på ham. Men istedet for at springe direkte på ham - så sprang hun i et elegant hop ned bag ved ham. Hun landede på benene og rettede sig op. Hætten forblev dog på, så den afslørede ikke hendes sande jeg. Et smil bredte sig på ansigtet af hende. "Jamen godaften, fremmede" hvislede hun svagt.
|
|
|
|
Post by Dwight on Mar 30, 2009 13:05:55 GMT -5
Dwigth sprang op som en hund - eller en ulv. Han sprang godt 1 meter hvorefter han vendte sig om og så på hende. "Godaften" sagde han. Der var lige så stille begyndt at vokse hår frem på ham da han måske ville forvandle sig og angribe. Han så på hende med kolde og på en måde tomme øjne
|
|
|
|
Post by Morrigan on Mar 30, 2009 13:27:18 GMT -5
Morrigan smilte bredt da Dwight vendte sig om efter hans lille "hop". "Blev De bange?" spurgte hun med en sukkersød stemme. Det morede hende at have listet sig ind på ham, og at det havde påvirket ham på den måde hun ønskede. Hun blev tavs i et øjeblik og studerede ham lidt, lugtede ham.. Han var ihvertfald ikke et lysvæsen.. Øv! Nu havde hun lige håbet på det havde været et lysvæsen eller et menenske. De var nu engang de sjoveste at lege "katten efter musen med". Hun så lidt afventende på ham, men lod ham ikke rigtig sige mere før hun selv afbrød. "Hvad laver De her.. På denne tid af natten?" spurgte hun og blottede sine små spidse tænder, selvom han ikke ville kunne se dem - eftersom hele hendes ansigt var dækket af hætten som gik ned over.
|
|
|
|
Post by Dwight on Mar 30, 2009 13:31:36 GMT -5
"Kommer det Dem ved?" spurgte Dwight, måske lidt uhøfligt. Han var langsomt begyndt at få hår på hænderne og hovedet samtidig med at han blev stører. "Vampyr..." mumlede han stille da han så hendes tænder. Efter det smilede Dwight. Nærmest ondt. Han begyndte selv at få lidt spidsere tænder og var klar til at få næse, mund og 'smide tøjet' frem og angribe
|
|
|
|
Post by Morrigan on Mar 30, 2009 13:36:49 GMT -5
Morrigan lagde hurtigt mærke til hans "forvandling".. Hmm, en varulv? Hun blev en smule nervøs et kort øjeblik - hun havde ikke lige i tankerne at hun skulle havne i en slåskamp - hvorpå så at skulle bortforklare hvorfor over for sin far i morgen. Hun rømmede sig lidt og blev stående uden at rykke sig en meter. "Måske ikke.. Men jeg spurgte. Er det ikke uhøfligt ikke at svare en dame?" spurgte hun så og missede igen med de ravgule øjne. Hun havde på nuværende tidspunkt opgivet at bruge den unge mand som hendes føde - hun anede jo intet om hvor stærk denne varuvl var, og hun havde bestemt ikke lyst til at tabe til sådan en!
|
|
|
|
Post by Dwight on Mar 30, 2009 13:41:18 GMT -5
"En lille gåtur..." sagde Dwight bare. Hans stemme var blevet lidt dybere samtidig han var vokset til den størrelse en varulv havde. Han slog et lille slag med hovedet som om han fik et anfald. Han så på hende igen men denne gang med gule øjne. Små pupiller og gule øjne. Han kløede sig lidt i håret med hans hånd som nu var blevet til en pote med spidse klør
|
|
|
|
Post by Morrigan on Mar 30, 2009 13:57:54 GMT -5
Morrigan blev mere og mere klar over hvor dårlig den her situation var ved at udarte sig til. Hun sank en lille klump i halsen og begyndte at gå et par skridt bagud. "Eeh, okay.. dejligt!" Sagde hun så, lettere usikker på om hun egentlig bare skulle stikke af - og det skulle nok være i en hulens fart? Men hun valgte ikke at vise sig svag, ihvertfald ikke tydeligt. Hun tog istedet sin hætte af, så hun bedre hun se dette "dyr" vokse sig i al sin magt. Hun bed sig nervøst i læben, hårdt. "Ikke godt.. " tænkte hun og så sig hurtigt om.. Hvor skulle hun springe hen hvis han nu angreb?? En ulv - eller rettere, en varulv som ham ville snilt kunne følge med hende og indhente hende i hendes forsøg på at komme væk.
|
|
|
|
Post by Dwight on Mar 30, 2009 14:01:22 GMT -5
"Hvorfor flygter du? Jeg har intet gjordt" sagde Dwight og gik et par skridt mod hende med et ondt smil. Han stoppede pludselig hvorefter han krøb sig sammen og vendte sig om. Der kom nogle små piv/skrig fra ham. Der kom så et brøl fra ham. han var forvandlet. Hans tøj var faldet sammen på jorden. Han vendte sig om og så på hende mens han viste tænder
|
|
|
|
Post by Morrigan on Mar 30, 2009 18:22:29 GMT -5
Morrigan spærrede øjnene op idet den fremmede nu stod forvandlet som fuldtud varulv, lige foran hende. Det her var bestemt ikke godt? Morrigan mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at hamre hurtigere og hurtigere. Måske hun alligevel bare skulle se og komme væk... nu?! Morrigan sprang direkte på ham - ikke for at overfalde, men op på hovedet af ham og videre bag om ham, så hun landede bag ved ham på jorden. Hun satte hurtigt i løb og sprang op af bjergsiden. Hun turde ikke se sig tilbage, hun var bange for at, der om lidt sad en klo i hende og trak hende tilbage på jorden. Morrigan huskede nu atter igen, at, hun evig og altid kom i sådanne slags problemer - bare fordi hun ikke lyttede til sin fars ord om ikke at, forlade slottet. Men hun gad ikke hænge der hjemme og glo.. Hun ville ud og opdage noget, se noget nyt, spændende.. Men lige nu ville hun så ikke have noget imod at, være derhjemme på slottet. Hellere der end her.. ihvertfald lige nu.
|
|
|
|
Post by Dwight on Mar 31, 2009 9:04:41 GMT -5
Da hun sprang op på Dwight prøvede han at bide efter hendes ankel men missede. Han så på mod det sted hun var hoppet op hvorefter han selv prøvede. Da han ikke kunne komme op begyndte han at løbe. Han havde været på bjerget mange gange og kendte det ud og ind. Han løb hen af en lille og næsten usyndlig sti. Da han lyttede kunne han hører hendes skridt et sted. Han satte farten op, sprang op på nogle sten og op det det sted hun var. Han så sig om og så hende løbe et sted hvorefter han satte efter hende
|
|
|
|
Post by Morrigan on Apr 11, 2009 15:02:09 GMT -5
Morrigan forsøgte ihærdigt at kravle så hurtigt hun kunne op af klippenbjerget. Hun var bange og ville helst ikke havne i kløerne på den varulv. Hun trådte forkert og skred ned. Hun skreg idet hun faldte, heldivis faldt hun ikke så langt. Hun landede på et lille stykke fast jord. Hun ømmede sig og fik roligt rejst sig. Pludseligt opdagede hun varulven som var nær hende. Hun bed sig i læben og krøb sammen. Hun kunne jo ikke løbe nogle steder...?
|
|
|
|
Post by Dwight on Apr 11, 2009 15:05:51 GMT -5
Dwight løb direkte mod hende. Rimelig hurtigt endda. Han vidste godt hun var prinsessen og vil bare lige drille hende lidt. Han havde set hun var skredet ned og at der var nogle sten på vej ned af bjerget mod hende. han sprang og landede foran hende, strakte armene ud på klippeblokken sammen med hovedet og brystet hvorefter stenene ramte hans ryg. "Overrasket mylady?" sagde han med et svagt grin
|
|
|
|
Post by Morrigan on Apr 11, 2009 15:09:44 GMT -5
Morrigan åbnede forsigtigt øjnene. Hun så op og opdagede varulven stå foran hende. Hun så hans smil og så uforstående ud. Hun rejste sig stille og så direkte på ham. Hun blev så sur istedet da hun indså han sikkert bare havde moret sig med at jagte hende. Hun viste tænder og skubbede til ham, "Flyt Dem!" snerrede hun og gik forbi ham. Hun ville væk fra ham. Hun var blevet noget så fornærmet og vred. Hun fandt sig ikke i at, folk troede de kunne lege med hende.
|
|
