|
|
Post by Cynthia on Apr 20, 2009 10:32:18 GMT -5
Cynthia stod og stirrede på henrettelsespladsen. Det virkede som om at alt var så stille. Og alligevel virkede det som om at der var nogen tilstedet. Som om nogen stadig befandt sig her på pladsen og ikke kunne komme videre. Cynthia kunne mærke det. Hun kunne mærke frustrationen over at personen ikke kunne komme nogen vejne. Men Cynthia kunne ikke se denne person. Hun var blevet tvunget til at blive dødsengel. Nu var hun så klar over at det var bitterheden der havde gjort det. Vreden over den løgn en ærlig engel havde spyttet ud af munden. Hun hadede engle!
Og pludselig stod hun her.. Vel viden om at hun stod tæt på døden. At hun var klar over at hun vel blot kunne hænge sig selv.. Ville hun så forsvinde? Men så hun nogen grund til at forsvinde? Hun havde ikke tørstet efter hendes retfærdige hævn endnu. Men det skulle hun vel nok komme til?
Det lyse hår bølgede i vindens brise. Hun var iført en sort silkekjole. Hendes ansigt bag en naturlig glød. Stadig var der pletter efter mel i hendes hoved. Sådan var det når man levede i et køkken.
Cynthia var kommet frem til, at hun ikke ville dø endnu. Ingen kaldte hende hjem.Ville nogen, nogensinde gøre det?
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 20, 2009 10:40:18 GMT -5
Himlen var klar, og stjernene var tydelige disse aftener. Månens grå stråler lyste henrettelsespladsen op, så selv den ville få en ret charmerede glød. En skygge bevægede sig over hustagene og bredte sig på henrettelsespladsen. Et par sekunder landede Khaine på selve platformen, og rejste sig elegant op. Han var som altid kun iklædt sit klæde om livet og foldede de store vinger på ryggen. Han så sig omkring i mørket på henrettelsespladsen, men så umiddelbart ingen. han begyndte at gå lidt rundt om galgerne med elegante og rolige bevægelse, imens han lod en af sine klør nitte i træværket. han huskede på hvor mange gange han havde været med til disse henrettelser, dog aldrig som dødelen... når han slog nogen ihjel, blev det som regel gjort i al hemmelighed som et snigmord. det var hvad han var bedst til.
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 20, 2009 11:10:31 GMT -5
Cynthia blev opmærksom. Nogen var i nærheden, men hvem? Hun kunne knap forestille sig hvem der ville vove sig ud i natten? Hvem som helst vel? Hun var jo selv taget her hen, hvorfor vidste hun ikke. Det undrede hende. Hun var dødsengel. Måske var nogen kaldet på hende? Men hvem?
Hun gik videre blandt galgerne. Der var så meget rædsel og mørke ved det her sted. Måske ville solens stråler knap kunne nå pladsen, når den stod op fra sin søvn?
Cynthia gik op af trappen til en af galgerne. Hendes ben gik af sig selv. Hvad havde hun gang i? Ikke kunne hun stopppe hendes egne ben.
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 20, 2009 11:37:22 GMT -5
Khaine hørte nu fodspor, som tydeligvis var på vej op ad trappen og til platformen hvor galgerne var. han stod selv imellem to galger, og kiggede i retning af lyden. han fik øje på en lyshåret kvinde. som var på vej op. Han stoppede op, og betragtede hende i stilhed, og fik derefter øje på hendes sorte vinger. Han gik derved ud fra at hun også var en dødsengel. Han syntes dog hun så rimelig bekendt ud. Han begyndte igen at gå langsomt imellem galgerne, der var omkring 6 af dem, designet til henrettelse af grupper. "Hvad laver en som Dem ude så sent?" spurgte han med sin dybe og majestætiske stemme der kunne manipulere de svag-sindede ved nogle få velvalgte ord. han kiggede end ikke på hende, og ved den måde han gik på hang hans lange hår ned foran ansigtet, og han var ved at runde den sidste galge.
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 21, 2009 9:40:39 GMT -5
Der fik et chok igennem Cynthia. Hun havde haft ret. Nogen eller noget befandt sig faktisk i nærheden af hende. "Jeg laver intet.. Kigger vel bare rundt omkring. Orientere mig om hvor jeg vel hører til? Hvad med Dem?" Hun spejdede ud i mørket og fik øje på den mørke silhuet. Det var vel en dødsengel som hende selv? Hun blev stående hvor hun var. Det virkede så ufatteligt uvirkeligt, at befinde sig et sted, hvor en tyveknægt eller en kvinde der var blevet beskyldt for at være heks, havde tænkt sine sidste tanker før det hele var forbi. Men det var også opvækkende. Spændende at tænke på. Det virkede som om at hun nærmest var spændt og ikke havde det slemt med det, som hun plejede at have det.
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 21, 2009 14:27:13 GMT -5
Khaine vendte sig om og stillede sig roligt et par meter fra hende og så hende an. Han brød sig som regel ikke om at være her når ceremonierne fandt sted, og brød sig ikke om den nedværdigende død der fandt sted her. khaine troede på ære... dér hvor han kom fra blev der arrangeret en tvekamp imellem anklageren og den anklagede. Khaine havde set menneskets barbariske natur, og nydelsen i deres øjne som dødelen henvendte sig til dem. han havde set ærefrygten og forvendtningerne. Han var selv gald for døden og kunne ikke selv løbe fra at han nød at være dén der bestemte om en person dødede eller ej. Han så sig roligt omkring og kiggede hende derefter ind i øjenene. "jeg nyder stilheden, og det den fører med sig" sagde han roligt og kiggede hende stadig stift ind i øjnene. Han prøvede at regne hende ud, siden hun ikke rigtig lignede en "almindelig" dødsengel i hans øjne.
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 21, 2009 15:16:22 GMT -5
"Jeg er ikke født dødsengel," sagde hun i en blid tone, men den virkede så ualmindelig kold. Hun hørte jo egentlig ikke til her. Hun hørte ikke til nogen steder. Det var vel det der var den uhyggelige sandhed?
Hun var blevet dødsengel fordi vreden og bitterheden havde taget over hende. Engle var arrogante og tænke kun på dem selv. Sådan var det bare!
"Døden er ikke blevet mig en ting jeg har vendet mig til," sagde hun klart, stadig koldt. Var døden bare en hverdagsting for ham? Hun bevægede sig ned af trapperne og gik hen mod ham. Han virkede så skræmmende, så kold.. så sort. Dødt..
Hun holdt hans blik, fordi hun ikke ville være for fej til at slippe det. Aldrig være fej over for andre. Det var en af hendes mange regler.
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 21, 2009 15:35:20 GMT -5
Khaine etragtede hende og fæstnede stadig sit kolde blik imod hende. Hans syn var godt i mørke, og gjorde at en person med hendes udseende næsten lyste op, hvilket gjorde at hun stod ud fra konteksten af omgivelserne. Han blev stående, og lyttede til hendes blide, men dog ualmindelig kolde stemme. "Vi har alle vendet os til døden... det er blot et spørgsmål om tid før dette bliver en realitet" sagde han med sin dybe stemme, og nød stilheden imellem stemmernes rungen. Han var begyndt at nye stilheden siden han havde gransket sig selv i de østlige skove. et sted hvor end ikke han vidste hvilken vej han skulle gå, eller om han skulle stole på sig selv. Han satte stor pris på alt form for meditation, og stilhed var så sandelig en ting han så som værende "rensende". Khaine var Født dødsengel i de nordlige bjerge, og kunne derfor ikke sætte sig ind i hvordan det måtte være at blive ændret så drastisk. Det eneste han vidste og "Eden", var at hans faders far var den læegendariske Ærkeengel Nathaniel. Nathaniel som slog de tusind Demoner ihjel med blot ét ord under krigen imod hvad de dengang kaldte Chaos.
|
|
|
|
Post by Cynthia on Apr 25, 2009 13:39:25 GMT -5
Cynthia betragtede ham med rolige øjne, men hun var på vagt. "Alle kæmper jo for at undgå døden. Hvordan kan det så være en realitet?" spurgte hun. Stilheden herskede her. Det virkede som om at den altid havde gjort det. Selv når en forbryders sidste åndedrag var slut for altid, ville stilheden komme snigende og indtage pladsen.
Cynthia var født ind i en gammel slægt af engle. Hendes far havde altid forventet for meget af hende. Altid måtte hun skuffe ham med det modsatte.
Hendes forældre var forsvundet. Hun havde været for længe alene. Før hun havde set sig om var hun blevet voldtaget og fik skylden for det. Hun var blevet smidt ud af himmeriget! Cynthia knyttede hånden. Når hun fandt den arrogante engel.. så....
|
|
|
|
Post by ghoul on Apr 25, 2009 18:54:13 GMT -5
Khaine stod blot og betragtede hende. han kunne fornemme noget over hende, noget som ikke kunne beskrives. Han gik lidt nærmere og kiggede hende ind i øjnene. "ja, alle kæmper for at undgå døden... Men vi ved alle godt at vi engang skal dø... så hvorfor kæmpe imod hvad der vil komme? hvorfor nægte det, når vi i stedet kan omfagne det og acceptere det..." sagde han roligt. Khaine havde for mange år siden accepteret døden som en partner, og levet side om side med det. "døden er en realitet, fordi uden døden, ville livets gave ikke kunne eksistere... sagde han blot roligt og så sig omkring. han tænkte altid på døden når han var her. men han tænkte skam også på livet, som noget der går hånd i hånd med døden. Khaine troede på livets cycklus, selvom han næsten "tjente" døden og alle dens aspekter.
|
|
