|
Post by punja on Apr 19, 2009 12:59:18 GMT -5
Dugrim kom gående oppe i bjergene, på en af sine ture væk fra byen, for at slippe for byens larm og andre tind, på sine ture ville han egentligt helst være alene, men kunne også godt nogle gange lide at der kom andre, som han kunne snakke med. Han havde for en gang skylds taget en stor langærmet grå-sort trøje på, og indeunder den havde han en halv tyk T-shirt og nogle sorte bukser, fordi vejret var rimelig koldt. Dugrim var gået op af en mindre klippeskred, for at se hvad der var oppe på toppen. Der var egentlig ikke noget, men den udsigt der var der var fanstastik. Han stod bare og kiggede ned mod byen skoven bag den. han blev nærmest tryllebundet af udsigten.
|
|
|
Post by zane on Apr 23, 2009 10:12:58 GMT -5
zane sad alene på toppen af et klippeskred og beundrede den smukke udsigt. deroppe fra så det hele helt harmonisk, og fredfyldt ud. han havde sin lædervest, en sort t-shirt, et par blå bukser, med kæde i, og de støvler han selv havde lavet på. han havde desuden sit sværd liggende ved sin side. sværdet var lavet af kraftig magi, der gjorde det istand til at skære gennem stål som var det smør, og det havde hjulpet ham mange gange i løbet af de mange tusinde år han havde levet indtil videre. han fangede ud af øjekrogen en person bevæge sig op af klippeskredet, men zane var ligeglad, han kunne jo ikke stoppe hvem det nu end var, fra at gå op og nyde udsigten sm ham selv.
|
|
|
Post by punja on Apr 23, 2009 10:18:37 GMT -5
Mens Dugrim var deroppe havde han slet ikke bemærket, at der også var en anden person. Imens han stod og nød udsigten. "hej, nyder du også udsigten" sagde Dugrim med et smil. Han stod bare og nød det mens han vented på hans svar. Han var ikke vand til at folk befandt sig så langt væk fra byen. Han havde egentligt håbet på at være alene men en og snakke med er altid godt.
|
|
|
Post by zane on Apr 23, 2009 10:24:08 GMT -5
zane kiggede ned på den anden, og forsøgte at skjule sine grå vinger bag ryggen. de vinger havde altid været skyld i at han ingen venner havde, da folk tit så ham som en vanskabning der hverken hørte til i lyset eller mørket. "ja" sagde han kort og rettede igen blikket ud mod byen. han vidste at det ikke ville vare længe inden han også ville blive udstødt og denne nye person, men han var efterhånden ved at være vant til det.
|
|
|
Post by punja on Apr 23, 2009 10:33:40 GMT -5
Dugrim kiggede på hans grå vinger, han var ikke vand til grå vinger, de var jo normalt kun hvide eller sorte. Han spurte venligt " hvad hedder du egentligt?" jeg hedder Dugrim." Han gik over så han stod ved siden af personen, Han var egentligt klar på alt ting. personen havde trods alt et sværd, da Dugrim kiggede nærmere på det kunne han se at det ikke var et helt normalt sværd, ´der var et eller andet specielt over det. han vidste bare ikke hvad.
|
|
|
Post by zane on Apr 23, 2009 10:45:41 GMT -5
zanes blik forblev stift rettet mod byen. det at han ikke var blevet afvist kom som en glædelig overraskelse, hvilket fik ham til at slappe af og blive i et lidt bedre humør. han ændrede lidt på sine vingers farve så de blev lidt lysere, men de beholdte den triste grå nuance. "jeg hedder zane" sagde han kort, og sukkede lidt. normalt plejede folk jo at afvise ham med det samme så han var ikke god til det med at snakke til dem. han skimtede ud af øjenkrogen at dugrim havde stor interrese i hans sværd, hvilket ikke behagede ham så meget. istedet for bare at sige til dugrim at han ikke ville have det prøvede han istedet at få hans opmærksomhed vendt mod noget andet, så han samlede sin magi i en håndflade og lod en lille flamme komme frem. det tog hårdt på zanes kræfter at bruge magi, især når det var så kompliceret som at fremmane ild.
|
|
|
Post by punja on Apr 23, 2009 14:42:01 GMT -5
"Okay zane" sagde Dugrim, mens han ¨nærmest smagte på navnet. Han bemærkede at det så ud som om Zane koncentræder sig om noget, så det kom ikke som nogle stor overraskelse da den lille flamme dukkede op i hans hånd. "Hmm, han kan lave lidt magik" tænkte Dugrim. Jeg kan jo også selv en form for det, men bare en helt anden slags. Dugrim kiggede igen ud mod byen, nød bare synet. Han synes ikke at Zane virkede en så god person at snakke med han var ikke en så ivrig snaker som han havde håbet
|
|
|
Post by zane on Apr 25, 2009 2:45:11 GMT -5
han lod flammen gå ud da dugrim begyndte at kigge ud mod byen. han samlede hurtigt sit sværd igen, og var glad for at dugrim ikke havde prøvet at stjæle sværdet. "du ved godt at du ikke er som alle andre" sagde zane roligt. han havde bare sagt det fordi at han gerne ville have at dugrim skulle vide det.
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 6:51:13 GMT -5
Dugrim kiggede kun lige hurtigt hen på Zane da han samlede sværdet op, før han igen vendte næsten sin fulde opmærksom hed mod byen igen. Han havde ikke set byen før fra denne vinkel, det gjorde at byen kom til at se så meget andereledes ud. "På hvilken måde er jeg anderledes" spurte Dugrim ind. Han syntes egentligt at han selv var meget normal, så han kunne ikke helt forstå det han mente med det. Han nød den friske luft som strømmede imod ham, blæste hans hår bagud, tøjet flagrede i vinden. Han syntes i det hele taget at det var en dejlig dag
|
|
|
Post by zane on Apr 25, 2009 14:38:35 GMT -5
zane kiggede kort over på dugrim. "normalt plejer alle at dømme mig ud fra hvilken farve min vinger har. de ser mig som noget der hverken høre til lyset eller i mørket. men du er anderledes, du ser bort fra at jeg ikke er som andre udadtil" sagde han, og syntes selv at det var en værre omgang sødsuppe han lige havde lukket ud. men idet mindste vidste dugrim nu hvad han mente.
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 15:03:31 GMT -5
"jeg bedømmer ikke folk ud for udseende. "svared Dugrim venligt igen. Han forstod ikke helt Zanes tanke gang, han syntes at Zane mindende lidt om en person han havde mødt her for nylig. men kunne simpelt hen ikke huske navnet på hende. Han sendte zane et lille smil. og kiggede denne gang ud mod bjergene på den anden side af byen, de så egentligt meget små ud fra den her afstand, men det var de ikke vidste han af arfaring.
|
|
|
Post by zane on Apr 25, 2009 15:13:10 GMT -5
han kiggede ned i jorden. der var noget der virkelig havde plaget zane i lang tid, noget han ikke vidste, men gerne ville vide. det var hvordan at det var at vokse op, eftersom han ikke selv vidste det. han var jo skabt som han så ud, og det var for over fire tusinde år siden. han tog en dyb indåndning. "dugrim. vil du ikke være venlig at fortælle mig hvordan det er at vokse, du ved, med en famile" sagde han lavt, og vidste godt hvor dumt det lød.
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 15:26:53 GMT -5
"jeg kan prøve, men vil helst ikke omtale mine forældre, de styrtede i døden men reddede mig" sagde Dugrim med sorgen i stemmmen som han altid fik når han omtalte sine forældre. Han kunne mærke minderen trænge sig på, og gråden begyndte at stryge roligt ned af hans kinder. Han skyndte sig dog at tørre dem væk med ærmet. Tag dig dog sammen tænkte han, han vidste udmærket godt at han ikke kunne gøre det på det her emne
|
|
|
Post by zane on Apr 25, 2009 15:33:29 GMT -5
han bed sig lidt i læben. "det gør mig ondt at høre" sagde zane, og undrede sig over hvorfor at dugrim ikke engang var den mindste smue nysgerrig over hvorfor at han ville vide sådan noget. "men man kan altså ikke leve i fortiden" sagde zane, og kiggede over på dugrim. zane kunne godt se at dugrim var ved at brøde ud i gråd, noget som zane kendte alt for godt selv. han havde jo selv spenderet to tusinde år med at græde sig selv i søvn.
|
|
|
Post by punja on Apr 25, 2009 15:38:18 GMT -5
Han kunne godt forstå zanes svar. Han kunne tænke sig frem til at Zane også havde haft en meget hård bardom uden omsorg eller lignede fra sine forældre, han selv kun haft dem nogle år af sin leve tid. Han vidste lige prævis hvordan det føltes at have mistet nogle der stod en så nær. Han tørrede hurtigt den sidste tåre og fik sig selv til at stoppe med at græde, han kunne altid græde færdig senere, det skulle jo ud før eller siden. Det vidste han. Han stod bare og kiggede rundt, nærmest snurrede rundt om sig selv, hurtigere og hurtigere indtil han stoppede lidt rundtosset op
|
|