|
Post by ghoul on Apr 19, 2009 12:27:26 GMT -5
Khaine holdte sit blik imod jorden og fik igen øje på et form for anderledes fodspor, men i dét han skulle til at bukke sig ned stod Nymphen pludselig foran ham. han hævede sit ene øjenbryn og fastholdte sit blik ind i hendes øjne, uden at ændre sit ansigtsudtryk. han kendte udemærket til Nymphernes charme, og var tit blevet forsøgt foorført i hans lange levetid. især af dryaderne i de mørke skove mod øst. Han var overbevist om at han ville kunne modstå dette. Men det var som om hun fik ham til at slappe en smule af, med hendes finger på sin brystkasse, og med hendes krop imod hans. "Godt og Ondt går side om side i denne verden, sådan har det altid været... uden den ene ville den anden ikke kunne eksistere" sagde han roligt som svar på hendes spørgsmål. Han havde set meget i sit lange liv... mere and de fleste andre, og havde erfaring på livet. Hans hånd var dog stadig knyttet om smykket, siden han ville have bekræftet om det var dén hun var ude efter. For i virkeligheden betød smykket intet.
|
|
|
Post by Ivy on Apr 19, 2009 12:35:56 GMT -5
"Du lyder klog", sagde hun smigrende, selvom stemmen rystede let. Håret faldt i bløde lokker omkring hende, og bevidst lod hun den hvide kjole glide lidt ned over skuldrene der næsten glødede sensuelt, i mørket der efterhånden var kommet. Der var et eller andet der tirrede hende over ham. Det farlige. Let lod førte hun hovedet tæt på hans nogle brystklasse, og lod let og pirrende tungen berøre. Langsomt, for ikke at slå nogle af hans dræberreflekser til, kiggede hun op på ham, for at se hans reaktion. Lod han sig mon distrahere? Bevidst prøvede hun på, ikke at se ned på smykket. Hvis han vidste det var det hun var ude efter, ville han sikkert knuse det. Den tanke skar gennem hende som glasskår. Det var dog ikke den eneste smerte. Da han havde skåret kloen gennem kjolen, havde han ramt ind til hendes hud, så det blødte let fra en lille revne. Det havde Ivy dog ikke bemærket. Hun havde skruet hele charmen på, og holdt stadig kælent kroppen mod ham, så brysterne uden tvivl bordede sig ind i hans.
|
|
|
Post by ghoul on Apr 19, 2009 12:46:16 GMT -5
Hans blik blev ikke fjernet fra hendes øjne, og ansigtsudtrykket blev selv ikke ændret da kjolen gled ned, og hun pressede sig imod hans krop. Han valgte ikke at svare på hvad hun sagde, siden det tydeligt var en flirt, så ville han gøre alt for ikke at bukke under. Han havde lyst til at tage fat om hende, og bore sine klør ind i hende, og kaste hende ned mod jorden, for derefter at trampe på hende. Men... noget afholdte ham fra at gøre det, og hendes charme var uudholdelig. han tog dybe indåndinger for at holde hovedet koldt, og betragtede hende. hans blik blev en smule mere truende og fokuserede dybt ind i hendes øjne. "hvad er det De vil?" spurgte han derefter og vidste at han snart måtte gøre noget for ikke fuldstændig at falde i hendes gunst. han begyndte at slappe endnu mere af i kroppen, hvor musklerne slappede af, og grebet om smykket blev en smule mere løst. men én som hende ville dog stadig være nød til at tvinge hans fingre væk for at få adgang til smykket.
|
|
|
Post by Ivy on Apr 19, 2009 13:15:54 GMT -5
Ivy valgte ikke at svare. Da hun mærkede hans hårde, truende blik, var hun umanerlig tæt på at løbe. Bare løbe som hun aldrig havde løbet før, og mærke suset af vinden. Men hun gjorde det ikke, da hun kunne se få bevægelser der afslørede, at han langsomt slappede af. Måske havde han ikke været i en kvindes arme i lang tid? Ud af øjenkrogen kunne hun se, at hans greb om halskæden løsnede sig, og det var den anden grund til hun kunne fortsætte. Det krævede dog alt hendes vilje. Uden at vide om det var den slags han var til, løftede hun sig på tæer, og lod hendes ånde ramme hans hals. Langsomt førte hun hovedet videre op, og bed ham et i øreflippen. Hænderne hvilkede let på hans store overkrop, og han ville sikkert kunne mærke hvordan de rystede let. Øjnene var lukkede, og øjenvipperne sitrede let mod hans hud.
|
|
|
Post by ghoul on Apr 19, 2009 13:32:09 GMT -5
Khaine havde ikke været i en kvindes arme i lang tid, og kunne slet ikke huske kærligheden i hans liv, siden det var så lang tid, og én af de minder han han glemt i løbet af hans lange liv. Han fjernede sit blik fra hendes da hun stod på tær' og bed ham i øret. hans blik var rettet ligeud, og var koldt. han havde ikke lyst til at lade hende gøre det hun gjorde, men han kunne stadig ikke gøre modstand af en underlig grund. en følelse han ikke havde haft i flere hundrede år. Han mærkede hendes sbage skælven, og kom hurtigt til bevidsthed da han mærkede dette som et svaghedstegn. Han bredte sine vinger ud og tog fat om hendes liv med hans tomme hånd, et hårdt geb som sikkert gjorde ondt. Med ét slog han ned med sine store vinger, og bragte dem begge to op i luften. han tog nogle slag med vingerne igen så de kom længere op og fastholdte sit kolde blik mod hendes øjne. Da de var omkring 12 meter oppe i luften, holdte han hende tæt ind til sig, for at hun ikke skulle falde, og lavede en glidende bevægelse skråt ned imod jorden. da de var tæt imod jorden, ca 10 meter, lod han hende falde på ryggen. Han han havde givet slip på hende satte han igen kursen op imod himlen. Han forsvandt væk fra tågen. et par sekunder bag efter landede han med et brag lidt væk fra hende. og med en elegant bevægelse rejste han sig op og Betragtede hende. "det er den her De vil have ikke?" spurgte han med en kold stemme, og lod smykket, som var en halskæde hænge fra hans hånd. Han rakte den ud imod hende, og kiggede væk. "her! tag den og gå" sagde han, og med et spor af skælven i hans dybe stemme. en skælven som ikke havde været at spore i hans stemme for hundredevis af år.
|
|
|
Post by Ivy on Apr 19, 2009 14:08:36 GMT -5
I et kort øjeblik, følte Ivy faktisk, at hun havde kontrol over situationen. Så meget kontrol man nu kunne have, når der var en dødsengel indblandet. Den følelse stoppede dog snart, da han greb om hende, og fløj op i luften. Hjertet bankede, og luften rev hende i brystet. Prikkede som små nåle med hendes hud. Grebet bordede sig ind i hendes næsten nogle hofter, og smerten skar gennem hende. En blanding af et gisp og et skrig undslap hendes læber da de fløj gennem luften. Desperat prøvede hun at skærme for ansigtet da han lod hende falde. En knasende lyd lød da hun ramte jorden. Et eller andet var brækket, men hun tog sig ikke af det. Frygten over ham var for stor. En blanding af raseri og frygt susede gennem hende, og hun kiggede trodigt på ham. Lyden af hans rystende stemme gjorde hende godt. Hun måtte på en eller anden måde have vækket noget i ham. "Er du vred over at have vist svaghed?", hvislede hun, næppe hørtligt.
|
|
|
Post by ghoul on Apr 19, 2009 14:22:10 GMT -5
Khaine kunne ikke slippe sine tanker fra minder som han for længst troede han havde fortrængt. Han kiggede hurtigt på hende med et vredt blik og truende isblå øjne. han var træt af hende og hendes slags, de var de eneste væsner stadig levende som var i stand til at finde hans svage punkt. han var ikke bange for død, kamp, ødellæggelse, eller pinsel. men kærlighedens sorger og minder skar igennem hans hoved som barberblade. han rettede sig op, og knyttede igen hans næve om smykket. hans blik var koldt og ligegyldigt, ja, tomt. Og med ét formede der sig en krystalbla kugle omkring hans hånd, som snorrede sig op af hans arm. En form for lyn eller elektrisk ladning, dog meget mere kraftfuld, og én af hans mange evner. han fjernede ikke blikket fra hende, men rakte blot armen ud imod hende, og åbnede hånden. Smykket var blevet forvandlet til støv, og blæste væk i brisen. Det blå lys forsvandt igen. og Khaine vendte sig om for at gå fæk fra dette sted. Han forstod ikke engang sig selv, og hvorfor han ikke bare slog hende ihjel eller i det mindste bare skadede hende. men noget inden i ham sagde blot at hun var ung, og havde meget at lære... at et uviden væsen som hende skulle lære af sine fegl. Det var i hvert fald ikke hver dag han lod nogen leve selv efter sådan noget, men hun havde rørt noget i ham.
|
|
|
Post by Ivy on Apr 20, 2009 8:04:37 GMT -5
Ivy så rasende på ham, da smykket, eller det der var tilbage, blæste væk i vinden. Det var som om, det gjorde mere ondt på hende, end den fysiske smerte. Den var der dog, og gennembordede hende som knive. Hun ville have rejst sig og løbet sin vej, men kroppen var for medtaget. Istedet skar hun bare en grimasse på det blege ansigt, og prøvede at bevæge musklerne. Den højre hånd var helt kold, og kunne ikke bevæges. En blanding af vredes- og smertetårer steg op, og hun bed sig i læben. Han skulle ikke have nydelsen at se hende græde. Derfor sendte hun ham et rasende blik, og gjorde alt hvad hun kunne, for at komme op og stå.
|
|
|
Post by ghoul on Apr 20, 2009 9:20:04 GMT -5
khaine vendte sig ikke om. Han orkede ikke at være i nærheden af hende mere. Han var ikke i humør til hendes lege mere, og han havde på fornemmelsen at han nok skulle møde hende igen. han stoppede op, og så sig omkring, dog uden at kigge tilbage på hende. han spredte sine vinger og kiggede op imod himlen. han gik ned på hug, og med ét mægtigt slag med vingerne, var han i luften... og fløj væk med høj hastighed.
//out
|
|
|
Post by Ivy on Apr 20, 2009 11:56:19 GMT -5
Ivy så vredt og skræmt efter ham. Da han kun var en prik på himlen, lod hun et hulk undslippe læberne, før hun kæmpede sig op at stå. Så haltede hun afsted, ville bare væk fra den kirkegård, og aldrig komme tilbage.
//Out
|
|