På kirkegården

[Ivy]

Igen var Ivy blevet alt for nysgerrig. Menneskerne og deres sære adfærd var alt for appelerende og interessant til, at hun kunne blive væk. Og nu stod hun endnu engang på menneskernes grund. Og så endda deres allerhelligste. Kirken. Men det var jo ikke fordi hun var farlig. Eller havde skumle bagtanker. Sådan da...
Ivy gav en lille, spændt fnisen fra sig. Håret hang tungt ned omkring hendes spæde skuldre. Det var stadig vådt, og ind imellem hang der tang, blade, muslinger og andet godt fra havet. Ja, selv en søstjerne havde sneget sig med i dagens anledning.
Ivy havde længe studeret menneskerne, og vidste derfor, at det ikke var normal at gå nøgen. Derfor havde hun, meget mod sin vilje, iklædt sig en hvid, meget tynd, meget gennemsigtig og stadig meget fræk, kjole, der smøg sig om den tynde, frodige krop. Den hvide farve gjorde hendes blege blålige hud endnu mere bleg. Den var derudover let fugtig af den tunge tåge der smøg sig gennem landskabet. Dette bestod af enkelt mos hist og her, og ellers gravstene og forfalden, rusten hegn. Kulden gav Ivy let gåsehud, og endnu engang krøb spændingen over hende.
Det var godt der ikke var nogle mennesker, ellers havde de nok troet det var et spøgelse.

[ghoul]

Siden en relativ tæt tåge havde sneget sig fra søerne og op på land, lagde det sig som et tæppe over størstedelen af byens område. Dette var som regel det tidspunkt hvor Khaine altid var i byen, det tidspunkt hvor det var nemmest at bevægede sig uset igennem gaderne, og finde rolige steder. Han følte sig ikke tryk i Mørkeskoven, selvom han havde boet der i utallige år. han vidste udemærket godt hvad der var ved at ske ved den skov. Han lagde på et areal af ren græs ved kirkgården, med elegante og rolige bevægelser, rejste han sig op. Han strakte sine vinger ud, og lod dem hvile bag ryggen inden han så sig omkring. hans iskolde blik, og lidt bizzare øjne gjorde at han nemt kunne se i mørke, og at han havde et bedre syn end de fleste andre igennem tågen. Han nød at være på kirkegården, ikke fordi han skulle vise sin respekt til nogen, men fordi det var så roligt, og afslappende. et sted hvor man egentlig bare kunne sætte sig ned og meditere eller noget i den dur. han så dog umiddelbart ingen andre skikkelser, men lod dog stadig sine sanser være på vagt. Han begyndte langsomt at gå ind imellem gravstenene, og betragtede alle navne og tekster der stod på dem, dog uden at lægge mere i det.

[Ivy]

En lyd fra en form for vingesus, nåede snart hendes ører, og alle sanserne spændtes. De mørkeblå, bundløse øjne spejdede rundt i tågen. På trods af, at hun ikke bare havde menneskesyn, var tågen for tæt til der kunne ses noget. Nysgerrigt lod Ivy gravsten være gravsten, og sneg sig langsomt tættere på, hvor lyden et kort øjeblik var kommet fra. Den hvide, våde kjole viftede ikke, på trods af den lette vind, og Ivy følte ingen kulde mere. Ikke engang de bare, blege fødder der let og elegant sneg sig over det våde mos, var kolde.
Så var det hun fik øje på skikkelsen, da hun var kommet for tæt på. Hvis han var opmærksom, og andet end et menneske (hvilket var helt tydeligt på grund af vingerne), ville han helt sikkert have set hende.
Alle små dele af Ivys krop, skreg på at flygte. Spæne gennem kirkegården, som hun aldrig havde spænet før. Og så alligevel, igen, overvandt nysgerrigheden, og hun blev stående. Afventede hans næste bevægelse.

[ghoul]

Khaine havde stoppet op et øjeblik for at betragte den kolde bygning som folk kaldte en kirke. Khaine kunne aldrig finde på at bo sådan et sted, at være indelukket bag tykke mure, i et kæmpemessigt fængsel tiltrak ikke ham. nej, selv ikke engang kongens store tronsal nød han at være i når kongen ville tale med ham. Ud af sin øjenkrog havde han lagt mærke til en hvid og bleg skikkelse nærme sig. Khaine blev blot stående, og så skikkelsen stoppede, vendte han langsomt sit hoved for at se dette væsen. En Nymphe, i Fyrsternes have. Hans isblå øjne var noget så specielle, og gjorde det muligt at fokusere på en person eller "bytte", hvilket gjorde det næmmere at få øje på folk oppe fra himlen. Han kiggede hende direkte ind i øjnene med sit kolde blik, og kunne se hendes nysgerrighed og angst. han så hende derimod ikke som en trusel, og slog aldrig nogen ihjel, eller jagtede, mishandlede nogen som helst udenm kongen havde givet ham ordre til det. han fjernede sit blik fra hende, og nød ikke et skarpt og fæstnet blik på sig som hendes. "Jeg ville gå væk derfra hvis jeg var Dem" sagde han pludelig og vendte igen blikket imod hende. han var utrolig opmærksom på sine omgivelser, og havde lagt mærke til en tom grav bag hende, som han nøddigt ville se hende falde i.

[Ivy]

Ivy blev stående, velvidende om hvor dumt det var. Da han kiggede på hende, gik en skælven igennem den spinkle krop. Dette væsen var så sandeligt farligt! Og så alligevel var der et eller andet andrenalin-pumpende ved at stå så tæt på, som fik hendes hjerte til at banke hurtigt. Det var som om hendes øjne stirrede tryllebundede ind i hans, og først blev brudt da han kiggede væk. Hun vaklede tilbage, og nåede lige at gendanne balancen, inden hun faldt ned i en tom grav bag hende. Ironisk. Aldrig før, havde nogen fået hende til at føle sig dum. Og hun hadede den magt han nærmest havde over hende. Det var her dumdristigheden slog til. Normalt var hun det ophøjede, smukke væsen, så hvad bildte han sig ind?
Lettere vred, gik hun hen lidt tættere på, med lysende øjne. "Jeg har ligeså meget ret til at være her, som du har. Og så er du endda et mørkevæsen på et helligt sted", sagde hun og spyttede på jorden, selvom hun vidste det ikke var det han havde hentydet til. "Don´t push it", tænkte hun alligevel, og bed sig let i læben. Overvejede om han mon ville blive vred.

[ghoul]

Han så hvordan hun måtte gendanne balancen, og lagde mæke til hvordan hende blik ændrede sig, og hvordan hun kom tættere på. Åbenbart en Numphe med en del mod og viljestyrke. Han vendte sig dog ikke imod hende da hun var kommet tættere på, eller kiggede på hende. Han gik ned på hug og betragtede jorden under hans fødder, iagtagere ville tro hans havde fundet noget, eller at han blot ledte efter noget. Han tog en finger, og brugte én af sine kløe til at lave en streg i jorden. Nok var vejret fugtigt, men ikke så fugtigt at jorden ville blive blød. Dette gav dog bare mere belæg til hans mistanke om at der havde været gravrøvere på spil her. han rejste sig op, og lyttede intenst til hendes stemme som hun næsten "skrålede" vredt af ham. Hun havde tydeligvist misforstået det han sagde, men havde skam ikke regnet med andet. Han sagde intet, og hans ansigtsudtryk var uændret. Han vendte igen sit blik imod hende og betragtede hende koldt. "sig mig unge dame" sagde han bare koldt med sin dybe, ja næsten majestætiske stemme som fylgte kirkegården. "hvad ved De om mine intentioner ud fra blot at have betragtet mig? Og hvordan kan de vide at vores intentioner ikke blot er de samme?" svarede han koldt og hævede et øjenbryn som var det eneste ansigtstræk der var tydelig at se. han var god til at fornemme folks intentioner, og kunne godt forestille hvis hun blot var kommet til dette sted af samme grund som ham... for at, i ly a tågen, at betragte og holde sig skjult, imens man alt i alt bare slappede af.

[Ivy]

Ivy faldt lidt til ro, da han ikke umiddelbart angreb hende. Men man kunne stadig aldrig stole på dem.
"Det kan jeg heller ikke, men uden fordomme vil jeg sige, at dødsengle som regel har bagtanker ved deres opførsel og væren", sagde hun, lidt mindre hidsig. Øjnene glødede, efterhånden som det var ved at blive mørkt.
Hun besluttede sig at ændre taktik. Nu ville hun lege. Ville se hvor tæt hun kunne komme, før Et legesygt fnis undslap Ivys læber. Hendes humør skiftede som vejret, og hun var trods alt bare en legesyg, flirtende nymfe.
Lidt provokerende gik hun elegant tættere på. Vidste hun legede med ilden, men det måtte da irritere ham lidt, at hun ikke var bange for ham. Hvilket sådan set var løgn. Kuldegysningerne havde ikke lagt sig på den fugtige hud endnu, og den spændende følelse gjorde hende helt tændt.

[ghoul]

Khaine havde ikke tænkt sig og stå og undsylde hans færden her, og forklare hende lige hvorfor og hvordan. det måtte hun skam selv tænke sig til. Han fjernede sit blik fra hende, og så sig igen omkring, dog stadig opmærksom på hendes færden, selvom hun ikke var nogen trusel overhoved. "det er skam en principsag" sagde han bare koldt, og fik øje på noget der lagde et par meter fra ham. han tog nogle rolige skridt derhen og bukkede sig igen ned for at samle det op. Et smykke... af perler og få ædelsten. den så ikke ud til at være medtaget af vind og vejr, så derfor måtte den ikke have ligget der ret længe. han rejste sig op og kiggede ned i sin hånd hvori smykket lagde. han knyttede hånden, og vendte sig imod Nymphen som nu var på vej hen imod ham. I takt med at hun kom nærmere, jo flere ansigtstræk og detaljer kunne han se. Han iskolde blik fokuserede på hende, stadig uden ændringer i ansigtsudtrykket. blikket ville for de fleste blive set som truende, men det var blot koldt, og viste blot at han ikke havde tænkt sig at rive sig med i hvad hun nu ellers havde gang i. han havde personligt ingen intentioner om at skade hende på nogen måde. dog fristede det.

[Ivy]

Ivys øjne fulgte ham vågent. Hver en lille bevægelse han lavede, blev registreret. Da han pludselig bukkede ned og samlede noget op, gik en gysen gennem hende. Det var et smykke han havde... Aldrig havde hun set så smukt et smykke. Hun ville have det. Det vidste hun. Det var som om hele hendes tilværelse skreg efter det smykke.
Da han kiggede koldt på hende, stoppede hun helt op. Frygten rev hende i brystet, og hjertet bankede. I håb om at han vil smide smykket væk ligeglad (hvilket nok ikke ville ske, da det lignede et af den kostbare slags).
Hendes skikkelse rystede let, som en skræmt kanin der ikke havde chance for at flygte. For ikke at tirre ham, lod hun blikket sænke sig. Det var ikke sjovt mere. Nu ville hun have smykket, og intet andet.

[ghoul]

Smykket han havde samlet op, holdte han i sin knugede hånd, og havde tænkt sig at give den til én af hans øverstkommanderende eller en af fyrsterne. Han måtte jo indberette den usædvanlige aktivitet på kirkegården for at få det stoppet. Han gik ellers ud fra at det var sigøjnere af en art, hvorfor vidste han ikke, måske på grund af smykket. han lagde mærke til hvordan hun stoppede op, men fastholdte dog stadig sit blik på hende, uden at lfte så meget som en finger. hun så ud til at ryste en smule, som et skræmt dyr der var fastholdt i rovdyrets blik. Han hun sænkede sit blik, vendte han sig om mod det sted hvor han havde fundet smykket. han gik ned på hug, og kiggede en ekstra gang på smykket, og vendte igen sin opmærksomhed imod jorden. der lå en mindre bunke jord som tydeligvis var gravet op, hvori der var et fodspor. Det var et "normalt" fodspor, højst sansynligt fra et menneske. "De er her stadig?" konstaterede han med sin kolde og dybe stemme uden at kigge på hende. han fattede ikke hvorfor hun stadig stod der, og var tilstede i hans tilstedeværelse.

[Ivy]

"Generer det dig?", spurgte hun, med sine blide stemme, der stod i skarp kontrakst med hans dybe, kolde. Et lille forskræmt smil, spillede på hendes læber. Med al den modighed hun kunne mønstre, gik hun helt tæt på ham. Hver en lille del af hendes krop skreg advarsler om, at være så tæt på et mørkevæsen.
Næsten hypnotiserede stirrede hun i hans øjne. Hun måtte afprøve noget. Måtte bare have fat i det smykke, lige meget hvad det galt. I første omgang måtte hun prøve kødets lyster. Noget sagde dog, han var ligeglad med den slags. Det var der ikke mange hanner der var, så det kunne ikke skade at prøve.
Med al den værdighed hun kunne klare, smilede hun sit skæve, charmerende smil. Øjnene spillede lystigt, og kiggede på ham, under de lange øjenvipper. Kjolen klistrede sig stadig til hendes lange skikkelse, og kroppen var let dækkede af kuldegysninger. Kjolen stramte over brystet, og fremhævede brystvorterne der var stive af kulde. Benene syntes meterlange, og bevægede sig med en sand elegance. Ivy vidste godt hun selv var smuk. Eller prototypen af smuk.

[ghoul]

Da Khaine rejste sig op efter at have betragtet fodsporet var hun pludselig helt tæt på ham. dette havde han ikke set komme, da han ikke regnede med at hun turde. han så hende dog stadig ikke som en trusel, på trods af hendes mod og nerver. Han var højede end hende, og kiggede derved ned i hendes øjne med sit iskolde blik. Et hvert væsen kunne blive forført, ja, selv Khaine. Men hans viljestyrke forhindrede i mange tilfælde dette. Han strammede flygtigt sine muskler i ny og næ, siden han altid var klar på alt. Han kiggede hende dybt ind i øjnene, uden at kigge andre steder hen. Pludselig bredte der sig et mindre, skummelt smil på hans læber. Han bevægede langsomt sit hoved imod hendes ene kind og øre. "De taler om mine onde intentioner? de taler om Dødsengle som havende bagtanker og onde intentioner bag deres opførdsel og væren?" hviskede han med sin dybe stemme, som virkede manipulerende på en underlig måde. han begyndte langsomt at gå rundt om hende, med smykket solidt plantet i hans knytnæve. "De kender til kødets fristeler og lyster, men kender intet til erfaring... De kender til sindets våben, men kender intet til sindets svagheder" sagde han i et hurtig bevægelser hvor han stod bag hende og bevægede hovedet imod hendes andet øre. han lod en af sine klør køre hen ad hendes ryg ved skulderbladene, og skar en rift i hendes tynde, hvide kjole.

[Ivy]

Ivy lod blikket glide ned af ham, og i sit stille sind, beundrede hun hans muskuløse krop, og smukke ansigt. Blikket faldt på hans isblå øjne, og hun følte sig paralyseret. Hvad var der med ham? Hun følte sig utrolig lille, både fordi han var så høj, men også hele hans ustråling, der krævede respekt og frygt.
Da et smil viste sig på hans læber, blev hun for alvor skræmt. Det var dér hun vidste, at hun var gået over stregen. Det sitrede i kroppen, da hans hoved var helt tæt på hendes. Tanken om, at han hvert øjeblik hurtigt kunne knække halsen over på hende, gav hende hjertbanken, og gjorde hende kold over hele kroppen. Ved lyden af hans ord måtte hun erkende, at hun sådan set også selv havde bagtanker. Men stadig.. Hun var jo et lysvæsen! Han kunne da ikke være bedre end hende! Det var som om ordene gjorde dybt indtryk på hende. Som om hun var i hans magt.
Hurtigt rystede hun hovedet, uden dog at være i stand til at flytte hovedet væk fra hans blik. Læberne sitrede da hans stemme gav genlød på den anden side. Det var som om der fløj elektricitet fra hans læber mod hendes kind. Ja, hun kunne nærmest mærke små nåle mod huden. Kendte ikke til kødets lyster... Hvad var det dog han snakkede om?
En rislen løb ned af rygraden, i takt med en af hans kløer skar en rids i kjolen. Et gisp undslap hendes læber, og frygten rev i brystet. Han måtte uden tvivl kunne mærke det. Ivy greb om kjolen, og prøvede at holde den sammen. Hun følte sig pludselig meget bevidst om sin lette påklædning. En ting hun aldrig havde følt før.

[ghoul]

Han stod stadig bag hende, og lod langsomt sine vinger brede sig lidt ud, så hendes sider var blokkeret, og et tunnelsyn ligeud. han sørgede dog for ikke at komme for tæt. det kunne jo være hun var klaustrofobisk. han bevægede igen sin mund imod hendes venstre øre, og smilte stadig med et skummelt smil. "Selv den dag hvor De, en simpel Nymphe, skal forsvare dine fordige søer, og firske kilder... ville De så ikke gøre alt hvad der stod i Deres magt for at forsvare det?" sagde han stadig roligt og bevægede sit hoved imod det andet øre, helt tæt til hendes kind, dog uden at røre. "en smule ondskab for et godt formål?... De kender intet til ondskab for du har gransket dit eget sind... for selv inde i det reneste hjerte, er der ondskab at finde" sagde han roligt og næsten helt manipulerende og forførende. han rejste sig op igen og kiggede langsomt på hende igen. Smilet var væk, og han trak hurtigt sine vinger til sig selv, og vendte sig om. han begyndte at gå langs det spor han var ved at følge, han betragtede igen smykket i hans hånd. og begyndte at overveje om det mon var dét hun var ude efter?.

[Ivy]

Ivy ville svare ham, men hun kunne ikke få en lyd frem. Det var som om halsen var snøret sammen. Hun troede ikke på hans ord... Alle væsner var ikke onde. Det var ikke ondt at dræbe for at forsvare. Det var ondt at dræbe for lyst eller penge. Det mente hun i hvert fald... Men den slags var hun ikke vant til at bryde sit hoved med. Hun var jo bare en simpel nymfe, med en stor glæde for smykker.
Aldrig havde hun kæmpede så hårdt for at gøre, det hun gjorde nu. Aldrig nogensinde havde hun gjort den slags nu, men der var et eller andet der bare sagde, at hvis hun ikke fik det smykke nu, ville alting gå i stykker. Langsomt talte hun til 10, og trak vejret dybt. Så skruede hun al charmen på, og gik med hurtige skridt hen foran ham. Let lod hun en skælvende finger glide over hans muskuløse brystkasser, før hun let pressede sig ind mod ham. Øjnene mødte hans, og de lange øjenvipper sitrede let. Det var som at trykke sig mod en kniv, velvidende at den snart ville skære sig ind i hende. Som at vandre direkte i døden.
Men Ivy gjorde det i håb om, at kunne distrahere ham fra smykket. Det kunne da desuden ikke være så vigtigt for ham, kunne det?
"Hvis der er ondt i alle... Så er der vel også godt i alle", hviskede hun langsomt.