Post by draco on Apr 12, 2009 13:23:05 GMT -5
Antal bruger-profiler:
kun denne ene.
Karakternavn:
Draco Lambrecht
Køn:
mand
Alder:
16
Race:
Menneske
Job/Status:
løsgænger
Baggrundshistorie:
Draco så sig omkring, udsigten var god og han kunne se landsbyen, som jo egentlig så ret idyllisk ud. Han sad oppe i et træ på en gren der stod nær toppen af en mellemstor bakke. Han kunne se der ikke var langt til landsbyen og han sandsynligvis nå det inden mørkets frembrud og besluttede sig til at smuttede videre. Han rejste sig op på grenen og sprang fremad mod den næste gren og landede sikkert på benende igen så sprang han videre fra gren til gren, stille og roligt så han var sikker på at lande sikkert hver gang, han vidste nemlig godt at det ikke ville være sundt for ham at falde de mange meter ned gennem den tætte skov. Det var betydeligt nemmere for ham at bevæge sig rundt i trækronerne end nede på hjorden gennem den næsten uigennemtrængelige skov, deroppe slap man også for de fleste af skovens fare. De fleste dage forløb uden problemer og sørgede man bare for at gemme sig om natten klarede man den for det meste uden problemer, selvom Draco havde været nødt til at flygte fra sit skul midt om natten af en eller anden uhyrlighed. Draco stoppede op for at tage sig en slurk vand da han til sin store skræk opdagede at himlen var blevet mørk og at månen lyste klart på himlen over ham. Han så sig omkring og kunne tydeligt se lysende fra landsbyen den kunne umuligt være mere end et par kilometer væk, det kunne kan nemt klare, det var alligevel for sent og for farligt at finde ly nu. Draco havde desværre ikke overvejet, at det var utrolig svært at finde passende steder at sætte fødderne om natten, og det varede ikke længere før det postyr han lavede tiltrak sig uønsket opmærksomhed.
Draco hørte det allerede da det begyndte at nærme sig. Han vidste ikke hvad det var og han ville helst heller ikke vide det, han kunne høre det i trækronerne et stykke bag ham og han besluttede at det nok var bedst at søge ned på hjorden, selvom det var farligt var det bedre end at bliver heroppe uden fast grund under fødderne. Han sprang hurtigt længere ned og da han ramte hjorden med fødderne tændte han en fakkel, han vidste at hele skoven nu kunne se ham, men det var hans eneste valg hvis han ønskede at kunne se noget. Han kunne høre væsenet over sig og trak sit sværd, mens han huggede sig vej gennem den tætte skov. Den unge mand hørte væsnet lige bag sig og han indså at han ikke kunne slippe væk, end ikke selvom bymuren lå lige ude foran skove og han nu kunne se den gennem den tætte skov. Han vendte sig om med sværdet foran sig, men kunne intet se. Så hørte han igen lyden bag sig og vendte sig om, den vej som han var forsøgt at flygte, men i samme sekund han gjorde det mærkede han en gennemtrængende smerte i baghovedet, så blev alt sort.
Draco åbnede øjnende og satte sig op med et sæt, han så sig om og opdagede at han sad op af bymuren og at han på trods af det han havde været igennem natten før, var han på ingen måde øm eller udmattet, faktisk følte han sig lang friskere og stærkere end han kunne huske han havde gjort før, men det var nok bare fordi han nu havde fundet ud af den elendige skov, tænkte han.
Dracos rigtige navn var Failan af Rainseir, men det huskede han ikke noget af. Han var søn af en magtfuld adelsmand i et land langt borte og som kun få kendte til. Lige fra han havde været helt lille havde Draco vist stor interesse i for kamp og våben. På trods af Dracos interesse i krig og kamp og på trods af han brugte lang tid på at øve sig, så havde han ikke en krigers sind, han elskede alt levende og ønskede på ingen måde at skade det, han ville kun kæmpe for at beskytte det. Han havde også mange andre talenter, han udviste store evner som administrator og han var god til at omgås andre, han var en varm og venlig person med et barnligt sind. Desværre skulle alt dette ændre sig en dag. Da Draco flydte 16 besluttede hans far at han skulle have sit eget land, Rainseir lå i udkanten af det gamle kongerige. Derfor var det kun logisk at der blev lagt planer om at udvide til sønnens fordel. Draco gik med til det, på den betingelse at hvis der allerede boede nogen skulle de lade dem være og tage hjem igen.
Det indvilligede faren i og de drog af sted sammen med 100 mand for at finde nyt land. Sørgeligt nok førte den sti de valgte at gå ad til landet lyrana og for de nyankomne var dette et fjendtligt sted, dette land var nemlig besat af den forfærdelige Lord Lanzeiox. Dette vidste de nyankomne og venligsindet erobre naturligvis ikke, derfor gik de deres egen død i møde. De bevægede sig gennem et bjergpas og kom til en stor tæt skov. ”se skoven min søn” sagde faderen til sin søn ”her kan da umuligt leve nogen, her kan din nye jord blive, vi skal blot brande noget af skoven” men i samme øjeblik blev de angrebet, jorden rejste sig omkring dem og vinden blæste med en orkans styrke, ingen vidste helt hvad der skete, hestene gik i panik og dusinvis af væsner vrimlede omkring dem. Mændene blev slynget af de panikslagne heste og dræbte af de afskyelige væsener. Draco løftede sin bue lagde en pil på strengen og skød en pil af sted, den trænede bueskyttes sikre hånd plantede pilen i hjertet på et af disse afskyelige væsener. I samme øjeblik som Draco skulle til at affyre endnu en pil kom en løjtnant, en af de få soldater der stadigvæk sad på deres heste, ridende hen imod ham mens han råbte, ”flygt Failan flygt, der er for mange og de er for stærke” det lod han sig ikke sige to gange og han forsøgte at flygte tilbage gennem kløften, men det var et håbløst forsøg, et enormt vindstød ramte ham i brystet og slog al luften ud af ham samtidig med han blev slynget af resten. Han ramte hjorden med stor kraft, han mistede bevidstheden. Da han vågnede lå i indgangen til kløften og der var ingen spor efter kampen. Han kunne ikke huske hvem han var eller hvor han kom fra, og hans personlighed var forandret for altid.
Personlighed:
ved hjælp af kun et enkelt blik på Draco, får man et ganske godt billede af hans personlighed. Han opsøger sjældent andres selskab og kan godt lide og sidde for sig selv. Hans kropssprog symbolisere meget tydeligt at han vil være alene og kun ønsker dialog med folk der har noget at sige. Draco er meget selvstændig, han er fast besluttet på at være uafhængig og gør derfor altid hvad der passer ham. Ingen hyre mig og ingen fyre mig er hans motto, som kort sagt går ud på at han altid er klar til at udføre tjenester for en betragtelig sum penge eller anden form for betaling uden han selv skal forpligte sig til noget. Med andre ord er han villig til at gøre hvad som helst mod passende betaling. Denne holdning har dog haft den personlige bivirkning at draco sjældent stoler på nogen, han kan foregive at gøre det, men han gør det næsten aldrig. Draco er ofte meget følelseskold og ligeglad med andre, han har kun ringe respekt for livet og selvom han kan virke ondskabsfuld, er han det ikke, han er blot ligeglad. Han er ikke specielt troende, han tror på noget, men så alligevel ikke, han ved ikke hvad det er eller hvad det betyder, men han er overbevist om at der er noget der er større end selv det største konge. Dracos opfattelse af tingende er egentligt meget simpel, man gør ikke noget som ikke kommer en selv til gode, man spekulere ikke over de konsekvenser det får for andre, man bekymre sig ikke om andre, man hjælper ikke andre og man forventer ikke at få hjælp af andre, selvfølgelig med undtagelse af hvis man har noget at tilbyde. Draco viser helst ikke følelser og foretrækker at have et neutralt ansigt og en neutral stemme der ikke røber følelser for andre. Han er generelt ”bange” for at vise følelser, medmindre det giver fordele for ham selv at åbne op, men disse fordele skal han ofte se langt efter da han ofte nægter at se dem. Han er stærkere og hurtigere end normale mennesker, ikke overnaturligt stær og han kan langt fra måle sig med andre racer der altid har været sådan, men dog stærkere end normale mennesker og han lader æren for dette gå til amulet han altid har om halsen, han er lynende intelligent, men da han er meget logisk tænkende, har en ringe forståelse for menneskelige følelser, han ved naturligvis godt, hvad det betyder når folk er glade, sure og forelskede og hvordan de forskellige følelser kommer til udtryk, men han forstår ganske enkelt ikke følelser som sorg, fortvivlelse eller kærlighed og han er egentligt ikke særlig forstående overfor andre. Dette ændre sig dog i nogle situationer, især når han er i nærheden af kønne unge kvinder kan han være enormt venlig, udadvendt og forstående. Draco hader at skulle pakke sine handlinger eller budskaber ind og siger næsten altid tingende som de er og det kan ofte komme til at virke stødende på andre, hvilket han ikke selv forstår. Han er enormt modig, næsten grænsende til dum, dog har hans unge alder, der også er skyld i han er temmelig uerfaren i mange situationer, har en del af skylden, han tror han kan klare enhver situation og hjælp er i vært fald det sidste han har brug for, han er meget hovmodig og kan virke selvglad eller naiv. Selvom det ofte er vanskeligt at fremdrive en aktiv reaktion fra Draco så kommer hans reaktioner ofte i spontane og voldsomme ryk. Fx skal man passe på med at provokere/irritere ham eller gøre noget lignende for selvom han ikke reagere med det samme kan det nemt ende med at ens venner kommer til at bære en hjem, hvis man er heldig. Dog er han ikke voldelig og han fremprovokere heller ikke voldelige handlinger. Desuden er han en smule magtgal og hvis der er noget der kan få ham til at forråde folk, er det hvis folk ikke anerkænder hans talenter og belønder ham derefter.
Udseende:
Draco er en ung mand på 181 cm. Han er veltrænet og muskuløs. Han har halvkort sort hår, som er klippet helt kort foran og ender i en spids nede midt på nakken. Han øjne har to forskellige farver det venstre er rødt mens det andet er grønt. Bortset fra det at han er usædvanlig veltrænet, så er hans kropbygning egentligt meget normal, han er hverken meget robust, overvægtig eller spinkel, men sådan godt tilpas midt imellem. Han har et pænt roligt ansigt, der dog næsten altid bære en ”maske” altså han har for det meste et udtryksløst ansigtsudtryk der ikke røber nogen følelser eller tanker, nogle gange viser han også falske følelser, men han kan også godt slappe af og vise ægte følelser hvis han bliver drevet til det. Han har en stor sort drage tatoveret på ryggen, som i hans hjemland er et symbol på styrke og skulle beskytte mod ild, men det ved Draco ikke, han ved end ikke han har den, da han har glemt alt om sin fortid. Dette plager ham dog ikke synderligt. Desuden bærer Draco også en amulet om halsen, som han aldrig tager af, denne amulet er lavet af guld og består af en ring med en drage med sorte diamant øjne indeni, amuletten er 4 cm i diametre i højden og ca. 0,5 cm tyk. Han går næsten altid rundt iført en lang sort kutte der kan åbnes foran og i stedet gøre det ud for en kappe, indenunder bære han en sort puffet skjorte og en sort lædervest med et par fornuftige sorte bukser på. Alt dette sorte tøj skyldtes at man i hans fødselsland tildelte alle adelige en farve, som skulle være deres specielle ”lykke” farve og selvom Draco ikke længere huskede sin fortid, så bar han det stadigvæk fordi det ganske enkelt var det eneste han havde. På trods af han alder på kun 16 ser han dog lidt ældre ud end han er og ligner en på 18.
Han er altid vel bevæbnet, han ligger kun modvilligt sine våben fra sig, han går rund med adskellige knive og dolke af forskellige slags og størelse, man alle til brug i kamp, ved sin vænstre side hænger et fint, slangt og let buet halvandethåndssværd, det ser spinkelt ud, men var utrolig robust og næsten umuligt for mennesker at skade med almindelige våben. tilsidst har han en lille speciel dobbelt krummet bue hængende over skuldren med 24 tilhørende pile.
kun denne ene.
Karakternavn:
Draco Lambrecht
Køn:
mand
Alder:
16
Race:
Menneske
Job/Status:
løsgænger
Baggrundshistorie:
Draco så sig omkring, udsigten var god og han kunne se landsbyen, som jo egentlig så ret idyllisk ud. Han sad oppe i et træ på en gren der stod nær toppen af en mellemstor bakke. Han kunne se der ikke var langt til landsbyen og han sandsynligvis nå det inden mørkets frembrud og besluttede sig til at smuttede videre. Han rejste sig op på grenen og sprang fremad mod den næste gren og landede sikkert på benende igen så sprang han videre fra gren til gren, stille og roligt så han var sikker på at lande sikkert hver gang, han vidste nemlig godt at det ikke ville være sundt for ham at falde de mange meter ned gennem den tætte skov. Det var betydeligt nemmere for ham at bevæge sig rundt i trækronerne end nede på hjorden gennem den næsten uigennemtrængelige skov, deroppe slap man også for de fleste af skovens fare. De fleste dage forløb uden problemer og sørgede man bare for at gemme sig om natten klarede man den for det meste uden problemer, selvom Draco havde været nødt til at flygte fra sit skul midt om natten af en eller anden uhyrlighed. Draco stoppede op for at tage sig en slurk vand da han til sin store skræk opdagede at himlen var blevet mørk og at månen lyste klart på himlen over ham. Han så sig omkring og kunne tydeligt se lysende fra landsbyen den kunne umuligt være mere end et par kilometer væk, det kunne kan nemt klare, det var alligevel for sent og for farligt at finde ly nu. Draco havde desværre ikke overvejet, at det var utrolig svært at finde passende steder at sætte fødderne om natten, og det varede ikke længere før det postyr han lavede tiltrak sig uønsket opmærksomhed.
Draco hørte det allerede da det begyndte at nærme sig. Han vidste ikke hvad det var og han ville helst heller ikke vide det, han kunne høre det i trækronerne et stykke bag ham og han besluttede at det nok var bedst at søge ned på hjorden, selvom det var farligt var det bedre end at bliver heroppe uden fast grund under fødderne. Han sprang hurtigt længere ned og da han ramte hjorden med fødderne tændte han en fakkel, han vidste at hele skoven nu kunne se ham, men det var hans eneste valg hvis han ønskede at kunne se noget. Han kunne høre væsenet over sig og trak sit sværd, mens han huggede sig vej gennem den tætte skov. Den unge mand hørte væsnet lige bag sig og han indså at han ikke kunne slippe væk, end ikke selvom bymuren lå lige ude foran skove og han nu kunne se den gennem den tætte skov. Han vendte sig om med sværdet foran sig, men kunne intet se. Så hørte han igen lyden bag sig og vendte sig om, den vej som han var forsøgt at flygte, men i samme sekund han gjorde det mærkede han en gennemtrængende smerte i baghovedet, så blev alt sort.
Draco åbnede øjnende og satte sig op med et sæt, han så sig om og opdagede at han sad op af bymuren og at han på trods af det han havde været igennem natten før, var han på ingen måde øm eller udmattet, faktisk følte han sig lang friskere og stærkere end han kunne huske han havde gjort før, men det var nok bare fordi han nu havde fundet ud af den elendige skov, tænkte han.
Dracos rigtige navn var Failan af Rainseir, men det huskede han ikke noget af. Han var søn af en magtfuld adelsmand i et land langt borte og som kun få kendte til. Lige fra han havde været helt lille havde Draco vist stor interesse i for kamp og våben. På trods af Dracos interesse i krig og kamp og på trods af han brugte lang tid på at øve sig, så havde han ikke en krigers sind, han elskede alt levende og ønskede på ingen måde at skade det, han ville kun kæmpe for at beskytte det. Han havde også mange andre talenter, han udviste store evner som administrator og han var god til at omgås andre, han var en varm og venlig person med et barnligt sind. Desværre skulle alt dette ændre sig en dag. Da Draco flydte 16 besluttede hans far at han skulle have sit eget land, Rainseir lå i udkanten af det gamle kongerige. Derfor var det kun logisk at der blev lagt planer om at udvide til sønnens fordel. Draco gik med til det, på den betingelse at hvis der allerede boede nogen skulle de lade dem være og tage hjem igen.
Det indvilligede faren i og de drog af sted sammen med 100 mand for at finde nyt land. Sørgeligt nok førte den sti de valgte at gå ad til landet lyrana og for de nyankomne var dette et fjendtligt sted, dette land var nemlig besat af den forfærdelige Lord Lanzeiox. Dette vidste de nyankomne og venligsindet erobre naturligvis ikke, derfor gik de deres egen død i møde. De bevægede sig gennem et bjergpas og kom til en stor tæt skov. ”se skoven min søn” sagde faderen til sin søn ”her kan da umuligt leve nogen, her kan din nye jord blive, vi skal blot brande noget af skoven” men i samme øjeblik blev de angrebet, jorden rejste sig omkring dem og vinden blæste med en orkans styrke, ingen vidste helt hvad der skete, hestene gik i panik og dusinvis af væsner vrimlede omkring dem. Mændene blev slynget af de panikslagne heste og dræbte af de afskyelige væsener. Draco løftede sin bue lagde en pil på strengen og skød en pil af sted, den trænede bueskyttes sikre hånd plantede pilen i hjertet på et af disse afskyelige væsener. I samme øjeblik som Draco skulle til at affyre endnu en pil kom en løjtnant, en af de få soldater der stadigvæk sad på deres heste, ridende hen imod ham mens han råbte, ”flygt Failan flygt, der er for mange og de er for stærke” det lod han sig ikke sige to gange og han forsøgte at flygte tilbage gennem kløften, men det var et håbløst forsøg, et enormt vindstød ramte ham i brystet og slog al luften ud af ham samtidig med han blev slynget af resten. Han ramte hjorden med stor kraft, han mistede bevidstheden. Da han vågnede lå i indgangen til kløften og der var ingen spor efter kampen. Han kunne ikke huske hvem han var eller hvor han kom fra, og hans personlighed var forandret for altid.
Personlighed:
ved hjælp af kun et enkelt blik på Draco, får man et ganske godt billede af hans personlighed. Han opsøger sjældent andres selskab og kan godt lide og sidde for sig selv. Hans kropssprog symbolisere meget tydeligt at han vil være alene og kun ønsker dialog med folk der har noget at sige. Draco er meget selvstændig, han er fast besluttet på at være uafhængig og gør derfor altid hvad der passer ham. Ingen hyre mig og ingen fyre mig er hans motto, som kort sagt går ud på at han altid er klar til at udføre tjenester for en betragtelig sum penge eller anden form for betaling uden han selv skal forpligte sig til noget. Med andre ord er han villig til at gøre hvad som helst mod passende betaling. Denne holdning har dog haft den personlige bivirkning at draco sjældent stoler på nogen, han kan foregive at gøre det, men han gør det næsten aldrig. Draco er ofte meget følelseskold og ligeglad med andre, han har kun ringe respekt for livet og selvom han kan virke ondskabsfuld, er han det ikke, han er blot ligeglad. Han er ikke specielt troende, han tror på noget, men så alligevel ikke, han ved ikke hvad det er eller hvad det betyder, men han er overbevist om at der er noget der er større end selv det største konge. Dracos opfattelse af tingende er egentligt meget simpel, man gør ikke noget som ikke kommer en selv til gode, man spekulere ikke over de konsekvenser det får for andre, man bekymre sig ikke om andre, man hjælper ikke andre og man forventer ikke at få hjælp af andre, selvfølgelig med undtagelse af hvis man har noget at tilbyde. Draco viser helst ikke følelser og foretrækker at have et neutralt ansigt og en neutral stemme der ikke røber følelser for andre. Han er generelt ”bange” for at vise følelser, medmindre det giver fordele for ham selv at åbne op, men disse fordele skal han ofte se langt efter da han ofte nægter at se dem. Han er stærkere og hurtigere end normale mennesker, ikke overnaturligt stær og han kan langt fra måle sig med andre racer der altid har været sådan, men dog stærkere end normale mennesker og han lader æren for dette gå til amulet han altid har om halsen, han er lynende intelligent, men da han er meget logisk tænkende, har en ringe forståelse for menneskelige følelser, han ved naturligvis godt, hvad det betyder når folk er glade, sure og forelskede og hvordan de forskellige følelser kommer til udtryk, men han forstår ganske enkelt ikke følelser som sorg, fortvivlelse eller kærlighed og han er egentligt ikke særlig forstående overfor andre. Dette ændre sig dog i nogle situationer, især når han er i nærheden af kønne unge kvinder kan han være enormt venlig, udadvendt og forstående. Draco hader at skulle pakke sine handlinger eller budskaber ind og siger næsten altid tingende som de er og det kan ofte komme til at virke stødende på andre, hvilket han ikke selv forstår. Han er enormt modig, næsten grænsende til dum, dog har hans unge alder, der også er skyld i han er temmelig uerfaren i mange situationer, har en del af skylden, han tror han kan klare enhver situation og hjælp er i vært fald det sidste han har brug for, han er meget hovmodig og kan virke selvglad eller naiv. Selvom det ofte er vanskeligt at fremdrive en aktiv reaktion fra Draco så kommer hans reaktioner ofte i spontane og voldsomme ryk. Fx skal man passe på med at provokere/irritere ham eller gøre noget lignende for selvom han ikke reagere med det samme kan det nemt ende med at ens venner kommer til at bære en hjem, hvis man er heldig. Dog er han ikke voldelig og han fremprovokere heller ikke voldelige handlinger. Desuden er han en smule magtgal og hvis der er noget der kan få ham til at forråde folk, er det hvis folk ikke anerkænder hans talenter og belønder ham derefter.
Udseende:
Draco er en ung mand på 181 cm. Han er veltrænet og muskuløs. Han har halvkort sort hår, som er klippet helt kort foran og ender i en spids nede midt på nakken. Han øjne har to forskellige farver det venstre er rødt mens det andet er grønt. Bortset fra det at han er usædvanlig veltrænet, så er hans kropbygning egentligt meget normal, han er hverken meget robust, overvægtig eller spinkel, men sådan godt tilpas midt imellem. Han har et pænt roligt ansigt, der dog næsten altid bære en ”maske” altså han har for det meste et udtryksløst ansigtsudtryk der ikke røber nogen følelser eller tanker, nogle gange viser han også falske følelser, men han kan også godt slappe af og vise ægte følelser hvis han bliver drevet til det. Han har en stor sort drage tatoveret på ryggen, som i hans hjemland er et symbol på styrke og skulle beskytte mod ild, men det ved Draco ikke, han ved end ikke han har den, da han har glemt alt om sin fortid. Dette plager ham dog ikke synderligt. Desuden bærer Draco også en amulet om halsen, som han aldrig tager af, denne amulet er lavet af guld og består af en ring med en drage med sorte diamant øjne indeni, amuletten er 4 cm i diametre i højden og ca. 0,5 cm tyk. Han går næsten altid rundt iført en lang sort kutte der kan åbnes foran og i stedet gøre det ud for en kappe, indenunder bære han en sort puffet skjorte og en sort lædervest med et par fornuftige sorte bukser på. Alt dette sorte tøj skyldtes at man i hans fødselsland tildelte alle adelige en farve, som skulle være deres specielle ”lykke” farve og selvom Draco ikke længere huskede sin fortid, så bar han det stadigvæk fordi det ganske enkelt var det eneste han havde. På trods af han alder på kun 16 ser han dog lidt ældre ud end han er og ligner en på 18.
Han er altid vel bevæbnet, han ligger kun modvilligt sine våben fra sig, han går rund med adskellige knive og dolke af forskellige slags og størelse, man alle til brug i kamp, ved sin vænstre side hænger et fint, slangt og let buet halvandethåndssværd, det ser spinkelt ud, men var utrolig robust og næsten umuligt for mennesker at skade med almindelige våben. tilsidst har han en lille speciel dobbelt krummet bue hængende over skuldren med 24 tilhørende pile.
