Post by Lola on Apr 11, 2009 11:44:35 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Kun Lola indtil videre.
Karakternavn:
Lola Kohinoor Zuleika
Køn:
Hunkøn
Alder:
24 – født i vægtens tegn
Race:
Bjergnymfe (Oreade)
Job/Status:
Kromutter af "Den Lystige Yngel"
Baggrundshistorie:
Lola er oreade, også kendt som bjergnymfe. De forskellige stammer af Oreader er naturligt fordelt ud over bjergpasset, og har siden tilpasset sig forholdende der. Et sted på bjergets midterste trin, bor Lolas folk. Her er temperaturene næsten som nede på jorden, med lune somre og kolde vintre. Disse oreader er et frit og primitivt folk, de elsker at være sociale og er kærlige og omsorgsfulde. Dog er de ikke glade for indtrængende fremmede, og ved næsten ingenting om livet omkring dem. Men det betyder ingenting for dem, for deres samfund passer sig selv uden splid, og i fuld harmoni. Næsten alle oreaderne i denne gruppe, stammer fra den samme dronning. I disse Oreaders by, er ligevægt mellem kønnene vigtigt og stærkt fokuseret på. Oradekvinderne er kendt for at være stærke og smukke, og meget forførende, imens mændene er modige og kloge. Desværre har stammen gennem de sidste år været ved at uddø, på grund af en fornylig opstået interesse for omverdenen. Flere og flere unge oreaderne forlader bjergene, for at søge ned til lavlandet.
Lola blev født en kold septembernat. Hun blev født ind i en smuk, fredelig og harmonisk verden, af én af de få Oreader, der dengang levede i bjergene. Hendes mor var en stærk kvinde, med hår rødt som blod og krystalklare øjne. Ligesom Lola. Moderen arbejdede hos Oreadernes dronning, hos hoffet. Og hoffet holdt til på slottet, dybt oppe i bjergene, hvor dronningens hjem lå. Hun var dronningens syerske, og syede også smukke kjoler til sin datter. Smukke sale bearbejdet ind i de skrånende bjergsider, hvor krystaller dækkede væggene og loftet. Sådan beskrev Lolas mor sin arbejdsplads, for sin datter, der ihærdigt drømte løs, om at kunne betræde disse hellige rum. Det var gammel Oreadetradition, at lade en datter følge i sin moders fodspor. Det gjorde det næsten obligatorisk, at Lola skulle gøre dette, da hun var sin mors eneste datter. Og ydermere var hendes far ukendt, da Lolas mor i sine unge dage, havde været sammen med en oreade, på et kongeligt togt, længere oppe i bjergene. Det påvirkede nu ikke Lolas barndom overhovedet. Hun var lykkelig. Glad for at være født ind i det liv hun var født ind i, hos et så smukt og rigt folkefærd. Lola brugte årene på at lære om livet, følelser og ikke mindst om Oreaderne. Deres ældgamle historie, deres kampe, deres kærlighed. Og alt dette resulterede i en smuk og ung kvinde, med sin mors blodrøde hår og krystalklare øjne og stærke sind. Snart var Lola klar til at overtage sin mors plads i de krystalbelagte sale, og klar til at lære kunsten at sy og brodere. To kvarte år inde i sin læreperiode, gik tingene galt.
-------------------
Lola Kohinoor Zuleikas dagbog
D. 7. August
Kære dagbog.
Det er med stor sorg, at jeg i dag, d. 7. August, må forlade bjergene. Forlade mine rødder, mit hjem, min familie og alle dem jeg elsker. Og ikke mindst, forlade James. Jeg krummer tæerne ved tanken om, at alt dette er min egen skyld. For havde jeg bare vidst hvordan dette ville ende, så havde jeg holdt mig tilbage. Styret mine lyster og gemt på mine inderste følelser. Jeg lå så højt, nu ligger jeg så lavt. Alting selvforskyldt.
Jeg havde aldrig forstilt mig, at jeg skulle tvinges ud af mit eget hjem, men jeg ved at de ikke havde andet valg. Jeg har bragt mit folk i skam. Jeg har i en lang periode været sammen med Dronningens søn, James, og er blevet fristet til dette gennem mit arbejde. Jeg har ikke før nævnt dette i min dagbog, i frygt for at det skulle blive opdaget, men nu hvor alt er løbet gennem mine fingre, finder jeg ingen hæmninger for at ligge skjul på det. Dronningen ville fornuftigt nok ikke tillade, at lade en simpel tjenestetøs elske med sin søn af fin herkomst. Og især ikke, op til hans brylluppet. Ikke bryllup med mig, selvfølgelig, men med nabobyens konges datter. Det river i mit hjerte, at jeg ikke nåede at fortælle ham hvor meget jeg elsker ham. For jeg ved med sikkerhed, at her kommer jeg ikke til at vise mig igen. Det var også sådan opfordringen lød, sagt gennem overtjenerens mund. Jeg sidder, netop nu, på en vogn. Jeg kan høre hestenes klove sænke ned i den regnvædede mudderjord, ned af bjergenes stier. Og vejret er som mit sind, gråt og trist. Og jeg ærgrer mig til gråd over, at skulle forlade det eneste jeg kender. Min mor græd, da jeg i nat forlod huset. At blive afstødt af sit eget folk. Jeg savner dem allerede.
Lola
------------------
Pludseligt viste oreadernes manglende interesse for verden omkring sig, at have givet bagslag. Hvad gør en ung oreade, når hun blive forvist fra sit hjem, og ingen steder har at tage hen? Da Lola, dagen efter sin rejse væk fra bjergene, ankom til landsbyen, var det disse spørgsmål der fik hendes hjerne til at slå knuder. Hun kendte ingen i lavlandet, og følte sig dømt til at rode sig ud i kriminalitet eller prostitution, hvis hun skulle have til dagen og vejen. Og især sidstnævnte var oplagt. En ung oreades skønhed skiller sig ud fra det gennemsnitslige menneskes, og hun vidste at hun ikke ville have svært ved at nå kunder. Og dog, valgte hun ikke at gå den vej. Lola følt sig for stolt til, at gå i seng med folk for guldets skyld. I stedet brugte hun tiden på at vandre rundt i de grå gader, i håb om at støde på en ledig plads. Og endelig fik hun medvind!
----------------------
Lola Kohinoor Zuleikas dagbog
D. 17 August
Kæreste dagbog.
Dagene er lange, og heldigvis er solen fremme for tiden. Jeg har, indtil i går, sovet i gyderne, men har ikke sovet meget, for at kunne nå ud til boderne før kunderne kom. Her har jeg dag efter dag søgt arbejde, uden resultat, for til sidst at slæbe mine fødder imod kroen, med denne gang med succes. Jeg har ikke skrevet siden jeg forlod bjergene, men nu kan jeg skrive igen. Nu, hvor jeg har fået et værelse på kroen -tilhørende mit arbejde her, kan jeg igen skrive i min dagbog. For nu har jeg et bord at ligge den på, og varme omkring mig. Jeg kan ikke med ord, beskrive hvor skønt det er at sove i en blød seng- og så er jeg endda ikke alene.
Natten til i går, vågnede jeg ved en hylen, uden for mit vindue. Her fandt jeg en hvalp, ellers rimelig stor af størrelse, og min kærlighed for dyr tvang mig til at tage ham med ind. Selvom han var stor, var han et underernæret skravl, og ville ikke overleve uden hjælp. Jeg kalder ham Tybalt, og glæder mig over at kromutter lod mig beholde ham. Nå ja – det var kromutter der lod mig få arbejdet, her i kroen. Hun er en ældre dame, bestemt, men god af hjerte, og kærlig. Hun minder mig om min egen moder. Men nu vil jeg slukke gaslampen, og falde til ro under tæpperne, med Tybalt ved mig side. Godnat, og slut for nu.
Lola
-----------------------------
Lolas tjente godt på sin arbejde, i kroen. Og samtidig var det en glimrende chance, for at lære om folk i landsbyen. På kroen foregik mange vigtige konversationer og Lola lyttede til dem alle, bag skranken, og nogle af dem var hun endda så helte, selv at deltage i. Lola voksede sig kun smukkere med tiden, og brugte fridagene på at gå ture langs vandet, med Tybalt - som for resten også var blevet ret stor. Hendes familie hørte hun ikke noget fra, men det havde hun heller ikke regnet med. Oreaderne var som sagt meget isolerede, men lige meget hvor meget Lolas mor ønskede at høre fra sin datter- og den anden vej rundt, kunne det ikke lade sig gøre. Ikke uden at Lolas mor skulle forlade bjergene.
Det var en smuk dag i juni, da kromutter lagde sig til at dø. Lola var nået en alder af 22 år, og havde knyttet sig til kvinden. Lidt hjalp det på sorgen, da kromutters testamente viste sig at påpege, at Lola var sat til at overtage den nu ledige stilling.
Personlighed:
I korte træk:
-Harmonisk
-Hemmelighedsfuld
-Positiv
-Manipulerende
-Intelligent
-Doven
-Egoistisk
Den lange smøre:
Lola er som før sagt en bjergnymfe, hvilket har et tydeligt præg på hendes personlighed. Lola er først og fremmest harmonisk,og betryggende at være sammen med. Hun har en god vane for at berolige folk med sin blotte tilstedeværelse, og plejer ikke at tage tungt på tingene. Hermed ikke sagt at hun ikke kan tage seriøse situationer eller katastrofer alvorligt, hun har sandt at sige bare for det meste styr på tingene. Det er i hvert fald sådan hun føler det. Lola har altså kort sagt et positivt livssyn, og dette smitter af på de fleste i hendes omkreds. Hun er ikke opkørt eller lalleglad, men har vane for at tage tingene som de kommer og leve i nuet, hvilket er ganske fornuftigt, når man kigger på landets fremtid.
Lola sælger ikke ud af sit privatliv. Hun ved at der er mange mennesker (m.m.) som man ikke skal betro sig til, og er derfor forsigtigt med at viderebringe informationer om sig selv. Hun har heller ikke det store behov for at føre sig frem for andre, men har ikke noget imod eventuelt at sætte andre i et dårligt lys, hvis det er noget der kan gøre hende selv godt, på den ene eller den anden måde. På det punkt er hun lettere egoistisk, men kun hvis det handler om folk hun ikke kender personligt, eller ikke bryder sig om. Ikke mange af hendes bekendte ved særligt meget om hendes baggrund, slægtninge eller i det hele taget historie. Og sådan har hun det også bedst. Lola er heller ikke typen der kaster omkring sig med søde bemærkninger. Hun er ikke typen der erklærer sin kærlighed til en fyr, hun lige har mødt aftenen før. Hun tænker som sagt over hvad der slipper ud af hendes mund, og siger kun tingene hvis hun virkelig mener dem. Hun holder af at spille kostbar, og er ikke nem at få med i kanen. Omvendt er Lola ret god til at manipulere med folk, og har tendens til at virke meget overbevisende.
Når det kommer til intelligens, ligger Lola ret højt. Hvor hun kommer fra vides der ikke så meget om verden omkring bjergene. Men da hun har været vidt omkring, og nu bor længere nede, ved hun en god del om folk og fæ. Det er ikke noget hun interesserer sig ydermere for, men noget hun har været nødt til at kende til, for at falde til i lavlandet. Hun har en bred paratviden og tendens til at virke overlegen. Lola tænker logisk, men bryder sig ikke om at møde nogle der ved mere end hende. Derfor er hun meget insisterende, og lader sig ikke overbevise helt nemt.
Lola har tendens til at virke doven, nok noget der kommer af hendes afslappede livssyn og positive indstilling. Egentlig ikke noget der passer, når man er medejer af kroen, men heldigvis har hun en del servitricer og hjælpere, til at tage sig af de hårde opgaver.
Udseende:
Lola er meget køn, som de fleste andre nymfer. Hun er 1.79 høj, slank og med tydelig timeglas-figur. Hendes hud er bleg, men med et lyserødt og sundt skær. Lola har klare, lyseblå øjne med en smule orange omkring den sorte pupil. Tøsen har kraftigt, rødt krøllet hår der, når det ikke er sat op i en knold på baghovedet, går ned til hendes hofter.
Lolas ansigt er blidt og forførende. Hun har fyldige læber, kraftigt markerede øjne og en lettere spids næse. Ansigtsformen er harmonisk og lettere aflang i det. Hun har forholdsvis lige tænder, men hendes hjørnetænder stikker dog en smule frem.
Lolas familie i bjergene, oreaderne, er generelt letpåklædte. Men eftersom Lola blev tvunget til at forlade sine slægtninge, og rejse til byen, render hun ikke mere nøgen rundt. Det ved selv hun, vil vække for megen opsigt omkring sig. Lolas tøj varierer efter årstiden, men det er mest normalt at møde hende i kjole eller nederdel, da hun finder det mest feminint. En af hende sommerkjoler, kan beskrives sådan her;
Kjolen er lang, går til midt på anklerne. Den er i tyndt lærredsstof og uden ærmer. Kjolen viser intet af kavalergangen, men går i stedet et lille stykke op af halsen. Her er den spændt med et bronzespænde. Spænderne fortsætter ned af hendes krop, og stopper midt på dette. Under barmen er kjolen strammet ind med et bredt, sort læderbælte. På dette er der også de bronzefarvede spænder. Både i kanten af bæltet, og ved hullerne til armene, er der perler.
En af hendes vinterkjoler ser således ud;
Kjolen her er en smule længe end sommerkjolen, men når lige præcis ikke jorden. Den er lavet af tæt filtret uld, går ligesom sommerkjolen op i halsen, men har lange ærmer. Ærmerne er strammet ind til midt på underarmene, hvor de derefter er stærkt posede. Kjolen er mørkerød.
Sammen med sine kjoler er hun oftest dækket af smykker, smukke smaragder og perler om halsen. Hun har sølv armbånd om begge håndled og begge ankler. Lola har hul i begge ører, og plejer at bære ring- eller perleøreringe.
Lola har både vinter og sommersko. Hendes sommersko ligner meget det, vi i det 21 århundrede kalder for romer sandaler, altså sandaler med flad bund og læderremmer op af benet. De her går til midt på skinnebenet og er lavet af mørkebrunt læder. Om vinteren bærer hun støvler, mørkebrune ligesom sandalerne og med snører hele vejen op af benet.
Og så er det også vigtigt at nævne, at Lola stort set aldrig kommer omkring, uden Tybalt ved sin side. Tybalt er en hund af racen Irsk Ulvehund ( Se evt. da.wikipedia.org/wiki/Irsk_Ulvehund). Han er 87 over skuldrende, og vejer 73 kg- en ordentlig basse, godt fodret op af rester fra kroen. Tybalt er loyal, rolig, kærlig, men reserveret over for fremmede. Han bruger dagen på at ligge bag disken og holde øje med krostuen, og følger Lola når hun er rejser omkring i landet. Han er ikke aggressiv, men rede til at forsvare sin ejerinde hvis det bliver nødvendigt.
Vigtige oplevelser og møder:
(ingen endnu)
Kun Lola indtil videre.
Karakternavn:
Lola Kohinoor Zuleika
Køn:
Hunkøn
Alder:
24 – født i vægtens tegn
Race:
Bjergnymfe (Oreade)
Job/Status:
Kromutter af "Den Lystige Yngel"
Baggrundshistorie:
Lola er oreade, også kendt som bjergnymfe. De forskellige stammer af Oreader er naturligt fordelt ud over bjergpasset, og har siden tilpasset sig forholdende der. Et sted på bjergets midterste trin, bor Lolas folk. Her er temperaturene næsten som nede på jorden, med lune somre og kolde vintre. Disse oreader er et frit og primitivt folk, de elsker at være sociale og er kærlige og omsorgsfulde. Dog er de ikke glade for indtrængende fremmede, og ved næsten ingenting om livet omkring dem. Men det betyder ingenting for dem, for deres samfund passer sig selv uden splid, og i fuld harmoni. Næsten alle oreaderne i denne gruppe, stammer fra den samme dronning. I disse Oreaders by, er ligevægt mellem kønnene vigtigt og stærkt fokuseret på. Oradekvinderne er kendt for at være stærke og smukke, og meget forførende, imens mændene er modige og kloge. Desværre har stammen gennem de sidste år været ved at uddø, på grund af en fornylig opstået interesse for omverdenen. Flere og flere unge oreaderne forlader bjergene, for at søge ned til lavlandet.
Lola blev født en kold septembernat. Hun blev født ind i en smuk, fredelig og harmonisk verden, af én af de få Oreader, der dengang levede i bjergene. Hendes mor var en stærk kvinde, med hår rødt som blod og krystalklare øjne. Ligesom Lola. Moderen arbejdede hos Oreadernes dronning, hos hoffet. Og hoffet holdt til på slottet, dybt oppe i bjergene, hvor dronningens hjem lå. Hun var dronningens syerske, og syede også smukke kjoler til sin datter. Smukke sale bearbejdet ind i de skrånende bjergsider, hvor krystaller dækkede væggene og loftet. Sådan beskrev Lolas mor sin arbejdsplads, for sin datter, der ihærdigt drømte løs, om at kunne betræde disse hellige rum. Det var gammel Oreadetradition, at lade en datter følge i sin moders fodspor. Det gjorde det næsten obligatorisk, at Lola skulle gøre dette, da hun var sin mors eneste datter. Og ydermere var hendes far ukendt, da Lolas mor i sine unge dage, havde været sammen med en oreade, på et kongeligt togt, længere oppe i bjergene. Det påvirkede nu ikke Lolas barndom overhovedet. Hun var lykkelig. Glad for at være født ind i det liv hun var født ind i, hos et så smukt og rigt folkefærd. Lola brugte årene på at lære om livet, følelser og ikke mindst om Oreaderne. Deres ældgamle historie, deres kampe, deres kærlighed. Og alt dette resulterede i en smuk og ung kvinde, med sin mors blodrøde hår og krystalklare øjne og stærke sind. Snart var Lola klar til at overtage sin mors plads i de krystalbelagte sale, og klar til at lære kunsten at sy og brodere. To kvarte år inde i sin læreperiode, gik tingene galt.
-------------------
Lola Kohinoor Zuleikas dagbog
D. 7. August
Kære dagbog.
Det er med stor sorg, at jeg i dag, d. 7. August, må forlade bjergene. Forlade mine rødder, mit hjem, min familie og alle dem jeg elsker. Og ikke mindst, forlade James. Jeg krummer tæerne ved tanken om, at alt dette er min egen skyld. For havde jeg bare vidst hvordan dette ville ende, så havde jeg holdt mig tilbage. Styret mine lyster og gemt på mine inderste følelser. Jeg lå så højt, nu ligger jeg så lavt. Alting selvforskyldt.
Jeg havde aldrig forstilt mig, at jeg skulle tvinges ud af mit eget hjem, men jeg ved at de ikke havde andet valg. Jeg har bragt mit folk i skam. Jeg har i en lang periode været sammen med Dronningens søn, James, og er blevet fristet til dette gennem mit arbejde. Jeg har ikke før nævnt dette i min dagbog, i frygt for at det skulle blive opdaget, men nu hvor alt er løbet gennem mine fingre, finder jeg ingen hæmninger for at ligge skjul på det. Dronningen ville fornuftigt nok ikke tillade, at lade en simpel tjenestetøs elske med sin søn af fin herkomst. Og især ikke, op til hans brylluppet. Ikke bryllup med mig, selvfølgelig, men med nabobyens konges datter. Det river i mit hjerte, at jeg ikke nåede at fortælle ham hvor meget jeg elsker ham. For jeg ved med sikkerhed, at her kommer jeg ikke til at vise mig igen. Det var også sådan opfordringen lød, sagt gennem overtjenerens mund. Jeg sidder, netop nu, på en vogn. Jeg kan høre hestenes klove sænke ned i den regnvædede mudderjord, ned af bjergenes stier. Og vejret er som mit sind, gråt og trist. Og jeg ærgrer mig til gråd over, at skulle forlade det eneste jeg kender. Min mor græd, da jeg i nat forlod huset. At blive afstødt af sit eget folk. Jeg savner dem allerede.
Lola
------------------
Pludseligt viste oreadernes manglende interesse for verden omkring sig, at have givet bagslag. Hvad gør en ung oreade, når hun blive forvist fra sit hjem, og ingen steder har at tage hen? Da Lola, dagen efter sin rejse væk fra bjergene, ankom til landsbyen, var det disse spørgsmål der fik hendes hjerne til at slå knuder. Hun kendte ingen i lavlandet, og følte sig dømt til at rode sig ud i kriminalitet eller prostitution, hvis hun skulle have til dagen og vejen. Og især sidstnævnte var oplagt. En ung oreades skønhed skiller sig ud fra det gennemsnitslige menneskes, og hun vidste at hun ikke ville have svært ved at nå kunder. Og dog, valgte hun ikke at gå den vej. Lola følt sig for stolt til, at gå i seng med folk for guldets skyld. I stedet brugte hun tiden på at vandre rundt i de grå gader, i håb om at støde på en ledig plads. Og endelig fik hun medvind!
----------------------
Lola Kohinoor Zuleikas dagbog
D. 17 August
Kæreste dagbog.
Dagene er lange, og heldigvis er solen fremme for tiden. Jeg har, indtil i går, sovet i gyderne, men har ikke sovet meget, for at kunne nå ud til boderne før kunderne kom. Her har jeg dag efter dag søgt arbejde, uden resultat, for til sidst at slæbe mine fødder imod kroen, med denne gang med succes. Jeg har ikke skrevet siden jeg forlod bjergene, men nu kan jeg skrive igen. Nu, hvor jeg har fået et værelse på kroen -tilhørende mit arbejde her, kan jeg igen skrive i min dagbog. For nu har jeg et bord at ligge den på, og varme omkring mig. Jeg kan ikke med ord, beskrive hvor skønt det er at sove i en blød seng- og så er jeg endda ikke alene.
Natten til i går, vågnede jeg ved en hylen, uden for mit vindue. Her fandt jeg en hvalp, ellers rimelig stor af størrelse, og min kærlighed for dyr tvang mig til at tage ham med ind. Selvom han var stor, var han et underernæret skravl, og ville ikke overleve uden hjælp. Jeg kalder ham Tybalt, og glæder mig over at kromutter lod mig beholde ham. Nå ja – det var kromutter der lod mig få arbejdet, her i kroen. Hun er en ældre dame, bestemt, men god af hjerte, og kærlig. Hun minder mig om min egen moder. Men nu vil jeg slukke gaslampen, og falde til ro under tæpperne, med Tybalt ved mig side. Godnat, og slut for nu.
Lola
-----------------------------
Lolas tjente godt på sin arbejde, i kroen. Og samtidig var det en glimrende chance, for at lære om folk i landsbyen. På kroen foregik mange vigtige konversationer og Lola lyttede til dem alle, bag skranken, og nogle af dem var hun endda så helte, selv at deltage i. Lola voksede sig kun smukkere med tiden, og brugte fridagene på at gå ture langs vandet, med Tybalt - som for resten også var blevet ret stor. Hendes familie hørte hun ikke noget fra, men det havde hun heller ikke regnet med. Oreaderne var som sagt meget isolerede, men lige meget hvor meget Lolas mor ønskede at høre fra sin datter- og den anden vej rundt, kunne det ikke lade sig gøre. Ikke uden at Lolas mor skulle forlade bjergene.
Det var en smuk dag i juni, da kromutter lagde sig til at dø. Lola var nået en alder af 22 år, og havde knyttet sig til kvinden. Lidt hjalp det på sorgen, da kromutters testamente viste sig at påpege, at Lola var sat til at overtage den nu ledige stilling.
Personlighed:
I korte træk:
-Harmonisk
-Hemmelighedsfuld
-Positiv
-Manipulerende
-Intelligent
-Doven
-Egoistisk
Den lange smøre:
Lola er som før sagt en bjergnymfe, hvilket har et tydeligt præg på hendes personlighed. Lola er først og fremmest harmonisk,og betryggende at være sammen med. Hun har en god vane for at berolige folk med sin blotte tilstedeværelse, og plejer ikke at tage tungt på tingene. Hermed ikke sagt at hun ikke kan tage seriøse situationer eller katastrofer alvorligt, hun har sandt at sige bare for det meste styr på tingene. Det er i hvert fald sådan hun føler det. Lola har altså kort sagt et positivt livssyn, og dette smitter af på de fleste i hendes omkreds. Hun er ikke opkørt eller lalleglad, men har vane for at tage tingene som de kommer og leve i nuet, hvilket er ganske fornuftigt, når man kigger på landets fremtid.
Lola sælger ikke ud af sit privatliv. Hun ved at der er mange mennesker (m.m.) som man ikke skal betro sig til, og er derfor forsigtigt med at viderebringe informationer om sig selv. Hun har heller ikke det store behov for at føre sig frem for andre, men har ikke noget imod eventuelt at sætte andre i et dårligt lys, hvis det er noget der kan gøre hende selv godt, på den ene eller den anden måde. På det punkt er hun lettere egoistisk, men kun hvis det handler om folk hun ikke kender personligt, eller ikke bryder sig om. Ikke mange af hendes bekendte ved særligt meget om hendes baggrund, slægtninge eller i det hele taget historie. Og sådan har hun det også bedst. Lola er heller ikke typen der kaster omkring sig med søde bemærkninger. Hun er ikke typen der erklærer sin kærlighed til en fyr, hun lige har mødt aftenen før. Hun tænker som sagt over hvad der slipper ud af hendes mund, og siger kun tingene hvis hun virkelig mener dem. Hun holder af at spille kostbar, og er ikke nem at få med i kanen. Omvendt er Lola ret god til at manipulere med folk, og har tendens til at virke meget overbevisende.
Når det kommer til intelligens, ligger Lola ret højt. Hvor hun kommer fra vides der ikke så meget om verden omkring bjergene. Men da hun har været vidt omkring, og nu bor længere nede, ved hun en god del om folk og fæ. Det er ikke noget hun interesserer sig ydermere for, men noget hun har været nødt til at kende til, for at falde til i lavlandet. Hun har en bred paratviden og tendens til at virke overlegen. Lola tænker logisk, men bryder sig ikke om at møde nogle der ved mere end hende. Derfor er hun meget insisterende, og lader sig ikke overbevise helt nemt.
Lola har tendens til at virke doven, nok noget der kommer af hendes afslappede livssyn og positive indstilling. Egentlig ikke noget der passer, når man er medejer af kroen, men heldigvis har hun en del servitricer og hjælpere, til at tage sig af de hårde opgaver.
Udseende:
Lola er meget køn, som de fleste andre nymfer. Hun er 1.79 høj, slank og med tydelig timeglas-figur. Hendes hud er bleg, men med et lyserødt og sundt skær. Lola har klare, lyseblå øjne med en smule orange omkring den sorte pupil. Tøsen har kraftigt, rødt krøllet hår der, når det ikke er sat op i en knold på baghovedet, går ned til hendes hofter.
Lolas ansigt er blidt og forførende. Hun har fyldige læber, kraftigt markerede øjne og en lettere spids næse. Ansigtsformen er harmonisk og lettere aflang i det. Hun har forholdsvis lige tænder, men hendes hjørnetænder stikker dog en smule frem.
Lolas familie i bjergene, oreaderne, er generelt letpåklædte. Men eftersom Lola blev tvunget til at forlade sine slægtninge, og rejse til byen, render hun ikke mere nøgen rundt. Det ved selv hun, vil vække for megen opsigt omkring sig. Lolas tøj varierer efter årstiden, men det er mest normalt at møde hende i kjole eller nederdel, da hun finder det mest feminint. En af hende sommerkjoler, kan beskrives sådan her;
Kjolen er lang, går til midt på anklerne. Den er i tyndt lærredsstof og uden ærmer. Kjolen viser intet af kavalergangen, men går i stedet et lille stykke op af halsen. Her er den spændt med et bronzespænde. Spænderne fortsætter ned af hendes krop, og stopper midt på dette. Under barmen er kjolen strammet ind med et bredt, sort læderbælte. På dette er der også de bronzefarvede spænder. Både i kanten af bæltet, og ved hullerne til armene, er der perler.
En af hendes vinterkjoler ser således ud;
Kjolen her er en smule længe end sommerkjolen, men når lige præcis ikke jorden. Den er lavet af tæt filtret uld, går ligesom sommerkjolen op i halsen, men har lange ærmer. Ærmerne er strammet ind til midt på underarmene, hvor de derefter er stærkt posede. Kjolen er mørkerød.
Sammen med sine kjoler er hun oftest dækket af smykker, smukke smaragder og perler om halsen. Hun har sølv armbånd om begge håndled og begge ankler. Lola har hul i begge ører, og plejer at bære ring- eller perleøreringe.
Lola har både vinter og sommersko. Hendes sommersko ligner meget det, vi i det 21 århundrede kalder for romer sandaler, altså sandaler med flad bund og læderremmer op af benet. De her går til midt på skinnebenet og er lavet af mørkebrunt læder. Om vinteren bærer hun støvler, mørkebrune ligesom sandalerne og med snører hele vejen op af benet.
Og så er det også vigtigt at nævne, at Lola stort set aldrig kommer omkring, uden Tybalt ved sin side. Tybalt er en hund af racen Irsk Ulvehund ( Se evt. da.wikipedia.org/wiki/Irsk_Ulvehund). Han er 87 over skuldrende, og vejer 73 kg- en ordentlig basse, godt fodret op af rester fra kroen. Tybalt er loyal, rolig, kærlig, men reserveret over for fremmede. Han bruger dagen på at ligge bag disken og holde øje med krostuen, og følger Lola når hun er rejser omkring i landet. Han er ikke aggressiv, men rede til at forsvare sin ejerinde hvis det bliver nødvendigt.
Vigtige oplevelser og møder:
(ingen endnu)
