Vådt koldt og blodigt...

[Pen]

Pen havde vandret ind i mosen. Allerede som han bevægede sig derind fra skoven af, var det tydeligt at her var meget koldere, og meget fugtigere. Men her følte han sig sikker. Det var sjældent at der kom nogen, og når der endelig gjorde var der masser af skygger at gemme sig i, ikke for at sige at selve mosen var næsten umulig at løbe i, at kunne gemme sig var dermed også meget mere værd end noget andet i dette hårde landskab. Han havde derfor ikke taget form af skygger som han plejede at gøre og var derfor også nem at se i de svage rester af lys som var der den aften. Man skulle ikke tro det, men mosen var rent faktisk et smukt syn på denne tid af aftenen, hvor månen ikke var kommet helt op endnu og solen ikke var gået helt ned. Det gav himlen en hvis form for rødlig-lilla glød, hvor kun et par stjerner var kommet frem og nu blinkede lystigt på den kolde aftenhimmel. I baggrunden herskede lyden af frøer og diverse forskellige insekter som gjorde aftenen livlig med lyde. Blandt de insekter var ildfluerne en af dem. Som små gløder af lys summede de rundt i den våde luft og fik sat en prik over i'et på hvad der ellers ikke ville have været andet end blot et flot syn. Dog var det hårdt at gå i mosen, hvert skridt skulle gennemtænkes, men Pen kendte den snart ret godt, så han vidste hvor han kunne træde og hvor han ikke kunne træde...

[Mirika]

Mosen var et smukt syn. Men Mirika havde svært ved at nyde det nu. Hun var faret vild inde i skoven og var nu havnet ved mosen. Et sted som hun aldrig havde været før. Skræmt gik hun videre. Før skulle hun kun forholde sig til de ækle historier om folk som var faret vild i skoven og var kommet så langt ind, at de aldrig kom ud igen. Nu var hun i stedet i mosen. Et meget mere farligt sted. Et forkert skridt kunne koste hende livet. Hun så op imod den smule himmel som hun kunne se. Det ville snart blive mørkt og så var hun først rigtig i problemer. Hun så ned mod den ynkelige undskyldning for en sti som hun fulgte. Alt imens hun prøvede at tænke på noget andet.

[Enki]

Forsigtigt lod Enki den yderste fingerspids løbe over træets ru overflade, som spillede med magisk stemning fra horisontens lilla glød. Stedet mindede hende om noget, hvad vidste hun ikke, men hendes hjerterytme hævede sig og en kildende fornemmelse lurede i maven, mens hun vandrede rundt i mosen. Måske havde Jordgængerne engang slået lejr her, var hendes bedste bud, men det virkede ikke overbevisende. Grunden lå noget dybere.
En kuldegysning løb ned af ryggen og endte yderst på den salamanderagtige hale. Til trods for at den matte forårssol stadig bragte varmere og længere dage, listede en kold og stille kulde endnu rundt i tusmørketimerne, som et rovdyr på jagt. Måske ville det være bedst at finde et sted at slå lejr, overvejede hun, ved lyden af en hylende ulv langt borte, og hun kastede et stjålent blik mod oksen bag sig, for at forsikre sig at han stadig var der.
"Bare rolig, vi skal ikke gå meget længere, Taur," hendes stemme lød så uendeligt lille og skrøblig blandt de mørke træer, men det store ridedyr hørte hende, og rokkede beroligende fra side til side, så læsset på hans ryg knirkede melodisk. "Jeg skal nok finde et passende sted."
En klump indtørret harpiks på træet opfangede og inkapslede dagens sidste, desperate solstråler, og med et smil knækkede Enki solstenen af og puttede den i lommen.

[Pen]

Pen frøs for et kort øjeblik, stod helt stille og sørgede for ikke at lave nogle lyde. Han mente bestemt at han havde hørt en stemme, men det var svært at sige med alt den larm fra insekterne og frøerne. I et kort øjeblik som han lyttede intenst virkede det næsten som om at alt omkring ham også lyttede, at alt blev stille, men det var sikkert blot hans fantasi. Han blendede sig langsomt ind i skyggerne og begyndte langsomt at bevæge sig over mod hvor han mente han havde hørt lyden. Han havde knap nok behov for at tænke på hvor han trådte, han kendte trods alt stedet ret godt. Han han bevægede sig længere hen mod det som han mente havde været en stemme begyndte han at kunne høre skridt i nærheden, det kom fra et sted ved stien. Eller hvad man kunne kalde resterne af den, den var snart bleven lige så meget mose som alt det andede. For anden gang, lyttede han intenst, ja denne gang var han sikker. Skridtene var klart for tunge til at være et dyr, specielt fordi der ikke var særligt mange dyr som turde vandre omkring inde i mosen, de vidste bedre end det. Også selvom det skete en gang imellem at et dyr far skoven kunne fare vild og ende i mosen, så var det sjældent. Han bevægede sig langsomt hen mod lyden igen, men sørgede for at holde en hvis afstand, han vidste at vedkommende ikke ville kunne se ham alligevel, men han ville være på den sikre side. Han så hen af den sørgelige sti, og fik øje på en skikkelse et godt stykke fra ham, vedkommende virkede ikke som den største trussel men han var ikke en mand som tog mange chancer.

[Mirika]

Da ulve hylet lød, løb det koldt ned af nakken på Mirika. Hun så sig skræmt tilbage. *Bare rolig, den er langt væk.* prøvede hun at berolige sig selv. Hun forsatte i stilhed, indtil at hun hørte en knirkende lyd, som ikke hørte til i mosen. Pigen frøs og så sig omkring. Kort efter hørte hun en stemme.”Er her nogen??” spurgte hun højlydt ud i mosen, men fortrød så med tanken om banditter og røvere. Mirika stod helt stille og tænkte sig om. Hun havde brug for hjælp og så vidt hun kunne høre, havde stemmen ikke været truende. Den havde også været lys, hvilket nok ville sige et barn eller en ung pige som hende selv. Hun ville gerne over til stemmen, men det betød at hun ville være nød til at forlade stien. Tøvende forlod hun den eneste form for sikkerhed hun havde. Havde hun gået langsomt og forsigtigt før, så var det ingen ting i forhold til nu.

[Enki]

Et lille smil spillede over Enkis læber, og modsat hvad de få andre i mosen, følte hun sig fuldkommen tryg blandt de skæve træer. Der emmede af noget bestemt, en velkendt og rar stemning hang over mosen, men til trods for at dæmonens hovedskal var ved at springes, kunne hun ikke regne ud af hvad det var. For et kort øjeblik lukkede hun øjnene, og lod resten af sanserne skærpes. Roligt indåndede hun den tunge, sløvende luft og lod insekternes aftensang synke ind. Så idyllisk, noget helt andet end byernes støvede gader. Så fyldt med natlige lyde, og dog så dødsens stille.
Knæk.
Hvad var det? Med et vendte dæmonens syn tilbage, og den unge pige var pludselig langt mere på vagt. Dyr knækkede ikke grene på den måde, når de gik, og til trods for at ingen var at se, måtte et menneskeligt væsen luske rundt i mørket omkring hende. Næppe med gode hensigter, hvorfor skulle det ellers skjule sig? Lettere ængsteligt knugedes den lille solsten mellem dæmonens spinkle fingre, idet hun diskret lod den frie hånd glide om til den blanke stav på ryggen og åbnede munden til et advarende råb.
Med en hurtig bevægelse snurrede Enki hovedet mod et kald, der var kommet hende i forkøbet og havde piercet igennem insektsang og nattelyde. En ung pige, at dømme på det høje toneleje og den nervøse stemning, og dæmonen lod det holdte vejr slippe lettet ud. Kunne det være hende, som havde knækket en gren? Sansynligvis ikke. Enki sendte et par henkastede blik et sted langt væk bag træerne, hvor grenen var blevet knækket, og afgjorde at pigens stemme var kommet fra den modsatte retning. Pokkers.
"Bare rolig, jeg vil intet ondt," efter kort tids tøven svarede pigens stemme beroligende på den fremmedes kald, men Enki rørte sig ikke ud af stedet, og havde stadig et fast greb om staven på hendes ryg.

[Pen]

Han hoppede let og elegant op i det nærmeste træ, da en gren knækkede under hans fod. Han betragtede dem lidt fra sit udkigspunkt, siden hvornår begyndte folk at vandre ind i mosen? Havde de mistet alle former for fornuft? Ingen gik ind i mosen, det var for farligt, for dumt, ikke for ens om ham nej, han kendte den kun alt for godt, han havde snart vendt hver en sten derinde i sin tid, og kendte kun alt for godt hvor man kunne træde og hvor man ikke kunne træde. Det var der at han opdagede staven på den ene af personernes ryg, og straks begyndte hans hjerte at pumpe hurtigere som den plejede at gøre når han følte frygt. Han hadede andre personer, både lysvæsener og mørkevæsener, de ville aldrig en noget godt, eller det havde hans erfaring lært ham, desuden, han var ikke en som brød sig meget om at tage chancer. Han hoppede ned fra træet, forsigtig for ikke at lave nogle større lyde, og bevægede sig så lydløst som han kunne hen mod personerne. Han stoppede kort op et stykke fra dem, ca. 4 meter, det var det tætteste han ville komme, andet var dumt ifølge ham. Han så kort på de to personer og så først der det store dyr bag den ene af dem. Dette var noget der undrede ham endnu mere end selve det at de var der, at i hvert fald den ene af dem havde taget et dyr med sig, lød ikke kun dumt, men næsten ufatteligt i hans ører. Større dyr egnede sig ikke til at gå rundt i mosen, de var klodsede og desuden så var mosen allerede et svært fremkommeligt sted i forvejen...

[Mirika]

Mirika forsatte forsigtigt sin langsom rute mod det sted, som hun troede stemmen var kommet fra. En stemme svarede beroligende Mirikas tidligere kald. Det var helt sikkert en pigestemme. Nu var Mirika ikke længere i tvivl. Det viste sig også, at hun var på vej i den rigtige retning. Smilet kom tilbage til pigens ansigt. Nu skulle hun nok komme ud af mosen. Hvor stor kunne sandsynligheden være for, at den fremmede også var faret vild??
Hun var ret sikker på, at hun kunne se noget bevæge sig længere fremme.

((Det var et kort svar -.-))

[Enki]

Hun var altså sikker på, at hun havde hørt noget. Noget, der ikke blot var et hamløst lille byttedyr. Noget, som skjulte sig i mørket blandt træerne. Enki kastede dog blot et sidste blik over skulderen, før hun på trætte ben bevægede sig mod den fremmede pigestemme.
"Kom Taur," kommenderede hun kort yakoksen med sig, og de mange varer på det tunge dyr kastede sig ind i en monotom melodi, i takt med at Taur arbejdede sig igennem den hårde mose.
Hun sank en irritende klump i halsen, i et forsøg på at berolige det hjerteslag, der efterhånden havde bevæget sig op i en nervøs hastighed. Man vidste jo ikke, hvad der kunne finde på at snige sig rundt ude i mosen. Den fremmede pigestemme lød ikke som en overfaldsmand, men hun kunne jo være alt muligt andet. En nervøs vampyr. En sindsforvirret varulv. Med en overvejende mine sendte hun et henkastet blik ud bag horisonten, hvor solens sidste stråler desperat kæmpede for at holde sig over vande. Var Taur hurtig nok, til at de kunne stikke af hvis tøsen viste sig at være noget farligt?
Irriteret rystede hun på hovedet. Selvfølgelig var det ikke en vampyr. Allerhøjst en lille pige, der var faret vild.

[Pen]

Pen stod lidt i den samme diskution som Enki. Var de to skikkelser noget farligt? Skulle han frygte dem ligesom han plejede at frygte fremmede? Eller det var jo trods alt hans "hjemmebane" de var på hvorfor skulle han frygt? Dog alligevel var det som om at der var en dyb frygt i ham, en frygt som ikke ville gå væk men som alligevel sad der, som en parasit som levede af at side og suge blod fra bagsiden af hans hoved. Han prøvede at ignorere den, men hver gang han prøvede så vendte hans tanker tilbage på at det ikke var normalt for folk at vandre så dybt ind i mosen, og da slet ikke med dyr. Det var dog tydeligt at de to personer ikke kendte hinanden, der hang næsten en usikkerhed i luften. Hans nysgerrighed var begyndt at tirre ham, tigge ham om at komme tættere, måske endda om at glemme sit skjul, det ville trods alt være nemt for ham blot at blende ind med skyggerne igen. For hver gang den tiggede ham var det som om at den var sværere at modstå, dog så sørgede frygten for at han ikke blindt adlød den. Han følte sig lidt som en lus mellem to negle, på den ene side sad hans frygt og drev ham væk, på den anden hans nysgerrighed som drev ham nærmere, og han følte en lige stor lyst til at adlyde dem begge. Dog havde han lært i tidens løb at man kunne tilfredstille den ene først for så bagefter at tilfredstille den anden, så han rykkede lidt nærmere. Han havde dog glemt at være forsigtig og som han kom nærmere hørte han lyden af en gren knække under sig. Hans første impuls var at flygte, men hans frygt havde frosset ham til stedet. Heldigvis havde han for længst taget form som en skygge...

[Mirika]

Apr 18, 2009 11:04:51 GMT -5 Enki said:

"Kom Taur,"

Mirika frøs øjeblikkeligt. Hun genkendte stemmen som den pigestemme hun havde hørt lige før. Det er foruroligede hende var, at pigen åbenbart ikke var alene. Mirika blev stående et øjeblik, før hun rystede på hovedet. Måske var pigen ikke alene, men det gjorde hende ikke til en større trussel. Desuden var det også en pigestemme. Piger burde ikke rende rundt herude alene… Mirika begyndte nu at føle sig mere og mere dum, ved selv at hun rendte alene rundet derude.
Mirika gik igen imod stemmen. Nu kunne hun se pigen fra siden. ”Hallo!” hun viftede med armene. ”Herovre.”
Mirika synes at hun kunne høre en gren knække. Hun så mod lyden, men kunne ikke få øje på noget. Så kiggede hun igen frem og fik øje på den kæmpe okse. Hun var lige ved at tabe underkæben. *Hvor er den stor! Jeg har aldrig set noget lignende*

[Enki]

"Hm," hurtigt fik dæmonen drejet hovedet mod den overraskede stemme, "Nå, dér."
Med et undersøgende, gråt blik og hovedet let på skrå, så kappehætten faldt en anelse til siden og afslørede en smule af hendes horn, betragtede Enki den fremmede tøs. Hun lignede et menneske, men mere skrøbeligt. Måske en engel. En typisk, tossegod engel, gik det flygtigt igennem pigens tanker, og mundvigene lettede op til et smil ved synet af den fremmedes hoppen op og ned, så de gyldne lokker og ungpigeformer snoede sig omkring hende som efterårsblade. Hun mindede hende om en hare. Nej, nærmere en kanin. Den slags børnene gik med i favnen og blev kaldt Ninus og var for dum til at flygte når ræven bed sig igennem trådhegnet. Men sød, det så hun ud. Det var vel også en nødvendighed, men næppe en fordel, når man vandrer alene rundt i mosen.

Enki kunne ikke undgå at bemærke pigens overraskelse over Taur, og med et grin fik hun yakoksen til at bevæge sig nærmere, så varer og bagage skramlede, som tusindvis af fugle, der flakkede op, og druknede insekternes aftagende sang.
"Godaften," kom det høfligt og mere modent, end hendes alder antydede, fra dæmonen, "Hvad laver en ung dame som Dem, herude en aften som denne?"