Post by koneko on Apr 10, 2009 14:12:13 GMT -5
Det var tidligt morgen, okay måske ikke rigtigt morgen nærmere på det tidspunkt hvor solen knapt nok lige var stået op, og det var en smule tidligt, men der var sikkert massere af mennesker der allerede var stået op nede i landsbyen.
Ien var igang med at forberede hendes numre til den store fest i aften, og et af hendes nye numre bestod i at lege med nogle spande med mudder og så få dem alle sammen i hovedet til aller sidst, så Ien var taget derud hvor hun bedst kunne få en masse klamt illelugtende flydende og klæbrigt mudder, nemlig mosen.
Og så imens hun havde været igang med at fylde to spande med ildelugtende mudder, var det pludseligt der at hun havde hørt nogle fugle synge, og egentligt havde indset hvilken vidunderlig morgen det var.
Solen der skinnede svagt fra bagved træerne, fuglene der lige var stået op, skoven der var ved at vågne græsset der stadig var dugget, og en let dis havde samlet sig over jorden.
Som en nymfe vidste hun lidt om naturen og kunne regne ud hvor det var nogenlunde sikkert at være, så i hendes egen lille glæde sprang hun fra tue til tue.
Hun dansede hendes egen lille glade dans, ikke ligeså smukt og elegant som dansepigernes på slottet, men tilgengæld meget mere fyldt med glæde.
Ien kunne sikkert også høres rimeligt tydeligt, hendes nye lille ankelkæde fortalte alle hvor hun var, da den var dækket med små bjælder og gav hende alt den opmærksomhed hun øsnkede.
Ien var som sædvanlig klædt i hendes beskedne tøj, hendes eksotiske sæt som var blåt, og en blomst i håret, og selvfølgeligt ingen sko, det var nærmest hendes varemærke efterhånden.
Ien lo tilfreds med sig selv, hendes latter næsten så perlende som bjælderne fra hendes ankel kæde, så drattede hun om på en større lidt mere fast tue og lå der i den fugtige dis og hev efter vejret, idag lod til at blive en pragtfuld dag.
Ien var igang med at forberede hendes numre til den store fest i aften, og et af hendes nye numre bestod i at lege med nogle spande med mudder og så få dem alle sammen i hovedet til aller sidst, så Ien var taget derud hvor hun bedst kunne få en masse klamt illelugtende flydende og klæbrigt mudder, nemlig mosen.
Og så imens hun havde været igang med at fylde to spande med ildelugtende mudder, var det pludseligt der at hun havde hørt nogle fugle synge, og egentligt havde indset hvilken vidunderlig morgen det var.
Solen der skinnede svagt fra bagved træerne, fuglene der lige var stået op, skoven der var ved at vågne græsset der stadig var dugget, og en let dis havde samlet sig over jorden.
Som en nymfe vidste hun lidt om naturen og kunne regne ud hvor det var nogenlunde sikkert at være, så i hendes egen lille glæde sprang hun fra tue til tue.
Hun dansede hendes egen lille glade dans, ikke ligeså smukt og elegant som dansepigernes på slottet, men tilgengæld meget mere fyldt med glæde.
Ien kunne sikkert også høres rimeligt tydeligt, hendes nye lille ankelkæde fortalte alle hvor hun var, da den var dækket med små bjælder og gav hende alt den opmærksomhed hun øsnkede.
Ien var som sædvanlig klædt i hendes beskedne tøj, hendes eksotiske sæt som var blåt, og en blomst i håret, og selvfølgeligt ingen sko, det var nærmest hendes varemærke efterhånden.
Ien lo tilfreds med sig selv, hendes latter næsten så perlende som bjælderne fra hendes ankel kæde, så drattede hun om på en større lidt mere fast tue og lå der i den fugtige dis og hev efter vejret, idag lod til at blive en pragtfuld dag.
