|
|
Post by Pen on Apr 9, 2009 15:22:42 GMT -5
Lyset trængte ind i sjældne stråler, og efterlod skoven i et sceneri som sjældent kendte mage. Støvet dansede blidt i de få stråler af lys som kunne trænge igennem trækronerne. Pen lagde på skovbunden, i hans hånd lå hans halskæde, det lille drageformede sølvvedhæng, hang dovent over den mossede skovbund. Lyset formede en cirkel om ham, og han åbnede dovent øjnene. I en halvt sovene, halvt vågen tilstand... Fuglene sang blidt over ham, mens lyset stille varmede hans kolde krop. Han kunne ikke få sig selv til at flytte sig over i skyggen, men kunne heller ikke falde i søvn, i stedet lod han sig ligge i en livløs tilstand. Alle lyde alle dufte virkede fjerne og svage, næsten som i en drøm.
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 9, 2009 15:32:12 GMT -5
ayla kom dansen i gennem skoven det var første gang hun var der, hun så rundt mens hun danset, de enkel stråler som ramte hende hud fik den til at lyse som små diamanter som sad på hendes hud.
Ayla nynnet let og så op mod træ toppene, hende gik næsten let og lyde løst i gennem skoven det enste man kunne hører var hende nynnen. hende hår og tøj bølje let med rundt i hende smidig bevægeser
|
|
|
|
Post by Pen on Apr 10, 2009 9:08:32 GMT -5
Pen spærrede øjnene op. Det var som om at han var bleven revet ud af halvt sovene halvt vågne tilstand, og rettede nu ørerne ind efter den lyd han mente at han havde hørt. Det var ikke en af skovenes lyde nej langt fra, det var lyden af nynnen og den lød til at komme nærmere, næsten som af en refleks rev han sig op fra jorden og gik over i skyggen, langsomt blendede hans krop sig ind med det halvdunkle mørke under træernes blade, til at han selv bestod af en halvsort masse, som resten af skyggerne. Han så lidt på skikkelsen som den kom dansende ind fra træernes skygger et stykke fra ham. Han kunne stadig mærke søvnen hive lidt i ham, men nu holdte frygten ham vågen. Det var en underlig blanding, den ene hev øjenlågende ned, den anden spærrede dem op, og til sidst stod han i en tilstand hvor han gerne ville sove, men ikke kunne, hvor han gerne ville lukke øjnene i, men tillod sig ikke den luksus, gerne ville ligge sig ned, men hans ben lod ham ikke falde...
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 10, 2009 10:18:20 GMT -5
ayla stoppet op, hun var næsten sikker på hun havde hørt et eller andet bevæg sig et stykke fra hende " er her nogen, kom frit frem sagde hun højt så man kunne hører det hvis man var et stykke væk fra hende, ayla så rundt for at se om hun kunne se og det var andre end hende, hun faldt let til ro igen, hun gik stille lyd løs vider, hun mærket det dejlig bløde mos under hende fødder, hun kunne godt lide mossen, hun bøjet sig ned og mærket på det, efter let rettet hun sig op og rette på hende tøj og hår
|
|
|
|
Post by Pen on Apr 10, 2009 14:11:21 GMT -5
Han betragtede hende lidt fra skyggen af, og besluttede sig for at han ikke ville få ro før hun var væk. Han bevægede sig over mod en skygge blot en meter fra hende, forsigtig med ikke at bevæge sig ud fra der hvor hun ikke kunne se ham. "Hvem vover at forstyrre mig?!" Sagde han højt med en mørk og dyster stemme som ikke var hans egen. Frygten sad dybt i ham, og han hadede sig selv for at lade sig komme så tæt på, men men han ignorerede frygten, søvnen og irritationen pressede ham til at gøre noget ved sagen. I øjeblikket han havde talt bevægede han sig over til en skygge på hendes anden side, så lydløst som han kunne, og gjorde sig klar til at svare hende, eller løbe hvis det blev nødvendigt. Han hadede når folk forstyrrede ham i sin søvn, det var sjældent at det skete, faktisk var dette en af de første gange, men han mærkede en vrede og irritation i sig som han sjældent følte, og han ville af med den, og det var der kun en måde at gøre på...
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 10, 2009 14:24:34 GMT -5
ayla gav et lille hop fra sig og så forviiret rundt da hun høret den mørke stemmer, men hun kunne ikke se noget omkring sig " jeg vil ikke forstyrrer, jeg ville bare vide om det var andre " sagde hun lidt urolig, hun drejet rundt om sig selv for at se om hun kunne se nogen kom frem, hvis dig selv sagde ayla med lidt mod i stemmen. hende hjerte banket rimlig hurtig men dog ikke så hurtig som hun troede det ville
|
|
|
|
Post by Pen on Apr 10, 2009 14:40:48 GMT -5
Han så lidt irriteret på hende men bevægede sig så helt op bag hende. "Du er ikke ønsket her! FORSVIND!" Sagde han igen med sin mest truende stemme, og så først da ned af sig selv. Han havde bevæget sig ud af skyggerne og var ny tydelig at se. Han frøs kort i et sekund, men bakkede så desperat væk, blot for at snuble og falde. Han endte med at kravle ud i skyggerne igen og om bag et træ. Han bandede lavmælt til sig selv, og kom så op på benene igen og håbede på at hun ikke havde opdaget noget, selvom det nok ville være håbløst, hvem ville ikke have opdaget det?. Hans hjerte begyndte at pumpe hurtigere, mens frygten langsomt blandede sig op i ham, hvad ville hun mon gøre hvis hun fandt ham?, hvor store problemer havde han nu rodet sig ud i igen?. Han rejste sig op igen, vreden var så småt begyndt at blive kvalt under frygten, det samme med irritationen, men han kunne ikke få sig selv til at løbe ikke nu, han var som frosset til jorden...
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 10, 2009 14:56:55 GMT -5
ayla kunne mærke en bag hende, hun lyttedet til stemme, hun ville ikke rigtig vende sig, hvis hun så noget som ville tage livet af hende, " jeg har lige så meget lov til at være her som de " sagde hun rolige, hun besluttede sig for at vende sig, men han var væk, det irreter hende at han ikke ville vise sig for hende, hun rettet sig bedre op og sagde hun stille " er de bange for at vise dig ".
hun så rundt efter ham, hun besluttede for at sætte sig ned for at vise hun ikke ville gøre nogen skade på nogen, hun viste hvis person angreb hende ville hun nok svare igen.
|
|
|
|
Post by Pen on Apr 10, 2009 16:14:21 GMT -5
Han gav et langt suk fra sig, personen havde tydeligvis ikke lagt mærke til hans klodsethed. Frygten fordampede så småt hen og efterlod ham alene med vreden og irritationen, men nu også en fortvivlelse... "Lad mig nu bare være..." Sagde han derefter med en træt og fortvivlet stemme. "Jeg.. Prøvede blot at få noget søvn..." Næsten for at gøre det værre så begyndte han at mærke en prikken i hans hals, en prikken som han ikke havde mærket i længere tid. Det var som om at den pressede for at komme frem for at komme ud... Han satte sig ned ved træet og samlede sine ben helt op til sit hoved, som et barn ville gøre det for at trøste sig selv, og en lavmælt hulken brød frem fra stilheden. Gråden brød frem fra indersiden af hans strube og uden nåde. Det var underligt, for der var ikke noget at græde over, men det var som om at de få sekunders fortvivlelse, vrede og frygt, havde fået ham til at bryde under for presset, han kunne ikke længere holde følelserne tilbage, de følelser han havde gemt på så længe og som nu slog tilbage med alt styrke. Det var næsten som om at han kunne mærke blodet på sine hænder igen, det blod som han for længst havde vasket af for snart flere år siden, og han kunne høre stemmerne, råbene fra de faldne fra de døde, og som han lukkede øjnene, kunne han se deres døde øjne se på ham i mørket, beskyldene, beklagene, tiggende.
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 10, 2009 16:22:34 GMT -5
ayla gik efter en hulken hun pludeslig høret, hun gik om bag nogen træer og så en mand sidde sammen krøllet ned bag et træ, hun satte sig på huk og så på ham, hun kunne lugte hans blod men det tog hun ikke sig af, " er du okay" sagde hun rolige til ham, hun kunne se han havde oplevet noget grimt, hun var dog et stykke fra ham hvis nu han ville angribe hende, hun smilet let til ham og lage hovede på skrå.
|
|
|
|
Post by Pen on Apr 12, 2009 5:55:30 GMT -5
Han stoppede kort i sin hulken, næsten som forstenet, og så langsomt på sine egne hænder, de var ikke skygger længere, som de havde været før. I sin vrede og desperation måtte han have glemt at bruge sine evner til at være usynlig i skyggerne. Han så kort op på hende, og langsomt blev gråden skiftet ud med vrede. Langsomt forsvandt gik hans krop i et med skyggerne igen, til han selv blot var en skygge. Han havde lyst til at gøre skade på nogen eller noget, til at ødelægge, men alt i ham sagde ham at det var en dårlig ide. Med en del besvær lykkedes det ham at ignorere vreden, pakke den ind, lukke den ude, ligesom han plejede at gøre med enhver anden følelse han end skulle føle og så så på hende med en blanding af foragt og irritation. "Jeg var okay, indtil du kom!" Sagde han irriteret og med en rest af den vrede han ikke kunne lukke ude. Det var dog ikke helt fair gjort, det var ikke hendes skyld, men han måtte sætte skylden over på nogen eller noget, og hun var den nærmeste. Han rejste sig langsomt op, stadig som en skygge. Men selvom han virkede stabil nu, var det ikke til at sige hvornår han kunne bryde sammen igen ligesom før. "Dette er min skov, du er ikke velkommen her!" sagde han langsomt, næsten i en blanding for at vinde sig mere tid, og som et desperat forsøg på at få hende til at gå så han kunne sove i fred. Dog var søvnen ved at forsvinde, og han var ved at tvivle på at han ville være i stand til at falde i søvn igen.
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 12, 2009 9:43:22 GMT -5
ayla rejset sig op da han forsvandt ind i skyggen igen, hun så rundt og ville være på vagt hvis han nu skulle angribe hende, hun viste at han var en dowvos, hun så sagd omkring da han snakket til hende " jeg har ikke rørt dig " sagde hun køligt, hun blev dog lidt sur over han gav hende skylden for noget hun ikke havde gjordt, da han nævnet at det var hans skov rystede hun på hovedt af ham selv om hun ikke kunne se ham, " det er ikke KUN din skov, jeg har lov til at være her " sagde hun roligt men med en lidt hård stemme. hun ville lade ham beorder med hende, hun havde lige så meget ret til at være der som han havde, det mente hun selv
|
|
|
|
Post by Pen on Apr 12, 2009 10:01:27 GMT -5
Han så lidt på hende fra skyggerne af. "Og hvordan kan mit krav på denne skov, være på nogen måde anderledes fra Lord Lanzeiox's krav på slottet? Hvordan kan mit krav være på nogen måde anderledes fra bondens krav til hans jord? Jeg har boet her i flere år, jeg kender den her skov ud og ind som min egen lomme. Så sig mig igen, hvordan kan du gøre dig selv velkommen et sted som du nok i sandhed ikke kender?" Spurgte han kort, med en kold og hård stemme. Han var nu begyndt at gå rundt om hende som en haj om sit bytte. Det føltes godt at få udgydet sin vrede på nogen i stedet for blot at gemme det væk, det var næsten som om at han følte sig lettere, som var en byrde begyndt at løfte sig fra hans skuldre. Men alligevel var det som om at vreden blot blev ved, at han stadigvæk så de samme ting når han lukkede øjnene, at frygten stadigvæk sad dybt i ham. "Jeg ved hvordan det virker. I gør krav på hvad i har lyst til, men når andre har gjort krav på noget i gerne vil have, så er det pludseligt alles." Hans stemme bar nu en tydelig foragt og ikke så meget mere den samme vrede som før. Han havde også stoppet med at gå rundt om hende, og stod nu bag hende...
|
|
|
|
Post by ayla on Apr 12, 2009 10:16:23 GMT -5
ayla lyttedet til ham, på en måde forstod hun ham, hun svaret ham ikke, hun ville forsvinde da hun stadig følget at hun stadig havde ret til at være der når hun ikke ville gøre nogen skaden på skoven.
" det kan jeg ikke svare på, men jeg sys jeg har ret til at være her " sagde hun lidt koldt, hun kunne hører han begyndt at gå rundt om hende så hun lyttedet det bedste hun kunne for at hører hvor han var henne af, " jeg vil mene skoven tilhører alle, der bor jo osse andre racer her " sagde hun lidt af slappet, hun kunne mærke han stod bag hende, hun stod helt stille, på en måde ville hun gerne vende sig rundt men hun viste hvis hun gjoder det ville han ikke være der eller hun ville ikke kunne se ham
|
|
|
|
Post by Pen on Apr 13, 2009 6:50:30 GMT -5
"Du ved lige så meget som mig at du ikke hører til her, at du hører til i byen sammen med resten af din slags." snerrede han kort af hende, det var tydeligt i hans stemme at hans vrede var ved at dæmpe ned, trætheden i hans stemme var også ved at blive mere tydelig, men den var stadig fjernere som han talte. "Måske, men de har i det mindste gjort sig fortjent til at være her, hvad har du gjort? Bortset fra at komme traskende og irritere alle på din vej!" sagde han kort, men frygten var på vej tilbage i hans stemms om vreden dæmpede ned. Var det nu også en god ide at tale sådan til denne person? I et kort sekund havde han glemt at hun ikke kunne se ham, men hvad forskel gjorde det når det virkeligt gjalt? "Men, sig mig en ting. Hvad får dig til at ville være her? Hvad får sådan en som dig til at ønske at være ude hvor du sandsynligvis ikke kan bunde?" spurgte han spydigt, med den samme frygt stadigt stigende i hans stemme, han prøvede at ignorere den, men den blev blot ved med at komme...
|
|
