|
|
Post by Dantel Crüdelius on Apr 9, 2009 14:27:25 GMT -5
Det var ved at være sent, og dagens daglige penge var efterhånden betalt. Solen kastede sine sidste stråler over landet, og der var sikkert ikke meget dag tilbage. Dantel vidste ikke hvorfor han blev ved med at komme tilbage her til. Det gav ham vel en hvis form for tryghed, at vide at der var et sted hvor de døde kunne få fred, og hvor ingen ville se ned på dem, men blot sørge over deres død. Trist, men sandt.
Dantel sagde intet, som han gik over den støvet sti, imellem de mange gravsten. Det var ikke dette som var hans mål, og han havde ikke tænkt sig at sætte sig ved en tilfældig gravsten, for at rette på blomster og alt det der fis som folk nu gjorde. Faktisk havde han slet ikke planer om at være ved gravpladsen. Somreelt når folk fandt ud af at han var en dæmon på en gravplads, plaget de at skrige op, og forbande ham for at befinde sig på helligt område. Dantel var ligeglad. Han troede ikke på at der fandtes noget som hed et helligt område, så hvorfor skulle han bekymre sig over hvor han befandt sig?
Med tunge skridt, og en svag kliren fra Dantel's spænder på hans læderstøvler, trådte han ud fra gravområdet, og stod nu ved kirkens mur. Først da satte han sig ned på knæ, og som om kirken var en hel gravsten for sig selv, lukkede han øjnene.
Han blev siddene sådan, uden planer om at rykke sig det mindste. Han nød den kølige luft imod sine kinder, smilet lidt, åbnede så igen de tofarvet øjne, for at se op på himlen. Så smuk, at det næsten var urimeligt. Bare hans liv dog havde været nemmere..
|
|
|
|
Post by Maiken Spring on Apr 9, 2009 14:35:58 GMT -5
Så stille. Kun træernes sagte hvislen kunne høres. Og så Maikens hurtige skridt. Hun skælvede en anelse. Det var køligt. Hun havde iklædt sig en stor, tung læderfrakke. Hun havde fundet den i et gammelt skab og den lugtede langt væk møl. Hun knugede blomsterne ind til brystet og så ned i jorden, imens hun bevægede sine fødder systematisk frem foran hinanden. Hun gik skævt. Det var noget hun havde bemærket, her på det sidste. Hun slingrede en smule. Første gang hun havde bemærket det, var det ganske enkelt fordi hun var væltet ind i et træ, som hun ellers umidlbart havde forudset sig selv passere.
Hun rystede på hovedet og så op. Hun betragtede hver en gravsten. Hun læste navnene der var indgraveret i de blanke stenplader, men hun behøvede ikke læse dem, for hun havde været her mange gange før. Forældrenes grav. De var ikke begravede hér, men i skoven. Dog havde myndlige huset stået fast om deres holdning om, hvorvidt Maikens søstre skulle have lov til at besøge kirkegården; Dette havde medført at Maiken havde været nød til at arrangere en begravelse dér også. Oprørsk, mente hun selv. De lå jo ikke engang dernede, så hvorfor betale dyre domme for sådan en plads?
Hun kom endelig til de to grave. De lå lige ved siden af hinanden og havde hver deres blanke sten. Det var ikke lige så fine som de andre gravpladser, men en grav var det da. Hun fjernede de visne blomster og lagde dem roligt til siden, hvorefter hun placerede de nye blomster hvor de gamle havde ligget.
Derefter foldede hun kort sine hænder og bad for sig selv.
"Herre, Du der har gjort så meget godt i denne verden. Vær sød at passe på mine søstre," mumlede hun for sig selv. Hun troede ikke på nogen gud. Hun troede ikke på religion som så, men når man var på en kirkegård, så skulle man vel smide en bøn oven i hatten?
|
|
|
|
Post by Dantel Crüdelius on Apr 9, 2009 14:45:38 GMT -5
Dantel sad stadig og hyggede sig med at kigge på stjernerne som så småt var begyndt at falde på himlen. Han havde aldrig rigtig lært nogen af stjernetegnenes navne. Han huskede godt at han var blevet lært mange af dem, for nogle år siden, men den viden om stjerner havde han for længst kylet bort. Han kunne godt huske enkelte, og de fleste af dem, kunne han ikke engang huske hvor lår mere. Kun karlsvognen. Den var altid til at kende. Dantel mente selv at det var fordi at det var den eneste stjerne, som rent faktisk lignet hvad den var opkaldt efter. Lille bjørn og store bjørn.. De kom da aldrig i nærheden af deres navne! Ihvertfald ikke hvis man spurgte Dantel. Han syntes det hele var noget opreklameret fis..
Lyden af fodskridt som skar igennem luften, var til at starte med befriende. Det gav næsten Dantel en hærlig ro i hans sind, efterfuldt af en forvirring som tvang ham ud af hans lille trance.
Dantel vendte sit blik, og så over sin skulder, til han fik øje på en kvinde som sad ved en gravsten. Hun havde vidst tydeligvis også midstet nogen?
Dantel klikkede med tungen, ved at slå den imod det nedeste kød. Han rejste sig pludselig, og gik uden videre over imod kvinden. Uden egentlig at ville havde nogen form for selvskab, satte han sig stille, næsten lydløst, ned ved hendes side, og gav sig til at stirre nysgerrigt på hende, som hun bad.
|
|
|
|
Post by Maiken Spring on Apr 9, 2009 14:55:50 GMT -5
Maiken holdt forsat hænderne foldet foran ansigtet. Hun forsatte sin stille bøn.
"Gud, jeg har dog et spørgsmål til Dig. Er Du til? Findes Du virkelig, i al Din herlighed? Ondskab raser igennem skovene og landene, mine træer brænderned; Du tog min familie fra mig, Du..." Maiken syntes egentlig ikke hun havde hørt noget og så alligevel? Havde hun ikke hørt et åndedrag? Eller måske blot en bevægelse i vinden?
Hun åbnede øjnene og drejede hovedet. Hun stirrede en eller anden mand, direkte ind i ansigtet.
"WAAAAAAAAAAAH!!"
Hendes ben spjættede per. automatik, hvilket resulterede i at hun nærmest kastede sin krop sidelæns, hvorefter hun landede nok kun et par centimeter fra hvor hun havde siddet - Meget upraktisk manøvre hvis det nu havde været en livsfarlig situartion hun havde befundet sig i.
Hun stirrede febrilsk på manden. "Hva-Hva-!! De kan da ikke blot snige Dem sådan ind på mig! De gav mig jo knapt et hjerteslag!" brokkede hun sig kynisk og forsøgte at behærske sin krop. Hendes hjerte hamrede afsted som ti vilde heste. Hvad var han dog ude på?
|
|
|
|
Post by Dantel Crüdelius on Apr 9, 2009 15:02:00 GMT -5
Dantel blev temmelig overrasket over denne reaktion fra kvinden. Han løftede sit hoved en smule, og trak sig lidt tilbage, men der var mere et nysgerrigt, end angst slagent udtryk i hans ansigt. Han var så vandt til den reaktion. Hvis han blot fik penge for hver gang folk kom med den reaktion, så ville han aldrig sulte. Men på den anden side, så var han faktisk også ret god til at snige sig ind på folk.
Han smilet, på en næsten nuttet agtig måde.
"Det må du altså undskylde. Jeg er virkelig ikke vandt til at folk kommer her på den her tid.." Svaret Dantel blot, en smule forlegent. Han kløede sig uopmærksomt i sit blonde hår, og lagde sit hoved lidt på skrå. Han så nysgerrigt imod kvinden foran ham. Han anet ikke hvem hun var, men hvis man ristet hende, ville hun sikkert smage noget så himmelsk!
"Hvem talte du med?" Spurgte Dantel pludseligt, nysgerrig som han nu var.
|
|
|
|
Post by Maiken Spring on Apr 9, 2009 15:11:17 GMT -5
Maiken rettede sig en anelse op og så drengen an et øjeblik. Hun skuttede sig og kom helt op at sidde. Hun betragtede ham indgående og undrede sig over hvad sådan ung mand lavede på sådan et sted. Og hvorfor han dog var kommet over til hende?
"Nej det... er jeg heller ikke." hun overvejede det en smule. Han var ikke 'vant til'? Han kom måske ofte på kirkegården om aftenen, eller måske den unge nat? Hun skuttede sig en anelse på grund af kulden og rettede på sit hår med en fraværende udtryk. Man var vel lidt fint på den, i en mands nærvær.
Hun vendte derefter sine mørke øjne imod ham og betragtede ham med et forvirret udtryk i ansigtet.
"Jeg... Talte med Gud." påpegede hun. Hun løftede den ene arm og pegede op i himlen. "Du ved; Ham déroppe."
Maiken fandt det egentlig en anelse bemærkelsesværdigt at denne unge mand ikke kendte til Gud. Alle måtte da have hørt om én eller anden slags Gud. Nogle troede på den ene, andre på den anden og så var der nogen der slet ikke troede på nogen Gud, men de havde da hørt om begrebet "Gud" før. Og man bad da til en Gud ved en grav. Eller hvad?
"Jeg taler ikke med de døde, hvis det er det De mener." tilføjede hun usikkert. Måske var det blot dét han havde hentydet til?
|
|
|
|
Post by Dantel Crüdelius on Apr 9, 2009 15:29:48 GMT -5
Dantel's hoved, blev straks vendt halvfems grader, da kvinden foran ham peget op i luften. Han så imod himlen, og forventede seriøst at der ville sidde en eller anden mand på en sky, eller med vinger, eller bare svæve rundt. Men der var intet. Ikke andet end den lettere mørke himmel, hvor stjernerne var ved at komme frem på.
Dantel sænkede igen sit hoved, og så imod Maiken med et næsten anklagene blik i sine tofarvet øjne. Sad hun og tog pis på ham, eller mente hun det seriøst? Efter lidt overvejelse, gik det op for ham at hun rent faktisk mente det, og efter noget klaring i hans hoved, gik det op for ham hvem det var hun mente!
"Ah! .. Ham fra de der bøger .." Svarede Dantel, som oprigtigt aldrig havde troet på Gud. Han havde før i tiden læst mange bøger, og der iblandt også hele biblen, på meget få dage. Man kunne kalde ham lidt af en bogorm, men på trods af det ville han aldrig få et par halvmåne briller til at sidde på hans næse.
"Han er jo kun en fiktiv figur, fra nogle gode historier, som jeg ikke engang bryder mig særlig meget om. Hvorfor sidder du og snakker med en sådanne person?" Svarede Dantel pludselig. Han kunne ikke lade værre med at smile lidt, over kvindens kommentar over at hun absolut ikke snakkede med de døde.
|
|
|
|
Post by Maiken Spring on Apr 9, 2009 15:41:21 GMT -5
Maiken betragtede ham og kunne ikke holde et lille smil tilbage da han så op i himlen efter Gud. Hun rystede på hovedet da han påpegede at det var 'ham fra de der bøger', men valgte ikke at kommentere dette - I hvert fald ikke lige nu.
Hun betragtede ham med et mildt blik og et svagt smil. Hun syntes egentlig han virkede som en temmelig forvirret ung mand. Hun rystede på hovedet.
"Det er ikke alle der tror at Gud er fiktiv. Nogle mener at de har set Ham. Andre mener de har hørt Ham. De ved: Folk tror på de mærkeligste ting nu til dags." hun rettede sig en smule op og skubbede en hårlok om bag øret. "Jeg selv tror nu ikke på Gud. Ikke vidterligt. Men nogle gange, når man ikke ved hvad man skal tro på, så søger man til noget, som ingen rigtig er sikre på; og hvis Gud eksisterer, så er Han altid en mand man kan tale med." sagde hun mildt. Hun smilte en anelse og betragtede ham indgående.
"Men nok om det: Hvad laver De dog her på denne tid? Og hvorfor sneg De dem dog ind på mig?" spurgte hun og smilet falmede. Hun fandt det selv yderst besønderligt at en ung knægt rendte rundt herude, midt om natte. Hun betragtede ham i mørket og først nu bemærkede hun hans mærkværdige øjne. Hun betragtede dem indgående, men forsøgte dog at beherske sin stirren.
|
|
|
|
Post by Dantel Crüdelius on Apr 9, 2009 19:22:39 GMT -5
Dantel åbnede faktisk sin mund, for at forklare kvinden foran ham hvor meget hun tog fejl. Han mente stadig i sit hoved at gud ikke var andet end en fiktiv person, som en eller anden gut med en god fantasi havde opfundet. Ikke en skid bedre end Harry Potter!
Men han vidste ikke helt hvad han skulle sige, uden at virke uhøflig, eller små dum. Det kunne godt være at Dantel ikke var helt rask i den øverste etage, men han havde trods alt en hvis respekt for andre, og ikke mindst for hvordan man behandlet sine med mennesker. Han lukkede sin mund igen, og så nysgerrigt på kvinden. Det var længe siden han havde mødt nogen, som rent faktisk kunne tale, istedet for at løbe skrigene bort.
Da Maiken så stalte sit spørgsmål, blev Dantel's blik vendt bort. Han så ikke i hendes øjne, men bare ned i grus stien som han sad på. Det var et ømt emne for ham. Noget han egentlig ikke ville indrømme, ikke overfor nogen, nogensinde!
"Det.. Jeg .. Kendte engang en.. Men han ligger ikke her.. Jeg ved ikke hvor han ligger, så jeg finder tryghed her.. Hah, det lyder måske skørt, men at være omgivet af en masse døde folk ved aftens tid, giver mig en hvis ro i sindet."
Han hævede sit blik og så på hende, lagde sit hoved lidt på skrå. Han havde besvaret hendes spørgsmål, og mente ikke at hun behøvedet at vide alt. Overhovedet ikke!
|
|
