Post by neko on Apr 8, 2009 16:17:22 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Kun denne so far
Karakternavn:
Kristine Domeiqe Hekate Michael Nightingale
Køn:
hunkøn.
Alder:
Hun ligner en på 23 men er 2517
Race:
Engel
Job/Status:
Smed
Baggrundshistorie:
Solen kastede røde farver på de få morgen skyer der stille listede hen over himlen. Kristine var allerede i gang med arbejdet i smedjen hvor hun ordnede Himmel riddernes våben. Dagen så ud til at, blive smuk. Eller det troede hun. I sin besættelse efter et barn, stak dronningen en kniv hun havde fået af ’det ukendte’ i hjertet og slap mørket løs. Alt gik i kaos. Englene kæmpede imod mørket sammen med guderne for at redde gudsriget. Kristina kæmpede alt hvad hun kunne for at de havde noget at kæmpe med. Desværre blev den regnet ud og mørket kom efter hende. Hun kæmpede som en gal for at redde smedjen hvor englenes hellige våben blev lavet. Mørkets væsner kom fra alle sider, men hun nægtede at give op uden kamp. Få timer før mørket kom, gjorder hun sig klar til det værste. Hun tog sin rustning på og sit svær i hænderne.
Der var helt stille over alt. Ingen fugle sang, ingen vind der ruskede i bladene. Solen gik ned bag bjerget og kastede endnu en gang de flotte røde farver ud på skyerne.
Mørket hobede sig op fra alle side med alle des skræmmende ansigter der skriger efter at se blod. Kristine sad tilbage på taget af smedjen med lukkede øjne og ro i sjælen. Hvis dette blev hendes sidste aften, ville hun sørger for at tage så mange med som muligt i hendes fald.
De første nåde smedjen. Den var så ækel og frygtindgydende at normale mennesker sikkert ville besvime bare ved synet. Hun tog sin bue frem og sigtede den lige i hjertet. Pilen for gennem luften med utrolig hast. Få centimeter fra målet, greb væsnet pilen og man kunne høre et brøl dybt inde fra dens brystkasse. Den nåde ikke længere, da Kristine havde brugt tiden på at komme tættere på. Væsnets hoved faldt til jorden og stoppede på den måde en mindre hær af de andre. ”GLEM SMEDJEN OG ORDEN SMEDEN!” skreg en af uhyrende med en så skinger stemme, at det kunne få glas til at splintre.
Kristine kæmpede for sit liv så hårdt det stod i hendes magt. Mange af væsnerne faldt døde eller sårede til jorden ved hendes side. I 2 sekunder hvor hun stod og blottede nogle svag punkter, slog de til. De rev sig fat i hende, og begyndte at rive og flå hendes køb op. Kristines skrig fulgte natten som nærmede sig midnat. Alt blev sort.
Hun huskede intet. Kun at hun faldt og faldt og faldt uden ende. Minder om ting med mareridts væsner plagede hendes hoved med flashbacks. Lysglimt af noget hun burde huske, men som virkede så fjernt at det var umuligt. Alt dette stoppede med et brag, og alt blev sort.
Hun ved ikke hvor længe hun lå der eller hvorfor. Hun husker kun at smerten var ulidelig. Det føltes som om at skovbunden langsomt krøb ind over hendes krop. Mos, rødder og jord fangede langsomt hendes vinger. Hendes energi forsvandt, det samme gjorder smerten. Som om at skoven bare ville beskytte hende. Hun ved ikke hvor længe hun lå der. Solen steg og gik ned mange gange. Skyerne listede langsomt hen over himlen mens vejret ændrede sig. Kristine lå helt stille på jorden, under det beskyttende læ skoven havde til delt hende, i dvale hvor hun ventede på at blive bragt tilbage.
Vinteren tog til og frosten lagde sig i et tyndt lille lag over jorden. Den indkapslede hende, men hun lagde ikke mærke til det. Hendes søvn var stadig uforstyrret.
Forsigtige hove slag drog hen over jorden. De fulgte stille hendes hjertes banken. Hestens vrinsken erstattede stilheden da den nåde hende, efter fulgt af en rolig stemme. ”Pru… gamle tøs. Slap af…” Hun kunne høre ham klappe forsigtigt på hestens hals, ”Du kender jo vejen, så hvad er der sket?” Manden stod af hesten og gik hen foran den. Han stod kun få centimeter fra hendes ene vinge. ”En Engel? Så er rygterne altså sande!” Han tog en dolk frem, og skar hende forsigtigt fri fra rødderne som har haft hende fast i de sidste måneder. Han løftede hende forsigtigt op og satte hende op på hesten. ”Ser ud til at det blev en kort tur…” Hestens rolige bevægelser vækkede ikke Kristine.
Den fremmede førte hende sikkert hjem til sig selv, hvor han rensede og forbandt hendes sår. Længere tid gik hvor han passede hende, indtil den dag hvor hun endnu engang åbnede sine øjne. Han beroligede hende og spurgte forsigtigt ind til hende. Hvor meget Kristine end gerne ville svare, kunne hun ikke. Hun huskede intet andet end smerten fra da hun ramte jorden. Manden var meget forstående og smilede venligt til hende. Han fortalte at hans navn var Nathaniel og at han arbejdede som smed. Han tilbyd hende at blive hos ham hvis hun ville. Hun sagde ja, og der startede hendes liv på ny som en simpel menneske smed, troede hun.
Nathaniel havde hurtigt opdaget hendes store talent. Han blev hurtigt forelsket i hendes blide, feminine væsen. Efter 6 måneder, mens Kristine stod i smedjen og arbejde på et meget specielt bestillings sværd, kom han ind og førte hende ud hvor han fandt hende. Alt var blomstret og smukt. Fuglene sang lystigt inden han forsigtigt tog en ring frem og friede til hende. Hun smilede og faldt han om halsen. Han havde vundet hendes hjerte lige fra begyndelsen. Brylluppet stod kort efter hvor hele landsbyen var inviteret. Kristine var lykkelig.
6 måneder mere passerede. Nathaniel og Kristine arbejdede sammen i smedjen. De havde stadig ikke forsøgt at få sig et barn. Det var tiderne for mørke til.
En dag kom en ridder til Smedjen. Nathaniel tog i mod bestillingen da han ikke tog nogen chancer med at lade ham se Kristine. Ordren var kæmpe stor og deadlinen var næsten umulig! Men de skulle bruge pengene.
De gik i gang lige da ridderen var taget videre. De arbejdede som gale med at skaffe alt som de skulle bruge inden de skulle i gang. De lavede kæmpe portioner af smeltet jern. De formede våbnene, bankede den til de var helt rigtige, kølede dem og sleb dem.
Sådan fortsatte det de næste mange uger. Nathaniel var helt ødelagt til sidst, men Kristine blev ved.
Hun kæmpede alt hvad hun kunne mens hun passede Nathaniel ved siden af. Han hjalp til mens han kunne, selvom Kristine prøvede at stoppe ham.
Tiden gik og deadlinen kom. Kristine nåde lige at blive færdig med de sidste pile, inden Nathaniel tog i mod ridderen. Kristine stod inde i smedjen hvor hun kun lige kunne se ud. Nathaniel modtog en stor pose med guld, inden ridderen løftede et af sværdene. ”Smukt håndværk… Men er det skarpt?” smilede ridderen inden han stak sværdet i hjertet på Nathaniel. Kristine skulle holde et skrig tilbage. Ridderen grinte hånligt af Nathaniel, mens han tørrede blodet af sværdet. Han råbte på nogle andre og kommanderede dem til at læsse det hele på vognen.
De kørte kort efter og Kristine løb ud til sin mand. ”Nathaniel! Nathaniel… Jeg ber’ dig! Blev hos mig Nathaniel!” Hun græd sit hjerte ud og holdte ham op i sine arme. Han var død, og blodet farvede hendes hvide top rød. Hun kiggede den vej ridderne var reddet. Dette skulle de få betalt.
Hun kunne se at de arbejdede for den nye onde konge. Dette ville hun aldrig glemme.
Hun begravede Nathaniel det sted han fandt hende. Her ville skoven beskytte hans sjæl, lige som den beskyttede hende. Hun drog tilbage til smedjen, og der er hun blevet.
Indtil videre.
Personlighed:
Kristine er en meget omsorgsfuld og givende person. Hun elsker alt hvad der er smukt og ligger så derfor altid ekstra arbejde i alt hvad hun laver. Hun har altid et smil på læberne, selvom hun gemmer på så meget sorg over døden på hendes mand. Hun har meget svært ved at give slip på ting (Hun har stadig trøjen med blodet). Det eneste der får hende til at slappe af, er musik. Bliver hun sur, skal man enten sige undskyld eller mærke konsekvenserne. Hun hader at føre sig frem, da hun mener at det noget man gør hvis man enten er en nymfe eller bare billig. Hun har meget specifikke meninger og holder dem mest for sig selv, ellers omformulere hun dem så de ikke er stødende, med mindre man er ved at pisse hende af. Hun har meget tålmodighed men glæder sig alligevel altid som et lille barn. Hun kan være meget dobbelt moralsk, men hun forsøger ikke at være det. Hun tager gerne en rejsende ind for natten. Hun har jo plads. Hun brænder efter en smule spænding da hun føler hendes liv er gået i stå.
Udseende:
Hun er 186cm høj og vejer omkring 70kg, hvor de meste er muskler. Hun har langt sort og silkeblødt hår, med den fineste glans i, der tit er sat op med en sløjfe. Hun har de mest i øje faldene isblå øjne med en sort kant der funkler som stjerner når lyset fanger dem. Hendes øjne er omrammet af flotte lange naturlige øjenvipper der er lige så sort som hendes hår. Hendes hud er meget lys og lige meget hvor meget tid hun bruger i solen, så tager det ikke imod farve. Den er meget blød, selvom hun er hårdhudet. Og trods den kolde farve er den meget varm. Hun er tynd, men ikke så tynd at man kan se hendes knogler da hun er imod den slags. Ellers har hun en meget normal bygning, men man kan se at hun er trænet. Hun har altid et blidt smil på læberne, men stråler ikke ligefrem af selvtillid.
Kun denne so far
Karakternavn:
Kristine Domeiqe Hekate Michael Nightingale
Køn:
hunkøn.
Alder:
Hun ligner en på 23 men er 2517
Race:
Engel
Job/Status:
Smed
Baggrundshistorie:
Solen kastede røde farver på de få morgen skyer der stille listede hen over himlen. Kristine var allerede i gang med arbejdet i smedjen hvor hun ordnede Himmel riddernes våben. Dagen så ud til at, blive smuk. Eller det troede hun. I sin besættelse efter et barn, stak dronningen en kniv hun havde fået af ’det ukendte’ i hjertet og slap mørket løs. Alt gik i kaos. Englene kæmpede imod mørket sammen med guderne for at redde gudsriget. Kristina kæmpede alt hvad hun kunne for at de havde noget at kæmpe med. Desværre blev den regnet ud og mørket kom efter hende. Hun kæmpede som en gal for at redde smedjen hvor englenes hellige våben blev lavet. Mørkets væsner kom fra alle sider, men hun nægtede at give op uden kamp. Få timer før mørket kom, gjorder hun sig klar til det værste. Hun tog sin rustning på og sit svær i hænderne.
Der var helt stille over alt. Ingen fugle sang, ingen vind der ruskede i bladene. Solen gik ned bag bjerget og kastede endnu en gang de flotte røde farver ud på skyerne.
Mørket hobede sig op fra alle side med alle des skræmmende ansigter der skriger efter at se blod. Kristine sad tilbage på taget af smedjen med lukkede øjne og ro i sjælen. Hvis dette blev hendes sidste aften, ville hun sørger for at tage så mange med som muligt i hendes fald.
De første nåde smedjen. Den var så ækel og frygtindgydende at normale mennesker sikkert ville besvime bare ved synet. Hun tog sin bue frem og sigtede den lige i hjertet. Pilen for gennem luften med utrolig hast. Få centimeter fra målet, greb væsnet pilen og man kunne høre et brøl dybt inde fra dens brystkasse. Den nåde ikke længere, da Kristine havde brugt tiden på at komme tættere på. Væsnets hoved faldt til jorden og stoppede på den måde en mindre hær af de andre. ”GLEM SMEDJEN OG ORDEN SMEDEN!” skreg en af uhyrende med en så skinger stemme, at det kunne få glas til at splintre.
Kristine kæmpede for sit liv så hårdt det stod i hendes magt. Mange af væsnerne faldt døde eller sårede til jorden ved hendes side. I 2 sekunder hvor hun stod og blottede nogle svag punkter, slog de til. De rev sig fat i hende, og begyndte at rive og flå hendes køb op. Kristines skrig fulgte natten som nærmede sig midnat. Alt blev sort.
Hun huskede intet. Kun at hun faldt og faldt og faldt uden ende. Minder om ting med mareridts væsner plagede hendes hoved med flashbacks. Lysglimt af noget hun burde huske, men som virkede så fjernt at det var umuligt. Alt dette stoppede med et brag, og alt blev sort.
Hun ved ikke hvor længe hun lå der eller hvorfor. Hun husker kun at smerten var ulidelig. Det føltes som om at skovbunden langsomt krøb ind over hendes krop. Mos, rødder og jord fangede langsomt hendes vinger. Hendes energi forsvandt, det samme gjorder smerten. Som om at skoven bare ville beskytte hende. Hun ved ikke hvor længe hun lå der. Solen steg og gik ned mange gange. Skyerne listede langsomt hen over himlen mens vejret ændrede sig. Kristine lå helt stille på jorden, under det beskyttende læ skoven havde til delt hende, i dvale hvor hun ventede på at blive bragt tilbage.
Vinteren tog til og frosten lagde sig i et tyndt lille lag over jorden. Den indkapslede hende, men hun lagde ikke mærke til det. Hendes søvn var stadig uforstyrret.
Forsigtige hove slag drog hen over jorden. De fulgte stille hendes hjertes banken. Hestens vrinsken erstattede stilheden da den nåde hende, efter fulgt af en rolig stemme. ”Pru… gamle tøs. Slap af…” Hun kunne høre ham klappe forsigtigt på hestens hals, ”Du kender jo vejen, så hvad er der sket?” Manden stod af hesten og gik hen foran den. Han stod kun få centimeter fra hendes ene vinge. ”En Engel? Så er rygterne altså sande!” Han tog en dolk frem, og skar hende forsigtigt fri fra rødderne som har haft hende fast i de sidste måneder. Han løftede hende forsigtigt op og satte hende op på hesten. ”Ser ud til at det blev en kort tur…” Hestens rolige bevægelser vækkede ikke Kristine.
Den fremmede førte hende sikkert hjem til sig selv, hvor han rensede og forbandt hendes sår. Længere tid gik hvor han passede hende, indtil den dag hvor hun endnu engang åbnede sine øjne. Han beroligede hende og spurgte forsigtigt ind til hende. Hvor meget Kristine end gerne ville svare, kunne hun ikke. Hun huskede intet andet end smerten fra da hun ramte jorden. Manden var meget forstående og smilede venligt til hende. Han fortalte at hans navn var Nathaniel og at han arbejdede som smed. Han tilbyd hende at blive hos ham hvis hun ville. Hun sagde ja, og der startede hendes liv på ny som en simpel menneske smed, troede hun.
Nathaniel havde hurtigt opdaget hendes store talent. Han blev hurtigt forelsket i hendes blide, feminine væsen. Efter 6 måneder, mens Kristine stod i smedjen og arbejde på et meget specielt bestillings sværd, kom han ind og førte hende ud hvor han fandt hende. Alt var blomstret og smukt. Fuglene sang lystigt inden han forsigtigt tog en ring frem og friede til hende. Hun smilede og faldt han om halsen. Han havde vundet hendes hjerte lige fra begyndelsen. Brylluppet stod kort efter hvor hele landsbyen var inviteret. Kristine var lykkelig.
6 måneder mere passerede. Nathaniel og Kristine arbejdede sammen i smedjen. De havde stadig ikke forsøgt at få sig et barn. Det var tiderne for mørke til.
En dag kom en ridder til Smedjen. Nathaniel tog i mod bestillingen da han ikke tog nogen chancer med at lade ham se Kristine. Ordren var kæmpe stor og deadlinen var næsten umulig! Men de skulle bruge pengene.
De gik i gang lige da ridderen var taget videre. De arbejdede som gale med at skaffe alt som de skulle bruge inden de skulle i gang. De lavede kæmpe portioner af smeltet jern. De formede våbnene, bankede den til de var helt rigtige, kølede dem og sleb dem.
Sådan fortsatte det de næste mange uger. Nathaniel var helt ødelagt til sidst, men Kristine blev ved.
Hun kæmpede alt hvad hun kunne mens hun passede Nathaniel ved siden af. Han hjalp til mens han kunne, selvom Kristine prøvede at stoppe ham.
Tiden gik og deadlinen kom. Kristine nåde lige at blive færdig med de sidste pile, inden Nathaniel tog i mod ridderen. Kristine stod inde i smedjen hvor hun kun lige kunne se ud. Nathaniel modtog en stor pose med guld, inden ridderen løftede et af sværdene. ”Smukt håndværk… Men er det skarpt?” smilede ridderen inden han stak sværdet i hjertet på Nathaniel. Kristine skulle holde et skrig tilbage. Ridderen grinte hånligt af Nathaniel, mens han tørrede blodet af sværdet. Han råbte på nogle andre og kommanderede dem til at læsse det hele på vognen.
De kørte kort efter og Kristine løb ud til sin mand. ”Nathaniel! Nathaniel… Jeg ber’ dig! Blev hos mig Nathaniel!” Hun græd sit hjerte ud og holdte ham op i sine arme. Han var død, og blodet farvede hendes hvide top rød. Hun kiggede den vej ridderne var reddet. Dette skulle de få betalt.
Hun kunne se at de arbejdede for den nye onde konge. Dette ville hun aldrig glemme.
Hun begravede Nathaniel det sted han fandt hende. Her ville skoven beskytte hans sjæl, lige som den beskyttede hende. Hun drog tilbage til smedjen, og der er hun blevet.
Indtil videre.
Personlighed:
Kristine er en meget omsorgsfuld og givende person. Hun elsker alt hvad der er smukt og ligger så derfor altid ekstra arbejde i alt hvad hun laver. Hun har altid et smil på læberne, selvom hun gemmer på så meget sorg over døden på hendes mand. Hun har meget svært ved at give slip på ting (Hun har stadig trøjen med blodet). Det eneste der får hende til at slappe af, er musik. Bliver hun sur, skal man enten sige undskyld eller mærke konsekvenserne. Hun hader at føre sig frem, da hun mener at det noget man gør hvis man enten er en nymfe eller bare billig. Hun har meget specifikke meninger og holder dem mest for sig selv, ellers omformulere hun dem så de ikke er stødende, med mindre man er ved at pisse hende af. Hun har meget tålmodighed men glæder sig alligevel altid som et lille barn. Hun kan være meget dobbelt moralsk, men hun forsøger ikke at være det. Hun tager gerne en rejsende ind for natten. Hun har jo plads. Hun brænder efter en smule spænding da hun føler hendes liv er gået i stå.
Udseende:
Hun er 186cm høj og vejer omkring 70kg, hvor de meste er muskler. Hun har langt sort og silkeblødt hår, med den fineste glans i, der tit er sat op med en sløjfe. Hun har de mest i øje faldene isblå øjne med en sort kant der funkler som stjerner når lyset fanger dem. Hendes øjne er omrammet af flotte lange naturlige øjenvipper der er lige så sort som hendes hår. Hendes hud er meget lys og lige meget hvor meget tid hun bruger i solen, så tager det ikke imod farve. Den er meget blød, selvom hun er hårdhudet. Og trods den kolde farve er den meget varm. Hun er tynd, men ikke så tynd at man kan se hendes knogler da hun er imod den slags. Ellers har hun en meget normal bygning, men man kan se at hun er trænet. Hun har altid et blidt smil på læberne, men stråler ikke ligefrem af selvtillid.
