Skygger...

[Pen]

Pen vågnede fra en dyb søvn på skovens bund, skyggerne var for længst bleven lange, og omgav ham i et mørke som han næsten øjeblikkeligt blendede ind i. Fuglene var så småt begyndt at sove, natten, snart ville uglen vågne og grævlingerne ville komme frem fra deres skjul, og han, han ville side midt i det hele og observere dem i deres gang, ligesom han gjorde nat efter nat. Det var snart et stykke tid siden han havde fået en god nats søvn. Som regel sov han om dagen, mest fordi det var noget som var begyndt at falde naturligt for ham, men også fordi han følte sig mere sikker om natten.
Han gabte lavmælt, og så sig omkring, alting virkedede mere naturligt for ham om natten, som var det et instinkt der fortalte ham at nat var dag og dag var nat og ikke omvendt, som de ignorante mennesker havde bildt sig ind. Han havde sovet dårligt, som han altid gjorde det, de samme marridt, de samme dårlige minder gik gengang i hans hoved næsten med det samme han lukkede øjnene i, sådan havde det været lige siden... Ja lige siden det skete...

[Anwen]

Skumring? Tusmørke?
Anwen havde været i skoven alt for længe. Hun skulle have været næsten hjemme nu. Men jagten havde været dårlig og tiden var blevet trukket ud. Nu var det ingen nytte, det tog fire timer at nå bjergpasset herfra, hvis ikke mere, og det var allerede ved at blive mørkt.
Anwen trak irriteret i buestrengen og affyrede en pil. Ramte et træ der stod 200 meter længere væk. Vadede derover. Hun så kort på såret som hun havde påført træet.
Pilen var gået rent ind, som den skulle, og havde derpå kun beskadiget de indre organer.
Med et hårdt ryk i pilens skæfte, trak hun pilen ud af stammen og så på spidsen. Den var stadig skarp, og sølvet skinnede i en lys metalfarve.
Det var ikke så praktisk med sølv, det var alt for blød og bille bøje af mod en knogle, hvis hun ikke trak buestrengen hårdt nok. Stål var bedre.
Hun skulle nok ikke regne med at fangen nogen aftensmad nu, jo hvis hun var heldig; i skoven, men inden for fem kilometers diameter i rækkevidde var det i hvert fald helt sikkert at hun ikke fangede noget med det spetarkel hun havde lavet.

[Pen]

Pilen hvinede forbi ham omkring en meter ved siden af, og ramte et træ et godt stykke fra ham. Snart kom en skikkelse traskende forbi ham og tog pilen ud af træet. Han gik stille hen til skikkelsen, varsom for at blive inde i skyggerne hvor man ikke kunne se ham. En kort diskution begyndte i hans hoved, skulle hans løbe eller blive? Hans nysgerrighed vant dog til sidst og han trådte nærmere skikkelsen blev i hendes skygge... Det var længe siden han havde set nogle andre levende væsener i skoven, altså bortset fra alle dyrene. Han betragtede hende lidt som han kom nærmere, men sørgede dog for at holde sig godt en meter væk fra hende. Han var ikke villig til at tage nogle større risikoer, men en fjern stemme i hans hoved fortalte ham at han skulle blive, blive og se hvad dette væsen lavede her... Han trådte stille ud af hendes skygge og ind i træets skygge ved siden af hende, han betragtede kort pilen, et våben. Hans hjerte begyndte at pumpe hurtigere, pumpe adrenalinen rundt i hans krop. Han trådte nogle skridt tilbage og uden at lægge mærke til det trådte han ud af skyggen og ind i en af aftenens sidste lysstråler. Han frøs, igen for endnu en gang i hans liv var det som om at tiden stod stille.

[Anwen]

Noget klikkede i Anwens baghoved. Et instinkt signal som sagde at hun ikke var alene. Hun vendte sig alligevel ikke om, men lyttede bare intenst, mens hendes fødder bevægede sig lydløst over skovbunden. Intet?
Langsomt drejede hun hovedet, og de violette øjne gled mere nysgerrigt end vagtsomt over skovens smuthuller, gemmesteder, træer, skovbund, buske og blade.
Hvem var det? Var der overhovedet nogen?
En solstråle. En mand.
Anwen tabte underkæben i overraskelse og et lille forskrækket gisp kunne hun ikke holde tilbage. Flovt lukkede hun munden og rynkede lidt på næsen, strammede sig an og rettede ryggen.
”Hej.” sagde hun. Hvorfor sagde hun ’hej’? udsagnet kom bag på Anwen, og hun kunne ikke helt slippe af med det forundrede ansigtsudtryk. Hun var ikke vagtsom. Glemte at være på vagt, hvad hvis han var farlig? En der bare ville slå ihjel for… at slå ihjel?

[Pen]

Tusinde tanker fløj igennem hans hoved, og mindst trehundrede af dem bestod af ordene 'flygt' og 'løb'. Han åbnede munden for at sige noget men stoppede så. Han bandede lavmælt inde i sit hoved, som de tusinde tanker fløj forbi. Og næsten uden at vide det trådte han ud af lyset igen, og ud i skyggen. Han følte allerede som han stod i skyggens sikkerhed, at strømmen af tanker ebbede ud, og selvsikkerheden vandt tilbage i hans krop. Han gik om bag det nærmeste træ og stod der for at være helt sikker på at hun ikke kunne se ham... "h... Hej..." Fremstammede han kort, et ord han næsten havde glemt, et ord han ikke havde brugt i længere tid nu. Det var næsten for tydeligt at hans stemme var fyldt med frygt og nysgerrighed, den klassiske splid mellem de to følelser som altid voldte en ud i problemer, de to følelser som havde styret hans liv indtil dette øjeblik, og selv som han stod der nu var det de selv samme følelser som styrede ham til ikke at turde gå ud af skyggen, ikke at turde at se frygten i øjnene... Han bakkede lidt væk fra træet, væk fra kvinden, men han kunne ikke få sig selv til at gå, ikke endnu, hans nysgerrighed tillod ham det ikke.

[Anwen]

En svag rødmen prydede Anwens kinder som hun smilte, men smilet blegnede da manden forsvandt. Hendes øjne blev vagtsomme og hun kneb dem let sammen for at se søgende ind i skyggerne. Hvad var det for en underlig måde at opføre sig på? Hun følte sig ikke tryg ved at hun ikke vidste hvor hun havde ham i fysisk tilstand.
Alligevel hang en underlig sindsstemning i luften som hun ikke kunne sætte finger på. Var det frygt?
Hun lyttede. Uden at bevæge en eneste muskel. Kun de violette øjne søgte rundt imellem træerne og hendes instinkter sad som springklare græshopper, spændt til det yderste, for at reagere i det præcise korrekte øjeblik hvis hun fik brug for det.

[Pen]

Han betragtede kvinden fra en simpelt afstand på omkring to meter, det var dog også en sikker afstand, og han ville ikke turde at komme tættere på, ikke endnu. Skyggen gav ham dog en hvis form for tryghed, at vide at hun ikke kunne se ham fik ham til at føle sig mere i sikkerhed, dog gjorde det ikke den store forskel for hans frygt som stadigvæk strømmede igennem ham som endeløs flod med iskoldt vand. Han stod lidt og tænkte sig om, hvad skulle han gøre? Skulle han vente og se hvad der skete? Nej, for hvad nu hvis hun gik, det kunne han ikke lade ske endnu, ikke før hans nysgerrighed var tilfredsstillet, selvom det i sig selv kunne kræve en del, hvis altså ikke hans frygt kom ham i forkøbet. "H... Hej?" Spurgte han tøvende, hans stemme lød rusten, ubrugt, som havde den været gemt væk i årtier for endelig at blive støvet frem. Det var nemt at spore at der var en fremtrædende frygt i hans stemme, det var ikke noget man skulle lede længe efter.

[Anwen]

Anwen så sig lidt omkring og besluttede at skovbunden var jævn nok her til at hun kunne overnatte. Et hej blev nævnt fra skyggerne og hun overvejede kort at ignorerede det, men besluttede sig for at svare. ”Bor du her i nærheden?” hendes stemme var som talte hun til et lille barn, dog uden at være nedladende. Hvis han nu boede her kunne hun måske sove i hans hus. Nej dårlig ide. Man kunne aldrig vide med fremmede.
Hun samlede en kæp op fra jorden og slyngede den mod en træstamme, så den knækkede nogenlunde på midten, med et højt smæld. Dette var for at få et så pænt bræk som muligt så kun kunne se hvor tørt træet var indvendigt. Det var faktisk tilpas, men kæppen var lidt halvrådden så det ville nok ryge lidt.
Igen skævede hun over mod skyggerne, uden at vide om manden endnu stod der eller om han havde flyttet sig til et andet sted.

[Pen]

Han betragtede hende lidt... Hvad mente hun med om han boede her i nærheden, det her var hans hjem, han boede her. Træernes blade var hans tag, mosset var hans seng, og dyrene blot hans gæster. Han havde boet her så længe nu at det snart var det eneste han kendte. "Det her er mit hjem... Hvad med dig?" Spurgte han tøvende, men mere glidende den her gang, og det var nu mere tydeligt at den var fyldt med frygt, men også nysgerrighed. Hvis ikke det var fordi han var en voksen mand kunne hans opførsel godt mistænkes for et barns. Han besad den samme frygt som et barn, men også den samme nysgerrighed. Han så hende slynge en gren mod træet, og han hoppede et kort skridt bagud... "Hvad laver du? Hvad laver du her, og hvorfor?" Nu var hans frygt så småt begyndt at ebbe over mod frustration for så at blive til vrede, og det var også tydeligt i hans stemme. For hvad bildte hun sig ind? At komme her, og begynde at opføre sig som var det hendes område, ikke for at sige at næsten skræmme livet af ham.