Post by Dantel Crüdelius on Apr 7, 2009 12:39:52 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Dette er min første på denne side, så det må være én.
Karakternavn:
Dantel Crüdelius
Køn:
Hankøn.
Alder:
742 - Han ligner dog en på en 17 - 19 år.
Race:
Vand dæmon / klon
Job/Status:
Prostitueret (Læs mere i hans baggrund)
Baggrundshistorie:
Dantel's liv startede på en varm sommer aften, omkring ni tiden. Hans mor havde haft veer i mange timer, og hele denne process havde været meget ulidelig for både moderen og faderen. Dog var det ikke deres første barn. Tre år inden, havde moderen nemlig født et andet drenge barn. Dette drengebarn var en glad dæmon som elskede alt omkring sig. Han virkede aldrig til at være i dårligt humør, og alting syntes bare at være perfekt for ham. Da denne bror fik at vide at han skulle have en lille bror, var han meget spændt. Han var glad for at få en bror, og så det som en slags ny ansvar. En ny måde at bevise overfor sine forældre, at han var det barn som de altid havde drømt om at han var; Helt perfekt. Men det er jo en ting som alle forældre mener om deres børn. Udefra var det jo en helt anden klang, når man så ind på den lille familie. Familien bestod nemlig af dæmoner. Alle dæmoner som besad det samme element, nemlig vand. De vidste alle sammen godt at folk så ned på dem, pga. deres "mørke" race, men det var noget som de valgte at ignorre, så godt som de nu kunne. De mente nemlig ikke at der var noget ondt at finde i familien, og det var på sin vis også ganske sandt. På trods af deres race, var familien nemlig et hyggeligt sted at være.
Den lille familie boede i et hus ude i skoven. Moderen af familien, var en elskelig kvinde som i sit udseende så let ældrene ud. Som menneske ville hun måske ligne en på omkring en fyrre år, men i dæmon år var hun for længst over tusinde. Det at alderen var ved at indhente hende, så aldrig ud til at bekymre hende. Hun tog sig altid tid til at give alle omkring sig opmærksomhed, og være den kærlige mor som hun gerne ville være. Faderen var ligesom moderen, også en kærlig, let ældrene person. Han virkede altid stolt af sine sønner, og som om at han var dybt forelsket i sin kone. Om sønnerne så på eller ej, så tillod han tit sig selv at plante et lille kys på moderens rosen røde læber. Han var en mand af stolthed, som ikke så ud til at ville bukke under nogensinde, heller ikke selvom alderen ville komme efter ham. På trods af deres race som dæmoner, så mente de to forældre ikke at deres liv var uendeligt. De levet nemlig efter at de ville være så menneskelige som det overhovedet var muligt.
✖ ✖ ✖
Det meste af sin tid, brugte Dantel sammen med sin bror. Han ville lære om verden, og alle dens herlige goder. Han ville vide hvordan man kunne komme igennem livet, og stadig sætte sit fodspor i historien, så folk ville huske en. Dette mente han at ingen andre var bedre til at vise ham, end hans egen storebror. Dantel så nemlig rigtig meget op til ham, og ville være ligeså stor og stærk som ham en dag. De to brødre udviklede et stærkt bånd imellem hinanden. Dantel satte virkelig stor pris på at hans ældre bror beskyttede ham imod uhygge og fare. Når lokummet brændte, stod hans bror altid imellem, og redet Dantel ud af til spidset situationer.
Dantel's storebror lærte også Dantel meget om skovens goder. Bla. hvilke planter som man kunne spise, og hvilke man skulle holde sig langt væk fra. Familien plaget at spise mennesker, som havde bevæget sig lidt for langt ind på deres område, men engang imellem var det også meget fedt at få nogle andre goder i maven. Dantel satte virkelig stor pris på denne undervisning, og han spurgte tit sin bror ind til de forskellige detaljer om planterne, som han straks efter fik en forklaring på. Det var en lykkelig tid, og de to brødre virkede uadskillige.
En dag, havde Dantel dog glemt hvilke planter der var spiselige, og hvilke der ikke var. Han havde fået fingrene i en plante, som man bestemt burde holde sig fra, men i dette øjeblik var der ikke nogen til at holde øje med ham. Derfor endte Dantel med at blive meget syg af at spise denne plante. Naturligvis blev begge forældrene meget oprevet, og bekymret da de opdagede dette. De skældte også Dantel's bror ud, for ikke at have passet bedre på sin lille bror. Dantel anklagede ham dog ikke for noget, det gjorde han aldrig, og han kunne heller aldrig drømme om at gøre det. Han mente at hans bror havde givet ham den undervisning som han havde haft brug for, men det var ham selv som havde været en klods, og ikke tænkt sig ordenligt om.
Dantel var endt på sin sygeseng, og flere gange havde han været nær døden. Han havde haft underlige illutioner og drømme og ubehagelige ting. Men hans ældre bror, forlod aldrig hans side i sengen. Han var der ihvertfald hver gang Dantel vågnede fra et af sine maridt. På dette punkt, plagede den unge Dantel at klynke, og søge tryghed i sin brors arme, men lige meget hvad, så formåede hans bror altid at bringe hans humør op igen. Det kunne være med de mest fjollede historier, til at kravle op i sengen, med en bog som han læste højt.
Dantel forstod ikke hvorfor han var blevet dømt til at have denne sygdom. Han lå flere måneder i sin seng, fordi han simpelt ikke kunne komme op og stå. I slutningen var det en pinefuld tid, og han hadet års tiden for bare at flyve forbi hans vindu. Han hadet alt ved at ligge i sin dumme seng, og ved at have den dumme sygdom. Han ville af med den, men han var utrolig bange for at han aldrig ville komme af med den, og at han sikkert ville ende med at dø. Man kunne nærmest kalde det en form for angst tilfælde. Dantel indså med andre ord, at livet måske ikke var så let at komme igennem som han i første omgang havde troet. Det var en trist ting at indse, men det var trods alt sandt. Dette gav ham dog også en form for gåpå mod. Han lærte at respektere sig selv som den han var, og også overbevise sig selv om at lige meget hvordan hans liv ville ende, så ville han være tilfreds med den måde hans liv endte på. Det ville ikke være en trist død han fik, og han ville aldrig anklage nogen for at have dræbt ham. Dette svor han overfor sig selv, og det gav ham ny styrke. Også ny energi. Sygdommen fra den giftige plante forsvandt, med lidt hjælp fra hans mors eliksiere og gode hjemmelavet mad, og Dantel var snart på benene igen. Han kom ud af sin seng, og kom hurtigt ud i skoven med sin bror igen for at lege.
Sygdomme havde dog sat sine spor. Dantel var nemlig blevet ramt med en form for damp syndrome, men også en smule OCD var at finde i hans system. Han var blevet besat af at tage en bestemt ring på, hver gang han forlod sit hus. Han var overbevidst om at hvis han ikke havde denne ring på, ville han ende i sin seng igen, med en endnu mere alvorlig sygdom, som ville slå ham ihjel med sikkerhed.
✖ ✖ ✖
Tiden gik, og Dantel var efterhånden fyldt seksten år. Han så stadig op til sin storebror, men svaret på alle livets små gåder, plaget ikke hans hjerne så meget mere. Han ville hellere have sjov med sin bror, og bruge sin tid på at blive stærkere, udvikle sine evner, og blive bedre end hans bror nogensinde ville blive det. Hans bror så intet problem i dette, og smilte blot ved tanken. Han fandt det et eller andet sted charmerende, og måske endda også underholdene.
Snart begyndte de to brødre selv at fange aftens maden, som stadig bestod af menneske kød. Det var et let bytte, som ikke krævet alverdens kræfter at få nedlagt. Ihvertfald ikke de fleste, for de fleste mennesker var for dumme til at vide at de overhovedet var i en faretruende skov, der huset alt andet end et gyldent palads.
En dag valgte lykken dog at vende sin kind til de to brødre, idet de stødte på et bytte som var meget mere end de kunne klare. Eller et bytte var det i og for sig ikke, det var mere en angriber, som de var kommet til at stå i vejen for. Denne angriber, var en trold som arbejde for en ond troldmand, der boede i et lille hus, langt oppe i bjergene. Denne troldmand havde rygter for at udføre underlige eksperimenter på folk, men hverken Dantel eller hans bror kendte til ham.
Trolden som var blevet udsendt, tøvet ikke mange sekunder på at gå på de to teenage drenge. Som altid ville Dantel's storebror beskytte ham, og bevise at intet ondt kunne røre hans elskede lille bror, men trolden havde en anden mening. Han svang nemlig sin kølle så hårdt, at Dantel's bror faldt flere meter bagud, og endte ubevidst under et træ. Trolden fandt aldrig ud af hvor han var endt henne, men han lo ondskabs fuldt som han nærmede sig den lille Dantel. En latter som Dantel sikkert aldrig glemte, men han nåede ikke at fornøje sig med den i særlig lang tid. Dantel forsøgte at forsvare sig, ved at kaste is kugler efter trolden, men trolden var for hurtigt, og gav også Dantel et hårdt slag i hovedet, som endte med at han blev bevidstløs.
✖ ✖ ✖
Dantel vågnet et par dage efter angrebet. Han havde ingen idé om hvor lang tid han havde været væk, han vidste bare at det var lang tid. Dantel havde aldrig været særlig god til at have nogen fornemmelse for tiden der gik omkring ham. Han mente at tiden gik som den gik, og man måtte tage tingene som de kom. At bekymre sig for meget om sin fremtid, og hvad der kunne ske i den, var ikke lige hans stil.
Dantel's opvågning var temmelig rolig. I starten virkede det hele en smule tåget, men han fik hurtigt genvundet fatningen, og så sig omkring. Hans krop var øm, og stedet var koldt, utrolig koldt. Til trods for at Dantel havde sit sædvanlige tøj på, som ellers plaget at kunne holde kulden uden, så føltes det hele koldt. Om det var manglen på mad, eller skrækken for hvad der var sket, var ikke helt til at sige. Han kunne ihvertfald ikke lide det, og det ville han sikker heller aldrig kunne komme til.
Hvor Dantel befandt sig, havde han absolut ingen idé om. Det var et mørkt rum, og det eneste som lyste det op, var et par starin lys hidst og her. Dantel kunne stadig ikke se det helt tydeligt, men han kunne da skimte nogle glas, som mest af alt lignet syltetøjs glas, men deres indhold lignet alt andet end syltetøj. Det mindet mere om fostre, og giftige planter som sikkert blev brugt til mærkelige forbandelser eller eliksiere. Rundt omkring stod der også en masse andre små glas, som også var fyldt med alverdens underligheder. Dantel's blik flakkede rundt, og han prøvede at komme i tanke om stedet. Et eller andet sted i hans sind, var han sikker på at han kendte tedet, men det gjorde han ikke. Han havde aldrig været her før, og han anet ikke hvem der kunne finde på at samle på sådanne uhyrligheder, som stod rundt omkring på stedet. Hans nysgerrighed blev dog pludselig til frygt, idet han fik øje på en snor der hang ned fra en hylde, nærmest som en anden jule kæde. Det var dog ikke snoren, men hvad der hang på den, som gjorde Dantel nervøs og gav ham svedige håndflader. Der hang afhukket hænder, som helt sikkert var fra dæmoner, det var Dantel slet ikke i tvivl om. Måske var de lange negle, eller den lettere kul farvet hud, han vidste det ikke helt, de virkede bare bekendte.
Da Dantel prøvede at rejse sig fra sin plads, og stikke af med et skrig, fandt han pludselig sig selv fastspændt. Lyden af metal kæderne som holdte ham fast til en kold mur, løb ham nærmest ned af rykken. Han havde hele sit liv frygtet at han skulle blive spændt fast, og aldrig komme fri igen. Nervøst blev hans blik rettet imod kæderne. Hvorfor var han spændt fast her? Hvorfor ville nogen som helst dog bruge tid på at spænde ham fast? Dantel blev nervøs. Hans forældre havde aldrig fortalt ham om fjender, så han gik ikke ud fra at det var nogen hævn action imod hans forældre, eller for den sags skyld ham selv.
Endnu engang fandt Dantel sine tanker blive afbrudt, idet han hørte tydelige fodskridt komme ind i rummet. En træ dør blev åbnet, men kun kort efter blev den lukket igen. Alting syntes pludselig at forsvinde for Dantel, og han glemte sin virkeligheds sans. Hans frygt tog over, og hans muskler blev spændte. Han tryggede sig op imod den kolde mur bag sig, i et håb om at han ikke blev set. Det var en latterlig tanke, for hvem end ejeren af de fodtrin var, så vidste personen sikkert at Dantel var her.
En tør hosten gav genlyd i rummet, og Dantel stivnede. Han så tydeligt en lettere krumbøjet skikkelse komme tættere på sig. I starten kunne han ikke helt se personens ansigt, men som personen kom nærmere blev det tydeligere. Ansigt var et let ældrene ansigt, som var omgivet af gråt skæg, og halvlangt gråt hår. En person som Dantel ikke havde planer om at stifte bekendtskab med. Den ældre mand, som tydeligvis lod til at være en troldmand, havde dog andre planer. Han tog nemlig uden videre hårdt fast i Dantel's ansigt, og studerret det nysgerrigt. Lugten fra manden var ulidelig. Han havde ikke været nær sæbe i lang tid, det kunne man tydeligt lugte. Dantel havde gået meget op i hygiegne, men når man kunne lugte sig selv, så blev det altså for meget for ham. Det var endnu værre, når man kunne lugte andre mennesker. Lugten blev bestemt ikke meget bedre, da troldmanden pludselig smilet, og afsløret en række af gule tænder. Ikke noget specielt charmerende syn. Dantel var sikker på at han kunne se noget kravle rundt i tænderne, men han væmmes for meget til at ville se efter. Hans tofarvet øjne blev blot lukket, og han prøvet at rive sig fri fra mandens greb. Det lykkes ikke for ham, men manden gav kort efter slip på Dantel's hage, og vendte om på hælen for at stille sig ved et af sine borde. Dantel var temmelig nysgerrig efter hvad manden havde tænkt sig at gøre med ham, men han var også temmelig nervøs for hvad manden havde tænkt sig at gøre med ham. Da manden vendte sig, og pludselig havde en amputerings sav i den ene hånd, blev Dantel straks langt mere nervøs. Manden nærmede sig endnu engang Dantel, men denne gang føltes det som om hele hans verden stod stille, og tog manden foran ham, en evighed om at komme frem. Manden tog fat i Dantel's ene ben, og ganske rigtig som Dantel havde forudsagt det, begyndte manden at skære i det bløde kød. Det var ufattelig smertefuldt, men Dantel vidste ikke helt om han skulle skrige, eller græde. Hans krop blev først desperat da saven nået ned til knoglen. Dantel kunne ikke holde sig tilbage fra at kaste op, hvilket han fik en hård lussing for. Men manden stoppet med at save. Den gale troldmand, som tydeligvis var igen med at undersøge Dantel's eksistens, stoppede sit saveri, og gik over for at åbne et skab. Han fandt en læderem, som han puttet for Dantel's mund, hvorefter han endnu engang begyndte at save. Denne gang skreg Dantel, men det kunne ikke høres. Den lettere rådne læderem dækkede nemlig godt for hans mund.
Sådan fortsatte troldmanden, med at skille Dantel fra hinanden, indtil der ikke var mere tilbage af ham. Død, og reduceret til en klat kød, lå resterne af Dantel på gulvet af troldmandens gulv. Troldmanden var dog ikke færdig med si eksperiment. Han sørgerede omhyggeligt for at få fat i en god omgang DNA, inden han fodret sin kæle leguan med Dantel's rester. Denne omgang DNA brugte troldmanden til at genskabe Dantel. Eller nok rettere, en klon af ham.
✖ ✖ ✖
Der gik næsten femten år, inden Dantel endnu engang kunne vågne op. Denne gang var det mere fredeligt, i en temmelig blød og behagelig seng. Han havde absolut ingen hukommelse om hvad der var sket iløbet af de sidste mange år, og han anet ikke at han var en klon.
Stedet som Dantel var vågnet på, virkede som et fredeligt sted. Et lille torn værelse, med udsigt ud over bjergene. Nysgerrig som han var, steg han ud af sin seng, og tog sig selv i at nyde udsigten i flere timer. Dantel's tidsfornemmelse var dog hvad den plaget at være. Både hans OCD og damp var noget som troldmanden ikke havde været i stand til at kunne fjerne fra ham. Det var kun hans hukommelse, og hans viden om livet som var fuldstændig borte.
Døren til det lille værelse som Dantel befandt sig i, blev åbnet, og ind trådte den gråhåret troldmand. Han beodrede Dantel til at følge med sig hvilket han lydigt gjorde. Manden ledte Dantel til et lille rum, hvor hans træning begyndte. Manden var nemmelig udemærket godt klar over at Dantel ikke havde nogen hukommelse mere. Men Dantel var nu hans eksperiment, og hans egendom. Han kunne gøre med ham hvad han ville, og han ville bevise over for verden at det var muligt at genskabe en person med hjælp fra magi og videnskab.
Tiden gik, og Dantel var snart fyldt halvtreds. Hans udseende havde ikke ændret sig det mindste, men han havde i det mindste lært hvad livets små hemmeligheder var. Dantel's personlighed var dog så småt begyndt at ændre sig. Hans nysgerrighed sejret over hans fornuft, og han begyndte at stoppe med at spørger sin læremester ind til livets små mysterier. Han ville selv opdage dem, og han ville selv opnå styrke. Dantel var allerede godt inde i sin træning, og troldmanden mente efterhånden ikke der var meget mere som han kunne undervise Dantel i. Dantel trænet til langt ud på nætterne for at opnå mere styrke, og for at træne sine vand kræfter. Han speciliseret sig især i is kræfter.
En aften kom Dantel's nysgerrighed dog lidt for langt frem. Han begyndte at snuse rundt på slottet, for han ville kende til grunden af sin eksistens. Dantel kunne ikke huske at han nogensinde havde haft en barndom, og det mente han at alle folk kunne huske, lige meget hvad. Han snusede nysgerrigt rundt, for at finde ud af noget om sig selv. Han fandt efter en uges tid, en journal over sin egen død. Hvordan den var skrevet og detaljeret, væmmet virkelig Dantel. Han fandt også ud af sit rigtige navn. Troldmanden havde altid kaldt ham Bellus, men da han fandt ud af at hans sande navn var Dantel, voksede et uendeligt had pludselig i ham. Journalen han havde fundet på det støvet kontor, pakkede han sammen og puttet i sin lomme. Dantel besluttet sig for at opsøge troldmanden i hans bolig, og slå ham ihjel for hvad han havde gjort. Men hvordan kunne man slå sin egen lære mester ihjel? Hvordan kunne man overraske en mand, som havde lært en alt man vidste? Dantel var nervøs for hvordan han skulle klare dette, men han tog sine chancer. Han havde ikke nogen planer om at give op, for hans indre boblede virkelig af hævn og had til den mand, som han ellers havde puttet alt sin tillid til. Det var et dumt komplot. Det hele virkede så uvirkeligt, som om Dantel pludselig befandt sig i en virkelig dårlig bog, med det typiske samme plot, som alle andre bøger besad. Det hele virkede en smule uvirkeligt, men Dantel's had slog den tanke ihjel. Hans had, og hans skuffelse, drev ham, og efterhånden var han ikke det samme glade barn mere. Han var mere blevet en tankeløs, hævntørstig dæmon. En dæmon som kom blev drevet af sin lyst, og ikke sine tanker. Lidt ligesom en dyr, som bliver tiltrukket lugten af blod, og stille og roligt begynder at opsøge den lugt, for at finde frem til sit bytte, i sin desperate nød for mad. Dantel var meget opsat på at slå troldmanden ihjel, og en aften hvor det tordnet lykkes det ham også. Dantel havde fanget troldmandet på sit eget tag. Det var en kold aften, og både regn og torden stod ned om ørene på de to personer. Det var ikke rart på nogen måde, men tørsten og viljen til at få hævn, var alt for stor. Troldmanden prøvede at bilde Dantel en masse fine ting ind, og forklare ham at han jo var i live, og at han havde fået en ny chance for at leve. Disse ord tog han dog ikke imod. Han tog ikke imod et eneste af dem, fordi han var alt for oprevet og hidsig til at lytte til fornuft. Inderst inde vidste han godt at det var sandt, men han ville have at troldmanden skulle lade sit liv, ligesom han selv havde ladet sit liv.
Dantel havde altid været god til at kæmpe med is, og han havde nærmest speciale i det. Denne is evne var en evne som troldmanden ikke besad. Den eneste evne fra Dantel, som han ikke havde tyv stjålet. Det gav ham en fordel i kampen. Han var overbevidst om at han var stærkest, og at troldmanden ikke gik ham til sokkeholderne. Virkeligheden var dog en anden. Troldmanden var nemlig stærkest i denne kamp, og dette ville han altid være, lige meget hvor mege Dantel trænet. Det handlet om at have hjerne, frem for muskler, dette fandt Dantel hurtigt ud af, som hans ene vinge af is knækkede. Han dumpede imod taget, uden kræfter til at løfte sig selv op igen. Uden kræfter til at genskabe sine isvinger, og komme videre. Han var forsvarsløs, og der var intet han kunne gøre for at vinde. Det var han fuldt og fast sikker på. Denne kamps vinder var allerede forudsagt på forhånd. Men pludselig tilsmilet lykken Dantel. Som troldmanden skulle til at slå et sidste slag imod Dantel, og gøre det endeligt af med ham, slog et lyn ned i ham. Et lyn som grillet ham, og reduseret ham til en lille bunke aske.
Dantel smilet. Han havde fået sin hævn, og troldmanden var død. Han kunne slappe af, og ligge sine is evner væk igen. Men lynet som var slået ned i troldmanden, var ikke et lyn som kom fra de sorte skyer over stedet. Det var et lyn, som var styret af en anden dæmon, ved navn Lucidus. En dæmon som besad torden elementets kræfter. Lucidus var selv et offer for troldmandens syge eksperimenter, og havde længe drømt om at få hævn. Da han opdagede Dantel i kamp med troldmanden, havde han ventet på sit øjeblik, og slået til da han havde chancen. Han hoppede selv ned fra sit tag, og kastede sig over Dantel for at sørger for at alting var iorden. Dantel nikkede forslået, hvorefter han hostede. Et host som bragte blod med op, og endte på Lucidus' hvide bukser. Noget han egentlig var temmelig ligeglad med. Han havde haft værre ting på sine hvide bukser, og det det eneste som stod i hovedet på ham i øjeblikket, var at redde Dantel fra stedet. Danel var ikke ved særlig meget bevidsthed da han blev reddet, men han var sikker på at hans redning var en smuk person, er kun var iført hvidt fra top til tå. Dantel nåede aldrig rigtig at finde ud af det, inden han måtte sige farvel til sin bevidsthed, og goddag til en omgang besvimmelse.
✖ ✖ ✖
Dantel var væk i en dags tid, inden han igen vågnet på en blød sofa. Han hørte stemmer omkring sig, som virkede venlige og som om de kun ville ham det godt. Han var nysgerrig efter hvem ejerne af disse stemmer var, men knap havde han fået sin bevidsthed tilbage, før et par stærke hænder greb fat i hans krave, og holdte et glas koldt vand frem foran hans mund. Han drak lydigt vandet, som slog det værste af hans hovedpine ihjel. Vidunderligt. Han kunne tænke klart igen, og efter et par missen med øjnene, kunne han også se klart igen. Hans rednings mand var det første han fik øje på. En ung dæmon, som ganske rigtigt var klædt i hvidt fra top til tå. Dantel kunne ikke lade værre med at finde hans udseende smukt. Han bedåret ham, og fandt det en skam at denne smukke skabning, var endt i hænderne på troldmanden. Men nu var de fri. De var begge fri, og behøvedet ikke bekymre sig det mindste om troldmanden. Han var nemlig død, og kom aldrig tilbage.
Den unge Lucidus smilede til Dantel, og lagde sit hoved lidt på skrå. Da han gjorde dette, afsløret han også at der på hans hals, var et stort ar. Dantel's tofarvet øjne faldt straks på aret, og han så spørgerne imod det. Han var sikker på at de var troldmanden som havde givet Lucidus det ar, men han tude ikke helt spørger ind til det. Lucidus var ikke dum. Han kunne sagtens se på Dantel at han var nysgerrig efter at vide noget om det ar. Lucidus kunne ikke bebrejde ham. Det var jo ikke ligefrem hver dag at man så nogen med et sådanne ar på deres hals. Lucidus forklarede at det ganske rigtig var et ar som troldmanden havde givet ham, men at han ikke kaldte ham for troldmanden, eller noget i den stil. I Lucidus' mund, blev han bare omtalt som "Ham". Både Lucidus og Dantel kendte til troldmandens navn, men blev enige om at han ikke fortjente at blive kaldt ved navn. En så nedrigene, og ynkelig person, fortjente slet ikke at blive omtalt. Men Dantel havde så mange spørgsmål, som han ville have svar på. Han ville vide hvorfor han var blevet kidnappet, og hvorfor han var blevet taget til dette sted.. og hvad dette sted i det hele taget var for et sted. Det virkede som et hyggeligt sted, men af hvad Dantel kunne se så var ham og Lucidus de eneste dæmoner på stedet.
Lucidus tyssede på Dantel, og sagde han havde brug for søvn, hvilket han bestemt var enig i. Han lagde sig endnu engang på sofa'en, og gav sig til at sove. Denne nat, blev den første afslappet nat i hele Dantel's liv. Ihvertfald klon-Dantel's liv. Han sov trygt, og han bekymrede sig ikke om noget. I hans drøm, drømte han at han var på et fredeligt sted. Et sted som ikke kendte til nogen ubehageligheder, og hvor alle var glade og respekteret hinandens forskelligheder. Det var et sted som Dantel tit havde drømt om i sine tanker, men til rent faktisk at være på stedet i sine drømme, var noget som gav ham tryghed. En følelse som han sikkert aldrig nogensinde ville glemme.
Da han vågnede den kommende dag, så blev han nærmest skuffet over at finde sig selv i den samme gamle verden, som han altid havde fundet sig selv i. Doven som han var, gned han sit øje, og rejste sig op. Han ville finde Lucidus, og få svar på alle de spørgsmål som summede i hans hoved. Især spørgsmålet om, hvad dette sted var for et sted.
Der gik ikke mange minutter, før Dantel fandt Lucidus sidde ved et vindu, med et lille lærred på sit skød. Han sad og var ved at male blomsterne udenfor, som var ved at springe ud. Det var et smukt syn, og Dantel tillod sig at nyde synet af blomsterne, og morgen solen udenfor. Han blev dog hurtigt mindet om den morgen, han var vågnet op på "Hans" slot. Det var ikke et rart minde, men han skyndte sig at stå imod, og tænke på noget andet. Hans blik faldt på Lucidus, og snart begyndte spørgsmålene at havle ned over ham. Lucidus var kun glad for at Dantel spurgte. Han ville hellere have at han spurgte, end at han lod som om han vidste hvad der skete omkring ham. Lucidus forklarede at stedet han befandt sig på, var et hjem som ingen kendte til. Det var et hjem som tog hjemløse ind, og gav dem hvad de havde brug for. Gav dem tryghed, og hjalp dem med at glemme, deres eventuelle dårlige minder. Dantel var tilfreds med svaret. Det var lige sådanne et sted han ville have. Et sted hvor folk ikke bekymrede sig om deres fortid, og istedet tog livet som det kom, uden at vide hvor de ville være om ti år.
Forholdet imellem Dantel og Lucidus udviklet sig. De blev som uadskillige, og hang tit ved hinandens side. Lucidus lærte Dantel at male, med andre ord, lærte han ham at fange øjeblikke af skøndhed, og forevige dem på et lærred. Det var hvad Lucidus mente var kunst, og han ville dele denne kunst med resten af verden. Dette svor han, og Dantel svor at han ville stå ved hans side, lige meget hvad der skete imellem de to dæmoner.
Resten af huset's beboere fandt forholdet imellem de to dæmoner smukt. De ville ikke forstyrre dem, eller fortælle løgne om dem. Måske var det et eller andet sted også en slags frygt for hvad der ville ske, hvis de bare gjorde dæmonerne det mindste hidsige. De var jo trods alt dæmoner. Menneskene mente at lige meget hvor meget kærlighed de udvidste, ville de altid kunne knække, og ende med at æde dem. Derfor var de ikke helt trygge ved at bo sammen med to dæmoner, men de prøvet dog at skjule det så godt som de nu kunne komme til det. Prøvet at være venlige, og ignorre deres race, og istedet bare se på deres ydre.
✖ ✖ ✖
En aften fandt Dantel Lucidus alene på sit værelse. Han listede sig selv ind på værelset, og lukkede naturligvis lydeligt døren efter sig. Dantel havde jo trods alt manere, som han gerne ville ved lige holde. Han listede over gulvet, og satte sig ved siden af sin Lucidus. Hans elskede Lucidus. Dette var nok øjeblikket i hele hans liv, hvor Dantel følte sig aller mest nervøs nogensinde. Han havde længe gået og næret mere end vendskab for denne yndige skabning. Lucidus var som mere end en ven for ham, og det var ikke en bror han så ham som. Det var en elsker, en soul mate som han ville dele resten af sit liv med.
Forsigtigt kærtegenede Dantel Lucidus kind. Han smilet blot tilbage, og først da afslørede Dantel sin lille hemmelighed for Luccidus. Der blev stille i rummet. Det føltes som en evighed, men efter noget tid, kastede Lucidus sig pludselig om halsen på Dantel, og gav sig til at kysse ham. Han havde åbenbart næret samme følelser for Dantel. Han forklaret at han havde været forelsket i Dantel, siden første gang han så ham ligge på det tag, men han aldrig havde turde sige noget, af frygt for at blive afvidst. Han havde altid været bange for at blive afvist. Han havde blot nydt hvert et øjeblik med Dantel, og bedåret ham fra sin side linje, uden egentlig at fortælle sin elskede Dantel hvad det var han følte for ham. Men nu startede et nyt kapitel i de to dæmoners liv. De lovet hinanden troskab og at de aldrig ville skilles fra hinanden. De blev som uadskillige, og var hele tiden ved hinandens side. Det var nok den mest lykkelige tid i Dantel's liv nogensinde.
De to dæmoner besluttet sig for at forlade landet, og rejse ud i verden i nogle uger. De tog ud for at nyde hinanden, og ikke for at træne deres styrker, eller blive stærkere på nogen måder. Det var et hyggelig tur de havde, og alting virkede bare så ulideligt perfekt. Der var lyserøde skyer i øjnene på Dantel, lige meget hvor han kigget hen. Han havde erklæret sin kærlighed til Lucidus, og Lucidus gengalte den mindst ligeså meget. Dæmonerne savnede dog deres hjem, og besluttede sig for at tage hjem igen. Det lille fælles hus stod som det altid havde stået på sin plads. Beboerne havde faktisk følt sig en smule sikrer over at dæmonerne havde været borte, men de gav dem dog en varm velkomst, som de glædeligt tog imod.
Lykken som ellers havde været med Dantel, i næsten to hundret år, valgte pludselig at vende sin grimme side til igen. Lykken havde besluttet sig for at gøre det af med hele denne lille lykkes stund som Dantel havde i sit liv. En aften, hvor Dantel var vendt hjem fra en gå tur alene, fandt han huset som han havde boet i, nedbrandt. Der var ikke andet end aske tilbage, og det røg stadig en smule da Dantel stod på stedet. Det var et skrækkeligt syn, men Dantel vidste bedre end nogen andre, at Lucidus var borte. Han kunne føle at der manglede en del af ham, og han vidste at Lucidus sov da han forlod huset. Dantel opgav dog ikke helt, bare sådan. Han besluttet sig for at søge landet rundt, for at finde sin elskede Lucidus, og fortsætte sit lykkelige liv. Men lige meget hvor, og hvor meget han ledte, så fandt han aldrig Lucidus. Dantel var efterladt til sig selv, og ville nok aldrig finde lykken nogen steder igen. Det var han ihvertfald overbevidst om. Han savnede kontakten fra andre mennesker, og savnede at falde i søvn til lyden af en andens vejr trækning. Men alt dette var slut nu. Det var endt, som et dårligt kapitel, i en dårlig bog, med samme dårlige plot som alle bøger altid besad.
✖ ✖ ✖
Dantel gik i lang tid, men fandt hurtigt tryghed ved kroer rundt omkring. Det eneste som pludselig kunne gøre ham glad, var smagen af sprut imod hans piercet tunge. Han brugte meget tid på at drikke, og fandt tit sig selv sovende i vejkandter, med bræk ud over sit skød. Ikke ligefrem specielt charmerende. Dantel mente nogen gange at han endte med at bruge mere tid på at gøre sig selv ren, end på rent faktisk at leve sit liv.
Hans had var igen begyndt at boble. Han var begyndt at snerre af alle som kom for tæt på ham, og dræbe hvem som helst bare for at få en smule føde, også selvom han egentlig ikke var sulten. Han begyndte at finde glæde i at slå andre folk ihjel. Han fandt en ny form for kunst. Dantel begyndte ganske enkelt at finde det facinerende, hvor let det var at gøre det af med en anden person, og ende et liv. Hvor skrøbelig en krop egentlig kunne være. Den sande dæmon i Dantel, som folk altid klaget over at de frygtede, var så småt begyndt at vågne op. Dantel var nu for alvor blevet en dæmon. Hans gode livs indstilling var forsvundet, og der var ikke meget andet end mørke tilbage i hans indre.
Voldtægterne begyndte at blive kedelige. Dantel savnede stadig at finde tryghed i en anden persons kropsvarme, og hygge sig hos en person, som han følte sig tryg ved. Sex lyten, og den uendelige tomhed, begyndte at tage over. Han fandt ikke længere sjov i at udfolde sig seksuelt med en person som ikke havde lyst til det. Derfor stoppede han sin voldtægt, og nøjes i mange år med kun at slå folk ihjel, for fødens skyld. Men efterhånen begyndte mindet om Lucidus at komme tilbage. Hans elskede Lucidus. Han forestillet sig hvordan han krammede ham, om aften når han gik i seng. Men der var ingen, der var kun hans bløde dyne, og ingen andre. Det var trist, men sandt. Dantel's lyst til andre mennesker, begyndte at vende tilbage, og han opsøgte nu en helt ny person. En person, som ikke havde andet end penge i hovedet, og kun var ude på at gøre livet surt for andre mennesker. Men Dantel var desperat efter noget at lave. Han lod sig selv prostituere. Om det var mænd eller kvinder han skulle være sammen med var han ligeglad med. I nogle år, fandt Dantel faktisk tryghed i at have sex med forskellige mennesker, som rendt faktisk ville have det med ham. Han gjorde sig umage, og sørgerede for at kunderne fik hvad de havde bestilt. En spinkel teenage dreng, med en hvis glød i sine øjne. Men efterhånden som tiden gik, blev det mere og mere blot et arbejde for ham. Det var ikke længere et spørgsmål om at finde tryghed, men et spørgsmål om at tjene penge til sig selv, og sin chef.
Personlighed:
Mange vil nok mene at Dantel er en ligeglad person, som ikke har nogen respekt for nogen. Et eller andet sted, er det i og for sig også ganske sangt. Han har ingen respekt for andre individer, og han sætter altid sig selv i første række. Folk kan skrige så meget de vil i en ulykke, men Dantel vil altid prøve at rede sit eget skind først, frem for andres. Hvis han kan overleve, så er alting godt. Han er meget angst for at midste sit liv, og vil gøre alt for at bevare det, også hvis det betyder at han må lade andre i stikken. Dantel mener dog ikke selv at han er en egoist. Han mener at han levet efter naturns regler. Han mener at alle væsner er blevet skabt egoistiske, og de kun hjælper hinanden, for at bringe sig selv lykke. Det er der mange som ikke er enige med ham i, men som den selvglade dæmon han er, så er han temmelig ligeglad med andres holdninger. Som et eksempel, ville en vegetar ikke kunne ændre Dantel til at blive vegetar, lige meget hvor meget denne vegetar prøvede at forklare ham hvor godt vegetar livet var. Dantel mener nemlig at han er født som han er, og der er ikke nogen som skal ændre på hans person. Han har sine holdninger, og han respektere i og for sig også at andre har deres holdninger. Han kan dog godt finde på at sige sin mening, om andre's engang imellem. Dantel hakker dog aldrig ned på folk, eller prøver at ændre deres holdning. Han hader faktisk folk som prøver på det, og ser egentlig helst at den slags mennesker bare forsvinder ud af verden. Folk som Dantel ikke deler meninger med, kan han godt komme på nakken af. Det er ikke folk som han bryder sig om, men han synes virkelig også at det mest latterlige i verden, er at diskuterre sine religioner, og meninger om livet.
En anden ting som Dantel går meget op i, er facinationen ved at myrde et andet menneske. Som sagt finder han det smukt, hvor let det er at gøre det af med noget så holdbart som et menneske. De virker altid så stærke, og som om alle deres meninger er rigtige. Som om hele jorden drejer sig om dem, og det er dem som styre den. Dantel kan ikke lade værre med at finde en form for kunst art, i at splitte et menneske fra hinanden. Hver i sær, sidder menneskerne sammen på den samme måde, men det ser altid forskelligt ud. Dantel hungre efter at finde ud af hvordan hvert eneste slags menneske hænger sammen, fra top til tå, og hvordan deres kroppe reagerre på forskellige ting. Han ser ikke sig selv som et dyr, selvom der nok er mange som mener at han er det, grundet hans syge lyster, der ikke er drevet af tanker men lyst og nysgerrighed. Dantel har ikke meget samvittighed. Om han så nakkede en slikkepind fra en nuttet lille pige, med store runde øjne, ville han sikkert ikke finde skyld følelse i sin handling. Grundet Dantel's ADHD har han meget svært ved at sætte sig ind i andres følelser, og hvordan de har det med deres tilværelse. Om de så sidder og græder på hans skulder, er det meget svært for Dantel at føle noget som helst for dem. Han har det med at skuppe folk væk fra sig, inden han overhovedet lære dem at kende. Nogen gange også efter han har lært dem at kende. Han har absolut ingen skyld følelse i at udføre sin facination af drab, på en person som står ham nær. Dantel er også nogen gange meget hyper aktiv, og kan finde på at gøre ting, som de fleste nok finder underligt. Han kan bla. finde på at gøre noget så underligt som at putte sin sko på hovedet af en anden persons hoved. Disse handlinger sker dog oftes når han er fuld, og ikke bare noget som han gør spontant fordi han keder sig. Der er oftest meget fjol i hans handlinger under en rus, og det er svært at finde mening i nogen af hans handlinger. Det er dog noget han tit glemmer, og andre har erendinger af efter det er sket. Han ved godt at han nogen gange opføre sig unormalt, men han ved andre hvornår.
På trods af sin kolde attitude, har Dantel trods alt også en god side. Han har en side, som har følelser for andre mennesker, men denne side viser han aldrig nogensinde frem. Han bruger tit tid på at sørge over sin elskede Lucidus, men han gør det altid når ingen ser eller høre det. Han er nemlig overbevidst over at Lucidus' sjæl stadig er omkring ham, og holder øje med hans handlinger.
Dantel har også OCD i sit system, som han aldrig er kommet af med. Denn OCD har gjort ham helt besat af en fingering som han altid går med. Han er overbevidst om at hvis han fjerner denne ring fra sin finger, vil han blive syg. Han husker ikke da hans originale jeg lå i sengen som lille og var syg, men hans OCD har stadig samme grund til at være til.
Udseende:
Dantel er ikke ligefrem muskuløs af bygning. Han kæmper altid med sine magiske evner, frem for sine muskler. Han virker måske en smule spinkel af sin bygning, men under hans tøj har han makeret muskler. Det er jo heller ikke ligefrem fordi han sidder i et hjørne og laver ingenting. Han er ganske tilfreds med sit udseende. De generalle runde former, og naturlige markeringer er noget som giver ham en hvis selvtillid. Han føler sig nemlig selv smuk, men det kommer vel an på hvilke øjne der ser på ham.
Hans hår er halv langt, og temmelig pjusket i det. Frontens totter er en smule kortere. De totter som sidder længst ude i siden, går cirka til kæbe længde, imens nogle mere random totter går til lige under hans øjne. Han har tog vendt sig til at engang imellem at få hår ned foran øjnene. Hans hår er hvidt, nærmest gråt i det. Bunden af håret er sort, nærmest som om at det er vokset ud fra bunden, men hans hår er ikke farvet, så det er ganske naturligt.
Som sagt har han også to farvet øjne. Et par øjne, som ser ud som om at de kun huser grusomhed, og kulde. Der er absolut intet varm over hans øjne, og det vil der heller aldrig nogensinde være. Hans højre øje er forøvrigt rødt, imens det andet er blåt. Han har altid selv fundet det en smule karaktiserende, og synes det er pænt. Folk har aldrig rigtig mobbet ham, eller spurgt ind til hans to farvet øjne, så det er ikke noget ikke noget han vil ændre.
Af detaljer, har Dantel lige under sin navle en temmelig stor, vinge agtig tribal tattoo. Denne tattoo går som et V agtig form, ned i hans lavtaljet bukser. Hvis man ser efter, man man også se at der i tattoo'en står "135335" som var det nummer som "Han" gav Dantel da han boede på slottet i bjerget. Om det var et random nummer, eller eksperiment nummer har han aldrig helt vidst, men han altid fundet en hvis afsky ved det. Alligevel har han valgt at bære det, fordi han stadig ikke mener han er den originale Dantel. Han har derudover også en piercing i hver hofte, som nærmest går i et med hans tattoo, samt en navle piercing der ligner et omvendt kors der går igennem hans hud. Af andre krops udsmykninger, har han også en tungering, som sidder sollidt plante i midten af hans tunge. Han har desuden også et par piercinger i ørene. Cirka syv - otte stykker i hvert øre, plus en industrial piercing i sit venstre øre.
Dantel yder at iklæde sig selv hvidt tøj, som en slags ære for hans elskede Lucidus. Han gik nemlig altid i hvidt tøj, og Dantel synes næsten det er synd ikke at ære hans død, på én eller anden måde. Hans jakke, som er en frakke der stopper lige hved hans bælte, men fortsætte ned af bag på i to lange "flapper", er dog sort. Den foret med hvid pels indeni, og har lommer på hver af sine side. Den står også altid åbnet, og om sommeren afsløre det Dantel's kraveben. Om vinderen afsløre et et tykt halstørklæde. Det er dog ikke altid han går med denne jakke, mest i dårligt vejr har han den på. Han formåder at gå med en løs skjorte (som også er mørk), og et par læderhandsker på sine hænder. Hans bukser sidder stort set altid stramt. Han foretrækker et par hvide cowboy bukser, som er proppet ned i et par læder støvler. Disse støvler har alverdens spændet, og man kan tydeligt høre når Dantel går en hidsig gang, for så slår spænderne imod hinanden. På spidsen af støvlerne er der også et lettere rustent metalt stykke. Bukserne bliver desuden holdt oppe af et bælte, som der tit sidder en skarp kniv eller amputerings sav, eller begge dele i.
Dantel er 1.61cm høj, og vejer 48kg. En lydelig vægt og højde, hvis han selv skulle sige det.
Dette er min første på denne side, så det må være én.
Karakternavn:
Dantel Crüdelius
Køn:
Hankøn.
Alder:
742 - Han ligner dog en på en 17 - 19 år.
Race:
Vand dæmon / klon
Job/Status:
Prostitueret (Læs mere i hans baggrund)
Baggrundshistorie:
Dantel's liv startede på en varm sommer aften, omkring ni tiden. Hans mor havde haft veer i mange timer, og hele denne process havde været meget ulidelig for både moderen og faderen. Dog var det ikke deres første barn. Tre år inden, havde moderen nemlig født et andet drenge barn. Dette drengebarn var en glad dæmon som elskede alt omkring sig. Han virkede aldrig til at være i dårligt humør, og alting syntes bare at være perfekt for ham. Da denne bror fik at vide at han skulle have en lille bror, var han meget spændt. Han var glad for at få en bror, og så det som en slags ny ansvar. En ny måde at bevise overfor sine forældre, at han var det barn som de altid havde drømt om at han var; Helt perfekt. Men det er jo en ting som alle forældre mener om deres børn. Udefra var det jo en helt anden klang, når man så ind på den lille familie. Familien bestod nemlig af dæmoner. Alle dæmoner som besad det samme element, nemlig vand. De vidste alle sammen godt at folk så ned på dem, pga. deres "mørke" race, men det var noget som de valgte at ignorre, så godt som de nu kunne. De mente nemlig ikke at der var noget ondt at finde i familien, og det var på sin vis også ganske sandt. På trods af deres race, var familien nemlig et hyggeligt sted at være.
Den lille familie boede i et hus ude i skoven. Moderen af familien, var en elskelig kvinde som i sit udseende så let ældrene ud. Som menneske ville hun måske ligne en på omkring en fyrre år, men i dæmon år var hun for længst over tusinde. Det at alderen var ved at indhente hende, så aldrig ud til at bekymre hende. Hun tog sig altid tid til at give alle omkring sig opmærksomhed, og være den kærlige mor som hun gerne ville være. Faderen var ligesom moderen, også en kærlig, let ældrene person. Han virkede altid stolt af sine sønner, og som om at han var dybt forelsket i sin kone. Om sønnerne så på eller ej, så tillod han tit sig selv at plante et lille kys på moderens rosen røde læber. Han var en mand af stolthed, som ikke så ud til at ville bukke under nogensinde, heller ikke selvom alderen ville komme efter ham. På trods af deres race som dæmoner, så mente de to forældre ikke at deres liv var uendeligt. De levet nemlig efter at de ville være så menneskelige som det overhovedet var muligt.
✖ ✖ ✖
Det meste af sin tid, brugte Dantel sammen med sin bror. Han ville lære om verden, og alle dens herlige goder. Han ville vide hvordan man kunne komme igennem livet, og stadig sætte sit fodspor i historien, så folk ville huske en. Dette mente han at ingen andre var bedre til at vise ham, end hans egen storebror. Dantel så nemlig rigtig meget op til ham, og ville være ligeså stor og stærk som ham en dag. De to brødre udviklede et stærkt bånd imellem hinanden. Dantel satte virkelig stor pris på at hans ældre bror beskyttede ham imod uhygge og fare. Når lokummet brændte, stod hans bror altid imellem, og redet Dantel ud af til spidset situationer.
Dantel's storebror lærte også Dantel meget om skovens goder. Bla. hvilke planter som man kunne spise, og hvilke man skulle holde sig langt væk fra. Familien plaget at spise mennesker, som havde bevæget sig lidt for langt ind på deres område, men engang imellem var det også meget fedt at få nogle andre goder i maven. Dantel satte virkelig stor pris på denne undervisning, og han spurgte tit sin bror ind til de forskellige detaljer om planterne, som han straks efter fik en forklaring på. Det var en lykkelig tid, og de to brødre virkede uadskillige.
En dag, havde Dantel dog glemt hvilke planter der var spiselige, og hvilke der ikke var. Han havde fået fingrene i en plante, som man bestemt burde holde sig fra, men i dette øjeblik var der ikke nogen til at holde øje med ham. Derfor endte Dantel med at blive meget syg af at spise denne plante. Naturligvis blev begge forældrene meget oprevet, og bekymret da de opdagede dette. De skældte også Dantel's bror ud, for ikke at have passet bedre på sin lille bror. Dantel anklagede ham dog ikke for noget, det gjorde han aldrig, og han kunne heller aldrig drømme om at gøre det. Han mente at hans bror havde givet ham den undervisning som han havde haft brug for, men det var ham selv som havde været en klods, og ikke tænkt sig ordenligt om.
Dantel var endt på sin sygeseng, og flere gange havde han været nær døden. Han havde haft underlige illutioner og drømme og ubehagelige ting. Men hans ældre bror, forlod aldrig hans side i sengen. Han var der ihvertfald hver gang Dantel vågnede fra et af sine maridt. På dette punkt, plagede den unge Dantel at klynke, og søge tryghed i sin brors arme, men lige meget hvad, så formåede hans bror altid at bringe hans humør op igen. Det kunne være med de mest fjollede historier, til at kravle op i sengen, med en bog som han læste højt.
Dantel forstod ikke hvorfor han var blevet dømt til at have denne sygdom. Han lå flere måneder i sin seng, fordi han simpelt ikke kunne komme op og stå. I slutningen var det en pinefuld tid, og han hadet års tiden for bare at flyve forbi hans vindu. Han hadet alt ved at ligge i sin dumme seng, og ved at have den dumme sygdom. Han ville af med den, men han var utrolig bange for at han aldrig ville komme af med den, og at han sikkert ville ende med at dø. Man kunne nærmest kalde det en form for angst tilfælde. Dantel indså med andre ord, at livet måske ikke var så let at komme igennem som han i første omgang havde troet. Det var en trist ting at indse, men det var trods alt sandt. Dette gav ham dog også en form for gåpå mod. Han lærte at respektere sig selv som den han var, og også overbevise sig selv om at lige meget hvordan hans liv ville ende, så ville han være tilfreds med den måde hans liv endte på. Det ville ikke være en trist død han fik, og han ville aldrig anklage nogen for at have dræbt ham. Dette svor han overfor sig selv, og det gav ham ny styrke. Også ny energi. Sygdommen fra den giftige plante forsvandt, med lidt hjælp fra hans mors eliksiere og gode hjemmelavet mad, og Dantel var snart på benene igen. Han kom ud af sin seng, og kom hurtigt ud i skoven med sin bror igen for at lege.
Sygdomme havde dog sat sine spor. Dantel var nemlig blevet ramt med en form for damp syndrome, men også en smule OCD var at finde i hans system. Han var blevet besat af at tage en bestemt ring på, hver gang han forlod sit hus. Han var overbevidst om at hvis han ikke havde denne ring på, ville han ende i sin seng igen, med en endnu mere alvorlig sygdom, som ville slå ham ihjel med sikkerhed.
✖ ✖ ✖
Tiden gik, og Dantel var efterhånden fyldt seksten år. Han så stadig op til sin storebror, men svaret på alle livets små gåder, plaget ikke hans hjerne så meget mere. Han ville hellere have sjov med sin bror, og bruge sin tid på at blive stærkere, udvikle sine evner, og blive bedre end hans bror nogensinde ville blive det. Hans bror så intet problem i dette, og smilte blot ved tanken. Han fandt det et eller andet sted charmerende, og måske endda også underholdene.
Snart begyndte de to brødre selv at fange aftens maden, som stadig bestod af menneske kød. Det var et let bytte, som ikke krævet alverdens kræfter at få nedlagt. Ihvertfald ikke de fleste, for de fleste mennesker var for dumme til at vide at de overhovedet var i en faretruende skov, der huset alt andet end et gyldent palads.
En dag valgte lykken dog at vende sin kind til de to brødre, idet de stødte på et bytte som var meget mere end de kunne klare. Eller et bytte var det i og for sig ikke, det var mere en angriber, som de var kommet til at stå i vejen for. Denne angriber, var en trold som arbejde for en ond troldmand, der boede i et lille hus, langt oppe i bjergene. Denne troldmand havde rygter for at udføre underlige eksperimenter på folk, men hverken Dantel eller hans bror kendte til ham.
Trolden som var blevet udsendt, tøvet ikke mange sekunder på at gå på de to teenage drenge. Som altid ville Dantel's storebror beskytte ham, og bevise at intet ondt kunne røre hans elskede lille bror, men trolden havde en anden mening. Han svang nemlig sin kølle så hårdt, at Dantel's bror faldt flere meter bagud, og endte ubevidst under et træ. Trolden fandt aldrig ud af hvor han var endt henne, men han lo ondskabs fuldt som han nærmede sig den lille Dantel. En latter som Dantel sikkert aldrig glemte, men han nåede ikke at fornøje sig med den i særlig lang tid. Dantel forsøgte at forsvare sig, ved at kaste is kugler efter trolden, men trolden var for hurtigt, og gav også Dantel et hårdt slag i hovedet, som endte med at han blev bevidstløs.
✖ ✖ ✖
Dantel vågnet et par dage efter angrebet. Han havde ingen idé om hvor lang tid han havde været væk, han vidste bare at det var lang tid. Dantel havde aldrig været særlig god til at have nogen fornemmelse for tiden der gik omkring ham. Han mente at tiden gik som den gik, og man måtte tage tingene som de kom. At bekymre sig for meget om sin fremtid, og hvad der kunne ske i den, var ikke lige hans stil.
Dantel's opvågning var temmelig rolig. I starten virkede det hele en smule tåget, men han fik hurtigt genvundet fatningen, og så sig omkring. Hans krop var øm, og stedet var koldt, utrolig koldt. Til trods for at Dantel havde sit sædvanlige tøj på, som ellers plaget at kunne holde kulden uden, så føltes det hele koldt. Om det var manglen på mad, eller skrækken for hvad der var sket, var ikke helt til at sige. Han kunne ihvertfald ikke lide det, og det ville han sikker heller aldrig kunne komme til.
Hvor Dantel befandt sig, havde han absolut ingen idé om. Det var et mørkt rum, og det eneste som lyste det op, var et par starin lys hidst og her. Dantel kunne stadig ikke se det helt tydeligt, men han kunne da skimte nogle glas, som mest af alt lignet syltetøjs glas, men deres indhold lignet alt andet end syltetøj. Det mindet mere om fostre, og giftige planter som sikkert blev brugt til mærkelige forbandelser eller eliksiere. Rundt omkring stod der også en masse andre små glas, som også var fyldt med alverdens underligheder. Dantel's blik flakkede rundt, og han prøvede at komme i tanke om stedet. Et eller andet sted i hans sind, var han sikker på at han kendte tedet, men det gjorde han ikke. Han havde aldrig været her før, og han anet ikke hvem der kunne finde på at samle på sådanne uhyrligheder, som stod rundt omkring på stedet. Hans nysgerrighed blev dog pludselig til frygt, idet han fik øje på en snor der hang ned fra en hylde, nærmest som en anden jule kæde. Det var dog ikke snoren, men hvad der hang på den, som gjorde Dantel nervøs og gav ham svedige håndflader. Der hang afhukket hænder, som helt sikkert var fra dæmoner, det var Dantel slet ikke i tvivl om. Måske var de lange negle, eller den lettere kul farvet hud, han vidste det ikke helt, de virkede bare bekendte.
Da Dantel prøvede at rejse sig fra sin plads, og stikke af med et skrig, fandt han pludselig sig selv fastspændt. Lyden af metal kæderne som holdte ham fast til en kold mur, løb ham nærmest ned af rykken. Han havde hele sit liv frygtet at han skulle blive spændt fast, og aldrig komme fri igen. Nervøst blev hans blik rettet imod kæderne. Hvorfor var han spændt fast her? Hvorfor ville nogen som helst dog bruge tid på at spænde ham fast? Dantel blev nervøs. Hans forældre havde aldrig fortalt ham om fjender, så han gik ikke ud fra at det var nogen hævn action imod hans forældre, eller for den sags skyld ham selv.
Endnu engang fandt Dantel sine tanker blive afbrudt, idet han hørte tydelige fodskridt komme ind i rummet. En træ dør blev åbnet, men kun kort efter blev den lukket igen. Alting syntes pludselig at forsvinde for Dantel, og han glemte sin virkeligheds sans. Hans frygt tog over, og hans muskler blev spændte. Han tryggede sig op imod den kolde mur bag sig, i et håb om at han ikke blev set. Det var en latterlig tanke, for hvem end ejeren af de fodtrin var, så vidste personen sikkert at Dantel var her.
En tør hosten gav genlyd i rummet, og Dantel stivnede. Han så tydeligt en lettere krumbøjet skikkelse komme tættere på sig. I starten kunne han ikke helt se personens ansigt, men som personen kom nærmere blev det tydeligere. Ansigt var et let ældrene ansigt, som var omgivet af gråt skæg, og halvlangt gråt hår. En person som Dantel ikke havde planer om at stifte bekendtskab med. Den ældre mand, som tydeligvis lod til at være en troldmand, havde dog andre planer. Han tog nemlig uden videre hårdt fast i Dantel's ansigt, og studerret det nysgerrigt. Lugten fra manden var ulidelig. Han havde ikke været nær sæbe i lang tid, det kunne man tydeligt lugte. Dantel havde gået meget op i hygiegne, men når man kunne lugte sig selv, så blev det altså for meget for ham. Det var endnu værre, når man kunne lugte andre mennesker. Lugten blev bestemt ikke meget bedre, da troldmanden pludselig smilet, og afsløret en række af gule tænder. Ikke noget specielt charmerende syn. Dantel var sikker på at han kunne se noget kravle rundt i tænderne, men han væmmes for meget til at ville se efter. Hans tofarvet øjne blev blot lukket, og han prøvet at rive sig fri fra mandens greb. Det lykkes ikke for ham, men manden gav kort efter slip på Dantel's hage, og vendte om på hælen for at stille sig ved et af sine borde. Dantel var temmelig nysgerrig efter hvad manden havde tænkt sig at gøre med ham, men han var også temmelig nervøs for hvad manden havde tænkt sig at gøre med ham. Da manden vendte sig, og pludselig havde en amputerings sav i den ene hånd, blev Dantel straks langt mere nervøs. Manden nærmede sig endnu engang Dantel, men denne gang føltes det som om hele hans verden stod stille, og tog manden foran ham, en evighed om at komme frem. Manden tog fat i Dantel's ene ben, og ganske rigtig som Dantel havde forudsagt det, begyndte manden at skære i det bløde kød. Det var ufattelig smertefuldt, men Dantel vidste ikke helt om han skulle skrige, eller græde. Hans krop blev først desperat da saven nået ned til knoglen. Dantel kunne ikke holde sig tilbage fra at kaste op, hvilket han fik en hård lussing for. Men manden stoppet med at save. Den gale troldmand, som tydeligvis var igen med at undersøge Dantel's eksistens, stoppede sit saveri, og gik over for at åbne et skab. Han fandt en læderem, som han puttet for Dantel's mund, hvorefter han endnu engang begyndte at save. Denne gang skreg Dantel, men det kunne ikke høres. Den lettere rådne læderem dækkede nemlig godt for hans mund.
Sådan fortsatte troldmanden, med at skille Dantel fra hinanden, indtil der ikke var mere tilbage af ham. Død, og reduceret til en klat kød, lå resterne af Dantel på gulvet af troldmandens gulv. Troldmanden var dog ikke færdig med si eksperiment. Han sørgerede omhyggeligt for at få fat i en god omgang DNA, inden han fodret sin kæle leguan med Dantel's rester. Denne omgang DNA brugte troldmanden til at genskabe Dantel. Eller nok rettere, en klon af ham.
✖ ✖ ✖
Der gik næsten femten år, inden Dantel endnu engang kunne vågne op. Denne gang var det mere fredeligt, i en temmelig blød og behagelig seng. Han havde absolut ingen hukommelse om hvad der var sket iløbet af de sidste mange år, og han anet ikke at han var en klon.
Stedet som Dantel var vågnet på, virkede som et fredeligt sted. Et lille torn værelse, med udsigt ud over bjergene. Nysgerrig som han var, steg han ud af sin seng, og tog sig selv i at nyde udsigten i flere timer. Dantel's tidsfornemmelse var dog hvad den plaget at være. Både hans OCD og damp var noget som troldmanden ikke havde været i stand til at kunne fjerne fra ham. Det var kun hans hukommelse, og hans viden om livet som var fuldstændig borte.
Døren til det lille værelse som Dantel befandt sig i, blev åbnet, og ind trådte den gråhåret troldmand. Han beodrede Dantel til at følge med sig hvilket han lydigt gjorde. Manden ledte Dantel til et lille rum, hvor hans træning begyndte. Manden var nemmelig udemærket godt klar over at Dantel ikke havde nogen hukommelse mere. Men Dantel var nu hans eksperiment, og hans egendom. Han kunne gøre med ham hvad han ville, og han ville bevise over for verden at det var muligt at genskabe en person med hjælp fra magi og videnskab.
Tiden gik, og Dantel var snart fyldt halvtreds. Hans udseende havde ikke ændret sig det mindste, men han havde i det mindste lært hvad livets små hemmeligheder var. Dantel's personlighed var dog så småt begyndt at ændre sig. Hans nysgerrighed sejret over hans fornuft, og han begyndte at stoppe med at spørger sin læremester ind til livets små mysterier. Han ville selv opdage dem, og han ville selv opnå styrke. Dantel var allerede godt inde i sin træning, og troldmanden mente efterhånden ikke der var meget mere som han kunne undervise Dantel i. Dantel trænet til langt ud på nætterne for at opnå mere styrke, og for at træne sine vand kræfter. Han speciliseret sig især i is kræfter.
En aften kom Dantel's nysgerrighed dog lidt for langt frem. Han begyndte at snuse rundt på slottet, for han ville kende til grunden af sin eksistens. Dantel kunne ikke huske at han nogensinde havde haft en barndom, og det mente han at alle folk kunne huske, lige meget hvad. Han snusede nysgerrigt rundt, for at finde ud af noget om sig selv. Han fandt efter en uges tid, en journal over sin egen død. Hvordan den var skrevet og detaljeret, væmmet virkelig Dantel. Han fandt også ud af sit rigtige navn. Troldmanden havde altid kaldt ham Bellus, men da han fandt ud af at hans sande navn var Dantel, voksede et uendeligt had pludselig i ham. Journalen han havde fundet på det støvet kontor, pakkede han sammen og puttet i sin lomme. Dantel besluttet sig for at opsøge troldmanden i hans bolig, og slå ham ihjel for hvad han havde gjort. Men hvordan kunne man slå sin egen lære mester ihjel? Hvordan kunne man overraske en mand, som havde lært en alt man vidste? Dantel var nervøs for hvordan han skulle klare dette, men han tog sine chancer. Han havde ikke nogen planer om at give op, for hans indre boblede virkelig af hævn og had til den mand, som han ellers havde puttet alt sin tillid til. Det var et dumt komplot. Det hele virkede så uvirkeligt, som om Dantel pludselig befandt sig i en virkelig dårlig bog, med det typiske samme plot, som alle andre bøger besad. Det hele virkede en smule uvirkeligt, men Dantel's had slog den tanke ihjel. Hans had, og hans skuffelse, drev ham, og efterhånden var han ikke det samme glade barn mere. Han var mere blevet en tankeløs, hævntørstig dæmon. En dæmon som kom blev drevet af sin lyst, og ikke sine tanker. Lidt ligesom en dyr, som bliver tiltrukket lugten af blod, og stille og roligt begynder at opsøge den lugt, for at finde frem til sit bytte, i sin desperate nød for mad. Dantel var meget opsat på at slå troldmanden ihjel, og en aften hvor det tordnet lykkes det ham også. Dantel havde fanget troldmandet på sit eget tag. Det var en kold aften, og både regn og torden stod ned om ørene på de to personer. Det var ikke rart på nogen måde, men tørsten og viljen til at få hævn, var alt for stor. Troldmanden prøvede at bilde Dantel en masse fine ting ind, og forklare ham at han jo var i live, og at han havde fået en ny chance for at leve. Disse ord tog han dog ikke imod. Han tog ikke imod et eneste af dem, fordi han var alt for oprevet og hidsig til at lytte til fornuft. Inderst inde vidste han godt at det var sandt, men han ville have at troldmanden skulle lade sit liv, ligesom han selv havde ladet sit liv.
Dantel havde altid været god til at kæmpe med is, og han havde nærmest speciale i det. Denne is evne var en evne som troldmanden ikke besad. Den eneste evne fra Dantel, som han ikke havde tyv stjålet. Det gav ham en fordel i kampen. Han var overbevidst om at han var stærkest, og at troldmanden ikke gik ham til sokkeholderne. Virkeligheden var dog en anden. Troldmanden var nemlig stærkest i denne kamp, og dette ville han altid være, lige meget hvor mege Dantel trænet. Det handlet om at have hjerne, frem for muskler, dette fandt Dantel hurtigt ud af, som hans ene vinge af is knækkede. Han dumpede imod taget, uden kræfter til at løfte sig selv op igen. Uden kræfter til at genskabe sine isvinger, og komme videre. Han var forsvarsløs, og der var intet han kunne gøre for at vinde. Det var han fuldt og fast sikker på. Denne kamps vinder var allerede forudsagt på forhånd. Men pludselig tilsmilet lykken Dantel. Som troldmanden skulle til at slå et sidste slag imod Dantel, og gøre det endeligt af med ham, slog et lyn ned i ham. Et lyn som grillet ham, og reduseret ham til en lille bunke aske.
Dantel smilet. Han havde fået sin hævn, og troldmanden var død. Han kunne slappe af, og ligge sine is evner væk igen. Men lynet som var slået ned i troldmanden, var ikke et lyn som kom fra de sorte skyer over stedet. Det var et lyn, som var styret af en anden dæmon, ved navn Lucidus. En dæmon som besad torden elementets kræfter. Lucidus var selv et offer for troldmandens syge eksperimenter, og havde længe drømt om at få hævn. Da han opdagede Dantel i kamp med troldmanden, havde han ventet på sit øjeblik, og slået til da han havde chancen. Han hoppede selv ned fra sit tag, og kastede sig over Dantel for at sørger for at alting var iorden. Dantel nikkede forslået, hvorefter han hostede. Et host som bragte blod med op, og endte på Lucidus' hvide bukser. Noget han egentlig var temmelig ligeglad med. Han havde haft værre ting på sine hvide bukser, og det det eneste som stod i hovedet på ham i øjeblikket, var at redde Dantel fra stedet. Danel var ikke ved særlig meget bevidsthed da han blev reddet, men han var sikker på at hans redning var en smuk person, er kun var iført hvidt fra top til tå. Dantel nåede aldrig rigtig at finde ud af det, inden han måtte sige farvel til sin bevidsthed, og goddag til en omgang besvimmelse.
✖ ✖ ✖
Dantel var væk i en dags tid, inden han igen vågnet på en blød sofa. Han hørte stemmer omkring sig, som virkede venlige og som om de kun ville ham det godt. Han var nysgerrig efter hvem ejerne af disse stemmer var, men knap havde han fået sin bevidsthed tilbage, før et par stærke hænder greb fat i hans krave, og holdte et glas koldt vand frem foran hans mund. Han drak lydigt vandet, som slog det værste af hans hovedpine ihjel. Vidunderligt. Han kunne tænke klart igen, og efter et par missen med øjnene, kunne han også se klart igen. Hans rednings mand var det første han fik øje på. En ung dæmon, som ganske rigtigt var klædt i hvidt fra top til tå. Dantel kunne ikke lade værre med at finde hans udseende smukt. Han bedåret ham, og fandt det en skam at denne smukke skabning, var endt i hænderne på troldmanden. Men nu var de fri. De var begge fri, og behøvedet ikke bekymre sig det mindste om troldmanden. Han var nemlig død, og kom aldrig tilbage.
Den unge Lucidus smilede til Dantel, og lagde sit hoved lidt på skrå. Da han gjorde dette, afsløret han også at der på hans hals, var et stort ar. Dantel's tofarvet øjne faldt straks på aret, og han så spørgerne imod det. Han var sikker på at de var troldmanden som havde givet Lucidus det ar, men han tude ikke helt spørger ind til det. Lucidus var ikke dum. Han kunne sagtens se på Dantel at han var nysgerrig efter at vide noget om det ar. Lucidus kunne ikke bebrejde ham. Det var jo ikke ligefrem hver dag at man så nogen med et sådanne ar på deres hals. Lucidus forklarede at det ganske rigtig var et ar som troldmanden havde givet ham, men at han ikke kaldte ham for troldmanden, eller noget i den stil. I Lucidus' mund, blev han bare omtalt som "Ham". Både Lucidus og Dantel kendte til troldmandens navn, men blev enige om at han ikke fortjente at blive kaldt ved navn. En så nedrigene, og ynkelig person, fortjente slet ikke at blive omtalt. Men Dantel havde så mange spørgsmål, som han ville have svar på. Han ville vide hvorfor han var blevet kidnappet, og hvorfor han var blevet taget til dette sted.. og hvad dette sted i det hele taget var for et sted. Det virkede som et hyggeligt sted, men af hvad Dantel kunne se så var ham og Lucidus de eneste dæmoner på stedet.
Lucidus tyssede på Dantel, og sagde han havde brug for søvn, hvilket han bestemt var enig i. Han lagde sig endnu engang på sofa'en, og gav sig til at sove. Denne nat, blev den første afslappet nat i hele Dantel's liv. Ihvertfald klon-Dantel's liv. Han sov trygt, og han bekymrede sig ikke om noget. I hans drøm, drømte han at han var på et fredeligt sted. Et sted som ikke kendte til nogen ubehageligheder, og hvor alle var glade og respekteret hinandens forskelligheder. Det var et sted som Dantel tit havde drømt om i sine tanker, men til rent faktisk at være på stedet i sine drømme, var noget som gav ham tryghed. En følelse som han sikkert aldrig nogensinde ville glemme.
Da han vågnede den kommende dag, så blev han nærmest skuffet over at finde sig selv i den samme gamle verden, som han altid havde fundet sig selv i. Doven som han var, gned han sit øje, og rejste sig op. Han ville finde Lucidus, og få svar på alle de spørgsmål som summede i hans hoved. Især spørgsmålet om, hvad dette sted var for et sted.
Der gik ikke mange minutter, før Dantel fandt Lucidus sidde ved et vindu, med et lille lærred på sit skød. Han sad og var ved at male blomsterne udenfor, som var ved at springe ud. Det var et smukt syn, og Dantel tillod sig at nyde synet af blomsterne, og morgen solen udenfor. Han blev dog hurtigt mindet om den morgen, han var vågnet op på "Hans" slot. Det var ikke et rart minde, men han skyndte sig at stå imod, og tænke på noget andet. Hans blik faldt på Lucidus, og snart begyndte spørgsmålene at havle ned over ham. Lucidus var kun glad for at Dantel spurgte. Han ville hellere have at han spurgte, end at han lod som om han vidste hvad der skete omkring ham. Lucidus forklarede at stedet han befandt sig på, var et hjem som ingen kendte til. Det var et hjem som tog hjemløse ind, og gav dem hvad de havde brug for. Gav dem tryghed, og hjalp dem med at glemme, deres eventuelle dårlige minder. Dantel var tilfreds med svaret. Det var lige sådanne et sted han ville have. Et sted hvor folk ikke bekymrede sig om deres fortid, og istedet tog livet som det kom, uden at vide hvor de ville være om ti år.
Forholdet imellem Dantel og Lucidus udviklet sig. De blev som uadskillige, og hang tit ved hinandens side. Lucidus lærte Dantel at male, med andre ord, lærte han ham at fange øjeblikke af skøndhed, og forevige dem på et lærred. Det var hvad Lucidus mente var kunst, og han ville dele denne kunst med resten af verden. Dette svor han, og Dantel svor at han ville stå ved hans side, lige meget hvad der skete imellem de to dæmoner.
Resten af huset's beboere fandt forholdet imellem de to dæmoner smukt. De ville ikke forstyrre dem, eller fortælle løgne om dem. Måske var det et eller andet sted også en slags frygt for hvad der ville ske, hvis de bare gjorde dæmonerne det mindste hidsige. De var jo trods alt dæmoner. Menneskene mente at lige meget hvor meget kærlighed de udvidste, ville de altid kunne knække, og ende med at æde dem. Derfor var de ikke helt trygge ved at bo sammen med to dæmoner, men de prøvet dog at skjule det så godt som de nu kunne komme til det. Prøvet at være venlige, og ignorre deres race, og istedet bare se på deres ydre.
✖ ✖ ✖
En aften fandt Dantel Lucidus alene på sit værelse. Han listede sig selv ind på værelset, og lukkede naturligvis lydeligt døren efter sig. Dantel havde jo trods alt manere, som han gerne ville ved lige holde. Han listede over gulvet, og satte sig ved siden af sin Lucidus. Hans elskede Lucidus. Dette var nok øjeblikket i hele hans liv, hvor Dantel følte sig aller mest nervøs nogensinde. Han havde længe gået og næret mere end vendskab for denne yndige skabning. Lucidus var som mere end en ven for ham, og det var ikke en bror han så ham som. Det var en elsker, en soul mate som han ville dele resten af sit liv med.
Forsigtigt kærtegenede Dantel Lucidus kind. Han smilet blot tilbage, og først da afslørede Dantel sin lille hemmelighed for Luccidus. Der blev stille i rummet. Det føltes som en evighed, men efter noget tid, kastede Lucidus sig pludselig om halsen på Dantel, og gav sig til at kysse ham. Han havde åbenbart næret samme følelser for Dantel. Han forklaret at han havde været forelsket i Dantel, siden første gang han så ham ligge på det tag, men han aldrig havde turde sige noget, af frygt for at blive afvidst. Han havde altid været bange for at blive afvist. Han havde blot nydt hvert et øjeblik med Dantel, og bedåret ham fra sin side linje, uden egentlig at fortælle sin elskede Dantel hvad det var han følte for ham. Men nu startede et nyt kapitel i de to dæmoners liv. De lovet hinanden troskab og at de aldrig ville skilles fra hinanden. De blev som uadskillige, og var hele tiden ved hinandens side. Det var nok den mest lykkelige tid i Dantel's liv nogensinde.
De to dæmoner besluttet sig for at forlade landet, og rejse ud i verden i nogle uger. De tog ud for at nyde hinanden, og ikke for at træne deres styrker, eller blive stærkere på nogen måder. Det var et hyggelig tur de havde, og alting virkede bare så ulideligt perfekt. Der var lyserøde skyer i øjnene på Dantel, lige meget hvor han kigget hen. Han havde erklæret sin kærlighed til Lucidus, og Lucidus gengalte den mindst ligeså meget. Dæmonerne savnede dog deres hjem, og besluttede sig for at tage hjem igen. Det lille fælles hus stod som det altid havde stået på sin plads. Beboerne havde faktisk følt sig en smule sikrer over at dæmonerne havde været borte, men de gav dem dog en varm velkomst, som de glædeligt tog imod.
Lykken som ellers havde været med Dantel, i næsten to hundret år, valgte pludselig at vende sin grimme side til igen. Lykken havde besluttet sig for at gøre det af med hele denne lille lykkes stund som Dantel havde i sit liv. En aften, hvor Dantel var vendt hjem fra en gå tur alene, fandt han huset som han havde boet i, nedbrandt. Der var ikke andet end aske tilbage, og det røg stadig en smule da Dantel stod på stedet. Det var et skrækkeligt syn, men Dantel vidste bedre end nogen andre, at Lucidus var borte. Han kunne føle at der manglede en del af ham, og han vidste at Lucidus sov da han forlod huset. Dantel opgav dog ikke helt, bare sådan. Han besluttet sig for at søge landet rundt, for at finde sin elskede Lucidus, og fortsætte sit lykkelige liv. Men lige meget hvor, og hvor meget han ledte, så fandt han aldrig Lucidus. Dantel var efterladt til sig selv, og ville nok aldrig finde lykken nogen steder igen. Det var han ihvertfald overbevidst om. Han savnede kontakten fra andre mennesker, og savnede at falde i søvn til lyden af en andens vejr trækning. Men alt dette var slut nu. Det var endt, som et dårligt kapitel, i en dårlig bog, med samme dårlige plot som alle bøger altid besad.
✖ ✖ ✖
Dantel gik i lang tid, men fandt hurtigt tryghed ved kroer rundt omkring. Det eneste som pludselig kunne gøre ham glad, var smagen af sprut imod hans piercet tunge. Han brugte meget tid på at drikke, og fandt tit sig selv sovende i vejkandter, med bræk ud over sit skød. Ikke ligefrem specielt charmerende. Dantel mente nogen gange at han endte med at bruge mere tid på at gøre sig selv ren, end på rent faktisk at leve sit liv.
Hans had var igen begyndt at boble. Han var begyndt at snerre af alle som kom for tæt på ham, og dræbe hvem som helst bare for at få en smule føde, også selvom han egentlig ikke var sulten. Han begyndte at finde glæde i at slå andre folk ihjel. Han fandt en ny form for kunst. Dantel begyndte ganske enkelt at finde det facinerende, hvor let det var at gøre det af med en anden person, og ende et liv. Hvor skrøbelig en krop egentlig kunne være. Den sande dæmon i Dantel, som folk altid klaget over at de frygtede, var så småt begyndt at vågne op. Dantel var nu for alvor blevet en dæmon. Hans gode livs indstilling var forsvundet, og der var ikke meget andet end mørke tilbage i hans indre.
Voldtægterne begyndte at blive kedelige. Dantel savnede stadig at finde tryghed i en anden persons kropsvarme, og hygge sig hos en person, som han følte sig tryg ved. Sex lyten, og den uendelige tomhed, begyndte at tage over. Han fandt ikke længere sjov i at udfolde sig seksuelt med en person som ikke havde lyst til det. Derfor stoppede han sin voldtægt, og nøjes i mange år med kun at slå folk ihjel, for fødens skyld. Men efterhånen begyndte mindet om Lucidus at komme tilbage. Hans elskede Lucidus. Han forestillet sig hvordan han krammede ham, om aften når han gik i seng. Men der var ingen, der var kun hans bløde dyne, og ingen andre. Det var trist, men sandt. Dantel's lyst til andre mennesker, begyndte at vende tilbage, og han opsøgte nu en helt ny person. En person, som ikke havde andet end penge i hovedet, og kun var ude på at gøre livet surt for andre mennesker. Men Dantel var desperat efter noget at lave. Han lod sig selv prostituere. Om det var mænd eller kvinder han skulle være sammen med var han ligeglad med. I nogle år, fandt Dantel faktisk tryghed i at have sex med forskellige mennesker, som rendt faktisk ville have det med ham. Han gjorde sig umage, og sørgerede for at kunderne fik hvad de havde bestilt. En spinkel teenage dreng, med en hvis glød i sine øjne. Men efterhånden som tiden gik, blev det mere og mere blot et arbejde for ham. Det var ikke længere et spørgsmål om at finde tryghed, men et spørgsmål om at tjene penge til sig selv, og sin chef.
Personlighed:
Mange vil nok mene at Dantel er en ligeglad person, som ikke har nogen respekt for nogen. Et eller andet sted, er det i og for sig også ganske sangt. Han har ingen respekt for andre individer, og han sætter altid sig selv i første række. Folk kan skrige så meget de vil i en ulykke, men Dantel vil altid prøve at rede sit eget skind først, frem for andres. Hvis han kan overleve, så er alting godt. Han er meget angst for at midste sit liv, og vil gøre alt for at bevare det, også hvis det betyder at han må lade andre i stikken. Dantel mener dog ikke selv at han er en egoist. Han mener at han levet efter naturns regler. Han mener at alle væsner er blevet skabt egoistiske, og de kun hjælper hinanden, for at bringe sig selv lykke. Det er der mange som ikke er enige med ham i, men som den selvglade dæmon han er, så er han temmelig ligeglad med andres holdninger. Som et eksempel, ville en vegetar ikke kunne ændre Dantel til at blive vegetar, lige meget hvor meget denne vegetar prøvede at forklare ham hvor godt vegetar livet var. Dantel mener nemlig at han er født som han er, og der er ikke nogen som skal ændre på hans person. Han har sine holdninger, og han respektere i og for sig også at andre har deres holdninger. Han kan dog godt finde på at sige sin mening, om andre's engang imellem. Dantel hakker dog aldrig ned på folk, eller prøver at ændre deres holdning. Han hader faktisk folk som prøver på det, og ser egentlig helst at den slags mennesker bare forsvinder ud af verden. Folk som Dantel ikke deler meninger med, kan han godt komme på nakken af. Det er ikke folk som han bryder sig om, men han synes virkelig også at det mest latterlige i verden, er at diskuterre sine religioner, og meninger om livet.
En anden ting som Dantel går meget op i, er facinationen ved at myrde et andet menneske. Som sagt finder han det smukt, hvor let det er at gøre det af med noget så holdbart som et menneske. De virker altid så stærke, og som om alle deres meninger er rigtige. Som om hele jorden drejer sig om dem, og det er dem som styre den. Dantel kan ikke lade værre med at finde en form for kunst art, i at splitte et menneske fra hinanden. Hver i sær, sidder menneskerne sammen på den samme måde, men det ser altid forskelligt ud. Dantel hungre efter at finde ud af hvordan hvert eneste slags menneske hænger sammen, fra top til tå, og hvordan deres kroppe reagerre på forskellige ting. Han ser ikke sig selv som et dyr, selvom der nok er mange som mener at han er det, grundet hans syge lyster, der ikke er drevet af tanker men lyst og nysgerrighed. Dantel har ikke meget samvittighed. Om han så nakkede en slikkepind fra en nuttet lille pige, med store runde øjne, ville han sikkert ikke finde skyld følelse i sin handling. Grundet Dantel's ADHD har han meget svært ved at sætte sig ind i andres følelser, og hvordan de har det med deres tilværelse. Om de så sidder og græder på hans skulder, er det meget svært for Dantel at føle noget som helst for dem. Han har det med at skuppe folk væk fra sig, inden han overhovedet lære dem at kende. Nogen gange også efter han har lært dem at kende. Han har absolut ingen skyld følelse i at udføre sin facination af drab, på en person som står ham nær. Dantel er også nogen gange meget hyper aktiv, og kan finde på at gøre ting, som de fleste nok finder underligt. Han kan bla. finde på at gøre noget så underligt som at putte sin sko på hovedet af en anden persons hoved. Disse handlinger sker dog oftes når han er fuld, og ikke bare noget som han gør spontant fordi han keder sig. Der er oftest meget fjol i hans handlinger under en rus, og det er svært at finde mening i nogen af hans handlinger. Det er dog noget han tit glemmer, og andre har erendinger af efter det er sket. Han ved godt at han nogen gange opføre sig unormalt, men han ved andre hvornår.
På trods af sin kolde attitude, har Dantel trods alt også en god side. Han har en side, som har følelser for andre mennesker, men denne side viser han aldrig nogensinde frem. Han bruger tit tid på at sørge over sin elskede Lucidus, men han gør det altid når ingen ser eller høre det. Han er nemlig overbevidst over at Lucidus' sjæl stadig er omkring ham, og holder øje med hans handlinger.
Dantel har også OCD i sit system, som han aldrig er kommet af med. Denn OCD har gjort ham helt besat af en fingering som han altid går med. Han er overbevidst om at hvis han fjerner denne ring fra sin finger, vil han blive syg. Han husker ikke da hans originale jeg lå i sengen som lille og var syg, men hans OCD har stadig samme grund til at være til.
Udseende:
Dantel er ikke ligefrem muskuløs af bygning. Han kæmper altid med sine magiske evner, frem for sine muskler. Han virker måske en smule spinkel af sin bygning, men under hans tøj har han makeret muskler. Det er jo heller ikke ligefrem fordi han sidder i et hjørne og laver ingenting. Han er ganske tilfreds med sit udseende. De generalle runde former, og naturlige markeringer er noget som giver ham en hvis selvtillid. Han føler sig nemlig selv smuk, men det kommer vel an på hvilke øjne der ser på ham.
Hans hår er halv langt, og temmelig pjusket i det. Frontens totter er en smule kortere. De totter som sidder længst ude i siden, går cirka til kæbe længde, imens nogle mere random totter går til lige under hans øjne. Han har tog vendt sig til at engang imellem at få hår ned foran øjnene. Hans hår er hvidt, nærmest gråt i det. Bunden af håret er sort, nærmest som om at det er vokset ud fra bunden, men hans hår er ikke farvet, så det er ganske naturligt.
Som sagt har han også to farvet øjne. Et par øjne, som ser ud som om at de kun huser grusomhed, og kulde. Der er absolut intet varm over hans øjne, og det vil der heller aldrig nogensinde være. Hans højre øje er forøvrigt rødt, imens det andet er blåt. Han har altid selv fundet det en smule karaktiserende, og synes det er pænt. Folk har aldrig rigtig mobbet ham, eller spurgt ind til hans to farvet øjne, så det er ikke noget ikke noget han vil ændre.
Af detaljer, har Dantel lige under sin navle en temmelig stor, vinge agtig tribal tattoo. Denne tattoo går som et V agtig form, ned i hans lavtaljet bukser. Hvis man ser efter, man man også se at der i tattoo'en står "135335" som var det nummer som "Han" gav Dantel da han boede på slottet i bjerget. Om det var et random nummer, eller eksperiment nummer har han aldrig helt vidst, men han altid fundet en hvis afsky ved det. Alligevel har han valgt at bære det, fordi han stadig ikke mener han er den originale Dantel. Han har derudover også en piercing i hver hofte, som nærmest går i et med hans tattoo, samt en navle piercing der ligner et omvendt kors der går igennem hans hud. Af andre krops udsmykninger, har han også en tungering, som sidder sollidt plante i midten af hans tunge. Han har desuden også et par piercinger i ørene. Cirka syv - otte stykker i hvert øre, plus en industrial piercing i sit venstre øre.
Dantel yder at iklæde sig selv hvidt tøj, som en slags ære for hans elskede Lucidus. Han gik nemlig altid i hvidt tøj, og Dantel synes næsten det er synd ikke at ære hans død, på én eller anden måde. Hans jakke, som er en frakke der stopper lige hved hans bælte, men fortsætte ned af bag på i to lange "flapper", er dog sort. Den foret med hvid pels indeni, og har lommer på hver af sine side. Den står også altid åbnet, og om sommeren afsløre det Dantel's kraveben. Om vinderen afsløre et et tykt halstørklæde. Det er dog ikke altid han går med denne jakke, mest i dårligt vejr har han den på. Han formåder at gå med en løs skjorte (som også er mørk), og et par læderhandsker på sine hænder. Hans bukser sidder stort set altid stramt. Han foretrækker et par hvide cowboy bukser, som er proppet ned i et par læder støvler. Disse støvler har alverdens spændet, og man kan tydeligt høre når Dantel går en hidsig gang, for så slår spænderne imod hinanden. På spidsen af støvlerne er der også et lettere rustent metalt stykke. Bukserne bliver desuden holdt oppe af et bælte, som der tit sidder en skarp kniv eller amputerings sav, eller begge dele i.
Dantel er 1.61cm høj, og vejer 48kg. En lydelig vægt og højde, hvis han selv skulle sige det.
!