Solen titter frem..

[Dwennavia Paeith]

C

[Wylfenstain]

Wylf havde iagtaget hende i et stykke tid han havde siddet oppe på taget af kirken der var noget specielt ved hende en anderledes duft ind man kunne forvente men han blev nu oppe på taget lidt endnu han ville være helt sikker på hun ikke bare var en vilken somhelst pige

[Dwennavia Paeith]

[/I][/color] sagde hendes indre stemme, hun sukkede igen, og begyndte så i stedet at læse op, så ville det måske være nemmere for hendes hjerne at registrere.

"Da vårtoner løde
fra lærkernes bryst
og vakte det døde
til liv og til lyst,
da sad som i fængsel
vort higende mod,"

Hun stoppede halvt inde i værset, det her var bare åndsvagt! Hvor, andre steder end hendes eksamen skulle hun få brug for de her gamle fårårs sange, åndsvagt! Desuden, forstod hun ikke halvdelen alligevel, tænk at man faktisk havde snakket sådan engang.[/ul]

[Wylfenstain]

da wylf mente han havde siddet længe nok hoppede han ned bag om kirken og listede frem mod hende han ville ikke vække for meget opsigt op omkring de normale folk han forventede ikke at hun kunne høre ham men hav var ikke sikker og jo længere han kom på hende jo mere sikker var han på at der var noget specielt over hende

[Dwennavia Paeith]

Dwen lod sine fine små fingre vandre over siden, hvorfor var det så vanskeligt for hende at læse siden foran hende? Ja, det var kedeligt, men det burde være noget hun kunne overkomme! Hendes fingres små trin på bogen blev hårdere som hendes tanker blev mere aggressive over for sig selv. Hun plejede ikke at være sådan, så bedømmende over for sig selv, men hun plejede heller ikke at have problemer med at gøre hvad hun skulle. Hvad var der galt med hende?

Hun smækkede bogen sammen, og kastede den blødt en meter væk fra hende, blot for at understrege for sig selv, at hun altså ikke ville læse den! Åndsvagt!

Hun lagde sig i stedet i græsset. det var ubehageligt at være så anspændt, nu ville hun bare prøve på at slappe af, så godt hun kunne.
Lige som hun lå og nød græssets kilden, og den friske luft af forår, mens solen bagede hendes krop - fik hun en fornemmelse af at der var en eller anden. Det var ikke fordi hun havde det som om nogen kikkede på hende, ikke direkte, men som om der var en eller anden, som kendte og var intresseret i hende.

Hun kikkede op, ivrig for at se hvem det var, og så ikke andre end en stor mand. Der var ikke andre retfærdige ord at beskrive ham med, end stor og sort.
Hun overvejede hvordan hun kunne ha en forbindelse med ham, og tænkte at det nok bare havde været hendes fantasi..

((Sorry jeg ikke har svaret før, har været lidt 'nede'))