|
|
Post by Daedelus on Apr 7, 2009 8:50:29 GMT -5
En af vagterne gav en fnysen fra sig, da han slog to 1'ere med terningen. De to andre vagtere slog en høj, grov latter op, og hamrede deres knytnæver ned i den omvendte tønde, så terningerne sprang til siden. "Hva' satan! I snyder jo", udbrød en af dem, og rejste sig truende op.
Det var da Daedelus kom gående gennem porten, med langsomme, lange, sikre skridt. Kappen bølgede omkring ham, og det sorte, lange hår, blafrede i vinden. Ved et kraftigt vindstød fløj det til side, så vagterne tydeligt kunne se de violette øjne, under de buede øjenbryn. En af dem rømmede sig. På trods af, at de kendte til dødsengle, dowvos og vampyrer, var de stadig bange for det ukendte, som alle andre små mennesker. Det var derfor de violette øjne skræmte dem.
Hurtigt rejste de sig op, puffede tønden til side, og gjorde honnør. Det var ikke fordi Deadelus var kongelig, men de vidste udemærkede godt, at han var leder for Mørkeridderne. Det var ikke fordi han krævede respekt, men fik det.
Uden så meget som at se på dem, travede han forbi dem. Tankerne var helt andre steder, på trods af at han var opmærksom på hver en lille bevægelse og lyd omkring ham.
|
|
|
|
Post by Carebear (Louis) on Apr 7, 2009 9:08:32 GMT -5
Louis var på veje ud af slottet. Han tilbragte altid natten ude. Han tilbabragte hver nat på at få sine lyster stillet. Om det var sexuelle lyster eller de mere basale som sult, kom ud på et. Han gik hurtigt og hans kappe flagrede bag ham, i den vind han selv skabte. Lidt foran ham var Daedelus og vagterne gjorde honør for ham. Selvfølgelig. Daedelus var en mand der fik hvad han ville have. På mange måder beundringsværdig. Louis beundrede ham da også, lidt på samme måde som han havde beundret Cyprien, men ikke nær så meget. Der var noget sigende over Daedelus, man ikke kunne sætte sin finger på. Men i modsætning til staklerne der sad vagt, frygtede han ham ikke. Han gik op til ham og nikkede med hovedet på skrå. "Godaften," sagde han med et smil, der mindede ham selv om, at han muligvis var den der kendte Daedelus bedst, og at det nok ikke huede ham. Daedelus benyttede sig tit og som så mange andre herre af høj rang, sig af han service.
|
|
|
|
Post by Daedelus on Apr 7, 2009 9:23:57 GMT -5
Daedelus kunne sagtens høre skridt, så det kom ikke som nogen overraskelse da der dukkede en skikkelse op ved siden af ham. Kort så Daedelus til siden, og opdagede det var Louis. En kort følelse af ubehag sneg sig over ham. Den mand vidste jo næsten alt om hans fortid, og sandsynligvis også hans fremtid. Det var bedst at forholde sig gode venner, eller i hvert fald neutral med en mand som Louis.
"Goddag", svarede Daedelus derfor, og nikkede kort. Det var da ikke fordi han følte noget fjendskab fra Louis' side, men han havde ingen venner, og ville aldrig få det. Kærlighed var bandlyst i hans liv nu.
"Hvordan går det?" spurgte Daedelus. Nogle ville måske mene det var en smule tamt spørgsmål, men med så mange ting som der skete disse dage, var det altid godt at forhøre sig. Og hvem vidste det bedre end Louis?
|
|
|
|
Post by Carebear (Louis) on Apr 7, 2009 9:43:02 GMT -5
Louis pustede noget hår væk fra øjnene og kiggede ned i jorden. Standard spørgsmål fik standard svar. Han kiggede op på ham igen med et kort smil. "Udemærket tak, hvad med dig?" spurgte han og betragtede ham igen. Jo, der var noget over den måde han bevægede sig der nærmest var kongeligt og som krævede respekt. Ikke blot ud fra frydt, men fordi han fortjente det. Men han havde ingen grund til frygt. Det var nærmere omvendt. Ikke at han misbrugte hans position, han sladrede aldrig. Dog gav det en smule tryghed, at folk var bevidste om at han havde den mulighed. Men selvfølgelig, hvis andre fandt ud af det, ville han sikkert ikke overleve. Da slet ikke hvis han prøvede at afpresse Daedelus.
|
|
|
|
Post by Daedelus on Apr 7, 2009 9:51:10 GMT -5
Daedelus lod sig ikke mærke af, at han kiggede ned i jorden. "Passer min pligt som altid", svarede han, og trak på skuldrene. Det var sandt. Han havde aldrig gået imod ordrer fra kongen.
Det var ikke fordi Daedelus ikke ville snakke med Louis, men visse ting skulle bare ikke siges her i det fri. Der var spioner alle steder, og det ville være tåbeligt at sige bare det mindste. Dette vidste Louis godt, og derfor føltes stilheden ikke uvelkommen.
|
|
|
|
Post by Carebear (Louis) on Apr 7, 2009 10:16:26 GMT -5
Louis nikkede og trådte lidt i jorden. "Jeg har ikke set dig i lang tid," sagde han så. Det var vel lige så meget et spørgsmål som en konstatering. Det var meget forskelligt hvem der kom, og hvornår og hvor tit. Hvis folk benyttede sig af kortene, theen eller karret kom de ikke så tit. Men skulle de derimod bruge brygge eller salver kom de tit, for genopfyldninger og så videre.
"Men det er vel kun godt," tilføjede han. Normalt kom folk efter råd og vejledning. Normalt kom folk når de var i problemer, og man kunne vel kun tolke det som en god ting når man ikke havde set folk i lang tid. Men det var tilgengæld ikke specielt spændenene for ham. Daedelus havde selvfølgelig også travlt og ting at tage sig til, men det gjorde jo ingen forskel for Louis. Han lod sig jo ikke engang betale af andre end kongen selvfølgelig. Han fik løn oven i kost og logi, højst sandsynligt bare for at sørge for at han ikke gik. Men det havde han ingen intentioner om, han havde jo allerede været på slottet i næsten over hundrede år. Lidt efter Cyprien døde. Først 70 år efter, for at være præcis. Men han havde snart levet i 320 år. Så den tid var bare gået.
|
|
|
|
Post by Daedelus on Apr 7, 2009 10:24:15 GMT -5
Daedelus så lidt nysgerrigt på ham med de brændende violette øjne, før han svarede. "Ja, det er mange ting at gøre. Men det ved du jo også selv", sagde han. Ikke ment som en syrlig bemærkning, bare en bemærkning til, at Louis sådan set vidste hvad der foregik, næsten overalt på slottet.
Selv var han ved at fifle rundt med større planer. Mørkeridderne skulle snart mødes, og han skulle høre hvordan det gik med den. Tankerne strejfede kort det togt de havde planer om, men han skubbede dem væk igen. Man kunne aldrig vide, om der var nogle tankelæsere i nærheden. Det kunne forekomme.
|
|
|
|
Post by Carebear (Louis) on Apr 7, 2009 11:13:54 GMT -5
Louis nikkede. Han vidste meget, men heller ikke alt. Dog kunne han finde ud af det. "Men du er selvfølgelig altid velkommen.
Han smilede venligt til ham og blottede hans hvide tænder. Han pustede noget hår væk fra hans øjne og trak sin kappe lidt tættere rundt om sig. Det var efterhånden ved at blive nat. Han elskede natten, det var det eneste tidspunkt han rigtig kunne være levende. han havde selvfølgelig sit arbejde, men det betød ikke det samme. Det betød meget, men de to ting kunne ikke samlignes. Han savnede også nogen at arbejde med, men ingen kunne nogensinder erstatte Cyprien.
|
|
|
|
Post by Daedelus on Apr 7, 2009 11:32:37 GMT -5
Daedelus nikkede kort som tak. Han smilede ikke - smilede aldrig.
Med et kort kig på månen, kunne han konstatere det var nymåne. Det var efterhånden mange dage siden han havde jaget. Tørsten brændte ikke i brystet på ham, men den var der. Nu havde han heldigvis også lært at beherske den. Han hadede tanken om, at være ligesom de nybidte vampyrer der faldt på knæ med det samme der var blod i nærheden.
Daedelus kiggede kort på Louis. Måske skulle han tage ham med på jagt? Tja, det kunne han vel ligesågodt.
"Vil du med på jagt?", spurgte han derfor, med det der lignede noget af en venlig mine. De violette øjne bordede sig ubevidst ind i hans, og det sorte hår blafrede i vinden.
|
|
|
|
Post by Carebear (Louis) on Apr 7, 2009 11:45:43 GMT -5
Med på jagt? Han havde sådan set altid gjort det alene. Man kunne heller ikke rigtig kalde det jagt. Han lokkede byttet. Han byggede en tillid op, der gjorde den meget sødere når offeret uventet blev angrebet. Men hvorfor ikke? Han havde altid været ivrig efter at studere Daedelus i sit element. Det kunne ændre enhver person. Og Daedelus var erfaren, kun et par år yngre end ham selv.
Han nikkede til ham. "Ja," sagde han bare og så ham ind i øjnene. De fangede ham, de var meget specielle. Han havde aldrig set noget der bare mindede det fjerneste om dem. Og hans blege hud og sorte hår som stod i smuk kontrast til dem og gjorde dem om muligt endnu mere fangende. Han selv var bare meget mørk. han misundte Daedelus hans udseende, selvom han godt vidste han ikke selv var grim. Han var bare ikke speciel.
|
|
|
|
Post by Daedelus on Apr 7, 2009 11:56:28 GMT -5
Daedelus nikkede. Efter et kort kig på ham, begyndte han at gå tilbage gennem porten. Vagterne der havde stået og betragtede dem, gav nu en forlegen hosten fra sig og rettede sig op. Det trak i Daedelus mundvige, sådan som de prøvede at kamuflere det.
"Nå, men vi vil gå på jagt de herre", sagde han så, henvendt til dem. Lyden af deres bankende menneskehjerter nåede deres vampyrører, og det morede ham at se hvor nervøse de blev. Så gik han med lange skridt afsted, og forventede Louis kom efter ham.
//Out
|
|
|
|
Post by Carebear (Louis) on Apr 7, 2009 12:44:41 GMT -5
Louis smilede kort over vagternes reaktion. Han fulgte langsomt efter Daedelus.
//out
|
|
