Post by Maiken Spring on Apr 7, 2009 7:24:01 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Kun denne.
Karakternavn:
Maiken Anabelle Spring
Køn:
Kvinde
Alder:
23 somre og vintre. Hun er født den 26. april, på en tidlig sommerdag.
Race:
Menneske
Job/Status:
Skovhugger og uinkarneret opfinder. Hun er en uinkarneret opfinder, da hun bruger sine matematiske færdigheder, det at bygge og fremstille hjælpemidler til sit skovhugger arbejde. Dette kunne være specielle en speciellavet vippe, der skulle kunne transportere stammer henover skovbunden, o. lign.
Baggrundshistorie:
(Advarsel ... Det der ikke skrives med kursiv i baggrundshistorien, er et lille udklip fra natten, hvor Maikens far gik bort. Jeg vil kort påpege at dette stykke kan være lidt makabert. Faren blev slået ihjel af et ukendt væsen i skoven... Måske en varulv, vampyr eller... ?)
Øksen skinnede i solens varme lys. Maiken missede en anelse med øjnene og tog en hånd op foran ansigtet for beskyttelse. De stærke arme hævede øksen fra skuldrene og svingede den igennem luften. Lyden fik det til at gibbe i den lille pige. "Swaash.." og så... Hun lukkede øjnene. Nu kom det... "Tuk..." Hun åbnede øjnene på klem og betragtede den skinnende jernøkse, bore sit ubarmhjertige blad ind i det grønne træ-kød.
Maiken sank en klump og så på manden, der havde ladet øksen falde. Han var en stor mand. Høj som en kæmpe og robust som et bjerg. I hvert fald for en lille 7-årig pige. Faren var 48, havde stærkt rødt hår og rødt skæg. Håret var langt og flettet i bagtil. Skægget var nyklippet, og heldigvis knapt så langt.
"Far... Gør det ikke ondt på træet?" spurgte Maiken, som så mange gange før. Og som så mange gange før, lo faren en latter, der ikke passede til denne stærke mand; Den var alt for blid. "Nej kære Maj. Træerne mærke ikke smerte som vi gør. Dette træ står blot og glæder sig til denne dag, for nu skal det ud fra skoven og ud i den store hvide verden." Det svar gjorde altid Maiken bedre tilpas. Hun var meget naturkær og kunne ikke udstå tanken om at træerne skulle lide, under hvert slag de pådrog sig.
Når faren, Philiph, havde fældet nok træer for en dag, kappede han smågrene og kviste af og trak de tunge stammer ud til en skovsti, hvor de enten fik endnu en tur med øksen, eller blot blev stablet, for at kunne blive hentet af de forskellige byers er herbergers beboere.
Maiken løb så rundt og samlede de afklippede kviste og grene, som derefter blev lagt i en bunke for sig, nær den store brænde-bunke.
Sådan gik halvdelen af Maikens liv. Den anden halvdel, altså hver anden dag, blev Maiken hjemme hos moren. Hér lærte hun at skrive, læse, regne, sy og lave mad, sammen med sine to andre søstre. Søstrene var henholdvis 4 og 6 år yngre end hende, så det hændte at hun også skulle lære at passe børn, når moren var i byen for at handle, bytte og sælge. Sådan var Maikens liv skemalagt. Fra den første dag hvor hun kunne gå til den dag hendes forældre gik bort.
I den lille hytte i skoven, ville man ikke umidlbart tro at der kunne ske ulykker, men stedet var langt fra fredeligt. Udover den daglige frygt for at faren skulle komme til skade med øksen eller med et træ, eller frygten for at moren skulle blive overfaldet på markedet eller lignende, så var der også frygten for skoven. Frygten for, hvad der boede og levede dybere inde blandt træerne.
Der gik historier om Varulve, Vampyrer, Dowvoser og Dæmoner. Det var svært at skelne fiktion fra fakta, og når man færdedes i skoven skulle man passe på hvert et skridt og lytte til samplige indåndinger omkring sig: Skoven havde sit eget liv og kunne nemt skjule en fjendtlig sjæl lige for næsen af én.
Mørket. Det var så tungt. Luften... Lydene. Maiken kunne mærke hvordan hun fik svært ved at trække vejret roligt. Hun skælvede voldsomt. Hun åbnede munden for at kalde igen, men halsen var ru og tungen tør. Hun kunne ikke få et ord mere ud. Hun stoppede op og satte sig på den fugtige jord. Hun skælvede. Faren havde arbejdet sent før, måske gjorde han det igen? Der var intet at være bange for! Tankerne strøg igennem Maikens hovede. Dæmoner. Varulve. Vampyrer. Dowvoser.
Hun rettede sig en anelse op og holdt vejret. Den lyd? Hvor kom den fra? Dryp dryp. Hun rejste sig og så sig om. Dryp dryp. Lugten af blod nåede hendes næseboer. Dryp dryp. Hun tog begge hænder til hovedet og holdt vejret. Hun pressede hænderne for ørene og tvang sig selv til at holde vejret. Dryp dryp dryp. Den var der stadig. Lugten og lyden. Hun slap sine ører og gispede efter vejret. Hun så sig om. Hvor kom det fra? Lyden. Lugten.
Hun gispede og stivnede. Der var nogen der hviskede. Hun vendte sig om så det lange røde hår stod til alle sider. Hun stirrede febrilsk på træet, der havde hvisket hendes navn.
Det var blot et træ. I månens lys, gløede det en smule. Det var brunt og havde rødlige brune blade. Det så temmelig dødt ud. Hvorfor mon hendes far ikke havde fældet dette træ? Han skulle jo fælde dem før de døde.
Hun tog et skridt tættere på det mystiske træ og placerede sin hånd på dets ru overflade. Hun lænede sig lidt imod den kolde bark.
"Ved du hvor min far er?"
Intet svar.
Hun bed sig i læben og knugede hænderne. Hun tog endnu en dyb indånding og spurgte igen: "Ved du hvor min far er?"
Stadig intet svar.
Hun rystede og skælvede. Alt var pludselig blevet stille omkring hende. Lugten var atter præget af træernes fredelige aroma.
Hun rystede på hovedet af sig selv og konstaterede at det var noget pjat at tro at et træ kunne vide sådan noget. Og at det kunne hviske. Og under alle omstændigheder så var træet dødt.
Hun drejede rundt og tog nogle skridt væk. Hun råbte igen.
"Far! Hvor er du? FAAR!" hun forsatte sin rolige gang og gentog sit råb. Stadig intet svar fra faren. Kun mørket og... Dryp dryp dryp. Hun stivnede. Lugten af blod. Og så en hvisken...
"Maikeeen..."
Tårene stod ud af hendes øjne. Kroppen skælvede ustyrligt. Hun fik skubbet sin krop rundt og stirrede atter på det døde træ. Vinden skubbede til dens kviste og blade. Var der en vind? Hun kunne ikke mærke den. Men hun kunne se den. Dette døde træ kunne, som det eneste af alle skovens træer, mærke vindens puslen.
"Maikeeen..."
Hun tog et skridt imod træet og snøftede. Hun bemærkede noget anderledes ved træet nu. Græd det? Der gled vand ned af barken. Hun tog endnu et skridt imod træet og lod fingerspidserne berøre væsken, der gled ned lang træsiden. Hun trak hånden sig sig og betragtede sine fingre. Lugten af blod var stærk. Meget stærk. Dryp... Dryp... Dryp...
Hun var som forstendet. Træet blødte. Det var ikke muligt. Hun havde igennem alle de år set træer blive hugget og fældet og aldrig i hele sit liv, havde et træ talt til hende, og aldrig havde det fældet en eneste dråbe blod.
Blodet var stadig varmt. Stadig. Hun stirrede på stammen og sank en klump. Det var ikke træet der blødte. Det var ikke træet der hviskede.
Maiken rykkede langsomt, ganske langsomt blikket opad. Hun flugte sporet af blod op langs stammens ru overflade. Videre... Videre... Op til træets krone. Dér. Dér lå kilden til blodet. Hviskeren. Den døende: Philiph Spring.
Der gik ikke mange, før de fleste småbyer omkring skoven havde hørt om skovhuggerens død. Alle var forfærdede. Skovhuggeren havde altid været en fredelig, medkommelig mand. Philiphs død havde berørt hele familien, men ingen så meget som Maiken. Hun snakkede ikke med nogen. Hun ville ikke lege med sine venner, end ikke mange måneder efter farens død. Hun var blevet meget indelukket. Hun nægtede at arbejde eller hjælpe med noget i huset. Eftersom farens skovhuggeri var den grundlæggende indkomst i familien, måtte moren pludselig til at søge arbejde. Hun havde tre børn at brødføde. Hun søgte arbejde som vaskekone. Hun arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, og det skaffede da også penge nok ind til de 3 børn. Livet gik videre og langsomt blev Maiken også mere aktiv. Det var nu 4 år efter farens død, Maiken var nu blevet 17. Igennem de 4 år, havde hun dagligt besøgt den store, 'døde' eg, hvori hendes far var blevet fundet. Hun havde hver dag, slæbt en kæmpe vandkande, med vand, ud til træet. Hun havde vandet det og passet det. Hun havde såvidt opkaldt træet efter sin far. Det var Pil-træet, trods det ikke var en pil, men en stor, smuk, rød eg.
Moren arbejdede sig op. Hun sled sin krop og måtte tvinge sig selv og sin krop til at gå fra og til arbejdet hver morgen og aften. Maikens yngre søstre mente at det eneste der holdt moren igang, var den flaske som hun altid drak af, fra hun kom hjem, til hun skulle afsted igen. Det var omkring dette tidspunkt de to yngre piger valgte at hjælpe moren med sit arbejde. De var blevet gamle nok til at hjælpe med arbejdet. Imens moren og hendes yngste døtre arbejdede som vaskekoner /-piger, genoptog Maiken sin fars skoghugger arbejde. Hun var langt fra lige så effektiv som sin far, så hun startede med at udregne indhugsvinkler og hvor tung en økse skulle være, for at hun kunne få gavn af den. Hun tilpassede farens gamle økse, sine egne krav og var snart en inkarneret skovhugger.
Husfreden holdt således i et år, eller deromkring, til den dag morens krop gav op og hun døde til dels af alderdom, samt nedslidning.
Hun havde været en smuk kvinde, med langt gyldent hår, men efter mandens død, havde rynker og grå hår trådt til, og hun døde som en ældre kvinde.
Eftersom Maikens søstre var alt for unge til at bo uden en mor, blev de forflyttet til myndlinge huset. Maiken boede nu ganske alene ude i skoven. Alene med træerne og de monstre der boede iblandt dem.
Efter både morens og farens død, og søstrenes forflyttelse, følte Maiken sig faktisk mere sikker end før. Hun vidste at der ikke kunne ske hendes søstre noget, så længe de ikke kom til skoven. Hun behøvede heller ikke bekymre sig om sine forældres sikkerhed og velværende, og hun kunne nu koncentrere sig 100% omkring sit arbejde som skovhugger.
Hun bliver dog ofte hjemsøgt at mareridt og onde drømme omkring sin fars død, sin mors hårde arbejdesvilkår, samt søstrenes sikkerhed.
Hun forsøgte mange gange at komme ind på myndlinge huset for at se til sine unge søstre. Hun ville derudover også vide sig sikker på at de fik sig en ordentlig uddannelse og ordentlig behandling. Maiken var myndig og hun vidste udemærket at hun kunne tage søstrene til sig, og forsørge dem; Hun ønskede dog ikke at de skulle igennem den samme mølle éen gang til. Maiken ville ikke ende som moren.
Der gik endnu mange år og Maiken er den dag i dag 23 år. Hendes søstre er nu 17 og 19 år gamle og de har begge forladt myndlinge huset. En gang imellem kommer de forbi deres ældste søster og hilser, samt lægger blomster på deres forældres grav, bag den gamle hytte. Ellers forsætter de tre pigers liv, og de har alle tre valgt vidt forskellige veje i livet. Den yngste, Sophie, valgte at blive Nonne. Hendes ældre søster, Holly, tog med nomaderne rundt i landet, hvor hun sælger spændende varer. Og så er der Maiken der valgte at følge i sin fars fodspor og blive skovhugger.
Personlighed:
Maiken er en smart og intelligent pige, når man ser på det faktum at hun er opvokset i skoven. Hun er blevet oplærd af forældrene, til både skov-arbejde og hus-arbejde.
Maikens personlighed er specielt præget af:
Alt i alt er Maiken altså en livsglad skovhugger, der ikke kun fælder træer, men også passer på dem. Hun har den forestilling at hvis hun passer godt på træerne, og værner om dem indtil de skal fældes, så ville hendes far være stolt af hende.
Hun er en lærenem ung pige der er frisk på lidt af hvert. Hun kan både svømme, løbe stærkt, slå fra sig, og samtidig lave god mad, sy fine kjoler og rydde op som en sand husmor.
Hun er livsglad og smilende. Hun bliver også af nogle kaldt "Den syngende skovhugger", eftersom hun ofte synger, fløjter eller nynner imens hun arbejder. Hun snakker med træerne og helt generelt med skoven. Hun har den opfattelse at hvis hun følger skovens "regler", så vil hendes arbejde betale sig og hun vil måske endda få gode indtægter.
Når hun tager fridage eller blot ikke kan få samlet sig sammen til at arbejde i skoven, så sætter hun sig oftest i solen og skriver eller tegner små modeller til f.eks. vægte, løfte-apparater eller måske noget så simpelt som et par nye træsko. Hvis hun heller ikke foretager sig dette, så sætter hun sig og skriver breve til sine søstre eller tager til markeder hvor hun ser sig omkring.
Trods hun er "en stor farlig skovhugger", så er hun meget feminin. Hun kan godt lide store smukke kjoler og mange farver. Hun har da også indrettet en lille køkkenhave foran hytten, hvor hun dyrker alskens grønsager. Hun har høns løbende i en lille indhegning, og de leverer da også til føden.
Maiken er en selvsikker og stærk kvinde, der sagtens kan klare sig alene i skoven. Hun er igennem tiden blevet mindre bange for skoven og dens lyde om natten. Hun ville beskrive det således: "Det er somom skoven har accepteret at jeg er her for at blive. Og nu vil den blot teste mig, om jeg kan klare strabasserne."
Udseende:
Maiken er ca. 1,73 høj og vejer omkring 67 kg. Hun har en let solbrun hud, eftersom hun arbejder konstant ude i solen. Maiken har langt, rødt hår. Det er altid redt pænt igennem. Hun har arvet sit hår fra sin far, der også havde stærke røde lokker. Hun har til gengæld arvet sin mors store, brune øjne. Både håret og øjnene er noget hun er stolt af, eftersom hun selv syntes at hun havde smukke forældre med elegante udseender.
Maiken er, trods man ikke skulle tro det, ganske spinkel. Hun har stærke arme, og hun har da også muskler, dog er hendes mave ikke ligefrem præget af muskler, hvilket hun er meget taknemlig for. Skovhugger arbejdet har forstærket hendes armmuskler samt benmuskler. Altså er hun en tynd kvinde, med stærke arme og ben.
Som skovhugger er det jo nærmest nedskrevet at man skal komme til skade og det er Maiken da også kommet igennem tiden. Hun er dog sluppet uden større mén og ar ell. lign. Men det sker jo at man taber øksen over foden eller får revet sig på de løbske grene osv. så Maiken kan da oftes ses med et par skrammer her og der og forskellige lemmer bundet ind i bandager.
Maiken arbejder jo hårdt hver dag, så hendes garderope består af 2 slags "arbejds-dragter": Sommetøjet og vintertøjet. Sommertøjet består af en kort top, med meget korte ærmer. Toppen stopper lige over navlen, så det ikke bliver for varmt under arbejdet; Den har den velkendte røde farve samt skovhugger-ternene. Derudover har hun nogle halvlange bukser, tydeligvis for store: De holdes oppe med både et stort bælte samt seler. Hun har handsker på, der dækker over det meste af fingrene. Handskerne gør det muligt for hende at arbejde med øksen i lang tid, uden shener, f.eks. vabler og forstrukkede håndled. Hun har hjemmelavede træsko på, hvis hun ellers har noget på fødderne. Derudover har hun et pandebånd på, der holder håret væk fra øjnene.
Om vinteren bytter hun toppen ud med en skjorte samt en jakke i skind. Bukserne bliver lange og også af skind. Handskerne er de samme og træskoende er også de samme. Hun tager altid sokker og en pelshue på når hun arbejder om vinteren. Maiken har ikke rigtig nogle generelle særlige kendetegn, udover det korte røde hår og hendes beklædning. Hun ligner en almindelig ung pige på alle måder.
Kun denne.
Karakternavn:
Maiken Anabelle Spring
Køn:
Kvinde
Alder:
23 somre og vintre. Hun er født den 26. april, på en tidlig sommerdag.
Race:
Menneske
Job/Status:
Skovhugger og uinkarneret opfinder. Hun er en uinkarneret opfinder, da hun bruger sine matematiske færdigheder, det at bygge og fremstille hjælpemidler til sit skovhugger arbejde. Dette kunne være specielle en speciellavet vippe, der skulle kunne transportere stammer henover skovbunden, o. lign.
Baggrundshistorie:
(Advarsel ... Det der ikke skrives med kursiv i baggrundshistorien, er et lille udklip fra natten, hvor Maikens far gik bort. Jeg vil kort påpege at dette stykke kan være lidt makabert. Faren blev slået ihjel af et ukendt væsen i skoven... Måske en varulv, vampyr eller... ?)
Øksen skinnede i solens varme lys. Maiken missede en anelse med øjnene og tog en hånd op foran ansigtet for beskyttelse. De stærke arme hævede øksen fra skuldrene og svingede den igennem luften. Lyden fik det til at gibbe i den lille pige. "Swaash.." og så... Hun lukkede øjnene. Nu kom det... "Tuk..." Hun åbnede øjnene på klem og betragtede den skinnende jernøkse, bore sit ubarmhjertige blad ind i det grønne træ-kød.
Maiken sank en klump og så på manden, der havde ladet øksen falde. Han var en stor mand. Høj som en kæmpe og robust som et bjerg. I hvert fald for en lille 7-årig pige. Faren var 48, havde stærkt rødt hår og rødt skæg. Håret var langt og flettet i bagtil. Skægget var nyklippet, og heldigvis knapt så langt.
"Far... Gør det ikke ondt på træet?" spurgte Maiken, som så mange gange før. Og som så mange gange før, lo faren en latter, der ikke passede til denne stærke mand; Den var alt for blid. "Nej kære Maj. Træerne mærke ikke smerte som vi gør. Dette træ står blot og glæder sig til denne dag, for nu skal det ud fra skoven og ud i den store hvide verden." Det svar gjorde altid Maiken bedre tilpas. Hun var meget naturkær og kunne ikke udstå tanken om at træerne skulle lide, under hvert slag de pådrog sig.
Når faren, Philiph, havde fældet nok træer for en dag, kappede han smågrene og kviste af og trak de tunge stammer ud til en skovsti, hvor de enten fik endnu en tur med øksen, eller blot blev stablet, for at kunne blive hentet af de forskellige byers er herbergers beboere.
Maiken løb så rundt og samlede de afklippede kviste og grene, som derefter blev lagt i en bunke for sig, nær den store brænde-bunke.
Sådan gik halvdelen af Maikens liv. Den anden halvdel, altså hver anden dag, blev Maiken hjemme hos moren. Hér lærte hun at skrive, læse, regne, sy og lave mad, sammen med sine to andre søstre. Søstrene var henholdvis 4 og 6 år yngre end hende, så det hændte at hun også skulle lære at passe børn, når moren var i byen for at handle, bytte og sælge. Sådan var Maikens liv skemalagt. Fra den første dag hvor hun kunne gå til den dag hendes forældre gik bort.
I den lille hytte i skoven, ville man ikke umidlbart tro at der kunne ske ulykker, men stedet var langt fra fredeligt. Udover den daglige frygt for at faren skulle komme til skade med øksen eller med et træ, eller frygten for at moren skulle blive overfaldet på markedet eller lignende, så var der også frygten for skoven. Frygten for, hvad der boede og levede dybere inde blandt træerne.
Der gik historier om Varulve, Vampyrer, Dowvoser og Dæmoner. Det var svært at skelne fiktion fra fakta, og når man færdedes i skoven skulle man passe på hvert et skridt og lytte til samplige indåndinger omkring sig: Skoven havde sit eget liv og kunne nemt skjule en fjendtlig sjæl lige for næsen af én.
Mørket. Det var så tungt. Luften... Lydene. Maiken kunne mærke hvordan hun fik svært ved at trække vejret roligt. Hun skælvede voldsomt. Hun åbnede munden for at kalde igen, men halsen var ru og tungen tør. Hun kunne ikke få et ord mere ud. Hun stoppede op og satte sig på den fugtige jord. Hun skælvede. Faren havde arbejdet sent før, måske gjorde han det igen? Der var intet at være bange for! Tankerne strøg igennem Maikens hovede. Dæmoner. Varulve. Vampyrer. Dowvoser.
Hun rettede sig en anelse op og holdt vejret. Den lyd? Hvor kom den fra? Dryp dryp. Hun rejste sig og så sig om. Dryp dryp. Lugten af blod nåede hendes næseboer. Dryp dryp. Hun tog begge hænder til hovedet og holdt vejret. Hun pressede hænderne for ørene og tvang sig selv til at holde vejret. Dryp dryp dryp. Den var der stadig. Lugten og lyden. Hun slap sine ører og gispede efter vejret. Hun så sig om. Hvor kom det fra? Lyden. Lugten.
Hun gispede og stivnede. Der var nogen der hviskede. Hun vendte sig om så det lange røde hår stod til alle sider. Hun stirrede febrilsk på træet, der havde hvisket hendes navn.
Det var blot et træ. I månens lys, gløede det en smule. Det var brunt og havde rødlige brune blade. Det så temmelig dødt ud. Hvorfor mon hendes far ikke havde fældet dette træ? Han skulle jo fælde dem før de døde.
Hun tog et skridt tættere på det mystiske træ og placerede sin hånd på dets ru overflade. Hun lænede sig lidt imod den kolde bark.
"Ved du hvor min far er?"
Intet svar.
Hun bed sig i læben og knugede hænderne. Hun tog endnu en dyb indånding og spurgte igen: "Ved du hvor min far er?"
Stadig intet svar.
Hun rystede og skælvede. Alt var pludselig blevet stille omkring hende. Lugten var atter præget af træernes fredelige aroma.
Hun rystede på hovedet af sig selv og konstaterede at det var noget pjat at tro at et træ kunne vide sådan noget. Og at det kunne hviske. Og under alle omstændigheder så var træet dødt.
Hun drejede rundt og tog nogle skridt væk. Hun råbte igen.
"Far! Hvor er du? FAAR!" hun forsatte sin rolige gang og gentog sit råb. Stadig intet svar fra faren. Kun mørket og... Dryp dryp dryp. Hun stivnede. Lugten af blod. Og så en hvisken...
"Maikeeen..."
Tårene stod ud af hendes øjne. Kroppen skælvede ustyrligt. Hun fik skubbet sin krop rundt og stirrede atter på det døde træ. Vinden skubbede til dens kviste og blade. Var der en vind? Hun kunne ikke mærke den. Men hun kunne se den. Dette døde træ kunne, som det eneste af alle skovens træer, mærke vindens puslen.
"Maikeeen..."
Hun tog et skridt imod træet og snøftede. Hun bemærkede noget anderledes ved træet nu. Græd det? Der gled vand ned af barken. Hun tog endnu et skridt imod træet og lod fingerspidserne berøre væsken, der gled ned lang træsiden. Hun trak hånden sig sig og betragtede sine fingre. Lugten af blod var stærk. Meget stærk. Dryp... Dryp... Dryp...
Hun var som forstendet. Træet blødte. Det var ikke muligt. Hun havde igennem alle de år set træer blive hugget og fældet og aldrig i hele sit liv, havde et træ talt til hende, og aldrig havde det fældet en eneste dråbe blod.
Blodet var stadig varmt. Stadig. Hun stirrede på stammen og sank en klump. Det var ikke træet der blødte. Det var ikke træet der hviskede.
Maiken rykkede langsomt, ganske langsomt blikket opad. Hun flugte sporet af blod op langs stammens ru overflade. Videre... Videre... Op til træets krone. Dér. Dér lå kilden til blodet. Hviskeren. Den døende: Philiph Spring.
Der gik ikke mange, før de fleste småbyer omkring skoven havde hørt om skovhuggerens død. Alle var forfærdede. Skovhuggeren havde altid været en fredelig, medkommelig mand. Philiphs død havde berørt hele familien, men ingen så meget som Maiken. Hun snakkede ikke med nogen. Hun ville ikke lege med sine venner, end ikke mange måneder efter farens død. Hun var blevet meget indelukket. Hun nægtede at arbejde eller hjælpe med noget i huset. Eftersom farens skovhuggeri var den grundlæggende indkomst i familien, måtte moren pludselig til at søge arbejde. Hun havde tre børn at brødføde. Hun søgte arbejde som vaskekone. Hun arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, og det skaffede da også penge nok ind til de 3 børn. Livet gik videre og langsomt blev Maiken også mere aktiv. Det var nu 4 år efter farens død, Maiken var nu blevet 17. Igennem de 4 år, havde hun dagligt besøgt den store, 'døde' eg, hvori hendes far var blevet fundet. Hun havde hver dag, slæbt en kæmpe vandkande, med vand, ud til træet. Hun havde vandet det og passet det. Hun havde såvidt opkaldt træet efter sin far. Det var Pil-træet, trods det ikke var en pil, men en stor, smuk, rød eg.
Moren arbejdede sig op. Hun sled sin krop og måtte tvinge sig selv og sin krop til at gå fra og til arbejdet hver morgen og aften. Maikens yngre søstre mente at det eneste der holdt moren igang, var den flaske som hun altid drak af, fra hun kom hjem, til hun skulle afsted igen. Det var omkring dette tidspunkt de to yngre piger valgte at hjælpe moren med sit arbejde. De var blevet gamle nok til at hjælpe med arbejdet. Imens moren og hendes yngste døtre arbejdede som vaskekoner /-piger, genoptog Maiken sin fars skoghugger arbejde. Hun var langt fra lige så effektiv som sin far, så hun startede med at udregne indhugsvinkler og hvor tung en økse skulle være, for at hun kunne få gavn af den. Hun tilpassede farens gamle økse, sine egne krav og var snart en inkarneret skovhugger.
Husfreden holdt således i et år, eller deromkring, til den dag morens krop gav op og hun døde til dels af alderdom, samt nedslidning.
Hun havde været en smuk kvinde, med langt gyldent hår, men efter mandens død, havde rynker og grå hår trådt til, og hun døde som en ældre kvinde.
Eftersom Maikens søstre var alt for unge til at bo uden en mor, blev de forflyttet til myndlinge huset. Maiken boede nu ganske alene ude i skoven. Alene med træerne og de monstre der boede iblandt dem.
Efter både morens og farens død, og søstrenes forflyttelse, følte Maiken sig faktisk mere sikker end før. Hun vidste at der ikke kunne ske hendes søstre noget, så længe de ikke kom til skoven. Hun behøvede heller ikke bekymre sig om sine forældres sikkerhed og velværende, og hun kunne nu koncentrere sig 100% omkring sit arbejde som skovhugger.
Hun bliver dog ofte hjemsøgt at mareridt og onde drømme omkring sin fars død, sin mors hårde arbejdesvilkår, samt søstrenes sikkerhed.
Hun forsøgte mange gange at komme ind på myndlinge huset for at se til sine unge søstre. Hun ville derudover også vide sig sikker på at de fik sig en ordentlig uddannelse og ordentlig behandling. Maiken var myndig og hun vidste udemærket at hun kunne tage søstrene til sig, og forsørge dem; Hun ønskede dog ikke at de skulle igennem den samme mølle éen gang til. Maiken ville ikke ende som moren.
Der gik endnu mange år og Maiken er den dag i dag 23 år. Hendes søstre er nu 17 og 19 år gamle og de har begge forladt myndlinge huset. En gang imellem kommer de forbi deres ældste søster og hilser, samt lægger blomster på deres forældres grav, bag den gamle hytte. Ellers forsætter de tre pigers liv, og de har alle tre valgt vidt forskellige veje i livet. Den yngste, Sophie, valgte at blive Nonne. Hendes ældre søster, Holly, tog med nomaderne rundt i landet, hvor hun sælger spændende varer. Og så er der Maiken der valgte at følge i sin fars fodspor og blive skovhugger.
Personlighed:
Maiken er en smart og intelligent pige, når man ser på det faktum at hun er opvokset i skoven. Hun er blevet oplærd af forældrene, til både skov-arbejde og hus-arbejde.
Maikens personlighed er specielt præget af:
- Hendes livsglæde og glæden over at være til. Hun har oplevet nogle forfærdelige ting i sin barndom, men hun har også haft mange dejlige stunder med familien, og de skinder igennem i hendes normale glæde overfor livet og skønheden i alt.
- Hendes interesse overfor andre mennesker, racer og liv. Hun vil gerne lære mere om tingene omkring sig. Hun har en voksende interesse for det hun ikke forstår, og hun spørger gerne meget når der er noget hun er i tvivl om.
- Hendes godhed overfor andre levende skabninger - uanset hvad de er. Det betyder ikke noget for hende hvad hun møder; Om det er en vampyr, varulv osv. så vil hun altid behandle personen relativt. Hun er ikke en person af fordomme.
- Hendes evne til at forstå og tænke dybere over ting. Dette præger også hendes indlærings hastighed: Hun er en hurtig lærer og behøver stortset kun se noget én gang, før hun kan kopire det nogenlunde.
- Hendes matematiske tankegang og sprogbrug. Hun er en god taler og er ikke bange for et skænderi, hvis hun da tror på at hun kan vinde det. Derudover bruger hun meget matematikken når hun skal opmåle og bygge.
- Hendes arbejdsomhed og præcision. Og så hendes perfektionistiske opfattelse. Hun arbejder hårdt indtil arbejdet er gjort. Hun er meget perfektionistisk med hensyn til - ja alt. Træet skal hugges helt lige, helst. Søm skal hamres præcist i. Æggene skal koges i præcis 7 gange 60 sekunder. Hun har denne underlige perfektionistiske opfattelse, som til tider kan være meget irriterende, hvis ikke ligefrem belastende.
- Hendes smil. Hun smiler meget og ler også meget. Hun forsøger at se positivt på alt.
- Hendes adrætte bevægelser, samt sportslige person. Hun er meget adræt: Dette kommer mest af alt af at hun som barn altid legede i skoven, løb rundt og klatrede i træer. Hun lærte også at svømme, klatre, grave og lærte store dele af skoven at kende, pga. sine daglige ture imellem træerne.
- Hendes gåpå mod. Hun er somsagt arbejdsom og hun vil gøre sit arbejde færdig uanset hvad, uanset hvor besværligt det ser ud.
- Hendes temprement. Trods hun er positiv og glad, for det meste, så har hun et temperement der siger spar to. Det kan nemlig drages til hendes fordel: Hun kan blive utrolig hidsig, og med hendes hidsighed kommer også en slags neutralisering af hendes krops arbejdsgrænse. Sagt med andre ord, så kan hun altså arbejde længere og hårdere når hun er vred. (Dette resulterer dog ofte i at hun kan køre sin krop helt i gulvet)
Alt i alt er Maiken altså en livsglad skovhugger, der ikke kun fælder træer, men også passer på dem. Hun har den forestilling at hvis hun passer godt på træerne, og værner om dem indtil de skal fældes, så ville hendes far være stolt af hende.
Hun er en lærenem ung pige der er frisk på lidt af hvert. Hun kan både svømme, løbe stærkt, slå fra sig, og samtidig lave god mad, sy fine kjoler og rydde op som en sand husmor.
Hun er livsglad og smilende. Hun bliver også af nogle kaldt "Den syngende skovhugger", eftersom hun ofte synger, fløjter eller nynner imens hun arbejder. Hun snakker med træerne og helt generelt med skoven. Hun har den opfattelse at hvis hun følger skovens "regler", så vil hendes arbejde betale sig og hun vil måske endda få gode indtægter.
Når hun tager fridage eller blot ikke kan få samlet sig sammen til at arbejde i skoven, så sætter hun sig oftest i solen og skriver eller tegner små modeller til f.eks. vægte, løfte-apparater eller måske noget så simpelt som et par nye træsko. Hvis hun heller ikke foretager sig dette, så sætter hun sig og skriver breve til sine søstre eller tager til markeder hvor hun ser sig omkring.
Trods hun er "en stor farlig skovhugger", så er hun meget feminin. Hun kan godt lide store smukke kjoler og mange farver. Hun har da også indrettet en lille køkkenhave foran hytten, hvor hun dyrker alskens grønsager. Hun har høns løbende i en lille indhegning, og de leverer da også til føden.
Maiken er en selvsikker og stærk kvinde, der sagtens kan klare sig alene i skoven. Hun er igennem tiden blevet mindre bange for skoven og dens lyde om natten. Hun ville beskrive det således: "Det er somom skoven har accepteret at jeg er her for at blive. Og nu vil den blot teste mig, om jeg kan klare strabasserne."
Udseende:
Maiken er ca. 1,73 høj og vejer omkring 67 kg. Hun har en let solbrun hud, eftersom hun arbejder konstant ude i solen. Maiken har langt, rødt hår. Det er altid redt pænt igennem. Hun har arvet sit hår fra sin far, der også havde stærke røde lokker. Hun har til gengæld arvet sin mors store, brune øjne. Både håret og øjnene er noget hun er stolt af, eftersom hun selv syntes at hun havde smukke forældre med elegante udseender.
Maiken er, trods man ikke skulle tro det, ganske spinkel. Hun har stærke arme, og hun har da også muskler, dog er hendes mave ikke ligefrem præget af muskler, hvilket hun er meget taknemlig for. Skovhugger arbejdet har forstærket hendes armmuskler samt benmuskler. Altså er hun en tynd kvinde, med stærke arme og ben.
Som skovhugger er det jo nærmest nedskrevet at man skal komme til skade og det er Maiken da også kommet igennem tiden. Hun er dog sluppet uden større mén og ar ell. lign. Men det sker jo at man taber øksen over foden eller får revet sig på de løbske grene osv. så Maiken kan da oftes ses med et par skrammer her og der og forskellige lemmer bundet ind i bandager.
Maiken arbejder jo hårdt hver dag, så hendes garderope består af 2 slags "arbejds-dragter": Sommetøjet og vintertøjet. Sommertøjet består af en kort top, med meget korte ærmer. Toppen stopper lige over navlen, så det ikke bliver for varmt under arbejdet; Den har den velkendte røde farve samt skovhugger-ternene. Derudover har hun nogle halvlange bukser, tydeligvis for store: De holdes oppe med både et stort bælte samt seler. Hun har handsker på, der dækker over det meste af fingrene. Handskerne gør det muligt for hende at arbejde med øksen i lang tid, uden shener, f.eks. vabler og forstrukkede håndled. Hun har hjemmelavede træsko på, hvis hun ellers har noget på fødderne. Derudover har hun et pandebånd på, der holder håret væk fra øjnene.
Om vinteren bytter hun toppen ud med en skjorte samt en jakke i skind. Bukserne bliver lange og også af skind. Handskerne er de samme og træskoende er også de samme. Hun tager altid sokker og en pelshue på når hun arbejder om vinteren. Maiken har ikke rigtig nogle generelle særlige kendetegn, udover det korte røde hår og hendes beklædning. Hun ligner en almindelig ung pige på alle måder.
. Og mht til plot, skal du bare pm'e det til en admin, som så vil se på det ^^!