Post by Lucas Mattheuz on Apr 7, 2009 5:58:22 GMT -5
Antal bruger-profiler:
3 lige pt. Lord Lanzeiox, Dylan Caesar Amadeuz, og så denne ^^, ..
Karakternavn:
Lucas Mattheuz (Matthæus; Herrens Gave)
Køn:
Hankøn
Alder:
Menneskealder omkring de 19 år, og den anden alder omkring de 100 år.
Race:
Jord-Dæmon
Job/Status:
Arbejdsløs
Baggrundshistorie:
Det var tæt på midnat, vi er flere hundrede år tilbage.. Da Dendra Mckenzie var på vej ud af sin lille hytte, for at komme ned til bredden og hente vand. Hun gik stille og nynnede for sig selv, da hun i det fjerne kunne høre puslen inde fra den nærliggende skov, og en skinger babygråd. Hun nærmede sig skoven og spurgte om der var nogen, men der var intet svar. Hun prøvede at lytte efter babygråden, for at finde vej, for så skinger og ulykkeligt babyen græd og skreg, skar hende fluks i hjertet. Hun tog sine sandaler der var lavet af strå af og op i hånden, mens hun fortsatte ind i skoven med forsigtige skridt, skoven var et farligt sted, og ingen vidste hvad der fandtes derinde, eller hvordan man nødvendigvis kom ud igen.. Dendra stoppede op et kort øjeblik da babygråden forsvandt, men før hun nåede at sige eller tænke noget, blev skriget højere og mere skingert, det var helt sindsoprivende for hende at høre på, hun satte farten op og ledte højt som lavt, efter stedet hvor barnet burde befinde sig. Der gik ikke lang tid før hun stod i midten af skoven, hun hørte en svag puslen bag en hæk foran hende, og gemte sig forsigtigt og lydløst i den, mens hun observerede hvad der skete på den anden side.. Hun spærrede øjnene op, da det var et skrækkeligt syn for hendes vedkommende hvertfal.. det lignede en slags ofring, der stod høje stenpæle op fra jorden, og der var tændt op i et bål der stod i midten af den cirkel pælene dannede.. Hun så straks barnet som lå svøbt ind i et klæde og lagt på græsset nær bålet, det tog ikke Dendra mange sekunder at regne ud at det var det lille barn der skulle ofres, barnet var smurt ind i blod, hun kunne ikke se om de havde mishandlet det, men efter barnets gråd og skrig at dømme, var det helt sikkert ikke uskadt! Der stod en hel flok personer iført sort tøj, som i kor sagde nogle dystre latinske rim, Dendra genkendte helt sikkert de rim, de kom fra den ondes besatte sten, som stod ikke langt fra hendes landsby, et sted ingen burde færdes! Man sagde at alle der kastede et blik på stenen, og læste dens rim, blev vendt til anden side, deres gode sjæl forsvandt, og de forsvandt sporløst fra jordens overflade.. Nogle siger dog også bare at de mistede deres væsen, og blev til en skygge, der hjemsøger området omkring stenen, i håb om at få et nyt væsen.. Dendra var i chok, hvordan kunne man dog mishandle sådan et lille barn, og ofre det til de ondes fordel!? Hun tænkte på hvordan hun skulle få de væsner væk, så hun kunne få fat i barnet, men tiden var knap, det var snart fuldmåne, hvilket ville fuldende deres ofring, og så ville det være forsent, det hele! Dendra sneg sig ud af busken igen, og begyndte at rende rundt og lave lyde rundt omkring i nærheden, hvis bare de fjernede blikket en enkelt gang fra barnet, bare i et øjeblik, ville hun kunne nå at få fat i det spæde hjælpeløse barn.. Hun holdt øje med flokken, som stille og roligt blev opløst og delt ud i skoven, for at finde uromageren, der skulle være total stilhed under en ofring, så den der følte for at forstyrre, kunne være så godt som sikker på, at finde plads ved siden af barnet ved ofringen.. Dendra kiggede op mod nattehimlen, og vidste at tiden nu virkelig var knap, hun havde ikke tid til at lave mere larm og fjerne fokusen fra barnet, og ofringen. Og snart ville resten af flokken vende tilbage.. Hun så sin mulighed for at løbe ind i cirklen, da de sidste 2 fra flokken stod og gjorde sig klar til den sidste del af ofringen.. Hun løb ind i cirklen, mens hun gentog latinske beskyttelsesord gang på gang, som hun havde fået lært, i tilfælde af at havne et sted med uoverskuelig ondskab, hun tog barnet op i armene og løb ud mod buskene så hun kunne komme væk fra denne cirkel, med dette sindssyge ondskab.. Dendra var næsten ude af cirklen, da hun blev ramt af en slags kraftfelt, flokken var samlet, og havde velsignet cirklen, så ingen kunne komme ind, og ingen ud, så længe ofringen var i gang.. Hun faldt om, som var hun en sæk kartofler, der var absolut ingen reaktion fra hende, alt ved hende var stille, hendes vejrtrækning var det eneste med tegn på at hun levede.. Da Dendra vågnede igen, var det ved middagstid, hun tog sig til baghovedet, hun satte sig halvt op, og kunne absolut intet huske, udover at hun faldt.. Hun kiggede omkring sig, det hele var lidt sløret for hende stadig, hun fik et chok da hun indså hvor hun faktisk var hende, og straks blev det hele lidt mere klart, da hun huskede grunden til hun befandt sig herinde.. BARNET! Hun rejste sig op, og i en omgang blandede følelser med panik, angst, ulykkelighed, og rædsel, løb hun rundt omkring for at finde det kære barn, hun havde prøvet at redde, før hun selv blev slået omkuld.. Hun satte sig på en af de tidligere stående pæle som var væltet, og gemte sit ansigt i hænderne og græd, hun havde svigtet.. hun havde ladet et barn, blive ofret til de mørke magter! Hun hørte en lav lyd komme fra bålet, og hun rejste sig og gik over imod det, der var stadig gløder i bålet, og deri lå barnet, hun skreg forskrækket, og tog barnet op i en fart, skønt hun brændte sine hænder gevaldigt.. Hun tog stoffet barnet var iført væk og smed på bålet, det var for stor en risiko, at lade barnet forblive svøbt ind i det.. Hun kiggede på barnet smilende, og med et ansigt der viste at hun nok skulle passe på barnet fra nu af, og at der intet ondt ville ske det, så længe hun levede.. Hun kunne mærke at hendes kræfter stortset var væk, men hun var opsat på at få barnet ud, i sikkerhed og bringe det tilbage til hendes hytte.. Da hun endelig havde fundet vej ud af skoven, satte hun straks kurs mod sin hytte, hun gemte barnet tæt ind til sin krop, byen var stået op, og så var det ikke normalt at man bare kom løbende hjem med et barn i favnen.. Hun løb ind i hytten og fik lukket døren til, og sat noget fra alle vinduer, beboerne lagde godt mærke til det, men de havde altid synes Dendra var en løjerlig type, og derfor tænkte de ikke videre over det.. Dendra fyldte den smule vand hun havde tilbage op i et kar, og lagde barnet i, mens hun vaskede den smule sod og andet snavs barnet var indsmurt i.. Da hun var færdig med at bade barnet, fik hun for første gang svar på hvorvidt barnet var en dreng eller pige. Hun kiggede på den lille dreng, og iførte ham et hvidt stykke stof som han blev svøbt ind i, så han kunne holde varmen, hun satte sig op i en stol med drengen i favnen, mens hun kiggede på ham med et saligt smil, al' den uhygge og ondskab var overstået, drengen var i sikkerhed, og hun havde fået sit allerhøjeste ønske opfyldt! At få et barn! Dendra havde nemlig ingen familie, og ingen ville have Dendra som kone, hun var jo underlig, og ikke som de andre.. Hun sukkede kort ved tanken om at drengen aldrig fik sig en faderfigur, men lod det ligge, hun strøg kort sin hånd igennem hans brune hår.. ” Du skal have et navn, og jeg ved lige præcis hvad du skal hedde.. Lucas Mattheuz, Matthæus betyder Herrens Gave, og du er herrens gave, du kom til mig, da jeg var mest ensom, og reddede mig fra at forlade denne verden alt for tidligt..” hun kyssede ham forsigtigt på panden før hun lagde ham ned i en flettet kurv som stod ved siden af hende, Lucas gabte og begyndte at lave nogle små snorkelyde kort efter.. Dendra sad bare og betragtede Lucas mens han sov, hun følte sit liv var fuldendt, og hun var lykkeligere end hun nogensinde havde været.. Hun forsvandt kort ud af huset, hun var nødt til at snakke med rådet, så hun kunne beholde sin yndige søn, så hun heller ikke blev mistænkt for alt muligt, som tyveri eller det der var værre.. Rådet godkendte hende som mor, og fortalte hende samtidig hvilken heltemodig gerning hun havde iført, og tilbød en masse materielle ting til hende, som hun pænt takkede nej til.. Hun ville selv, og hun kunne selv!
De første 12 år af Lucas' liv forløb ganske stille og roligt, som han voksede op, han legede med de andre børn i byen, og opførte sig som alle andre, men jo ældre han blev, jo mere lagde han mærke til den forskel der var mellem ham og de andre børn, han udviklede sig på en anden måde, og kunne få ting fra jorden til at vokse, Dendra vidste godt at risikoen for at hun havde fået et andet væsen end hende selv, som den engel hun var, var ganske stor.. Da Lucas var omkring de 13 år, havde han fået lavet meget rod i landsbyen, han havde ødelagt en del afgrøder med sine kræfter, så byen havde krævet at Dendra tog Lucas med til det store råd, så de kunne finde en løsning på de problemer Lucas skabte.. Rådet tog Lucas med til en undersøgelse, som varede en uge, han skulle undersøges fra top til tå, og selvom Dendra havde nægtet dem det i første omgang, gik hun med til det, da de truede med at fjerne ham helt fra hende, og landsbyen.. Dendra blev kaldt ind til en samtale med rådet, hvor hun fik resultatet af vide.. ” Dendra.. Lucas er en jorddæmon! Vi er nødt til at finde et andet sted til ham, ellers skal du gå med til at binde hans kræfter til en alder af 18 år, hvor han kan få dem igen, da han så er tvunget til at flytte..” Dendra faldt hulkende sammen på gulvet, i håb om at Lucas ikke ville blive smidt ud fra landsbyen som ældre, men til ingen nytte.. ” Dendra, du ved at vi har alvorligt pladsmangel i byen, og Lucas har ødelagt en halv by's afgrøder, vi er nødt til at skaffe os af med ham, så snart han bliver myndig.”.. Dendra nikkede, som havde hun selv et valg, om hvorvidt han skulle smides ud eller ej.. Hun tog Lucas med sig hjem, og begyndte at leve meget isoleret med ham, hun følte byen havde vendt hende ryggen, og hun havde ingen grund eller lyst til at se dem i øjnene igen! Sådan levede de til Lucas var 17 år og 10 måneder gammel, tiden var inde til at han snart skulle jages ud af byen, hvilket tog hårdt på Dendra, hendes lille søn, som hun reddede, skulle smides ud af hans by, fordi han ikke kunne håndtere sine kræfter endnu.. og ikke mindst fordi han var en dæmon, rådet sagde det intet havde med det at gøre, men Dendra vidste bedre.. Engle og dæmoner var jo modsætninger, og de kunne ikke leve sammen ifølge rådet.. ondt kunne leve med ondt, og godt med godt, ikke noget midt i mellem.. Dendra satte sig ned med Lucas i sin lille stue, og forklarede ham alt der var sket igennem hans liv, hvilket væsen han var, hvorfor han var hos hende, simpelthen alt! Lucas forstod sin mor, hendes frustrationer og hendes handlinger igennem tiden, han forstod ligesom hvorfor han ikke måtte hænge ud, med de andre.. Men samtidig, da han fik at vide at han havde 2 måneder før han skulle smides ud, ville han ud og opleve landsbyen.. Han forlod hytten med sin mors bekymrede ansigt printet ind i hovedet, og gik ud, han var aldrig hjemme mere.. de 2 måneder der var tilbage, brugte han ude blandt de andre drenge og piger.. Lucas havde på 2 måneder kysset med alle pigerne i den lille landsby, forældrene var tossede, og pressede på, omkring Lucas' ”forvisning”.. Da dagen endelig kom, sagde Lucas pænt farvel til Dendra, og takkede hende for alt, han lovede at kontakte hende igen snart, når han havde faldet til ro.. Som sin sidste handling på vej ud af byen, blomstrede han rådets hytte til, så de ikke kunne bruge rådsalen igen..
Siden da, har Lucas rejst fra by til by, for at finde nogle af hans egen slags, han har en drøm om at finde sin rigtige familie, for han vil have sine rødder tilbage.. Han har ikke glemt hvor han er opvokset, men han føler sig tom indeni, han ved kun at han var tæt på at ende sit liv som dæmon kort efter det lige var begyndt.. Han leder efter de svar, som kan give ham den fred, så han kan slå sig ned et sted, og finde en at udvide familien med..
Lucas fandt som 19 årig, endelig vej til en landsby, som virkede god nok til at han kunne leve sit liv der, den virkede lidt spøjs for ham, men den var bedre og mere fri end de andre han havde været i, troede han.. Han ankom til landsbyen i landet Lyrana..
Personlighed:
Lucas er altid blevet set på som en ballademager, fordi han ikke har hørt til hvor han er vokset op.. Han har ikke haft kontrol over sine kræfter, og har derved ofte sørget for at der herskede en mild form for kaos i den lille by.. Lucas er ganske venlig af natur, men dog også en del indelukket, eftersom han levede indelukket i de sene teenageår, det er dog ved at blive bedre, men langt fra nok.. Han har kvindetække, og kan nemt charmere sig ind på livet af dem, han ønsker dog ikke at have så meget at gøre med dem at gøre, som sådan, han vil bare.. More sig lidt.. Lucas er en kløgtig ung fyr, som stoler på sine dæmoniske instinkter, han kan hurtigt mærke når der er fare på færde, eller hvis han skal til at modtage en ordentlig røvfuld.. Han har ikke helt styr på sine kræfter endnu, da han kun har haft et års tid til at lære sine kræfter at kende i, men han prøver.. og det går selvfølgelig ikke altid perfekt, men hvo' intet vover, intet vinder..
Udseende:
Lucas er en ung-udseende fyr, med ganske solbrun hudfarve, og mørkebrunt hår, Han har en drage på sin over arm, som han har fået malet på med en ganske normal maling, den skal vise hvilket mod han har, og at han ikke bare sådan er bange for folk.. Han er ca. 178 høj, og er rimelig tynd, hans mavemuskler er fremhævede eftersom de er blevet trænet godt igennem de år han levede isoleret, Han har grønne øjne, som virker krystalklare når du kigger ind i dem.. Han render rundt i nogle mørke bukser der går ham til knæene, og skiftesvis bar' mave eller en hvid skjorte, det tøj som Dendra lavede til ham, inden han forsvandt fra byen..
3 lige pt. Lord Lanzeiox, Dylan Caesar Amadeuz, og så denne ^^, ..
Karakternavn:
Lucas Mattheuz (Matthæus; Herrens Gave)
Køn:
Hankøn
Alder:
Menneskealder omkring de 19 år, og den anden alder omkring de 100 år.
Race:
Jord-Dæmon
Job/Status:
Arbejdsløs
Baggrundshistorie:
Det var tæt på midnat, vi er flere hundrede år tilbage.. Da Dendra Mckenzie var på vej ud af sin lille hytte, for at komme ned til bredden og hente vand. Hun gik stille og nynnede for sig selv, da hun i det fjerne kunne høre puslen inde fra den nærliggende skov, og en skinger babygråd. Hun nærmede sig skoven og spurgte om der var nogen, men der var intet svar. Hun prøvede at lytte efter babygråden, for at finde vej, for så skinger og ulykkeligt babyen græd og skreg, skar hende fluks i hjertet. Hun tog sine sandaler der var lavet af strå af og op i hånden, mens hun fortsatte ind i skoven med forsigtige skridt, skoven var et farligt sted, og ingen vidste hvad der fandtes derinde, eller hvordan man nødvendigvis kom ud igen.. Dendra stoppede op et kort øjeblik da babygråden forsvandt, men før hun nåede at sige eller tænke noget, blev skriget højere og mere skingert, det var helt sindsoprivende for hende at høre på, hun satte farten op og ledte højt som lavt, efter stedet hvor barnet burde befinde sig. Der gik ikke lang tid før hun stod i midten af skoven, hun hørte en svag puslen bag en hæk foran hende, og gemte sig forsigtigt og lydløst i den, mens hun observerede hvad der skete på den anden side.. Hun spærrede øjnene op, da det var et skrækkeligt syn for hendes vedkommende hvertfal.. det lignede en slags ofring, der stod høje stenpæle op fra jorden, og der var tændt op i et bål der stod i midten af den cirkel pælene dannede.. Hun så straks barnet som lå svøbt ind i et klæde og lagt på græsset nær bålet, det tog ikke Dendra mange sekunder at regne ud at det var det lille barn der skulle ofres, barnet var smurt ind i blod, hun kunne ikke se om de havde mishandlet det, men efter barnets gråd og skrig at dømme, var det helt sikkert ikke uskadt! Der stod en hel flok personer iført sort tøj, som i kor sagde nogle dystre latinske rim, Dendra genkendte helt sikkert de rim, de kom fra den ondes besatte sten, som stod ikke langt fra hendes landsby, et sted ingen burde færdes! Man sagde at alle der kastede et blik på stenen, og læste dens rim, blev vendt til anden side, deres gode sjæl forsvandt, og de forsvandt sporløst fra jordens overflade.. Nogle siger dog også bare at de mistede deres væsen, og blev til en skygge, der hjemsøger området omkring stenen, i håb om at få et nyt væsen.. Dendra var i chok, hvordan kunne man dog mishandle sådan et lille barn, og ofre det til de ondes fordel!? Hun tænkte på hvordan hun skulle få de væsner væk, så hun kunne få fat i barnet, men tiden var knap, det var snart fuldmåne, hvilket ville fuldende deres ofring, og så ville det være forsent, det hele! Dendra sneg sig ud af busken igen, og begyndte at rende rundt og lave lyde rundt omkring i nærheden, hvis bare de fjernede blikket en enkelt gang fra barnet, bare i et øjeblik, ville hun kunne nå at få fat i det spæde hjælpeløse barn.. Hun holdt øje med flokken, som stille og roligt blev opløst og delt ud i skoven, for at finde uromageren, der skulle være total stilhed under en ofring, så den der følte for at forstyrre, kunne være så godt som sikker på, at finde plads ved siden af barnet ved ofringen.. Dendra kiggede op mod nattehimlen, og vidste at tiden nu virkelig var knap, hun havde ikke tid til at lave mere larm og fjerne fokusen fra barnet, og ofringen. Og snart ville resten af flokken vende tilbage.. Hun så sin mulighed for at løbe ind i cirklen, da de sidste 2 fra flokken stod og gjorde sig klar til den sidste del af ofringen.. Hun løb ind i cirklen, mens hun gentog latinske beskyttelsesord gang på gang, som hun havde fået lært, i tilfælde af at havne et sted med uoverskuelig ondskab, hun tog barnet op i armene og løb ud mod buskene så hun kunne komme væk fra denne cirkel, med dette sindssyge ondskab.. Dendra var næsten ude af cirklen, da hun blev ramt af en slags kraftfelt, flokken var samlet, og havde velsignet cirklen, så ingen kunne komme ind, og ingen ud, så længe ofringen var i gang.. Hun faldt om, som var hun en sæk kartofler, der var absolut ingen reaktion fra hende, alt ved hende var stille, hendes vejrtrækning var det eneste med tegn på at hun levede.. Da Dendra vågnede igen, var det ved middagstid, hun tog sig til baghovedet, hun satte sig halvt op, og kunne absolut intet huske, udover at hun faldt.. Hun kiggede omkring sig, det hele var lidt sløret for hende stadig, hun fik et chok da hun indså hvor hun faktisk var hende, og straks blev det hele lidt mere klart, da hun huskede grunden til hun befandt sig herinde.. BARNET! Hun rejste sig op, og i en omgang blandede følelser med panik, angst, ulykkelighed, og rædsel, løb hun rundt omkring for at finde det kære barn, hun havde prøvet at redde, før hun selv blev slået omkuld.. Hun satte sig på en af de tidligere stående pæle som var væltet, og gemte sit ansigt i hænderne og græd, hun havde svigtet.. hun havde ladet et barn, blive ofret til de mørke magter! Hun hørte en lav lyd komme fra bålet, og hun rejste sig og gik over imod det, der var stadig gløder i bålet, og deri lå barnet, hun skreg forskrækket, og tog barnet op i en fart, skønt hun brændte sine hænder gevaldigt.. Hun tog stoffet barnet var iført væk og smed på bålet, det var for stor en risiko, at lade barnet forblive svøbt ind i det.. Hun kiggede på barnet smilende, og med et ansigt der viste at hun nok skulle passe på barnet fra nu af, og at der intet ondt ville ske det, så længe hun levede.. Hun kunne mærke at hendes kræfter stortset var væk, men hun var opsat på at få barnet ud, i sikkerhed og bringe det tilbage til hendes hytte.. Da hun endelig havde fundet vej ud af skoven, satte hun straks kurs mod sin hytte, hun gemte barnet tæt ind til sin krop, byen var stået op, og så var det ikke normalt at man bare kom løbende hjem med et barn i favnen.. Hun løb ind i hytten og fik lukket døren til, og sat noget fra alle vinduer, beboerne lagde godt mærke til det, men de havde altid synes Dendra var en løjerlig type, og derfor tænkte de ikke videre over det.. Dendra fyldte den smule vand hun havde tilbage op i et kar, og lagde barnet i, mens hun vaskede den smule sod og andet snavs barnet var indsmurt i.. Da hun var færdig med at bade barnet, fik hun for første gang svar på hvorvidt barnet var en dreng eller pige. Hun kiggede på den lille dreng, og iførte ham et hvidt stykke stof som han blev svøbt ind i, så han kunne holde varmen, hun satte sig op i en stol med drengen i favnen, mens hun kiggede på ham med et saligt smil, al' den uhygge og ondskab var overstået, drengen var i sikkerhed, og hun havde fået sit allerhøjeste ønske opfyldt! At få et barn! Dendra havde nemlig ingen familie, og ingen ville have Dendra som kone, hun var jo underlig, og ikke som de andre.. Hun sukkede kort ved tanken om at drengen aldrig fik sig en faderfigur, men lod det ligge, hun strøg kort sin hånd igennem hans brune hår.. ” Du skal have et navn, og jeg ved lige præcis hvad du skal hedde.. Lucas Mattheuz, Matthæus betyder Herrens Gave, og du er herrens gave, du kom til mig, da jeg var mest ensom, og reddede mig fra at forlade denne verden alt for tidligt..” hun kyssede ham forsigtigt på panden før hun lagde ham ned i en flettet kurv som stod ved siden af hende, Lucas gabte og begyndte at lave nogle små snorkelyde kort efter.. Dendra sad bare og betragtede Lucas mens han sov, hun følte sit liv var fuldendt, og hun var lykkeligere end hun nogensinde havde været.. Hun forsvandt kort ud af huset, hun var nødt til at snakke med rådet, så hun kunne beholde sin yndige søn, så hun heller ikke blev mistænkt for alt muligt, som tyveri eller det der var værre.. Rådet godkendte hende som mor, og fortalte hende samtidig hvilken heltemodig gerning hun havde iført, og tilbød en masse materielle ting til hende, som hun pænt takkede nej til.. Hun ville selv, og hun kunne selv!
De første 12 år af Lucas' liv forløb ganske stille og roligt, som han voksede op, han legede med de andre børn i byen, og opførte sig som alle andre, men jo ældre han blev, jo mere lagde han mærke til den forskel der var mellem ham og de andre børn, han udviklede sig på en anden måde, og kunne få ting fra jorden til at vokse, Dendra vidste godt at risikoen for at hun havde fået et andet væsen end hende selv, som den engel hun var, var ganske stor.. Da Lucas var omkring de 13 år, havde han fået lavet meget rod i landsbyen, han havde ødelagt en del afgrøder med sine kræfter, så byen havde krævet at Dendra tog Lucas med til det store råd, så de kunne finde en løsning på de problemer Lucas skabte.. Rådet tog Lucas med til en undersøgelse, som varede en uge, han skulle undersøges fra top til tå, og selvom Dendra havde nægtet dem det i første omgang, gik hun med til det, da de truede med at fjerne ham helt fra hende, og landsbyen.. Dendra blev kaldt ind til en samtale med rådet, hvor hun fik resultatet af vide.. ” Dendra.. Lucas er en jorddæmon! Vi er nødt til at finde et andet sted til ham, ellers skal du gå med til at binde hans kræfter til en alder af 18 år, hvor han kan få dem igen, da han så er tvunget til at flytte..” Dendra faldt hulkende sammen på gulvet, i håb om at Lucas ikke ville blive smidt ud fra landsbyen som ældre, men til ingen nytte.. ” Dendra, du ved at vi har alvorligt pladsmangel i byen, og Lucas har ødelagt en halv by's afgrøder, vi er nødt til at skaffe os af med ham, så snart han bliver myndig.”.. Dendra nikkede, som havde hun selv et valg, om hvorvidt han skulle smides ud eller ej.. Hun tog Lucas med sig hjem, og begyndte at leve meget isoleret med ham, hun følte byen havde vendt hende ryggen, og hun havde ingen grund eller lyst til at se dem i øjnene igen! Sådan levede de til Lucas var 17 år og 10 måneder gammel, tiden var inde til at han snart skulle jages ud af byen, hvilket tog hårdt på Dendra, hendes lille søn, som hun reddede, skulle smides ud af hans by, fordi han ikke kunne håndtere sine kræfter endnu.. og ikke mindst fordi han var en dæmon, rådet sagde det intet havde med det at gøre, men Dendra vidste bedre.. Engle og dæmoner var jo modsætninger, og de kunne ikke leve sammen ifølge rådet.. ondt kunne leve med ondt, og godt med godt, ikke noget midt i mellem.. Dendra satte sig ned med Lucas i sin lille stue, og forklarede ham alt der var sket igennem hans liv, hvilket væsen han var, hvorfor han var hos hende, simpelthen alt! Lucas forstod sin mor, hendes frustrationer og hendes handlinger igennem tiden, han forstod ligesom hvorfor han ikke måtte hænge ud, med de andre.. Men samtidig, da han fik at vide at han havde 2 måneder før han skulle smides ud, ville han ud og opleve landsbyen.. Han forlod hytten med sin mors bekymrede ansigt printet ind i hovedet, og gik ud, han var aldrig hjemme mere.. de 2 måneder der var tilbage, brugte han ude blandt de andre drenge og piger.. Lucas havde på 2 måneder kysset med alle pigerne i den lille landsby, forældrene var tossede, og pressede på, omkring Lucas' ”forvisning”.. Da dagen endelig kom, sagde Lucas pænt farvel til Dendra, og takkede hende for alt, han lovede at kontakte hende igen snart, når han havde faldet til ro.. Som sin sidste handling på vej ud af byen, blomstrede han rådets hytte til, så de ikke kunne bruge rådsalen igen..
Siden da, har Lucas rejst fra by til by, for at finde nogle af hans egen slags, han har en drøm om at finde sin rigtige familie, for han vil have sine rødder tilbage.. Han har ikke glemt hvor han er opvokset, men han føler sig tom indeni, han ved kun at han var tæt på at ende sit liv som dæmon kort efter det lige var begyndt.. Han leder efter de svar, som kan give ham den fred, så han kan slå sig ned et sted, og finde en at udvide familien med..
Lucas fandt som 19 årig, endelig vej til en landsby, som virkede god nok til at han kunne leve sit liv der, den virkede lidt spøjs for ham, men den var bedre og mere fri end de andre han havde været i, troede han.. Han ankom til landsbyen i landet Lyrana..
Personlighed:
Lucas er altid blevet set på som en ballademager, fordi han ikke har hørt til hvor han er vokset op.. Han har ikke haft kontrol over sine kræfter, og har derved ofte sørget for at der herskede en mild form for kaos i den lille by.. Lucas er ganske venlig af natur, men dog også en del indelukket, eftersom han levede indelukket i de sene teenageår, det er dog ved at blive bedre, men langt fra nok.. Han har kvindetække, og kan nemt charmere sig ind på livet af dem, han ønsker dog ikke at have så meget at gøre med dem at gøre, som sådan, han vil bare.. More sig lidt.. Lucas er en kløgtig ung fyr, som stoler på sine dæmoniske instinkter, han kan hurtigt mærke når der er fare på færde, eller hvis han skal til at modtage en ordentlig røvfuld.. Han har ikke helt styr på sine kræfter endnu, da han kun har haft et års tid til at lære sine kræfter at kende i, men han prøver.. og det går selvfølgelig ikke altid perfekt, men hvo' intet vover, intet vinder..
Udseende:
Lucas er en ung-udseende fyr, med ganske solbrun hudfarve, og mørkebrunt hår, Han har en drage på sin over arm, som han har fået malet på med en ganske normal maling, den skal vise hvilket mod han har, og at han ikke bare sådan er bange for folk.. Han er ca. 178 høj, og er rimelig tynd, hans mavemuskler er fremhævede eftersom de er blevet trænet godt igennem de år han levede isoleret, Han har grønne øjne, som virker krystalklare når du kigger ind i dem.. Han render rundt i nogle mørke bukser der går ham til knæene, og skiftesvis bar' mave eller en hvid skjorte, det tøj som Dendra lavede til ham, inden han forsvandt fra byen..
