alene.

[leander]

solen stod højt på himlen, mosen var badet i et gyldent skær, og vinden blæste stille hen over et lille tørt område midt i mosen. en enkelt person sad sammenkrøbet på jorden, med ansigtet begravet i sine hænder. et dybt suk kom fra leander. lige siden noires havde stukket ham med sin kårde, havde alt forandret sig. "hvad er der galt med mig" sagde han stille, og kiggede op mod himlen. i øjeblikket var det monster som noires gift havde vækket inde i ham, ikke sluppet løs, men det kunne hurtigt ændre sig, og det vidste leander godt. derfor prøvede han at holde sig på afstand af samfundet, da han havde nemmere ved at bevare kontrollen, når der ikke var andre til stede.

[Anwen]

Anwen trak strenge. Den svage knirken af læderet der gav sig kunne høres, men det forstyrrede ikke fasanen. Slap. Pilen fór gennem luften med en hvislende lyd der knap kunne anes. Fuglen nåede ikke engang at give en lyd fra sig før pilen havde begravet sig dybt i dens hjerte.
Adræt sprang Anwen fra tue til tue og fik hentet fasanen ind, hvorpå hun kom ind til bredden igen. Hun piftede, og kort efter kunne man høre Vallon komme traskende.
Hesten prustede lavmælt mens hun fastgjorde fasanens fødder til sadlen. To fasaner hang der allerede i forvejen.
En mumlen?
Anwen tyssede på hesten og så sig om for at finde kilden. Var det ikke en mumlen hun havde hørt?
”Hvem der?” råbte hun, og spejdede ud over krat og tuer, men kunne ikke få øje på nogen. Med en abrupt bevægelse fik hun buen over skulderen og rørte let ved sin daggert der hang i bæltet. Bare for at sikre sig at den var der.

[leander]

det gav et sæt i leander da en kvindelig stemme nåede hans øre. ordene fik monsteret inde i ham til at røre på sig, og ruske i de lænker han havde lagt det i. "hver... hver venlig at gå din vej" fik han fremstammet. han krummede sig sammen igen og forsøgte at gemme sig. hans lange røde frakke lå omkring ham, og hans sorte trøje sad stramt op af hans lettere muskuløse overkrop. "gå din vej" nærmest hviskede han til monsteret indeni ham, der hev og sled for at slippe fri. "nej... jeg vil ikke" sagde han panisk, og en enkelt tåre gled ned over hans kind.