Post by Daedelus on Apr 6, 2009 14:23:57 GMT -5
Antal bruger-profiler:
2 – dette er min anden. Den første hedder Ivy
Karakternavn:
Daedelus Nadezhda
Køn:
Hankøn
Alder:
316 vampyr år. Han ligner en på de 30 menneskeår.
Race:
Vampyr
Job/Status:
Daedelus leder mørkeridderne fra De Ukendtes Magt, men få personer ved hvad han egentlig laver, bortset fra de ordrer han får fra Lord Lanzeiox.
Baggrundshistorie:
Ireneusz Nadezhda stod lænet op af muren. Det var tid. Han vidste det. Nadezhdaslægtens bånd skulle ikke brydes nu. Hvad kunne så være bedre, end at forene Nadezda med Ioweynslægten? Et sygt smil spillede om Ireneusz’ læber, ved tanken om Amalia Ioweyn. Han var så afgjort blevet afvist, foran begge familier. Det var en ydmygelse der overgik alt. Hvordan kunne hun have sagt nej til ham og hans smukke udseende? Og så endda til Nadezhdaslægten?
Amalia blege hud stod i skarp kontrast til det ravnsorte lange hår, men nu havde kroppen også fået andre farver. Mørkeblå og lilla farver prydede den slanke men frodige skikkelse. Ja, Amalia var blevet banket gul og blå af sin far, da hun var kommet hjem. ”Hvad satan bilder du dig ind, tøs? At sige nej til en af de største vampyrslægter! Aldrig ..”. Hun huskede tydeligt hvordan faren var blevet så rasende, så han ikke kunne tale. Istedet spændte han hende fast, gav tegn til nogle andre vampyrer, og så gjorde de ellers hvad de nu var bedst til. Grundigt.
Men Amalia havde sine grunde. Nu da hun sad alene med de slanke, lange fingre knugede om den skinnende halskæde hun havde fået af Jeriah, kunne hun ikke forhindre tårerne i at rulle. Dette gjorde hende rasende. Amalia græd ikke! Hun var af ædelt vampyrblod, og en Ioweyn græd ikke! ”Jeg er ligeglad med min forpligtelse”, skreg hun pludselig og rejste sig brat op. ”Jeg vil KUN have Jeriah! INGEN anden!” Den paniske stemme kunne høres langt inde i den mørke skov, og der lød raslen hist og her. Amalia var ligeglad. Der var ingen der turde angribe en vampyr, selvom hun var så langt væk fra sin klan. Så faldt hun sammen, og hulkede. Var ligeglad med alt og alle.
Ireneusz’ kunne mærke alle sine sanser spænde. Et sus af andrenalin pumpede gennem ham, og jægerinstinktet blev vækket. Det var hendes paniske stemme, der nu lød! Det kunne han så afgjort kende. Og hvem havde ikke kunne kende hendes skrig? Hele landsbyen havde været stille, da de hørte den unge Amalia Ioweyn-datter blive pryglet gul og blå. Det havde gjort Ireneusz godt, men havde ikke stillet den tørst efter hævn, som truede med at brænde ham op indeni. Det var derfor han vidste det skulle være nu eller aldrig. Det sorte hår faldt ned foran øjnene, og den lange sorte kappe, fik ham til at ligne en skygge på væggen. Amalia havde intet set, da hun kom gående. Hun kunne ikke engang nå at skrige, da iskolde hænder, lukkede sig om hendes mund. Øjnene blev spærrede op. Vampyrer blev ikke angrebet! Det var jo omvendt! Ireneusz tvang hendes smukke ansigt mod sit, og da han kunne se Amalias bange blik blive endnu mere panisk, gik en gysen af nydelse gennem ham. En gysen og higen efter at gøre hende fortræd.
Derfor havde han været mere hårdhændet end han egentlig havde behøvet. Da han havde taget hende med vold, kunne han stadig ikke lade vær med at kigge på hende med beundren i blikket. Hvilken fryd det skulle være, at HUN skulle bære hans afkom! Amalias nøgne skikkelse havde fået et nyt væld af farver, på trods af at hun ikke havde den fintfølende hud som et menneske. Da han gav slip på hende, sprang hun op, og greb sit tøj. Øjnene lynede rasende, og hun følte det som om der var et vildt dyr inde i hende, der truede med at springe ud. Det rev i brystet af sorg og vrede, og hvis ikke Ireneusz var gået med et listigt smil om læberne, havde hun sprunget på ham. Ikke at det ville have hjulpet noget. Ireneusz var kendt for at være en af de stærkeste unge mænd, som adskillige piger havde gjort kur til. Men ikke hende. Hun fortrak Jeriah. Den stilfærdige vampyr som ikke blandede sig i noget, og som foretrak at drikke blod meget sjældent. Han var ikke som de andre DYR af vampyrer. ISÆR ikke som Ireneusz.
Vampyrer havde ikke morgenkvalme og ubehag ligesom gravide menneskekvinder, men Amalia følte en ubeskrivelig smerte hver morgen hun stod op. En smerte der ikke blev dæmpede, når hun hver morgen lod tårerne trille. Maven voksede utrolig langsomt. Der gik ikke lang tid, før vampyrbarnet begynde at sparke og gøre ved. Amalia lærte aldrig at holde af det. Hun følte sig beskidt, ved at bære på Ireneusz barn. Forældrene havde accepteret det uden videre. Ja, de var nærmere glade for, at deres gode slægt blev ”parret” med en endnu bedre slægt. Der gik ikke lang tid, før Ireneusz og Amalia flyttede ind sammen, meget mod Amalias vilje, men hun viste ingen følelser. Det var som om hun var død indeni, og hun styrede huset med hård hold, og koldt overblik. Tjenestefolket der var under hende, frygtede hende. Gartneren passede og plejede den forvoksede have så den så endnu mere vild ud, og efoy klatrede snart overalt på ydervæggene. Indeni var der ikke et støvkorn at finde. De lange mørke gange uden vinduer, var prydede af lysekroner med tusinder af prismer, og på gulvet lå bordoux-farvede gulvtæpper. Visse steder i hjørnerne stod rustninger, og barbariske billeder af hængninger, lig og blod hang på væggene. Der var intet køkken i det store hus. Kun en sal med de kongeligste værelser. Her var der store kaminer med en uslukkelig ild i, bredde senge med forhæng af de tyndeste blonder, små fine borde med guldporcelæn og ikke mindst bøger i lange rækker. Disse værelser blev kun brugt, når herskabet fik selskab. Dvs. selskab af den menneskelige slags, der blev passede og plejede før de blev kastede for ulvene. En ting Ireneusz havde valgt så frejdigt.
En dag da Ireneusz og Amalia sad for hver sin ende af det meget lange bord i den dunkle spisestue, gav Amalia et gisp fra sig, og tabte guldglasset så blodet løb ned på det mørke trægulv, og bredte sig som en næsten usynlig plet. En mørk skygge der truede med at indtage hele gulvet, og ætse det langsomt. Sådan følte Amalia det også indeni sig selv. Ubeskrivelige smerter fór gennem hende, og hun ænsede ikke det væld af tjenestefolk der kom styrtende for at tørre blodet op – dvs. slikke det ivrigt på af gulvet. Ireneusz så kort på hende, men værdigede hende ellers ikke et blik mere. Han drak bare berherskede sit blod, så ikke en dråbe røg ved siden af. Herefter rejste han sig og gav tegn til tjenestefolkene, om at eskortere Amalia op på sit værelse. Amalia ænsede heller ikke hans ligegyldighed, vaklede bare op ad den brede trappe til værelset.
Fødslen varede et døgn, og Amalia havde aldrig født sådan en smerte. Hun var blevet så følelseskold, så da hun holdte det lille, spæde vampyrbarn i sine hænder, spyttede hun ham i hovedet. ”Så du er kilden til alt min smerte”, hvæsede hun, og strakte barnet ud mod en tjenestepige. ”Tag ham væk fra mit syn”. Amalia rejste sig fra fødselsengen, og gik ud af ste slottet. Hun kunne ikke klare det mere. Dette sted. Den mand. Det barn. De følelser. En lille tårer løb ned af kinden, men Amalia tørrede den hidsigt væk. Så rejste hun. Kom aldrig nogensinde tilbage.
Ireneusz var rasende. Endnu engang var han blevet udmyget, af samme hæslige kvinde! Det kriblede i fingrene efter at gøre hende fortræd, og han kunne ikke dy sig for at sende nogle af sine folk efter hende. De vendte dog tomhændede hjem efter en uge, og Ireneusz måtte erkende sin svaghed. Han burde have vidst det. Kvinder skulle spæres inde, især utæmmelige vampyrkvinder.
Barnet blev døbt Daedelus, hvilket betyder snu, snedig, slesk, og det levede Daedelus sandelig også op til senere hen. I de første år han levede, blev han passede af tjenestefolkene. Det var svært for dem, for Dadelus var en knægt der ikke sagde noget, eller ønskede noget. Han græd aldrig, og tjenestefolkene var lidt skræmte for de violette øjne. En anden ting der skræmte dem, var den måde han legede med sin mad på. Når menneskerne kom ind i huset, spillede han op til dem, og legede lille artig dreng. Så fik han dem ind på sit værelse, og snart kunne tjenestefolkene hører trippen over gulvet. Da de kom op og Daedelus var væk, var menneskernes kroppe fuldstændig drænede for blod, og øjnene var væk. Ireneusz var stolt af sin søn. Han viste tilpas skills til at gå sin slægt efter. Snart tog Ireneusz ham på sit arbejdsværelse, hvor de tilbragte alt deres tid. Den tid Daedelus ikke var der, tilbragte han på det store bibliotek med alle de gamle bøger. Her lærte han om vampyrernes historie, slægtens historie og landets historie. Det interesserede ham, og han følte en umidlelbar forpligtelse for kongen. Det var derfor en glæde at høre, da Ireneusz fortalte ham sin proffesion. Mørkeriddere... Det lød fantastisk!
Daedelus levede ikke som de andre vampyrdrenge, der morede sig med menneskepigerne fra landsbyen og andre ofre, eller lavede konkurrencer som at kunne drikke mest blod på kortest tid. Han blev oplært til at gå i sin fars fodspor som leder. Derfor blev han bragt med i feltet hvor han mødte vampyrkrigere med muskler der lignede torve, og øjne der glimtrede af hævn, tørst og kamplyst. Daedelus var dog ikke som dem. Selvom han længtes efter at tjene sin konge, havde han ikke samme kamptørst. Han holdt af at planlægge slag og tænke i politiske baner. Dette irriterede Ireneusz en smule. Selv havde han stået foran i de fleste slag, og havde kæmpet hårdt, så lange ar prydede den blege, kolde hud. Derfor blev Daedelus smidt ud hjemmefra, da han var noget der lignede de 12 menneskeår. Daedelus var ikke en der satte sig og hylede. Han rejste væk til en fremmede skov, til et fremmede land. Her opbyggede han snart en tilværelse. Trods sin unge skikkelse lærte han snart at jage på egen hånd. Oftest blev det dyr som ulve, køer og lignende. Han dræbte uden frygt eller skam – havde et hjerte af sten. Det bedste var dog, da han kunne få fat i et menneske. Især nogle bestemte unge piger. Han kunne da ikke sætte en finger på, hvad det var der gjorde det lige var de piger. Men hvor han dog elskede at lege med dem. At se deres opspærrede øjne, når de så hans mørke skikkelse, blege hud og det lange sorte hår. At se dem gispe af en blanding af nydelse og skræk, når han lod spidsen af den lange, smalle tunge køre op af deres blege halse. At se dem give det høje gennemtrængende skrig fra sig, når han bordede sine spidse tænder i halsen på dem. At se deres kroppe blive slappe, efter at have kæmpede for at komme fri. Og mest af alt elskede han at føle blodets rislen blande sig med sit eget. En følelse af magt og uovervindelighed. En magtfuld jæger, der ikke kunne stoppes.
Efter at have levede alene i nogle år, havde han gjort et godt indhuk i en landsby fuld af mennesker. Det var da en ny vampyrklan kom til. En dag da Daelus havde fangede en stor bjørn og lystigt slubrede det varme, tykke blod i sig, spændte hans sanser pludselig. En lugt af vampyr ramte hans næsebor. Det var så lang tid siden han havde haft kontakt med andre vampyrer, og det var derfor en følelser der gav ham hjertebanken. Ikke af frygt men af nysgerrighed. ”Hvem er du?”, lød en kold, feminin stemme, og vampyren trådte frem i lyset. Det var et syn Daedelus aldrig glemte. Aldrig havde han set en så smuk skikkelse. Der var et lys omkring hende, og hendes skikkelse skreg efter opmærksomhed. Det fortjente den også. Det ildrøde hår faldt i bløde, lange lokker omkring hendes spæde skuldre, og gav hende et viktoriansk udseende. Det gjorde den store balkjole også. Balkjolen fyldt med blonder hang ikke i laser eller var plettede med blod, ligesom andre unge vampyrkvinders kjoler var. Hun så så spinkel ud, og alligevel vidste han, at dette var en utrolig kraftfuld vampyr af ædelt blod. Munden havde et stædigt drag, og de fyldige læber var rosenrøde. Og så øjnene... De ubeskrivelige øjne der stadig kunne give ham kuldegysen ved tanken. De var så lyseblå – ja nærmest hvide, så det føltes som om man kiggede i uendeligheden. Der gik lidt tid før Daedelus kom til sig selv. ”Jeg spurgte hvem er du?”, gentog den kolde stemme. ”Je- jeg er Daedelus Nadezhda”, stammede Daedelus hæst – han havde ikke brugt sin stemme i så lang tid, så han kunne dårligt nok kende den. Pigen rynkede panden. Hun havde godt hørt om Nadezhdaslægten, bare ikke at der var kommet en efterkommer. Straks blev hendes ansigt lidt mildere. ”Jeg er Loretta”, svarrede hun så, med det der lignede et lille smil. Snart inviterede hun ham med hjem til klanen, hvor han hilste på Lorettas far Iohymn der var overhoved for klanen.
Daedelus sluttede sig snart til klanen, og brugte mange af sine år der. Det mystiske, stille over ham havde ikke forandrede, og det tiltalte Loretta. De blev snart dybt forelskede, og mødte ingen hindring rundt omkring, bortset fra hos en. Folk respekterede parret, bortset fra en ung vampyr ved navn Collero. Han var sygeligt jaloux på Daedelus. En dag da Daedelus var ude for at jage alene, tårnede Collero snart op foran ham. ”Du skal holde dig væk fra Loretta” tordnede han, alt for selvsikker. Daedelus fandt snart dette svage punkt, og begyndte at tirre ham. ”Loretta har valgt mig, Collero”, sagde Daedelus køligt, og stirrede tilbage på ham. Denne prustede som en olm tyr. ”Hvis jeg ikke får hende, sværger jeg at jeg tager hende ved magt”, snerrde Collero hidsigt, og slog ud efter Daedelus. Dette fuldte ham med vrede. Ikke at han slog ud efter ham, men hans trussel. Rasende, men med køligt overblik, cirklede Daedelus omkring ham. Snart gik Collero til angreb, men Daedelus undværgede legende let. Det var første gang han prøvede kræfter med en vampyr, og det overraskede ham hvor mange kræfter han egentlig havde. Collero angreb igen og igen, og hver gang fik Daedelus et angreb en, med et lynhurtigt hug med armen, eller et bid i benet. Snart måtte Collero indse, at Daedelus var stærk overlegen, og dette gjorde ham rasende. ”Bare vent. Det skal du komme til at fortryde”, skreg Collero vredt, og luskede hurtigt væk. Daedelus rystede på hovedet og gjorde jagten færdig. Bagefter sad han og sundede sig lidt. Tankerne svirrede over sit nuværende liv. Iohymn havde taget ham til sig som sin søn, og vist ham hvordan det var at lede en klan. Ja, Daedelus havde endda overtaget meget af arbejdet. Iohymn så ham som den kommende klanleder, det vidste Daedelus. Hvordan han havde det med det, vidste han ikke. Med et lille suk rejste han sig, og begav sig tilbage til vampyrbyen. Her mødte han et skrækkeligt syn. Vampyrerne stod i en ring omkring den store Kinuastatue, som var samlingspunkt for byen. Vampyrerne var rasende, og råbte i munden på hinanden. Et sjældent syn, for vampyrer der som regel kunne styre sig selv. Da de så Daedelus, blev der stille. Nogle sank på knæ, med tårerne løbende ned af kinderne. Iohymn lagde en rystende, iskold på på hans skulder, og puffede ham ind på midten. Her lå en skikkelse. Eller det der var tilbage af den. En arm hang halvt af, der var blod overalt, benene lå i en skæv stilling, og øjnene stirrede livløst frem for sig. Øjnene. De normal næsten hvide øjne, var fuldstændig hvide nu. Tømme. Døde. En smerte truede med at revne Daedelus’ bryst, da han så det var Loretta. ”Det var Collero”, sagde Iohymn lavt, med en stemme der rystede af vrede. Daedelus overhørte ham. Smerten truede stadig med at flænse ham op indeni. Han havde jo elskede den kvinde! Elskede hende betingelsesløst! Ubevidste tårer løb ned af kinderne på ham. Han ville aldrig røre hendes lange, røde lokker, føle hendes kolde hånd mod sin kind, eller kysse hendes blodrøde læber. Aldrig! Det var som om en kold hånd greb om hans stenhjerte, der efterhånden var blevet opblødt lidt. Ja, når han jagtede mennesker, valgte han sågar dem der ikke var forelsket. Men nu var det som om, det atter blev sten. Daedelus rejste sig op, og uden at sige farvel til nogle af dem, begav han sig ud af byen. Det var sidste gang han så nogle af dem.
Daedelus der nu lignede en på de 27 menneskeår, begav sig tilbage til sin fader. Der ventede ham dog et chok. Faren havde været død i 5 år. ”Han blev brutalt myrdede af Lord Alexeon”, sagde en af tjenestefolkene med rystende stemme. De havde holdt huset rent, i fast overbevisning om, at han ville komme tilbage og redde slægtsnavnet. Og det var hvad Daedelus gjorde. Han fandt frem til Lord Alexeon, og denne blev chokerede over at se Daedelus. Han havde jo bare været en lille harmløs knægt med næsen i bøgerne! Nu var han jo en moden, kølig, stærk, velovervejede vampyr! Lord Alexeon gav uvilkårligt pladsen som leder af Mørkeridderne tilbage. Hvis han var af samme støbning som Ireneusz, ville han alligevel vælte ham af pinden. ”Det er bedre at blive ude i perifereen”, tænkte Lord Alexeon slesk. Daedelus vidste han ville gøre mere skade end gavn, ved at bortvise ham fra rådet. Her kunne han i det mindste holde øje med ham.
Tiden gik. Daedelus styrede rådet med hård hånd. Mørkeridderne havde respekt for ham, da han var retfærdig, velovervejede og ikke mindst grufuld. Af og til kom de med bemærkninger om, om ikke han skulle finde sig en kvinde, og føre slægten videre. Når dette blev nævnt, tænkte Daedelus’ på Loretta. I starten var han syg om hjertet, men eftersom han skubbede denne følelse væk, blev hjertet som sten. Der var ikke den mindste snert af medfølelse eller kærlighed tilbage. Kun en tørst efter hævn og blod.
Det var en skelsættende begivenhed da han mødte Lanzeiox. I samme øjeblik han så ham i øjnene, følte han agtpågivenhed. Denne mand, denne fyrste ville han tjene i al evighed. Og sådan blev det. Daedelus valgte sin faste skikkelse da han lignede en på 31 menneskeår, og har lige siden tjent Lord Lanzeiox trofast.
Personlighed:
Daedelus er først og fremmest en moden mand med ambitioner. Han tjener Lord Lanzeiox fast, som leder af Mørkeridderne. Et job han tager utrolig seriøst, og som indgyder ham respekt. Han styrer ridderne med hård hånd, så de forbliver berygtede og skræmmende. Dette gør han ved retfærdighed – mændene får alle deres del af skattene, magten og blodet, viden – Daedelus ved hvordan han leder ved at have nok forsyninger af det hele, og ikke mindst de missioner de laver – det kan være alt lige fra at overgive vigtig information til Lord Lanzeiox, til at myrde personer med truende magtposter.
Selv er Daedelus en rolig, tålmodig og stilfærdig person. Han er ikke typen der lader sig tirre unødvendigt, og han er god til at mægle fred mellem de af og til hidsige mørkeriddere. Desuden har han koldt overblik, og kan derfor beherske sig i pressede situationer. Beherskelse og udholdenhed er en stor styrke for ham. Der kan gå mange dage, før han får brug for blod. Når det sker, sørger han altid for at vælge personer der har ”messede” med mørkeridderne. Dem dræner han får blod, og sætter derfor drabeligt op på en pæl, til skue for alle.
Med hensyn til styrke, er det også en ting Daedelus besider. Dog ikke hans stærkeste side (bogstavelig talt). Nogle af Mørkeridderne er stærkere end ham, men da han er utrolig snedig og listig, klarer han den altid alligevel. Desuden går han stadig forrest i slagene, ligesom sin far også gjorde.
Ja, Daedelus er gennem ond. Efter at have mistet sit livs kærlighed, er hans herte blevet til sten. Han skåner ingen, nyder at pine folk, og elsker at have magt. Kærlighed afskyer ham, og forelskede par nyder han især at dræbe. Når dette sker, tager han ligene med sig hjem, og beder til tjenestefolkenes rædsel, om at få dem hængt op på væggen, så han kan se på deres forvredede ansigter. Ja, nogle mener nok Daedelus er lidt tossede i hovedet, men han er bare så opfyldt af en inderligt had og sorg. Ikke nok til at overskygge hans beherskede kølighed, men den er der så helt bestemt.
Udseende:
Daedelus skikkelse ligner mest af alt en skygge på væggen. Og så alligevel har han et eller andet overskyggende der bare skriger efter opmærksomhed. Et eller andet ved ham der gør, at folk straks kan se han er magtfuld og ondskabsfuld helt ind til benene. Daedelus er omkring 2 meter høj. På trods af sine mange kræfter, har han en forholdsvis spinkel skikkelse. Hænderne er lange og smidige, og når de griber om et menneskes hals, kan de knuse den så let som ingenting.
Daedelus er utrolig bleg, som mange af de andre vampyrer. Hans hud er pergamenthvid, ja nærmest blålig, og står i skarp kontrast til det kulsorte hår. Dette er fuldstændig glat, og går han til ned af ryggen. Ansigtet er prægede af den normal fyldige, blege mund, og den lige næse. Øjenbrynene er mørke og lidt hævede, og giver ham et kritisk, ondt look. Som regel hænger håret ned foran øjnene, der er dybt violette. En lidt unormal farve, som får ham til at se konstant vågen ud – hvilket han sådan set også er.
Daedelus går altid i mørke, stramme bukser, og med en løs skjorte der som regel har den øverste knap åben. Det giver lidt udkig til den blege, muskuløse brystkasse. Ellers har han en lang, sort kappe på, med en høj krave. Som en slags shoulderpats har han sat knogler på – dette er nok en af de største kendetegn ved ham. Ellers går Daedelus altid med en halskæde med en rød rubin i – en gave fra sin elskede Loretta.
2 – dette er min anden. Den første hedder Ivy
Karakternavn:
Daedelus Nadezhda
Køn:
Hankøn
Alder:
316 vampyr år. Han ligner en på de 30 menneskeår.
Race:
Vampyr
Job/Status:
Daedelus leder mørkeridderne fra De Ukendtes Magt, men få personer ved hvad han egentlig laver, bortset fra de ordrer han får fra Lord Lanzeiox.
Baggrundshistorie:
Ireneusz Nadezhda stod lænet op af muren. Det var tid. Han vidste det. Nadezhdaslægtens bånd skulle ikke brydes nu. Hvad kunne så være bedre, end at forene Nadezda med Ioweynslægten? Et sygt smil spillede om Ireneusz’ læber, ved tanken om Amalia Ioweyn. Han var så afgjort blevet afvist, foran begge familier. Det var en ydmygelse der overgik alt. Hvordan kunne hun have sagt nej til ham og hans smukke udseende? Og så endda til Nadezhdaslægten?
Amalia blege hud stod i skarp kontrast til det ravnsorte lange hår, men nu havde kroppen også fået andre farver. Mørkeblå og lilla farver prydede den slanke men frodige skikkelse. Ja, Amalia var blevet banket gul og blå af sin far, da hun var kommet hjem. ”Hvad satan bilder du dig ind, tøs? At sige nej til en af de største vampyrslægter! Aldrig ..”. Hun huskede tydeligt hvordan faren var blevet så rasende, så han ikke kunne tale. Istedet spændte han hende fast, gav tegn til nogle andre vampyrer, og så gjorde de ellers hvad de nu var bedst til. Grundigt.
Men Amalia havde sine grunde. Nu da hun sad alene med de slanke, lange fingre knugede om den skinnende halskæde hun havde fået af Jeriah, kunne hun ikke forhindre tårerne i at rulle. Dette gjorde hende rasende. Amalia græd ikke! Hun var af ædelt vampyrblod, og en Ioweyn græd ikke! ”Jeg er ligeglad med min forpligtelse”, skreg hun pludselig og rejste sig brat op. ”Jeg vil KUN have Jeriah! INGEN anden!” Den paniske stemme kunne høres langt inde i den mørke skov, og der lød raslen hist og her. Amalia var ligeglad. Der var ingen der turde angribe en vampyr, selvom hun var så langt væk fra sin klan. Så faldt hun sammen, og hulkede. Var ligeglad med alt og alle.
Ireneusz’ kunne mærke alle sine sanser spænde. Et sus af andrenalin pumpede gennem ham, og jægerinstinktet blev vækket. Det var hendes paniske stemme, der nu lød! Det kunne han så afgjort kende. Og hvem havde ikke kunne kende hendes skrig? Hele landsbyen havde været stille, da de hørte den unge Amalia Ioweyn-datter blive pryglet gul og blå. Det havde gjort Ireneusz godt, men havde ikke stillet den tørst efter hævn, som truede med at brænde ham op indeni. Det var derfor han vidste det skulle være nu eller aldrig. Det sorte hår faldt ned foran øjnene, og den lange sorte kappe, fik ham til at ligne en skygge på væggen. Amalia havde intet set, da hun kom gående. Hun kunne ikke engang nå at skrige, da iskolde hænder, lukkede sig om hendes mund. Øjnene blev spærrede op. Vampyrer blev ikke angrebet! Det var jo omvendt! Ireneusz tvang hendes smukke ansigt mod sit, og da han kunne se Amalias bange blik blive endnu mere panisk, gik en gysen af nydelse gennem ham. En gysen og higen efter at gøre hende fortræd.
Derfor havde han været mere hårdhændet end han egentlig havde behøvet. Da han havde taget hende med vold, kunne han stadig ikke lade vær med at kigge på hende med beundren i blikket. Hvilken fryd det skulle være, at HUN skulle bære hans afkom! Amalias nøgne skikkelse havde fået et nyt væld af farver, på trods af at hun ikke havde den fintfølende hud som et menneske. Da han gav slip på hende, sprang hun op, og greb sit tøj. Øjnene lynede rasende, og hun følte det som om der var et vildt dyr inde i hende, der truede med at springe ud. Det rev i brystet af sorg og vrede, og hvis ikke Ireneusz var gået med et listigt smil om læberne, havde hun sprunget på ham. Ikke at det ville have hjulpet noget. Ireneusz var kendt for at være en af de stærkeste unge mænd, som adskillige piger havde gjort kur til. Men ikke hende. Hun fortrak Jeriah. Den stilfærdige vampyr som ikke blandede sig i noget, og som foretrak at drikke blod meget sjældent. Han var ikke som de andre DYR af vampyrer. ISÆR ikke som Ireneusz.
Vampyrer havde ikke morgenkvalme og ubehag ligesom gravide menneskekvinder, men Amalia følte en ubeskrivelig smerte hver morgen hun stod op. En smerte der ikke blev dæmpede, når hun hver morgen lod tårerne trille. Maven voksede utrolig langsomt. Der gik ikke lang tid, før vampyrbarnet begynde at sparke og gøre ved. Amalia lærte aldrig at holde af det. Hun følte sig beskidt, ved at bære på Ireneusz barn. Forældrene havde accepteret det uden videre. Ja, de var nærmere glade for, at deres gode slægt blev ”parret” med en endnu bedre slægt. Der gik ikke lang tid, før Ireneusz og Amalia flyttede ind sammen, meget mod Amalias vilje, men hun viste ingen følelser. Det var som om hun var død indeni, og hun styrede huset med hård hold, og koldt overblik. Tjenestefolket der var under hende, frygtede hende. Gartneren passede og plejede den forvoksede have så den så endnu mere vild ud, og efoy klatrede snart overalt på ydervæggene. Indeni var der ikke et støvkorn at finde. De lange mørke gange uden vinduer, var prydede af lysekroner med tusinder af prismer, og på gulvet lå bordoux-farvede gulvtæpper. Visse steder i hjørnerne stod rustninger, og barbariske billeder af hængninger, lig og blod hang på væggene. Der var intet køkken i det store hus. Kun en sal med de kongeligste værelser. Her var der store kaminer med en uslukkelig ild i, bredde senge med forhæng af de tyndeste blonder, små fine borde med guldporcelæn og ikke mindst bøger i lange rækker. Disse værelser blev kun brugt, når herskabet fik selskab. Dvs. selskab af den menneskelige slags, der blev passede og plejede før de blev kastede for ulvene. En ting Ireneusz havde valgt så frejdigt.
En dag da Ireneusz og Amalia sad for hver sin ende af det meget lange bord i den dunkle spisestue, gav Amalia et gisp fra sig, og tabte guldglasset så blodet løb ned på det mørke trægulv, og bredte sig som en næsten usynlig plet. En mørk skygge der truede med at indtage hele gulvet, og ætse det langsomt. Sådan følte Amalia det også indeni sig selv. Ubeskrivelige smerter fór gennem hende, og hun ænsede ikke det væld af tjenestefolk der kom styrtende for at tørre blodet op – dvs. slikke det ivrigt på af gulvet. Ireneusz så kort på hende, men værdigede hende ellers ikke et blik mere. Han drak bare berherskede sit blod, så ikke en dråbe røg ved siden af. Herefter rejste han sig og gav tegn til tjenestefolkene, om at eskortere Amalia op på sit værelse. Amalia ænsede heller ikke hans ligegyldighed, vaklede bare op ad den brede trappe til værelset.
Fødslen varede et døgn, og Amalia havde aldrig født sådan en smerte. Hun var blevet så følelseskold, så da hun holdte det lille, spæde vampyrbarn i sine hænder, spyttede hun ham i hovedet. ”Så du er kilden til alt min smerte”, hvæsede hun, og strakte barnet ud mod en tjenestepige. ”Tag ham væk fra mit syn”. Amalia rejste sig fra fødselsengen, og gik ud af ste slottet. Hun kunne ikke klare det mere. Dette sted. Den mand. Det barn. De følelser. En lille tårer løb ned af kinden, men Amalia tørrede den hidsigt væk. Så rejste hun. Kom aldrig nogensinde tilbage.
Ireneusz var rasende. Endnu engang var han blevet udmyget, af samme hæslige kvinde! Det kriblede i fingrene efter at gøre hende fortræd, og han kunne ikke dy sig for at sende nogle af sine folk efter hende. De vendte dog tomhændede hjem efter en uge, og Ireneusz måtte erkende sin svaghed. Han burde have vidst det. Kvinder skulle spæres inde, især utæmmelige vampyrkvinder.
Barnet blev døbt Daedelus, hvilket betyder snu, snedig, slesk, og det levede Daedelus sandelig også op til senere hen. I de første år han levede, blev han passede af tjenestefolkene. Det var svært for dem, for Dadelus var en knægt der ikke sagde noget, eller ønskede noget. Han græd aldrig, og tjenestefolkene var lidt skræmte for de violette øjne. En anden ting der skræmte dem, var den måde han legede med sin mad på. Når menneskerne kom ind i huset, spillede han op til dem, og legede lille artig dreng. Så fik han dem ind på sit værelse, og snart kunne tjenestefolkene hører trippen over gulvet. Da de kom op og Daedelus var væk, var menneskernes kroppe fuldstændig drænede for blod, og øjnene var væk. Ireneusz var stolt af sin søn. Han viste tilpas skills til at gå sin slægt efter. Snart tog Ireneusz ham på sit arbejdsværelse, hvor de tilbragte alt deres tid. Den tid Daedelus ikke var der, tilbragte han på det store bibliotek med alle de gamle bøger. Her lærte han om vampyrernes historie, slægtens historie og landets historie. Det interesserede ham, og han følte en umidlelbar forpligtelse for kongen. Det var derfor en glæde at høre, da Ireneusz fortalte ham sin proffesion. Mørkeriddere... Det lød fantastisk!
Daedelus levede ikke som de andre vampyrdrenge, der morede sig med menneskepigerne fra landsbyen og andre ofre, eller lavede konkurrencer som at kunne drikke mest blod på kortest tid. Han blev oplært til at gå i sin fars fodspor som leder. Derfor blev han bragt med i feltet hvor han mødte vampyrkrigere med muskler der lignede torve, og øjne der glimtrede af hævn, tørst og kamplyst. Daedelus var dog ikke som dem. Selvom han længtes efter at tjene sin konge, havde han ikke samme kamptørst. Han holdt af at planlægge slag og tænke i politiske baner. Dette irriterede Ireneusz en smule. Selv havde han stået foran i de fleste slag, og havde kæmpet hårdt, så lange ar prydede den blege, kolde hud. Derfor blev Daedelus smidt ud hjemmefra, da han var noget der lignede de 12 menneskeår. Daedelus var ikke en der satte sig og hylede. Han rejste væk til en fremmede skov, til et fremmede land. Her opbyggede han snart en tilværelse. Trods sin unge skikkelse lærte han snart at jage på egen hånd. Oftest blev det dyr som ulve, køer og lignende. Han dræbte uden frygt eller skam – havde et hjerte af sten. Det bedste var dog, da han kunne få fat i et menneske. Især nogle bestemte unge piger. Han kunne da ikke sætte en finger på, hvad det var der gjorde det lige var de piger. Men hvor han dog elskede at lege med dem. At se deres opspærrede øjne, når de så hans mørke skikkelse, blege hud og det lange sorte hår. At se dem gispe af en blanding af nydelse og skræk, når han lod spidsen af den lange, smalle tunge køre op af deres blege halse. At se dem give det høje gennemtrængende skrig fra sig, når han bordede sine spidse tænder i halsen på dem. At se deres kroppe blive slappe, efter at have kæmpede for at komme fri. Og mest af alt elskede han at føle blodets rislen blande sig med sit eget. En følelse af magt og uovervindelighed. En magtfuld jæger, der ikke kunne stoppes.
Efter at have levede alene i nogle år, havde han gjort et godt indhuk i en landsby fuld af mennesker. Det var da en ny vampyrklan kom til. En dag da Daelus havde fangede en stor bjørn og lystigt slubrede det varme, tykke blod i sig, spændte hans sanser pludselig. En lugt af vampyr ramte hans næsebor. Det var så lang tid siden han havde haft kontakt med andre vampyrer, og det var derfor en følelser der gav ham hjertebanken. Ikke af frygt men af nysgerrighed. ”Hvem er du?”, lød en kold, feminin stemme, og vampyren trådte frem i lyset. Det var et syn Daedelus aldrig glemte. Aldrig havde han set en så smuk skikkelse. Der var et lys omkring hende, og hendes skikkelse skreg efter opmærksomhed. Det fortjente den også. Det ildrøde hår faldt i bløde, lange lokker omkring hendes spæde skuldre, og gav hende et viktoriansk udseende. Det gjorde den store balkjole også. Balkjolen fyldt med blonder hang ikke i laser eller var plettede med blod, ligesom andre unge vampyrkvinders kjoler var. Hun så så spinkel ud, og alligevel vidste han, at dette var en utrolig kraftfuld vampyr af ædelt blod. Munden havde et stædigt drag, og de fyldige læber var rosenrøde. Og så øjnene... De ubeskrivelige øjne der stadig kunne give ham kuldegysen ved tanken. De var så lyseblå – ja nærmest hvide, så det føltes som om man kiggede i uendeligheden. Der gik lidt tid før Daedelus kom til sig selv. ”Jeg spurgte hvem er du?”, gentog den kolde stemme. ”Je- jeg er Daedelus Nadezhda”, stammede Daedelus hæst – han havde ikke brugt sin stemme i så lang tid, så han kunne dårligt nok kende den. Pigen rynkede panden. Hun havde godt hørt om Nadezhdaslægten, bare ikke at der var kommet en efterkommer. Straks blev hendes ansigt lidt mildere. ”Jeg er Loretta”, svarrede hun så, med det der lignede et lille smil. Snart inviterede hun ham med hjem til klanen, hvor han hilste på Lorettas far Iohymn der var overhoved for klanen.
Daedelus sluttede sig snart til klanen, og brugte mange af sine år der. Det mystiske, stille over ham havde ikke forandrede, og det tiltalte Loretta. De blev snart dybt forelskede, og mødte ingen hindring rundt omkring, bortset fra hos en. Folk respekterede parret, bortset fra en ung vampyr ved navn Collero. Han var sygeligt jaloux på Daedelus. En dag da Daedelus var ude for at jage alene, tårnede Collero snart op foran ham. ”Du skal holde dig væk fra Loretta” tordnede han, alt for selvsikker. Daedelus fandt snart dette svage punkt, og begyndte at tirre ham. ”Loretta har valgt mig, Collero”, sagde Daedelus køligt, og stirrede tilbage på ham. Denne prustede som en olm tyr. ”Hvis jeg ikke får hende, sværger jeg at jeg tager hende ved magt”, snerrde Collero hidsigt, og slog ud efter Daedelus. Dette fuldte ham med vrede. Ikke at han slog ud efter ham, men hans trussel. Rasende, men med køligt overblik, cirklede Daedelus omkring ham. Snart gik Collero til angreb, men Daedelus undværgede legende let. Det var første gang han prøvede kræfter med en vampyr, og det overraskede ham hvor mange kræfter han egentlig havde. Collero angreb igen og igen, og hver gang fik Daedelus et angreb en, med et lynhurtigt hug med armen, eller et bid i benet. Snart måtte Collero indse, at Daedelus var stærk overlegen, og dette gjorde ham rasende. ”Bare vent. Det skal du komme til at fortryde”, skreg Collero vredt, og luskede hurtigt væk. Daedelus rystede på hovedet og gjorde jagten færdig. Bagefter sad han og sundede sig lidt. Tankerne svirrede over sit nuværende liv. Iohymn havde taget ham til sig som sin søn, og vist ham hvordan det var at lede en klan. Ja, Daedelus havde endda overtaget meget af arbejdet. Iohymn så ham som den kommende klanleder, det vidste Daedelus. Hvordan han havde det med det, vidste han ikke. Med et lille suk rejste han sig, og begav sig tilbage til vampyrbyen. Her mødte han et skrækkeligt syn. Vampyrerne stod i en ring omkring den store Kinuastatue, som var samlingspunkt for byen. Vampyrerne var rasende, og råbte i munden på hinanden. Et sjældent syn, for vampyrer der som regel kunne styre sig selv. Da de så Daedelus, blev der stille. Nogle sank på knæ, med tårerne løbende ned af kinderne. Iohymn lagde en rystende, iskold på på hans skulder, og puffede ham ind på midten. Her lå en skikkelse. Eller det der var tilbage af den. En arm hang halvt af, der var blod overalt, benene lå i en skæv stilling, og øjnene stirrede livløst frem for sig. Øjnene. De normal næsten hvide øjne, var fuldstændig hvide nu. Tømme. Døde. En smerte truede med at revne Daedelus’ bryst, da han så det var Loretta. ”Det var Collero”, sagde Iohymn lavt, med en stemme der rystede af vrede. Daedelus overhørte ham. Smerten truede stadig med at flænse ham op indeni. Han havde jo elskede den kvinde! Elskede hende betingelsesløst! Ubevidste tårer løb ned af kinderne på ham. Han ville aldrig røre hendes lange, røde lokker, føle hendes kolde hånd mod sin kind, eller kysse hendes blodrøde læber. Aldrig! Det var som om en kold hånd greb om hans stenhjerte, der efterhånden var blevet opblødt lidt. Ja, når han jagtede mennesker, valgte han sågar dem der ikke var forelsket. Men nu var det som om, det atter blev sten. Daedelus rejste sig op, og uden at sige farvel til nogle af dem, begav han sig ud af byen. Det var sidste gang han så nogle af dem.
Daedelus der nu lignede en på de 27 menneskeår, begav sig tilbage til sin fader. Der ventede ham dog et chok. Faren havde været død i 5 år. ”Han blev brutalt myrdede af Lord Alexeon”, sagde en af tjenestefolkene med rystende stemme. De havde holdt huset rent, i fast overbevisning om, at han ville komme tilbage og redde slægtsnavnet. Og det var hvad Daedelus gjorde. Han fandt frem til Lord Alexeon, og denne blev chokerede over at se Daedelus. Han havde jo bare været en lille harmløs knægt med næsen i bøgerne! Nu var han jo en moden, kølig, stærk, velovervejede vampyr! Lord Alexeon gav uvilkårligt pladsen som leder af Mørkeridderne tilbage. Hvis han var af samme støbning som Ireneusz, ville han alligevel vælte ham af pinden. ”Det er bedre at blive ude i perifereen”, tænkte Lord Alexeon slesk. Daedelus vidste han ville gøre mere skade end gavn, ved at bortvise ham fra rådet. Her kunne han i det mindste holde øje med ham.
Tiden gik. Daedelus styrede rådet med hård hånd. Mørkeridderne havde respekt for ham, da han var retfærdig, velovervejede og ikke mindst grufuld. Af og til kom de med bemærkninger om, om ikke han skulle finde sig en kvinde, og føre slægten videre. Når dette blev nævnt, tænkte Daedelus’ på Loretta. I starten var han syg om hjertet, men eftersom han skubbede denne følelse væk, blev hjertet som sten. Der var ikke den mindste snert af medfølelse eller kærlighed tilbage. Kun en tørst efter hævn og blod.
Det var en skelsættende begivenhed da han mødte Lanzeiox. I samme øjeblik han så ham i øjnene, følte han agtpågivenhed. Denne mand, denne fyrste ville han tjene i al evighed. Og sådan blev det. Daedelus valgte sin faste skikkelse da han lignede en på 31 menneskeår, og har lige siden tjent Lord Lanzeiox trofast.
Personlighed:
Daedelus er først og fremmest en moden mand med ambitioner. Han tjener Lord Lanzeiox fast, som leder af Mørkeridderne. Et job han tager utrolig seriøst, og som indgyder ham respekt. Han styrer ridderne med hård hånd, så de forbliver berygtede og skræmmende. Dette gør han ved retfærdighed – mændene får alle deres del af skattene, magten og blodet, viden – Daedelus ved hvordan han leder ved at have nok forsyninger af det hele, og ikke mindst de missioner de laver – det kan være alt lige fra at overgive vigtig information til Lord Lanzeiox, til at myrde personer med truende magtposter.
Selv er Daedelus en rolig, tålmodig og stilfærdig person. Han er ikke typen der lader sig tirre unødvendigt, og han er god til at mægle fred mellem de af og til hidsige mørkeriddere. Desuden har han koldt overblik, og kan derfor beherske sig i pressede situationer. Beherskelse og udholdenhed er en stor styrke for ham. Der kan gå mange dage, før han får brug for blod. Når det sker, sørger han altid for at vælge personer der har ”messede” med mørkeridderne. Dem dræner han får blod, og sætter derfor drabeligt op på en pæl, til skue for alle.
Med hensyn til styrke, er det også en ting Daedelus besider. Dog ikke hans stærkeste side (bogstavelig talt). Nogle af Mørkeridderne er stærkere end ham, men da han er utrolig snedig og listig, klarer han den altid alligevel. Desuden går han stadig forrest i slagene, ligesom sin far også gjorde.
Ja, Daedelus er gennem ond. Efter at have mistet sit livs kærlighed, er hans herte blevet til sten. Han skåner ingen, nyder at pine folk, og elsker at have magt. Kærlighed afskyer ham, og forelskede par nyder han især at dræbe. Når dette sker, tager han ligene med sig hjem, og beder til tjenestefolkenes rædsel, om at få dem hængt op på væggen, så han kan se på deres forvredede ansigter. Ja, nogle mener nok Daedelus er lidt tossede i hovedet, men han er bare så opfyldt af en inderligt had og sorg. Ikke nok til at overskygge hans beherskede kølighed, men den er der så helt bestemt.
Udseende:
Daedelus skikkelse ligner mest af alt en skygge på væggen. Og så alligevel har han et eller andet overskyggende der bare skriger efter opmærksomhed. Et eller andet ved ham der gør, at folk straks kan se han er magtfuld og ondskabsfuld helt ind til benene. Daedelus er omkring 2 meter høj. På trods af sine mange kræfter, har han en forholdsvis spinkel skikkelse. Hænderne er lange og smidige, og når de griber om et menneskes hals, kan de knuse den så let som ingenting.
Daedelus er utrolig bleg, som mange af de andre vampyrer. Hans hud er pergamenthvid, ja nærmest blålig, og står i skarp kontrast til det kulsorte hår. Dette er fuldstændig glat, og går han til ned af ryggen. Ansigtet er prægede af den normal fyldige, blege mund, og den lige næse. Øjenbrynene er mørke og lidt hævede, og giver ham et kritisk, ondt look. Som regel hænger håret ned foran øjnene, der er dybt violette. En lidt unormal farve, som får ham til at se konstant vågen ud – hvilket han sådan set også er.
Daedelus går altid i mørke, stramme bukser, og med en løs skjorte der som regel har den øverste knap åben. Det giver lidt udkig til den blege, muskuløse brystkasse. Ellers har han en lang, sort kappe på, med en høj krave. Som en slags shoulderpats har han sat knogler på – dette er nok en af de største kendetegn ved ham. Ellers går Daedelus altid med en halskæde med en rød rubin i – en gave fra sin elskede Loretta.
