Post by James on Apr 5, 2009 15:33:11 GMT -5
Antal bruger-profiler:[/b]
Den her og prelon
Karakternavn:[/u]
Dave ”Sjæletunge” Derrow Aka
Kaptajn James Dødefløjte
Aka Den Røde
Køn:[/u]
Mand
Alder:[/u]
457 år men ligner en på 29 (se historie).
Race:
Menneske
Job/Status:
Pirat.
Baggrundshistorie:
Det var næsten midnat men himmelen var skyfri og stjernerne og månen spejlede sig uhæmmet i havets klare vand så der alligevel var masser af lys. Tre skibe flød roligt gennem natten og satte det ellers rolige vand i bevægelse så stjernernes spejlbilleder for en stund blev brudt når de sejlede forbi. To af dem var handelsskibe lastet med varer og passagerer fra fremmede lande, der var på vej mod Lyrana. Det sidste var et større krigsskib fyldt med soldater der skulle sørge for handelsskibenes sikkerhed. De tre skibe havde været længe undervejs og passagererne, soldaterne og skibenes besætning så med længsel frem til igen at mærke fast landjord under deres fødder. Maden og vandet var råddent og næsten udtømt og der havde været mange komplikationer undervejs. Nu var de værste strabadser overstået og folk så bare frem til at turen var forbi. Det troede de i hvert fald. Kaptajnen, en ældre, erfaren mand omkring fyrrerne, havde givet ordre til at der skulle være folk i alle skibenes udkigstønder hele døgnet så man hurtigt muligt ville vide det når der var land i sigte men alligevel kunne han ikke sove. Han havde derfor besluttet sig for selv at gå op på dækket for at se ud mod horisonten. Der stod han nu i sine klæder og stirrede utålmodigt frem for sig. Med et hørte han et jubelskrig oppe fra udkigstønden. Med en stemme der dirrede af ophidselse rapporterede udkigsposten at der var land i sigte og lettelse gennemstrømmede kaptajnens hjerte. Han skyndte sig hen til trappen der førte ned til passagererne og besætningen for at vække dem og give dem den gode nyhed da udkigsposten råbte at der var et lille skib på vej hen imod dem. Kaptajnen standsede op og rynkede panden i undren. ”Kan du se hvilket skib det er?” Råbte han tilbage. Det kunne man ikke men det nærmede sig med en utrolig hast lød svaret. Derefter begav kaptajnen, der nu var i dybe tanker, sig ned til den sovende besætning og bekendtgjorde at de havde land i sigte men at der samtidig var et ukendt skib på vej hen imod dem. Han beroligede de bekymrede passagerer med at det sandsynligvis ikke var noget men besætningen vidste bedre. Snart efter var folkene på de to andre skibe også vækket og med krigsskibet forrest sejlede de det ukendte skib i møde.
Hen mod morgenen kunne udkigsposten konstatere at kaptajnens frygt var velbegrundet. Det ukendte skib var et sørøverskib. Kaptajnen kontaktede straks de øverstkommanderende hos de to andre skibe og de besluttede sig for at krigsskibet skulle konfrontere piraterne imens de to andre skibe forsøgte at stikke af og sejle mod land. Hen mod frokost nåede de fire skibe så hinanden. Passagererne så med voksende frygt på mens krigsskibet sejlede hen imod sørøverskibet i hvis mast Jolly Roger lystigt vejrede. Da der kun var kort afstand mellem de to skibe satte kaptajnen så sin plan i værk og de to handelsskibe drejede af og sejlede forbi sørøverskibet mens krigsskibet fortsatte frem mod sørøverne. I starten fortsatte sørøverne deres kurs og det så ud som om planen ville lykkedes. Krigsskibet var højere en det lille sørøverskib og deres bueskytter havde derfor en længere rækkevidde end sørøvernes. Så snart sørøverne kom tæt nok på begyndte de derfor at bombardere dem med en tæt regn af brændende pile og slaget var i gang. På handelsskibene jublede folk. Planen var lykkedes. Jublen døde dog snart hen for knap var krigsskibets bueskytter begyndt at skyde før sørøverskibet drejede af og sejlede efter handelsskibene. Krigsskibet prøvede at følge efter men sørøvernes skib var lettere og halede hurtigt ind på handelsskibene der desperat forsøgte at slippe væk. Krigsskibets besætning kunne ikke andet end at se på mens sørøverskibet bordede det største skib og halvdelen af piraterne sprang ombord på det under høje råb og vilde skrig. Mens piraterne kæmpede mod skibets besætning satte sørøverskibet sig igen i bevægelse og sejlede efter det andet handelsskib. Det tog ikke lang tid før det første handelsskib var i piraternes hænder. Skibets besætning var bedre egnet til at sejle end til kamp og det varede ikke engang en time før al modstand var nedkæmpet. Det satte dog ikke efter sørøverskibet men blev i stedet liggende uden nogen mennesker på dæk. Dette bekymrede den øverstkommanderende på krigsskibet, en yngre officer der engang havde tjent i hæren og der havde mistet sit venstre øje. Han vidste at piraterne var ude på noget men valgte alligevel at fortsætte hen mod dem.
Krigsskibet nåede handelsskibet samtidig med at sørøverskibet nåede det andet handelsskib men kaptajnen tøvede alligevel med at åbne ild. Intet liv kunne spores ombord. Piraterne måtte være gået under dæk man hvad de lavede der anede han ikke. Det kunne ikke være andet end en fælde, men der var nu udbrudt kamp på det andet handelsskib så kaptajnen måtte handle hurtigt. Det ville se virkelig skidt ud hvis han mistede begge handelsskibene. Derfor sendte han en deling soldater ned på skibet for at undersøge hvad der var på færde og ganske rigtigt, det var en fælde. Ikke så snart havde soldaterne sat deres fødder på skibet før en kniv spiddede en af dem i halsen og piraterne for ud på dækket mens de skreg og hylede. Den øverstkommanderende følte sig dog stadig sikker. Hans folk var langt i overtal så han valgte at tage kampen op og beordre sine soldater over på handelsskibet for at generobre det. Selv stod han i spidsen og snart var en vild kamp i gang. Piraterne viste sig snart at være soldaterne overlegne. Vinden var blevet stærkere siden natten og soldaterne kunne ikke stå fast på det gyngende skib. Desuden var piraternes trænede i at bruge de forhindringer et skib tilbød og sprang konstant ind på livet af soldaterne og gennemborede dem med deres dolke eller de klatrede op i tovene og bombarderede dem med kasteknive. Soldaternes eneste fordel var bueskytterne der ydede dem støtte fra krigsskibet men krigsskibets øverstkommanderende tøvede med at give dem ordre til at skyde da det ville være umuligt kun at ramme piraterne. Først da han selv blev ramt i brystet af en kastekniv gav han med sine sidste kræfter bueskytterne ordre til at skyde men da var det for sent. Da kampen gik i gang var nogle af piraterne hoppet i en båd på den side af handelsskibet der vendte væk fra krigsskibet og i ly af kampen sejlede de om bag krigsskibet og borede det der hvor bueskytterne var. Lydende fra kampen overdøvede lyden af deres gribbekroge der satte sig fast på krigsskibets ræling og piraterne der lydløst klatrede op på skibet. Bueskytterne var kun lige begyndt at skyde da piraterne angreb dem bagfra og nedslagtede dem. Nogle af dem forsøgte at tage kampen op med deres kortsværd men resten flygtede ned i skibets lastrum eller ned til kampen på handelsskibet. Da det andet handelsskib, der var blevet erobret af resten af sørøverne, og sørøverskibet vendte tilbage var kampen forbi. Piraterne havde lidt svære tab, men i sidste ende havde de besejret soldaterne der ellers havde været over tolv gange så mange som dem.
Dette var en af Kaptajn James Dødefløjtes, i folkemunde kaldet ”Den Røde”, største sejre. Han havde været stort i undertal men havde alligevel erobret to handelsskibe og et stort krigsskib og historierne om hans bedrift spredte sig snart og sluttede sig til alle de andre fortællinger om hans mod og snedighed. Handelsskibene viste sig at være lastet med kostbare krydderier og våben og en del af skibenes passagerer var betydningsfulde folk som piraterne fik mange løsepenge for. Desuden var soldaternes udstyr i sig selv mange penge værd. Den største gevinst var dog skibene som Kaptajn James solgte så snart han fik chancen. Handelsskibene var uegnede til kamp og krigsskibet var for stort og klodset. Ingen af dem kunne desuden matche hans eget skib, ”Havfalken”, hvad fart og manøvredygtighed angik.
Dette er blot en af mange historier om ”Den Rødes” bedrifter men hvordan skete det egentlig at denne berygtede pirat endte som kaptajn for ”Havfalken” og en af de mest frygtede sørøvere på den syv have? For at finde ud af dette må vi gå flere hundrede år tilbage.
Tilbage til en anden persons fødsel. Nemlig fødslen af Dave Derrow. Dave Derrow blev født i en lille landsby ved havet. Hovedparten af landsbyens mænd, deriblandt Daves far, var fiskere mens kvinderne, deriblandt Daves mor, tog sig af huset og børnene. Tidligt i sin opvækst viste Dave tegn på at han ikke var helt normal. Daves stemme var nemlig i stand til at gå ned og røre folk på et plan hvor den kunne ændre deres følelser. Hvis Dave sang en glad sang blev dem der hørte den glad og hvis han sang en trist sang blev de kede af det. I en landsby som den Dave voksede op i har folk dog en tendens til at frygte det ukendte og de begyndte snart at betragte Dave som unormal og holde sig væk fra ham. Daves forældre prøvede at mildne dem og redde deres søn ved at forbyde ham at synge men Dave kunne ikke lade være. Når han var alene og ikke troede at nogen så ham sang han stadig men han blev efterhånden så god til at skjule det at folk i landsbyen, inklusiv hans forældre, troede at han var holdt op med det og blødte op overfor ham. Derefter formede Daves liv sig som de fleste menneskers. Så snart han blev gammel nok begyndte hans far at lære ham op til at følge sig og nu da han var holdt op med at synge blev han snart vellidt for hans hjælpsomhed og glade humør. Selvom han virkede glad og livlig udadtil var Daves øjne dog altid triste og inderst inde led han over ikke at måtte synge. Samtidig var han irriteret over at han ikke bare kunne være ligesom alle andre og han var sur på sig selv fordi han ikke kunne lade være med at synge.
Det var den tristhed og håbløshed der fyldte ham da han som 12-årig en dag sad og sang for sig selv og en af kongens riddere kom forbi. Ridderen og hans folk hørte Daves sang og blev straks fyldt af en uforklarlig følelse af tristhed og Dave, der var alt for optaget af sin sang, opdagede dem ikke. Først da Dave holdt op med at synge kom ridderen til sig selv. Dave vendte sig om for at gå og stivnede så idet han fik øje på ridderen og hans folk. Ridderen tøvede et øjeblik uden at vide hvad han skulle gøre men beordrede så sine folk at fange Dave. Dette voldte dem ingen større problemer da Dave ikke gjorde modstand og de tog derefter ned til landsbyen hvor de spurgte landsbyens beboere ud om Dave. Der lød et skrig og Daves mor løb ud fra mængden og bad grædende for sin søns liv, da hun var sikker på at soldaterne havde hørt om Daves evner og ville henrette ham derfor. Under hendes bønner gik det efterhånden op for ridderen, hvilke evner Dave havde og han beordrede sine folk til at få Daves mor væk. Nogle af landsbyens beboere trådte dog til inden og holdt moderen tilbage så soldaterne ikke skulle skade hende og ridderen tog derfra med Dave der hørte sin mors klageråb som det sidste inden han forlod sin hjemby. I flere dage rejste ridderen med Dave som sin fange. Dave, der aldrig havde været udenfor sin landsby, var i starten skrækslagen for hvad fremtiden ville bringe men efterhånden virkede det hele så uvirkeligt at det virkede som et ondt mareridt han kunne vågne fra hvornår som helst og han gled ind i en tranceagtig tilstand. Endelig kom ridderen til sin destination, kongeslottet, hvor han førte Dave frem for kongen. Dave, der var blevet tømt for kræfter af den lange rejse og usikkerheden med hvad der ville ske med ham, registrerede stort set ikke hvad der skete og da ridderen beordrede ham til at synge var det en sang uden følelser hvor hans evner ikke kom til udtryk. Dette gjorde ridderen til grin for hele slottet og han måtte forlade tronsalen til ekkoet af hoffolkenes latter. Rasende tog han hen til sin egen borg og smed Dave ned i den dybeste fangekælder han havde. Da han var kommet sig over sin vrede regnede han dog ud hvad der var gået galt og han besluttede sig for at gøre endnu et forsøg med Dave.
Han lukkede Dave ud af fangekælderen og denne gang fik Dave en helt anden behandling end før. I stedet for at være ridderens fange blev han nu hans gæst og ridderen trådte ind i rollen som vært frem for fangevogter. Dave sov i en overdådig seng, spiste den fineste mad, drak den mest udsøgte vin og kom med ridderen ud og se de mest fantastiske steder. For Dave, der lige havde gennemlevet sit værste mareridt, var det som at komme i paradis og han forstod ikke ridderens pludselige humørskift. I starten var han meget mistroisk og forsigtig idet han var sikker på at det mindste fejltrin ville sende ham tilbage til fangekælderen men efterhånden vænnede han sig til den nye situation og ridderen vandt hans tillid. Dette kunne ridderen mærke og han besluttede sig for at tiden nu var inde til at prøve Dave ved hoffet endnu engang. En dag spurgte han således Dave om han ikke ville synge en sang for ham. Dette vakte øjeblikkeligt Daves mistro da hans evner endnu aldrig havde bragt ham andet end problemer, først fra landsbyens beboere, siden da han blev ført væk af ridderen og han nægtede hårdnakket. Ridderen mærkede Daves frygt og pressede ham ikke men sukkede i stedet og begyndte sørgmodigt at fortælle om dengang han hørte Daves sang første gang og hvordan den havde rørt hans følelser. Derefter begyndte han at rose Daves evner og fortælle om hvordan en mand med hans evner let kunne få en plads ved hoffet og endda kunne blive en af kongens mest magtfulde mænd. Den unge Dave faldt kun alt for let for ridderens ros og han indvilligede i at synge for ridderen. Ridderen lod som om han blev begejstret og han satte sig og ventede i spænding. Kort efter begyndte Dave på en sørgmodig snag om dengang han blev ført væk fra sin landsby og hvordan han blev smidt ned i fangekælderen da han kom til kongen slot. Ridderen mærkede endnu engang hvordan han blev fyldt af den samme sørgmodige stemning som sidst han hørte Dave synge, men denne gang var følelsen langt mere intens og direkte ubehagelig. For at komme af med denne følelse bad ridderen desperat Dave synge en glad sang og efter en kort pause begyndte Dave nu på en af de viser der blev sunget i hans hjemby når der var fest. Sang var glad og fuld af energi og disse følelser blev yderligere forstærket af ridderens tanker om hvilket fantastisk fund han havde gjort. Snart rejste han sig og klappede højtlydt mens han ekstatisk bifaldt Daves evner med høje råb og latter. Efter sangen overstrømmede han Dave med ros. Så bad han Dave undskylde sig hvorefter han gik ind til sig selv og dikterede et brev til kongen hvor han undskyldte for sidste gang og bad om endnu en chance. Brevet blev sendt af sted og ridderen ventede nu i syv lange dage men selv om han var utrolig nervøs lod han som ingenting når han var sammen med Dave der ikke mærkede noget. Desuden var Dave blevet så opmuntret af sin succes at ridderen blot behøvedes bede om det før Dave sang ham en hvilken som helst sang han ønskede og disse sange kunne altid hjælpe ham til at falde til ro når han var for nervøs. Endelig kom svaret fra slottet og ridderen blev fyldt med lettelse da han fandt ud af at de var velkomne hvornår de ville.
Den følgende dag tog han Dave med på en ridetur om aftenen. Dave var efterhånden blev en acceptabel rytter og han anede ikke uråd da ridderen tit tog ham med ud på ture for at vise ham forskellige ting. Han blev dog alligevel fyldt med ærefrygt da han opdagede kongens slot og endnu mere da han hørte hvis slot det var. Dave spurgte hvad de dog skulle sådan et fornemt sted men ridderen svarede blot at han skulle vente og se. Og sådan blev det ved. Hver gang Dave spurgte hvad de skulle svarede ridderen at han skulle vente og se. Først da de stod foran døren til tronsalen fortalte ridderen Dave hvad han skulle. Dave gik i panik ved tanken om at skulle synge for kongen selv og var på grådens rand. Ved synet af dette blev ridderen nervøs og han begyndte at betvivle sin beslutning. Han skjulte dog dette og fortalte Dave at det nok skulle gå og at han bare skulle gøre det samme som han så tit havde gjort før. Derefter gik de ind og ridderen tog plads ved kongens side. Hele kongefamilien og alle hoffolkene, samt kongens mest magtfulde mænd var samlet og i starten var Dave lammet. Han så hen på ridderen der utålmodigt nikkede og det gjorde det muligt for ham at samle sig så meget at han kunne begynde at synge. I starten var sangen præget af Daves nervøsitet og han snublede over ordene og sang i de forkerte toner men efterhånden faldt han mere og mere ind i sangens stemning og han glemte hvor han var og hvad han lavede og blev et med sangen. Da han kom til sig selv var det til klapsalverne og jubelråbene fra publikum. I starten var Dave helt overvældet og da kongen manede til ro og bad ham komme hen til sig blev hans krop som lammet. På en eller anden måde lykkedes det ham dog at bevæge sig hen til kongen der tilbød ham pladsen som sin egen personlige hofnar. Dave kunne ikke tro hvad han hørte og så vantro på kongen. Det lykkedes ham dog at fremmumle et lavt ja og kongen bekendtgjorde overfor alle i salen at Dave var den nye hofnar.
Ny begyndte et helt nyt kapitel i Daves liv. I starten var det som en drøm. Med titlen som hofnar fulgte både en vis status og et liv med den luksus der var forbundet med slottet. Hvor det var blevet forbudt Dave at synge i landsbyen, opfordrede kongen konstant Dave til at synge og det skulle blive den lykkeligste tid i Daves liv. I sidste ende begyndte Dave dog at føle hjemve og han bad kongen om han ikke måtte tage hjem og besøge sin familie. Kongen indvilligede men sendte fire af sine vagter med foruden den ridder der havde hentet ham, for at sørge for at han ikke stak af eller blev overfaldet. Nu begyndte Dave på den lange rejse tilbage til Daves hjemby. Det tog fir dage og fire nætter og da han ankom, var det over to måneder siden han havde forladt den. I starten kunne landsbyens beboere ikke kende Dave i hans nu fornemme klæder og med de fire vagter men efterhånden gik det op for dem hvem de havde for sig og de spredte hurtigt den glædelige nyhed og hentede Daves forældre. Daves mor og far havde ikke bestilt andet end at sørge siden Dave var taget af sted da de var overbeviste om at han var død men nu kastede de sig i hans favn mens de græd af glæde. I tre dage og tre nætter fejrede landsbyens beboere Daves tilbagekomst mens han igen og igen måtte fortælle hvad der var sket ham siden han tog af sted. Da landsbyens beboere hørte hvordan Daves evner havde vakt beundring hos selve kongen bad de om ikke også de måtte høre hans sang. I starten afslog Dave da hans sang jo tidligere havde gjort ham til en udstødt iblandt dem men da hans forældre trak ham til side og bønfaldt ham om at synge indvilligede han. Denne gang var Dave vant til at synge for større forsamlinger men han var alligevel meget nervøs over udfaldet. Da han først glemte han dog hurtigt sin nervøsitet som han nu gjorde når han sang og landsbyens beboere sang snart med mens de lod sig rive med af den feststemning sangen vakte til live i dem. På den tredje da efter Daves tilbagekomst insisterede ridderen dog på at de måtte tilbage til kongen og Dave tog afsked med sine forældre og lovede dem at han ville besøge dem igen en dag. Derefter tog han af sted.
Med tiden vænnede Dave sig til livet ved hoffet og det gik op for ham at ikke alt var som det så ud til. Når folk får magt vækker det en tørst efter mere magt og intriger og lyssky forehavender var derfor hverdag på slottet. Dave fandt ud af at man måtte træde varsomt og tænke nøje over alt man foretog sig hvis man ville undgå at blive knust i andre folks magtspil. Det hele handlede mere eller mindre om at få kongens gunst og der havde Dave en fordel i kræft af sin stilling. Alligevel var han tit i problemer i begyndelsen, da han endnu ikke kendte til dette magtspil, men ridderen der havde fundet ham, Sir Nicholas, ledte og rådgav ham så han altid klarede sig og efterhånden gik det op for Dave at Nicholas var hans vigtigste allierede. Til gengæld for Nicholas hjælp sørgede Dave for altid at rose og fremhæve ham for kongen og på den måde hjalp de to hinanden. I modsætning til mænd med reel magt havde Dave dog ingen intentioner om at få mere magt. Han levede et liv i luksus og var desuden meget vellidt af kongen på grund af hans evner som, foruden at være uhyre nyttige, viste sig at have et helt enormt potentiale og kunne påvirke en noget nær ubegrænset mængde af personer. Dave var derfor godt tilfreds med sin plads, og da hans plads afhang af kongen var han fuldstændig loyal overfor ham og ønskede kun at hjælpe ham for at forbedre sin egen situation. Foruden at kunne glæde kongen ved at bruge sine evner, der gav ave tilnavnet ”Sjæletunge” på forskellige måder kom Dave til at fungere som både spion og rådgiver for kongen, der satte mere og mere prist på hans egenskaber.
En dag, da Dave var 17 år gammel, aflagde Sir Nicholas kongen et besøg. Da han var færdig og skulle til at af sted igen trak han Dave til siden og sagde henkastet at han havde hørt rygter om at Hertug von Kapolik planlagde et attentat mod kongen, hvorefter han forlod slottet. Dave forstod at kongen var i fare og begyndte straks at spekulere over hvordan han kunne afsløre hertugen. Hertug von Kapolik var, foruden at være dowvos, en af de mest magtfulde mænd i landet. Dave måtte være helt sikker på at fælde ham for hertugens hævn ville være frygtelig hvis han fejlede. Den næste gang hertugen var på var Dave parat med en plan der kunne gøre det fuldstændig af med hertugen. Han sørgede for at være ved kongens side da hertugen ankom og lod som ingenting idet hertugen hilste overstrømmende på kongen. Så bad han om han måtte behage de to med en sang og da de begge sagde ja så han Hertug von Kapolik i øjnene og sang:
En ussel slange snoede sig frem
Mod den mægtige løves hule.
Den ville på løven have ram
Med sine gifttænder de ondskabsfulde.
Jeg så slangen sno sig forbi
Og hørte om dens ærinde.
Nu vil jeg standse slangens forræderi
Og fortælle løven om den og dens frænde
Så sig mig slange, hvad er din plan
Og med hvem smeder du din rænke
For du får ikke bidt nogen med din tand
Eller udført din onde tanke
Da indså hertugen at han var afsløret og Daves sang fyldte ham med så meget frygt at han faldt på knæ og tilstod alt og tiggede kongen om nåde. I starten var kongen overrasket men så blev han fyldt af vrede og han beordrede sine vagter til at smide hertugen ned i fangekælderen. Derefter roste han Dave for hans præstation og loyalitet og Dave huskede at nævne Sir Nicholas rolle. I de følgende dage beordrede kongen Dave at bruge sine evner til at udspørge hertugen. Dette blev Daves hidtil hårdeste opgave. At bruge sine evner til systematisk at plage og presse en person på den måde var et beskidt job der nedbrød en persons moral men ikke desto mindre havde han snart hele attentatet i detaljer og navnene på alle de medskyldige. Derefter blev hertugen og alle andre der var indblandet i attentatet straffet ved at de offentligt skulle have deres skind flået af og derefter stilles på hjul og stejle. Baronens søn, Necu von Kapolik, blev desuden frataget sin titel men med tiden lykkedes det ham at genvinde en titel som baron. Han blev dog fra den dag af Daves svorne fjende. Dette indså Sir Nicholas der, efter henrettelsen, gav Dave en smuk sølvdolk som han bad ham om altid at gå med for at beskytte sig. For Dave og Sir Nicholas betød episoden dog at de begge steg betydeligt i kongens agtelse.
Tiden gik nu og Dave blev ældre. Da han blev 29 år gik det op for kongen at Dave jo kun var et menneske og derfor ville dø på et tidspunkt. Denne tanke ærgrede ham da Dave efterhånden var et af hans vigtigste redskaber. Han begyndte derfor at søge efter metoder at forlænge Daves liv på og efter lang tids søgen lykkedes det ham at finde en. En dag lod han sine tjenere drysse et bedøvelsesmiddel i Daves mad og da Dave var faldet i søvn lod han vagterne føre ham ned i slottets kælder. Der lod han nogle af sine magikere udføre ritualer med mørk magi hvor de rev en del af Daves sjæl ud af ham og forsegle i en amulet. Dette var et yderst smertefuldt ritual, som desuden ikke var afprøvet før, og Dave vred og vendte sig i store smerter under det men han vågnede ikke. Da ritualet endelig var færdig bar vagterne Dave tilbage til hans seng og da Dave vågnede næste morgen troede han at det hele havde været et frygteligt mareridt. Den følgende dag gav kongen ham en amulet med begrundelsen at Dave havde tjent ham godt i mange år. Amuletten var den selv samme amulet som kongen havde forseglet Daves sjæl i men dette vidste Dave ikke noget om. Ritualet viste sig at have den effekt kongen havde håbet på. Fra den dag af holdt Dave op med at ældes. Til gengæld begyndte han langsomt at miste stemmen. Dette bekymrede kongen der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at finde en kur, men forgæves. Dave ville miste sin stemme og dermed sin evne. Da kongen til sidst fandt ud af dette indså han at Dave dermed ikke ville være ham til mere nytte og han fratog ham titlen af hofnar og smed ham ud fra sit slot.
Dette knuste Dave fuldstændig. Den ene dag havde han været kongens mest betroede mand, den næste var han ingenting. Han gled hen i en tilstand af total apati hvor livet ikke længere syntes at give mening. Det var som den gang Sir Nicholas havde fanget ham og ført ham væk fra sin hjemby. Det hele føltes som en ond drøm og han ventede næsten at han ville vågne op i sin seng på slottet hvornår som helst. Det skete dog ikke. I stedet blev det hele meget værre. Under sin tid som hofnar havde Dave både fået både fjender og venner men nu da han ikke længere havde nogen status eller evner vendte hans venner ham ryggen og hans fjender udnyttede situationen til at hævne sig på ham. Det var Baron von Kapolik der fik fat i ham. Hans soldater fandt Dave der var søgt ned i kroen for at drikke sine sidste penge op og tog ham til fange. Ligesom for 20 år siden gjorde Dave ingen modstand og lod blot sine fangevogtere føre ham væk. Vagterne førte ham hen til Baron von Kapolik der hånede ham, spyttede på ham og sparkede ham. Derefter tog baronen de få ejendele Dave havde på sig og gav sine folk ordre til at han skulle spærres inde i det højeste værelse i et tårn, baronen ejede, i bjergene. Vagterne førte Dave op til slottet og for anden gang i sit liv var Dave en fange.
Tårnet, baronen ejede, blev netop brugt til at spærre baronens fjender inde og det var indrettet til det formål. Rummene havde tykke vægge og ingen vinduer og på væggene var der fastgjort utallige lænker som blev brugt til at holde fangerne fast med. Dørene var ligeså tykke og lod intet lys komme ind. Nederst var der en metalplade der kunne skubbes fra så der kunne skubbes mad ind til fangerne og øverst var der et gitter med endnu en metalplade der kunne skubbes fra så man kunne kigge ind til fangerne. I tårnets kælder var der desuden et torturkammer hvor baronen kunne afhøre og plage sine fanger. Dave blev lænket fast i det højeste kammer i tårnet og hver dag kom baronen og pinte og plagede ham mens han nød hans smerte. Dave fik tre fingre knust, blev brændemærket, holdt under vand, hængt med hovedet nedad, pisket og alt hvad baronen ellers kunne finde på. Dette mareridt varede et halvt år. Når baronen ikke selv var der lod han fangevogterne more sig med Dave eller han gav dem ligefrem ordre til at plage Dave jævnligt.
Med tiden mistede baronen dog efterhånden interessen for Dave. Han begyndte at plage ham sjældnere og sjældnere og efterhånden var de eneste tegn på at man stadig huskede ham den portion mad der to gange om dagen blev smidt ind i cellen. På det tidspunkt var Dave fuldstændig nedbrudt. På en dag var han gået fra at være kongens mest betroede mand til at være baronens fange og det halve år med afstraffelse, tortur og fangenskab havde både knækket hans krop og hans sjæl. Han tænkte ikke længere og lod blot døgn efter døgn glide forbi uden andre faste holdepunkter en de tallerkner der af og til blev smidt ind på ham og da vidste han ikke engang om det var morgen- eller aftensmad. Han så heller aldrig andre mennesker. Hans celle blev aldrig rengjort og hans tallerken blev afleveret ved at Dave skubbede den tilbage til døren hvorefter en af hans fangevogtere skubbede metalpladen nederst på døren til side og hentede tallerkenen. I 50 år var Dave Von Kapoliks fange og hans liv for forbi mens han blot sad og stirrede ud i luften når han da ikke spiste den smule mad der blev skubbet ind til ham.
Så, en dag, kunne Dave pludselig høre en mærkelig lyd. I starte reagerede han ikke men efterhånden voksede hans nysgerrighed og han prøvede at finde ud af hvor lyden kom fra og hvad det dog kunne være. Det var en lav, behagelig lyd der vækkede en behagelig følelse i ham uden at han vidste hvorfor. I hans søgen opdagede han at muren buede let indad der hvor han sad og at der var en række meget små huller i det stykke af muren som han sad opad hvor der slap en smule lys ind. Så gik det op for ham at lyden måtte komme udefra og med et vidste han hvad det var. Fuglesang. Denne vidunderlige lyd gjorde at Dave fik viljen til at leve tilbage. Han begyndte nu at tænke over hvordan han kunne slippe ud af sin celle og med tiden gik det op for ham hvorfor han pludselig kunne høre fuglesang. Baron von Kapolik så kun tårnet efter når han kom for at plage en af sine fanger og han havde derfor ikke opdaget at tårnet var ved at være slidt. Tårnets øverste mure var ganske enkelt blevet mere og mere slidte med alderen og der var kommet huller i den mørtel der holdt stenene sammen så solen nu kunne skinne svagt ind. Grunden til at det var særligt slemt bag Dave var netop at Dave havde siddet op ad netop det stykke og dermed slidt det yderligere. Denne opdagelse vakte et nyt håb i Daves forpinte sind og han begyndte at planlægge og træffe forberedelser til sin flugt. Han begyndte at bygge redskaber til at nedbryde mørtelen og et reb til at fire sig ned fra tårnet af de redskaber han kunne finde. Dave brugte alt. Ben fra sine måltider, sten, det sparsomme tøj han havde på, endda sit eget hår, skæg, negle og hvad han ellers kunne bruge fra sin krop. I de følgende år planlagde og forberedte Dave. Det lykkedes ham at bygge nogle primitive redskaber og få et par sten fri så han havde et lille hul hvorfra han kunne kigge ud. Det sværeste var at vænne sig til lyset igen. Dave var alvorligt bange for at de mange år i totalt mørke havde frarøvet ham det meste af hans syn men til hans store begejstring vænnede han sig snart til lyset og han kunne kigge ud. Synet var ikke ret opmuntrende. Tårnet var utrolig højt og det ville kræve et helt utroligt langt reb for at fire sig ned fra det. Dave lod sig dog ikke slå ud. Hans forehavende var i forvejen så urealistisk at ting som sandsynlighed ikke længere sagde ham noget. Det meste af sin tid brugte Dave på at lave sig et reb af alt hvad der kunne bruges. Da Dave stadig boede i landsbyen havde hans far lært ham at binde knuder og flette reb fra han var helt lille da det var nogle af de vigtigste ting for enhver sømand og til Daves store glæde havde han ikke glemt sin kunnen. Han genlærte hurtigt sine evner og kunne snart præstere et ganske holdbart reb. Dave begyndte nu at arbejde på de sten hvor hans lænker var gjort fast og det lykkedes ham snart at få dem fri så han kunne bevæge sig mere frit. Det var Daves held at vagterne for længe siden var blevet trætte af at bevogte hans celle så han kunne lave al den larm han ville da den støj hans arbejde lavede ellers ville have dødsdømt ethvert flugtforsøg. Som det var nu kunne han dog fortsatte sit arbejde uforstyrret. Det gik op for ham at han kunne rustne de lænker der holdt hans hænder og fødder ved hjælp af suppe og efter lang tids nøje arbejde var de endelig svage nok til at han kunne sprænge dem så han var helt fri. Nu manglede han kun et reb der var langt nok. Han begyndte at blive utålmodig og en gang imellem, når det var nat og han var sikker på at ingen kiggede, kaste det ud for at se hvor langt det var. Resultaterne var ikke opmuntrende. Daves arbejde skred kun langsomt frem og synet af verden udenfor hans celle forstærkede hans trang efter frihed.
Endelig, efter 150 tålmodige år, var Daves reb langt nok. Dave havde kun haft for lang tid til at planlægge sin flugt men alligevel måtte han lægge bånd på sig selv for ikke at stikke af med det samme. Han prøvede at sove men kunne ikke for sin ophidselse. Den dag virkede tiden utrolig lang. Dave gennemgik igen og igen sin flugt i hovedet og tjekkede gang på gang sine redskaber igennem. Først da det var nat og alle var gået i seng påbegyndte Dave den sidste del af sit arbejde. Han nedbrød mørtelen mellem de sidste sten og lagde dem i sin celle. Så kastede han sit reb ud og begyndte at klatre ned. Det var hårdt arbejde. Dave havde sørget for at bevæge sig regelmæssigt i sin celle så snart han fik muligheden for det for at forberede sig til sin flugt men han var stadig i elendig form og oplevelsen af pludselig at skulle bære hele sin egen vægt var overvældene. Kun ved en imponerende præstation af viljestyrke lykkedes det ham at nå bunden. Dave havde været helt færdig af udmattelse på det sidste stykke af turen men da han pludselig mærkede klippegrund under sine fødder i stedet for sin celles stengulv blev han fyldt med energi igen og hen lagde sig ned og kyssede jorden og lo en lydløs latter af glæde og lykke. Først da den første begejstring havde lagt sig gik det op for Dave at han ikke var helt fri endnu. Han måtte helt væk fra tårnet og baronens greb. Han satte i løb væk fra tårnet og bjergene og hele natten igennem, hele den følgende dag og hele den næste nat løb han. Han holdt sig fra vejen og da han mærkede at han nærmede sig byen løb han i en stor bue udenom den. Midt på den anden dag efter sin flugt nåede han Den Sorte Skov og først der standsede han. Han fandt en busk med bær som han grådigt spiste og han gravede rødder op og rev græs op af jorden og blade af træerne og fortærede det hele. Det han mærkede han ikke kunne spise sugede han saften ud af før han spyttede det ud. Derefter faldt han i søvn.
Dave sov resten af dagen og det følgende døgn for først at vågne i starten af den følgende nat. Han havde smerter i hele kroppen efter den forrige dags fysiske udfoldelser og han led af en stor sult og tørst men han var i live og fri og de to ting fyldte ham med glæde. Han gik nu igennem skoven i søgen efter mad og vand men i stedet fandt han liget af en mand med et stort sår i baghovedet efter et slagvåben. Dave gav sig ikke engang tid til at glæde sig over sit held men rev hurtigt mandens klæder af ham og tog dem selv på. Det var første gang han havde tøj på kroppen i flere år og det var en mærkelig følelser men Dave nød den. Kort efter kom Dave til en sø hvor han kunne slukke sin tørst og vaske sit tøj rent for blod og sin krop ren for 200 års snavs. Først da han havde slukket sin tørst og afsluttet sit bad gik det op for ham hvor meget han havde ændret sig i 200 år. Hans hår og skæg fyldte næsten hele hans ansigt og hans krop var unaturlig tynd og hans hud bleg. Han svor hævn over Baron von Kapolik og gik så tilbage i skoven i sin søgen efter mad. Han prøvede at huske hvad han før i tiden havde lært om hvilke planter man kan spise men det viste sig næsten umuligt og han ente med at spise de ærter, blade og rødder han mente havde æret bedst den foregående dag foruden nogle biller han fandt hvorefter han igen faldt i søvn.
Den følgende dag vågnede Dave op ved at en fod sparkede ham i siden og da det lykkedes ham at åbne sine udmattede øjne så han at der stod fem fremmede mænd i laset tøj rundt om ham. Han kom øjeblikkeligt op i siddende stilling, fast besluttet på hellere at dø end at vende tilbage til hans celle i tårnet. Mændene stirrede lidt på ham men så hævede en af dem, en mand med et stort ar ned over ansigtet, stemmen og spurgte hvad han lavede i skoven. Da Dave ikke svarede blev manden vred og råbte at hvis Dave ikke svarede, ville manden gennembore ham med sin kniv. Da prøvede Dave med fagter at forklare dem at han var stum og da det gik op for mændene hvad han prøvede at sige faldt de ned igen. Manden med arret sagde at det heller ikke havde nogen betydning for mon ikke han var i samme situation som dem når han sov i skoven med en død mands tøj på. Derefter sagde han at Dave nok gjorde klogest i at slutte sig til dem når nu de var i samme situation hvorefter mændene gik. Dave var i vildrede men valgte at følge efter dem. Det var efterhånden gået op for ham at dette var de fredløse han havde hørt mange grusomme historier om dengang han boede på slottet. På den en side havde Dave stadig historierne i baghovedet og han frygtede derfor disse mænd men på den anden side ville hans chancer for at overleve på egen hånd være meget små så han havde egentlig ikke noget valg. De fredløse førte Dave til to primitive huse og et ildsted hvor de hurtigt fik gang i et bål og begyndte at lave mad. Da den var færdig delte de den, og gav også Dave en portion, og spiste så i stilhed. Derefter gav de Dave en kniv og manden med arret, som viste sig at være lederen, gav Dave nogle forskellige opgaver. Da Dave endelig havde noget tid alene gik han ned til den sø han fandt den foregående nat og barberede sig. Han kunne næsten ikke kende sig selv. Hans hud var som trukket ned over hans kranie og den var hvid så han lignede et spøgelse. Hans kinder bulede indad og hans mund var en hård streg. Hans øjne var ligeledes hårde og stirrende.
Dave boede nu sammen med de fredløse og blev snart en af dem. Han fandt hurtigt ud af at de slet ikke var så slemme som historierne gav udtryk for. Flere år med røveri og plyndring havde nedbrudt deres moral men de var ikke værre en de magtmennesker Dave havde mødt ved sin tid ved hoffet. De fredløse talte sjældent om deres fortid og brugte ikke engang deres rigtige navne. Deres anfører gik under navnet Arret og Dave selv kaldte de Stumme. De skaffede de fleste af de ting de skulle bruge fra naturen men overfaldt også jævnligt vejfarende og røvede dem for deres ting. Dave fandt hurtigt ud af at Arret var den eneste der kunne læse en smule. Dette glædede ham da han så i hvert fald havde en han kunne kommunikere med. Det første Dave gjorde var at spørge ham ud om Baron von Kapolik. Arret fortalte at det var gået baronen ganske godt og at han havde genvundet sin fars gamle titel som hertug. Dette gjorde Dave rasende men han holdt sit raseri for sig selv og spurgte ikke siden til sin gamle fjende. Hos de fredløse blev Daves form langsomt bedre og bedre og hans udseende mere normalt. Hans hud fik mere kulør og han blev mindre tynd og mere muskuløs hvilket glædede ham usigeligt. De første gange han var med til at angribe vejfarende gjorde han ikke synderlig nytte men han lærte snart at bruge sit had og sin vrede i kamp. Derudover udviklede han hurtigt en vis teknik med sin kniv.
Livet som lovløs var hårdt og farligt og antallet af medlemmer skiftede hurtigt, enten når en af dem døde eller når der kom en ny til. Efter et halvt år var to fredløse døde og der var kommet en ny til. De nye kaldte de Skribenten da han, til Daves store glæde, kunne både læse og skrive og desuden kunne lide at fortælle. Dave og Skribenten var hurtigt blevet gode venner og de tilbragte meget tid med at snakke med hinanden. En dag da Dave, Arret, Skribenten og en fredløse mere lå på lur kom en familie på tre forbi. En far, en mor og en lille pige. De fredløse angreb og dræbte både moren og faren men den lille pige stak af. Da en af de fredløse skulle til at sætte i løb efter hende greb Dave fat i ham og standsede ham. Arret så olmt på ham og sagde at Stumme nok ikke brød sig om at udgyde barneblod. Han så sig måske for fin til at svine sine hænder til. Derefter samlede de deres bytte og gik tilbage til lejren men der var en trykket stemning blandt dem og det gik op for Dave at han var kommet til at anfægte Arrets autoritet ved at gribe ind. Ved lejren blev stemningen ikke bedre og Dave var meget forsigtig med ikke at optræde ydmyg og føjelig overfor Arret. Hvis Arret fik den tanke at Dave ville styrte ham og selv blive de fredløses leder ville han prøve at skaffe Dave af vejen og Daves eneste chance for at overleve ville være at udfordre ham til kamp om pladsen og dræbe ham men Dave var endnu i dårlig form efter sit fangenskab og han ville ende med at blive dræbt i en kamp med Arret. Derfor måtte han holde sig i baggrunden for nu. Næste gang de skulle ligge på lur gav Arret Dave ordre på at komme med og ligge sig ved siden af ham. Da deres bytte viste sig at være endnu en familie udpegede Arret en mindre dreng for Dave og gav ham besked på at dræbe ham. Dave var rasende men undertrykte sin vrede og svor at han ville hævne dette. Til hans store held kom en af de fredløse til at nyse så familien blev advaret og stak af. Da de fredløse forfulgte dem smed familien alle deres ejendele og de fredløse opgav forfølgelsen for at samle deres bytte op og vende tilbage til lejren. Den følgende dag tog Arret ind til byen for at købe nogle forskellige ting for de penge de fredløse havde røvet. Han kom aldrig tilbage og de fredløse udpegede snart en ny leder de kaldte Røde.
Dave havde nu været hos de fredløse i 3 år og der var efterhånden kun få spor tilbage efter hans fangenskab. Det hårde liv i naturen havde været godt for hans krop der nu var muskuløs og havde en sund, solbrændt farve. Det var ved at være vinter og han var ude og ligge på lur med Skribenten og endnu en fredløse der blev kaldt Store. Efter fem timer på den hårde jord og med den kolde, skærende blæst blev de enige om at de ikke ville få noget bytte i dag og de begav sig hjem til lejren. Der var kommet mange fredløse til i det sidste stykke tid så deres gruppe talte nu 15 mand med den hidsige Røde som leder. Dave havde det ikke godt med Røde. Han syntes Røde var for aggressiv og gjorde brug af unødig vold og han var mere end en gang kommet i klammeri med ham. Han var dog altid bakket ud igen men Røde var dårlig til at glemme den slags og brugte enhver mulighed han kunne på at gøre livet surt for Dave. Dave var sikker på at Røde ville straffe ham for at komme hjem uden et bytte og han var derfor i et sort humør da de gik gennem skoven men hans mørke tanker forsvandt som dug for solen da de kom tilbage til lejren. På grund af de mange fredløse var lejren blevet udvidet med endnu tre huse men den lejr de kom tilbage havde ingen huse. Overalt lå ligene af de fredløse foruden ligene af tre soldater og mange fodspor. Husene var brændt ned, deres forråd ødelagt og ildstedet trampet i stykker. To fredløse, hvoraf en af dem havde et dybt sår i skulderen, sad på resterne af husene og så tomt ud i luften. Dave, Skribenten og Store var som lammet. Så kom Dave til sig selv. Han gik hen til de to fredløse og gav Skribenten besked på at spørge dem hvad der var sket. De fortalte at kongens soldater var kommet til lejren og havde ødelagt den og slået alle de andre fredløse ihjel. Dave gav nu, gennem Skribenten, de fredløse besked på at tage alle de ting der ikke var fuldstændig ødelagt og følge ham. Han gik gennem skoven til han kom til en gammel mine hvor de kunne lave en ny lejr. Dave trådte straks i karakter som leder og gav de andre fredløse forskellige opgaver. Først så han de ting de havde reddet igennem. Det var ikke mange. Soldaterne havde været grundige. Så gav han dem besked på at samle brænde og forråd. Skribenten, der var meget videbegærlig, havde i sin tid som fredløs brugt meget tid på at undersøge naturen og den viden kom dem til gode nu da han kunne udpege forskellige spiselige rødder og biller. Det var ikke meget de kunne finde men det gik an. Derefter overnattede de i hulen.
Den følgende dag tog Dave Store og Skribenten med ud for at ligge på lur ved vejen og han gav de andre fredløse ordre til at sørge for opbygningen af en ny lejr og indsamling af mad derhjemme. Dave havde længe været utilfreds med Rødes måde at styre de fredløse og han havde brugt lang tid på at tænke på hvordan det kunne gøres bedre. Nu kunne han endelig afprøve sine ideer. Det virkede mærkeligt at bestemme over andre når Dave havde været vant til at blive bestemt over hele sit liv men han nød det egentlig. Da der, efter lang tids venten, endelig kom folk på vejen gav Dave de fredløse besked på ikke at dræbe medmindre deres ofre gjorde modstand og de måtte under ingen omstændigheder dræbe kvinder og børn. Så løb de fredløse ud fra deres skjul og omringede deres bytte. Deres ofre prøvede at stikke af men da de tog en ung kvinde til fange vendte de om og Dave og de to andre fredløse kunne tage de ting de havde brug for uden blodsudgydelser. Dave var helt høj over sin succes da han kom tilbage til lejren og med Skribenten som tolk fortalte han stolt de andre fredløse om sin bedrift. Det følgende stykke tid ledte Dave de fredløse mens de forberedte sig til vinder. Dave vidste at mange af dem ville dø om vinteren, deriblandt den sårede, men han nævnte det ikke og han vidste at de andre fredløse delte hans viden.
Efter fem dage fik han sig en ubehagelig overraskelse. Røde kom tilbage. De fredløse var forbløffede over dette og gav ham en portion mad som han grådigt fortærede. Mens han spiste fortalte Røde pralende at han havde prøvet at kæmpe mod soldaterne og at han havde dræbt to af dem men i sidste ende måtte stikke af. Da han kom tilbage til lejren var alt ødelagt og han besluttede sig for at tage ind til byen for at købe nyt udstyr. Han var overbevist om at der ville være andre overlevende end ham selv og hvis de bare fik det mest nødvendige udstyr ville de kunne klare vinteren. Uheldigvis var hans pung blevet stjålet og han havde prøvet selv at stjæle nogle penge men han havde kun lige fået nok til at han selv kunne overleve. Derefter måtte han gå tomhændet tilbage til skoven hvor han fandt lejren tom og derefter brugte resten af dagen på at finde den nye lejr. Dave troede ikke et sekund på den historie men gik ud fra at Røde med det samme var stukket af ind til byen hvor han havde spist og drukket de fredløses penge op. Derefter havde han højest sandsynligt prøvet at stjæle for at kunne overleve men da det viste sig umuligt var han vendt tilbage til skoven. Han holdt dog dette for sig selv. Rødes tilbagekomst gav Dave et nyt problem som han brugte natten til at spekulere over. Røde ville uden tvivl se sig selv som bandens leder igen men Dave havde ingen intentioner om at give sin position fra sig. Den letteste løsning ville være at dræbe Røde mens han sov men så ville de andre fredløse vende sig imod ham. Den eneste løsning var at udfordre Røde til en kamp om posten. Dette var farligt men Dave var ret optimistisk. Nok var Røde meget større end ham men hans teknik var dårlig og han var let at ophidse. Det ville Dave udnytte. Den følgende dag optrådte Dave, som han plejede, som bandens leder. Som han regnede med førte det hurtigt til en konfrontation med Røde og da den kom, var Dave ikke sen til at udfordre Røde til kamp. Dette overraskede de andre fredløse, hvoraf de fleste nok så Røde som den retmæssige leder, og Skribenten prøvede at mægle fred mellem dem og sige at de ville få brug for at holde sammen hvis de skulle klare vinteren men Dave standsede ham med en bevægelse fra sin hånd. Røde og Dave trak nu deres knive og begyndte at gå rundt om hinanden. Rødes kniv var større og længere end Daves men Dave vidste at det var et minus han blev nødt til at leve med. Han ventede til Røde gjorde et udfald og som han regnede med var det klodset og hidsigt og let at undvige. Sådan blev Dave ved med at undvige Rødes angreb mens Røde blev mere og mere rasende og råbte at han var en kujon og en fej usling. Først da Røde helt mistede besindelsen og lavede et helt ugennemtænkt udfald der blottede hele hans side gik Dave til angreb og han gennemborede Rødes hals med sin kniv. Uden et ord sank Røde omkuld. Dave var nu de fredløses leder.
Under Daves ledelse prøvede de fredløse nat klare vinteren. Det var svært for de fleste planter var allerede visnet, de fleste træer havde smidt bladende og de fleste dyr var gået i hi. Dave havde svært ved at styre de fredløse og udover dette viste det sig også at være sværere end forventet at røve uden at udgyde blod. Der var kun få folk der rejste rundt på vejene om vinteren og når de fredløse endelig fik et bytte prøvede deres ofre ofte at stikke af eller gøre modstand så de fredløse blev nødt til at bruge deres knive. Dave fandt hurtigt ud af at han blev nødt til at holde de fredløses utilfredshed i skak ved at være hård og straffe deres ulydighed hårdt. Han fandt også ud af at en anden måde var at holde dem beskæftiget. Derfor begyndte han at lære dem at læse og skrive så de bedre kunne forstå ham og han sørgede for at de hele tiden var aktive. Da vinteren var forbi var Store og den sårede fredløse døde så de kun var tre tilbage men omstændighederne taget i betragtning var det godt klaret. Nu begyndte det at gå bedre for Dave. Der kom flere fredløse og sluttede sig til dem og under Daves ledelse klarede de sig godt. Dave organiserede dem bedre end deres foregående ledere og ledte dem på en helt anden måde. Han lærte dem at læse og skrive og lod Skribenten dele sin viden om naturen med dem så de blev endnu bedre til at skaffe hvad de skulle bruge fra den. Han straffede ulydighed hårdt men straffede aldrig folk uden grund. Desuden blev de fredløse bedre til at skjule sig når de plyndrede forbipasserende og det blev derfor lettere at overrumple folk så de ikke stak af og dermed lettere at undgå blodsudgydelser. Desuden behøvedes de ikke plyndre så meget nu da de fik flere ting fra naturen og Dave begyndte at plyndre folk efter hvor rige de var og lade de fattige slippe helt hvilket gjorde ham meget populær blandt folk. Som det sidste gav Dave ikke sig selv alle de frynsegoder som de fredløses foregående ledere gjorde. For eksempel brugte de foregående ledere mange af de de penge de fredløse røvede på sig selv mens Dave kun købte ting der ville være nyttige for dem alle sammen. Dette betød at der kom flere og flere fredløse og Dave udnyttede dette til at skaffe sig informationer om hvordan det gik udenfor skoven, især om Hertug von Kapolik.
Dave var de fredløses leder i to år men i de to år tænkte han ikke på andet end hævn. Da han endelig mente at han vidste nok om hans fjende, Hertugen, stak han af. Han sagde til sine folk at han ville gå ind til byen som han gjorde så tit men i stedet satte han kurs mod hertugens slot. De fredløse ville nu tro at han var blevet fanget af soldater inde i byen som det så ofte før var sket og han kunne udføre sin plan i ro og fred. Baronens slot låpå en bakke i udkanten af skoven og der slog Dave lejr og ventede. Dave havde fundet ud af at Hertug von Kapolik holdt en fest for kongen inden længe. Dave vidste at når der blev holdt den slags fester ville der være flere vagter men de fleste af borgens folk ville koncentrere sig om festen og at vagterne også ville være tilbøjelige til at gøre sig det så behageligt så muligt. Dave ventede i tre døgn og ganske rigtigt. Folk på borgen havde travlt. Der kom og gik tjenere og borgere med vin, mad og oppyntning. Dave dræbte en enlig tjener der kom med tre flasker vin og trak ham ind i skoven. På den fjerde dag kom gæsterne og Dave iklædte sig den døde tjenerstøj. Da alle gæsterne var kommet gik han op imod borgen. Vagterne på borgen standsede ham og spurgte ham om hans ærinde og han svarede at han kom med vin til herskaberne. Vagterne insisterede så på at prøvesmage vinen og Dave lod dem tømme alle tre flasker. Vagterne, der nu var i godt humør, spurgte ham hvad han nu ville sige til sin herre og Dave svarede at han nok skulle finde på noget. Derefter lod de ham grinende passere. Nu kunne Dave mere eller mindre frit bevæge sig rundt på slottet. De fleste havde for travlt til at tage sig af ham og hver gang nogen gav ham en ordre sagde han at hertugen allerede havde givet ham en. Endelig kom han op til hertugens kammer. Indtil nu var det hele gået som Dave havde planlagt. Resten af planen ville blive improviseret. Først ville Dave have fat i sine ejendele som han håbede hertugen havde gemt i sine gemakker. Så ville han komme tæt på hertugen i sin forklædning og dolke ham. Dette ville føre til at han selv ville få en grufuld død men Dave havde taget sin beslutning og intet kunne få ham til at ændre den nu. Til alt held fandt Dave virkelig sine ejendele i hertugens gemakker. Den amulet kongen havde givet ham og den dolk han havde fået af Sir Nicholas efter at have fået hertugens far dømt. Dave skjulte de to genstande i sine klæder og skulle til at fuldføre sidste del af sin plan da han hørte døren blive åbnet bag ham. Han vendte sig om og stod ansigt til ansigt med ingen anden end hertugen selv. Dave kom sig hurtigt over sit chok. Han hævede sølvdolken og styrtede frem mod hertugen for at stikke ham ned på stedet men hertugen smilte blot hånligt og gik i sin skyggeform. Han for nu frem imod Dave og Dave, der vidste hvad Dowvos’er gjorde ved deres fjender, hævede skrækslagent sølvdolken foran sig som om den kunne afværge det uundgåelige. Da skete der noget mærkeligt. Idet Hertugen prøvede at trænge ind i Daves sjæl for at pine ham til døde mærkede Dave en usynlig barriere lægge sig om ham. Igen og igen prøvede hertugen at trænge igennem den men til sidst blev hertugen skubbet ud af Daves sind igen og han kom frem foran i sin skyggeform foran Dave. Dave hævede atter engang dolken og til hans store overraskelse kunne han mærke dolken gå igennem hertugen selv om han var en skygge. Hertugen udstødte et højt skrig og et kraftigt lys udgik fra dolken. Så forsvandt både lyset og hertugen og Dave stod alene i rummet med dolken. Stærkt rystet skjulte Dave dolken i sine klæder og forlod slottet. Han kom hen til porten hvor vagterne muntert spurgte ham hvordan det var gået hos hans herre. Dave svarede ikke og vagterne lo blot a de så hvor hvidt hans ansigt var. De gik ud fra at Dave var så rystet fordi hertugen havde straffet og lod ham passere.
Nu da Dave havde fået sin hævn følte han en tomhed brede sig i ham. Det var som om hans liv ikke længere havde noget mål og han vandrede blot hvileløst fra sted til sted som et spøgelse. Hans liv havde ikke længere noget mål og han vidste ikke længere hvad han skulle give sig til indtil han pludselig en dag befandt sig ved en havneby meget lig den hvor han blev født. Om det var skæbnen eller hans instinkt der havde ført ham dertil var ikke til at vide men med et vidste Dave hvad han ville. Han huggede en mindre båd ved byens havn og uden noget proviant eller udstyr sejlede han ud på havet. Mærkeligt nok kunne han huske alt om hvordan man sejlede en båd fra sin barndom. I tre døgn sejlede Dave længere og længere ud på havet. Det første døgn var han stille og tiden og havet syntes blot at drive forbi som i en drøm. Det andet døgn mener han selv at han mistede forstanden. Det ene øjeblik græd han over dengang han blev ført væk fra landsbyen, over dengang kongen smed ham ud, over hans tid i fangenskab og over hans skæbne generelt og det næste rejste han sig i båden og brølede mod himmelen mens han forbandede den dag han blev født. I et anfald af raseri kastede han sin amulet så langt ud i havet han kunne hvor den sank til bunds. På det tredje døgn havde sulten og tørsten tappet hans kræfter og han lå blot i febervildelser og ventede på at dø. Det var sådan han blev samlet op af et skib der kom forbi.
Sømændene på det skib der havde samlet Dave op tog sig godt af ham og han kom sig snart. Han fik hurtigt forklaret dem at han var døv men til alt held kunne kaptajnen skrive. Så snart Dave var rask nok spurgte kaptajnen om hans navn og Dave skrev James på et stykke papir. Da kaptajnen derefter ville have efternavn skrev Dave ”bare James” og faldt så i søvn. James fandt snart ud af at det var et sørøverskib han var kommet ombord på og så snart han var rask blev han en del af besætningen. Kaptajnen hed John og skibet hed Havets Perle. James vænnede sig hurtigt til livet som sømand, det lå i hans blod og havde været en del af ham lige fra han var barn. At røve og plyndre andre var ham ikke fremmed og han blev hurtigt en af Kaptajn Johns bedste krigere og mest betroede mænd. Da han også var lydig og intelligent og desuden modig vandt han sig hurtigt et rygte blandt folk. En af de mest kendte historier var da en af skibets besætningsmedlemmer var faldet over bord og en haj var på vej hen imod ham. Uden at tænke sig om kastede James sig i vandet og svømmede hen imod hajen. Da hajen opdagede ham drejede den og svømmede i stedet imod ham med åbent gab. Den bed ham i skulderen men ikke så snart havde den bidt sig fast før James stak den i siden med sin kniv. Dette fik hajen til at slippe hans skulder men James nåede at stikke den endnu to gange før den stak af. Derefter blev både James og den anden sørøver reddet op på skibet og James blev hyldet som en helt. Skibslægen kunne senere konstatere at hvis hajen havde bidt sig fast et sekund længere ville James have mistet sin venstre arm. En anden gang da piraterne røvede et skib fandt James en fløjte i en af passagerernes kahyt. Han begyndte nu at øve sig på den fløjte dag og nat indtil han mestrede instrumentet som ingen anden og fra den dag af blev han skibets musikant selv om hans musik ikke havde samme magiske effekt som hans sang. Alt dette gjorde at James var vellidt blandt sine mænd og frygtet af alle andre og da Kaptajn John en dag døde under et slag blev James næsten enstemmigt valgt som kaptajn. Blandt folk vandt han hurtigt tilnavnet ”Den Røde” på grund af sine evner i kamp og han blev en af de mest frygtede pirater på de syv have. Det er utallige historier om ham og han er en mand omgivet af mystik, især fordi han aldrig ældes selv om han har sejlet på de syv have i over 100 år.
Den her og prelon
Karakternavn:[/u]
Dave ”Sjæletunge” Derrow Aka
Kaptajn James Dødefløjte
Aka Den Røde
Køn:[/u]
Mand
Alder:[/u]
457 år men ligner en på 29 (se historie).
Race:
Menneske
Job/Status:
Pirat.
Baggrundshistorie:
Det var næsten midnat men himmelen var skyfri og stjernerne og månen spejlede sig uhæmmet i havets klare vand så der alligevel var masser af lys. Tre skibe flød roligt gennem natten og satte det ellers rolige vand i bevægelse så stjernernes spejlbilleder for en stund blev brudt når de sejlede forbi. To af dem var handelsskibe lastet med varer og passagerer fra fremmede lande, der var på vej mod Lyrana. Det sidste var et større krigsskib fyldt med soldater der skulle sørge for handelsskibenes sikkerhed. De tre skibe havde været længe undervejs og passagererne, soldaterne og skibenes besætning så med længsel frem til igen at mærke fast landjord under deres fødder. Maden og vandet var råddent og næsten udtømt og der havde været mange komplikationer undervejs. Nu var de værste strabadser overstået og folk så bare frem til at turen var forbi. Det troede de i hvert fald. Kaptajnen, en ældre, erfaren mand omkring fyrrerne, havde givet ordre til at der skulle være folk i alle skibenes udkigstønder hele døgnet så man hurtigt muligt ville vide det når der var land i sigte men alligevel kunne han ikke sove. Han havde derfor besluttet sig for selv at gå op på dækket for at se ud mod horisonten. Der stod han nu i sine klæder og stirrede utålmodigt frem for sig. Med et hørte han et jubelskrig oppe fra udkigstønden. Med en stemme der dirrede af ophidselse rapporterede udkigsposten at der var land i sigte og lettelse gennemstrømmede kaptajnens hjerte. Han skyndte sig hen til trappen der førte ned til passagererne og besætningen for at vække dem og give dem den gode nyhed da udkigsposten råbte at der var et lille skib på vej hen imod dem. Kaptajnen standsede op og rynkede panden i undren. ”Kan du se hvilket skib det er?” Råbte han tilbage. Det kunne man ikke men det nærmede sig med en utrolig hast lød svaret. Derefter begav kaptajnen, der nu var i dybe tanker, sig ned til den sovende besætning og bekendtgjorde at de havde land i sigte men at der samtidig var et ukendt skib på vej hen imod dem. Han beroligede de bekymrede passagerer med at det sandsynligvis ikke var noget men besætningen vidste bedre. Snart efter var folkene på de to andre skibe også vækket og med krigsskibet forrest sejlede de det ukendte skib i møde.
Hen mod morgenen kunne udkigsposten konstatere at kaptajnens frygt var velbegrundet. Det ukendte skib var et sørøverskib. Kaptajnen kontaktede straks de øverstkommanderende hos de to andre skibe og de besluttede sig for at krigsskibet skulle konfrontere piraterne imens de to andre skibe forsøgte at stikke af og sejle mod land. Hen mod frokost nåede de fire skibe så hinanden. Passagererne så med voksende frygt på mens krigsskibet sejlede hen imod sørøverskibet i hvis mast Jolly Roger lystigt vejrede. Da der kun var kort afstand mellem de to skibe satte kaptajnen så sin plan i værk og de to handelsskibe drejede af og sejlede forbi sørøverskibet mens krigsskibet fortsatte frem mod sørøverne. I starten fortsatte sørøverne deres kurs og det så ud som om planen ville lykkedes. Krigsskibet var højere en det lille sørøverskib og deres bueskytter havde derfor en længere rækkevidde end sørøvernes. Så snart sørøverne kom tæt nok på begyndte de derfor at bombardere dem med en tæt regn af brændende pile og slaget var i gang. På handelsskibene jublede folk. Planen var lykkedes. Jublen døde dog snart hen for knap var krigsskibets bueskytter begyndt at skyde før sørøverskibet drejede af og sejlede efter handelsskibene. Krigsskibet prøvede at følge efter men sørøvernes skib var lettere og halede hurtigt ind på handelsskibene der desperat forsøgte at slippe væk. Krigsskibets besætning kunne ikke andet end at se på mens sørøverskibet bordede det største skib og halvdelen af piraterne sprang ombord på det under høje råb og vilde skrig. Mens piraterne kæmpede mod skibets besætning satte sørøverskibet sig igen i bevægelse og sejlede efter det andet handelsskib. Det tog ikke lang tid før det første handelsskib var i piraternes hænder. Skibets besætning var bedre egnet til at sejle end til kamp og det varede ikke engang en time før al modstand var nedkæmpet. Det satte dog ikke efter sørøverskibet men blev i stedet liggende uden nogen mennesker på dæk. Dette bekymrede den øverstkommanderende på krigsskibet, en yngre officer der engang havde tjent i hæren og der havde mistet sit venstre øje. Han vidste at piraterne var ude på noget men valgte alligevel at fortsætte hen mod dem.
Krigsskibet nåede handelsskibet samtidig med at sørøverskibet nåede det andet handelsskib men kaptajnen tøvede alligevel med at åbne ild. Intet liv kunne spores ombord. Piraterne måtte være gået under dæk man hvad de lavede der anede han ikke. Det kunne ikke være andet end en fælde, men der var nu udbrudt kamp på det andet handelsskib så kaptajnen måtte handle hurtigt. Det ville se virkelig skidt ud hvis han mistede begge handelsskibene. Derfor sendte han en deling soldater ned på skibet for at undersøge hvad der var på færde og ganske rigtigt, det var en fælde. Ikke så snart havde soldaterne sat deres fødder på skibet før en kniv spiddede en af dem i halsen og piraterne for ud på dækket mens de skreg og hylede. Den øverstkommanderende følte sig dog stadig sikker. Hans folk var langt i overtal så han valgte at tage kampen op og beordre sine soldater over på handelsskibet for at generobre det. Selv stod han i spidsen og snart var en vild kamp i gang. Piraterne viste sig snart at være soldaterne overlegne. Vinden var blevet stærkere siden natten og soldaterne kunne ikke stå fast på det gyngende skib. Desuden var piraternes trænede i at bruge de forhindringer et skib tilbød og sprang konstant ind på livet af soldaterne og gennemborede dem med deres dolke eller de klatrede op i tovene og bombarderede dem med kasteknive. Soldaternes eneste fordel var bueskytterne der ydede dem støtte fra krigsskibet men krigsskibets øverstkommanderende tøvede med at give dem ordre til at skyde da det ville være umuligt kun at ramme piraterne. Først da han selv blev ramt i brystet af en kastekniv gav han med sine sidste kræfter bueskytterne ordre til at skyde men da var det for sent. Da kampen gik i gang var nogle af piraterne hoppet i en båd på den side af handelsskibet der vendte væk fra krigsskibet og i ly af kampen sejlede de om bag krigsskibet og borede det der hvor bueskytterne var. Lydende fra kampen overdøvede lyden af deres gribbekroge der satte sig fast på krigsskibets ræling og piraterne der lydløst klatrede op på skibet. Bueskytterne var kun lige begyndt at skyde da piraterne angreb dem bagfra og nedslagtede dem. Nogle af dem forsøgte at tage kampen op med deres kortsværd men resten flygtede ned i skibets lastrum eller ned til kampen på handelsskibet. Da det andet handelsskib, der var blevet erobret af resten af sørøverne, og sørøverskibet vendte tilbage var kampen forbi. Piraterne havde lidt svære tab, men i sidste ende havde de besejret soldaterne der ellers havde været over tolv gange så mange som dem.
Dette var en af Kaptajn James Dødefløjtes, i folkemunde kaldet ”Den Røde”, største sejre. Han havde været stort i undertal men havde alligevel erobret to handelsskibe og et stort krigsskib og historierne om hans bedrift spredte sig snart og sluttede sig til alle de andre fortællinger om hans mod og snedighed. Handelsskibene viste sig at være lastet med kostbare krydderier og våben og en del af skibenes passagerer var betydningsfulde folk som piraterne fik mange løsepenge for. Desuden var soldaternes udstyr i sig selv mange penge værd. Den største gevinst var dog skibene som Kaptajn James solgte så snart han fik chancen. Handelsskibene var uegnede til kamp og krigsskibet var for stort og klodset. Ingen af dem kunne desuden matche hans eget skib, ”Havfalken”, hvad fart og manøvredygtighed angik.
Dette er blot en af mange historier om ”Den Rødes” bedrifter men hvordan skete det egentlig at denne berygtede pirat endte som kaptajn for ”Havfalken” og en af de mest frygtede sørøvere på den syv have? For at finde ud af dette må vi gå flere hundrede år tilbage.
Tilbage til en anden persons fødsel. Nemlig fødslen af Dave Derrow. Dave Derrow blev født i en lille landsby ved havet. Hovedparten af landsbyens mænd, deriblandt Daves far, var fiskere mens kvinderne, deriblandt Daves mor, tog sig af huset og børnene. Tidligt i sin opvækst viste Dave tegn på at han ikke var helt normal. Daves stemme var nemlig i stand til at gå ned og røre folk på et plan hvor den kunne ændre deres følelser. Hvis Dave sang en glad sang blev dem der hørte den glad og hvis han sang en trist sang blev de kede af det. I en landsby som den Dave voksede op i har folk dog en tendens til at frygte det ukendte og de begyndte snart at betragte Dave som unormal og holde sig væk fra ham. Daves forældre prøvede at mildne dem og redde deres søn ved at forbyde ham at synge men Dave kunne ikke lade være. Når han var alene og ikke troede at nogen så ham sang han stadig men han blev efterhånden så god til at skjule det at folk i landsbyen, inklusiv hans forældre, troede at han var holdt op med det og blødte op overfor ham. Derefter formede Daves liv sig som de fleste menneskers. Så snart han blev gammel nok begyndte hans far at lære ham op til at følge sig og nu da han var holdt op med at synge blev han snart vellidt for hans hjælpsomhed og glade humør. Selvom han virkede glad og livlig udadtil var Daves øjne dog altid triste og inderst inde led han over ikke at måtte synge. Samtidig var han irriteret over at han ikke bare kunne være ligesom alle andre og han var sur på sig selv fordi han ikke kunne lade være med at synge.
Det var den tristhed og håbløshed der fyldte ham da han som 12-årig en dag sad og sang for sig selv og en af kongens riddere kom forbi. Ridderen og hans folk hørte Daves sang og blev straks fyldt af en uforklarlig følelse af tristhed og Dave, der var alt for optaget af sin sang, opdagede dem ikke. Først da Dave holdt op med at synge kom ridderen til sig selv. Dave vendte sig om for at gå og stivnede så idet han fik øje på ridderen og hans folk. Ridderen tøvede et øjeblik uden at vide hvad han skulle gøre men beordrede så sine folk at fange Dave. Dette voldte dem ingen større problemer da Dave ikke gjorde modstand og de tog derefter ned til landsbyen hvor de spurgte landsbyens beboere ud om Dave. Der lød et skrig og Daves mor løb ud fra mængden og bad grædende for sin søns liv, da hun var sikker på at soldaterne havde hørt om Daves evner og ville henrette ham derfor. Under hendes bønner gik det efterhånden op for ridderen, hvilke evner Dave havde og han beordrede sine folk til at få Daves mor væk. Nogle af landsbyens beboere trådte dog til inden og holdt moderen tilbage så soldaterne ikke skulle skade hende og ridderen tog derfra med Dave der hørte sin mors klageråb som det sidste inden han forlod sin hjemby. I flere dage rejste ridderen med Dave som sin fange. Dave, der aldrig havde været udenfor sin landsby, var i starten skrækslagen for hvad fremtiden ville bringe men efterhånden virkede det hele så uvirkeligt at det virkede som et ondt mareridt han kunne vågne fra hvornår som helst og han gled ind i en tranceagtig tilstand. Endelig kom ridderen til sin destination, kongeslottet, hvor han førte Dave frem for kongen. Dave, der var blevet tømt for kræfter af den lange rejse og usikkerheden med hvad der ville ske med ham, registrerede stort set ikke hvad der skete og da ridderen beordrede ham til at synge var det en sang uden følelser hvor hans evner ikke kom til udtryk. Dette gjorde ridderen til grin for hele slottet og han måtte forlade tronsalen til ekkoet af hoffolkenes latter. Rasende tog han hen til sin egen borg og smed Dave ned i den dybeste fangekælder han havde. Da han var kommet sig over sin vrede regnede han dog ud hvad der var gået galt og han besluttede sig for at gøre endnu et forsøg med Dave.
Han lukkede Dave ud af fangekælderen og denne gang fik Dave en helt anden behandling end før. I stedet for at være ridderens fange blev han nu hans gæst og ridderen trådte ind i rollen som vært frem for fangevogter. Dave sov i en overdådig seng, spiste den fineste mad, drak den mest udsøgte vin og kom med ridderen ud og se de mest fantastiske steder. For Dave, der lige havde gennemlevet sit værste mareridt, var det som at komme i paradis og han forstod ikke ridderens pludselige humørskift. I starten var han meget mistroisk og forsigtig idet han var sikker på at det mindste fejltrin ville sende ham tilbage til fangekælderen men efterhånden vænnede han sig til den nye situation og ridderen vandt hans tillid. Dette kunne ridderen mærke og han besluttede sig for at tiden nu var inde til at prøve Dave ved hoffet endnu engang. En dag spurgte han således Dave om han ikke ville synge en sang for ham. Dette vakte øjeblikkeligt Daves mistro da hans evner endnu aldrig havde bragt ham andet end problemer, først fra landsbyens beboere, siden da han blev ført væk af ridderen og han nægtede hårdnakket. Ridderen mærkede Daves frygt og pressede ham ikke men sukkede i stedet og begyndte sørgmodigt at fortælle om dengang han hørte Daves sang første gang og hvordan den havde rørt hans følelser. Derefter begyndte han at rose Daves evner og fortælle om hvordan en mand med hans evner let kunne få en plads ved hoffet og endda kunne blive en af kongens mest magtfulde mænd. Den unge Dave faldt kun alt for let for ridderens ros og han indvilligede i at synge for ridderen. Ridderen lod som om han blev begejstret og han satte sig og ventede i spænding. Kort efter begyndte Dave på en sørgmodig snag om dengang han blev ført væk fra sin landsby og hvordan han blev smidt ned i fangekælderen da han kom til kongen slot. Ridderen mærkede endnu engang hvordan han blev fyldt af den samme sørgmodige stemning som sidst han hørte Dave synge, men denne gang var følelsen langt mere intens og direkte ubehagelig. For at komme af med denne følelse bad ridderen desperat Dave synge en glad sang og efter en kort pause begyndte Dave nu på en af de viser der blev sunget i hans hjemby når der var fest. Sang var glad og fuld af energi og disse følelser blev yderligere forstærket af ridderens tanker om hvilket fantastisk fund han havde gjort. Snart rejste han sig og klappede højtlydt mens han ekstatisk bifaldt Daves evner med høje råb og latter. Efter sangen overstrømmede han Dave med ros. Så bad han Dave undskylde sig hvorefter han gik ind til sig selv og dikterede et brev til kongen hvor han undskyldte for sidste gang og bad om endnu en chance. Brevet blev sendt af sted og ridderen ventede nu i syv lange dage men selv om han var utrolig nervøs lod han som ingenting når han var sammen med Dave der ikke mærkede noget. Desuden var Dave blevet så opmuntret af sin succes at ridderen blot behøvedes bede om det før Dave sang ham en hvilken som helst sang han ønskede og disse sange kunne altid hjælpe ham til at falde til ro når han var for nervøs. Endelig kom svaret fra slottet og ridderen blev fyldt med lettelse da han fandt ud af at de var velkomne hvornår de ville.
Den følgende dag tog han Dave med på en ridetur om aftenen. Dave var efterhånden blev en acceptabel rytter og han anede ikke uråd da ridderen tit tog ham med ud på ture for at vise ham forskellige ting. Han blev dog alligevel fyldt med ærefrygt da han opdagede kongens slot og endnu mere da han hørte hvis slot det var. Dave spurgte hvad de dog skulle sådan et fornemt sted men ridderen svarede blot at han skulle vente og se. Og sådan blev det ved. Hver gang Dave spurgte hvad de skulle svarede ridderen at han skulle vente og se. Først da de stod foran døren til tronsalen fortalte ridderen Dave hvad han skulle. Dave gik i panik ved tanken om at skulle synge for kongen selv og var på grådens rand. Ved synet af dette blev ridderen nervøs og han begyndte at betvivle sin beslutning. Han skjulte dog dette og fortalte Dave at det nok skulle gå og at han bare skulle gøre det samme som han så tit havde gjort før. Derefter gik de ind og ridderen tog plads ved kongens side. Hele kongefamilien og alle hoffolkene, samt kongens mest magtfulde mænd var samlet og i starten var Dave lammet. Han så hen på ridderen der utålmodigt nikkede og det gjorde det muligt for ham at samle sig så meget at han kunne begynde at synge. I starten var sangen præget af Daves nervøsitet og han snublede over ordene og sang i de forkerte toner men efterhånden faldt han mere og mere ind i sangens stemning og han glemte hvor han var og hvad han lavede og blev et med sangen. Da han kom til sig selv var det til klapsalverne og jubelråbene fra publikum. I starten var Dave helt overvældet og da kongen manede til ro og bad ham komme hen til sig blev hans krop som lammet. På en eller anden måde lykkedes det ham dog at bevæge sig hen til kongen der tilbød ham pladsen som sin egen personlige hofnar. Dave kunne ikke tro hvad han hørte og så vantro på kongen. Det lykkedes ham dog at fremmumle et lavt ja og kongen bekendtgjorde overfor alle i salen at Dave var den nye hofnar.
Ny begyndte et helt nyt kapitel i Daves liv. I starten var det som en drøm. Med titlen som hofnar fulgte både en vis status og et liv med den luksus der var forbundet med slottet. Hvor det var blevet forbudt Dave at synge i landsbyen, opfordrede kongen konstant Dave til at synge og det skulle blive den lykkeligste tid i Daves liv. I sidste ende begyndte Dave dog at føle hjemve og han bad kongen om han ikke måtte tage hjem og besøge sin familie. Kongen indvilligede men sendte fire af sine vagter med foruden den ridder der havde hentet ham, for at sørge for at han ikke stak af eller blev overfaldet. Nu begyndte Dave på den lange rejse tilbage til Daves hjemby. Det tog fir dage og fire nætter og da han ankom, var det over to måneder siden han havde forladt den. I starten kunne landsbyens beboere ikke kende Dave i hans nu fornemme klæder og med de fire vagter men efterhånden gik det op for dem hvem de havde for sig og de spredte hurtigt den glædelige nyhed og hentede Daves forældre. Daves mor og far havde ikke bestilt andet end at sørge siden Dave var taget af sted da de var overbeviste om at han var død men nu kastede de sig i hans favn mens de græd af glæde. I tre dage og tre nætter fejrede landsbyens beboere Daves tilbagekomst mens han igen og igen måtte fortælle hvad der var sket ham siden han tog af sted. Da landsbyens beboere hørte hvordan Daves evner havde vakt beundring hos selve kongen bad de om ikke også de måtte høre hans sang. I starten afslog Dave da hans sang jo tidligere havde gjort ham til en udstødt iblandt dem men da hans forældre trak ham til side og bønfaldt ham om at synge indvilligede han. Denne gang var Dave vant til at synge for større forsamlinger men han var alligevel meget nervøs over udfaldet. Da han først glemte han dog hurtigt sin nervøsitet som han nu gjorde når han sang og landsbyens beboere sang snart med mens de lod sig rive med af den feststemning sangen vakte til live i dem. På den tredje da efter Daves tilbagekomst insisterede ridderen dog på at de måtte tilbage til kongen og Dave tog afsked med sine forældre og lovede dem at han ville besøge dem igen en dag. Derefter tog han af sted.
Med tiden vænnede Dave sig til livet ved hoffet og det gik op for ham at ikke alt var som det så ud til. Når folk får magt vækker det en tørst efter mere magt og intriger og lyssky forehavender var derfor hverdag på slottet. Dave fandt ud af at man måtte træde varsomt og tænke nøje over alt man foretog sig hvis man ville undgå at blive knust i andre folks magtspil. Det hele handlede mere eller mindre om at få kongens gunst og der havde Dave en fordel i kræft af sin stilling. Alligevel var han tit i problemer i begyndelsen, da han endnu ikke kendte til dette magtspil, men ridderen der havde fundet ham, Sir Nicholas, ledte og rådgav ham så han altid klarede sig og efterhånden gik det op for Dave at Nicholas var hans vigtigste allierede. Til gengæld for Nicholas hjælp sørgede Dave for altid at rose og fremhæve ham for kongen og på den måde hjalp de to hinanden. I modsætning til mænd med reel magt havde Dave dog ingen intentioner om at få mere magt. Han levede et liv i luksus og var desuden meget vellidt af kongen på grund af hans evner som, foruden at være uhyre nyttige, viste sig at have et helt enormt potentiale og kunne påvirke en noget nær ubegrænset mængde af personer. Dave var derfor godt tilfreds med sin plads, og da hans plads afhang af kongen var han fuldstændig loyal overfor ham og ønskede kun at hjælpe ham for at forbedre sin egen situation. Foruden at kunne glæde kongen ved at bruge sine evner, der gav ave tilnavnet ”Sjæletunge” på forskellige måder kom Dave til at fungere som både spion og rådgiver for kongen, der satte mere og mere prist på hans egenskaber.
En dag, da Dave var 17 år gammel, aflagde Sir Nicholas kongen et besøg. Da han var færdig og skulle til at af sted igen trak han Dave til siden og sagde henkastet at han havde hørt rygter om at Hertug von Kapolik planlagde et attentat mod kongen, hvorefter han forlod slottet. Dave forstod at kongen var i fare og begyndte straks at spekulere over hvordan han kunne afsløre hertugen. Hertug von Kapolik var, foruden at være dowvos, en af de mest magtfulde mænd i landet. Dave måtte være helt sikker på at fælde ham for hertugens hævn ville være frygtelig hvis han fejlede. Den næste gang hertugen var på var Dave parat med en plan der kunne gøre det fuldstændig af med hertugen. Han sørgede for at være ved kongens side da hertugen ankom og lod som ingenting idet hertugen hilste overstrømmende på kongen. Så bad han om han måtte behage de to med en sang og da de begge sagde ja så han Hertug von Kapolik i øjnene og sang:
En ussel slange snoede sig frem
Mod den mægtige løves hule.
Den ville på løven have ram
Med sine gifttænder de ondskabsfulde.
Jeg så slangen sno sig forbi
Og hørte om dens ærinde.
Nu vil jeg standse slangens forræderi
Og fortælle løven om den og dens frænde
Så sig mig slange, hvad er din plan
Og med hvem smeder du din rænke
For du får ikke bidt nogen med din tand
Eller udført din onde tanke
Da indså hertugen at han var afsløret og Daves sang fyldte ham med så meget frygt at han faldt på knæ og tilstod alt og tiggede kongen om nåde. I starten var kongen overrasket men så blev han fyldt af vrede og han beordrede sine vagter til at smide hertugen ned i fangekælderen. Derefter roste han Dave for hans præstation og loyalitet og Dave huskede at nævne Sir Nicholas rolle. I de følgende dage beordrede kongen Dave at bruge sine evner til at udspørge hertugen. Dette blev Daves hidtil hårdeste opgave. At bruge sine evner til systematisk at plage og presse en person på den måde var et beskidt job der nedbrød en persons moral men ikke desto mindre havde han snart hele attentatet i detaljer og navnene på alle de medskyldige. Derefter blev hertugen og alle andre der var indblandet i attentatet straffet ved at de offentligt skulle have deres skind flået af og derefter stilles på hjul og stejle. Baronens søn, Necu von Kapolik, blev desuden frataget sin titel men med tiden lykkedes det ham at genvinde en titel som baron. Han blev dog fra den dag af Daves svorne fjende. Dette indså Sir Nicholas der, efter henrettelsen, gav Dave en smuk sølvdolk som han bad ham om altid at gå med for at beskytte sig. For Dave og Sir Nicholas betød episoden dog at de begge steg betydeligt i kongens agtelse.
Tiden gik nu og Dave blev ældre. Da han blev 29 år gik det op for kongen at Dave jo kun var et menneske og derfor ville dø på et tidspunkt. Denne tanke ærgrede ham da Dave efterhånden var et af hans vigtigste redskaber. Han begyndte derfor at søge efter metoder at forlænge Daves liv på og efter lang tids søgen lykkedes det ham at finde en. En dag lod han sine tjenere drysse et bedøvelsesmiddel i Daves mad og da Dave var faldet i søvn lod han vagterne føre ham ned i slottets kælder. Der lod han nogle af sine magikere udføre ritualer med mørk magi hvor de rev en del af Daves sjæl ud af ham og forsegle i en amulet. Dette var et yderst smertefuldt ritual, som desuden ikke var afprøvet før, og Dave vred og vendte sig i store smerter under det men han vågnede ikke. Da ritualet endelig var færdig bar vagterne Dave tilbage til hans seng og da Dave vågnede næste morgen troede han at det hele havde været et frygteligt mareridt. Den følgende dag gav kongen ham en amulet med begrundelsen at Dave havde tjent ham godt i mange år. Amuletten var den selv samme amulet som kongen havde forseglet Daves sjæl i men dette vidste Dave ikke noget om. Ritualet viste sig at have den effekt kongen havde håbet på. Fra den dag af holdt Dave op med at ældes. Til gengæld begyndte han langsomt at miste stemmen. Dette bekymrede kongen der gjorde alt hvad der stod i hans magt for at finde en kur, men forgæves. Dave ville miste sin stemme og dermed sin evne. Da kongen til sidst fandt ud af dette indså han at Dave dermed ikke ville være ham til mere nytte og han fratog ham titlen af hofnar og smed ham ud fra sit slot.
Dette knuste Dave fuldstændig. Den ene dag havde han været kongens mest betroede mand, den næste var han ingenting. Han gled hen i en tilstand af total apati hvor livet ikke længere syntes at give mening. Det var som den gang Sir Nicholas havde fanget ham og ført ham væk fra sin hjemby. Det hele føltes som en ond drøm og han ventede næsten at han ville vågne op i sin seng på slottet hvornår som helst. Det skete dog ikke. I stedet blev det hele meget værre. Under sin tid som hofnar havde Dave både fået både fjender og venner men nu da han ikke længere havde nogen status eller evner vendte hans venner ham ryggen og hans fjender udnyttede situationen til at hævne sig på ham. Det var Baron von Kapolik der fik fat i ham. Hans soldater fandt Dave der var søgt ned i kroen for at drikke sine sidste penge op og tog ham til fange. Ligesom for 20 år siden gjorde Dave ingen modstand og lod blot sine fangevogtere føre ham væk. Vagterne førte ham hen til Baron von Kapolik der hånede ham, spyttede på ham og sparkede ham. Derefter tog baronen de få ejendele Dave havde på sig og gav sine folk ordre til at han skulle spærres inde i det højeste værelse i et tårn, baronen ejede, i bjergene. Vagterne førte Dave op til slottet og for anden gang i sit liv var Dave en fange.
Tårnet, baronen ejede, blev netop brugt til at spærre baronens fjender inde og det var indrettet til det formål. Rummene havde tykke vægge og ingen vinduer og på væggene var der fastgjort utallige lænker som blev brugt til at holde fangerne fast med. Dørene var ligeså tykke og lod intet lys komme ind. Nederst var der en metalplade der kunne skubbes fra så der kunne skubbes mad ind til fangerne og øverst var der et gitter med endnu en metalplade der kunne skubbes fra så man kunne kigge ind til fangerne. I tårnets kælder var der desuden et torturkammer hvor baronen kunne afhøre og plage sine fanger. Dave blev lænket fast i det højeste kammer i tårnet og hver dag kom baronen og pinte og plagede ham mens han nød hans smerte. Dave fik tre fingre knust, blev brændemærket, holdt under vand, hængt med hovedet nedad, pisket og alt hvad baronen ellers kunne finde på. Dette mareridt varede et halvt år. Når baronen ikke selv var der lod han fangevogterne more sig med Dave eller han gav dem ligefrem ordre til at plage Dave jævnligt.
Med tiden mistede baronen dog efterhånden interessen for Dave. Han begyndte at plage ham sjældnere og sjældnere og efterhånden var de eneste tegn på at man stadig huskede ham den portion mad der to gange om dagen blev smidt ind i cellen. På det tidspunkt var Dave fuldstændig nedbrudt. På en dag var han gået fra at være kongens mest betroede mand til at være baronens fange og det halve år med afstraffelse, tortur og fangenskab havde både knækket hans krop og hans sjæl. Han tænkte ikke længere og lod blot døgn efter døgn glide forbi uden andre faste holdepunkter en de tallerkner der af og til blev smidt ind på ham og da vidste han ikke engang om det var morgen- eller aftensmad. Han så heller aldrig andre mennesker. Hans celle blev aldrig rengjort og hans tallerken blev afleveret ved at Dave skubbede den tilbage til døren hvorefter en af hans fangevogtere skubbede metalpladen nederst på døren til side og hentede tallerkenen. I 50 år var Dave Von Kapoliks fange og hans liv for forbi mens han blot sad og stirrede ud i luften når han da ikke spiste den smule mad der blev skubbet ind til ham.
Så, en dag, kunne Dave pludselig høre en mærkelig lyd. I starte reagerede han ikke men efterhånden voksede hans nysgerrighed og han prøvede at finde ud af hvor lyden kom fra og hvad det dog kunne være. Det var en lav, behagelig lyd der vækkede en behagelig følelse i ham uden at han vidste hvorfor. I hans søgen opdagede han at muren buede let indad der hvor han sad og at der var en række meget små huller i det stykke af muren som han sad opad hvor der slap en smule lys ind. Så gik det op for ham at lyden måtte komme udefra og med et vidste han hvad det var. Fuglesang. Denne vidunderlige lyd gjorde at Dave fik viljen til at leve tilbage. Han begyndte nu at tænke over hvordan han kunne slippe ud af sin celle og med tiden gik det op for ham hvorfor han pludselig kunne høre fuglesang. Baron von Kapolik så kun tårnet efter når han kom for at plage en af sine fanger og han havde derfor ikke opdaget at tårnet var ved at være slidt. Tårnets øverste mure var ganske enkelt blevet mere og mere slidte med alderen og der var kommet huller i den mørtel der holdt stenene sammen så solen nu kunne skinne svagt ind. Grunden til at det var særligt slemt bag Dave var netop at Dave havde siddet op ad netop det stykke og dermed slidt det yderligere. Denne opdagelse vakte et nyt håb i Daves forpinte sind og han begyndte at planlægge og træffe forberedelser til sin flugt. Han begyndte at bygge redskaber til at nedbryde mørtelen og et reb til at fire sig ned fra tårnet af de redskaber han kunne finde. Dave brugte alt. Ben fra sine måltider, sten, det sparsomme tøj han havde på, endda sit eget hår, skæg, negle og hvad han ellers kunne bruge fra sin krop. I de følgende år planlagde og forberedte Dave. Det lykkedes ham at bygge nogle primitive redskaber og få et par sten fri så han havde et lille hul hvorfra han kunne kigge ud. Det sværeste var at vænne sig til lyset igen. Dave var alvorligt bange for at de mange år i totalt mørke havde frarøvet ham det meste af hans syn men til hans store begejstring vænnede han sig snart til lyset og han kunne kigge ud. Synet var ikke ret opmuntrende. Tårnet var utrolig højt og det ville kræve et helt utroligt langt reb for at fire sig ned fra det. Dave lod sig dog ikke slå ud. Hans forehavende var i forvejen så urealistisk at ting som sandsynlighed ikke længere sagde ham noget. Det meste af sin tid brugte Dave på at lave sig et reb af alt hvad der kunne bruges. Da Dave stadig boede i landsbyen havde hans far lært ham at binde knuder og flette reb fra han var helt lille da det var nogle af de vigtigste ting for enhver sømand og til Daves store glæde havde han ikke glemt sin kunnen. Han genlærte hurtigt sine evner og kunne snart præstere et ganske holdbart reb. Dave begyndte nu at arbejde på de sten hvor hans lænker var gjort fast og det lykkedes ham snart at få dem fri så han kunne bevæge sig mere frit. Det var Daves held at vagterne for længe siden var blevet trætte af at bevogte hans celle så han kunne lave al den larm han ville da den støj hans arbejde lavede ellers ville have dødsdømt ethvert flugtforsøg. Som det var nu kunne han dog fortsatte sit arbejde uforstyrret. Det gik op for ham at han kunne rustne de lænker der holdt hans hænder og fødder ved hjælp af suppe og efter lang tids nøje arbejde var de endelig svage nok til at han kunne sprænge dem så han var helt fri. Nu manglede han kun et reb der var langt nok. Han begyndte at blive utålmodig og en gang imellem, når det var nat og han var sikker på at ingen kiggede, kaste det ud for at se hvor langt det var. Resultaterne var ikke opmuntrende. Daves arbejde skred kun langsomt frem og synet af verden udenfor hans celle forstærkede hans trang efter frihed.
Endelig, efter 150 tålmodige år, var Daves reb langt nok. Dave havde kun haft for lang tid til at planlægge sin flugt men alligevel måtte han lægge bånd på sig selv for ikke at stikke af med det samme. Han prøvede at sove men kunne ikke for sin ophidselse. Den dag virkede tiden utrolig lang. Dave gennemgik igen og igen sin flugt i hovedet og tjekkede gang på gang sine redskaber igennem. Først da det var nat og alle var gået i seng påbegyndte Dave den sidste del af sit arbejde. Han nedbrød mørtelen mellem de sidste sten og lagde dem i sin celle. Så kastede han sit reb ud og begyndte at klatre ned. Det var hårdt arbejde. Dave havde sørget for at bevæge sig regelmæssigt i sin celle så snart han fik muligheden for det for at forberede sig til sin flugt men han var stadig i elendig form og oplevelsen af pludselig at skulle bære hele sin egen vægt var overvældene. Kun ved en imponerende præstation af viljestyrke lykkedes det ham at nå bunden. Dave havde været helt færdig af udmattelse på det sidste stykke af turen men da han pludselig mærkede klippegrund under sine fødder i stedet for sin celles stengulv blev han fyldt med energi igen og hen lagde sig ned og kyssede jorden og lo en lydløs latter af glæde og lykke. Først da den første begejstring havde lagt sig gik det op for Dave at han ikke var helt fri endnu. Han måtte helt væk fra tårnet og baronens greb. Han satte i løb væk fra tårnet og bjergene og hele natten igennem, hele den følgende dag og hele den næste nat løb han. Han holdt sig fra vejen og da han mærkede at han nærmede sig byen løb han i en stor bue udenom den. Midt på den anden dag efter sin flugt nåede han Den Sorte Skov og først der standsede han. Han fandt en busk med bær som han grådigt spiste og han gravede rødder op og rev græs op af jorden og blade af træerne og fortærede det hele. Det han mærkede han ikke kunne spise sugede han saften ud af før han spyttede det ud. Derefter faldt han i søvn.
Dave sov resten af dagen og det følgende døgn for først at vågne i starten af den følgende nat. Han havde smerter i hele kroppen efter den forrige dags fysiske udfoldelser og han led af en stor sult og tørst men han var i live og fri og de to ting fyldte ham med glæde. Han gik nu igennem skoven i søgen efter mad og vand men i stedet fandt han liget af en mand med et stort sår i baghovedet efter et slagvåben. Dave gav sig ikke engang tid til at glæde sig over sit held men rev hurtigt mandens klæder af ham og tog dem selv på. Det var første gang han havde tøj på kroppen i flere år og det var en mærkelig følelser men Dave nød den. Kort efter kom Dave til en sø hvor han kunne slukke sin tørst og vaske sit tøj rent for blod og sin krop ren for 200 års snavs. Først da han havde slukket sin tørst og afsluttet sit bad gik det op for ham hvor meget han havde ændret sig i 200 år. Hans hår og skæg fyldte næsten hele hans ansigt og hans krop var unaturlig tynd og hans hud bleg. Han svor hævn over Baron von Kapolik og gik så tilbage i skoven i sin søgen efter mad. Han prøvede at huske hvad han før i tiden havde lært om hvilke planter man kan spise men det viste sig næsten umuligt og han ente med at spise de ærter, blade og rødder han mente havde æret bedst den foregående dag foruden nogle biller han fandt hvorefter han igen faldt i søvn.
Den følgende dag vågnede Dave op ved at en fod sparkede ham i siden og da det lykkedes ham at åbne sine udmattede øjne så han at der stod fem fremmede mænd i laset tøj rundt om ham. Han kom øjeblikkeligt op i siddende stilling, fast besluttet på hellere at dø end at vende tilbage til hans celle i tårnet. Mændene stirrede lidt på ham men så hævede en af dem, en mand med et stort ar ned over ansigtet, stemmen og spurgte hvad han lavede i skoven. Da Dave ikke svarede blev manden vred og råbte at hvis Dave ikke svarede, ville manden gennembore ham med sin kniv. Da prøvede Dave med fagter at forklare dem at han var stum og da det gik op for mændene hvad han prøvede at sige faldt de ned igen. Manden med arret sagde at det heller ikke havde nogen betydning for mon ikke han var i samme situation som dem når han sov i skoven med en død mands tøj på. Derefter sagde han at Dave nok gjorde klogest i at slutte sig til dem når nu de var i samme situation hvorefter mændene gik. Dave var i vildrede men valgte at følge efter dem. Det var efterhånden gået op for ham at dette var de fredløse han havde hørt mange grusomme historier om dengang han boede på slottet. På den en side havde Dave stadig historierne i baghovedet og han frygtede derfor disse mænd men på den anden side ville hans chancer for at overleve på egen hånd være meget små så han havde egentlig ikke noget valg. De fredløse førte Dave til to primitive huse og et ildsted hvor de hurtigt fik gang i et bål og begyndte at lave mad. Da den var færdig delte de den, og gav også Dave en portion, og spiste så i stilhed. Derefter gav de Dave en kniv og manden med arret, som viste sig at være lederen, gav Dave nogle forskellige opgaver. Da Dave endelig havde noget tid alene gik han ned til den sø han fandt den foregående nat og barberede sig. Han kunne næsten ikke kende sig selv. Hans hud var som trukket ned over hans kranie og den var hvid så han lignede et spøgelse. Hans kinder bulede indad og hans mund var en hård streg. Hans øjne var ligeledes hårde og stirrende.
Dave boede nu sammen med de fredløse og blev snart en af dem. Han fandt hurtigt ud af at de slet ikke var så slemme som historierne gav udtryk for. Flere år med røveri og plyndring havde nedbrudt deres moral men de var ikke værre en de magtmennesker Dave havde mødt ved sin tid ved hoffet. De fredløse talte sjældent om deres fortid og brugte ikke engang deres rigtige navne. Deres anfører gik under navnet Arret og Dave selv kaldte de Stumme. De skaffede de fleste af de ting de skulle bruge fra naturen men overfaldt også jævnligt vejfarende og røvede dem for deres ting. Dave fandt hurtigt ud af at Arret var den eneste der kunne læse en smule. Dette glædede ham da han så i hvert fald havde en han kunne kommunikere med. Det første Dave gjorde var at spørge ham ud om Baron von Kapolik. Arret fortalte at det var gået baronen ganske godt og at han havde genvundet sin fars gamle titel som hertug. Dette gjorde Dave rasende men han holdt sit raseri for sig selv og spurgte ikke siden til sin gamle fjende. Hos de fredløse blev Daves form langsomt bedre og bedre og hans udseende mere normalt. Hans hud fik mere kulør og han blev mindre tynd og mere muskuløs hvilket glædede ham usigeligt. De første gange han var med til at angribe vejfarende gjorde han ikke synderlig nytte men han lærte snart at bruge sit had og sin vrede i kamp. Derudover udviklede han hurtigt en vis teknik med sin kniv.
Livet som lovløs var hårdt og farligt og antallet af medlemmer skiftede hurtigt, enten når en af dem døde eller når der kom en ny til. Efter et halvt år var to fredløse døde og der var kommet en ny til. De nye kaldte de Skribenten da han, til Daves store glæde, kunne både læse og skrive og desuden kunne lide at fortælle. Dave og Skribenten var hurtigt blevet gode venner og de tilbragte meget tid med at snakke med hinanden. En dag da Dave, Arret, Skribenten og en fredløse mere lå på lur kom en familie på tre forbi. En far, en mor og en lille pige. De fredløse angreb og dræbte både moren og faren men den lille pige stak af. Da en af de fredløse skulle til at sætte i løb efter hende greb Dave fat i ham og standsede ham. Arret så olmt på ham og sagde at Stumme nok ikke brød sig om at udgyde barneblod. Han så sig måske for fin til at svine sine hænder til. Derefter samlede de deres bytte og gik tilbage til lejren men der var en trykket stemning blandt dem og det gik op for Dave at han var kommet til at anfægte Arrets autoritet ved at gribe ind. Ved lejren blev stemningen ikke bedre og Dave var meget forsigtig med ikke at optræde ydmyg og føjelig overfor Arret. Hvis Arret fik den tanke at Dave ville styrte ham og selv blive de fredløses leder ville han prøve at skaffe Dave af vejen og Daves eneste chance for at overleve ville være at udfordre ham til kamp om pladsen og dræbe ham men Dave var endnu i dårlig form efter sit fangenskab og han ville ende med at blive dræbt i en kamp med Arret. Derfor måtte han holde sig i baggrunden for nu. Næste gang de skulle ligge på lur gav Arret Dave ordre på at komme med og ligge sig ved siden af ham. Da deres bytte viste sig at være endnu en familie udpegede Arret en mindre dreng for Dave og gav ham besked på at dræbe ham. Dave var rasende men undertrykte sin vrede og svor at han ville hævne dette. Til hans store held kom en af de fredløse til at nyse så familien blev advaret og stak af. Da de fredløse forfulgte dem smed familien alle deres ejendele og de fredløse opgav forfølgelsen for at samle deres bytte op og vende tilbage til lejren. Den følgende dag tog Arret ind til byen for at købe nogle forskellige ting for de penge de fredløse havde røvet. Han kom aldrig tilbage og de fredløse udpegede snart en ny leder de kaldte Røde.
Dave havde nu været hos de fredløse i 3 år og der var efterhånden kun få spor tilbage efter hans fangenskab. Det hårde liv i naturen havde været godt for hans krop der nu var muskuløs og havde en sund, solbrændt farve. Det var ved at være vinter og han var ude og ligge på lur med Skribenten og endnu en fredløse der blev kaldt Store. Efter fem timer på den hårde jord og med den kolde, skærende blæst blev de enige om at de ikke ville få noget bytte i dag og de begav sig hjem til lejren. Der var kommet mange fredløse til i det sidste stykke tid så deres gruppe talte nu 15 mand med den hidsige Røde som leder. Dave havde det ikke godt med Røde. Han syntes Røde var for aggressiv og gjorde brug af unødig vold og han var mere end en gang kommet i klammeri med ham. Han var dog altid bakket ud igen men Røde var dårlig til at glemme den slags og brugte enhver mulighed han kunne på at gøre livet surt for Dave. Dave var sikker på at Røde ville straffe ham for at komme hjem uden et bytte og han var derfor i et sort humør da de gik gennem skoven men hans mørke tanker forsvandt som dug for solen da de kom tilbage til lejren. På grund af de mange fredløse var lejren blevet udvidet med endnu tre huse men den lejr de kom tilbage havde ingen huse. Overalt lå ligene af de fredløse foruden ligene af tre soldater og mange fodspor. Husene var brændt ned, deres forråd ødelagt og ildstedet trampet i stykker. To fredløse, hvoraf en af dem havde et dybt sår i skulderen, sad på resterne af husene og så tomt ud i luften. Dave, Skribenten og Store var som lammet. Så kom Dave til sig selv. Han gik hen til de to fredløse og gav Skribenten besked på at spørge dem hvad der var sket. De fortalte at kongens soldater var kommet til lejren og havde ødelagt den og slået alle de andre fredløse ihjel. Dave gav nu, gennem Skribenten, de fredløse besked på at tage alle de ting der ikke var fuldstændig ødelagt og følge ham. Han gik gennem skoven til han kom til en gammel mine hvor de kunne lave en ny lejr. Dave trådte straks i karakter som leder og gav de andre fredløse forskellige opgaver. Først så han de ting de havde reddet igennem. Det var ikke mange. Soldaterne havde været grundige. Så gav han dem besked på at samle brænde og forråd. Skribenten, der var meget videbegærlig, havde i sin tid som fredløs brugt meget tid på at undersøge naturen og den viden kom dem til gode nu da han kunne udpege forskellige spiselige rødder og biller. Det var ikke meget de kunne finde men det gik an. Derefter overnattede de i hulen.
Den følgende dag tog Dave Store og Skribenten med ud for at ligge på lur ved vejen og han gav de andre fredløse ordre til at sørge for opbygningen af en ny lejr og indsamling af mad derhjemme. Dave havde længe været utilfreds med Rødes måde at styre de fredløse og han havde brugt lang tid på at tænke på hvordan det kunne gøres bedre. Nu kunne han endelig afprøve sine ideer. Det virkede mærkeligt at bestemme over andre når Dave havde været vant til at blive bestemt over hele sit liv men han nød det egentlig. Da der, efter lang tids venten, endelig kom folk på vejen gav Dave de fredløse besked på ikke at dræbe medmindre deres ofre gjorde modstand og de måtte under ingen omstændigheder dræbe kvinder og børn. Så løb de fredløse ud fra deres skjul og omringede deres bytte. Deres ofre prøvede at stikke af men da de tog en ung kvinde til fange vendte de om og Dave og de to andre fredløse kunne tage de ting de havde brug for uden blodsudgydelser. Dave var helt høj over sin succes da han kom tilbage til lejren og med Skribenten som tolk fortalte han stolt de andre fredløse om sin bedrift. Det følgende stykke tid ledte Dave de fredløse mens de forberedte sig til vinder. Dave vidste at mange af dem ville dø om vinteren, deriblandt den sårede, men han nævnte det ikke og han vidste at de andre fredløse delte hans viden.
Efter fem dage fik han sig en ubehagelig overraskelse. Røde kom tilbage. De fredløse var forbløffede over dette og gav ham en portion mad som han grådigt fortærede. Mens han spiste fortalte Røde pralende at han havde prøvet at kæmpe mod soldaterne og at han havde dræbt to af dem men i sidste ende måtte stikke af. Da han kom tilbage til lejren var alt ødelagt og han besluttede sig for at tage ind til byen for at købe nyt udstyr. Han var overbevist om at der ville være andre overlevende end ham selv og hvis de bare fik det mest nødvendige udstyr ville de kunne klare vinteren. Uheldigvis var hans pung blevet stjålet og han havde prøvet selv at stjæle nogle penge men han havde kun lige fået nok til at han selv kunne overleve. Derefter måtte han gå tomhændet tilbage til skoven hvor han fandt lejren tom og derefter brugte resten af dagen på at finde den nye lejr. Dave troede ikke et sekund på den historie men gik ud fra at Røde med det samme var stukket af ind til byen hvor han havde spist og drukket de fredløses penge op. Derefter havde han højest sandsynligt prøvet at stjæle for at kunne overleve men da det viste sig umuligt var han vendt tilbage til skoven. Han holdt dog dette for sig selv. Rødes tilbagekomst gav Dave et nyt problem som han brugte natten til at spekulere over. Røde ville uden tvivl se sig selv som bandens leder igen men Dave havde ingen intentioner om at give sin position fra sig. Den letteste løsning ville være at dræbe Røde mens han sov men så ville de andre fredløse vende sig imod ham. Den eneste løsning var at udfordre Røde til en kamp om posten. Dette var farligt men Dave var ret optimistisk. Nok var Røde meget større end ham men hans teknik var dårlig og han var let at ophidse. Det ville Dave udnytte. Den følgende dag optrådte Dave, som han plejede, som bandens leder. Som han regnede med førte det hurtigt til en konfrontation med Røde og da den kom, var Dave ikke sen til at udfordre Røde til kamp. Dette overraskede de andre fredløse, hvoraf de fleste nok så Røde som den retmæssige leder, og Skribenten prøvede at mægle fred mellem dem og sige at de ville få brug for at holde sammen hvis de skulle klare vinteren men Dave standsede ham med en bevægelse fra sin hånd. Røde og Dave trak nu deres knive og begyndte at gå rundt om hinanden. Rødes kniv var større og længere end Daves men Dave vidste at det var et minus han blev nødt til at leve med. Han ventede til Røde gjorde et udfald og som han regnede med var det klodset og hidsigt og let at undvige. Sådan blev Dave ved med at undvige Rødes angreb mens Røde blev mere og mere rasende og råbte at han var en kujon og en fej usling. Først da Røde helt mistede besindelsen og lavede et helt ugennemtænkt udfald der blottede hele hans side gik Dave til angreb og han gennemborede Rødes hals med sin kniv. Uden et ord sank Røde omkuld. Dave var nu de fredløses leder.
Under Daves ledelse prøvede de fredløse nat klare vinteren. Det var svært for de fleste planter var allerede visnet, de fleste træer havde smidt bladende og de fleste dyr var gået i hi. Dave havde svært ved at styre de fredløse og udover dette viste det sig også at være sværere end forventet at røve uden at udgyde blod. Der var kun få folk der rejste rundt på vejene om vinteren og når de fredløse endelig fik et bytte prøvede deres ofre ofte at stikke af eller gøre modstand så de fredløse blev nødt til at bruge deres knive. Dave fandt hurtigt ud af at han blev nødt til at holde de fredløses utilfredshed i skak ved at være hård og straffe deres ulydighed hårdt. Han fandt også ud af at en anden måde var at holde dem beskæftiget. Derfor begyndte han at lære dem at læse og skrive så de bedre kunne forstå ham og han sørgede for at de hele tiden var aktive. Da vinteren var forbi var Store og den sårede fredløse døde så de kun var tre tilbage men omstændighederne taget i betragtning var det godt klaret. Nu begyndte det at gå bedre for Dave. Der kom flere fredløse og sluttede sig til dem og under Daves ledelse klarede de sig godt. Dave organiserede dem bedre end deres foregående ledere og ledte dem på en helt anden måde. Han lærte dem at læse og skrive og lod Skribenten dele sin viden om naturen med dem så de blev endnu bedre til at skaffe hvad de skulle bruge fra den. Han straffede ulydighed hårdt men straffede aldrig folk uden grund. Desuden blev de fredløse bedre til at skjule sig når de plyndrede forbipasserende og det blev derfor lettere at overrumple folk så de ikke stak af og dermed lettere at undgå blodsudgydelser. Desuden behøvedes de ikke plyndre så meget nu da de fik flere ting fra naturen og Dave begyndte at plyndre folk efter hvor rige de var og lade de fattige slippe helt hvilket gjorde ham meget populær blandt folk. Som det sidste gav Dave ikke sig selv alle de frynsegoder som de fredløses foregående ledere gjorde. For eksempel brugte de foregående ledere mange af de de penge de fredløse røvede på sig selv mens Dave kun købte ting der ville være nyttige for dem alle sammen. Dette betød at der kom flere og flere fredløse og Dave udnyttede dette til at skaffe sig informationer om hvordan det gik udenfor skoven, især om Hertug von Kapolik.
Dave var de fredløses leder i to år men i de to år tænkte han ikke på andet end hævn. Da han endelig mente at han vidste nok om hans fjende, Hertugen, stak han af. Han sagde til sine folk at han ville gå ind til byen som han gjorde så tit men i stedet satte han kurs mod hertugens slot. De fredløse ville nu tro at han var blevet fanget af soldater inde i byen som det så ofte før var sket og han kunne udføre sin plan i ro og fred. Baronens slot låpå en bakke i udkanten af skoven og der slog Dave lejr og ventede. Dave havde fundet ud af at Hertug von Kapolik holdt en fest for kongen inden længe. Dave vidste at når der blev holdt den slags fester ville der være flere vagter men de fleste af borgens folk ville koncentrere sig om festen og at vagterne også ville være tilbøjelige til at gøre sig det så behageligt så muligt. Dave ventede i tre døgn og ganske rigtigt. Folk på borgen havde travlt. Der kom og gik tjenere og borgere med vin, mad og oppyntning. Dave dræbte en enlig tjener der kom med tre flasker vin og trak ham ind i skoven. På den fjerde dag kom gæsterne og Dave iklædte sig den døde tjenerstøj. Da alle gæsterne var kommet gik han op imod borgen. Vagterne på borgen standsede ham og spurgte ham om hans ærinde og han svarede at han kom med vin til herskaberne. Vagterne insisterede så på at prøvesmage vinen og Dave lod dem tømme alle tre flasker. Vagterne, der nu var i godt humør, spurgte ham hvad han nu ville sige til sin herre og Dave svarede at han nok skulle finde på noget. Derefter lod de ham grinende passere. Nu kunne Dave mere eller mindre frit bevæge sig rundt på slottet. De fleste havde for travlt til at tage sig af ham og hver gang nogen gav ham en ordre sagde han at hertugen allerede havde givet ham en. Endelig kom han op til hertugens kammer. Indtil nu var det hele gået som Dave havde planlagt. Resten af planen ville blive improviseret. Først ville Dave have fat i sine ejendele som han håbede hertugen havde gemt i sine gemakker. Så ville han komme tæt på hertugen i sin forklædning og dolke ham. Dette ville føre til at han selv ville få en grufuld død men Dave havde taget sin beslutning og intet kunne få ham til at ændre den nu. Til alt held fandt Dave virkelig sine ejendele i hertugens gemakker. Den amulet kongen havde givet ham og den dolk han havde fået af Sir Nicholas efter at have fået hertugens far dømt. Dave skjulte de to genstande i sine klæder og skulle til at fuldføre sidste del af sin plan da han hørte døren blive åbnet bag ham. Han vendte sig om og stod ansigt til ansigt med ingen anden end hertugen selv. Dave kom sig hurtigt over sit chok. Han hævede sølvdolken og styrtede frem mod hertugen for at stikke ham ned på stedet men hertugen smilte blot hånligt og gik i sin skyggeform. Han for nu frem imod Dave og Dave, der vidste hvad Dowvos’er gjorde ved deres fjender, hævede skrækslagent sølvdolken foran sig som om den kunne afværge det uundgåelige. Da skete der noget mærkeligt. Idet Hertugen prøvede at trænge ind i Daves sjæl for at pine ham til døde mærkede Dave en usynlig barriere lægge sig om ham. Igen og igen prøvede hertugen at trænge igennem den men til sidst blev hertugen skubbet ud af Daves sind igen og han kom frem foran i sin skyggeform foran Dave. Dave hævede atter engang dolken og til hans store overraskelse kunne han mærke dolken gå igennem hertugen selv om han var en skygge. Hertugen udstødte et højt skrig og et kraftigt lys udgik fra dolken. Så forsvandt både lyset og hertugen og Dave stod alene i rummet med dolken. Stærkt rystet skjulte Dave dolken i sine klæder og forlod slottet. Han kom hen til porten hvor vagterne muntert spurgte ham hvordan det var gået hos hans herre. Dave svarede ikke og vagterne lo blot a de så hvor hvidt hans ansigt var. De gik ud fra at Dave var så rystet fordi hertugen havde straffet og lod ham passere.
Nu da Dave havde fået sin hævn følte han en tomhed brede sig i ham. Det var som om hans liv ikke længere havde noget mål og han vandrede blot hvileløst fra sted til sted som et spøgelse. Hans liv havde ikke længere noget mål og han vidste ikke længere hvad han skulle give sig til indtil han pludselig en dag befandt sig ved en havneby meget lig den hvor han blev født. Om det var skæbnen eller hans instinkt der havde ført ham dertil var ikke til at vide men med et vidste Dave hvad han ville. Han huggede en mindre båd ved byens havn og uden noget proviant eller udstyr sejlede han ud på havet. Mærkeligt nok kunne han huske alt om hvordan man sejlede en båd fra sin barndom. I tre døgn sejlede Dave længere og længere ud på havet. Det første døgn var han stille og tiden og havet syntes blot at drive forbi som i en drøm. Det andet døgn mener han selv at han mistede forstanden. Det ene øjeblik græd han over dengang han blev ført væk fra landsbyen, over dengang kongen smed ham ud, over hans tid i fangenskab og over hans skæbne generelt og det næste rejste han sig i båden og brølede mod himmelen mens han forbandede den dag han blev født. I et anfald af raseri kastede han sin amulet så langt ud i havet han kunne hvor den sank til bunds. På det tredje døgn havde sulten og tørsten tappet hans kræfter og han lå blot i febervildelser og ventede på at dø. Det var sådan han blev samlet op af et skib der kom forbi.
Sømændene på det skib der havde samlet Dave op tog sig godt af ham og han kom sig snart. Han fik hurtigt forklaret dem at han var døv men til alt held kunne kaptajnen skrive. Så snart Dave var rask nok spurgte kaptajnen om hans navn og Dave skrev James på et stykke papir. Da kaptajnen derefter ville have efternavn skrev Dave ”bare James” og faldt så i søvn. James fandt snart ud af at det var et sørøverskib han var kommet ombord på og så snart han var rask blev han en del af besætningen. Kaptajnen hed John og skibet hed Havets Perle. James vænnede sig hurtigt til livet som sømand, det lå i hans blod og havde været en del af ham lige fra han var barn. At røve og plyndre andre var ham ikke fremmed og han blev hurtigt en af Kaptajn Johns bedste krigere og mest betroede mænd. Da han også var lydig og intelligent og desuden modig vandt han sig hurtigt et rygte blandt folk. En af de mest kendte historier var da en af skibets besætningsmedlemmer var faldet over bord og en haj var på vej hen imod ham. Uden at tænke sig om kastede James sig i vandet og svømmede hen imod hajen. Da hajen opdagede ham drejede den og svømmede i stedet imod ham med åbent gab. Den bed ham i skulderen men ikke så snart havde den bidt sig fast før James stak den i siden med sin kniv. Dette fik hajen til at slippe hans skulder men James nåede at stikke den endnu to gange før den stak af. Derefter blev både James og den anden sørøver reddet op på skibet og James blev hyldet som en helt. Skibslægen kunne senere konstatere at hvis hajen havde bidt sig fast et sekund længere ville James have mistet sin venstre arm. En anden gang da piraterne røvede et skib fandt James en fløjte i en af passagerernes kahyt. Han begyndte nu at øve sig på den fløjte dag og nat indtil han mestrede instrumentet som ingen anden og fra den dag af blev han skibets musikant selv om hans musik ikke havde samme magiske effekt som hans sang. Alt dette gjorde at James var vellidt blandt sine mænd og frygtet af alle andre og da Kaptajn John en dag døde under et slag blev James næsten enstemmigt valgt som kaptajn. Blandt folk vandt han hurtigt tilnavnet ”Den Røde” på grund af sine evner i kamp og han blev en af de mest frygtede pirater på de syv have. Det er utallige historier om ham og han er en mand omgivet af mystik, især fordi han aldrig ældes selv om han har sejlet på de syv have i over 100 år.
