|
|
Post by verity on Apr 5, 2009 16:11:20 GMT -5
Adrian gik roligt gennem skoven, hans sværd var trukket, det var trods alt den sorte skov, nok var han halvblods vampyr, men man kunne aldrig vide hvem man kunne møde. Tågen lå i et tykt lag nede ved skovbunden, som gjorde det svært at se hvor man gik. (heldigt for ham at han havde sit veludviklede nattesyn)
Adrian gik videre og lyttede til skovens mange lyde. Han kunne høre smådyrene pusle i mørket, en ugle tude i det fjerne og vinden hvissle let i træerne. Månen skinnede let igennem de tætte trækroner og lod skoven svælge i mystik. Adrian tog en dyb indånding, det var i sandhed en smuk nat.
|
|
|
|
Post by wiliam on Apr 6, 2009 2:07:42 GMT -5
William Le Dead sad på en træstup, helt alene, William var ikke bange selv om det var mørkt, det tåget og William sad i den mørke skov. William have ikke set Adrian selv om Adrian måske kun var 200 meter fra ham.
William kom i tanke om, "at han var jo hel sort påklædt, og derfor vil der jo ikke være nogle væsner som vil kunne finde". William kigget op og sagde til sig selv"nå"
William kigget for en sidste gang omkring. og begyndte at synge lidt for sig selv. ( det lød ikke godt, men så kunne han da få tiden til at gå med det)
|
|
|
|
Post by verity on Apr 6, 2009 3:39:38 GMT -5
Adrian stoppede brat da han hørte en sagte sang bryde gennem mørket. Han hævede sit sværd en anelse og prøvede at bestemme hvor lyden kom fra, men selv med hans øjne kunne han ikke se noget.
Adrian sneg sig langsomt nærmere ved at gå efter lyden. Hans kappe blafrede let over den kolde jord, og spredte tågen let omkring ham mens han gik. Endelig var han i stand til at se en skygge, siddene på en træstup i mørket. Han var fuldkommen sort, selv hans hud var sort. 'ikke så underligt jeg ikke kunne se ham' tænkte Adrian. Skabningen havde vinger, men de lignede nærmere skygger, og hans øjne, det var nok det der fangede Adrian mest. De var grønne, smukke grønne øjne, der stod i skarp kontrast til resten af den mørke krop. Adrian havde aldrig set noget lignene. Så fik han øje på sværdet, og Adrian kunne ikke lade være med at smile så hans lange hvide tænder blev blottet 'En sværd kriger, javel, det her kan blive interasant'.
Den mørke skikkelse havde tydeligvis stadig ikke set eller fornemmet ham endnu, så Adrian mente det var tid til at gøre hans tilstedeværelse tilkende.
Adrian trådte frem fra skyggerne hvor han havde stået i skjul mens han havde observerede skikkelsen. Han sørgede for at lave en smule støj denne gang for at gøre opmærsomhed på sig selv.
|
|
|
|
Post by wiliam on Apr 6, 2009 6:08:30 GMT -5
William kigget over mod skyggene,mens han grap fat om sit sværd.det gik ikke så hurtig, som man kunne vente sig. lidt efter lidt fik han øje på en skikkelse ude i skyggene. William kunne svarg se sværdet. han smilte så man kunne se han have syle spidse tænder. William kigget godt og vel 1 minut på det spænde væsen, det der fanget ham mest ud over at han ikke have set sådan et væsen, ikke engang sidst gang han var her, var at det væsen også have syle spidse tænder. efter hvad han kunne se. William vendte sit sværd om og stak det hårdt ned i den kolde jord. han rejste sit op, så den lille fyr kunne se, at han var 2 meter og måske ikke sådan et let bytte. kigget på det væsen som nu stod få meter fra ham. og sagde med en mørk stemme, men stadig venlig. "kom. sæt dig ned min ven, jeg gør dig ikke noget. mit navn er William le dead, som du måske kan se, er jeg engle, og engle gør jo ikke andre væsner fortrad" sagde han mens han smilte så venlig han kunne. "hvad er du få et væsen? har aldrig set dig før, er også meget ny er oppe på overfladen....jeg mener her nede på jorden. okay okay, du har sikker også set en engle før, jeg er ikke lige som de svage hvide engle. jeg er en døds engle, som vi kalder os." William kigget sig omkring for at se om væsnet var komme alene. så vente han sig om igen for at se om væsnet stadig var der.
|
|
|
|
Post by verity on Apr 6, 2009 7:41:20 GMT -5
Adrian stod stadig med hævet sværd, han vidste ikke om han skulle tro denne 'dødsengel' William. Hans tillid var ikke nem at vinde over. dødsengel der ikke gjorde nogen fortræd? det lød ikke helt til at stemme overens. Men det mindste han kunne gøre var vel at svare. "Mit navn er Adrian Dreading, halvblodsvampyr. " Hans stemme var mørk og flød som honning fra hans mund.
Nok var Wiliam ubevæbnet i dette øjeblik, men Adrian havde altid lært ikke at undervudere en mulig fjende, unaset hvad.
Han stirrede op i Williams øjne, han var høj, godt og vel 10cm højere end ham, men Adrian ville ikke lade sig kue, det var trods alt ikke kun størrelsen det kom an på, men William så virkelig også ud til at være en mere end værdig modstander, nok noget man hels skulle undgå at blive.
"Hvad laver du herude helt alene?" Spurgte han med rolig stemme
|
|
|
|
Post by wiliam on Apr 6, 2009 8:41:20 GMT -5
William så ud til at nyde at Adrian ikke smid sit vårben så nemt, som han regnet med. William smilte lusket og enda måske halv ondt over på halvblodsvampyr. "vel jeg laver det samme som dig her ude alene, vente på mit bytte skal komme til mig og jeg skal passe på karret. jeg elsker en værdig modstander, men endnu mere elsker jeg en person som ikke falder for lette trick. snakkker ikke så tit med folk, så sæt dig bare ned" sagde han og igen kom der et lille smil frem. " jeg er engle jeg er bundet af regler og love, som kan dræbe mig hvis jeg ikke adlyder dem. plus, hvis du er hurtig kan du nå at stikke mig i maven inden jeg for mit sværd op af jorden, så bare sæt dig ned og svar mig på et spørgsmål "hvad er det der går på 4 ben om morgen 2 ben om efter middagen, og 3 ben om aften, og som noget man ser hver dag"
|
|
|
|
Post by verity on Apr 6, 2009 13:28:33 GMT -5
Adrian hævede sit øjenbryn let. En gåde? Adrian havde aldrig været særlig glad for gåder og dette var ingen undtagelse.
Adrian sank sit sværd en smule, men blev stadig ståene hvor han stod. "hvis jeg siger det ved jeg ikke, hva' så?" Han kunne ikke ryste sin skepsis af sig, det lå simpethen bare ikke i hans natur at stole blindt på fremmede. Især ikke fremmede der gik over til slet skjulte trusler uden videre.
Havde William virkelig gode intentioner? Eller havde han andre hensigter i tankerne? Adrian havde trods alt levet et langt liv, 123år, og hans lange liv havde bragt ham erfaring der tit havde reddet hans liv.
|
|
|
|
Post by wiliam on Apr 6, 2009 13:56:15 GMT -5
William brød ud i latter "ha ha ha ha, hvis du ikke kan svare på det spørgsmål, jeg er glad for du ikke kan svar på det, for så kan jeg spøger dig om den samme gåde næste gang jeg ser dig, det er nemlig min ynglings gåde, og ingen har nogensinde svaret på den, og levet til at sige svaret vidre til folk, det bevise bare at i ikke har ændret jeg, sinde jeg sidst var oppe på jorden" William begyndte at gå hen imod Adrian men uden at tage sit sværd med. "hvor langt tid har du endlig levet, for efter hvad jeg kan huske er der nogle af jeres race der kan leve længe?" William kom tætter på fjenden gik langsom, og han var klar til at hent sit våben hvis han var nød til det. "normalt vil jeg slog folk ihjel, hvis jeg følt mig trodet, men du virker som en flink fyr"
|
|
|
|
Post by verity on Apr 6, 2009 15:32:16 GMT -5
"Jeg er 123år, lad dig ikke narre af mit unge udseende." Adrian blev stående og stirrede stift med sine gyldne øjne, mens William kom nærmere og nærmere, han strammede dog grebet om sværdet for en sikkerheds skyld. En let brise paccerede mellem dem og fik Adrians lange sorte hår til blafre blidt i vinden og Williams skyggevinger til at brede sig let omkring sig.
En flink fyr? Havde William kaldt ham en flink fyr? Her stod han med trukket sværd, kølig holdning og havde ikke vist et gram af hvad han ville kalde at være flink. Han måtte sandlig ikke have mødt mange flinke mennesker på sin vej siden han ville betragte Adrian som flink.
Men det var fuldkommen åbenlyst nu at William var en farlig mand, som tydeligvis ikke lod nogen stå i vejen for ham, meget ligesom hamselv.
|
|
|
|
Post by wiliam on Apr 6, 2009 15:58:42 GMT -5
"nå så du jeg faktisk måske gamle nok til at have hørt de rygte om mig, jeg gyser næsten af glæde, ved ikke om du kender mig, men er næsten sikker på at du har hørt de rygter om mig.
så hvorfor vil sådan en flink fyr prøve at få mig til at trække mit våben" William smilte hurtig, men så kom han i tanke om, at hvis den vampyr have været med i krigen, måtte han heller ikke være en nem modstander. William stoppe om ca. en meter fra Adrian. det begyndte at blæse lidt mere kraftigt. så William nu helt tydlig kunne se Adrian helt utrolig smukke øjne. William sagde " var du med i krigen eller....mere fik han ikke sagt. det var bare som om han bare stoppet uden grund
(referere til: William fik den ære at komme med i dødens hær sammen med sin far. For at kæmpe mod dem oppe på overfladen. under krigen døde williams far, selvom han troede det var umuligt at dræbe en engel, men han tog fejl. han bliv så sur at han tog sin fars 2-hånds sværd og slog den første og bedste modstander ihjel ved at skære ham midt over. William overlevet krigen. og er nu husket blandt de ældste af alle racer (bortset fra mennesker da den ældste af denne race er død), som en mester i kamp med sit 2-hånds sværd, og en modstander man ikke vil møde alene. Man har også hørt rygter om at han spiser menneskekød. men det er jo bare et rygte, det behøver jo ikke at være sandt. vel??? krigen var for 80 år siden)
|
|
|
|
Post by verity on Apr 7, 2009 11:25:54 GMT -5
Adrian trak på skuldrene "Jeg var ikke med i nogen krig" Adrian havde altid foretrukket at kæmpe alene, i krig var det så besværligt at vælge side. "Og jeg har aldrig hørt om dig, beklager." Vinden ruskede i træerne og bragte et væld af skovens dufte med sig. Adrian kunne dufte den skarpe kant i vinden- Det ville snart regne. Adrian skruttede sig, der var ikke noget værre end vådt tøj, og det så ud til at daggryet ikke var mange timer væk. Adrian trak sin kappe tætter ind til kroppen og fæstnede atte sit blik på William "Jeg må videre, god nat til dig" og gjorde klar til at drage videre gennem skoven.
|
|
|
|
Post by wiliam on Apr 7, 2009 12:02:16 GMT -5
William smilte vente sig om gik hen mod sit sværd og lagde begge sine hænder på, og hive det op af jorden, ikke hurtig. han så faktisk ud som han var en meget langsom kriger. kigget på Adrian og sagde " ja nolge er jo heldig at slippe for det, eller hvad du nu vil sige......nu mens jeg stadig har dig, ved du så hvilken vej der føre til byen, vil gerne lige en og se den" William lagge sit sværd i sin sværd-holder. tog sin hætte over hoved så man kun kunne se hans mund og ned efter. vente på at Adrian ville svare.
|
|
|
|
Post by verity on Apr 7, 2009 15:41:49 GMT -5
Adrian kiggede op mod månen og svarede roligt "Bare gå videre mod syd og du vil ankomme til landsbyen om et par timer."
Med det sagt vendte Adrian sit blik tilbage på den sortklædte dødsengel og stirrede med stor intensitet "Måske vil vore veje krydses igen en dag, hvem ved? Måske vil jeg kunne svare på dit spørgsmål til den tid, men indtil da vil jeg byde dig farvel" Adrian gik roligt forbi William og gik videre gennem den tætte skovbund. 'Vi vil mødes igen en dag, vær vis på det, Willam Le Dead'
|
|
|
|
Post by wiliam on Apr 8, 2009 8:41:23 GMT -5
Willam svarede " tak" da Adrian gik forbi ham. og gik ned mod byen med et smøret smil på munden. som om Adrian lige have gjort noget der vil udryde dem nede i byen
//OUT
|
|
