En tidlig morgen..

[Dwennavia Paeith]

[Carebear (Louis)]

Louis betragtede pigen lidt fra afstand. Han var en af de eneste der stadig sad normalt, blandt alle de fulde mænd. Han ville bare runde sin nat af, ved at se på de andre folk. Han havde fået en ung pige, og var yderst tilfreds med dagens fangst. Hendes hjerte ville næsten ikke holde op med at slå, og havde helt klart været en af de bedste måltider han havde fået i 80 år. Han rejste sig og gik over og satte sig ved siden af pigen han havde betragtet uden at sige et ord. Det var unødvendigt. Fra hans side selvfølgelig. Han var næsten for mæt til at kunne have mere, men der var noget over den her pige der var for godt til at spilde. Han ville ikke spise hende.

[Dwennavia Paeith]

[/b][/color] spurgte hun, med en forbavsende høj og klar stemme, når man tænkte på at hun ikke havde snakket overhovedet, siden sent sidste aften.
Spørgsmålet var ment uforskammet, hun kunne simpelthen ikke lade være med at putte alle sine facader og falske ønsker op for denne mand, selvom hun selv troede på at det hele var sandt. Det her var bare hende..[/ul]

[Carebear (Louis)]

Louis rakte roligt sin hånd frem mod pigen. " Louis," sagde han roligt og lagde hovedet på skrå og betragtede hende. Hu var køn. Det var stadig noget meget barnligt og uskyldigt over hende. Samtidig kunne man godt se hun ikke var 5 år længere. Men hun var trods alt ikke specielt gammel. Han kiggede ned af hende. Hun var høj, men der var noget over hendes ansigt der ledte ham til at tro at hun umuligt kunne være særlig gammel. Hvilket hun vist ikke var. Ting var aldrig som de så ud i den her by. Heldigvis havde han haft over 300 til at lære hvordan man så igennem det. Det var hans job.

[Dwennavia Paeith]

[/b] [/color]svarede Dwen, hun ville ikke bruge sit rigtige navn over for den fremmede, og brugte derfor den sidste del af sit navn i stedet. Det virkede af en eller anden grund mere sikkert.
[/ul]

[Carebear (Louis)]

Louis kunne godt mærke en smule frygt hos pigen. han betragtede hendes hår. Var hun varulv? Det kunne godt passe, nu når han tænkte sig lidt om. Han betragtede måden hun så på ham. Jo, hun kunne ikke lide ham.
Han kiggede på hendes hånd da hun tog hans. Hendes hånd var lille, og blød. "Hvor kommer du fra?" spurgte han hende. Ment som hvor hun boede. Hos sine forældre vel? Men hvis hun var varulv og hendes forældre var mennesker kunne hun være blevet smidt ud.

[Dwennavia Paeith]

[/b] [/color]svarede hun koldt, uden at lade det mindste svaghedstegn glide over hendes ansigt, eller lade blikket flakke fra manden foran sig.
Selvom hun godt kunne mærke, at hendes forældre var hendes ene svage punkt, som hun havde virkelig svært ved at skjule. Alt hun skulle gøre var at holde det inde i sig selv, gentog hun for sig selv, så ville alt gå fint.[/ul]

[Carebear (Louis)]

Louis nikkede. Han kunne mærke hendes voksene ... ja nærmest nervøsitet overfor ham. Han nikkede til hende. Han plejede ikke at opleve at nogen var så påpasselige med ham. Han var trods alt kun 22. Eller det så han ud til, men pigen kunne umuligt vide at han var 319. "Hvad er der sket med dine forældre?" spurgte han så, for at holde samtalen igang og måske vinde hendes tillid.
Han kiggede op mod baren. "Kunne du tænke dig noget morgenmad?" spurgte han så.

[Dwennavia Paeith]

[/i]han havde vidst haft en vild nat.

Hun hørte kun efter med et halvt øre mens manden snakkede til hende, der var for mange ting omkring hende til at hun ville lade dem ligge. Hun elskede at betragte folk, at bedømme deres reaktioner, det var den eneste måde man blev bedre til at bedømme andre folk på.
"Jeg er en varulv" mumlede hun, og allerede da hun tænkte sætningen der ville følge efter inde i hendes hoved, løb hendes øjne over med vand.
Stadig kikkende væk, fik hun styr på sin stemme "da jeg var blevet lige så stærk som min mor, kunne de ikke have mig hjemme mere"

Hun duppede sine øjne med håndrykken, under dække af at klø sin næse, og vendte sig mod ham, med et blændende falsk smil, på hendes små læber. "Morgenmad ville være dejligt" mumlede hun sanfærdigt, der var intet galt med det hun normalt fik, men Myndlingehuset havde ikke mange penge, så det var for det meste ikke særlig fin mad, og nogle af de voksne fra Myndlingehuset, brugte hendes opførsel som undskyldning for at gøre hendes mad dårligere end de andres, eller give hende mindre.
Hun hvæste ud mellem sine tænder, det ville de komme til at fortryde!

((OMFG, det her minder mig om en drøm jeg engang havde, hvor jeg sad på en hvid sten og spiste pandekager xD))[/ul]

[Carebear (Louis)]

Louis nikkede sympatisk. Han kunne godt vinde hendes tillid. Han vidste ikke hvad han skulle bruge den til, men han ville have den. "Jeg var selv myndling da jeg var lille. Men det er selvfølgelig meeeget lang tid siden. Passer de godt på jer?" spurgte han og udviste stor interesse.
Han gik op til baren og kom ned igen med en stor tallerken, med lidt af det hele på. Han skulle bare have det smil til at blive oprigtigt. Han havde jo alligevel ikke tænkt sig at gøre noget. Hun var varulv. Og tilsyneladene stærk.

[Dwennavia Paeith]

[/b][/color] svarede hun stolt "de ved at jeg kan passe på mig selv, og at det ikke nytter noget at prøve at bestemme over mig!" Hun holdt en kort pause, hvor hun overvejede hendes næste ord. "Selvfølgelig, passer de godt på mig, ved specielle anledninger"
Hun smilte svagt, hun havde ikke spor imod at være varulv, det var ikke det. Hun var stolt af at være varulv, men at fortælle det til en fremmed, virkede ikke spor klogt.
[/ul]

[Carebear (Louis)]

Han betragtede hende lidt. "Tingene har ændret sig meget. Men jeg boede jo ikke engang her," sagde han og skubbede tallerkenen over mod hende. "Spis noget ... Og fortæl mig engang, hvad er dit rigtige navn?" spurgte han. Han elskede at se folk spise, det bragte minder frem om hans dødelige liv. Da han var toogtyve kunne han stadig spise. Følelserne og sanserne var anderledes dengang. Følelserne større og sanserne svækkede. Det gab et helt andet rus. Noget man tog for givet.

[Dwennavia Paeith]

[/B][/color] Spurgte hun, dels fordi det var interessant, og dels for at snakke udenom at skulle fortælle hendes rigtige navn, det havde hun virkelig ikke lyst til.[/ul]

[Carebear (Louis)]

Louis smilede, dog ikke nok til at blotte hans tænder. "Jeg er fransk, madamina. Men fortæl mig det nu. Ellers bliver jeg jo nødt til at snyde og finde ud af det selv," sagde han.
Hun vidste sikkert ikke hvad han mente, men det var også ligemeget. Han ville have hun skulle snakke om sig selv. Han var gammel, han var ligegyldig. Desuden kunne hun være ligeglad med ham. Det plejede børn at være. Han så jo ikke ud som var han en dag over 22. Han var bare 319. Men det kunne hun jo på ingen måde vide, og medmindre hun selv var vampyr, hvilket hun ikke var, kunne hun heller ikke vide at han var det.

[Dwennavia Paeith]

[/B] [/color]hun smilede selvsikkert, han ville ikke selv kunne finde ud af det! Eller ville han? Hun regnede ihvertfald ikke med at hun ville blive såret, det ... han virkede ikke sådan.
Nu kunne hun selvfølgelig ikke rigtig skifte mening, og bare fortælle det alligevel, det ville være for svagt af hende, og slet ikke som hun plejede at opføre sig.

Hun tog endnu en bid af maden foran hende, det smagte lækkert. Hun opdagede pludselig at kun en af hendes rottehaler var bundet op, og fik travlt med at binde den anden op, som heldigvis var nemmere end den første.[/ul]