|
|
Post by Anwen on Apr 5, 2009 9:12:07 GMT -5
Anwen løb, sprang og landede med kun den sagte hvislen af tøjets bevægelse. Hun var ikke lagt fra Dalen længere, stien til landsbyen lå omkring ti, femten kilometer direkte nordvest for der hvor hun var nu. Hun kunne svagt ane kløften og den grønne linje af græs som altid gav hende peget om at hun snart var hjemme.
Men hun kunne ikke tage hjem endnu.
Over ryggen havde hun to døde kaniner hængende parallelt med buen og pilekoggeret som indeholdte tre pile. Den fjerde pil var flækket da hun ramte forbi en kanin i første skud, og var blevet skudt ind i en klippevæk. Selve pilespidsen havde hun endnu; i en lille skinpung som hang ved hendes bælte.
Anwen lange lyse hår var fastgjort i en fletning som hang langt ned over ryggen på hende, og endte ved lænden. Adskillige totter havde løsrevet sig, men det var der ikke noget at gøre ved, og hun var egentlig ligeglad, der var jo ikke nogen som skulle se på det.
Med et varsomt blik så hun sig om, vidste at der et sted i nærheden var en timianbusk som hun kunne plukke af til sin aftensmad. Men hun havde glemt den nøjagtige placering af stedet, hvilket var yderst upraktisk når man levede i passet.
Et irritabelt suk undslap hende læber og hun vendte sig for at søge stedet.
Iført grønne bukser og kofte, samt læderstøvler til lige under knæene ville man hurtigt havde kunnet forveksle hende med en mand, hvis det ikke havde været for de fine ansigtstræk og de slanke hænder.
Men der var heller ikke så mange at sammenligne sig selv med her oppe i bjergene, så Anwen gik i det nødvendige.
Nu var spørgsmålet så om hun skulle gå tilbage til stien mod landsbyen for at finde timian der eller om hun skulle satse på et andet sted.
|
|
|
|
Post by manus on Apr 5, 2009 9:18:48 GMT -5
Ot kom løbende oppe på bjerget, han kunne lugte kaniner, og stillede sig ikke tilbage for en chance efter dem, aftnen var hved at falde på og hans instinkter var på toppen og klar til alt på sin vej, da han nermede sig kaninerne kom en anden lugt til kende, en elver, Ot løb så hurtigt hans ben kunne " vis jeg kan holde elveren hend intil månen lyser kan jeg få mig et stort måltid " da han var nær elveren sænkede han farten og begyndte at traske ad sted
|
|
|
|
Post by Anwen on Apr 5, 2009 9:31:47 GMT -5
Anwen drejede hovedet i en abrupt bevægelse da hun hørte nogen nærme sig. Klippegrus knasede under en mands tunge fødder. ”Hvem der?” hurtigt havde hun fået spændt buen og lagt en pil an til at skyde. Der var ingen grund til at være uforsigtig. Hun kneb øjnene lidt sammen og trak mere i strengen, så det ville være et dræbende skud hvis hun slap. Efter års træning havde hun ingen problemer med at holde buens streng spændt i flere minutter. Hun kunne holde den i op til en halv time, men så ville overarmens muskulatur også begynde at syre og hun måtte slippe strengen og en pil ville være spildt men hun havde endnu to pile, og daggerten i hendes bælte havde hun heller ikke problemer med at tage i brug.
Passet var ikke noget ufarligt sted at leve. Her levede ulve, bjergløver og rovdyr som kun nærmede sig sikre bytter. Mange ulve havde måtte lade livet ved at komme hende for nær, tre løver ligeså og en enkelt tiger. Kødet blev spise, knoglerne lavet til smykker og skindet til tøj.
Buestrengen knirkede som vredet læder, men hun vidste at tarmen ville holde, og holdt blot buen stille indtil hun vidste bedre om den fremmede.
|
|
|
|
Post by manus on Apr 5, 2009 9:36:15 GMT -5
Ot standsede da han så at elveren var hved at gøreklar til kamp,
" jeg er ikke farlig! Jeg er blot en vandrings mand på tur " og slog ud med armende " men jeg har dog et sværd til at forsvaremig " og rykkede lidt på skaftet, og gik stille tætere hen mod Anwen, " tror du virkelig jeg kunne dræbe en elver? " " selv følelig kunne jeg det "
|
|
|
|
Post by Anwen on Apr 5, 2009 9:50:41 GMT -5
”Vær hilset.” Anwen sænkede endnu ikke buen, der var noget ved måden han sagde det på, en vandringsmand gik heller ikke med sværd, det var for tungt at slæbe rundt på i bjergene. ”Hvad er dit ærinde så her? Her er hverken stig, mad eller husly og aftenen nærmer sig…” Anwen holdt buen i præcis positur mod mandens hjerte, det var for risikabelt at gå efter hovedet som han mere fleksibelt ville kunne flytte,
”Og dræbe en elver?” hun hævede overlegent et øjenbryn og vidste udmærket at det var hende der havde magten i dette øjeblik. Hvem var han dog?
|
|
|
|
Post by manus on Apr 5, 2009 9:55:52 GMT -5
ot så irreteret på Anwen og prøvede og se ud som sin krop lignede, en gammel mand, og gav et lille smil " mit navn er Ot, frue, mit erne er dog blot at komme hjem, dog har jeg ikke mange venner så vis de vil, ville det være rart at sludre lidt, så kan jeg fortælle dem om mine unge dage " og satte sig ned på en sten
|
|
|
|
Post by Anwen on Apr 5, 2009 10:09:09 GMT -5
Anwen stolede på ingen måde på denne mand, hun kunne ikke definere hvorfor, men selv som han sad ned bankede hendes hjerte hurtigere end det skulle. Som et instinkt. Alligevel sænkede hun buen, slækkede på strengen, men lod pilen blive liggende på skåret og var klar til at løfte den og fyrre på kortere tid end et sekund.
”Men jeg søger ikke venner.” fastslog hun stædigt og smilede et falskt og stift smil. Det stammede om øjnene og hun så granskende på ham. Ha! Vandringsmand. Manden havde muskler som en soldat og øjne som et dyr. Hun noterede sig hurtigt hvordan han lod kroppen synke en anelse sammen, dette var bestemt til hendes fordel da det kunne ødelægge alle hans muligheder for angreb, medmindre hans spændte i ryggen og krummede sig som i en klargørelse til et spring.
”Og jeg er ikke særlig snaksagelig..” tilføjede hun så med et lille grin. Det var løgn, men på trods af den faktor så passede den meget godt. Det var da egentlig også utroligt at han blev hængende selvom hun for kort tid siden og sådan set stadig; truede ham på livet.
|
|
|
|
Post by manus on Apr 5, 2009 10:17:35 GMT -5
Ot kikkede på hinde et kort sekund, han kunne fornemme trangen til at slå til, men vis hun var parat så vill e han være død på sekunder, " uden venner så er livet kedeligt og trist, jeg hved det, du skal da ikke ende lige som mig, alene forladt og næsten evigt vendrende " og smilte et lille smil, " jeg må snart få mere orden på mine historier, jeg bor i byen, evigt vandrende... hvad tror jeg selv? at hun er dum som et menneske? " og rettede så øjnene op mod hindes ansigt så repectablt han selv kunne få sig til
|
|
|
|
Post by Anwen on Apr 5, 2009 10:49:37 GMT -5
Anwen fnøs, ”Jeg har ikke sagt noget om at jeg ingen venner har.” hun smilte overlegent og slappede lidt af i overarmene for at kunne spænde buen hurtigere hvis hun fik brug for det. Anwen så søgende på hans ansigt og ind i hans røde øjne… røde? Hun så efter igen. I første omgang havde hun set dem som brune, men det var nu ret sikkert at de var røde. Hun løsnede ikke fingrene om buestrengen et milligram, men trak i stedet højre skulder en tomme bagud og så skulende på ham. Først nu lagde hun mærke til hans arme, hvordan ar dannede mønstre på hans hud.
”Hvad vil du mig, hvem er du og ikke mindst hvader du?” hun snerrede og stolede ikke længere på ham på nogen måde. Løgne sværmede om hans ord og hun slog dem hen som ligegyldigheder, som var de aldrig blevet sagt. Anwen Piftede en højlydt og gennemtrængende tone, og smilede kort et skævt smil. Det var et kald til Vallon, at han skulle holde sig i nærheden hvis hun fik brug for ham. Men den fremmede ville ingen mulighed have for at opdage at Vallon var i nærheden da hesten stod med vindretningen så dens duft blev båret væk fra deres placering.
|
|
|
|
Post by manus on Apr 5, 2009 10:58:41 GMT -5
Ot smilte en kort gang " så du har venner og er ikke snaksagelig? " og lagde armende på kors " nu skal hun bare have nogle brygl " og studerede hende en kort gang i hoved og kunne mærke i hans fingre hvordan han kunne hamre neglende in i tendingerne på hinde i løbet a sekunder, han mærkede hårdne vokse frem fra armene, " jeg må holde hinde hen et minut inu ellers er jeg ikke i rækkevidte " " hvofor så anspendt? der er da ikke nået at være bange for? er der? " han begyndte at mærke en pels klump komme ud af enden, " bare et par sekunder og du er et modtid for mig " også smilte han et lille man ondt smill og rejste sig op fra stengen med kors lagte arme
|
|
|
|
Post by Anwen on Apr 5, 2009 11:12:25 GMT -5
Anwen piftede igen og spændte buen i fuld positur, med pilespidsen pegende direkte mod mandens hjerte, En forkert bevægelse og jeg skyder. hvislede hun og kunne nu høre Vallon. Hun trådte baglæns op på en sten og så ud af øjenkrogen Vallon komme løbende. Hun slap buestrengen og sørgede omhyggeligt for at pilen lige snittede hen over hans kind. Så var Vallon der og hun svang sig adræt op på dyrets ryg og bankede hælene i dyrets flanker. Vallon hvinede og skød frem i fuldt firspring. Egnet til at løbe i bjergene var hans slanke ben smidige og trådte ikke forkert en eneste gang.
Mørket var ved at sænke sig, men alligevel red hun en kæmpe omvej på omkring tyve – tredive kilometer for at være på den sikre side.
Da hun endelig var hjemme låste hun døren til huset og placerede Vallon udendørs så den selv havde mulighed for at flygte hvilket den ingen problemer ville have med at gøre.
Hun mumlede sagte små remser og sange hendes moder havde lært hende for at tysse sit hamrende hjerte til ro.
Out//
|
|
|
|
Post by manus on Apr 5, 2009 11:19:19 GMT -5
Ot tog sig til kinden " LORT, så tæt på " han så at han nu var forvandlet til varulv, trængen kom over ham og han hylede mod månden i flere timer den nat...
//out
|
|
