|
|
Post by Ivy on Apr 5, 2009 3:08:02 GMT -5
Ivy gav en trillende latter fra sig. Hendes spinkle skikkelse drønede over vandoverfladen, og sprang nogle gange op over vand overfladen. Der lød andre latre i nærheden - latter fra en yngre nymfe, og fra en lidt ældre mandlig nymfe. Ivys lille kusine, og hendes gode ven. Han hed Domm, og var lige så legesyg som hende.
De aftalte snart at tage hjem, dvs. dykke helt ned i bunden på bunden i den dybe sø. Ivy blev dog liggende da de andre gik, og så op på himlen. Solen skinnede, og oplyste hendes blege, frodige krop. Det sorte hår hang ned over skuldrene, og dækkede brysterne. På trods af denne stilling, faldt kransen hun havde på hovedet dog ikke af. Den var som skabt til hendes hoved, og Ivy havde brugt lang tid på den. De tykke bøgeblade, var flettet omhyggeligt ind i de hvide blomster. Ivy kunne ikke lade vær med at smile. Hun følte sig smuk og lykkelig.
|
|
|
|
Post by Morrigan on Apr 5, 2009 3:22:01 GMT -5
Solen skinnede her hen på de sidste timer af dagens lys. Morrigan havde nok engang forladt slottet, og denne gang var hun sikker på ingen af hendes faders "nikkedukker" havde fulgt efter. Egentlig så var hun ikke meget for at færdes udenfor, ikke om dagen - der var det alt for lyst og så kunne hun let blive genkendt, skønt hun bar kutte. Hun havde kravet op langs bjergsiden, og sad nu lettere i skjul ved et indhuk i bjergsindens tinde. Morrigans falcke blik spredte sig ud over kløften og.... Hvad var nu det? Morrigan fik øje på noget liv i dampsøen, der lagde dybt i bjergkløften. Morrigan havde aldrig før set nogen benytte dampsøen før, så det vækkede hendes nysgerrighed til fulde. Hun strakte halsen for bedre at kunne se, men det hjalp lige fedt. Morrigan bed sig betænksomt i underlæben og ville gerne se nærmere på disse fremmede. Hun kravlede lysløst nærmere - ellers det vil sige, hun forsøgt, men uheldigt trådte hun på en løs sten. Med et skrig skred Morrigan ned fra bjerget og havde direkte kurs mod bunden. Held i uheld ramte hun heldigvis lige ned i vandet og det gav et kæmpe plask.
|
|
|
|
Post by Ivy on Apr 5, 2009 3:30:00 GMT -5
Da Ivy pludselig kunne skimte noget i baggrunden og alle hendes sanser pludselig spændtes, rettede hun sig op i vandet. Øjnene der var dybhavsblå fik hurtigt øje på den kuttebeklædte skikkelse. De denne pludselig gled på en sten og skreg, kunne Ivy ikke lade vær med at fnise kort, med hænderne for munden. Hun var dog ikke ondskabsfuld af natur, og pilede derfor hurtigt gennem overfladen. Snart var hun ovre ved bredden, og greb fat i skikkelsen, der tilsyneladende ikke havde fået kontrol over den tunge kutte endnu, til at kunne få sig selv over vandet.
Ivy kunne lugte det var en pige, og da kutten gled af, kunne hun også se det. Selv nymferne var sky, og de andre ikke ville have hun var i kontakt med andre væsner, kunne Ivy ikke modstå fra at lade hænderne glide ned af hendes våde kinder, mens hun bjergede pigen indtil vandet. Hele tiden med et drillesygt smil på læberne, og et glimt i de dybe øjne.
|
|
|
|
Post by Morrigan on Apr 5, 2009 4:14:58 GMT -5
Morrigan som var slået ud de første par sekunder kom nu til sig selv. Hun plaskede lidt rundt før det gik op for hende, hvor hun egentlig befandt sig. vand! Morrigan gav et højlydt hvin fra sig og spjættede med arme og ben for at komme væk. Hun opdagede nu Ivy og uden at tænke på hvem eller hvad hun var, greb Morrigan fat i hende og forsøgte at kravle op i hendes arme. "Få det væk!" råbte hun desperat. Ja, morrigan har faktisk lige fra hun var barn været utrolig bange for vand - ingen ved helt hvorfor, ikke engang hende selv kan forklare hvorfor. Hysterisk og larmende forsøgte Morrigan at kravle op af Ivy og samtidig plaske med armene hen mod breden. Hun ville væk og det kunne ikke gå stærkt nok.
|
|
|
|
Post by manus on Apr 5, 2009 4:17:50 GMT -5
((KK^^))
Ot rejste sig, han kunne mærke at månen var på vej, han kunne mærke sine instinkter, "vis jeg kunne finde en her på bjerget kunne jeg få mig nået let føde idag" tænkte han lavmeldt i sit indre, og begyndte at kikke efter noget der var vær at spise, efter at have spejdet i nogle få minuter så han ned og fik øje på en nymfe, "hmm... den kan blive svær men jeg må prø..." et klippe skreg fik ham til at miste tanken og kikkede mod lyden hvor han så en kappe klædt skikelse, "hehe... det her bliver dejligt" sagde han lavmelt og begyndte at spadsere hen mod den kappe klædte person
|
|
|
|
Post by Ivy on Apr 5, 2009 4:33:31 GMT -5
Ivy gav sig til at le højt igen. På trods af at menneskepigen var tungere end hende selv, kunne Ivy let holde sig over vandet, samtidig med hun fik bjergede pigen op på land, og snart sad de inde ved bredden. Ivys lange, slanke skikkelse begyndte at skinne så snart hun var kommet op, og fik hende til at se utrolig umenneskelig ud, hvilket hun jo sådan set også var.
"Bare rolig, du er over vandet nu", sagde hun med et smil, og satte sig på knæ, så hun kunne stirre pigen i øjnene. Menneske gjorde hende så nysgerrige, og hun kunne ikke lade vær med at røre ved pigen, med sine lange, kolde, våde, spinkle fingre.
|
|
|
|
Post by manus on Apr 5, 2009 7:38:04 GMT -5
da Ot kom hen til bakken råbte han ned til nymfen og den kappe klætte " er i okay der nede? " og så begyndte han at gå ned ad den stejle bakke hved at hold den ene hånd i klippen, og stillede sig bag de to personer
|
|
|
|
Post by Ivy on Apr 19, 2009 7:00:06 GMT -5
Da Ivy hørte en lyd, så hun skiftevis fra pigen til skikkelsen. Snart skyndte hun sig ud i vandet, og svømmede ned på bunden. Det var nok spænding for hende for en enkel aften, og det asociale nymfegen overtalte hende.
//Out
|
|
