Snilde

[Anwen]

Anwen sprang adræt fra klippe til klippe. Hun hold vågent øje med hvor hun satte fødderne og omgivelserne.
Ud over den sagte lyd af hendes sko og hænder mod stenene var der helt tyst.
På hendes ene side gabte en enorm slugt og på den anden et direkte fald ned i en skovdal. Ingen af delene havde Anwen lyst til at falde ned i, men der var ikke meget mere end ti meter til enden af overgangen.
Hun sprang det sidste stykke og rettede sig op, knap forpustet.
Ved hendes bælte hang en daggert samt et pilekogger med kun to pile, selve buen hang over hendes skulder så den hang diagonalt over brystet.
Et lille sæt gik gennem hende da hun mærkede en andens tilstedeværelse i nærheden. Musestille fulgte hun lyden af trin, bare idioten nu ikke skræmte hendes aftensmad væk…

[Fontaine]

Fontaine kom stille gående op a bjerg passet og røg noget han havede samlet i skoven og tørede, det skulle øge hans magiske evner havede han læst i den borg han fandt på slottet vor han jo tit brød ind, han lage mærke til omgivelserne, vinden blæste i hans grå hvide hår, han så ud som han altid gjorde, han fik øje på nogle klippe stykker ude til siden vor der sad en nydelig kvinde og så ud til hun var på jagt, han fik et lille chok hvad mon hun laver helt her ude tænkte han, han besluttede at se nærmer på hende og forvandlede sig til sin skygge form vor efter han begav sig over med hende da han kom helt tæt på kunne han se hun var en elver, da han stod henne ved hende, han gik et pa agnge rundt om hende for at se hende an, han lo mærke til den lille dolk og de 2 pile hun havede hvor efter han stillede sig bag hende og antog normal form, hvad laver de her ude frøken? spurgte han og så på hende med et smil på læben og et glint i øjet,

[Anwen]

Anwens lange gyldne hår var samlet i en fletning som hang ned over hendes ryg. Et lille overrasket gisp undslap hendes mund, da en mandestemme uventet snakkede til hende bagfra.
I en langsom bevægelse, drejede hun om mod ham med et charmerende smil om munden, "Jeg bor her, min herre." smilet forsvandt og blev erstattet af en trodsig mine, og et hårdt drag om munden. Den hare hun havde jagtet var ikke længere i nærheden. Med deres stemmer havde de skræmt den væk, og hun havde stået stille alt for længe til at kunne indhente den.
"Men min aftensmad er desværre løbet fra mig." forsatte hun med et skævt lidt overbærende smil, mens hun nøje så ham an.
Han lignede ikke en der var vant til at færdes i bjergene. Og særdeles ikke en der var vant til at skulle fange sin egen aftensmad. Smilet om hendes mund blev bredere, "Men hvad laver De selv her Hr.?"

[Fontaine]

Fontaine grinte da hun sage det med hendes aftens mad var løbet væk, han så på hende og sage kald mig Fontaine kære frøken hans smil var nu stort og med et glint a glæde i øjene, skal jeg fange deres med til dem igen frøken ? han smilte og så stille på hende, vis hun ingen gang kan fange en hare ville jeg ikke kun have 2 pile med til jagt tænkte han, men det kunne han jo nemt sige han var jo optrænet i jagtens kunst a de bedste a de bedste,