Post by Dwennavia Paeith on Apr 1, 2009 10:36:09 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Rose,
Karakternavn:
Dwennavia Paeith
I hele sit lange liv er hun blevet kaldet flere forskællige ting, bla; Dwen, Dwenna, Navia, Paith,
Køn:
Pige
Alder:
12 år
Race:
Varulv
Job/Status:
Myndling
Baggrundshistorie:
Varulven satte sine poter forsigtigt, det var en varm sommeraften og solen var stadig oppe. På en fredelig dag som denne, med solen som stadig var oppe, skænkede ingen den blege runde måne, som tittede frem på himlen.
Varulven lod en knurren slippe gennem hans spidse tænder, han var sulten, så sulten at hans mave vred sig, og hele hans krop føltes svag. Det var flere uger siden sidste fuldmåne. Ved lyden, flyttede den lille pige uroligt på sig, med øjnene vildt søgende efter den uhyggelige lyd.
Et lydløst skrig slap ud af hendes mund, da hun fik øje på ham, han så skræmmende ud, med sin tykke sorte pels, og fråden stående om munden. Hun vippede uroligt frem og tilbage på tæppet hun sad på, og prøvede at kravle væk. Hun var en lille svag pige, som aldrig havde fået hvad hun havde haft brug for, derfor gik det endnu langsommere end det ville have gjort med en normal 2 årig.
Hun lukkede sine øjne i da ulven lukkede sine kæber om hendes kødfulde arm, og lagde ikke mærke til det da hendes far kom farende ud, og varulven flygtede overrasket.
Da hun var blevet bidt, var hendes forældre enige om at de ikke kunne beholde hende, de kunne ikke styre hende når fuldmånen kom op, og var bange for hvad der ville ske senere hen, når hun voksede sig endnu større og stærkere. De adopterede hende væk før hun blev tre, til Myndlingehuset, hvor de ved fuldmåne kunne passe på at hun ikke angreb uskyldige. Man mente nemmelig ikke at man kunne regne med at hun lod være, hun var jo kun en lille pige.
Hun havde i flere år efter stadig kontakt til sine forældre, men den begyndte efterhånden at blegne hen, og uddø. På dette tidspunkt begyndte hun også at glide længere og længere ind i mørket, og uden rigtig at ha en ide om hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert, blev hun hurtigt ligeglad med de fleste eksisterende væsner, inklusive hendes forældre. I starten kæmpede hun med disse følelser, hun kunne ikke fornægte dem, men samtidig burde hun ikke føle sådan, dét var hun sikker på at var forkert.
Da hun blev større, og mere moden, begyndte hun at undre sig over hvem han var, varulven der havde bidt hende. Hun begyndte at søge efter ham, og der gik ikke lang tid før hun fandt ham, og begyndte at udvikle et specielt forhold til ham. Ikke at det var kærligt eller noget, men bare at kikke på ham, gav hende et helt andet syn på livet, på hvorfor hun var skabt. Hun var ment for noget stort, hun ville blive stor og frygtet, som hun var skabt til. I stedet for at debattere med sig selv om det hun gjorde, var rigtigt eller forkert, kom hun også til en dybere forståelse på det punkt. Hvad der er rigtigt for mig, er op til mig, men hvad der er rigtigt for mig, er måske ikke rigtigt for en anden.
Personlighed:
- Når hun er utilfreds, sur eller sulten, knurrer hun, hun kan ikke rigtig styre det. Hun har et stort problem med at holde sine tanker positive og glade, hun snapper og er sur, overfor de fleste mennesker.
- Hendes ultimative mål i livet er at blive magtfuld, og frygtet, at blive rig, at blive accepteret. Hun er blevet alt for hurtigt voksen efter hendes forældre 'forlod' hende, og har derfor mere voksne mål i livet, selvom de er helt fordrejede af hvad hun ville ha ønsket hvis hun aldrig var blevet bidt.
- Hun mener, at da hun blev bidt, blev hendes øjne for alvor åbnet op, og hun kunne se hvad verdenen virkelig er.
- Hun har som alle andre svagheder, og svage punkter, selvom hun kæmper for at eliminere dem alle sammen, ihvertfald de fysiske, hun ser ikke hendes personlighed som mangelfuld, da den bare er hende, sådan er hun. Nogle af hendes svagheder er hendes familie, hver gang hun ser dem bryder hendes skjold ned, og man ser lige ind til den lille pige. En anden er at hun er så pokkers accepterende over for sin psyke, og så hård over for hendes krop.
- Hun er ekstremt snæversynet, kan ikke rigtig se ud over sin egen næsetip. I hendes liv er det hende der er vigtigst, og sådan burde det også være i alles andre, sådan bliver det engang.
Udseende:
Dwens hoved er det eneste som ikke er vokset i forvejen, det er stadig rundt og barnligt, der ligner hun faktisk en på tolv. Da hun blev ulv, begyndte hun at vokse, hende som ellers altid havde været lille og svag. Hun er omkring 1,65 cm høj, og vejer 57 kg. Hun har ekstremt mange muskler, eller rettere sagt, ekstremt stærke muskler, hun har nemmelig ikke flere muskler end et hvert barn som er blevet udsat for hårdt fysisk arbejde ville ha.
Hun har udtryksløse store gyldne øjne, når hun smiler falsk, når smilet aldrig op til hendes øjne. Hendes ansigt er altid mildt og smilende, og kan være ret misledende, fordi hun aldrig viser sine følelser, det har hun ikke brug for.
Hendes hår går hende til armhulerne, og har et gråt skær, som hun også har fået efter hun blev ulv, før havde hendes hår den smukkeste brune farve. Det er silkeblødt, og hendes frisure er ret skiftende.
Hun har modtaget et dusin fine kjoler fra sin mor, som er skrædder, de er næsten alle sammen lavet af et stof som ligner silke, og varierer meget. Hun har dem næsten aldrig på, hun forretrækker sine simple bomuldskjoler, som gerne må gå i stykker.
Som ulv er hun næsten halvt den størrelse som hun vil ha som udvokset ulv, hun har en tyk grålig pels, af samme slaks som hendes hår, og er i forhold til andre ulve, en ret fin pigeulv, ikke så grov som de plejer at være, måske fordi hendes udgangspunkt var så lille og fint?
Det mest tydelige kendetegn som ulv, er hendes gyldne tomme øjne, og hendes pels som ligner hendes hår på en prik.
.