stormen er brudt løs

[leander]

natten havde forlængst lagt sit tæppe af tusmørke over byen, og der var ikke en eneste stjerne på himlen, selv ikke månen kunne gennemtrænge det tykke tæppe af skyer der lå over byen. de fleste var gået fra kirken, men der sad stadig en enkel mand, iklædt en rød frakke der var alt for lang til ham, en sort trøje, og et par sorte bukser. han sad helt stille og liggede op mod alteret, helt tom i blikket, og den eneste lyd der kom fra ham var hans åndedræt. et torden brag fik himlen til at lyse op udenfor, og få sekunder efter kunne man høre den sagte rislen af de mange regndråber der nu faldt over byens mange gader. "stormen er brudt løs" sagde han stille og rejste sig. hans tohånds sværd var forsvarligt spændt fast på ryggen af ham og det glimtede smukt når faklernes lys ramte det.

[alyssa]

Præcis som hun havde forudset begyndte himlen at græde sekundet efter at hun var gået om hjørnet.
Heldigvis var hun kun små ti meter fra kirken da det begyndte og med hastige skridt fandt hun frem til døren netop som himlen lyste op i et vredt glimt og skreg sit raseri ud over verden.
Alyssa holdt sig for ørerne da braget kom, hun hadede det, hun hadede når Himlen var vred, hun hadede tordenvejr.
Idet hun åbnede den tunge egetræsdør kom der gennemtræk i kirken, og en kraftig vind rev i hendes tøj og piskede hendes hår ind i ansigtet på hende.
Det varede dog kun et sekund, derefter fik alyssa lukket døren bag sig.
Stilheden bredte sig langsomt i kirken, man kunne høre den sagte lyd af vand der dryppede fra alyssas kappe mens hun selv fok vejret og rettede på sit hår.
Derefter rettede hun sig op og så på englen.
Huin vidste han var der, hun havde set det hele i sine syn, hende selv der løb ind i kirken for at gemme sig for vejret, kun for at stå ansigt til ansigt med en engel. Hvad der skete derefter vidste hun ikke, men som altid havde hun fulgt sine syn, hun havde fulgt sin skæbne, nu måtte den gøre resten.

[leander]

den røde frakke begyndte at flagre vildt da døren blev åbnet men faldt hurtigt til ro igen. han stod og så direkte på en kvinde, tydeligvis menneske, for hun havde hverken vinger eller spidse øre. "godaften frøken" sagde han og gik langsomt tættere på hende. hans skridt gav genlydi de mange gange i kirken, og blandede sig med lyden af de realmæssige dryp fra kvindens våde kjole. han var ikke i det bedste humør, og at det var begyndt at regne og tordne gjorde ikke sagen bedre. nu følte han sig bare fanget i kirken, og så endda med en kvinde. "og hvad laver en dame som dem i kirken på sådan en fantastisk aften" sagde han og holdt op med at gå, men smilede bare et lille skævt smil istedet.

[alyssa]

Englen opdagede hende, men med en sådan entré som hun havde gjort sig kunne man ikke forvente andet. Der var dog alligevel noget over ham der skræmte hende, måske var det højden, eller også var det det faktum at hun stod mellem ham og døren.
Englen hilste og Alyssa forsøgte at svare, det blev dog ikke til andet end en lavmeldt mumlen mens hun knyttede hånden om sin våde kjole, hun var nervøs, det var muligt at skæbnen havde bragt hende hertil, men den havde ikke vist hende udfaldet af mødet med englen.
Englen stoppede op, fortsat på afstand af Alyssa, og hun åndede lettet op, dog uden at slappe af, han var der endnu.
I det mindste havde han lidt humor, eller Alyssa regnede da kraftigt med at han var ironisk i sin omtale af vejret, men hun havde været for optaget af lyden af vand der faldt når hun klemte sin kjole, og havde derfor ikke lagt mærke til tonefaldet.
"Jeg følger skæbnens vej...." Fik hun fremsagt, halvt mumlende, men dog højt nok til at det kunne høres i kirkens store hulrum, det var skrækkeligt som lyden blev forstærket herinde.

[leander]

han fnøs lidt, og rystede på hovedt. "der findes ikke sådanne ting som at følge skæbnens vej, vi bestemmer selv hvilken vej vi går" sagde han og kiggede væk. hun var i hans øjne allerede blevet reduceret til en troende fanatiker, der stolede på at skæbnen bare kunne styre ens liv hele tiden. han vendte ryggen til og begyndte at bevæge sig op mod alteret med den samme rytme som før. hans støvletramp begyndte igen at runge gennem de mange tomme gange. hans sværd, glimtede nogle gange mens han bevægede sig hele vejen op til alteret, og stoppede så deroppe. det sidste af ekkoet fra hans støvletramp forsvandt ind mellem kirkens uendelige tomrum.

[alyssa]

Alyssa brød sig ikke om tonefaldet og hans mimik, det mindede alt for meget om den karlene havde derhjemme, de afskyede hende, men i det mindste viste de det i modsætning til tjenestespigerne der bare snakkede bag hendes ryg.
Hans ord ramte hende af en eller anden grund dybt, det gjorde det altid når folk antydede at skæbnen var usand, alligevel var det den sidste del af hans sætning der ramte hende, fulgt af følelsen af Deja Vu.
HAvde hun ikke hørt det et eller andet sted før? Alyssa forsøgte at tænke tilbage, at huske om hun havde hørt noget lignende, men en stikken bag øjnene advarede hende om at hvis hun forsøgte ville hun få hovedepine.
I stedet fulgte hun englen med øjnene mens han gik tilbage til alteret, lyden af hans støvler og udsynet til hans våben fremkaldte i et øjeblik en underlig fornemmelse af frygt i Alyssa inden hun overkom den og sagde, denne gang mere tydeligt: "Skæbnen viste mig at du ville være her, den førte mig hertil..." før hun med langsomme skridt begyndte at bevæge sig fremad, langsomt som var hun bange for at han skulle vende sig om og kløve hende.

[leander]

han rystede lidt på hovedt. "hvis der endelig skulle være en højere magt der kan bestemme hvad folk gør, tænker og føler, så afskyr jeg den" sagde han i et toneleje der fik ham til at lyde som en gammel vismand, bare med en mere ungdommelig stemme. "og inden de svare vil jeg gerne stille dem et spørgsmål... er de vokset op i det gamle rige" sagde han og vendte sig om. hans øjne var rettet direkte mod hende med et blik der viste tegn på stor visdom. han fiskede sin amulet frem fra sin trøje og holdte den frem mod hende. amuleten lignte meget bare en kegle af rent poleret sølv, men mankunne også se de smukke, indgraverede tegn, der snoede sig hele vejen op af amuleten.

[alyssa]

Han var såret, svigtet og bitter, det var de oplysninger hans ord gav Alyssa, måske var han ikke fysiskt såret, men han havde fået et ordenligt slag på sin mentalitet og han var nok også blevet svigtet tidligere i sit muligvis lange liv.
Alyssa havde faktisk ingen anelse om hvor længe engle levede, men hun kunne alligevel fornemme at han havde oplevet noget der ikke var rart.
Englen stilte hende et spørgsmål, og idet ordene gik ind og hans øjne mødte hendes mærkede Alyssa en skarp skærende smerte i den ene side af hovedet.
Hun lagde hånden på sin tinding inden hun bukkede lidt ned i knæ og bed tænderne sammen.
Billederne skyllede ind over hende, men de var tågede, langt borte og svære at se ordenligt.
Hun så en by, hun løb ned ad en gade, der var en dame, damen igen, damen snakkede meget med hende, så var der en masse mennesker, glimt af våben, folk der flygtede, en mand der døde for øjnene af hende.
Sekundet efter holdt billederne op igen og Alyssa fandt sig selv siddende på knæ på kirkegulvet, mens en enkelt tåre løb ned ad hendes kind.
Hvad var det for nogle syn? Hvorfor kom de og hvorfor var de så tågede i forhold til hendes andre syn? Var det noget der ville ske i fremtiden? Alyssa havde fornemmelsen af a det var noget fortidigt.
Alyssa havde haft de tanker tusinde gange før og derfor skubbede hun dem til side og så op på englen mens hun rejste sig. DEt havde uden tvivl set underligt ud og hun skyndte sig at sige: "j-jeg beklager... jeg... jeg kan ikke huske det, hvorfor spørger de?" hendes stemme var lettere grødet, men ellers gav hun indtryk af at episoden ikke var noget sønderligt.

[leander]

han fortrak ikke en mine, men gik bare stille ned mod hende. han satte ikke farten op da hun faldt sammen, eftersom han bare regnede med at det var et af de der fanatiker syner. han smed amuletenover til hende og den landede foran hende på jorden, uden at få så meget som en skræmme. " prøv at læse den" sagde han uden at have ændret hverken ansigtsudtryk eller talemåde. "så vil de forstå hvorfor jeg ikke tror på at skæbnen er nået godt, da den kun har budt mig dårlige ting" sagde han, og smilte et lille skævt smil. han satte sig på den nærmeste bænk og lod hende være alene med amuleten. han håbede at hun ikke ville prøve at stikke af med den, det var den alt for kostbar til, så hvis hun prøvede at flygte ville han være tvunget til at stoppe hende med vold. han sad roligt og kiggede op mod alteret uden at, der var nogen tegn på at han virkelig intereserede sig for alt den skæbne snak. "når de er færdig så bare giv den til mig igen" sagde han i et lidt mere venligt tonefald.

[alyssa]

"Jeg beklager at rette på dem min herre... Men jeg har aldrig påstået at Skæbnen var en godgørende magt... Skæbne er noget vi alle har og den styrer vores liv, om det er godt eller dårligt skønner skæbnen ikke, det er kun os der bestemmer hvordan vi fortolker skæbnens udfald... Men som regl er vi ikke åbne over for forandringer..." Hendes tonefald var nu blevet sært undervisende, dette var en smøre hun havde affyret tit, særligt over for sin lillebror, eller andre der var utilfredse med hendes spådomme.
"Jeg siger ikke at de har fejlfortolket hvad end de har oplevet, det har uden tvivl været grusomt eftersom det stadigvæk efterlader spor på deres væremåde... Men hvis de hænger dem i fortiden hele deres liv vil de aldrig kunne omfavne fremtiden...." Alyssa rejste sig og samlede Amuletten op, den føltes kold mod hendes bare hænder og hun forgav at læse på den, tegnene gav dog ingen mening i hendes hovede, Shayn ville måske have kunnet læse det, men hun havde ikke lært nok til at læse den slags runer.

[leander]

han rystede på hovedt, så en lok af hans lange smukke hår faldt ned over hans ansigt, men den fik han hurtigt væk igen, så den ikke kunne forstyre hans udsyn til alteret. "de kan tro skæbnen vi de vil. men jeg nægter altså at tro på at der er noget der kan styre vores liv." sagde han, rejste sig, og rakte en hånd frem. "må jeg godt be om min amulet?" spurgte han en smule venligt. han havde ikke i sinde at lade hende overtale ham til at blive overtroisk, og da slet ikke at få ham til at tro på skæbnen.