En død mand har ingen venner.

[Prelon]

Noirez så udtryksløst ud over folkemængden mens han gjorde sit bedste for at ignorere den silende regn der allerede havde gennemblødt ham til skindet og gjordt hans hår vådt og klistret. Han havde alt andet end lyst til at være her idag men henrettelsen idag var vigtig og der ville helt sikkert komme mindst et redningsforsøg så for at være helt sikker på at den blev gennemført havde Noirez valgt selv at sørge for henrettelsen. Han kunne dog ikke umiddelbart se nogen der så ud til at have et redningsforsøg i tankerne. Godt det samme. Han kunne ligeså godt få det overstået.
"Tom Henrich." Sagde han med en høj, klar stemme. "Du er anklaget for højforræderi samt forræderi imod kongen. Straffen derfor er døden. Må du lide i al evighed."
Noirez vendte rundt og gjorde tegn til bøddelen om at han kunne gøre sit arbejde. Så trådte han et par skridt tilbage og mumlede en remse der ville sørge for at blodet ikke ramte ham. Bøddelen hævede sin økse og til Noirez's glædelige overraskelse skilte han mandens hoved fra hans krop uden indblanding fra andre. Oprørerne måtte være blevet afskrækket af hans tilstedeværelse.

[Anwen]

Væmmelsen ved synet af manden som fik hugget hovedet af, overvældede Anwen. Hun anstrengte sig til det yderste for ikke at kaste op, og sendte manden oppe på podiet et ondskabsfuldt blik. Det var absurd. Tænk at have menneskers liv i sine hænder på den måde, og så bare slå dem ihjel. Gad vide hvad Tom havde gjort for at blive anklaget for højforræderi? Hun kendte ikke, den nu hovedløse, mand, men hun følte alligevel skyld over ikke at havde kunnet gøre noget, for at han kunne beholde livet.
Men Anwen kendte ingen.
Hun strøg en gylden hårlok, som havde løsnet sig fra den lange fletning, om bag øret, mens hun i skjul så.. dommeren an. Var han dommer? Eller var han måske bare herold? Det kunne også være at han var noget helt andet, men eftersom at Anwen var opvokset så afsides kendte hun ikke så meget til alle disse titler.
Med et suk så hun væk fra podiet, hvor den hovedløsemands, hovedløse hals, nu havde blødt så meget at det sivede ned på brostenene.
Trods den begyndende forårs varme var Anwen alligevel pakket ind i både ulden kappe og overkjole i violet. De penge hun tjente brugte hun ikke til meget andet end tøj, så dette var af bedre kvalitet.

[Prelon]

Noirez så koldt på den døde mand. Så så han ud over mængden. I dagens anledning var han klædt i en blodrød kjortel med en sort trøje og sorte bukser ingenunder. Dette gjorde at hans sorte vinger for en gangs skyld ikke var helt skjult bag hans ryg. Han vendte sig igen mod folkemængden der var kommet for at se på og hans kattelignende øjne så roligt hen over dem. Det var tydeligt at de fleste havde ventet en indgriben som ham selv. I modsætning til ham var de dog ikke særlig lettede. De burde da kunne regne ud at Noirez ville have knust enhver modstand.
Langsomt begyndte mængden at spredes igen. En enkelt kone løb hen med tårrer i øjnene og spyttede på Noirez kåbe. Hun prøvede at løbe væk igen men idet hun vendte sig om for Svigt og Bedrag, Noirez to krager, på hende og begyndte at rive hende i håret med deres kløer og hakke efter hendes øjne med deres næb. Konen skreg men inge så ud til at ville hjælpe og vagterne var allerede hoppet ned for at pågribe hende.

[Anwen]

”Så stop det dog! Råbte Anwen chokeret, og løb over for at værge den stakkels kvinde. Hun var tydeligvis i nær relation til Tom, den henrettede. Kvinden hulkede og lange rifter fra fuglenes klør var trukket over hendes ansigt. I en hurtig bevægelse fik hun fat i benene på den ene krage og trak den hårdt ned mod jorden, hun ignorerede næbets og vingernes slag mod sin hånd og fik jaget den anden væk.
Hun slap fuglen og trak sin kappe af for at ligge den om kvindens skuldre. ”Lad folk sørge over deres nære.” Snerrede hun indædt til manden i sort og rødt. Tænk at være så ligegyldig, det var umenneskeligt.
Hun puffede den ældre kvinde i retning væk fra pladsen, og bad hende sagte om at komme væk i en vis fart.
E

[Prelon]

Noirez så ned på den nyankomne med en tænksom rynke i hans arrede pande. Hvem var hun der vovede at blande sig i hans sager? Var hun meget modig eller vidste hun bare ikke hvem han var?
Rundt omkring kunne han se folk samle sig for at se hvad der skete. De fleste var rædselsslagne over pigens og den gamle kones trodsighed. En enkelt råbte at de skulle passe sig ned. Noirez kunne forstå hende. Han havde før brugt kollektiv afstraffelse hvis der var for mange besværlige individer i en by.
Med et gav pigen den gamle kone et puf samtidig med at hun hviskede hende noget i øret som Noirez ikke kunne høre. Kort efter begyndte den gamle kone at løbe væk fra pladsen. Soldaterne, der var standset af forbløffelse over pigens indgriben, gjorde mine til at ville sætte i bevægelse men de var tydeligvis i tvivl om de skulle anholde Anwen eller sætte efter den gamle og folkene rundt omkring ville let kunne forsinke dem så den gamle slap væk. Derfor besluttede Noirez sig for at tage sagen i egen hånd.
Han tilbagelagde de få skridt hen til kanten af skafottet samtidig med at han slog sine vinger og ud kastede sig så ud i luften. Som en bølge gik der et højt gisp gennem folk idet han slog med sine vinger en, to gange for at komme højt nok op. Så svævede han ned imod den gamle kone der skræmt så sig tilbage og prøvede at ændre retning. Det var dog for sent. Noirez drejede og huggede sine spidse negle dybt ind i hendes nakke kort før han landede sikkert på jorden. Den gamle kone nåede kun at udstøde et højt skrig før hun faldt om. Hun var dog ikke død endnu. Noirez kløer var smertefulde men de var ikke noget effektivt våben. De duede ikke til at tage liv.
Nu var han i midlertidigt sikker på at hun ikke slap væk. Langsomt vendte han sig rundt med sin venstre hånd hævet, så alle kunne se blodet der dryppede fra hans fingre, og så på Anwen med de sorte, aflange pupiller.
Samtidig var soldaterne endelig klar til dåd. Nu da Noirez havde taget sig af den gamle kone var de ikke længere i tvivl om deres pligt og de gik hen imod Anwen og greb ud efter hendes arme så hun ikke kunne slippe væk.

[Anwen]

A

Anwen var trods sin størrelse ikke svag, og hun heller ikke ude af form. Smidigt undveg hun de første der greb ud efter hendes arme og bød ind mellem to af de andre og løb over mod den gamle kone, sin kappe og Noirez. Med et bebrejdende smil trak hun sin kappe til sig og undlod at se på hans blodige fingre. ”Må det vare dig der bøder en dag.” smilede hun med sukkersød stemme og svang kappen over sine egne skuldre. Hun havde lyst til at håne ham, spytte ham i ansigtet og svine ham til foran hele menneskemængden. Selvfølgelig gjorde hun det ikke. Men stirrer ham blot frygtløst ind i de katte agtige øjne med de smalle pupiller.
Hvis han rakte ud efter hende ville hun hurtigt kunne undvige ham. Hun var ikke nogen sølle bybo der var stiv i kroppen af arbejdets slid. Hun var fra passet og vidste hvordan man overlevede.
I det yderste af sit synsfelt kunne hun se at vagterne igen nærmede sig for at få fat på hende, men hun ignorerede dem blot og beholdt sin opmærksomhed fokuseret på Noirez.
”Man slår ihjel for overlevelse, ikke for ubetydelighed.”

[Prelon]

Noirez fortrak ikke en mine mens pigen undveg vagterne og tog sin kappe til sig. Hans øjne fulgte dog hver eneste af hendes bevægelser og noterede sig hendes overraskende smidighed. Hun ville ikke være rar at komme i nærkamp med. Desværre så det ikke ud til at hun kendte ham. Altså måtte han gå ud fra at hun enten kom langvejs fra eller at hun ikke snakkede ret meget med folk. Det første lød som det mest sandsynlige, hendes beklædning og lyse hud taget i betragtning.
"Du er modig at du tør trodse mig." Sagde Noirez med en usædvanlig roligt stemme idet han med vilje undlog at kommentere hendes spydigheder. "Ved du måske ikke at det at lægge dig ud med mig er at lægge dig ud med kongen?"
Efter det hævede han sine hænder imod hende og mumlede hurtigt en række formularer. I modsætning til hvad pigen så naivt så ud til at tage for givet havde Noirez ikke tænkt sig at være fair. I gamle dage, da han var i storform, ville han have kunnet lamme hendes ben med en besværgelse, men det var udenfor hans rækkevidde nu. I stedet måtte han, som så mange andre gange, ty til illusionsbesværgelser. De kunne ikke ændre verden som andre besværgelser men de udemærkede sig ved at skabe fantastiske effekter med et minimum af anstrengelse for kasteren. I dette tilfælde havde Noirez valgt en besværgelse der ville sløre Anwens syn, medmindre hun standsede ham inden. Når først hendes øjne var sat ud af spillet ville det være let nok for vagterne at pågribe hende så han senere kunne udspørge hende.

[Anwen]

Anwen knep øjnene let sammen og vendte hans kommentar i sit hoved. Kongen.. altså måtte han værre af større betydning. Anwen fnøs, men kunne mærke at han spillede på hendes sanser. Hvad ville han gøre nu? Lamme hende så hun blot kunne ligge på jorden og halvspjætte som en fisk på land? Nej.
Hun langede ud efter hans hænder og slog dem væk fra sig. ”Men selv kongen burde spille med fair regler.” svarede hun ham roligt og så på hans blodige fingre. Det fleksede i hende da hun kunne mærke vagterne være tæt på igen, men de var afventende. Ventede sikket på ordre. ”Men om du så prøvede at bilde mig det ind, at du var kongen, ville jeg aldrig se dig som en.” sagde hun og blev stående. Hun kunne lugte folks nysgerrighed. Mængden som stod omkring dem. Stirrede intenst for at få hver eneste lille detalje af udfaldet med. Hønsehjerner.
Anwen kastede et blik ned af den smyge hvor hun havde placeret Vallon. Et enkelt pift og han ville komme, men det ville være upraktisk at blande ham ind i situationen nu, han skulle blive der til hun fik brug for en nødløsning eller at flygte. Umiddelbart var nødløsningen dog; at flygte.
Anwen så Noirez vinger an, at flygte til fods var nytteløst, men til hest var der en chance for at hun kunne nå passet, men det måtte tiden bestemme, det kunne også være at de nåede at pågribe og myrde hende inden da.

[Prelon]

Der gik et gisp igennem mængden idet Anwen endnu engang modsagde Noirez og endda vovede at slå til hans hånd. Noire selv afbrød sin formular og så indgående på hende med et glimt af vrede i sine øjne. Nu var hun alligevel gået over stregen.
"Det er store ord. Vil du måske sige mig hvad fair regler er? Du som er så gammel og så vis." Svarede han med en stemme der var giftig af sarkasme.
Han rakte ud efter sin kårde oog trak den i en hurtigt bevægelse hvilket endnu engang fik folkemængden til at gispe. Det var meget sjældent han tog Fordærv i brug men denne her pige var farlig. Hun måtte for enhver pris tilintetgøres.
Noirez trådte et skridt tilbage og holdt kården ud i strakt arm så spidsen pegede imod hende.
"Nu giver jeg dig en sidste chance menneskebarn. Kom med frivilligt eller jeg skal knuse dig. Tro ikke at du kan undslippe."
Derefter så han på vagterne. "Træk jeres våben og hug hende ned hvis hun forsøger at stikke af."

[Anwen]

Anwen rystede på hovedet, og blev stående hvor hun var, ”Fair regler er for det meste aftalte regler.” svarede hun spekulativ og ignorerede hans sarkasme. ”Kom frivilligt hvorhen?” Hun hævede øjenbrynene og så på Noirez arm. Rolig og afmålt gik hun om på den anden side af hans kårde så hun stod ud for hans albue. Hun pegede, ”Sådan der når du ikke langt, i den strakte arm har du låst albuen og din reaktions evne vil være svækket.” sagde hun ligegyldigt og så op på Noirez ansigt, i håb om at han ville blive rasende over at hun irettesatte hans fægteevner.
”Men hvor ville De føre mig hen Deres Nåde? Til deres private gemakker?” spurgte hun flabet. Mængden brød ud i latter. Hun tirrede åbenlyst hans tålmodighed for ikke at sige tolerance, men hun havde vel ikke så meget at tabe lige nu.. jo, måske livet, men det var ikke så sandsynligt. Hun lyttede vagtsomt efter vagterne, og kunne høre når de bevægede sig, på deres klæders knitren.

[Prelon]

Noirez stod roligt og værdigt og lod Anwen tale uden at afbryde eller ændre sit ansigtsudtryk. Uanset hvor vred hendes udfald gjorde ham vidste han at det kun ville blive værre hvis han tabte besindelsen. Kun da hun bevægede sig drejede han omkring så kårdens spids igen pegede mod hendes bryst. Først da han var helt sikker på at hun var færdig talte han og da var det med en kold og roligt stemme.
"Nej. Til fangekælderen." Svarede han idet han ignorerede hendes første kommentarer. Han var nu sikker på at pigen var en trussel som han for alt i verden måtte eliminere. Den slags elementer måtte for enhver pris skaffes af vejen. Det var den slags der gav folket falske forhåbninger og gjorde dem opsætsige og umedgørlige. Heldigvis var pigen stadig ung og hun lavede derfor en kæmpe fejl. Hun overvuderede sig selv. "Du kan følge med frivilligt eller forsøge at stikke af." Fortsatte han. "Uanset hvad ender du i fangekælderen men hvis du forsøger at stikke af vil jeg dræbe to af denne landsbys beboere."
Dette fik folk omkring dem til at gispe men det skulle blive værre endnu. Noirez havde gemt det bedste til sidst.
"De vil blive henrettet sammen med de to jeg allerede har besluttet mig for at dræbe." Fortsatte han med hævet stemme. "Det vil lære dem at respektere kongen og ikke grine af hans rådgivere."

[Anwen]

Anwen skulede til ham, ”Jeg har intet at gøre i fangekælderen” Anwen havde det dårligt med de to landsbyboeres liv han satte i spil, og flygtede derfor ikke. Det lille pift der skulle til for at Vallon ville komme, pustede hun ikke, men smilede bare i stedet. ”Desuden, burde det ikke være dig som skulle ende i fængsel ved at slå uskyldige ihjel? Åh, når nej.. du er jo næsten kongen, og ham kan man ikke putte i fængsel med mindre han selv vælger det. Og henrettelsen tror jeg også jeg springer over.” hun blinkede kort til ham og trådte et halv skriv baglæns. Han flugte et halvt skridt frem. Det kom egentlig ikke bag på hende at han gjorde ligesom før.
”Hmm.. hvad med.. en duel?” hun smilede glad og strakte en arm frem, som bare hun en kårede som han selv, og lod den usynlige spids bevæge sig cirkulært om spidsen på hans.
”Den som er den første til at eje tre nye sår er taberen?” hun løftede et øjenbryn og håbede at han var irriteret nok til at tro at hun ikke kunne fægte.

[Prelon]

Noires så på Anwen uden at fortrække en mine. Hendes opsætsighed var ham en evigt kilde til irritation men han viste det ikke. Det ville kun undergrave hans autoritet. Desuden var det nu mere ægrelse end vrede der fyldte ham. Det var gået op for ham at hvis hun havde valgt mørket frem for lyset kunne hun være blevet en af hans bedste folk. Hun var intelligent, snarrådig, egentlig ganske charmerende og i god form. Sådanne folk var sjældne. Nu var det dog sådan at hun desværre havde en svaghed overfor dise værdiløse kryb og det gjorde hende til hans fjende.
"Lad mig forklare dig to ting." Sagde Noirez endelig efter en tænkepause. "For det første er regler noget som bestemmes af de stærke og under regler hører ting som skyldig og fair. Det er begreber der bestemmes af dem der har magt til at opretholde dem, i dette tilfælde hans majestæt Lord Lanzeoix. For det andet." Noirerz holdt inde og trak sin kårde til sig. "Jeg accepterer din udfordring. Mød mig på denne plads ved denne tid om syv dage. Hvis ikke vil ikke to men fire af denne bys beboere betale prisen for din fejhed." Med de ord stak han Fordærv tilbage i hans skede og han vendte rundt. Han gjorde tegn til vagterne om at følge med og forlod pladsen. Han vidste ikke hvad der var gået af pigen. Enten havde hun et ukendt talent med en kårde eller også havde hun ikke regnet med at Noirez ville acceptere, blandt andet fordi han ikke ligefrem var kendt for at sætte liv og lemmer på spil selv om dette ikke skyldtes fejhed som folk troede. Han var bare ikke dum nok til at sætte liv og lemmer på spil uden grund. Han havde imidlertidig set pigens smidighed og kunnen og han var sikker på at han kunne overleve en duel med hende. Han så ligefrem frem til igen at deltage i en kamp på liv og død. Det var dog ikke grunden til at han havde accepteret. Pigen ville ikke kunne klare en duel imod ham uden mindst et sår og det var nok til at knække hende. Det ville være langt lettere, mere behagelig og mere raffineret end at anholde hende og henrette hende.