|
Post by Yuria Malinkou on Apr 1, 2009 3:59:12 GMT -5
Den grå himmel hang tungt over landet, denne sene eftermiddag hvor selv ikke mange folk, begav sig hen et sted som dette. Et par og få enkelte kom gående ud derfra i hver deres retning, mens kirkens gravpasser så efter for at få lukket dørene. Yuria stod ikke langt derfra og nåede hurtigt hen til gravpasseren for at blive givet en adgang til kirken, som hun ellers dagligt besøgte for at klargjort sit sind for de hindringer og problemer hverdagen kunne bringe. Gravpasseren gennede hende hurtigt indenfor og bad hende sige til når hun ønskede at gå igen. Hun nikkede blot taknemligt og tog et kig ned af det så velkendte kirkegulv, inden hun med nænsomme skridt begav sig op mod alteret. Stille stående med blikket op mod et højt vindue, der lod lyset trænge ind med solens kortvarige stråler, som varmede hurtigt hendes ansigt. En dyb indånding tog hun med et let suk, inden hun knælede med foldede hænder en tavs bøn med sindet.
|
|
|
Post by Wylfenstain on Apr 1, 2009 4:03:29 GMT -5
oppe hvor kordrenge nomalt stod sad wylf og kiggede ned mod gulvet *tænk at disse sære mennesker ber til guder som forlængst er døde*tænkte han han skulle til at liste ud igen da en pige kom ind af døren igen *alle folk er gået hvad laver hun her* tænkte han roligt han sad lidt og iagtto hende men valgte så til sidst at han ville smutte udigen men da han vendte sig om trådte han på et bræt som knirkede så voldsomt at det gav genlyd i hele kirken straks efter stod han helt stille for han ville ikke opdages
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 1, 2009 4:18:14 GMT -5
Den høje knirken gik hende tydeligt for øre. En lettere forskrækkelse eller forbavselse, var det for hende da hun jo havde regnet med, at være helt alene i kirken foruden gravpasseren. Hendes blik søgte omkring i kirken, for at se efter om her virkelig var andre, men ikke kunne hun få øje på andre lige med det første. Hendes bløde spidse øre og den lange hale, var de to eneste ting der adskilte hende, fra et menneske og pelsen, var af samme farve og glans som hendes hår. De blå krystalklare øjne havde en hvis større intens glans og virkede mere funklende i kontrasten til hendes udseende ellers. Opmærksom var hun i en rum tid uden rigtigt at flytte sig fra sin position; hvad ventede hun mon på?
|
|
|
Post by Wylfenstain on Apr 1, 2009 4:22:07 GMT -5
det iriterede wylf at han var opdaget *jeg se at komme ud her fra*tænkte han ved sig selv han kiggede roligt ud over kanten for at se op hun kiggede *jeg må bare list ud under tager igen så han rejste sig roligt op og i samme sekund knikede det igen fra brættet så vaglte at løbe om bag ovlet og op af en lille trappe for at komme op til loft bjælkerne
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 1, 2009 4:33:52 GMT -5
Yuria havde virkelig ingen anelse om, hvem der befandt sig her i kirken og ikke desto mindre, så prøvede vedkommende at snige sig rundt i kirken; tydeligvis uden held. Hun havde opfanget lydens kilde og de mange trin mod trappen bag ovlet højere oppe. "Det vidst bare en af kordrengene..." Sagde hun næsten beroligende til sig selv. Hun gik ganske stille over til trappen der førte op til ovlet. En dør skjulte den smale passage, men intet gjorde det hende da den rosa kortærmede hørkjole og kappen ikke var tilo megen besvær for hende i længden. Hun så nysgerigt op inden hun gik videre. Trapen som endte ved ovlet og pladsen hvor vedkommende sikkert havde siddet lod hende kort stoppe op for at kigge inden hun stille nærmede sig trappen bag ovlet med blikket søgende op. Hun sank en klump tøvende i sin beslutning om at gå videre.
|
|
|
Post by Wylfenstain on Apr 1, 2009 5:16:30 GMT -5
wylf var stoppet på han stop på et spær til taget *gad hvide om hun fuglte efter mig* tænkte han roligt han sad helt stille *hvorfor sidder jeg bare her hun kan vel ikke gøre mig noget hvorfor gemmer jeg mig engtelig*det git op for ham at han kun legede jule lege med sig selv så han sprang tilbage mod det sted han var kommet op og hen til hvor yuria stod da han kom springende ned af trappen tog han sværedt frem for at være sikker på ikke at blive angrebet uforbredt
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 1, 2009 5:27:43 GMT -5
Yuria fik et mildest talt chok ,da han pludselig sprang ned af trappen, foran hende og trak sit sværd. Hun bakkede instinktivt og hurtigt væk fra ham, til hun stødte på gelænderet, som hindrede i et fald fra denne højde af, når man befandt sig heroppe. *Hvad!? Han er da ikke rigtig klog!* Hun stirrede længe på ham og turde egentlig slet ikke røre sig, med frygt for hvad han kunne finde på med det sværd.
|
|
|
Post by Wylfenstain on Apr 1, 2009 5:32:38 GMT -5
wylf ginte koldt af hende ''du burde ikke gå rundt på en kirke helt alene'' sagde med en ond tone han gik roligt rundt om hende ''du ved aldrig vilke farlige mennesker som går rundt i mørket'' han grinte han
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 1, 2009 5:46:31 GMT -5
Hun følte sig mere forvirret end skræmt et sted lige nu. Det kunne da ikke være hans alvor at trække sit sværd i en kirke!? "Er kirken ikke det mest fredelige sted at opholde sig?" spurgte hun stille. Betragtede ham blot ganske let uden at røre særlig meget på sig. Hendes blik veg gentagtende fra klingen til hans ansigt og hun brød sig givent ikke om hans måde at være på. Den var enormt ubetryggende.
|
|
|
Post by Wylfenstain on Apr 1, 2009 5:53:07 GMT -5
wylf trak en ond latter ''tror di virkelig på gudene de ukendtes magt har forlængts drabt dem alle'' wylf holdt stadig sværedt peget mod hende ''hvor holder i modet oppe de ukendtes magt har hersket her i mange år og vil fortsat styrer landet''
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 1, 2009 6:10:10 GMT -5
Yuria havde først nu fanget situationen rigtigt, men hun bad ikke til guderne. Stadig chokeret og lettere skræmt i blikket måtte hun ryste stille på hovedet til hans udtale$lse. "Jeg ber ikke til guderne." Svarede hun stille. Sandheden var jo at kirken var det nærmeste hun kom på sine afdøde forældre.
|
|
|
Post by Wylfenstain on Apr 1, 2009 6:25:52 GMT -5
wylf kiggede lidt skeptisk på hende ''du er i en kirke og du ber ikke til en af guderne'' wylf var kommet til kriken for at se menneskers adfærd han ville forstå hvorfor de gik i mod fyrsten når han havde ald den magt
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 1, 2009 6:31:47 GMT -5
Denne kirke var mere end blot et helligt sted for en tilbedelse af en gud. I Yuria's øjne var dette hendes vej at komme i kontakt med sine afdøde forældre på. "Jeg ber ikke til guder jeg ikke har set stå i opstandelse, men... mine forældre derimod ligger begravet her, så det er for mig naturligt at bede dem en daglig bøn." Svarede hun igen stille. Hun vendte blikket for de krystalklare blå øjne mod ham ganske fredeligt og uden at ville nogen ondt. Hun savnede blot sin familie, skulle hun bebrejdes af den grund?
|
|
|
Post by Wylfenstain on Apr 1, 2009 6:45:19 GMT -5
wylf så koldt på hende ''i er da nogle underlige nogen set det dog i øjne du ser dem ikke igen'' han så sig lidt rundt ''min forældre min kone og barn blev dræbt af min læremester han lærte mig at lægge ddet bag mig og bruge tiden på det der virkelig er vigtigt de ukendtes magt''
|
|
|
Post by Yuria Malinkou on Apr 1, 2009 7:25:21 GMT -5
"Jeg ved at de ikke kommer tilbage igen... men det at man føler et savn vil blive lettet ved den tro på at en kære stadig er omkring en" Svarede hun. Hun stod ved sine meninger og lod sig ikke feje af ved blot det faktum at en mand med et sværd ikke tænkte på sine egne. "Det gør mig ondt at høre.. Hr." Kondolerede hun.
|
|