Regn??

[kamistra]

Kamistra svarede bare kægt "Hvis du kunne stjæle lige hvad du ville, så ville du da ikke vælge en snollet halskæde?" han nikkede hen mod hendes unge hals. "Hvor gammel er du egentlig?" spurgte han bare henkastet fordi han ikke rigtig viste hvad han ellers skulle sige.
han pegede med ærmet igen, hen over mængden "Der er mange mennesker der ovre, der er måske nogen der kender til smykket?"
Det lignede at der var noget sigøjner show eller noget tryllekunstner noget, for alle så ud til at stoppe op og kigge.

[Mirika]

”Jeg er 16. Hvor gammel er De??” Et meget passende spørgsmål, eftersom hun lige selv havde svaret på det samme. Hun kiggede over på forsamlingen. ”Ja, det er et forsøg værd.” Hun var glad for at han tog så aktiv del i søgningen. Hun gik hen mod gruppen. Et gisp hørtes derfra. En af de optrædende havde enten gjort noget utrolig eller farligt. Hun stoppede da hun kom over til mængden for at være sikker på, at han var med. Så spurgte hun, hvad der lignede en velhavende ung kvinde. ”Undskyld mig Frue. Kender De noget til det her smykke??”

[kamistra]

Kamistra stod og tænkte lidt, han ville helst springe over det spørgsmål ang. hans alder, men så kom han i tanke om at ayla havde sagt at han lignede en på 25. "Jeg er 25"
De gik hen til forsamlingen, der var godt nok mange mennesker, det var helt vildt.
Kamistra havde nær tabt mirika af syne, men så så han at hun stod og snakkede med en stor ung dame, han kunne ikke høre hvad de sagde, men Mirika viste hende sit smykke, og damen så ikke ud til at vide noget om det.
Kamistra så en stor tyk mand som næsten stod og lænede sig op af Mirika, han havde en flaske et eller andet i hånden, og han så MEGET rig ud

[Mirika]

”Så De kender ikke til smykket?? Nå men ellers mange tak for deres tid.” Hun sendte kvinde et smil. Så opdagede Mirika det underlige blik, som hun i første omgang troede at kvinden gav hende. Men så gik det op for hende at det var rette mod nogen eller noget bag hende. Hun vendte sig rundt og blev meget overrasket over den påtrængende mand der nærsten stod lænet ind over hende.
”Kan jeg hjælpe Dem med noget hr??” spurgte hun og følte sig en smule utilpas på grund af det manglede personlige plads.

[kamistra]

Kamistra så over på Mirika som var ved at blive trumlet ned af den store mand.
"Hov, Hov du hun er med mig, så tag lige en slapper"
Da manden var gået lidt væk, rakte kamistra hånden ud efter Mirika for at hjælpe.
"Noget held?" spurgte han spørgende men inderst inde lidt drilsk. Kunne hun ikke bare tage det smykke han havde givet hende og så bare sige tak? det kunna da for fanden ikke være så svært.
"måske er det nogle der har tabt det tidligere på dagen?"
Kamistra vendte om på hælene og spejdede ud over masserne.

[Mirika]

Mirika tog lettet hans knoglede hånd. Hun havde ikke lyst til at blive væk fra Kamistra. Især ikke nu efter den en smule for pågående mand. ”Tak.” Hun sendte han et lettet smil.
Så sukkede hun. ”Nej, ingen ser ud til at vide noget…” Hvor det irriterede hende, at de ikke kunne finde smykkets ejermand. På den anden side, det var jo som at finde en nål i en høstak. ”Ja det er en mulighed…” Hun håbede det ikke. Så ville det være helt umuligt at finde ejeren. Hun holdte smykket op foran sig og betragtede det. Det var bestemt ikke mindre kønt end det, som hun selv havde beundret lidt tidligere. Faktisk så det ud til at være en nøjagtig kopi.

[kamistra]

Kamistras stemme ændrede sig lidt, det var normalt den stemme han brugte når han ville lægge andre i trance "Behold den nu bare, den er flot til dig.
Bare behold den, den passer rigtig godt til dig"
Han vidste ikke om trance stemmen virkede på andre engle, han havde aldrig rigtig haft lejlighed til at afprøve det, men det havde han jo tid til nu.
"Tag den" lød det igen, og igen lidt efter "Behold den"
Kamistra begyndte at få et lumsk smil på "Du er bliver så yndig" lød det endnu engang. han begyndte at grine lumsk.
det var som om tiden var gået i stå, idet Kamistra begyndte at bruge sin Trance stemme, folk kiggede ikke på dem mere, og der begyndte at gå længere og længere tid mellem massernes gispen.
det føltes som stod de i et rum for dem selv.