Post by Pen on Apr 7, 2009 14:26:47 GMT -5
Antal bruger-profiler:
Det her er min første... O.o...
Karakternavn:
Pen Cornell
Køn:
Mandlig køn
Alder:
29 (men kan godt gå for en på 25)
Race:
Dowvos
Job/Status:
Militærnægter (hvis det da er muligt, hvis ikke så Tyv)
Baggrundshistorie:
Pen blev født i en afsides hytte, et sted ude i "Den Sorte Skov", hans far var bleven kaldt ind i militæret flere måneder før Pen blev født, og Pens mor havde ikke fået nogle breve fra ham i en længere periode.
Pen voksede derfor op uden en far, men levede alligevel et liv som han mente var tildels normalt.
Han levede alene sammen med sin mor, hvor de levede af de småpenge moderen fik af at sy tøj som hun solgte billigt inde i byen.
Da Pen blev 13, blev hans mor syg og hun kunne derfor ikke sy længere, så Pen blev nødt til at tage til byen og få et arbejde. På det tidspunkt havde han ingen anelse om at han ikke var menneskelig, og han havde heller ingen anelse om at det samme gjaldt hans mor. Pen så dog lyst på det hele, og tog imod det arbejde han kunne få. Dog som 15 årig dør hans mor, uvillig til at forlade hende blev han hos hende i 3 døgn. Indtil at han indså at der ikke var meget andet at gøre end at prøve at finde et andet sted at leve. Så han brændte hytten ned med hans mor i den, næsten for at sige farvel, men også fordi han ikke kunne samle mod til at begrave hende.
Han flytter dermed ind til byen, men da han ikke kunne finde et sted at bo, lader han sig gå ind i hæren. Der begyndte hans træning, som soldat for mørket, og uden at vide det havde han gået i de samme fodspor som sin far.
I militæret blev han behandlet som lort, eller nej det der var være en lort, men det blev alle de andre rekrutter også, så han tog sig ikke meget af det.
Han var langt fra populær blandt de andre soldater, han havde næsten konstant sadt sig over i sit eget hjørne og passet sig selv, så de andre så på ham som underlig, og ville egentligt helst ikke kendes ved ham. Men alligevel lykkedes det ham at få sig en ven. Et menneske ved navn James. James var ikke noget specielt at prale af, han var lav, buttet, og lod sig nemt træde på, hvad ingen dog vidste var at James også var udholden og loyal, han havde blot ikke haft nogle chancer for at vise det.
Men fordi at James nemt lod sig træde på, var det meget Pen som styrede tingene i deres venskab. Dog alligevel var de efter nogle måneder uadskillige.
Dog en skæbnesvanger dag bliver de og de andre i gruppe 304 kaldt ud for at stoppe nogle rebeller som havde lavet ravage i landsbyen.
De var blot 50 soldater, men det var ikke meget andet end et par rebeller alligevel, så det burde have været en opgave som på sin vis var enkelt nok.
Men som de kommer derud var det allerede klart at rebellerne var flere end man havde regnet med. Som en del af frontlinjen så var Pen og James de første til at gå i kamp. Men efter et stykke tid, hvor den del af landsbyen snart lignede et rent blodbad, så mister Pen modet, han havde lige dræbt den første af rebellerne på sin vej, og det var som om at et eller andet var slået klik, og alting omkring ham var gået i stå, det eneste som stadigvæk var i bevægelse var blodet på hans sværd og den faldne rebel for enden af den. Det var som om at hele hans verden faldt omkring ham, og den eneste tanke i hans hoved var *løb, løb og kom aldrig igen* og som om han ikke havde kontrol over hans ben begyndte han at løbe, han smed sværdet på jorden vendte sig om, og løb. Men inden meget længe bliver han væltet omkuld af en rebel som har set ham løbe. Dog havde James, til Pens held, set Pen løbe og var løbet efter ham, og som rebelen stod over Pen og skulle til at dræbe ham, gik et sværd igennem rebelen, en hånd rakte ud efter Pen, og næsten uden at vide det så han sin egen hånd række ud og tage imod den. Men lige som han rejser sig op og verden er ved at komme tilbage til normal hastighed, så falder James over ham, en pil sad fast i ryggen bag ham, og som blodet dryppede ned langs hans side, var det som om at noget andet gik igennem ham, noget anderledes, noget han ikke havde følt før, noget han burde havde følt for længe siden.
En intens vrede strømmede igennem ham og fik en verden der før havde virket til at gå tre gange langsommere til at gå tre gange hurtigere. Næsten som et lyn greb han James sværd og kastede sig tilbage i kampens hede og slog ud mellem sig, han bekymrede sig ikke længere om hvem eller hvad det var han dræbte, han dræbte blot hvad der kom ham nærmest, ven eller fjende, og som vreden begyndte at ebbe ud fandt han sig selv med sværdet langt inde i en af de andre soldater. Hans hænder var forlængst bleven røde af blod, det samme med hans trøje og hans bukser, men det så han ikke længere. Vreden begyndte langsomt at skifte sig ud med frygt, slaget var ovre, og han fandt sig selv omringet af hvad der før havde været hans venner. Hvad der dog undrede Pen var hvorfor de holdte sig et stykke fra ham, soldaten for enden af hans sværd var for længst død. Hvad Pen ikke kunne var at han nu blot lignede en miks af sort skyggeagtig masse, det var dog som om at forvandlingen ikke var perfekt, og hans udseende skiftede mellem at være normal og den skyggeagtige masse.
De andre soldater så på ham som havde de set et spøgelse, næsten som frosset på stedet, og det var først da han virkelig så på sine egne hænder at det gik op for ham hvordan han så ud.
Han smed hvad han havde i hænderne og løb, stadig som frosset til stedet var der ingen som løb efter ham.
Han overnattede ude i skoven. Det tog ham et stykke tid før han fandt ud af at han ikke var menneskelig, men da det gik op for ham, fandt han også ud af hvordan han skulle bruge sin kræfter. Snart fandt han ud af at han kunne gå i skyggerne og være uset, at han kunne gøre ting som han ikke havde set andre gøre.
Flere gange ledte soldaterne efter ham i skoven, forgæves men snart opdgav man og tog ham som for at være død og for ikke at skabe splid fortalte man at han var bleven dræbt i kamp.
En dag som han er gået ind i byen, hvilket han var begyndt at gøre ofte for at finde mad derinde, men ved næsten et tilfælde finder han sig selv i landsbyens kirkegård. Som han går omkring inde i kirken falder han over en gravsten uden blomster, men blot en halskæde med et sølvvedhæng som lignede en drage. Han tog halskæden op og smed den ned i sin lomme, i tanken om at de døde ikke fik meget ud af rigdomme, og så, så først da på navnet på gravstenen.
"Pen Cornell, dræbt i kamp, modig til det sidste"
For den tredje gang i hans liv fandt han kun en løsning, og det var at løbe. Han løb alt hvad han kunne ud i skoven, langt ud til hvor han aldrig havde været, og kom aldrig tilbage til byen...
Personlighed:
Pen har det med at være tage den nemmeste løsning, og hvis han bliver bange, eller føler sig utilpas har han det med at løbe, flygte, ikke fordi han er en kujon, men fordi han ikke vil i kamp. Til gengæl bliver han vred så mister han tit kontrollen over sig selv, og går berserk, og stopper først efter hans vrede er ebbet ud, hvilket kan variere i hvor lang tid det tager.
Han stoler normalt ikke på folk, og har den indstilling at folk skal have fortjent hans respekt og tillid. Han er meget sky og vil sjældent have noget med folk at gøre, dog har han det med at være nysgerrig, og kan nemt blive blandet ind i noget han ikke vil blive blandet ind i. Når han først lader nogen komme tæt nok på så stoler han tit blindt på dem, dog er der nogle ting han ikke fortæller før nogen er kommet meget tæt på.
Han bryder sig ikke meget om mørkets soldater, men heller ikke specielt meget om lysets væsener, derfor holder han sig tit for sig selv... Han har ikke specielt stor tillid til sig selv, og kan være meget usikker. Han er meget socialt svækket i det at han sjældent snakker med folk, men han har til gengæl en stor forståelse for naturen omkring sig, og kender en del til de forskellige planter og dyr.
Han har det med at lukke sine følelser inde, til han til sidst er ligesom en tikkende bombe klar til at springe når som helst. Han er, trods det at han ikke har nogen uddannelse, meget intelligent, han tager ting til sig som en tør svamp. Dog kan han hverken læse eller skrive da det er ting som ingen har lært ham. Sætter han sig for noget så udfører han det, med mindre noget stiller sig i hans vej, som frygt, eller lign... Han er meget underkuet af sin frygt, og han vælger tit, uvilligt at følge den.
Hvis han dog virkelig er nødt til det kan han godt trodse sin frygt, og gå imod det han frygter, det er dog sjældent at det sker.
Udseende:
Han har kulsort hår, så sort at det kan have et blåt glimt i sollys, det er halvtykt men ikke så tykt at det danner krøller. Han har et par mørke dybe grå øjne, som til sin hvis nemt kan vise hans følelser, hvis han tillader dem. Han er på omkring de 1,80 meter høj. Han er let i bygning, dvs. han er langt fra særligt veltrænet, men er overraskende hurtig på trods af det. Han har et udseende som kan få ham til at virke som en meget interessant person. Han har et intenst udseende, vildt og utæmmet, men kan også virke trist og ensom, alt efter sit humør.
Tøj:
Han går i en meget slidt og gammel jakke, som er lidt for stor til ham. Det er en lang sort jakke, som går ham ned til hælene. Han går også med et par sorte bukser som sidder halvstramt på ham, dog ikke så stramt at han ikke kan bevæge sig, under hans jakke bruger han tit en sort trøje eller lignende. alt hans tøj er meget slidt og tit noget han har stjålen for at få.
Det her er min første... O.o...
Karakternavn:
Pen Cornell
Køn:
Mandlig køn
Alder:
29 (men kan godt gå for en på 25)
Race:
Dowvos
Job/Status:
Militærnægter (hvis det da er muligt, hvis ikke så Tyv)
Baggrundshistorie:
Pen blev født i en afsides hytte, et sted ude i "Den Sorte Skov", hans far var bleven kaldt ind i militæret flere måneder før Pen blev født, og Pens mor havde ikke fået nogle breve fra ham i en længere periode.
Pen voksede derfor op uden en far, men levede alligevel et liv som han mente var tildels normalt.
Han levede alene sammen med sin mor, hvor de levede af de småpenge moderen fik af at sy tøj som hun solgte billigt inde i byen.
Da Pen blev 13, blev hans mor syg og hun kunne derfor ikke sy længere, så Pen blev nødt til at tage til byen og få et arbejde. På det tidspunkt havde han ingen anelse om at han ikke var menneskelig, og han havde heller ingen anelse om at det samme gjaldt hans mor. Pen så dog lyst på det hele, og tog imod det arbejde han kunne få. Dog som 15 årig dør hans mor, uvillig til at forlade hende blev han hos hende i 3 døgn. Indtil at han indså at der ikke var meget andet at gøre end at prøve at finde et andet sted at leve. Så han brændte hytten ned med hans mor i den, næsten for at sige farvel, men også fordi han ikke kunne samle mod til at begrave hende.
Han flytter dermed ind til byen, men da han ikke kunne finde et sted at bo, lader han sig gå ind i hæren. Der begyndte hans træning, som soldat for mørket, og uden at vide det havde han gået i de samme fodspor som sin far.
I militæret blev han behandlet som lort, eller nej det der var være en lort, men det blev alle de andre rekrutter også, så han tog sig ikke meget af det.
Han var langt fra populær blandt de andre soldater, han havde næsten konstant sadt sig over i sit eget hjørne og passet sig selv, så de andre så på ham som underlig, og ville egentligt helst ikke kendes ved ham. Men alligevel lykkedes det ham at få sig en ven. Et menneske ved navn James. James var ikke noget specielt at prale af, han var lav, buttet, og lod sig nemt træde på, hvad ingen dog vidste var at James også var udholden og loyal, han havde blot ikke haft nogle chancer for at vise det.
Men fordi at James nemt lod sig træde på, var det meget Pen som styrede tingene i deres venskab. Dog alligevel var de efter nogle måneder uadskillige.
Dog en skæbnesvanger dag bliver de og de andre i gruppe 304 kaldt ud for at stoppe nogle rebeller som havde lavet ravage i landsbyen.
De var blot 50 soldater, men det var ikke meget andet end et par rebeller alligevel, så det burde have været en opgave som på sin vis var enkelt nok.
Men som de kommer derud var det allerede klart at rebellerne var flere end man havde regnet med. Som en del af frontlinjen så var Pen og James de første til at gå i kamp. Men efter et stykke tid, hvor den del af landsbyen snart lignede et rent blodbad, så mister Pen modet, han havde lige dræbt den første af rebellerne på sin vej, og det var som om at et eller andet var slået klik, og alting omkring ham var gået i stå, det eneste som stadigvæk var i bevægelse var blodet på hans sværd og den faldne rebel for enden af den. Det var som om at hele hans verden faldt omkring ham, og den eneste tanke i hans hoved var *løb, løb og kom aldrig igen* og som om han ikke havde kontrol over hans ben begyndte han at løbe, han smed sværdet på jorden vendte sig om, og løb. Men inden meget længe bliver han væltet omkuld af en rebel som har set ham løbe. Dog havde James, til Pens held, set Pen løbe og var løbet efter ham, og som rebelen stod over Pen og skulle til at dræbe ham, gik et sværd igennem rebelen, en hånd rakte ud efter Pen, og næsten uden at vide det så han sin egen hånd række ud og tage imod den. Men lige som han rejser sig op og verden er ved at komme tilbage til normal hastighed, så falder James over ham, en pil sad fast i ryggen bag ham, og som blodet dryppede ned langs hans side, var det som om at noget andet gik igennem ham, noget anderledes, noget han ikke havde følt før, noget han burde havde følt for længe siden.
En intens vrede strømmede igennem ham og fik en verden der før havde virket til at gå tre gange langsommere til at gå tre gange hurtigere. Næsten som et lyn greb han James sværd og kastede sig tilbage i kampens hede og slog ud mellem sig, han bekymrede sig ikke længere om hvem eller hvad det var han dræbte, han dræbte blot hvad der kom ham nærmest, ven eller fjende, og som vreden begyndte at ebbe ud fandt han sig selv med sværdet langt inde i en af de andre soldater. Hans hænder var forlængst bleven røde af blod, det samme med hans trøje og hans bukser, men det så han ikke længere. Vreden begyndte langsomt at skifte sig ud med frygt, slaget var ovre, og han fandt sig selv omringet af hvad der før havde været hans venner. Hvad der dog undrede Pen var hvorfor de holdte sig et stykke fra ham, soldaten for enden af hans sværd var for længst død. Hvad Pen ikke kunne var at han nu blot lignede en miks af sort skyggeagtig masse, det var dog som om at forvandlingen ikke var perfekt, og hans udseende skiftede mellem at være normal og den skyggeagtige masse.
De andre soldater så på ham som havde de set et spøgelse, næsten som frosset på stedet, og det var først da han virkelig så på sine egne hænder at det gik op for ham hvordan han så ud.
Han smed hvad han havde i hænderne og løb, stadig som frosset til stedet var der ingen som løb efter ham.
Han overnattede ude i skoven. Det tog ham et stykke tid før han fandt ud af at han ikke var menneskelig, men da det gik op for ham, fandt han også ud af hvordan han skulle bruge sin kræfter. Snart fandt han ud af at han kunne gå i skyggerne og være uset, at han kunne gøre ting som han ikke havde set andre gøre.
Flere gange ledte soldaterne efter ham i skoven, forgæves men snart opdgav man og tog ham som for at være død og for ikke at skabe splid fortalte man at han var bleven dræbt i kamp.
En dag som han er gået ind i byen, hvilket han var begyndt at gøre ofte for at finde mad derinde, men ved næsten et tilfælde finder han sig selv i landsbyens kirkegård. Som han går omkring inde i kirken falder han over en gravsten uden blomster, men blot en halskæde med et sølvvedhæng som lignede en drage. Han tog halskæden op og smed den ned i sin lomme, i tanken om at de døde ikke fik meget ud af rigdomme, og så, så først da på navnet på gravstenen.
"Pen Cornell, dræbt i kamp, modig til det sidste"
For den tredje gang i hans liv fandt han kun en løsning, og det var at løbe. Han løb alt hvad han kunne ud i skoven, langt ud til hvor han aldrig havde været, og kom aldrig tilbage til byen...
Personlighed:
Pen har det med at være tage den nemmeste løsning, og hvis han bliver bange, eller føler sig utilpas har han det med at løbe, flygte, ikke fordi han er en kujon, men fordi han ikke vil i kamp. Til gengæl bliver han vred så mister han tit kontrollen over sig selv, og går berserk, og stopper først efter hans vrede er ebbet ud, hvilket kan variere i hvor lang tid det tager.
Han stoler normalt ikke på folk, og har den indstilling at folk skal have fortjent hans respekt og tillid. Han er meget sky og vil sjældent have noget med folk at gøre, dog har han det med at være nysgerrig, og kan nemt blive blandet ind i noget han ikke vil blive blandet ind i. Når han først lader nogen komme tæt nok på så stoler han tit blindt på dem, dog er der nogle ting han ikke fortæller før nogen er kommet meget tæt på.
Han bryder sig ikke meget om mørkets soldater, men heller ikke specielt meget om lysets væsener, derfor holder han sig tit for sig selv... Han har ikke specielt stor tillid til sig selv, og kan være meget usikker. Han er meget socialt svækket i det at han sjældent snakker med folk, men han har til gengæl en stor forståelse for naturen omkring sig, og kender en del til de forskellige planter og dyr.
Han har det med at lukke sine følelser inde, til han til sidst er ligesom en tikkende bombe klar til at springe når som helst. Han er, trods det at han ikke har nogen uddannelse, meget intelligent, han tager ting til sig som en tør svamp. Dog kan han hverken læse eller skrive da det er ting som ingen har lært ham. Sætter han sig for noget så udfører han det, med mindre noget stiller sig i hans vej, som frygt, eller lign... Han er meget underkuet af sin frygt, og han vælger tit, uvilligt at følge den.
Hvis han dog virkelig er nødt til det kan han godt trodse sin frygt, og gå imod det han frygter, det er dog sjældent at det sker.
Udseende:
Han har kulsort hår, så sort at det kan have et blåt glimt i sollys, det er halvtykt men ikke så tykt at det danner krøller. Han har et par mørke dybe grå øjne, som til sin hvis nemt kan vise hans følelser, hvis han tillader dem. Han er på omkring de 1,80 meter høj. Han er let i bygning, dvs. han er langt fra særligt veltrænet, men er overraskende hurtig på trods af det. Han har et udseende som kan få ham til at virke som en meget interessant person. Han har et intenst udseende, vildt og utæmmet, men kan også virke trist og ensom, alt efter sit humør.
Tøj:
Han går i en meget slidt og gammel jakke, som er lidt for stor til ham. Det er en lang sort jakke, som går ham ned til hælene. Han går også med et par sorte bukser som sidder halvstramt på ham, dog ikke så stramt at han ikke kan bevæge sig, under hans jakke bruger han tit en sort trøje eller lignende. alt hans tøj er meget slidt og tit noget han har stjålen for at få.
